Dagen i dag byder på to spændende konferencer.
Den ene bliver holdt af Dansk Industri og handler om behovet for specialiseret og veluddannet arbejdskraft. Noget som Dansk Industris direktør Karsten Dybvad på DR i morges udtalte kræver en øget import af netop specialiseret udenlandsk arbejdskraft, hvis vi skal beholde det nuværende velfærdsniveau.
Den anden ”Folket åbner Tinget” foregår på Nørrebro og er en konference, hvor foreninger, bevægelser og almindelige mennesker kan komme til orde. Læs programmet for det her: http://www.folketaabnertinget.dk/program
Et af hovedpunkterne i ”Folket åbner Tinget” er tesen om, at der er råd til velfærd – og at det drejer sig om fordeling af goderne.
Økonomi-historikeren Daniel Ankarloo har skrevet rapporten ”VELFÆRDSMYTER. Selvfølgelig er der råd til velfærd”, hvor han blandt andet påviser, at det private forbrug er steget markant mere i de sidste årtier end det offentlige, når man måler i kroner og ører …
Det private forbrug i Danmark i 2012 var således på 777 mia , mens det offentlige var på 434 mia.
Danmarksbloggen synes derfor flg. spørgsmål er essentielle:
Når vi nu ved, at økonomisk lighed er vigtig for sammenhængskraften og stabiliteten i samfundet, burde vi så ikke fordele goderne noget bedre?
De rige er i de senere år blevet markant rigere og de fattige markant fattigere – og dét gavner ingen. Vi må alle yde – også dem, der har de store økonomiske muskler som fx især de danske virksomheder, der hellere vil importere udenlandsk arbejdskraft og dermed få et større overskud end de vil bidrage til det danske samfunds udvikling.
For hvorfor stiller ingen spørgsmålstegn ved virksomhedernes pligt til at bidrage til samfundet ved at være med til at betale for uddannelse og sundhed via skatterne?
Virksomhederne vil jo gerne have sunde og veluddannede medarbejdere, men helst uden det skal koste for meget.
Men det duer ikke. I et civiliseret samfund er vi forpligtede på hinanden og fællesskabet – og det skal vi alle forstå, hvis Danmark skal have en chance.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
Ja, der snakkes altfor lidt om virksomhedernes ansvar