Dumhedens virus og abekopperne

De samme mennesker, som mente, at Coronaen bare var en influenza, som brokkede sig over mundbind og restriktioner, dengang Coronaen hærgede, er på banen igen i diverse debatter med kommentarer som:

Jeg skal eddermame ikke være et omvandrende vaccinemonster. Hellere en bøde end en nål i armen. Eller: Så nu har regeringen fundet på en ny ”sygdom”. Eller: Nu prøver de at skræmme os med abekopper – som om det var en rigtig sygdom. Samt: Det er ikke et tilfælde, at det er Bavarian Nordic, som har udviklet vaccinen. De skulle hedde Bavian Nordic.

Det er dumt med dum på.

Ja, verdens værste virus er dumheden. Det ikke at være i stand til at forstå fakta.

Som fx at Corona ikke blot var, men stadig er en pandemi (som vi i Danmark bare har godt styr på qua vacciner). Samt at abekopper er en helt anden sygdom, der normalt kun smitter fra dyr til menneske – men som nu tilsyneladende har muteret, og smitter mellem mennesker også.

Abekopper er så væmmelige, men der er håb om, at de kan inddæmmes. Det kan dumhedens virus tilsyneladende ikke.

Danmarksbloggen må nemlig desværre konstatere, at dumhedens virus stadig findes – og at oplysning, videnskab og fakta åbenbart ikke virker på de individer, som er ramte af den virus.

Tværtimod lader de mennesker hånt om viden og fakta. De er nærmest som de tre aber, der ikke ser, hører eller taler. For de mennesker ser ikke fakta, hører ikke på reel oplysning – og taler ikke sagligt.

Men det du´r bare ikke.

For viden og fakta er IKKE til debat. Viden og fakta er IKKE en holdning på lige fod med allehånde mærkelige teorier.

Men det kan de mennesker ikke forstå. Måske vi bare skulle stoppe med at fodre dem med saglighed. De er alligevel ikke i stand til at goutere det.

I mellemtiden kan vi andre blive klogere på abekopper, både smitteveje, symptomer og hvad man skal gøre som nærkontakt: https://netdoktor.dk/nyheder/hvad-er-abekopper.htm

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ENDELIG sammen – igen – her i Norden

Der har gennem århundrederne været en gammel sandhed i Norden. Den handler om: Det gamle spil i Norden. To inde – og en udenfor. To lande med – og et land udenfor.

For sådan har det været siden Kalmar-unionens opløsning for næsten 500 år siden (det skete i 1523). Nedslag i historien viser det:

Danmark og Norge var i union – under Danmarks ledelse – fra 1300-tallet og indtil 1814.

Derpå kom Norge i union med Sverige i en periode, indtil nordmændene endelig i 1905 fik deres selvstændighed – og valgte en dansk prins som konge.

Så kom 2. Verdenskrig, hvor Danmark og Norge var besat, mens Sverige var såkaldt neutralt – men samarbejdede med alle, også de tyske nazister.

Efter 2. Verdenskrig – i 1949 – blev NATO stiftet. Danmark og Norge med – Sverige udenfor.

Så i 1973 træder Danmark ind i EU, mens Norge og Sverige holder den nordiske fane højt udenfor, indtil Sverige i 1995 optages i EU. Men ikke Norge. De har deres olie-milliarder, og bliver ude.

Men nu – endelig – i 2022 lykkedes det – via en ydre fjende – at samle Norden. For endelig kommer vi alle tre sammen igen. Nu i verdens stærkeste forsvarsalliance NATO, som både Sverige og Finland vil søge optagelse i.

Dét er vildt. Dét er godt.

For Sverige har været neutrale i mere end 200 år. Det har de i hvert i fald sagt, lige som de har kaldt sig fredens stormagt – selvom de har tjent milliarder på at producere og sælge våben.

Og så er der Finland, som har været neutrale siden 2. Verdenskrig. Finnerne kender Rusland, og sloges med dem i Vinterkrigen op mod 2. Verdenskrig, og siden har de holdt sig i form. Finnerne er seje og kæmper – ligesom ukrainerne.

Sådan er det åbenbart at være nabo til Rusland. Så bliver man hård i filten – hvis man vil overleve.

Danmarksbloggen kipper i dag med samtlige de nordiske flag, og byder Sverige og Finland varmt velkomne i NATO. For vi hører sammen her i Norden – også under NATO´s fane.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det. Ja, i år har den endda en aktualitet med russernes umenneskelige adfærd i Ukraine.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine og et land i gave

”Vi fik et land i gave d. 4. maj,” skrev historikeren Palle Lauring ved flere lejligheder. Palle Lauring var en ung mand dengang i 1945, da Danmark blev befriet, så han vidste, hvad han talte om.

Det er nu 77 år siden – og hvert år har vi fejret Danmarks befrielse flere steder – blandt andet i Mindelunden, og det skal vi forsætte med. Som vi også skal blive med at sætte lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj.

MEN LIGE NU ER DER ANDET PÅ SPIL. DER ER IGEN KRIG I EUROPA.

LIGE NU DØR MENNESKER I UKRAINE – dræbt af et aggressivt og stormagts-drømmende Rusland, som fejlagtigt tror, at de kan kue det ukrainske folk.

Men Valdemar Rørdams ord om danskerne fra 1907 – mens Tyskland havde besat Sønderjylland – gælder også for Ukraine:

Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.

For det ukrainske folk kan ikke forgå. De kæmper for dem selv – og for Europa. For frihed og demokrati. Og vi skal stå last og brast med Ukraine.

Så i morgen aften – d. 4. maj – vil Danmarksbloggen ikke tage til Mindelunden – men til Rådhuspladsen, hvor Politiken og Jyllands-Posten arrangerer en storskærms-event, hvor Ukraines præsident Zelenskyj vil tale direkte til det danske folk. Dér vil også være fællessang, fakler og et minuts stilhed.

Det bliver en levende, vibrerende og AKTUEL event, der hylder den frihed, som vi fik i gave for 77 år siden, og som Ukraine så tappert kæmper for nu – og som de SKAL have igen.

Og det er NU og HER, at det gælder – og det drejer sig om Ukraine, ikke Danmark. For 2. Verdenskrig er en gammel krig, og ingen græder mere over dem, som døde dengang. Der er faldet fred over dét nu.

I Ukraine er der ikke fred. Der er krig og skræk og rædsel – og død. Så alt for meget død og lidelse. I Ukraine mister mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner hele tiden – hvert eneste forbandede sekund – deres mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner.

Hver dag og hver nat sprænger bomber og rammer missiler – og hver dag og hver nat flyder det ukrainske blod og de ukrainske tårer. Det skal stoppe NU.

Så mød op på Rådhuspladsen i København – eller på Bispetorvet i Aarhus, hvor der er et tilsvarende arrangement – og vis de tapre mennesker i Ukraine, at vi står sammen med dem. Kan du ikke møde op, så tænd et lys derhjemme for Ukraine …

Danmarksbloggen kommer til at gøre begge ting … dét er helt sikkert.

Læs mere her:

København: https://www.facebook.com/events/1341551579699584

Aarhus: https://www.facebook.com/events/714852246614895

For Ukraine og ukrainerne skal også have friheden og et land i gave. Deres eget land. Ukraine. Slava Ukraini.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glyptoteket 125 år – bygget på øl og indviet på en 1. maj

I dag – 1. maj – vil de røde faner vejre som normalt for første gang i tre år. Det er en stor dag, og det vil ikke gå upåagtet hen i nyhedsstrømmen.

Mere usikkert er det imidlertid, om dagens 125-års fødselar bliver bemærket.

Det er ellers ingen ringere end Glyptoteket i København.

Dette tempel for kunst og kultur, som ligger lige ved siden af Tivoli, kan nemlig i dag fejre, at det er 125 år siden, at brygger Carl Jacobsen (ham med Carlsberg) åbnede døren ind til dette storslåede tempel, som vel i grunden er bygget på øl.

Glyptoteket selv har også øllet med, når de sætter alle sejl til fejringen af et museum som med Carl Jacobsens ord (sagt ved indvielsen 1. maj 1897) ”ikke skulde være et almindeligt Musæum, jeg vilde Bygge. Jeg vilde rejse et Skønhedstempel, hvor Kunsten kunne tale til alle”.

Hvem alle er – og om det også indbefatter de proletarer og plebejere, som i dag fejrer 1. maj – kan man tvivle på. For brygger Jacobsen brød sig hverken om beliggenheden, som han fandt noget afsides, eller naboen. For som han sagde: “Naboskabet til det mig ret plebeiiske Tivoli var heller ikke videre tiltalende”.

I dag finder man næppe noget mere centralt i København end Glyptoteket – og mange turister er glade for, at de to steder ligger lige ved siden af hinanden, så de kan starte inde hos statuerne og malerierne, og så bare gå over gaden til karusseller og rutschebaner.

Og tilmed lykkedes det at fuldføre bryggerens vision for Glyptoteket, som med hans egne ord var: “… den levende Kunst hører det levende Folk til! Men den skal nu heller ikke være den rige Mands Eje alene, den skal ligesaa meget være til Glæde for Menigmand, at ogsaa han fornemmer Skønhedens Magt”.

Så lidt kunne brygger Jacobsen altså godt lide arbejderen, plebejeren.

Arbejderne har på deres side også altid været glade for bryggerens øller – og især i dag på Arbejdernes Kampdag glider mange af de gyldne dråber ned rundt omkring i landet.

Læs mere om Glyptotekets fejring af jubilæet her: https://glyptoteket.dk/125aar/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De forbandede år 2”

Siden Aksel i Mads Reuthers skikkelse forlod barndomshjemmet efter opgøret med faderen, den rige fabrikant Skov, mesterligt spillet af Jesper Christensen, har undertegnede tænkt på, hvad der blev af Aksel, både på den korte bane – og den lange, hvis altså han overlevede krigen.

Om han gør det, skal man selv finde ud af ved at gå ind og se ”De forbandede år 2”, hvor Mads Reuther spiller rollen som den idealistiske Aksel, der nødvendigvis må blive modstandsmand, med lige præcis dén nerve og intensitet, der skal til for at skildre det mod – og overmod, som sammen med mangel på respekt for regler, grænser og normer, prægede mange modstandsfolk.

Den film, der tales om, er selvfølgelig forsættelsen af Anders Refns film ”De forbandede år” fra 2020. En film, som greb danskerne som noget af de sidste, inden vi nulevende også prøvede, at normaliteten forsvandt for en tid. Men nu er vi ovre Corona – i hvert fald i denne omgang, og det er endelig tid til den actionsprægede og dramatiske fortsættelse om familien Skov …

Undertegnede skal ærligt indrømme, at jeg havde store forventninger til filmen. Måske også for store – og det skal man passe på med. For min umiddelbare oplevelse var, at 2´eren ikke havde samme knugende dybde, samme store fortælling i sig som 1´eren, hvor det hele tiden blev mørkere og mørkere. Her er det hele noget mere svingende.

Men på den anden side var sidste del af krigen – og ”De forbandede år 2” dækker netop tiden fra 1943 til 1945 – noget mere rodet, fragmentarisk og uden at mange kunne finde anden mening end den, der lå for enden af pistol-løb eller en bombe placeret i en værnemager-fabriks produktionshal.

Så måske er den mere mixede 2´er allright, som var et udpræget udtryk dengang. Der er i hvert fald ikke slinger i valsen, når det handler om ønsket om at formidle Danmarkshistorien. For lige som at 1´eren fortalte om alt, der var foregået af betydning, og alle holdninger til krigen, så får 2´eren også meget med, både sortbørshandel, ventegrupper, luftsirener, sammenbruddet i samarbejdspolitiken, folkestrejke og meget mere – på nær jernbanesabotagen.

Men den foregik trods alt primært i Jylland – og i De forbandede år-universet er vi lidt i København og lidt i Sverige, men primært lige nord for København, så her står den på sabotage – og nedkastninger.

Det med nedkastningerne giver mening for filmen. Men det halter historisk, da netop Øresundskysten var for befærdet, for beboet og for nem at komme til for tyskerne. Så der skete stort set ingen nedkastninger i det område – og slet ikke i nærheden af dér, hvor familien Skov må formodes at bo – nemlig Vedbæk, da deres hus hedder Vedbæklund.

Skulle man være i tvivl, så søg på Frihedsmuseets digitale kort over nedkastninger og sabotageaktioner.

Men det er vigtigt for Anders Refn at få alle historier med – også selvom noget virker lidt for placeret som Karl Skovs jødiske sekretær Saras flugt over Øresund. Dén havde man set komme. Men ikke at afskeden med hende og barnebarnet en kold oktober-nat i 1943 – for en tid – bringer ægteparret Skov sammen igen. Endda for åben dør ind til havehuset, hvor lyset stadig er tændt, og kan ses viden om. Dét er så en detalje, som giver minus mening på den kulsorte efterårsnat, hvor tyskerne jagtede de danske jøder.

Men det centrale for filmen er at vise, at ægteskabet hos parret Skov knirker nu. Krigen har splittet familien, og ægtefællernes forskellige holdninger til, hvor aktivt man må vise sin modstand og engagere sig, kommer til at få afgørende indvirkning på deres relation og dagligdag.

Folk forandrer sig som bekendt også i krise- og krigstider, og det viser sig, hvem der har format. Det har de fleste af os nulevende også erkendt i de sidste to år med først pandemi og nu krig igen i Europa.

Og det ser vi selvfølgelig også her, hvor husets hjemvendte datter Helene – som nu er enke efter den tyske ubådskaptajn – er blevet voksen, og begynder at arbejde, mens den yngste søn Valdemar forlader gymnasiet, og slutter sig til Aksels modstandsgruppe.

Den anden bror – Knud – er lykkelig med sin jazzmusik og sin kæreste, der bliver gravid. Og så er der Michael – hr. Skovs søn fra første ægteskab – som er kommet hjem fra Østfronten med store sår på sjæl og krop, og som nu søger trøsten i alkoholen og for længst glemte begreber om ære.

Men som sagt: Ikke alle overlever til at opleve glæden om aftenen d. 4. maj 1945. Og selvom man er levende fysisk 4. maj, kan man godt være skadet og traumatiseret for livet af den krig, som man har været igennem – og af den kærlighed, som på den ene eller anden måde smutter fra stort set samtlige af familiens Skovs medlemmer.

Vi følger også husbestyrerinden Annelise, som mistede sin søn i 1´eren. Men som her i 2´eren gør en af de største kærlighedsgerninger, som et menneske kan gøre. Ja, det er nærmest af jomfru Maria´ske, hvis ikke ligefrem Jesus-dimensioner, selvom der intet religiøst er i den korte og nærmest underspillede scene, som viser, at ingen magt er større end afmagtens generøsitet.

Vi møder også igen to af Michaels gamle officerskammerater, der har valgt hver sin side. Plus butleren og hans kone, hvor den sidste er mere end almindelig glad for penge og franske silkestrømper – og gerne gør alt for at få dem.

Hele castet (som vi kender fra 1´eren) spiller fantastisk – og troværdigt – i den historie, som Anders Refn og den nu afdøde Flemming Quist Møller har skruet sammen. Det filmiske håndværk er – som forventet – også 100% i orden.

Men jeg savner alligevel det rigtig knugende, som bar den første film. Den grande finale. Forløsningen. Men måske er der ingen forløsning i verden – eller mellem generationerne. Måske er den knugende usikkerhed, tavsheden og smerten grundvilkår ved livet sammen med skylden og skammen. Så måske er filmen genial? Den giver i hvert fald stof til eftertanke.

Måske havde hr. Skov ret, da han i 1´eren sagde: Vi gør jo bare det bedste, som vi kan – alle sammen. Han gjorde det i hvert fald. Først med overskud og myndighed og tro på, at det gamle system virker. Men til sidst – som befrielsen nærmer sig – brænder også hr. Skov mere og mere ud – også fordi han slet ikke har samme myndighed i den nye virkelighed. 

Så måske har fru Skov i Bodil Jørgensens fantastiske fremstilling ret, når hun her i 2´eren forklarer, hvorfor hun hjælper: Jeg gør det, fordi jeg ikke kan sige nej, når der er brug for mig.

For måske er livet så enkelt. Måske skal vi bare sige ja, når der bliver kaldt. Dét kan vi jo tænke over i vor tid, hvor vi for første gang siden 1945 for alvor igen stilles over for spørgsmålet: Hvem er jeg – og hvad kan jeg bidrage med? Hvad er mit ansvar?

For krige og deres konsekvenser har det med at sprede sig – og med at vedkomme os alle sammen. Så derfor er historien om familien Skov et etisk spørgsmål til os alle, men også et aktuelt indlæg i debatten om Danmarks rolle i forhold til Ukraine – og om hvor vi stiller os i den sag, hver og en af os.

Danmarksbloggen giver ”De forbandede år 2” og dens fine fremstilling af krigen og dens følgesvende skyld, skam, smerte, savn og sorg 5 ud af 6 stenguns, som dem modstandsbevægelsen brugte – og som sammen med hjælpen til jøderne og ambassadør Kauffmanns ageren i USA var eneste grund til, at Danmark efter 2. Verdenskrigs ophør kunne tælles blandt De Allierede – og være med til at stifte FN.

Filmen har premiere i dag d. 21. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. Der er mere end 75 år siden, at 2. Verdenskrig endte. Men krige kaster lange skygger, og visse elementer i denne anmeldelse er præget af min slægtshistorie med en morfar, som var med til at tage imod nedkastede våben og skjule både dem og diverse faldskærmsfolk. Han blev taget af Gestapo en tidlig morgen i 1944, men de andre havde nået at fjerne våbnene fra skurene på hans jorde – og der var ingen, som boede i værkstedet ude i haven lige i de dage.
Så min morfar kom hjem igen efter nogle dage i Gestapos hænder. Dage, som han aldrig talte om, så vi ved ikke, hvad han var udsat for. Men han fortsatte arbejdet, fordi han som fru Skov sagde: ”Man kan jo ikke sige nej, når nogen har brug for ens hjælp.”
Det samme sagde min mormor, som sørgede for mad og tøj til dem, som kom ned – og gode forklaringer til døtrene om, at de ikke skulle tale med hvem det nu var, som boede i værkstedet. Han – for det var altid mænd – var nemlig blevet uvenner med konen, og var ked af det, hed det sig. Min mormor havde også – undtagen den morgen, hvor Gestapo hentede min morfar – et stort overskud. For da de var kørt med ham, fandt min mor, som var en lille pige på 6 år, min mormor sammensunket og grædende i spisekammeret.
Min mor og hendes storesøster, som forinden havde stået på 1. sal og ud ad vinduet set Gestapo køre ind på gårdspladsen med flere vogne og mange folk med maskingeværer springe ud, inden de kort efter slæbte min morfar ind i den ene bil og kørte væk, får stadig sorte skygger i øjnene og knugede hænder, når de taler om de begivenheder og den angst, som de følte som små piger dengang i 1944.
Så jeg ved, hvor dybe spor krig sætter i mennesker – også selvom min familie boede langt ude på landet og ikke dagligt var midt i rædslerne, døden og bombardementerne, som så mange andre var dengang – og som ukrainerne er det i dag.
Jeg er derfor også vokset op i troen på, at man er nødt til at give bøller og bisser modsvar og modspil, hvis ikke de skal tromle hen over uskyldige mennesker – og nogle gange skal dét modsvar være ganske kontant.

Kvinderne – de skjulte helte i påskehistorien

Påsken gemmer som et andet chokolade-påskeæg på en overraskelse – nemlig de skjulte helte.

Men vi starter lige med et kort rids af påskens begivenheder, hvis nu man ikke har begivenhederne helt fremme i hukommelsen:

Palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem, og hyldes som en konge.
Skærtorsdag: Jesus indstifter nadveren ved påskemåltidet – og forrådes.
Langfredag: Jesus dømmes, korsfæstes og dør.
Påskedag: Jesus genopstår.

Hele beretningen er verdens måske mest kendte historie. Men hvem er i grunden heltene?

Er det de mandlige disciple, som kritiserer kvinden, der salver Jesus med den dyre nardus-salve palmesøndag?

Er det den mandlige discipel Judas, som forråder Jesus for 30 sølvpenge skærtorsdag?

Er det den mandlige discipel og senere første pave Peter, som fornægter Jesus natten mellem skærtorsdag og langfredag?

Er det de mandlige disciple, som gemmer sig, fra lang tid inden Jesus korsfæstes og indtil de hører, at han er genopstanden? Ja, som ikke engang vil tro på kvinderne til at starte med, da de kommer og fortæller om genopstandelses-miraklet?

NEJ. NEJ. OG ATTER NEJ.

Mændene er nogle feje svæklinge, som kun tænker på at hytte eget skind.

Kvinderne er derimod de seje, de udholdende. Kvinderne er påskens helte – eller rettere heltinderne.

Først er der kvinden fra Betania, som ikke nævnes med navn i Nyt Testamente, selvom hun bruger det, der svarer til en årsløn, på dyr nardus-salve, da hun palmesøndag salver Jesus inden døden.  

Så er der Jesus mor Maria og de andre kvinder, som følger Jesus hele vejen, fra han modtages med jubel og palmegrene palmesøndag, og til han langfredag går med korset op af Via Dolorosa (Smertens Vej) til Golgata (Hovedskalsbjerget), hvor han korsfæstes og dør nogle timer senere.

De er altså med Jesus hele vejen, også ved korset da han lider og dør.  

Og endelig er der de tre kvinder, Maria Magdalene, Maria (Jakobs mor) og Salome, som om morgenen efter den jødiske sabbat går ud til graven, og møder englen, der fortæller dem, at Jesus er genopstanden og gået forud for dem – og at de vil møde ham i Galilæa.

Verdens største budskab – det om genopstandelsen – blev nemlig givet til kvinder – ikke til mænd.

Kirkefædrene tilbage i 300-tallet gjorde så, hvad de kunne for at skrive kvinderne ud af historien om Jesus. Og forskning tyder desværre på, at de fik fjernet en hel masse som fx, at der også var kvinder blandt Jesu disciple, og at Jesus selv ikke gjorde forskel på kvinder og mænd.

Så desværre er mange af historierne om de modige kvinder omkring Jesus væk. Slettet af mænd.

Men tilbage står heldigvis, at vi her næsten 2000 år efter begivenhederne kan se, at påskens rigtige helte er de heltinder, som var hos Jesus hele vejen fra indtoget i Jerusalem, over da han led på korset og til genopstandelsen påskemorgen.

Dét er en viden, som det er godt at holde påske på.

Glædelig påske …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Socialdemokratiet afskaffer velfærdssamfundet

Der var engang – for længe siden – et Socialdemokrati, som havde visioner om at gøre samfundet bedre baseret på holdningen ”de bredeste skuldre skal bære de største læs”.

Det handlede blandt andet om at sørge for, at ALLE kunne få en god uddannelse – og ikke kun dem, som havde en familie, der havde råd til at finansiere den unge under studierne.

Men nu vil samme Socialdemokrati afskaffe SU´en på kandidaten – dvs. at de studerende selv skal finansiere de to sidste år på universitetet.

Det er dumt med dumt på.

At give de unge SU hele vejen igennem studiet er nemlig en samfundsinvestering, så vi sikrer, at alle kvalificererede kan få en fuld universitetsuddannelse. Det skaber værdi for den enkelte – men også og især værdi for samfundet.

Og hvorfor er det de unge, som igen skal straffes?

Det er nemlig som om at denne socialdemokratiske regering ikke kan lide de unge. Uddannelserne flyttes ud til byer, som ingen unge vil bo i. Det er voldsomt dyrt – og samtidig gør det uddannelserne dårligere.

Og nu skal SU´en også tages fra de unge.

Danmarksbloggen kan derfor godt forstå, at de unge ikke stemmer socialdemokratisk.

Danmarksbloggen kan til gengæld ikke forstå, at Socialdemokratiet i dén grad sjofler fremtidens vælgere. Dét hedder at skære den gren over, som man selv sidder på.

Det må Socialdemokratiet så selv om. Et parti er ikke bedre end dets politik. Problemet er bare, at velfærdssamfundet ryger med i købet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænd lys i aften for Ukraine

Den ukrainske præsident har netop talt til det danske folketing – og til det danske folk.

I dén tale kom præsident Zelenskij ind på alle de lidelser, som Ukraine gennemgår lige nu – og det er så alt for mange, så alt for grusomme, som de fleste nok ved: Angreb på ukrainske byer, bortførte ukrainere og meget mere.

Uhyrligheder, som sker – og som vi ikke gør ALT, hvad vi kan – og burde – for at stoppe.

Vi hjælper meget – og det blev der også sagt tak for. Men vi skal gøre endnu mere, både nu og når freden kommer.

Zelenskij talte også om genopbygningen af Ukraine efter krigen – og om, at Ukraine gerne vil have Danmark med dér i en ledende rolle – helt konkret når det kommer til Mykolajiv, som er vigtig havneby, der blev voldsomt angrebet her i nat.

Og så opfordrede Zelenskij til at tænde et lys for Ukraine i aften … præcis som vi selv gør det d. 4. maj.

Et lys for friheden.

Et lys for freden.

Et lys for Ukraine.

Som præsident Zelenskij sagde det: Mine damer og herrer. Jeg håber I i aften vil tænde et lys for alle de ukrainere, der har givet deres liv for vores alles frihed. 

Dét siger sig selv. Der skal brænde så mange lys i de danske vinduer, som det ikke er set siden 4. maj 1945.

Ukraines frihed er også vores frihed.

SLAVA UKRAINI ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mariupol + Kidnappede Børn = Pligt til at gribe ind

Som mennesker har vi en almen medmenneskelig moralsk pligt til at gribe ind, når vi ved, at andre mennesker mishandles eller dræbes.

Det handler ikke om politik, økonomi – eller for den sags skyld højt besungne begreber som frihed og demokrati.

Det handler – helt enkelt – om vores etiske ansvar, om vores moralske pligt som medmennesker.

Og lige nu lyser denne pligts alarmklokke højrød. Dér skal aktiveres NU.

For lige nu i den ukrainske by Mariupol er der mennesker, som sulter, tørster og fryser – og som har gjort det i ugevis.

Mennesker, som må begrave deres døde i vejsiderne, hvis altså de når det mellem de hyppige bombardementer fra de russiske invasionsstyrker. Det gør beboerne i Mariupol ikke hver gang.

Og ja, man har set hunde spise af de døde mennesker, som ligger på gader og stræder. For den smule mad, der er tilbage i byen, bliver spist af de mere end 200.000 mennesker, som sidder gemt i kældre og alle andre steder, hvor man kan håbe at overleve.

De få, som det er lykkes at flygte fra Mariupol, taler om stedet som Helvede på Jord – eller som værre end Helvede på Jord. Et sted, hvor Døden virker som den mest realistiske udvej.

For også flugt er farlig. De såkaldt humanitære korridorer plastrer russerne nemlig til med miner – og det er sket mere end en gang, at russiske styrker direkte har beskudt på flygtende mennesker, som vi også har set det ske andre steder i Ukraine.

Ukrainerne forsvarer sig tappert – men det er ikke kun Ukraines ansvar at beskytte ukrainerne mod den ondskab, som Putin har sluppet løs.

Det er vores alles opgave, når Rusland ikke accepterer krigens regler, men gang på gang går efter civile – og tilmed gør det på måder, hvor den ene er mere barbarisk end den anden som at angribe hospitaler, børn, gravide og ældre, foretage plyndringer og føre krigsfanger til slaveri i Rusland.

Ja, sidste melding går på, at russerne har kidnappet 2.400 ukrainske børn fra Lugansk og Donetsk. Her dækker selv ordet ondskab ikke længere.

Konklusionen er klar: Nu skal verdenssamfundet gribe ind. Ikke NATO, men verdenssamfundet. Vi ser et folk blive udslettet, byer blev udslettet – og folk blive ført bort mod deres vilje – selv BØRN.

Dét skal stoppes – og hvis ikke Putin vil lytte til ord eller sanktioner (og det tyder intet på), så må det blive med militær magt – også fordi Putin vurderes som klar til at bruge kemiske og/eller biologiske våben.

Dét må ikke ske – og myrderierne i Ukraine skal stoppes – og kidnapningerne.

Det er vores moralske pligt at gribe ind NU – og starte med at sikre luftrummet over Ukraine. Ikke via NATO, men via FN.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk