Regnbuen lyser – igen – over København

Så er det Pridetid igen … regnbuer, glitter, glimmer, musik, shows og den store hyldest til mangfoldighed …

Vi kender det godt. Det er efterhånden lidt ligesom jul … en tid med hyggelige traditioner og fokus på samvær og fest.

Men inden vi går helt amok i velvære og selvros over, hvor tolerante vi er her i Danmark, så burde vi måske tænke over, at der stadig er en lang vej at gå – også her i vores land.

For masser af unge og børn bruger stadig ordet bøsse som et skældsord, nogle gange endda sagt i versionen bøsserøv.

Der er også stadig mennesker, som overfaldes – bare fordi de ikke ser heteroseksuelle ud eller måske går hånd-i-hånd med en af deres eget køn.

Og endelig er der en del miljøer – typisk fundamentalistisk-religiøse af såvel muslimsk som kristen herkomst – hvor det at være alt andet end heteroseksuel er uacceptabelt.

Så der er alt mulig grund til at vifte med regnbueflaget – også her i Danmark – som protest mod den manglende tolerance og rummelighed, som stadig er alt for udbredt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den oversete historie i dansk politik: Venstres succes

Den gamle regering – under ledelse af Venstres formand Lars Løkke – var ganske upopulær. Alligevel gik partiet Venstre ni mandater frem til valget 5. juni.

Dermed forstummede al tale om en erstatning for Løkke som leder.

Og nu i skivende stund er så en blodig fløjkrig i gang i Venstre om hvem, som skal afløse Løkke – når den dag kommer. Det er ikke lige op over, hvis man skal forstå Løkke selv, som regner med også at stå i spidsen for Venstre til næste folketingsvalg.

Efter den gamle plan lagt i kælderen i Odense i 2014 skal afløseren være nuværende næstformand og gruppeformand Kristian Jensen, men flere og flere vil hellere have politisk ordfører Jacob Ellemann-Jensen.

Al denne ballade kunne man vente ville koste Venstre stemmer. Men nej, i weekendens meningsmåling gik partiet to procentpoint frem i forhold til valget.

Det strider imod al politisk logik – og al politisk lærebogsviden.

For et upopulært regeringsparti går ikke ni mandater frem til valget – og det vinder slet ikke to procentpoint i en meningsmåling, mens det befinder sig i en voldsom intern kamp om magten.

Ikke desto mindre er det situationen for Venstre i sommeren 2019 – og det er nok den mest oversete succes i dansk politik i år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Steen Langstrup forestiller sig dagens redaktionsmøde ovenpå angrebet på Skattestyrelsen

Forfatter Steen Langstrup har lavet dette skriv. Først så griner man – i anden omgang bliver man eftertænksom … for der er noget skævt over mediernes behandling af Danmarks mange parallelsamfund.

Opsnappet referat fra morgenens redaktionsmøde på et af landets formiddagsblade:

Chefredaktøren: “Der har været et terrorangreb mod Skattestyrelsen! Vi skal have et overblik over skaderne. Den klarer du, Per. Vi skal have en sprængstofsekspert til at beskrive bomben og hvor galt det kunne være gået. Den tager du, Kate.”

“Så skal vi have et par journalister ud på Cepos, gerne med skjulte mikrofoner, for at se, om vi kan opsnappe en tilfældig dialog, der kunne antyde opbakning til nattens angreb på Skattestyrelsen. Hvis det ikke er muligt, så gå dem på klingen og kræv en udtalelse. Alle ved, at Cepos HADER skat. Det klarer I to, Berit og Samuel.”

“Mens du, Peter, og du, Leif, I tager ud på Gammel Hellerup Gymnasium eller en af de andre reder for skattemodstanden herhjemme og ser, om I kan få et par ubetænksomme overklassebørn til at sige noget. De er ikke så kloge, de forkælede unger, så de kan nok manipuleres til at levere en stærk overskrift. Noget med whiskybæltets bander jubler over terrorangrebet.”

“Endelig skal klummeskribenterne i gang. Vi skal have i hvert fald et par klummer, der efterlyser eller forlanger, at alle topskattebetalere i landet offentligt tager afstand fra enhver form for terror.”

“Og en eller anden, se om vi ikke kan få Enhedslistens spidskandidat til at komme med en kontroversiel udtalelse rettet mod samfundsnasseriet i whiskybæltet og deres parallelsamfund derude og den måde, de foragter almindelige danskere og danske værdier, de EU-liderlige typer! Alle ved jo, at de rotter sig sammen og snyder i skat hele bundtet!”

Skrevet af: Steen Langstrup

Trump kommer til Danmark

Så sluttede sommerferien med et brag, da nyheden om Trumps ankomst til Danmark blev bekræftet.

For ja, Trump har åbenbart besluttet sig til at rejse til Danmark. Nærmere bestemt d. 2. og d. 3. september sammen med hustruen Melania.

Statsministeriet siger, at han er velkommen. Det skal de også gøre. USA er en stormagt og en af vores nærmeste allierede.

Heldigvis er forbindelsen mellem Danmark og USA så stærk, at den godt kan overleve Trump i Det Hvide Hus. Den kan såmænd også overleve et besøg af Trump i Danmark. Sagtens endda.

Alligevel måtte han dog gerne holde sig væk. Der er ikke mange danskere, som kan lide ham – og nej, vi bliver ikke omvendt af at se Air Force One lande ude i Kastrup – eller af at se Trump sammen med Dronningen.

Lige præcis dét møde kan så blive interessant.

For der er ingen tvivl om, at Margrethe d. 2 har både klasse, stil, intelligens og mange andre udmærkede egenskaber, som Trump omvendt ikke besidder. Der er heller ingen tvivl om, at Dronningen på en stilfærdig, men bestemt måde ikke vil finde sig i noget fra Trumps side.

Så lige præcis dét møde kan blive fantastisk – og en udstilling af hvilken opportunistisk populist, som Trump er. Gad vide om amerikanerne også kan se det? Det er jo dem, som skal forhindre ham i at få runde to i Det Hvide Hus.

Så måske der bliver en lille fordel af Trump på dansk jord … måske. Der kommer sikkert også en demonstration mod ham eller to, som man kan deltage i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

God sommer: Rejseriets kedelighed – og stjernestunderne

Sommeren er her – og Danmarksbloggen filosoferer lidt over det at rejse:

Hvorfor skal rejseberetninger altid være positive? Altid noget med smukke billeder, spændende reportager, unikke oplevelser og fantastiske indsigter i sig selv og livet, som man bare ikke kunne få andre steder end lige på dén rejse.

Alternativt kan rejseberetninger være dramatiske, noget med sygdomme, naturkatastrofer, hvordan man med nød og næppe undgik døden – eller næsten værre hvis man tænker på et nyligt russisk flystyrt: At miste sin bagage.

Men hvad med alt det almindelige kedelige, som vi altid møder på rejsen?

Timerne, hvor man venter i lufthavnen, hvis man da stadig vil stå ved, at man indimellem benytter sig af dette instrument-til-vores-egen-udslettelse.

Smerterne i skuldre og ryg, fordi man skal slæbe bagagen over lange afstande … og er totalt mørbanket, når man endelig når frem til hotellet. Mørbanket og tørstig, men uden at have noget at drikke – og der er mindst en kilometer til nærmeste kiosk eller supermarked. Sådan føles det i hvert fald.

Så man overvejer at drikke af vandhanen. Og enten så gør man det, og sidder på tønden de næste to dage. Eller også så begiver man sig ud i den brændende hede og hen til vandingsstedet og køber en masse vand, cola og chips – men ikke noget, der minder om rigtig mad.

For man lærer nemlig ikke noget – og slet ikke at tænke frem. Så når man endelig – helt udmattet – er tilbage på hotellet, går der cirka en halv time, så kan man mærke, at man er sulten. Men man har ikke noget at spise. Man må afsted igen. Det er næsten ikke til at bære, og resten af dagen ligger man brak på sengen og tænker over, hvorfor man i grunden ikke bare blev hjemme.

Hjemme sammen med sin egen hovedpude, køleskabet og tv´et, der viser kanaler, hvor man kan forstå, hvad de siger.

Solcremen er en anden ting, som man enten ikke bruger, eller får smurt ud på den der dyre og fine kjole, som derhjemme ikke må komme i kontakt med noget, der bare har risikoen for at kunne fedte. Men selvfølgelig skal man have lige dén kjole på til turen inde i byen – midt på dagen. Også selvom man har fem andre og markant billigere kjoler med. Så på med solcremen – og derpå kjolen, som nu for altid har to skjolder ved brysterne til minde om den der ferie …

Og så er der kedsomheden. De dér stunder, hvor man egentlig burde hygge sig, for der er ingenting, man skal. Man har måske endda orket at rydde op på sit værelse. For nok er man på ferie, men man producerer stadig både beskidt undertøj og skrald. Så medmindre man er royal eller noget, der ligner, så skal man rydde op efter sig selv – også på en ferie.

Men altså lige nu er der ingenting. Så man ligger bare i en liggestol eller måske på sit værelse og vegeterer – og det burde være så dejligt, så dejligt, men det er hamrende kedeligt. Thi evig stilstand er død, som en tænksom fætter også sagde det engang. Han havde ret.

Men det meste af tiden går ikke stille på en ferie.

Tværtimod. Man går, går, går, går, går, går, går, går – og til sidst har man gået så meget, at man er blevet øm i fødderne eller har fået vabler. Hvis man er heldig – begge dele. Men når man kommer dertil, så ved man, at man har gjort det godt målt på ferie-termometeret. For dér – og først dér – har man fået set og oplevet så meget, at man kan sætte kryds ved “OPLEVELSER – mission accomplished”, mens man sidder på en café og hælder væsker i sig.

Væsker, som man ikke ved, hvad er, men som smager godt – i hvert fald mens man er på ferie. For laver man fejlen, og køber en flaske eller to med hjem, så smager stadset helt anderledes, og som regel dårligt, når man er i Danmark igen.

For lige pludselig skal man hjem igen – og det gider man egentlig heller ikke. For så skal man hjem til opvask, rengøring og alt det andet. Men så kan man muntre sig i lufthavnen på vej hjem med at se på de andre rejsende – og tænke på, om de overhovedet kan tælle.

For man må som regel kun have et styk håndbagage med … men det bliver hos mange til 2-3 stykker: En såkaldt kabinekuffert, der mere minder om en rigtig kuffert, en stor rygsæk og endelig en almindelig taske.

Sådan rejser mange i dag. Så skal man heller ikke vente på bagagen. Man har så også sørget for, at de andre ikke kan få plads til noget i rummet over sæderne.

Men altså: Således opmuntret eller nedslået over denne verdens ubetænksomhed begiver man op i flyet og hjem, mens man tænker på, hvor ens næste ferie skal gå hen.

For vi lærer som bekendt ingenting … så selvfølgelig skal vi afsted igen …

—-

For at rejse er at leve, som H. C. Andersen sagde det. Han havde ret. Livet – både hjemme og på rejsen – er en evig kamp, hvor vi knokler rundt, bliver trætte, beskidte, sultne og tørstige – og syge.

Men indimellem kommer så de livets stjernestunder, som er hele umagen værd …

Stjernestunder af lykke, erkendelse, samhørighed med os selv og vores nærmeste. Dér hvor tiden bliver lodret og så dyb af vælde, at vi rives omkuld og for altid vil huske lige det øjeblik, hvor vi ….

Stjernestunder, der sætter sig fast i sindet. De stjernestunder, som vi oplever ekstra stærkt, når vi er udenfor vores vante rammer …

Så netop derfor skal vi gribe kufferten, solcremen, plastrene til vablerne og pillerne, der kan stoppe diarréen – og drage afsted.

Verden – og vi selv – venter derude.

Danmarksbloggen ønsker alle: God sommer – og på gensyn i august …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-lederne svigter Europa

Man kunne formode, at EU har en interesse i at blive populær hos befolkningerne.

Men dette er tilsyneladende ikke resultatet, når man ser på, hvem EU-lederne har valgt – og fravalgt – til posterne som EU-kommissionsformand, formand for Det Europæiske Råd og EU´s udenrigschef.

Væk er alle kandidater med viden og erfaring fra EU som fx danske Margrethe Vestager og hollandske Frans Timmermann. Og jo, jo – de er blevet første og anden næstformand, men det er ikke at regne for noget, hvad det kunne have været.

Det blev til gengæld den tyske forsvarsminister og partikollega med Angela Merkel, der blev kommissionsformand, den belgiske premierminister, der blev formand for Det Europæiske Råd og den spanske udenrigsminister, der blev EU´s udenrigschef.

Ingen af dem har tidligere været i spil til nogen af posterne – og to af dem har ingen eller meget begrænset erfaring med EU-systemet. Det er rent til grin – og det vil blot øge den folkelige modstand mod hele EU – og med god grund.

Danmarksbloggen er i hvert fald mere EU-skeptisk nu end nogensinde. EU´s statsledere er simpelthen ikke deres opgave voksen, når de kan vælge prima-kandidaterne fra og sekunda-kandidaterne til.

Ja, Europas statsledere svigter Europa, europæerne og den tid, som vi lever i, hvor vi er nødt til at stå sammen og hæve os over nationale og partipolitiske fnidderier, hvis vi skal løse tidens udfordringer. Men det magtede Merkel og Macron og de andre altså ikke.

Nu bliver det spændende, om EU-parlamentets medlemmer godkender pakken. Man kunne godt være fristet til at håbe, at det blev et rungende nej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En statskvinde af format …

Det er så længe siden, at det sidst skete i Danmark. Så længe siden, at vi danskere har glemt, hvordan det er at have en statsminister med format. Vi har kigget til Norge, som havde Stoltenberg – og til andre store statsmænd og statskvinder, som forstod at favne deres land og tale til det store og gode i mennesket.

Men i Danmark skal vi tilbage til sidste årtusinde for at finde statsministre med det store format. For det havde hverken Fogh, Thorning eller Løkke – uden at vi behøver at gå i detaljer.

I stedet kan vi stolt konkludere, at landets kommende statsminister Mette Frederiksen har dette format. At hun bliver en rigtig statskvinde, en statsminister for os alle sammen.

Man fornemmede nok, hvor det bar hen, da hun på valgnatten sagde, at hun syntes, at det var passende at give Løkke en hånd. For han var en politisk kollega, der skulle mødes med respekt.

Og så kom Folkemødet på Bornholm, hvor hun sagde, at det første, hun vil gøre som statsminister, bliver at give Godhavnsdrengene en undskyldning. Fordi vi som samfund må tage ansvar for i går, i dag og i morgen.

Danmarksbloggen er begejstret … Endelig en statsminister der taler op til os, taler til det ædle i mennesket, til det der samler os …

Der er tændt et håb med Mette Frederiksen som leder af Danmark …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dannebrog fylder 800 år

Dannebrog fylder i dag 800 år – og dét skal fejres. Danmarksbloggen siger selvsagt også tillykke til dette elskede symbol, som vi danskere bruger til ALT – som i ALT:

  • Som klistermærker på madvarer, der er produceret i Danmark
  • Som servietter
  • Som frimærker
  • Som små papirsflag, vi stikker ned i fødselsdagslagkagen
  • Som andre små papirsflag på snor, der hænger på juletræet
  • Som større papirsflag vi vifter med, når vi skal hente familie og venner i lufthavnen – eller Dronningen har fødselsdag, og mange danskere samles på Amalienborg
  • Som papirsflag brugt som vejvisere, når vi skal holde fest
  • Som dekoration når der skal laves æresport til fx et sølvbryllup
  • Som en decideret flagallé brugt både i særlige anledninger, men også når der fx er byfest
  • Som en del af en blomsterbuket – for hvad er vel smukkere end papirs-Dannebrog sammen med blomster?
  • Som noget vi maler på kinderne – eller har på en klaphat – når vi skal heppe på danske sportsfolk
  • Som emoji når vi skal skrive Danmark på de sociale medier

Men allermest er Dannebrog et flag, som engang var et symbol på kongemagten, der lige siden i hvert fald Christian d. 4 er blevet anvendt af militæret, og som stadig er at finde både på uniformerne og på skibene (også handelsflåden), men som vi i dag kan finde på at bruge, bare fordi det er søndag, og solen skinner i kolonihaven …

Dannebrog anvendes også, når de kongelige er i nærheden, når det er fødselsdag eller der flages på halv stang ved begravelser, på busserne når der er mærkedage, på helligdage, ved kirkelige højtideligheder, når folketinget åbner, når skolen åbner eller der er eksamen – eller til at ligge over kisten, når en død, dansk soldat kommer hjem …

For i glæde og i sorg følger den rød-hvide kors-dug os. Det er i grunden ganske smukt og også derfor, at danske malere har malet flaget, og danske digtere har skrevet om Dannebrog. Nogle af de mest kendte linier er disse:

B.S. Ingemann: Vift stolt på Codans Bølge! Blodrøde Dannebrog! (fra sangen af samme navn).
H. C. Andersen: Du danske, friske strand, hvor Dannebrogen vajer (fra: ”I Danmark er jeg født”).
Peter Faber: Vid det er en ære, Dannebrog at bære (fra: “Højt fra træets grønne top”).
Axel Juel: Der er ingenting, der maner som et flag, der går til top (fra sangen af samme navn).

Endelig skal nævnes vores nationalsang ”Der er et yndigt land”, skrevet af Adam Oehlenschläger. Sangen havde oprindelig 12 vers, hvoraf et vers faktisk var tilegnet Dannebrog. Det lyder:

Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt,
Og stedse har sin farve hvid,
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid!

Dét vers kan man jo overveje at synge næste gang, at den står på ”Der er et yndigt land”. Et Dannebrog i strid – ja, hvorfor ikke? Arven fra 1864 er vi vist ved at have kastet af os – eller hur?

Nu mangler vi så bare at gøre Dannebrog til et samlende symbol for os alle sammen igen – og ikke kun dem, som tilhører et vist politisk parti. For Dannebrog er gennem tiderne blevet brugt som politisk markering, senest af Dansk Folkeparti. Men også dengang Sønderjylland stemte sig hjem i 1920 – og som et mærke på tøjet under Besættelsen for at vise sin dansksindethed.

Dannebrog er altså blevet taget til indtægt for meget … både noget, der samler og noget, der skiller os.

Det er værd at huske på i en tid, hvor danskheden er mere spraglet og mangfoldig end nogensinde. For danskere anno 2019 – 800 år efter Dannebrog faldt ned fra Himlen vistnok som en gave fra Gud – fås i alle farver og former: Hvide, brune, sorte, gule – tynde, tykke, dem midt i mellem – ja, hele den brogede palet. Alle er vi danskere, når vi bebor de danskes øer.

God Valdemarsdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vildt valg: Væk med højrefløjen – og ind med samarbejdet

Det har været et vildt valg – folketingsvalget 2019. Ja, et valg, som betyder et paradigme-skifte i dansk politik.

For efter at det yderste højre i mere end 20 år har domineret dansk politik, så er højrefløjspartierne – som nu både er Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – blevet halveret fra 37 mandater til DF i 2015 til nu kun at kunne mønstre 20 mandater tilsammen.

Og nej, Stram Kurs kom ikke ind. Det samme gjaldt Klaus Riskær Pedersen og Kristendemokraterne.

Det andet bemærkelsesværdige er nemlig, at danskerne har stemt på de partier, der vil samarbejde henover midten …

De ansvarlige partier, de gamle partier, dem som kender det politiske håndværk, og ikke kravler op i træerne som Liberal Alliance, der næsten røg ud som parti – og hvis formand faktisk røg ud af folketinget. Eller som Alternativet, der ikke har vist sig duelige til at lave politisk arbejde i de sidste fire år, hvor de har siddet i folketinget, og som ligesom Liberal Alliance ligger og roder nede ved spærregrænsen.

Danskerne har søgt de gamle partier: De to andre regeringspartier Venstre og Konservative – men også SF (hvor Hønge-sagen fik meget lidt betydning) og Radikale Venstre, som kan bruge deres nye – store – størrelse til at komme tilbage som kongemageren i dansk politik – og til at kræve den kommende statsministers støtte til Vestager som EU-kommissionsformand.

Men Socialdemokratiets valg var ikke ligeså godt, selvom Mette Frederiksen vil samarbejde bredt. Det formentlig kommende regeringsparti (i mindretalsregering) gik lidt tilbage i procent, men fik et mandat mere.

Det bliver altså en kompliceret sejlads for landets formentlig kommende statsminister mellem at støtte sig til de blå, når det kommer til udlændinge- og økonomipolitik, og til de røde, når det kommer til velfærd. Og i den røde blok kommer ingen til at stå stærkere end Enhedslisten, hvis vælgere kræver både klima og velfærd.

En svær sejlads – og der findes ikke noget søkort. Til gengæld cirkler Lars Løkke rundt i det hav. Landets afgående statsminister, som ikke har annonceret nogen tilbagegang som formand for Venstre, men som er klar til at indgå i en SV-regering – med ham selv som statsminister.

Danmarksbloggen vurderer, at det bliver et sprællevende Folketing i de næste fire år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valgdag: Stem udover egen pengepung, egne interesser og egne fordomme

Så er det endelig blevet valgdag. Vi skal sætte vores kryds – og det er vigtigt at deltage i folketingsvalget, uanset om man hedder Ali eller Alfred, Fatima eller Frederik – og uanset om man bor i Vestjylland eller på Nørrebro.

Danmarksbloggen opfordrer derfor alle til at stemme – og vel at mærke at stemme udover egen pengepung, egne interesser og egne fordomme, hvad enten de interesser og fordomme er af økonomisk, religiøs, kønsmæssig eller anden art.

Stem med tanke på fremtiden og de kommende generationer – og stem på det, der samler – og ikke det, der skiller os ad.

For vi har ikke brug for populister, der står i hjørnerne af samfundet og råber af hinanden, men for politikere, der reelt kan og vil samarbejde med hinanden til klimaets og vores fælles bedste.

Så kan vi altid senere diskutere hvor meget eller hvor lidt, som vi selv bestemmer i en globaliseret og kapitaliseret verden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk