Månedsarkiv: september 2014

Velfærd – hos ”Folket åbner Tinget” og DI

Udgivet den af
1

Dagen i dag byder på to spændende konferencer.

Den ene bliver holdt af Dansk Industri og handler om behovet for specialiseret og veluddannet arbejdskraft. Noget som Dansk Industris direktør Karsten Dybvad på DR i morges udtalte kræver en øget import af netop specialiseret udenlandsk arbejdskraft, hvis vi skal beholde det nuværende velfærdsniveau.

Den anden ”Folket åbner Tinget” foregår på Nørrebro og er en konference, hvor foreninger, bevægelser og almindelige mennesker kan komme til orde. Læs programmet for det her: http://www.folketaabnertinget.dk/program

Et af hovedpunkterne i ”Folket åbner Tinget” er tesen om, at der er råd til velfærd – og at det drejer sig om fordeling af goderne.

Økonomi-historikeren Daniel Ankarloo har skrevet rapporten ”VELFÆRDSMYTER. Selvfølgelig er der råd til velfærd”, hvor han blandt andet påviser, at det private forbrug er steget markant mere i de sidste årtier end det offentlige, når man måler i kroner og ører …

Det private forbrug i Danmark i 2012 var således på 777 mia , mens det offentlige var på  434 mia.

Danmarksbloggen synes derfor flg. spørgsmål er essentielle:

Når vi nu ved, at økonomisk lighed er vigtig for sammenhængskraften og stabiliteten i samfundet, burde vi så ikke fordele goderne noget bedre?

De rige er i de senere år blevet markant rigere og de fattige markant fattigere – og dét gavner ingen. Vi må alle yde – også dem, der har de store økonomiske muskler som fx især de danske virksomheder, der hellere vil importere udenlandsk arbejdskraft og dermed få et større overskud end de vil bidrage til det danske samfunds udvikling.

For hvorfor stiller ingen spørgsmålstegn ved virksomhedernes pligt til at bidrage til samfundet ved at være med til at betale for uddannelse og sundhed via skatterne?

Virksomhederne vil jo gerne have sunde og veluddannede medarbejdere, men helst uden det skal koste for meget.

Men det duer ikke. I et civiliseret samfund er vi forpligtede på hinanden og fællesskabet – og det skal vi alle forstå, hvis Danmark skal have en chance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politisk korrekthed ødelægger tolerancen i samfundet

Udgivet den af
1

I vores broderland Sverige spiller den politiske korrekthed en stor rolle. Således har man nu omredigeret en tv-version af den klassiske historie om Pippi Langstrømpe, så hun ikke mere leger kineser med sammenknebne øjne. Alt om negere er også væk – selv det faktum, at hendes far er negerkonge.

Tidligere for en lille måned siden pillede man også et gardin ned i Astrid Lindgrens Värld i Vimmerby, fordi der på gardinet var et billede med to negerbørn, der vifter med palmer for at holde Pippi kølig i heden på den sydhavsø, hvor hendes far er negerkonge.

Det kan danskerne godt ryste på hovedet af. Svenskerne er bare alt for meget i deres politiske korrekthed, lyder kritikken enstemmigt fra dansk side.

Men er vi i grunden bedre selv?  

Danmarksbloggen er ikke sikker. Tværtimod så mener Danmarksbloggen, at den politiske korrekthed i dag sidder alt for dybt i danskerne, der er hurtigere end nogensinde til at føle sig fornærmet og trådt på.

Det hedder fx ikke tyk, men overvægtig.

Det hedder heller ikke bøsse, men homoseksuel.

Man taler heller ikke længere om de handicappede, men om mennesker med handicap.

Og hedder det dværg – eller vertikalt udfordret?

Og så er det i øvrigt ikke kun Sverige, der laver om på landets kulturskat.

I ”Elefantens vuggevise” synges der ikke længere i Danmark om at få en negerdreng som rangle, men en kokosnød.

Det giver ingen mening!!!

Hvis vi skal have en chance som et mangfoldigt samfund med plads til forskellighed og tolerance, så skal vi droppe den politiske korrekthed og begynde at kalde en spade for en spade.

Pippis far er negerkonge. Punktum. Og vejer man for meget, er man tyk. Punktum. Og er man en mand, der tændes seksuelt af andre mænd, er man bøsse. Punktum. Og er man handicappet, er man handicappet. Punktum. Og er man en dværg, er man en dværg. Punktum. Og jo, elefantungen loves en negerdreng i rangle. Punktum.

Sådan er det – og det er helt i orden.

Historierne om Pippi og visen om elefantungen er også bedst i deres originale versioner.

Og hvad angår tykke, tynde, hetero-, homo-, bi- og transseksuelle, dværge, smukke, grimme, handicappede, sorte, røde, gule, hvide, rødhårede, bebrillede, tatoverede og alle andre, der kan blive ramt af fornærmelsessygen, så er det vigtigt at huske på, at vi alle er lige meget værd som mennesker.

At der altid er mere, der samler end skiller os. Og at det, der skiller os, blot gør verdenen rigere og mere mangfoldig.

Så er det faktisk 100% lige meget, om man er tyk, tynd, hetero-, homo-, bi- og transseksuel, dværg, smuk, grim, handicappet, sort, rød, gul, hvid, rødhåret, går med briller, er tatoveret eller noget helt andet.

Man er et menneske – og det er alt nok!!! Resten er detaljer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 25: Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere

Første Verdenskrig var forbi, Sønderjylland var hentet hjem, og kongens rolle som politisk figur var udspillet. Et nyt årti var i gang: 1920´erne.

Verden var også blevet ekstremt meget mindre qua de forbedrede transport- og kommunikationsmidler. Det, der skete ude i verden, påvirkede Danmark langt mere og langt hurtigere end nogensinde før.

Og nu kom de moderne tider væltende: Kvinderne klippede håret kort og gik i bukser, der blev danset charleston og andre ”vovede” danse til den nye musik jazzen, forfatterne skrev om individet og individets ret til at søge lykken. De brølende 20´ere var en realitet – i hvert fald for den ret lille overklasse, der havde råd til at gå på natklub og drikke champagne af hinandens sko.

Moderne tider, kaldte samtiden sig selv. Den gamle verden, der havde ført til krig blev forkastet – og nu skulle en ny og bedre bygges op fra grunden. Ikke kun for de privilegerede, men også for alle andre.

Det skulle vise sig at blive ganske problematisk.

Det startede dog meget godt efter påskekrisen i 1920. Demokratiet var nu endelig 100% rodfæstet i Danmark, og i 1924 fik Danmark sin første socialdemokratiske regering med Thorvald Stauning i spidsen.

Men kriserne kom også – og arbejdsløsheden steg. Og i 1929 kom de sorte oktoberdage på Børsen i New York, hvor aktierne på kun fem dage faldt med en tredjedel. Noget der betød, at hele verden blev kastet ud i et økonomisk uvejr ulige noget tidligere set.

Den efterfølgende krise var derfor også vor tids finanskrise gange 100 eller måske 1000. I forvejen havde store befolkningsgrupper meget lidt at leve for, men nu fik de markant mindre.

Arbejdsløsheden steg eksplosivt blandt arbejderne, og også ude på landet stod det slemt til. Landbruget kørte med store tab og tvangsauktionerne stod i kø.

Noget måtte gøres, og det resulterede i det kendte Kanslergade-forlig i 1933, hvor kronen blev devalueret. Det betød bedre vilkår for landbrugseksporten. Landbruget fik også en række ordninger, der gjorde, at produktionen kunne betale sig. Noget, som absolut ikke huede rød side.

Omvendt måtte de blå æde Steinckes socialreform, der reelt var startskuddet til den moderne velfærdsstat, idet økonomisk hjælp nu blev en ret, der i modsætning til den gamle fattighjælp, ikke betød hverken tab af stemmeret eller følelsen af at gå tiggergang. Omend hjælpen var meget lille målt i kroner og ører, idet den kun var en tredjedel af en normal dagløn.

Men den var dér – og Danmark var på vej frem.

På vej frem var også en mand ved navn Hitler og hans brunskjortede nazister, som en del danskere allerede dengang gennemskuede, men ikke alle. Nogle beundrede også den orden, som de mente, at der var kommet i Tyskland efter Hitlers magtovertagelse. Ham skulle vi desværre komme til at høre meget mere til senere.

I Danmark havde vi i denne periode, der også skabte den såkaldte funkisstil, PH – Poul Henningsen, der opfandt sin berømte lampe, men som også leverede en reel omgang samfundskritik mod en selvtilfreds magtelite – og som i sine viser, primært fortolket af Liva Weel, gjorde sit navn udødeligt.

Allermest måske i ”Man binder os på mund og hånd”, som dog hører til senere under besættelsen. Men også hos ”I dit korte liv” og ”Nå” fik lysmageren, som PH blev kaldt, fortalt, at det drejer sig om humanisme, om at leve, at være tro mod sig selv og det, man står for. Noget, der for alvor blev aktuelt under den besættelse, der kom efter 1930´ernes krise.

Og netop 2. verdenskrig, besættelse og befrielse skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Søren Pape og mennesket

Udgivet den af
1

I disse minutter er den nyvalgte K-formand Søren Pape lige blevet færdig med sin formandstale til de konservatives kongres.

En tale, hvor Pape helt bevidst satte mennesket og den såkaldt sunde fornuft i centrum – og han gjorde det på en måde, så han i sin retorik og eksempler fra det danske samfund med højbede og lektiecafeer brugte og appellerede mere til den almindelige dansker end til overklassen.

Dét var formentlig helt bevidst. For skal de konservative igen være et parti af betydning, skal der trækkes vælgere fra Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance … og her som i resten af samfundet er den brede middelklasse så langt den største befolkningsgruppe.

Om Papes strategi – der iøvrigt til dels er lånt fra Norge og en vis grad fra Sverige og USA – lykkes, må tiden vise.

Den er ligeud og jordnær, men der mangler også noget dybde.

Danmarksbloggen bider ihvertfald mærke i, at store linier og årsagssammenhænge ikke er noget, som Pape som bruger.

Til gengæld kan de konservatives nye formand godt lide stereotyper, og her var det offentlige, systemet, den store skurk og individet det store offer.

Det offentlige ødelægger livet for den enkelte med tåbelig lovgivning, var derfor også et gennemgående tema i Papes tale, hvor der blev talt mere om højbede og æbletræer end om jobs og at sikre de svage i samfundet.

Fællesskab og solidaritet med hinanden her i samfundet var derfor heller ikke noget, som Pape brugte ord på.

Danmarksbloggen vil derfor konkludere, at Søren Papes definition af at sætte mennesket i centrum i bedste fald kan kaldes underlig …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Kompetente politiske ledere søges

Udgivet den af
1

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om problemet med kompetent politisk ledelse. For:

Kompetente politiske ledere søges

At være leder af et politisk parti – at være minister – ja måske endda statsminister – burde være noget af det fineste, som man kan blive, både som politiker og som menneske.

Men sådan hænger det desværre ikke sammen i nutidens Danmark, hvor de mest kompetente potentielle ledere siger nej til posten som leder af deres parti – mens de noget mindre kompetente ikke alene siger ja til at være partileder, ja i visse tilfælde som fx hos Venstre så klamrer den knap-så-kompetente leder sig til magten.

For prøv at tage et kig over det politiske landskab:

Venstre har som sagt Lars Løkke, men tænk hvad det ville betyde, hvis det var Søren Gade.

Konservative har Søren Pape, men tænk hvis det var Connie Hedegaard.

De radikale har Morten Østergaard, men tænk hvis det var Christian Friis Bach.

Helle Thorning har heller ikke den store fokus på danskerne og medmenneskeligheden. Her er det dog ikke så nemt at udpege den oplagte efterfølger. Der er flere kandidater.

Og sådan kunne man blive ved. Der er meget langt mellem de kompetente politiske ledere. En markant undtagelse er Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten.

Men hun er lidt en enlig svale, også selvom vi medregner Kristian Thuelsen Dahl. For nok er han populær blandt DF´s vælgere, men han er ikke på nogen måde inkluderende ifht. den danske befolkning.

For desværre er politik i dag kun sjældent et ærefuldt erhverv, der appellerer til mennesker med store visioner, hæderlighed og en dybfølt ønske om at gøre noget for Danmark og alle danskere.

Politik anno 2014 er i stedet alt for ofte en smudsig affære, der appellerer til mennesker med magtbegær og et dybfølt ønske om at gøre noget for sig selv og egen karriere.

Problemet er blot, at Danmark lider under de knap-så-kompetentes skalten og valten med vores skønne land og dets mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Angsten og den blå septemberhimmel

Udgivet den af
Svar

Angsten har kronede dage dette efterår …

Angsten for terror pga. truslen fra Islamisk Stat og eventuelle hjemvendte Syrienskrigere med lige dele menneskeforagt og kyndighed udi at håndtere våben.

Men også angsten for MRSA-bakterien spreder sig … sammen med bakterien selv, som nu er blevet fundet i hver femte pakke svinekød.

Og så er der alt det andet. Ebola, arbejdsløshed, klima´et og 117 ting mere.

Verden er et farligt sted, og selvfølgelig skal vi ikke acceptere alle dårligdommene. Mange af dem kan der også gøres noget ved, så de om ikke forsvinder, så dog bliver et mindre – også markant mindre – problem.

Så det skal vi selvfølgelig gøre.

MEN undervejs mod en mere fredelig og solidarisk verden, hvor vi deler med hinanden i sand broder-og-søster-ånd, skal vi også huske at se op mod himlen, der ligenu over ihvertfald København er blå, høj og lys af septembers skarpe efterårssol.

Se op og suge skønheden, lyset og energien til os – så vi kan få nye kræfter til at arbejde for en verden med plads og rummelighed og tolerance.

En verden, hvor vi passer på hinanden. Dét giver god mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hedder Danmarks næste statsminister Søren Gade?

Udgivet den af
1

Flg. er fakta: Søren Gade stopper som administrerende direktør i Landbrug og Fødevarer. Om 10 dage har Venstre kongres. Om max et lille års tid er der folketingsvalg i Danmark.

Det er let at lave matematikken her, når man medtænker den nuværende regerings mangel på vælgertilslutning:

1 + 1 +1 = Søren Gade som statsminister i Danmark pr. september 2015

Danmarksbloggen er absolut ikke tilhænger af blå blok, som læserne nok har luret efterhånden. Men Danmarksbloggen er tilhænger af anstændighed og respekt for sine medmennesker, og her har en Søren Gade så meget mere at byde på sammenlignet med Lars Løkke & co.

Søren Gade er en hæderlig mand, der hvis han kommer i spidsen for Venstre – og selv vil det – kan dreje Venstre i en retning, hvor der igen bliver plads til den humanisme, som en masse borgerlige besidder – men som Lars Løkke, Inger Støjberg, Peter Christensen m.fl totalt har skudt i sænk – og som gør, at Venstre i dag kan konkurrere med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti om at være Danmarks mest umenneskelige parti.

Dét kunne stoppes med Søren Gade som leder af Venstre – og af Danmark.

For bliver den tidligere forsvarsminister leder af Venstre, er der ingen tvivl om, at Danmarks kommende regering bliver blå.

Venstre vil med Søren Gade i spidsen få et kanon-valg ene og alene pga deres nye formand.

Og nok ser Danmarksbloggen helst en rød – altså ægte rød – regering, men skal regeringen være blå, så må det tusinde gange hellere være med Søren Gade end med Løkke i statministeriet. For så har medmenneskeligheden en chance …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Magtens vold legitimerer alle andres vold

Udgivet den af
1

Kristeligt Dagblad skrev i går om, hvordan socialt udsatte som hjemløse og andre i stigende grad bliver udsat for latterliggørelse, chikane og deciderede overfald, altså for volden i alle dens former.

Sekretariatschef hos Landsforeningen af Væresteder Cliff Kaltoft begrundede udviklingen med at citat fra artiklen: ”Vinder-taber-kulturen har især fået tag i mange af de unge, der lader til at tænke om de udsatte, at de ikke er noget værd,” (citat slut).

Og chefen for Kirkens Korshær Helle Christiansen giver i artiklen udtryk for, at italesættelsen af de svage som dovne samfundssnyltere er blevet så grundfæstet en del af dansk mentalitet, at det faktisk kræver politisk handling, hvis det skal ændres.

Danmarksbloggen – som i al beskedenhed netop gerne vil genskabe respekten for det enkelte menneske, solidariteten og fællesskabet – er enig.

Men Danmarksbloggen må så også rette kanonen mod politikerne.

For nok er det vigtigste, at vi får gang i forandringerne i holdningerne, så vi kan komme tilbage til en medmenneskelig respekt og anstændighed. Men man skal som bekendt kende sin fortid for at forstå sin nutid – og for at kunne påvirke sin fremtid.

Og ser man tilbage i tiden, er der ingen tvivl om, at Foghs og Kjærsgaards umenneskelige regime i nullerne i dén grad har været med til at skabe denne menneskefjendske taber-vinder-kultur – godt hjulpet på vej af talløse tv-programmer, hvor det drejer sig om at vinde med alle midler, så man ikke risikerer at blive stemt ud.

Men det er især magtens vold, der er bekymrende. Medier og mennesker løber blot efter dér.

Og i dag er vi desværre i den situation at samtlige partier – på nær Enhedslisten og til dels SF – opfatter arbejdsløse som dovne, indvandrere af muslimsk herkomst som potentielt kriminelle, enlige mødre som nogen der tager dårlige livsbeslutninger, hjemløse som nogen der ikke kan tage sig sammen osv, osv.

Sådan er det jo, som Vestager engang sagde dét. Men sådan behøver det ikke være.

Magten behøver ikke at udøve vold mod samfundets svageste, som magten nu har gjort det i snart halvandet årti. Magten kan – og bør – vælge at være de svagestes hjælper, beskytter og bedste ven.

Så får magten bævende læbers pris – og finere hæder gives ikke i hele den vide verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarks første Globale Geopark – i Odsherred

Udgivet den af
1

Alle kender UNESCO´s verdensarvslister over såvel kultur som natur, hvor blandt andet Jellingstenen, Kronborg, Vadehavet og Stevns Klint er på.

Mere ukendt er for mange, at UNESCO også udnævner såkaldte Globale Geoparker, områder med en spændende geologi og naturgeografi, hvor uddannelse, formidling og bæredygtighed går op i en højere enhed til glæde for både fastboende og turister

Indtil i dag havde vi ikke nogen Globale Geoparker i Danmark. Men det har vi nu, nemlig i Odsherred på Vestsjælland, hvor den nord-vestlige del af området er så unikt geologisk og naturgeografisk set – og samtidig så pædagogisk opbygget (af naturen), at det er helt unikt.

Tager man til Odsherred, kan man således indenfor et afgrænset geografisk område se en såkaldt fuld glacial serie, dvs. et landskab, der er dannet i forbindelse med istidens gletsjerers fremfærd og tilbagetrækning, og som inkluderer inderlavninger (fx Lammefjord), randmoræner (fx Vejrhøj og området omkring Bjerge) og smeltevandsslette (fx Sejerø Bugt). Men også morænesletter, dødishuller og meget mere.

Se mere om dannelsen af en fuld glacial serie her: http://www.geopark-odsherred.dk/content/geologi-0

Og se mere om hele projektet og dets betydning for lokalområdet, undervisningen af børn og unge samt geo-turismen her: http://www.geopark-odsherred.dk/

Danmarksbloggen finder det fuldkommen pragtfuldt, at Odsherred er blevet Global Geopark.

Danmarksbloggen kunne også godt se andre områder i Danmark som Globale Geoparker som fx Møns Klint, hvor der allerede nu findes et Geocenter Møn – og der dermed er basis for både undervisning, geoturisme osv..

En tredje geologisk specialitet i Danmark er moleret på Limfjords-lokaliteterne Mors og Fur, som er helt enestående. I hele den store vide verden findes der nemlig kun moler på netop Mors og Fur.

Læs mere om moleret her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769

Så måske skal moleret hellere på listen over UNESCO´s verdensarv?!

For det er skønt med Odsherred og de glaciale landskaber – og med Stevns Klint og Vadehavet. Men Møns Klint … og især moleret skal vi også have med på UNESCO´s lister.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 24: Første Verdenskrig, Genforeningen og Påskekrisen

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie.I dag handler det om:

Første Verdenskrig, Genforeningen og Påskekrisen

Nederlaget i 1864 sad stadig dybt i danskerne, da skuddene faldt i Sarajevo og Første Verdenskrig begyndte i sommeren 1914. Såvel den danske befolkning som den danske regering var derfor også fast besluttet på at holde Danmark ude af krigen, og det lykkedes.

Så mens unge mænd – fra på den ene side Tyskland og Østrig-Ungarn og på den anden Frankrig, England, Rusland og senere også Italien og USA – døde i millionantal i skyttegravene overalt i Europa, så skete der intet i Danmark udover at de såkaldte gullasch-baroner tjente tykt på krigen.

For hærene skulle jo have mad, og der var en del foretagsomme danskere, der blev rige på at sælge mere – eller ofte mindre – god mad til de krigsførende landes hære.

Det var tit folk, der ikke havde hverken penge eller uddannelse – og mange af dem kunne ikke finde ud af at begå sig i en tid, hvor de fleste danskere havde meget lidt. De smed om sig med penge og opførte sig på en måde, så udtrykket gullash-baroner blev opfundet og udtrykte det rusk-om-snusk-mad, som de var blevet rige på – og at de optrådte som adelige af den værste slags.

Når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvordan det skal være, som man sagde – og til dels stadig siger.

Indtægtsmulighederne for gullasch-baronerne blev imidlertid drastisk mindre, da krigen sluttede i 1918 med Tysklands absolutte nederlag, der blev understreget kraftigt ved fredsslutningen på Versailles-slottet udenfor Paris, hvor Tyskland blev så jordet, at man reelt lagde i kakkelovnen til det mareridt, der startede 21 år senere.

Men det vidste man ikke i Versailles-dagene i 1918. Her var man blot glad for, at Tyskland havde tabt.

Også i Danmark var man glad. For nu blev der åbnet op for, at vi kunne få en del af det tabte land fra 1864 tilbage. Man besluttede nemlig at opdele de tidligere hertugdømmer i tre områder, der så skulle stemme, om de ville være tyske eller danske.

Det var således første gang nogensinde i verdenshistorien, at folkene selv fik lov til at bestemme – og den dag i dag, hvor vi nærmer os 100-året for Genforeningen, er det tydeligt, at ideen var rigtig god.

For ser man bort fra 1940-45, så har grænsen mellem Tyskland og Danmark været en af de mest klare og uden konflikter. Der er mindretal på begge sider, javist. Men i hverdagen lever og arbejder og handler man på kryds og tværs af hinanden i noget, der generelt er fredelig og god sameksistens.

Selve Genforeningen, der fandt sted d. 10. juli 1920, var selvfølgelig en følelsesladet affære med den danske Kong Christian d. 10, der red over grænsen på en hvid hest med Dannebrog vejrende alle steder fra.

Christian d. 10. var selvsagt også en af Danmarks populæreste mænd dén dag – i hvert fald i dét Sønderjylland, der nu var blevet dansk igen.

For i resten af Danmark havde det et par måneder forinden været lige ved, at Danmark var blevet et monarki fattigere.

Kongens rolle som monark var jo netop ikke at blande sig politisk. Men det havde Christian d. 10 gjort alligevel, da han ved påsketide i 1920 afskedigede Zahle-ministeriet.

I et demokrati med parlamentarisme, altså flertalsstyre, kan en monark ikke tillade sig at gøre det, som Christian d. 10. gjorde.

Reaktionen kom også prompte. Arbejderne demonstrerede øjeblikkeligt på Amalienborg Slotsplads med krav om, at Danmark skulle være en republik samt og at det nye – meget højreorienterede og kongevenlige ministerium, som Kongen selv havde sat ind, skulle væk.

Situationen var ladet – og gnisterne fra den kommunistiske revolution i Rusland var ved at nå Danmark.

Men så kom socialdemokraternes leder Thorvald Stauning, der sad i Københavns Borgerrepræsentation, til Amalienborg – og resultatet blev et nyt forretningsministerium, som kunne godkendes af alle, inden der kom et nyvalg.

Det blev altså en arbejder, der reddede monarkiet kun godt 70 år efter Grundlovens indførelse …

Påskekrisen 1920 var løst – og siden har ingen monark i Danmark blandet sig i det politiske liv, om end monarken stadig deltager i statsråd, underskriver love og er med, når regeringer og ministre skal udnævnes og skal gå af.

Men betydningen i dag er noget mere formel end dengang i 1920, hvor endnu en ny tid var på vej.

Og netop de brølende 20´ere, børskrakket og de kriseramte 30´ere skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512 Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk