Statsministeren udviser rettidig omhu

Så fik skruen et nøk til i går aftes til endnu et pressemøde i Statsministeriet.

Forsamlingsforbuddet blev sænket til 10, vi skal også undgå at se for mange mennesker privat, ja helst skære så meget ned som muligt og i hvert fald ikke over 10, og så skal mundbindet på indendørs i supermarkeder, butikscentre og alle offentlige steder.

Årsagen er enkel: Smitten er løs igen – i hele det danske samfund, og det går alt for stærkt lige nu. Så hvis ikke vi gør noget, så risikerer vi, at pandemien løber løbsk i Danmark, som den har gjort det mange andre steder i Europa, hvor sygehusene allerede nu (mens smittetallene stiger) er på max-kapacitet – eller over.

Det er dystre udsigter – og det kan blive meget værre end i foråret, hvor lastbilerne kørte i lange rækker med lig i de nord-italienske byer, hvor spanske gamle på plejehjemmene blev efterladt, så de lå og døde i deres senge og andre grufuldheder, som skete her i Europa – og i resten af verden.

Men i Danmark er der folk, der brokker sig over ikke at kunne komme til fodboldkamp. I Polen laver de deres nationalstadion om til et felthospital.

I Danmark er der folk, som beklager sig over ikke at måtte forsamles 35 mennesker til et kobberbryllup. Flere steder i Europa må man ikke være sammen med andre end dem fra ens husstand. Ja, nogle steder må man ikke kramme mere end ét menneske.

I Danmark brokker folk sig over, at mundbind er besværlige. Kirurger kan stå og lave livsvigtige operationer med mundbind på i timevis, og så kan vi andre nok også klare at have dem på, mens vi skal købe to liter mælk.

I Danmark er folk negative over, at Mette Frederiksen har aflyst julefrokosten – i andre lande forbyder man rejser mellem regioner og ind og ud af byer, dvs. at børn og forældre og bedsteforældre risikerer ikke at kunne være sammen til jul.

I Danmark brokker Venstre og de andre borgerlige partier sig over, at landets statsminister tager styringen i denne krisetid, og ikke ringer til dem, hver gang en beslutning skal tages. I Belgien har sundhedsmyndighederne i to måneder set, hvad der var på vej og efterlyst handling fra myndighederne. Men den er først kommet nu – alt for sent.

Det, Mette Frederiksen gør, er rettidig omhu – og det redder både danske liv og danske arbejdspladser – og dermed det danske samfund.

Så: Bliv hjemme, tal med dine venner og familie i telefonen eller over Skype, og skal du ud, så tag mundbind så. Sværere er det ikke. Så find samfundssindet frem, og lad det sejre over den forkælede egoisme, så kommer vi igennem det her. For COVID-19 kan bremses, når vi holder afstand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kim Larsen 75 år – og vi synger sammen igen

I dag ville Kim Larsen været fyldt 75 år.

Desværre døde han for lidt over to år siden. Alt for tidligt. Danskerne gik også i mindeoptog, var til mindekoncerter og alt muligt andet dengang i 2018 for at hylde Danmarks bedste spillemand gennem tiderne.

Kim Larsen, som gav os et helt katalog af sange, som vi stadig synger med på – og som vi vil synge, så længe der tales dansk på denne jord. Og i aften vil vi synge hans sange i ganske særlig grad.

For i aften genoptager DR fredags-traditionen fra foråret ”Fællessang – hver for sig”. Selvfølgelig med Phillip Faber og Mads Steffensen.

For sådan var det. Vi sang sammen – hver for sig – hver eneste fredag hele foråret. Der var også brug for sammenholdet i en tid, hvor Corona-pandemien hærgede, og Danmark var nedlukket.

Danmark har så været delvist åbnet op igen, men Corona-virussen ser her stadig, og det går stærkt den gale vej ligenu. Så nu skal vi synge sammen igen – på afstand. Dét giver kraft og mod.

Danmarksbloggen synes, at det er en glimrende idé. Og så især at starte netop i dag, hvor Kim Larsen ville være fyldt 75 år.

Der skal også synges ekstra meget Kim Larsen i aften – selvfølgelig. Det giver god mening. For ingen kunne som Kim Larsen samle danskerne, når vi skrålede med på hans sange til hans koncerter. Vi kan også sangene udenad.

Kim Larsen-sange er nemlig dansk dannelse og kultur, når det er bedst – og i aften skal vi synge dem sammen – hver for sig og på afstand. Dét giver håb. Også fordi Kim Larsen var kendt for at sætte ord på det, som danskerne tænkte og følte – og nu gør han det igen på den anden side af graven i en svær tid i Danmark. Dét er eminent.

Eller som han selv sang det i den sidste sang, som han optrådte med til sin sidste koncert: Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe, om de ting som skal komme, førend livet er omme …

Det gælder også i en Corona-tid. Tillykke til hr. Larsen og god vind til alle os, som her i 2020 bebor de danskes øer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

MeToo og blå blok

MeToo fejer over Danmark – med rette. For vores kroppe er vores egne, og ingen skal befamle eller berøre andre på de krænkende måder, som magtfulde mænd har gjort det overfor kvinder igennem generationer.

Det handler om frihed, lighed og respekt. Om at et samfund uden MeToo bliver et bedre samfund for alle, pånær selvfølgelig for de lumre krænkere. Dét er Danmarksbloggen helt overbevist om.

Danmarksbloggen er også overbevist om, at krænkerne findes i alle brancher, i alle samfundslag og blandt alle politiske overbevisninger.

Det er derfor tankevækkende, at vi endnu ikke har hørt noget til MeToo i blå blok – hvis altså man ser bort fra DF´s Pia Kjærsgaards og Venstres Inger Støjberg – og deres forældede holdninger om, at der er forskel på overgreb.

Ja, nogle overgreb er ifølge d´damer i grunden slet ikke overgreb, men mere sådan en slags kompliment til kvinden og hendes kvindelighed.

Til det kan man kun svare: Sig det til den unge praktikant, der bliver taget på låret af en minister under bordet til julefrokosten – og som ikke tør sige noget til nogen. Fordi han kan afgøre hendes videre skæbne. Denne unge praktikant vil derfor næppe være enig med Kjærsgaard og Støjberg, men hun tør måske heller ikke sige noget.

For hun ved, at det i ok-boomer-verdenen bliver hende og hendes opførsel og måske også påklædning – og ikke krænkeren og hans adfærd – som der sættes spørgsmålstegn ved. Men det duer bare ikke. Det her er et strukturproblem, og der skal gøres noget ved det.

Og vi har hørt om MeToo-sager hos de Radikale og hos Socialdemokraterne – og i morgen aften sender TV2 første del af en serie om MeToo i ungdomspartierne, og her er både Venstre og Liberal Alliance med.

Men endnu er lyset ikke vendt mod selve de borgerlige partier, hvoraf flere ikke engang har en politik omkring, hvordan de håndterer sager med seksuelle overgreb.

Så de blå sidder helt tavse og musestille og venter. Både dem, der er blevet krænket, dem der krænker (for ja, de findes også blandt de blå, hvis man skal tro rygterne fra de samme kilder, som i årevis har talt om fx tidligere overborgmester Frank Jensen) og dem, som ved en hel masse, men som ikke har sagt noget.

Gad vide om de blå satser på at kunne ride MeToo-stormen af? Danmarksbloggen håber i så fald ikke, at det lykkes.

For skal vi have en reel kulturændring i Danmark, når det kommer til forholdet mellem magt, sex, mænd og kvinder – og det skal vi – så skal alt vendes og luftes ud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”

Vi bliver som menneskehed åbenbart ikke klogere, er den tanke, som man sidder tilbage med efter at have læst ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” af Jeanette Varberg og Poul Duedahl.

Dét kan synes ganske forstemmende. Men det er virkeligheden, og derfor kan vi nutidsmennesker psykologisk spejle os 1:1 i de gamle beretninger og fortællinger, som også har givet stof til bogens titel. Den fjerde rytter er nemlig et begreb fra det sidste skrift i Nyt Testamente, Johannes-åbenbaringen, hvor det siges, at når de fire dommedagsryttere rider gennem verdens lande på samme tid, så er de sidste tider kommet. De tre første ryttere er krig, erobring og hungersnød, og den sidste fjerde rytter på den gustengule hest er ham, der spreder sygdommene.

Om vi er ved de sidste tider, er der ingen, der ved. Men vi ved, at mennesket historien igennem har været udsat for pandemier igen og igen, og i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” hører vi om dem alle sammen. Fra de mest kendte som pesten i Middelalderen og senere (for pesten huserede med mellemrum i flere hundrede år), da Colombus og senere Cortés og en række virussygdomme kom fra Europa til de to amerikanske kontinenter, og mennesker døde i hobetal, men sendte syfilissen som gen-gave til Europa, malariaen, der kan blusse op igen, koleraen i 1800-tallet og Den Spanske Syge for cirka 100 år siden. Vi hører også om de mere glemte som fx tuberkulosen, der i perioden 1700-1900 slog en milliard mennesker ihjel – og om de gamle pest- og koppeepidemier fra Antikkens tid og hos de egyptiske faraoer, og en del flere – også den sidste inden Corona, nemlig AIDS.

Med i bogen er også lokale epidemier i Danmark og i Norden, som de kopper, der hærgede vikingerne, pesten der kom i flere omgange – og den afart af syfilis, som man kaldte forrådnelses-feber, og som gjorde, at næsen og andre dele af ansigtet blev ædt op, så man blev vansiret for resten af livet. Den husede i 1800-tallet, og blev kaldt folkesyfilis, fordi den ramte alle aldre. Samt koleraen midt i 1800-tallet, som var afgørende for, at København ser ud, som hovedstaden gør.

For pandemier går som en rød tråd gennem tiderne, og har betydet store samfundsændringer, og kostet flere menneskeliv end alle krige tilsammen. Alligevel inddeler vi verdenshistorien i kapitler baseret på krige og andet, der tager udgangspunkt i mennesker og magt, som Varberg og Duedahl gør opmærksom på det og tilføjer, at det formentlig handler om kontrol.

For kontrol – eller måske snarere illusionen om kontrol – er noget, som mennesket godt kan lide at tro, at vi har. Det er også derfor, at vi ifølge bogen historisk set altid har været hurtige til at glemme en epidemi og komme tilbage til hverdagen. Det er så samtidig en hverdag, som altid danner grundlaget for den næste epidemi.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er derfor også mere end bare en spændende historiebog, selvom den på sine 242 sider er spækket med information om dette emne som fx, at den ellers så frygtede og udbredte spedalskhed stort set blev udryddet under Middelalderens pest, bedre kendt som Den Sorte Død. Samt at pesten blev begyndelsen på den moderne lægevidenskab. Der kan nemlig også komme noget godt ud af den fjerde rytters vilde ridt.

Men at han overhovedet KAN komme ud og ride, er noget, som vi mennesker kan takke os selv og vores måde at leve på, slår bogen fast. Dengang vi stadig var jægere og samlere, var vi så få, og levede så spredt, at det var nærmest umuligt for nogen sygdom at sprede sig til andre end lige dén gruppe, hvor sygdommen opstod, og så døde virussen/bakterien/organismen ud sammen med gruppen. Men så fandt vi på landbruget og dyreholdet, og dermed havde vi året rundt masser af føde, og kunne formere os i stort tal, og så var skaden sket.

For dels så voksende antallet af mennesker voldsomt, og gør det stadig. Og dels så levede vi tættere og tættere sammen, og gør det stadig. Og endelig så levede og lever vi stadig alt for tæt på dyrene, som vi endda opdrætter, så de bliver rigtig mange og rigtig mange af den samme slags. Alt sammen faktorer der skaber det perfekte grundlag for sygdomme, som vi kan dø af som fx mæslinger, der kommer fra køer, og influenza der kommer fra grise og fjerkræ. Men også for nye vira som COVID-19, hvor værtsdyret endnu mangler at blive fundet.

Dyr, som vi har tæmmet og opdrætter i absurde store antal. Tag fx høns, som der havde fandtes et par millioner af i Asien, hvis ikke det var for os og vores dyreopdræt, som betyder, at der nu findes 25 milliarder høns på verdensplan, som man kan læse det i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”.

Undertegnede kan ikke lade være med at tænke på, at der findes dobbelt så mange svin som mennesker i Danmark. Samt det faktum at når op mod 80% af verdens landbrugsareal bruges på at dyrke dyrefoder, så kunne vi let brødføde hele menneskeheden – og undgå pandemier – ved at overgå til vegetabilsk produktion. Bare en tanke.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” bliver dermed også et seriøst og tankevækkende indlæg i debatten om samfundets indretning, fordi bogen stiller spørgsmålstegn ved vores måde at leve på, have dyr på og indrette os på. Det at bruge fortiden og historien til at sætte nutiden under debat er en generel positiv trend ved mange nye historiebøger. For vi kan bruge historien til at træffe klogere valg for fremtiden. Ja, vi har i den nuværende klimakrise heller ikke noget andet valg, kan man anføre.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er så et pragteksemplar i dén genre. Det er ganske enkelt en fremragende bog. I et letlæst og flydende sprog fortæller bogen mere end 10.000 epidemi-historie, og trækker de store linier op, når den tydeliggører, at fortidens mennesker, adfærd og samfund er synonyme med nutidens, fordi vi uanset historisk tid agerer ens, når det kommer til pandemier. For det er den samme angst, som vi har, og de samme metoder, som vi bruger – og derfor kan vi også forvente, at vi vil gå efter glemslen, når Coronaen er overstået. For mennesket vil så gerne tro, at vi står over naturen, selvom det er evolutionen og mikroberne, som har fat i den lange ende – og vi er dømte til at begå fortidens fejl, så længe vi ikke bliver klogere.

Det kan man fx se af, at i starten af en epidemi opretholder man en samfundsorden, og begraver med værdighed, men til sidst så kan de overlevende ikke nå at begrave de døde, som det skete i Siena under pesten i 1348, hvor de døde blev lagt i lag med kun lidt jord imellem sig. Eller som i Firenze, hvor selv forældre flygtede fra deres syge børn og låste døden, så kunne de blive derinde og dø. Når sygdommen raser, så gør mennesker nemlig alt for at bevare chancen for at redde livet.

Noget vi også ser i 2020 – dog i mindre skala. Men alligevel det samme billede som lastvogne fulde af lig, der kørte gennem de norditalienske byer, historier om spanske plejehjem hvor personalet forsvandt, og lod de gamle ligge hjælpeløse tilbage, så de døde i deres senge, og alle de mange steder kloden rundt, hvor man bruger skøjtehaller og andet som lighuse, fordi man ikke kan følge med på kirkegårdene. Skrevet i nutid, for vi er stadig midt i pandemien, og det sker lige nu over hele kloden, også selvom vi i skrivende stund har relativt godt styr på det i Danmark.

Konspirationsteorier er også lige så gamle som epidemier – sammen med tanker om at det er Guds straf over et skørlevned og vores mange synder, samt alle de mærkelige og ubrugelige råd til at undgå virus som fx at varmt vand og hvidløg skulle kunne udrydde COVID-19. Dog en ting er forandret i forhold til tidligere. Der er ingen, som i dag siger, at det er jødernes skyld. De har ellers historisk set været syndebukke. Omvendt har USA og Kina travlt med at skyde skylden på hinanden. Kina anklages for, at virussen opstod hos dem, og USA for at den stadig spredes.

Social afstand er heller ikke nyt. Tværtimod. En dronning fra den østsyriske by Mari klagede i et brev skrevet for 3.775 år siden til sin mand kongen over en kvinde ved Nanna, som blev ved med at omgås de andre kvinder i paladset, selvom hun var syg. Kongen svarede som en anden Søren Brostrøm: Tal da med store ord (overfor hende), og sørg for, at ingen drikker af den kop, som hun drikker af, at ingen sidder på den stol, hvorpå hun sidder, og at ingen sover på den seng, hvor hun sover. Hun skal ikke være i selskab med alle de kvinder. (citat fra side 50).

For dengang var det konger og præster, som afstak linjerne under en pandemi. Idag er det politikerne og sundhedsmyndighederne.

Danmarksbloggen giver ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” 6 ud af 6 ryttere på gustengule heste. For det er en bog fuld af viden fortalt på en sprudlende måde. En bog som giver håb om, at vi måske alligevel bliver lidt klogere næste gang. For ja, der kommer en ny pandemi efter COVID-19.

Epidemier er nemlig et grundvilkår ved at være menneske på en jord, hvor vi er så mange mennesker, der lever så tæt sammen med dyrene.

Og selvom den fjerde rytters nuværende Corona-ridt virker skræmmende, så vil Danmarksbloggen opfordre til at tænke nærmere – og hurtigt – over forholdet mellem natur og menneske. For som bogen starter med at sige: Det mærkelige var ikke, at Corona-pandemien kom, men at det gik så længe siden sidste gang (Den Spanske Syge 1918-20, som kostede 30-50 millioner livet).

Så det haster, og vi står som menneskehed ved skillevejen. Ved valget mellem at holde fast i konservatismen og den gamle livsstil – eller at kigge på Corona-tiden med smittetal, mundbind og snak om vaccine, og så lave om på den måde, som vi lever på.

Så hvad vil vi – og hvad kan vi?

Læs Jeanette Varberg og Poul Duedahls  ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”. Perspektivet er ridset op på bogens allersidste side: ”helt at aflyse den fjerde rytters næste forestilling eller …  stiltiende accepterer, at coronakrisen bare var generalprøven”.

Det er Gad, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

MeToo og Det Radikale Venstre

MeToo fik først fart i Danmark i anden bølge, nemlig da Sofie Linde til TV Zulu Comedy Galla sidst på sommeren modigt fortalte om den markante DR-personlighed, som havde truet med at smadre hendes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob. Det havde hun så ikke gjort.

Endnu er det ikke offentligt, hvem denne person er. Men der er andre mænd (som heller ikke har behandlet kvinder med respekt og holdt grænsen), som er blevet afsløret – og i dag kom turen så til den mest prominente i Danmark indtil videre, nemlig den nu forrige leder af Det Radikale Venstre, Morten Østergaard.

Det er en god udvikling. For overgreb og seksualisering er metoder til at holde kvinder nede. Det handler nemlig ikke kun om køn, men om magt. Derfor skal vi i MeToo-sammenhænge have hele pakken med, også ligeløn og det sprog, som vi anvender osv.

Morten Østergaards afsked vil dog få større betydning i dansk politik end i forhold til MeToo.

Det Radikale Venstre er som bekendt et parti, der ofte har været tungen på vægtskålen, når der skulle peges på en statsminister. En rolle, som partiet gerne vil have igen – og som de kan få igen.

Med Sofie Carsten Nielsen som ny leder er det Danmarksbloggens vurdering, at de radikale har fået en leder, der teknisk set er dygtigere end Østergaard – og som også vil være bedre til at samarbejde med Socialdemokratiet end Østergaard var det.

Åbningsdebatten i Folketinget i morgen bliver i hvert fald en del mere spændende at følge nu. Og det var ellers nervepirrende nok i forvejen i en tid med Corona og med en grøn dagsorden, hvor Østergaard havde sagt, at han var klar til at vælte regeringen og tage et jule-valg på klimaet.

Men hvad sker der nu? Ingen ved det, men mon ikke den nye leder Sofie Carsten Nielsen har en del af læse op på i de kommende nattetimer. For en ting er at være en dygtig næstformand. Men fra i morgen er det hende, der tegner partiet med alt, hvad det kræver. Danmarksbloggen er sikker på, at hun kan.

Ja, Danmarksbloggen ser i Sofie Carsten Nielsen en ny Ritt Bjerregaard, klar i mælet, stærk og dygtig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiets festdag: Men er der noget at fejre?

Demokratiets festdag kalder man to dage: I dag, hvor Folketinget åbner, altså den første tirsdag i oktober og Grundlovsdag 5. juni, hvor Grundloven blev givet. Det er alt sammen vældig fint, og selvom det er Corona-tider, så forventes såvel Dronningen som Kronprinsparret og prinsesse Benedikte at være på plads til åbningen kl. 12. Så bliver det næsten heller ikke bedre. Flag, hatte og alt det der.

Danmarksbloggen er dog mindre begejstret. For skal et demokrati fungere, som vi ønsker det i Vesten, at det sker, så skal visse rettigheder være på plads – deriblandt retssikkerheden, som også inkluderer en vis frihed for individet.

Men lige præcis dén frihed er truet, hvad man kan forvisse sig om ved at læse den nye bog om Eva Smith, som Danmarksbloggen anmeldte i sidste uge:

Anmeldelse: “Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”

Vi sælger altså ud af vores individuelle frihed i forventningen om, at vi får mere tryghed. Men hvorfor? Er det mangel på fantasi – eller at vi har for meget blind tillid til systemet?

Og er det overhovedet en reel tryghed, som vi får til gengæld? Og hvem skal vi i virkeligheden frygte mest? Nogle fundamentalistiske og religiøse galninge med bomber i turbanen? Eller at den viden, som samles om os, kan falde i hænderne på de forkerte – og blive brugt imod os?

Og nej, der tænkes ikke på Deep State og andre sølvpapirshatte-teorier, som ikke hører hjemme andre steder end i fantasien.

Her tænkes på reelle trusler fra lande som Rusland og Kina, der begge har dagsordner, som ikke er i Danmarks eller for den sags skylds den vestlige verdens interesse.

Vi ved allerede, at megen viden om os og vores færden ligger hos store, amerikanske kommercielle firmaer, som er udenfor demokratisk kontrol – og som bruger denne viden til at påvirke os, så vi køber de ting, som de vil have, at vi skal købe, ser de film og nyheder, som de ønsker osv.

Vi ved også, at kineserne har travlt med at opkøbe infrastruktur som havne og lufthavne og foretage investeringer i Vesten som fx i miljøteknologi og vandværker i Danmark. Vi ved også, at Rusland blander sig i andres landes demokratiske valg.

Vi ved, at der sker en hel masse i spillet om verdensherredømmet. For politikerne spiller RISK 365 dage om året. Så det sker lige nu, men de danske politikere taler om overvågningskameraer og bandepakker!

Men hovedfjenden er ikke rabiate muslimer eller bander. Hovedfjenden er nogle helt andre – og politikernes opgave no. 1 er at beskytte landets borgere og demokrati. Dét  indebærer her i 2020 at gå i kødet på de kommercielle aktører fra USA og på lande som Kina og Rusland.

For de tromler frem lige så hurtigt, som de kan – og uden hensyn til nogen eller noget, og da slet ikke en styreform som demokratiet, som de anser som svag og dårlig. Især i dens vestlige og liberale form. Og det gælder både Kina og Rusland.

Tag fx Kina. Her opfatter mere end 9 ud af 10 kinesere den kinesiske samfundsmodel som den rette. Staten er set med kinesiske øjne iflg. den britiske forfatter og Kina-ekspert Martin Jacques, som har skrevet “When China Rules the World” som et kært familiemedlem.

Ja, staten er familiens overhoved, som sørger for, at nationens enhed bevares – og at enhver etnisk og kulturel splittelse nedkæmpes. Staten er altså en legemliggørelse af den kinesiske civilisation og kultur. Staten gør det, som skal til – og deri ligger beskyttelsen for den enkelte borger. Alle vestlige ideer om individets ret og plads til mangfoldighed og forskellighed ses derfor også som en trussel mod denne enhed.

Og det samme kan siges om Rusland. Her gælder blot, at det er den russiske politiske leder, tidligere tzaren og nu præsidenten, og den russisk-ortodokse kirke, som afstikker kursen i det store land i en ældgammel alliance, som Putin og patriarken genskabte efter kommunismens sammenbrud. Men statens enhed og ingen plads til anderledes tænkende – også når det kommer til seksuel orientering – gælder i Rusland som i Kina.

Staten passer på sine borgere – hvis altså de opfører sig ordentligt, og det er som det skal være, mener mange kinesere og russere.

Og det er præcis den holdning, som det danske demokrati og de andre demokratier i Vesten, som hviler på individets politiske, religiøse og seksuelle rettigheder og frihed, er oppe i mod. Dét skal vi gøre os ganske klart og tage vores forholdsregler imod.

En af disse er IKKE at blive ligesom de lande, der overvåger og kontrollerer deres borgere, men derimod holde fast i vores frihed og mangfoldighed – og ikke tillade kinesiske penge at komme ind i det danske samfund, stoppe russiske internettrolde osv.

Så vi skal kræve, at de danske politikere stopper med at udhule retssikkerheden, ja at de genopretter det, som er blevet ødelagt i de sidste par årtier i tryghedens forkætrede navn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop “Dansen med Corona”. Det er en “Krig mod Corona”.

Danskerne er gode til at spritte af, men dårlige til at holde fysisk afstand, er meldingen fra myndighederne.

Det gør heller ikke sagen bedre, at statsministeren taler om ”Dansen med Corona”. For en dans er noget, som man gør tæt på hinanden. Dans er også noget, som er dejligt. Så ”Dansen med Corona” er i virkeligheden en rigtig dårlig metafor på at leve med en virus som Corona, der slår mange danskere ihjel, gør at endnu flere mister deres kære, og at rigtig mange får voldsomme senfølger.

Så lad os droppe det udtryk og i stedet tale om fx ”Krigen mod Corona”.

Altså ikke noget MED, men hel masse MOD.

For det er en reel krig, som vi befinder os i, selvom fjenden ikke er en reflekterende intelligens, men en pandemi. Det er også derfor, at vi KAN vinde den her krig, hvis vi ellers kunne finde ud af at holde afstand og spritte af og så videre. Det kniber det så med, så måske er vi alligevel ligeså dumme som en virus?!

Det er ganske forstemmende. Især i lyset af at vinteren er på vej og med den endnu mere gunstige betingelser for Corona-virussen.

En amerikansk fremskrivning fra et universitet i Washington taler således om mere end 3500 døde danskere pga. Corona inden nytår, hvis ikke vi gør noget. Bliver vi bedre til det med mundbind, afstand og forsamlingsstørrelser, kan vi derimod få antallet af nye døde ned på 100 flere inden nytår. Men tallet kan også – hvis vi slækker på restriktionerne – blive højere end de forvejen skræmmende 3.500.

Så jo, det gør en forskel, hvad den enkelte gør i “Krigen MOD Corona”.

For Corona er en dræber, og skal benævnes som en sådan. Vi skal ikke sukre tingene ind, men kalde dem ved deres rette navn, hvis vi skal kunne bekæmpe dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sociale bobler – et stærkt og frygteligt våben

Ingen taler – rigtig – om boblerne. Men det burde vi nok. For de er ret vigtige de sociale bobler, som myndighederne mener, at vi skal til at indrette os i.

Men hvad er en social boble? Ja, iflg. nedenstående artikel fra DR med overlæge og virolog fra SSI Anders Fomsgaard er en social boble en gruppe på 5-10 mennesker, som vi kan være sammen med i vores hjem – og som vi selv kan besøge, og som vi kan kramme og være tæt på.

Vores egen familie tæller også med i boblens antal på 5-10 personer.

Vi kan altså godt se andre mennesker end dem i boblen, men ikke i vores eget hjem og ikke noget med at kramme og den slags. Derimod en hel masse om at holde afstand, måske gå en tur eller andet – hvis/når man ses med en anden end dem i ens sociale boble.

Og i øvrigt: NEJ, vi kan ikke skifte ud i boblen. Når boblen er etableret, så er holdet sat.

Der er med andre ord tale om: Find ud af hvilke mennesker, som du/I vil have indenfor dørene i dit/jeres hjem – og tænk dig/jer godt om. For det er de mennesker, som du/I skal være tæt på resten af efteråret og vinteren og måske langt ind i foråret 2021.

Det er altså en svær øvelse, som ikke minder om noget, som vi har prøvet før nogen af os – og de fleste har heller ikke lyst til at gøre det. Forståeligt nok. For det ligger til vores sociale natur som mennesker at indgå i forskellige sociale sammenhænge, også udover arbejde etc.

Men skal vi knække Corona-virussen, den satan, så er den sociale boble et stærkt – om end for os selv også frygteligt – våben. Læs mere her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/tinderdaten-og-svigermor-hvordan-fungerer-en-social-boble

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Disney – mindre dansk?

Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.

Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.

Danmarksbloggens påstand er NEJ.

Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.

Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.

Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.

Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.

Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.

Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.

Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.

For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den forbandede 11. september

Det er idag d. 11. september – et halvt år efter nedlukningen af Danmark 11. marts 2020.

Det er igen den forbandede 11. september.

For 19 år siden dagen, hvor fire fly blev kapret i USA, og de to fløj ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York, det tredje ned i Pentagon i Washington D.C. – og det fjerde forulykkede på en mark, fordi passagerne havde hørt om de andres skæbne via deres mobiler – og derfor forhindrede, at det fjerde fly nåede dets mål, som formentlig var enten Det Hvide Hus eller Capitol. Dén dag ændrede en hel verdensorden.

For 17 år siden dagen, hvor den svenske udenrigsminister Anna Lindh blev stukket ihjel i NK Stormagasinet i Stockholm. Måske ikke en dag, der ændrede verdensordenen. Men det var sin generations største politiske talent i Sverige, som blev dræbt den dag – og udviklingen i Sverige siden har vist, at svenskerne mangler en politiker af Anna Lindhs format.

Og så i dag. Corona-pandemien, som har rystet, og stadig ryster en hel verden, og hvor det i dag er præcist et halvt år siden, at Danmark blev lukket ned. Og efter en sommer med lav smitte, så går det igen den gale vej. Fordi vi åbnede for meget for hurtigt. Fordi for mange slækker for meget på afstand og hygiejne, men til gengæld ikke bruger mundbind (nok). Vi er stadig midt i pandemien – og ingen ved, hvornår og hvordan det slutter.

Det er igen den forbandede 11. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk