Nærmest en halv sejr

Et pressemøde i Statsministeriet uden nye stramninger, uden at skruen får et nøk mere som fx et udgangsforbud.

Det føles nærmest som en halv sejr – også selvom antallet af døde danskere er steget fra 13 til 24. Men det har noget med optællingsmetoden at gøre, sagde Mette Frederiksen, der talte om den stærke samfundskontrakt, som vi danskere har med hinanden, om det samfundssind, der udvises i disse dage – og som vi skal fortsætte med.

Danmarksbloggen er fuld af beundring for vores statsminister og den måde, som hun leder landet på. Hun er en ægte landsmoder …

Men altså ikke noget udgangsforbud, men danskere, danske politikere og danske virksomheder, der gør det bedste, som vi kan. Og det gælder også den påske, som venter – og hvor vi må udskyde alle de dejlige påskearrangementer til senere.

Man kan også sagtens spise påskefrokost i maj – eller juni. Og nu handler det om at få antallet af syge og døde så lavt som muligt, selvom det forventes at stige en tid endnu.

For epidemien forventes iflg. Søren Brostrøm først at toppe midt i april – dvs. vi er i slutningen af maj og begyndelsen af juni, før det her er bare nogenlunde overstået.

Påskeblomst, hvad vil du her, skrev Grundtvig i sin store påskesalme af samme navn.

Påskeblomsten var påskeliljen, som på Grundtvigs tid blev opfattet som en ukrudtsblomst, men som Grundtvig brugte som et billede på Jesus, der som bekendt genopstod påskemorgen.

Det bliver også påske på mange måder i Danmark dén skønne dag, hvor vores hverdag vender tilbage – også selvom det i begyndelsen sker i en ramponeret form.

For det tager tid at komme sig ovenpå sådan en omgang som den vi er igennem ligenu … men vi klarer det. Det gør vi. Det skal vi.

Så hvem ved? Måske kan vi pinsedag d. 31. maj og anden pinsedag 1. juni for fuld hals og lykkelige synge Grundtvigs store pinsesalme ”I al sin glans nu stråler solen, livslyset over nåde-stolen”.

For det bliver i sandhed liv, lys og nåde dén dag, hvor det her er overstået.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Strandet i Indien: Should I stay or should I go…?

”We will soon be arriving in Mumbai. The temperature is 28 degrees. Be aware that most departures are cancelled.” Usikkerheden sniger sig ind under huden, selv om min mand hjemme i Danmark har forsikret gentagne gange, at afgangen til Doha, videre til Oslo og til sidst København har grønt lys hele vejen. Otte timers ventetid i den spøgelsesagtige Mumbai lufthavn, hvor de fleste går med mundbind. Ingen rigtig mad at få og sidste måltid var frokost. Nødder, riskiks og Bounty bar til aftensmad.

Når man har løbet rigtig stærkt de sidste 6-7 måneder er morgenyoga i shalaen, aftensvømmetur i Det Arabiske Hav og meditation på ægte bølgeslag ren balsam for sjælen. ”Hvorfor spiser vi kød derhjemme, når vegetarisk mad kan være så lækker?” spørger Thea efter de første par måltider.

Hvorfor kan jeg ikke lave den slags mad selv? Måske skal jeg øve lidt mere? Alle er søde og imødekommende og Thea viser sig at have lært flydende engelsk ved at se 10 sæsoner af ’Friends’, så hun taler ubesværet med de andre deltagere – ren idyl.

Planen var 3 uger i Goa med min 11-årige datter Thea. En velfortjent pause. Vi ankom for 12 dage siden og da vi første dag sad i en cirkel, var der høj stemning, store forventninger og vilje til åbent at dele blandt deltagerne på yoga-kurset – vi gik ’all in’ og der opstod hurtigt tillid og sammenhold. En enkelt deltager fra Frankrig var ikke nået frem. Hun blev nægtet at boarde flyet, fordi Indien havde lukket grænserne for rejsende fra Frankrig. Vi følte med hende og udtrykte medfølelse på gruppens Facebook side. Måske trak hun i virkeligheden det lange strå?

DR Nyheders historier og danskernes optagethed af Corona virkede fuldstændig hysterisk set fra vores fællesskab på stranden i Goa. Livet gik videre som om intet var hændt i verden. Deltagere smagte på hinandens the af samme kop, krammede og lå tæt i de store sofasenge. Vi vaskede selv vores egne tallerkener op og lagde dem i kurve til afdrypning. Nogen gjorde det grundigere end andre, men efterhånden som historier fra Danmark om smitte og social isolation tog til begyndte jeg dog at vaske bestikket før jeg brugte det.

Men vi var stadig overbeviste om, at frygten for epidemien var fuldstændig overdrevet og at rygterne smittede hurtigere end selve sygdommen. Indien meldte stadig om 134 smittede ud af en milliard mennesker – fornemmelsen var, at Indien ville gå fri og at vi var meget heldige at være i denne boble på vores Bounty strand. Vi var glade for at fortælle historien om, at Corona ikke smitter så meget i varmt vejr og indtil videre var der ikke meldt om nogen tilfælde i Goa provinsen. På et møde tirsdag, for 5 dage siden, sagde lederen af Kranti Yoga: ”This school is your home for now. You can stay as long as you want. I will not close it”. Det lød betryggende og intet skulle ødelægge vores ferie.

Så kom meldingen om at Air India aflyste alle afgange fra 18.-31. marts. Vi kunne vi ikke længere komme hjem som planlagt, men 4 dage ekstra i Goa var jo ingen katastrofe… Mon ikke vi kunne få ændret billetten til 2. april, hvor de ville flyve igen?

Min mand, Erik, som er hjemme i Danmark, skrev til Air India og vi ventede tålmodigt på svar. Opgaverne derhjemme var alligevel aflyst. Men der var sået tvivl, og tanker om, hvorvidt vi burde forsøge at finde en rejse hjem, sneg sig ind i meditationerne. I vægtskålen mod hjemrejse lå en oplevelse af at danskerne derhjemme var paralyseret af frygt og negativitet langt ud over det rimelige. På DR Nyheder blev historier blæst op og familien derhjemme brugte uforholdsmæssig meget tid på at ’følge med’.

”Where focus goes, energy flows”, sagde de i meditationstimen og det gav god mening. Hvorfor kunne danskerne ikke være bedre til at få det bedste ud af situationen? Selvom det er rigtig, rigtig trist at en del bliver syge og nogle vil dø, så kunne flertallet vel godt fokusere lidt på de positive ting ved pludselig at have mere tid til sig selv og hinanden i familierne? Er det ikke det vi altid går og sukker efter? Fuld respekt for at det er svært at få hjemmearbejde og småbørn til at gå op i en højere enhed, men der må vel være en vis forståelse for, at tempoet og opgaveløsningen ikke kan være på samme niveau som normalt?

Så besluttede den første deltager at tage hjem; en ung kvinde, der skulle starte nyt job i starten af april. Hun ville ikke risikere noget. Enkelte, jeg ikke kendte så godt, fulgte efter. Indien meldte ud, at alle fly ville blive aflyst fra 22. marts og en uge frem. Det fik en nordmand, fra vores lille ’skandinaviske klan’, til at beslutte, at han måtte hjem til sine børn. Det kom tættere på, men det lykkedes stadig at overbevise mig selv om, at en uges aflysning kun var en uges aflysning – især set i lyset af de få Corona tilfælde, der var i Indien. Og at jeg kunne tage hjem om 1-2 uger. Der var så dejlig stemning både på stranden og til yogatimerne. Den norske mand kunne ikke finde en flybillet og ændrede sin beslutning til at blive og var meget glad for sin afklaring.

Jeg tog en seriøs snak med min mand, Erik, og han kontaktede forsikringsselskabet, der frarådede at tage hjem over hals og hoved, idet risikoen for at strande et uheldigt sted i Indien var for stor. Usigeligt lettet over denne beslutning havde vi en fantastisk fredag aften på kurset d. 20. marts. Dem, der ville rejse, var rejst og os der havde besluttet at blive rykkede tættere sammen. Skøn aftensmad og meditation omkring bålet i shalaen med udsigt til stranden. Alle skrev små sedler med det de gerne ville give slip på i deres liv og brændte sedlerne på bålet. Roen havde sænket sig, selvom vi et eller andet sted vidste det var på lånt tid.

Men Erik må alligevel have haft en sjette sans. Gav det et andet perspektiv at være nogle uger foran i ’Corona udviklingen’? Han havde i hvert fald sat sig ned fredag aften og brugt 4 timer på at finde troværdige billetter hjem. Klokken 4.00 ringede telefonen i Goa. ”Jeg har fundet en billet, der kan få jer hjem. I skal afsted i morgen kl. 12. Er det i orden jeg køber dem?”.

Man kan tale om at blive taget på sengen. Thea brød ud i dybe hulk og jeg havde stor modstand på at få min ro forstyrret. Vi havde netop indstillet os på 14 dage ved stranden i fred og ro. Men noget i mig vidste at han havde ret – det skulle være nu. En time på Messenger og billetterne var i hus. Det værste var at sige det til den anden dansker og den søde svenske familie. Vi var jo ’in it together’ og nu svigtede vi pagten. Efter morgenmaden kom bomben: Skolen ville lukke og alle blev anbefalet at rejse hjem. Den lokale befolkning på stranden udtrykte skepsis og bekymring over, at vi var der. Det kunne skolens ledelse ikke sidde overhørig.

Så nu sidder vi i Mumbai lufthavn, første del af rejsen er gået godt og på skærmen har de netop annonceret at flyet fra Doha, som skal have os med tilbage, forventes at lande planmæssigt …

Skrevet af Mirjam Godskesen

Efterskrift: Danmarksbloggen har efterfølgende været i kontakt med Mirjam Godskesen, og såvel hun som datteren er nu hjemme i Danmark i god behold.

Eva Egede: Det er svært at lave lemonade af Corona-citroner

Danmarksbloggen har fået lov til at bringe dette skrevet af forfatter Eva Egede:

Jeg er glad for, at jeg ikke er typen, der har for vane at slå livsglade og filosofiske memes op på min profil. For jeg synes eddermame, at det er svært at carpe diem, være mindful og lave lemonade af de citroner, som livet giver en, i disse dage.

Jeg har været i chok og undtagelsestilstand. Jeg har siddet i en flonel-heldragt med nissemotiver og junket live-nyheder og drukket gin. Jeg har været halvsyg – måske indbildsk syg – og alt for tyndhudet. Irritabel, opfarende og knarvorn.

Jeg har grædt åndssvagt meget over, at det japanske kirsebærtræ er ved at gå i blomst – for det betyder, at vi snart passerer årsdagen for min Onkel G’s død. Og tanken om, at han ville have været en 90-årig, hvis han havde levet, gør mig ikke gladere.

For han ville have været i højrisikogruppen, hvis han blev smittet med Lortecorona – og jeg tænker på alle de andre, gamle mennesker, som kan risikere at få en ellers hyggelig alderdom dramatisk afkortet. Gamle mennesker kan godt dø før tid. Jeg ved det, for det var det, der skete for Onkel G.

Hell, vi kan allesammen dø før tid …

Ved siden af en zombieinvasion har en viruspandemi altid været en del af udtrækket i mit private skrækkabinet. Naturligvis har dén virus, som jeg frygtede allermest i de mørke nætter, været sådan noget i retning af Ebola. Noget eksplosivt, blodigt og frygteligt … I stedet har vi fået noget ikke helt så livsfarligt, men noget der bare kommer snigende og begynder med at ødelægge hverdagen, indtjeningen og livsglæden.

Jeg hader denne her ventetid. Når jeg kigger ud over søen, går en tur med mine hunde på min grund og i det hele taget bare lever mit liv ret normalt, så føles det ikke normalt længere. Der er lagt en truende skygge henover det hele.

Hvornår bryder det for alvor løs? Hvordan bliver det? Hvor mange vil dø? Vil nogen jeg kender dø? Er der noget vi ikke ved, som vil åbenbare sig? Jeg hører løse rygter om, at sygdommen slet ikke er så ufarlig, som myndighederne siger. Jeg mærker paranoiaen komme op i mig.

Krig og kriser skræller mennesker ned til typer. Hvis Onkel G. stadig havde levet, så havde jeg stået i en Netto-kø i onsdags og købt mad, mad, mad. Og måske knap så meget toiletpapir. Og så havde jeg lukket huset ned for alting, indtil det her var overstået. Så havde jeg været en indelukket hamster.

Men jeg registrerer allerede, hvordan vi deler os op. Der er de energisk livsglade, de depressive, hamster-typerne, de hedonistiske, de oprørske (Citat fra en fb-ven: “Jeg får fanme lyst til at krydse alle grænser, når de lukker dem. Det er en politisk beslutning! Hvad med demokratiet?) og så dem, der er ret ligeglade, fordi de tror, at de skal leve for evigt. Den sidste type er især de unge. Det er derfor, at vi sender dem i krig. De tager jo af sted for eventyrets skyld. Det er først, når krigen rammer dem, at de bliver fucked up.

Lige nu ønsker jeg på en måde bare, at jeg var midt i det værste. For så kunne jeg overskue tingene på en anden måde. Det er ventetiden, der fucker mig op.

Spar mig for det melodramatiske a la sygeplejerske, der kommer hjem fra en 82-timers vagt, og bare gerne vil købe mad i supermarkedet … Og så er der intet til hende. Og hun må gå hjem til sine børn med uforrettet sag. Foreløbig er vi ikke der. Der ER mad – og vi finder først ud af, hvem der er helte, når tingene virkelig brænder på.

Jeg ville have det BEDRE, hvis jeg havde en eller anden kompetence, som gjorde, at jeg kunne foretage mig noget. SÅ sjovt er det heller ikke at sidde med hænderne i skødet. Der er blevet delt adskillige memes med ordlyden om, at vi skal bare sidde i vores sofa, vores bedsteforældre blev beordret i krig. Så det kan vel næppe være så svært!

Jeg er ikke enig. Magtesløsheden – som den jeg og sikkert også andre føler lige nu – er det værste. Og fordi vi ikke kan handle, begynder vi pludselig at bruge tiden på at udskamme andre mennesker.

Lad være. Der er mange måder at reagere på en krise på. Og mange mennesker vokser med opgaven. I gårs hamstre kan være i morgens helte. Det ER muligt at slå krybdyrhjernen fra …

Men alle jer, der opmuntrer mig. Alle jer der tager hele situationen med hjemmebagt brød og overskudsagtige bemærkninger, opmuntrer mig. Alle jer, der bare har kæmpet et overskud frem og deler det, opmuntrer mig.

Jeg elsker at se videoer fra byen, hvor der bliver sunget og spillet fra altanerne.

Tak til jer allesammen.

Jeg skal lige samle mig. Og jeg er begyndt i dag. At samle mig betyder for mig, at jeg lader være med at se nyheder hele tiden. Jeg er kommet ud af bamsedragten og har ovenikøbet make-up på.

Når uroen overvælder mig, vasker jeg gulv, støvsuger eller laver ting som at gøre orden i min sættekasse.

Jeg kommer tilbage. Og når alle I, som er cool og gode nu, bliver trætte – så kommer andenbølgen med sådan nogle som mig og andre langsomt opfattende.

Og vi vil spille trompet med næsen, vi vil danse for jer og sprede den kærlighed og glæde, som I gjorde i begyndelsen.

Stay safe, everybody! Pas ikke kun på jer selv, men også på menneskeheden … Vi har kun hinanden og denne her lille planet at rumstere rundt på …

Skrevet af forfatter Eva Egede – som har denne blog: www.knirkeegede.blogspot.com

Grænserne lukkes nu …

Ikke siden 2. verdenskrig og måske ikke engang dér har Danmark været så lukket, som landet bliver nu – og frem til minimum 2. påskedag 13. april.

Det er næppe noget, som vi havde forestillet os skulle ske i vor tid. Men det sker. Det er virkelighed lige nu.

Ti ud af tretten grænseovergange til Sønderjylland lukkes nu … og det samme gør dele af Øresundsbroen mellem Danmark og Sverige. Skibene mellem Danmark, Norge og Tyskland bliver også uden passagerer – medmindre altså at det er danskere på vej hjem.

Grænserne skal bevogtes af væbnet militær – og kun udlændinge med et såkaldt anerkendelsesværdigt formål slippes igennem.

Danmarksbloggen synes, at det er en god idé. Denne corona-virus skal stoppes – og det sker kun ved isolation. Så enkelt er det – så det her er rettidig omhu.

Det interessante er også den store opbakning, som der er fra danskernes side til myndighedernes tiltag.

Samt at de danske politikere sammen løfter dette ansvar til ug. Væk er hverdagens kævl og strid. Regeringen bakkes op af alle partier i folketinget. Nødlove bliver vedtaget stående i folketingssalen. Det er alvor.

Nu handler det om at stå forenet mod denne virus – og det gør politikerne og vi andre over hele linien.

Jeg er oprigtig stolt af at være dansker i dag. MEGET STOLT.

Vi panikker ikke, vi handler. Vi hjælper hinanden, og de fleste har forstået budskabet: Vask dine hænder, bliv hjemme, lad være med at hamstre, hjælp dem du kan og få det bedste ud af det.

Det er imponerende – også fordi så mange allerede har mistet deres job og mange andre, især små virksomheder, risikerer at lukke.

Og nu lukker grænserne så …

Danmarksbloggen håber, at vi – når grænse-luknings-perioden løber ud d. 13. april – er dér, hvor vi uden problemer kan åbne grænserne igen.

For vi har brug for de andre, både mennesker og lande, på den lange bane. Men lige nu må vi hjælpe hinanden ved at være alene hver især.

Europa er også det nye epicenter for den forbandede virus – og iflg. WHO stiger antallet af smittede og døde nu mere i Europa end det gjorde i Kina, da smitten var på sit højeste dér.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark lukker nu!!!

Danmark lukker nu. Ganske eftertrykkeligt. Skoler, offentlige institutioner, kulturinstitutioner og mange flere lukker nu i flere uger.

Det er voldsomt. Eller det vil sige: Det kan blive vildere. Der kan komme flere tiltag, siger Mette Frederiksen, som i dén grad træder i karaktér som statsminister i denne alvorlige aftenstund.

Det samme gør sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, som oplyser om smittespredningen i Danmark, om at der nu er svært syge danskere og om den nye strategi: Afbødningen, hvor indsatsen fokuseres på dem, der er svært syge. Til alle andre, som har det skidt: Bliv hjemme.

Danmarksbloggen er ikke overrasket over, at vi er kommet hertil. Slet ikke. Desværre. Det var, hvad vi kunne forvente, når man så udviklingen af antal COVID19-syge, som pt. er 514 registrerede. Der er nemlig også et stort mørketal.

Så nu handler det om at vise samfundssind, om at beskytte de svage. Om at stå sammen ved IKKE at samles.

Med andre ord: Det handler ikke om dig og dine behov og dine lyster nu. Det handler om fællesskabet og samfundet. Om at vi alle hver for sig skal handle ansvarligt og opføre os klogt. For handler hvert enkelt individ fornuftigt, så vil det faktisk batte noget i den store sammenhæng.

Så: Tænk dig om. Vis samfundssind.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tur i Corona-land

Danmarksbloggen har været en tur ude i corona-land … sådan en overskyet martsdag i vores hovedstad København. Her mødte undertegnede mange forskellige slags danskere – og holdninger.

Først gik turen til en tøjbutik i et københavnsk storcenter for at få en trøje sendt retur. Jeg kender ekspedienten lidt i forvejen, og da vi var de eneste i butikken, fik vi os en lille sludder … selvfølgelig om dagens altoverskyende emne corona.

Ekspedienten kunne fortælle, at der kom meget færre kunder i butikken end normalt – og det kunne hun godt forstå. Hjemme havde hun også en mand, som allerede da det startede i Kina var ude og indkøbe adskillige masker, 15 store flasker med håndsprit og mad til tre måneder. Så de var med andre ord helt klar til flere ugers karantæne og samfundsnedlukning, hvis det skulle være.

Derpå ind i et supermarked efter havregryn og en lyspære. Her gik jeg bag to unge ansatte, som snakkede højt om nogle af coronavirussets mest udsatte, nemlig de ældre.

Eller de gamle, som den unge mand kaldte dem, da han sagde: ”Det er i virkeligheden en fordel med sådan en omgang corona, for så kan vi få ryddet ud i bestanden af gamle.” Den anden, en ung pige, mente, at hans menneskesyn var kynisk, som hun udtrykte det.

Senere ved kassen, da jeg satte mine varer på båndet, kom en midaldrende dame helt op bag mig – så tæt at jeg havde kunnet lugte det, hvis hun havde spist hvidløg til frokost. Det var uden at tænke over det, at hun gjorde det, og jeg trak mig også helt automatisk lidt til siden. For det var for tæt på for mig – også i ikke-corona-tider.

Men hun bemærkede det, og sprang en meter tilbage, mens hun sagde undskyld. Jeg smilede til hende – og hun smilede tilbage. Vi forstod hinanden … og holdt derpå afstand.

På vej tilbage – i metroen – skete der så ikke noget, men også her prøvede folk at holde afstand. Og vi var en del flere end fem personer, der kiggede hvast hen på en halvældre mand, der hostede ned i sin ene hånd. Brug din albue, mand – havde man lyst til at råbe.

Derpå gik turen til en Matas for at hente noget creme. Den Matas ligger ved en af vores store togstationer i København, og her kunne ekspedienten melde, at der var masser af mennesker, som blev vrede, når de fandt ud af, at de ikke kunne købe masker og håndsprit.

”Så siger man, nej vi har ikke noget, og så spørger de om vi heller ikke har bare en lille flaske – men nej, vi har ikke nogen, og så bliver de sure og råber gevaldigt op,” som ekspedienten fortalte det.

Så skulle Danmarksbloggen en tur i optikeren og hente friske linse-forsyninger – og her var Danmarksbloggen med på en lytter fra de andre kunder, som stod i kø eller på anden måde ventede på noget.

Også her var emnet selvfølgelig corona med fokus på alle aflysningerne. Ja, der var sågar et par stykker med billetter til Melodi Grand Prixet i Royal Arena i morgen. De ville så lave noget andet. For nu havde de taget turen fra Jylland til hovedstaden – og hotellet var betalt.

Der var også en af mine medkunder, som synes, at det var for meget det der med, at nu måtte vi ikke engang kramme hinanden mere eller give hånd eller noget. Men nej, det var nu meget klogt, mente en anden medkunde. Ikke for vores egen skyld, altså i betydningen os der er sunde og raske, men i betydningen tænk på de svækkede og ældre

Danmarksbloggen er enig: Det her handler om at vise samfundssind. Vi skal passe umådeligt meget på – og tage hensyn til og hjælpe hinanden.

Og så tog Danmarksbloggen hjem igen. Solen gemte sig stadig bag skyerne, men foråret er på vej. Det bliver lysere og varmere derude – og en dag vil også dette coronavirus-vanvid være fortid …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efter Corona – hvad så? Og vi taler the big business

I skrivende stund er fire danskere konstateret smittet med Corona-virusset, der kan give sygdommen COVID-19. Men der kommer en dag, hvor alt det her er fortid – og hvad så?

Skal vi gå tilbage til forholdene, som de var inden 31. december 2019? Eller skal vi overveje, om det kunne give mere mening at lave noget om? Og med noget tænker Danmarksbloggen ikke på hygiejne-vanerne, selvom de også er vigtige.

Nej, Danmarksbloggen tænker på forretninger, finanser, virksomheder, økonomi – big business.

For kunne det give mening at lave verdensordenen om, således så vi fremover bliver mindre afhængige af Kina som verdens producent af alt muligt?

Corona-virusset er nemlig hverken det første – eller sidste virus, som kommer fra Kina. Tværtimod er den kinesiske tradition – altså madmarkeder, hvor man blander levende vilde dyr med levende tamme dyr, inden mennesker rører ved, blander sammen og spiser det hele – et konstant arnested for skabelsen af nye vira.

Og nok bryder vi os slet ikke om Corona-virusset. Men det er trods alt et meget mildt virus i forhold til den luftbårne virus med den store dødelighed, som det kun er et spørgsmål om tid, før der skabes i de kinesiske mad-markeders store sorte gryde. Så ja, det går galt en dag for alvor, hvis ikke kineserne ændrer deres ældgamle vaner. Måske først om 100 år – måske allerede om 1 år? Ingen ved det.

Men vi ved, at de nye dødsensfarlige vira opstår i Kina – pga. den kinesiske madkultur. Starter, kommer ud i resten af Kina og gør en masse kinesere syge – eller døde, inden det spreder sig ud til resten af verden. Så derfor kunne det give rigtig god mening at stoppe med at være afhængig af Kina, når der kommer til produktion af mange vigtige varer.

For så kan vi nemt afbryde kontakten med Kina, når det går galt igen. For det vil det gøre med jævne mellemrum. Så altså: Drop Kina som den globale fabrik og hjem med produktionen til Europa. Klimamæssigt ville det også være en stor fordel at flytte produktionen tættere på os selv. Vi skal ikke transportere varerne særlig langt, vi kan bruge grøn energi til produktionen, og vi kan endda skabe arbejdspladser.

Men ja, det vil også blive dyrere selv at skulle stå for produktionen – i første omgang. I anden omgang bliver det derimod dyrere – både økonomisk, klimamæssigt, helbredsmæssigt og politisk – at lade Kina beholde førertrøjen på.

Så måske skulle vi bruge de næste par uger, hvor den globale økonomi er i karantæne, på at tænke os rigtig godt om.

Opdatering: Kina har lugtet lunten. De vil nu gøre noget ved handlen med vilde dyr. I Kina tænker man smart. De ved godt, at deres økonomi er i fare. De lover så også at slå hårdt ned på ulovlig handel med vilde dyr. Det tror Danmarksbloggen, at de mener – og når kineserne slår hårdt ned, så er det effektivt. Ikke altid i overensstemmelse med menneskerettigheder og den slags – men effektivt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Saglig info: Corona-virus – så farligt er det

Norge har det. Sverige har det. Tyskland har det. England har det. Vi taler om Corona-virusset, der forårsager COVID-19.

Alt tyder derfor på, at det er et spørgsmål om tid, før det også kommer til Danmark.

Gad vide om vi så vil se panikagtige scener, hamstring af fødevarer og håndsprit til hænderne – men ikke mundbind. For de er for længst udsolgte.

Det må derfor være på plads at bringe lidt fakta og saglighed ind:

  • Corona-virusset (officielt kaldet SARS-CoV-2) rammer primært ældre og mennesker med svækket immunforsvar. Her er dødeligheden over 3%, hvis man er over 60 år. Over 8%, hvis man er over 70 år. Over 15%, hvis man er over 80 år. Generelt er dødeligheden på 2%.
  • 80% af tilfældene giver milde symptomer, som ikke kræver indlæggelse.
  • 15% indlægges på sygehus – og yderligere 5% indlægges på intensiv.
  • Corona-virusset er IKKE luftbårent, men smitter via dråber. Virus er altså i dråber. Dråber, som man rammes af, hvis man står 2-3 meter fra en syg, som hoster eller nyser. Eller hvis man berører en inficeret overflade og fører fingrene op til mund, næse, øjne eller andre steder med slimhinder.
  • Mundbind har en begrænset effekt, hvis nogen – medmindre måske man er smittet, så kan man med mundbind på forhindre at sprede smitte til andre.
  • Men at vaske hænder hyppigt – og ALTID når man skal spise, lave mad, kommer hjem til sig selv – eller besøger nogen, er det, der gør forskellen.
  • Det at vaske hænder tit og altid, når man kommer hjem, besøger nogen eller skal røre ved mad, er i øvrigt en praksis, som generelt er en god idé. Vi skal – også når Corona-virusset er fortid – blive meget bedre til at vaske hænder. Så slipper vi for mange forkølelser og andre dårligdomme.
  • Håndsprit er nok til at fjerne virusset, men det virker bedst, hvis man vasker hænderne først – og tit.

Kilder: Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.

Opdatering 27. februar: Så kom det første danske tilfælde … vi kan forvente flere … husk håndhygiejnen!!!!!!!!!!!!!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De Knækkede Blomsters Kor

”De Knækkede Blomsters Kor” er et kor, som vi kommer til at høre mere til i fremtiden.

Danmarksbloggen talte med Brian Hansen fra koret, hvis navn ”De Knækkede Blomsters Kor” kommer af, at koret skriver meget til og om dem, som andre ikke skriver om og til. Dem, der er havnet på skyggesiden – hvad enten de er unge, ældre eller midt i mellem, som han forklarer det.

Læs mere om koret her: https://www.facebook.com/blomsterkoret/

”De Knækkede Blomsters Kor” har altså taget protestmusikken op igen.

“Vi blander satire og alvor til en lille buket, som vi deler ud til publikum, hvor vi håber at skabe god stemning, samt sætte tanker i gang hos folk,” som Brian Hansen forklarer det.

”Vi synes nemlig, at det er et paradoks, at der bliver flere og flere ting at skrive om, men færre og færre der gør det,” siger han.

Danmarksbloggen er enig. Mediebilledet er typisk præget af de samme fire-fem hovedhistorier, der gentages i det uendelige – historier, som helst har skandalen eller kendis-faktoren som dna. Men det er en medie-praksis, der gør, at mange vigtige historier om vores samfund ikke bliver fortalt – og måske især historierne om dem, som er udenfor, historierne om ulighed og skævhed.

Brian Hansen siger: ”Så knækkede blomster er vel også en slags metafor for alle dem, der faldt udenfor blomsterbedet, men alligevel slog rod og brød igennem asfalten. Der er så mange, der siger: Nogen burde gøre noget. Vores lille amatørkor prøver at gøre noget via musikken så godt, som vi nu kan. I vores kor er alle også velkomne. Det handler ikke om sangstemme eller kunnen, men lysten til at være med og byde ind med, hvad man kan.”

Og han fortsætter: ”Vi vil derfor gerne ud på gaden og sætte tanker i gang og skabe debat – blandet med god stemning. Det var derfor, at vi stiftede vores kor. De fleste af os var også en del af 70´ernes bevægelse, så protestmusikken ligger os naturligt i blodet. Fx hos Thomas Wagner, som er tekstforfatter, der er vokset op med Jan Toftlund, Røde Mor, Clausen & Petersen osv. Man kan så spørge: Er der overhovedet plads til den slags musik i dag? For os er det mere spørgsmålet, om der overhovedet er plads til at lade være med at lave den slags musik?”

Svaret er indlysende. Protestmusikken er mere nødvendig nu end nogensinde – ihvertfald iflg. Danmarksbloggen – og ”De Knækkede Blomsters Kor”.

Brian Hansen begrunder det med: ”Overalt, hvor man kigger i samfundet, er der problemer, der skal løses – og opgaver, der skal løftes. Så der er altid nye kampe at kæmpe for de små og svage rundt omkring. Vi deltager, hvor vi kan. Og hvis vi får lov, så bidrager vi, så godt vi kan. Vi er ikke superprofessionelle, men vores sociale indignation er. Vi har også eget materiale, som spænder vidt og bredt omkring mange emner. Fra incest til indvandring.”

”De Knækkede Blomsters Kors” slagsang hedder selvfølgelig “Knækkede Blomster”, og er skrevet af Thomas Wagner og Heidi Balzer, der er korets huspoeter. Sangen, der er meget beskrivende for korets synspunkt, kan høres her: https://www.youtube.com/watch?v=WgeduIB5FuQ

For ”De Knækkede Blomsters Kor” er ikke lige sådan at knække. Brian Hansen melder i hvert fald, at: ”Vi har bestemt ikke tænkt os at stoppe. Vi er lige begyndt. Vi har også endelig fået en musikalsk besætning, som gør, at vi for alvor kan begynde at træde frem på scenen.”

Man kan høre koret i morgen, hvor de deltager med en nyskreven sang til demonstrationen ”Fingrene væk fra Mimrekortet”. For digitaliseringen af Danmark går stærkt – også for stærkt, synes tilhængerne af Mimrekortet, som i morgen har kaldt til demonstration på Christianborgs Slotsplads kl. 12.

Se mere her: https://www.facebook.com/events/645694825971856/

Anne Marie Helger vil blandt andet tale, og koret ”De Knækkede Blomsters Kor” vil som sagt også optræde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi har brug for Valentine – mere end nogensinde

Aldrig har vi haft så meget brug for Valentine som i dag – og måske allermest i dét land, som holder Valentine mest intenst, nemlig USA – samt i det land, som er på alles læber i øjeblikket, Kina.

For historien om Valentines Dag handler nemlig slet ikke om røde roser, chokolade og andre ting, der gavner butikkerne på bundlinien.

Valentines Dag handler derimod om at tale Roma midt imod, også nutidens Romerriger: USA og landets orange kejser Donald Trump – og Kina og landets Peter Plys-lignende kejser Xi Jinping.

Historien bag er ganske enkel:

I det gamle Rom levede i de første par århundreder efter Kristus (det var dengang, at kristendommen var forbudt i Romerriget) en præst ved navn Valentine. Ham kunne kejseren ikke lide, både fordi han var kristen, men mest fordi Valentine viede de unge mænd til de unge kvinder.

Det var skidt, syntes kejseren, for så kunne de unge mænd ikke gå i krig.

Man havde nemlig på det tidspunkt i Rom en lov, som sagde, at gifte mænd ikke kunne være soldater. Men kejseren havde brug for mænd til at gå i krig (det har kejsere i reglen, også i nutiden). Så kejseren var glad, da Valentine blev pågrebet og fængslet.

I fængslet skete der så det, at Valentine og fangevogterens blinde datter forelskede sig i hinanden – og historien siger, at deres kærlighed var så stærk, at hun fik synet igen. Kærlighed gør ellers blind, siger man – men her gjorde kærlighed seende.

Men kærlighed er en ting, statsmagt er en anden, og Valentine fik som ventet dødsdommen – og skulle henrettes d. 14. februar. Samme morgen skrev han så et brev til sin elskede – og så var rammerne for traditionen om at sende en hilsen til sin elskede skudt i gang.

Men Valentines Dag handler altså om meget mere end romantisk kærlighed. Den handler også og især om mod og kærlighed, om den styrke der ligger i at elske. Elske både ens udkårne, men også alle andre mennesker, et helt samfund – ja, i Valentines tilfælde et helt imperium.

For han ville fred og ikke krig. Så Valentine elskede så meget, at han gav det hele … og mere til …

Så der er god grund til at fejre Valentines Dag. Ikke kun til minde om den modige præst fra det gamle Rom – eller man har en elskede. Men også for at hylde de mennesker, der i nutiden tør tage kampen op mod vor tids romerske senatorer og kejsere, tør tale og handle Roma midt imod … og måske især når Roma hedder Washington D.C. og Beijing.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk