Hvor er det rigtige mod?

Det vrimler med jubilæer og andre folkefester i hovedstaden i denne uge …

I går fyldte Tivoli 175 år, i weekenden fejrer bydelen Christianshavn, at den runder de 400 år med både musik og fest og marked – og så er der selvfølgelig Priden, som også løber af stablen denne uge med et væld af arrangementer og ikke mindst den store parade på lørdag.

Danskerne valfarter glad og gerne til det alt sammen – for vi kan lide markeder og fest og musik og stemning, og det kan der vel ikke være noget galt i.

Selvfølgelig ikke, men derfor kan man nu godt blive lidt træt af det hele alligevel, når man ser på dén store kommercialisering, som der ofte går i det. Især i Priden, hvor enhver virksomhed med respekt for sig selv sælger regnbuefarvede produkter i denne uge. For i denne uge er ALLE med på mangfoldigheden og tolerancen – for hvem ønsker at risikere at blive mistænkt for at være et homofobt fortidsfossil? Det gør ingen.

Men hvor ville det klæde dem med magten og pengene, hvis de for alvor turde at gå foran i kampen for et bedre samfund. Det kunne gøres ved fx at give alle ansatte en ordentlig løn eller ved at tænke bæredygtigt i forhold til produkter, emballager og transport.

Men det kræver selvfølgelig noget mere end at bruge hele paletten af farver på sine produkter – eller at smække en underbolle sammen med en underbolle og en overbolle sammen med en overbolle og kalde det en prideburger.

PS. Danmarksbloggen bakker selvfølgeligt 100% op om Priden, hvad trofaste læsere også er klar over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Verdensmestre i fodbold – eller i samfund

Så er det i dag, at fodbold-VM i Rusland starter – altså for mændene, hvis nogen skulle være i tvivl.

Det er der så næppe nogen, som er. For det har kørt i medierne i månedsvis, der er lavet en (udskældt) sang, der er kopper i 7-11 med deres ansigter på – også af en, der blev valgt fra og ikke kom med (her bliver det så lidt sjovt) – og en hel masse andet gejl og gøgl.

Så alle ved, at mændene er til VM i at sparke til en bold, og glemt er sidste sommers snak om ligeberettigelse – trods det at kvinderne vandt sølv til EM dengang.

Der er heller ikke mange medier, som skriver ret meget om, at kvinderne i øjeblikket er i gang med at prøve at kvalificere sig til VM, og at de i fredags vandt over Ukraine – og i tirsdags lammetævede Ungarn.

Men Danmarksbloggen gør – for Danmarksbloggen husker.

For kun ved at huske kan vi gøre samfundet bedre – og det gælder også, når det kommer til de rigtig vigtige ting som vores børn, ældre, udsatte og i det hele alle de mennesker, som bor og færdes i vores land. Men især dem, som har det svært burde være i centrum hele tiden – fremfor 22 mænd og 1 bold.

Tænk hvis vi gav fattigdommen og arbejdsløsheden samme opmærksomhed, som vi giver fodbold?
Tænk hvis sponsorerne var ligeså interesserede i at sponsere forskning og udvikling som sport?

Så kunne vi godtnok blive verdensmestre – i at have det bedste samfund. Det kunne man passende tale om til folkemødet på Bornholm, som starter idag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et demokratisk tab

Undervisningsminister Merete Riisager vil afskaffe retningen samfundsfag-engelsk på højt niveau. Hun hævder, at det er for at forhindre et dannelsestab. Se mere her:

https://www.altinget.dk/artikel/minister-overvejer-at-skrotte-gymnasiets-mest-populaere-studieretning

Som Danmarksbloggen ser det, handler det også om samfund og viden om samfundet, og det vil i dén grad gå tabt, hvis retningen samfundsfag-engelsk nedlægges. For vi er nødt til at have nogle mennesker, som ved, hvordan det her samfund er skabt og fungerer, hvis vi skal sikre en god udvikling i fremtiden.

Ja, det er i yderste konsekvens et tab for demokratiet at skrotte denne retning.

Men det er måske også det, som man ønsker, da det kunne være så nemt for magthaverne, hvis befolkningen bare var brikker, som kunne rykkes rundt i det spil, der handler om produktion og profit.

Men den går ikke, Riisager … vi skal have et levende demokrati, og vi skal bevare retningen samfundsfag-engelsk på højt niveau.

Og så kunne det i øvrigt klæde Riisager, hvis hun vidste, at dannelse kun i en lille grad handler om kompetancer. For dannelse drejer sig om at kunne sætte det lærte ind i en helhed, der afspejler sig i, at den dannede har en adfærd, der er kultiveret og viser, at vedkommende har både viden og perspektiv. Det har Riisager så ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkkes bedste dag

Det her må være Løkkes bedste dag som statsminister i denne valgperiode.

For Mette Frederiksens udmelding om at Socialdemokratiet efter folketingsvalget vil danne en mindretalsregering udenom de radikale åbner med et stort brag muligheden for, at Løkke kan fortsætte som statsminister efter netop næste folketingsvalg.

En af Danmarksbloggens venner, Ole Frederiksen, forklarede det så fint i en kommentar, som Danmarksbloggen har fået lov til at bringe også:

Uark! Nu troede jeg lige, at vi ved næste vag var 99% sikre på at slippe for LLR som statsminister! Nu er jeg absolut ikke sikker længere.

Jeg forestiller mig, at Venstrefløjen får flertal, men efter ugers forhandlinger (om regeringssamarbejdet, red.) må de give op, og så står LLR klar med et forslag til en V-mindretalsregering, der går igennem.

Citat slut.

Danmarksbloggen er enig. Dét kunne meget nemt blive scenariet, og det kan vores land og samfund slet ikke tåle. Hverken naturen eller de svage grupper i samfundet kan klare fire år mere med mennesker ved magten, der ta´r fra de fattige og gi´r til de rige – samtidig med de ødelægger naturen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørklægningsloven gør Grundlovsdagen svær at fejre

I morgen er det Grundlovsdag, Danmarks nationaldag, og landets politikere vil som altid stå på diverse talerstole og holde Grundlovstaler. Taler, hvor de priser demokratiet og vores åbne samfund.

Det rimer bare ikke, for samtidig har vi en så stram offentlighedslov, at det reelt er en mørklægningslov. Vi har departementschefer, som instruerer deres medarbejdere i, hvordan de skal tilrettelægge arbejdet, så arbejdet kan ske i strid med den offentlighedslov, der trods alt findes.

Det er en meget uheldig udvikling – men forventelig hvad der sker, når den herskende klasse og dens håndlangere lever et liv fjernt fra dem, som de bestemmer over.

Og det gør Christiansborgs politikere. Kan hænde, at de af og til er på besøg i deres valgkreds eller i en virksomhed på Lolland eller i Vestjylland. Men generelt så lever de deres liv i og omkring Christiansborg, hvor også deres medarbejdere bor – og hvor de løber de samme ture rundt om søerne i København, spiser på de samme restauranter og drikker Caffe latte på de samme smarte cafeer.

Jeg ved det, for jeg bor selv centralt i København, og jeg ser, hvordan den kreative klasse – som den slags mennesker også kaldes – klumper sig sammen herinde, og stort set kun taler med dem, der er ligesom dem selv. Dvs. andre akademikere, mediefolk, konsulenter, kunstnere – og i hvert fald ingen håndværkere eller arbejdsfolk, og kun i få tilfælde en lærer, en sygeplejerske eller en politimand.

Men Danmark består af hele paletten, og det er på tide at få alle slags mennesker ind i Folketinget – og ind og bo i Danmarks hovedstad. Det er på tide, at vi igen lærer hinanden at kende i dette lille land, så vi kan tale sammen og forstå hinanden – og vide noget om hinandens liv og vilkår – for kun sådan kan vi kere os om hinanden..

Når det sker, så er der for alvor noget at fejre Grundlovsdag på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Burkaer og ulve som afledning

Så er det i dag – på den sidste forårs-kalenderdag, at der skal stemmes om burkaforbuddet. Og selvom det med nærmest 100% sikkerhed bliver et ja, så vil sagen løbe med alle overskrifterne – præcis ligesom ulvene og ramadanen gjorde det tidligere på foråret.

For er der noget, der kan få danskerne op i det røde felt, så er det symbol-politik som ulve, ramadan og burka´er, der behændigt bruges som afledning for de vigtigere sager.

Dét er ikke overraskende – men stadig rystende. Og vi kalder os et oplyst folkefærd …

Men hvor oplyste er danskerne, når:

  • Ulve er vigtigere end de fattige børn, som der bliver stadig flere af – og der er mange i forvejen
  • Burkaer er vigtigere end at den østeuropæiske arbejdskraft systematisk får en markant lavere løn end danskere
  • Ramadanens faste er vigtigere end at vi i Danmark er begyndt at lovgive efter etnisk oprindelse

For muslimerne er blevet prügelknabe, og store dele af det danske folketing er enige om – trods et historisk stort økonomisk opsving –  at gøre livsvilkårene for alle socialt udsatte og dårligt stillede markant værre.

Det er den liberalistiske-fascistiske stat for fuld udblæsning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvornår må man trække nazi-kortet?

Hvornår må man trække nazi-kortet?

Må man gerne trække nazi-kortet, når et politisk parti vil bestemme:

  • Hvordan et lands borgere skal gå klædt?
  • Hvad et lands børn og unge skal spise?
  • Hvor meget tid et lands børn, også dem i vuggestuen, – hvis de altså er af en vis etnisk oprindelse – skal tilbringe på landets institutioner, så de kan lære de ”rette værdier”?
  • Samt generelt laver lovgivning, der retter sig mod bestemte etniske grupper i samfundet, men fritager andre etniske grupper

Danmarksbloggen mener ja – nazi-kortet må derfor gerne trækkes i Danmark.

Danmarksbloggen mener også, at nazi-kortet skulle være trukket for længe siden – ikke kun overfor Dansk Folkeparti, men også overfor store dele af både regering og opposition.

Se her:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/df-kraever-faengsel-gentagne-brud-pa-tildaekningsforbud?cid=soc_facebook_drnyheder_bgamphm2

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/df-vil-tvinge-skoler-til-at-servere-svinekoed

https://politiken.dk/indland/politik/art6540179/B%C3%B8rn-skal-i-vuggestue-25-timer-om-ugen

http://danmarksbloggen.dk/?p=9818

Det er skræmmende. Demokratiet er i fare. Stor fare. Nazi-kortet skal ikke blot trækkes. Det skal smides højlydt på bordet. For venter vi til der marcheres i gaderne, så er det for længst for sent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkelige Frederik – eller?

Det er næppe gået danskernes opmærksomhed forbi, at kronprins Frederik fylder 50 år i dag. Medierne har også talt meget om, hvor folkelig kronprinsen er – og det er meget, synes de fleste åbenbart.

Danmarksbloggen mener så, at lige netop dén term skurrer. For hvor folkelig kan et menneske blive, når:

  1. Ens mor er landets dronning med det liv, som det indebærer – også på familieområdet
  2. Man vokser op på slotte som Amalienborg og Fredensborg
  3. Det tidligt forventes af en, at man kan opføre sig på en bestemt måde – i hvert fald når medierne er tilstede
  4. Ens 18 års fødselsdag fejres med en karettur gennem København – og en tur i statsrådet
  5. Man i det hele taget har mange pligter, som andre ikke har – som fx at rejse til alverdens lande og skabe gode betingelser for Danmarks erhvervsliv
  6. Men også mange fordele – som for eksempel en luksustilværelse og mange millioner i apanage plus diverse gaver som biler og ferier
  7. Landets ledelse skal godkende ens kommende hustru
  8. Ens bryllup varer i over en uge og inkluderer de tre værn og en masse andet offentligt
  9. Ens førstefødte har eksakt samme skæbne som en selv, men alle andre børn ikke har samme skæbne, men både andre forpligtelser og andre fordele end andre danskere
  10. Ens ”job” består i at repræsentere, trykke hænder, holder taler og deslige

Andre danskere har en opvækst, skolegang og i det hele taget liv, som kun sjældent interesserer andre end den nærmeste familie og venner. Ens 18 års-fødselsdag handler også om venner og alkohol – og har ikke det mindste med statsråd eller karettur at gøre. Man kan så heller ikke stable et landsdækkende motionsløb på benene, når man fylder 50 år – men til gengæld må man selv bestemme, hvem man gifter sig med. Man bor – med få undtagelser – heller ikke på slotte eller får millioner i apanage, men omvendt er der ingen, der forventer, at man ”repræsenterer” Danmark på nogen planer.

Så der er enorme forskelle på det liv, som danskerne lever – og så det liv som kronprinsen lever. Han ved fx heller ikke, hvad det vil sige at skulle kæmpe for at komme ind på en uddannelse, få et job eller en bolig. Alle de vigtige basale rammer i tilværelsen, som for os andre også er et valg – men ikke valg, hvor vi er økonomisk uafhængige, som kronprinsen er det.

Så folkelig – nej, det er kronprinsen ikke, men derfor kan han sagtens være både sød og rar. Efter sigende skal han også være netop både sjov og levende, når man taler med ham privat. For det er iflg. de royale kommentatorer de offentlige fremtrædener, der tegner en stor del af kongegerningen, som han har det svært med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Man skal spise og drikke

Inger Støjberg snakker om ramadan, og om at muslimerne skal holde ferie, hvis de overholder ramadanens faste-krav, for det er åbenbart meget vigtigt, at medarbejderne på de danske arbejdspladser kan spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

Danmarksbloggen kunne ikke være mere enig i …  at det er vigtigt at give medarbejderne mulighed for at spise og drikke.

Derfor undrer det også Danmarksbloggen, at Inger Støjberg kan blive i en regering, der i dén grad har skåret ned på de offentlige ansattes muligheder for at spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

For mange steder i Danmark må de ansatte ikke alene løbe rundt konstant for at prøve at nå det hele, men de når hverken at få vådt eller tørt i løbet af de mange timers lange vagter. Og her taler vi om en praksis, der ikke kun foregår én måned om året – men i samtlige 12 måneder.

Danmarksbloggen tænker derfor, at det er rigtig godt, hvis vi får fokus på SAMTLIGE medarbejderes muligheder for at få tid til at spise og drikke – og ja, også til at få hvilet ordentlig ud mellem strabadserne.

Nu var det så måske ikke lige det, der var Støjbergs ærinde – men sådan er det jo: Når man bruger en finger til at pege på en specifik gruppe, og de andre fingre peger rakt tilbage mod én selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og …. og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker. Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler selv indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk