Kategoriarkiv: Dagens dagsorden

Kinesisk nytår: Det handler om penge og PR

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen skrev allerede om det kinesiske nytår sidste år. Et nytår, som fejres på Strøget i København, der fra det kinesiske nytår starter (i år er det i overmorgen d. 25. januar) og nogle uger frem pyntes op med lanterner og lotusblomster i alle mulige farver: http://danmarksbloggen.dk/?p=10371

Det er tredje år i træk, at vi får et kinesisk nytår spredt udover den danske hovedstad. Der er også masser af kinesiske turister i København. Ja, der er så mange, at store danske brands som fx Ecco og Georg Jensen har kinesisk talende personale ansat. For når der er kinesisk valuta på spil, så kommer butikkerne på banen.

Markeringen af det kinesiske nytår handler nemlig lige så meget – hvis ikke mere – om at sælge Danmark til kineserne og Kina til danskerne, som det handler om traditioner.

For helt ærligt: Hvem bekymrer sig om, at vi går ind i rottens år – eller helt præcist: Metalrotten, hvilket skulle være en ganske speciel konstruktion, der handler om nye begyndelser – også på den politiske scene, ja endda verdensomvæltninger, måske voldsomme.

Det og andre forudsigelser for rottens år kan man læse mere om her: https://kina-info.dk/kinesisk-nytaar-2020-rottens-aar/  Her kan man også læse, at 2020 er et godt år, hvis man vil starte en virksomhed – og er velforberedt.

Må Danmarksbloggen i al fredsommelighed gøre opmærksom på, at forberedelse generelt er vejen til succes – uanset hvad år vi skriver.

Det er i hvert fald noget, som man ved i Kina, hvor man lægger langtidsplaner, og forbereder sig på både det, som kommer lige om lidt, og det som kommer om flere årtier. Og hvor man i disse år bruger milliarder og atter milliarder på at give verden et positivt billede af Kina, så vi køber deres varer, og i det hele taget gør os mere og mere afhængige af det store land.

Og det er i denne ånd, at den kinesiske ambassade i Danmark betaler lanternerne og lotusblomsterne på Strøget, hvilket jo kan ses som en meget fredelig måde at lave PR for sit land på.

Men det forløbne år har så også vist, at Kina ikke viger tilbage fra at true, lokke og i det hele taget bruge alle de midler, der findes for at nå de mål, som man har sat sig.

I Danmark er vi for længst faldet til patten – og har både haft Dronningen, Den Lille Havfrue, Frederik og Mary på besøg i Kina. Vi har også fjernet lovlige demonstranter, fordi de irriterede kineserne med deres tibetanske flag. Det er også derfor, at vi har fået lov til at leje pandaerne i Zoologisk Have!

Ja, det er rigtigt. Vi betaler Kina for at få lov til at drive diplomati i pels på deres vegne.

Eller som Danmarksbloggen skrev det i april 2019, da pandaerne ankom: Dét er eddermame – for nu at sige det ligeud – en god forretning for kineserne. VI betaler KINA penge for at KINA kan få mere goodwill her hos os. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10517

Men i Sverige sagde den svenske regering nej, da Kinas ambassade i efteråret kom med en melding om, at den svenske kulturminister ikke ville være velkommen i Kina, hvis hun deltog i uddelingen af Tucholsky-prisen, som er en ytringsfrihedspris, som den kinesisk-fødte, men nu svenske boghandler Gui Minhai modtog in absentia i november. Han blev nemlig kidnappet fra sin feriebolig i Thailand i 2015, og har siden været indespærret i et kinesisk fængsel.

Og sagen i Sverige stopper ikke her. Den kinesiske ambassadør har lige siden prøvet at give svenske medier mundkurv eller i det mindste censurere deres artikler … det er så ikke lykkes. Tværtimod tales der om i de svenske medier, at Kina bruger mafia-metoder og ikke respekterer svensk lovgivning i Sverige.

Og så var der også sagen på Færøerne, hvor den kinesiske ambassadør i Danmark i november sidste år pressede den færøske lagmand til at sige ja til Huaweis levering af 5G-netværk. Dette ja ville give uanede muligheder i forhold til en frihandelsaftale mellem de to lande, blev Færøerne lovet.

Og hvad med Danmark? Ja, her har vi i det forløbne Grisens år også øffet en smule om Huawei, men ikke noget særligt, for vi lystrer artigt den store, kinesiske drage.

Hvor længe kan vi se os selv i øjnene? Minimum gennem hele rottens år som det ser ud nu. Men måske kan vi til næste kinesiske nytår, som starter 12. februar 2021, og som er oksens år, finde en form for bondefornuft og modstand frem og stå fast på, at nok er lanterner og lotusblomster velkomne.

Men vi er herrer i eget hus – og Kina skal ikke diktere noget her. Det sås også sidste uge, da nogle skrev Free Hong Kong på Den Lille Havfrue.

Tiden vil vise, hvad det bliver til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Alt det her handler selvfølgelig om Kina generelt – og ikke om den nuværende situation med en virus, som gør, at Kina og kineserne agerer anderledes end de plejer. Eller gør det store land dét? For hurtige og radikale handlinger er ikke et ukendt fænomen i Kina, hverken når det kommer til virus – eller kritik udefra.

Demokratiet er truet: Dommerne siger nej, men hvor er politikerne?

Udgivet den af
Svar

Der skete noget mere end vigtigt i Polens hovedstad Warszawa her i weekenden. Nemlig en demonstration med mange tusinde deltagere fra Polen og mere end 17 andre europæiske lande – og det var ikke hvem som helst, som gik med de polske flag, EU-flaget og skilte med deres land.

Det var dommere fra hele Europa – bl.a. formanden for den danske dommerforening Mikael Sjöberg, som til Ritzau sagde: ”Det er meget bevægende at deltage i den storstilede demonstration mod en omstridt polsk retsreform.”

Den retsreform, som han taler om, går ud på, at Polens parlament kort før jul vedtog en lov, der giver den polske regering mulighed for at fyre eller straffe dommere, hvis domme går imod regeringens ønsker om reformer og lovgivning.

Det lyder som noget fra et diktatur-mareridt, og det er også en dom, der har vakt bekymring i hele Europa – og ifølge Mikael Sjöberg også hos de polske dommere.

Demonstrationen blev nævnt i medierne – sådan lidt sporadisk, men ingen danske politikere tog tråden op. Sikkert fordi man vurderer, at en kritik af den polske regering kan skabe problemer i forholdet til Polen, eksporten og andet, som vi tjener penge på.

MEN det duer jo ikke. Det duer slet ikke. For hvis ikke de folkevalgte siger fra og råber op, når demokratiet er truet i et stort europæisk land – som også er medlem af EU – så har vi intet lært af 1930´ene. Dengang hvor Hitler skaltede og valtede med Tyskland, og førte et ellers civiliseret kulturland ud i det rene barbari.

Og dét kan sagtens ske igen.

Og et kvalificeret bud på et næste land kunne være Polen. Her slår man nemlig på lignende nationale strenge om Polen som et land og polakkerne som et folk, der er andre overlegne. Man bruger så ikke en nazistisk retorik, og taler om polakkerne som et herrefolk, men i stedet om at Polen (som stort set de eneste) har den rette katolske tro.

For Polen er i egen selvforståelse et katolsk land, der sætter familien i centrum – og polakkerne er derfor de sidste i Europa, der værner om de rette værdier. Værdier som handler om, at familien er det vigtigste, at der ikke skal være noget som hedder abort, at manden er familiens overhoved, at familien skal kunne klare sig med en indtægt (mandens) så kvinden kan følge sit kald og gå hjemme, at det er okay at slå børn – ja, i det hele taget et samfunds- og menneskesyn, som hører en fjern fortid til.

Syndebukken er derfor også homo- og biseksuelle og alle, som støtter dem og en anden mere sekulær og moderne livsstil – dvs. hele Vesten, som den polske regering og store dele af den polske befolkning anser for så depraveret, at både politikere og polske biskopper taler om en decideret regnbuepest.

Der har også været flere rapporter om, at Pride Parader i Polen er blevet forbudt – og at folk, som deltog i lovlige Prides i Polen, er blevet angrebet og overfaldet – uden at det har fået konsekvenser for voldsmændene.

Det er forfærdeligt – og situationen bliver totalt uudholdeligt, når nu de polske domstole ikke længere er uafhængige, og kan stoppe overgrebene på og forfølgelsen af andre mennesker. For overgrebene – også fra staten – rammer også folk, der er kritikere af systemet og andre, der ikke gør og siger, som den polske regering ønsker det.

Men sådan er situationen i Polen, hvor de polske domstole nu fungerer som systemets forlængede arm. Det polske demokrati er altså de facto dødt – og diktaturet er en realitet – og det lige på den anden side af Østersøen.

Der skal råbes og protesteres – og vi skal boykotte Polen på alle måder – og politikerne burde gå forrest, hvis de mener, at demokrati og menneskerettigheder er vigtige.

Men nej, de danske politikere svigter IGEN ligesom de gjorde det i 1940. De har INTET lært.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “De forbandede år”

Udgivet den af
Svar

Der findes film, som rammer så stærkt, at det føles som en mental tidsrejse at vende tilbage til nutiden.

Den tredobbelte Robertvinder Anders Refns nye storfilm ”De forbandede år” er en af disse film – også fordi castet består af en perlerække af primært danske skuespillere, der alle yder det ypperste i skildringen af den rige fabrikantfamilie Skovs skæbne i perioden 1940-43. Det er ganske enkelt skuespilskunst på højeste niveau.

Nu skal handlingen selvfølgelig ikke røbes, men det er en særdeles spændende og medrivende film – og heldigvis totalt blottet for hensyntagen til at sympatiske mennesker ikke må dø eller blive nedbrudt.

Det er befriende, for realiteten er som bekendt, at mennesker dør i krigstid. Og selvom Danmark kom nemt igennem 2. Verdenskrig sammenlignet med andre lande, så blev heller ikke vi fri for hverken brutalitet og rædsler, hvad familien Skov og andre omkring dem også må sande i Anders Refns 2½ time lange film.

Det starter ellers så lyst – og typisk dansk – med et sølvbryllup med musik og sang om morgenen d. 9. april 1940. Men så rives den gode stemning bogstaveligt talt i stykker af de tyske fly, som kaster det velkendte ”oprop” ned, hvor den tyske besættelsesmagt på ubehjælpsomt dansk hævdede, at de kom og beskyttede vores land – for vores egen skyld.

Og så begynder en ny hverdag for fabrikant Karl Skov, som er en selfmade mand, der kommer fra fattige kår, og har en voksen søn med sin første kone, men som altså d. 9. april 1940 fejrer sølvbryllup med kone nummer to med hvem han har fire børn, tre sønner og en datter.

Derudover har Karl Skov en svoger, som er svensk fabrikant, og som han samarbejder med. Og så er der en sekretær, en værkfører, en butler/chauffør og en tjenestepige i markante roller og tætte forbindelser til fabrikant Skov.

Der er altså skæbner nok at tage af i fabrikantens familie og nære netværk, og dem bruger Anders Refn dygtigt til at vise danskernes mange forskellige tilgange til og holdninger om de tyskere, som gjorde, at vi fra 9. april 1940 ikke længere var herrer i eget hus.

For nej, tingene var ikke sort-hvide for de mennesker, som levede dengang. Der var dem, som godt kunne lide tyskerne, fordi de syntes, at der var orden på sagerne nede i Tyskland. Så var der dem, som ikke kunne lide bolsjevikkerne, som man kaldte kommunisterne i Rusland. Der var selvfølgelig også dem, som ikke kunne lide Hitler og nazister.

Men langt de fleste danskere var i grunden ikke særlig politiske. De var – som mennesker er flest – optaget af deres eget liv og verden – og at få det så godt som muligt.

Det samme gjaldt den danske regering og virksomhedslederne, som indledte en samarbejdspolitik med tyskerne, som var så tæt, at Danmark nedladende blev kaldt for Hitlers kanariefugl.

Det mente nogle var den bedste løsning. Som et lille land må man indrette sig efter de store, som nogle mente det. Andre var mere af den holdning, at man skulle sige fra – og kæmpe imod. Og sådan er familien Skov også delt på mere end en måde.

Som årerne så går, og nazismens ansigt træder mere frem, så bliver de forskellige familiemedlemmers holdninger også mere tydelige, og det viser sig i de valg, som de hver især træffer, og som unægtelig fører til interne konflikter og oprør.

Vi møder selvfølgelig også både jøder, kommunister og nazister – men ingen rendyrkede skurke.

Tværtimod møder vi mennesker – også tyskere, som alle med fabrikant Skovs ord ”gør det bedste”, som de kan igennem de år, som filmen dækker, altså 1940-43. Det bedste ud fra det, som de ved – og det, som de tror på.

For livet skal leves, og vi er med til både bryllup og begravelse, Skt. Hans, juleaften og nytårsaften – men mest i hverdagen ude i Strandvejsvillaen, på fabrikken, i en jazzklub, ombord på en båd til Sverige, og flere andre steder i en handling, der knuger mere og mere sammen i takt med at nettet strammes om fabrikanten, der modvilligt har sagt ja til at producere til værnemagten. Ellers havde fabrikken heller ikke overlevet.

Fabrikant Skov er nemlig en mand, som har ansvar for mange menneskers ve og vel – også dem på fabrikken, og det ansvar tager han meget alvorligt. Han tror så også på systemet og på egen evne til via sit netværk at sørge for de mennesker, som han har ansvaret for. For sådan havde det jo altid været, så det er det vel forsat? Men først for sent forstår han, at spillereglerne blev ændret afgørende d. 9. april 1940.

Filmen er derfor også Danmarkshistorie fortalt på den spændende måde. For alle vigtige begivenheder i perioden i Danmark danner rammen om familien Skovs skæbne. En familie, der ikke fandtes i virkeligheden, men som kunne have eksisteret. Familien er nemlig skildret med stor troværdighed, og har præcis de normer, værdier og adfærd, som en overklassefamilie i Danmark nord for København havde i de år.

Og netop kombinationen af på den ene side den historiske korrekthed og på den anden side friheden til at skabe sin egen historie giver den bedste platform til at fortælle. For dermed fik Anders Refn den dramaturgiske frihed til at forme handlingen, som han ønskede det.

De bedste historier er som bekendt også dem, der kunne være sket – og det kunne fortællingen om familien Skov.

Filmen er så også en kommentar til nutiden og det moralske kompas, som alle mennesker har. For det betyder noget, hvad vi vælger, når det gælder. Vil vi betale prisen og tage konsekvensen? Filmen viser også, at det er svært at overskue det, man står midt i.

Så hvad vælger vi i dag? Det spørgsmål står og vejrer efter, at man har set filmen, og vender tilbage til 2020, som er en tid så meget anderledes end besættelsen. Men stadig en tid med værdikampe og moralske spørgsmål – og måske mere nu end i mange årtier i en verden, der virker som om den kan bryde i brand hvert øjeblik.

For vi er stadig hver især ansvarlige i forhold til vores egen tid og til hvad vi gør, når vores tids ondskab banker på døren. Og det er aldrig nemt at være menneske – og finde vej i livet, men også i 2020 prøver vi stadig på hver vores måde at gøre det rigtige.

Det er en god morale at drage af filmen i et 2020, hvor fronterne på så mange måder trækkes op – og uforsonligheden mod dem, som er anderledes end en selv, vokser.

Danmarksbloggen giver ”De forbandede år” seks ud af seks stjerner. For filmen er et gribende, intenst og troværdigt drama, der knuger og kalder på en forløsning – i den fortsættelse, som vi ikke er blevet lovet, men som Danmarksbloggen drømmer om, også fordi filmens slutning ligeså godt kan opleves som en cliffhanger af format.

Cast: Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuter, Gustav Dyekjær Giese, Sara Viktoria Bjerregaard Christensen, Lue Dittmann Støvelbæk, Sylvester Byder, Pernille Højmark, Cyron Melville, Tommy Kenter, Steen Stig Lommer, Paul Hüttel, Peter Schrøder, Anne Marie Helger, Anders Heinrichsen, Julie Agnete Vang, Birthe Neumann, Patricia Schumann, Anna Stokholm, Lars Simonsen, Lisa Carlehed, Benjamin Boe Rasmussen og Jesper Lohmann.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministerens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Danmark har fået en landsmoder. Hun hedder Mette Frederiksen – og er landets anden kvindelige statsminister.

Men Mette Frederiksen er den første, som er en landsmoder i ordets bedste betydning. Og hun er den første statsminister i flere årtier, som kan samle landet om den store fortælling. Det har vi også brug for.

En fortælling, der handler om et Danmark som et land, hvor vi træffer beslutningerne i fællesskab – og hvor vi arver landet fra den generation, som gik forud for os. Hvor vi lærer værdier og traditioner hjemmefra – og hvor det derfor er eksistentielt, at alle danske børn vokser op i tryghed og stabilitet.

Det gør mange danske børn også. Men ikke alle – og dem, som ikke gør, svigtes på den store klinge, fordi der tages mere hensyn til de voksne end til børnene. Det vil Mette Frederiksen lave om på.

Danmark er nemlig et land med velfærd og muligheder, men det skal blive bedre endnu. For endnu er fællesskabet ikke stærkt nok til at alle negative mønstre kan blive brudt. Så Mette Frederiksen anbefaler helt konkret flere tvangsfjernelser, flere bortadoptioner samt at vi dropper berøringsangsten overfor fremmede kulturer.

For nej, det er ikke ok at slå sine børn – uanset hvor man kommer fra. Og ja, piger skal have samme muligheder som drenge.

For vi skal tage hinanden alvorligt – og at forvente noget af hinanden, kræve noget af hinanden er også en form for omsorg.

Præcis som der er brug for omsorgen til ældre – og til det klima, som nu er på den politiske dagsorden i en grad, så Mette Frederiksen talte om det – og ikke nævnte et direkte ord om økonomi og vækst.

Det var ganske forfriskende. For historien om Danmark og danskerne handler om holdninger og mennesker, før den drejer sig om kroner og ører. Om frihed for den enkelte og ansvar for fællesskabet. Om at landet følger folket.

Danmarksbloggen siger BRAVO til Mette Frederiksens første nytårstale.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Det var en forkølet regent, der tog ordet og talte til nationen her for lidt siden. En forkølet og inderlig Dronning Margrethe, der på den ene side talte om miljøet og hele kloden og det rigtige i at tage ansvar – og på den anden om riget Danmark, om rigsfællesskabet – samt om alle de danskere, der bor udenfor landets grænser, men for hvem Danmark er hjerteland.

Alt det satte Dronningen i relation til de store mærkedage, som kommer i 2020: 100-året for Genforeningen, 80-året for besættelsen og 75-året for Befrielsen. Fint og rigtigt – og forventet.

Så det var især den tredje del af nytårstalen og det personlige islæt, som gjorde indtryk.

Da hun talte om den ensomhed, som mange rammes af – både unge og ældre. En ensomhed, som det ifølge Dronningen er svært at tale om. Jeg kunne ikke undgå at tænke på, om hun mon selv føler sig ensom. Prins Henrik er død, og mange jævnaldrende venner er også faldet fra.

Så hvem deler landets regent monstro tanker med? Hvem taler hun med ansigt til ansigt?

For vi er alle mennesker, og vi har alle brug for at tale med nogen, blive bekræftet i at vi betyder noget. At vi er noget værd.

Netop menneskers værdi kom Dronningen også ind på, da hun direkte nævnte den stigende intolerance og undertrykkelse – og specifikt nævnte antisemitismen.

Det glæder Danmarksbloggen. For netop jøderne er udsat for meget had i disse år – og det er i nogle kredse mere end legalt at være imod jøder, hvis man ikke bryder sig om Israels politik.

Men en dansk jøde kan aldrig stå til ansvar for Israels politik. En dansk jøde er ligesom alle andre i Danernes Rige et menneske med ret til at mene og tro det, som vedkommende selv vil.

Så bravo – og stående applauser til Dronningen, fordi hun taler jødernes sag.

Det samme gjorde en af hendes forgængere på tronen Frederik d. 6., da han i 1814 gav jøderne deres frihedsbrev. Dengang var antisemitismen udbredt i hele Europa – men i enevældens Danmark gav Frederik d. 6. jøderne rettigheder, der i det store og hele var som resten af befolkningens.

Margrethe d. 2. af Danmark følger i de fodspor. BRAVO.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glædelig jul – og menneskekærlighed

Udgivet den af
Svar

Så blev det jul igen – eller rettere så BLIVER det jul igen.

For i teologisk forstand starter julen først, når Jesusbarnet bliver født julenat. Men i Danmark har vi fejret jul på forhånd hele december – og også store dele af november med.

Men det er altså først i morgen nat – EFTER julemiddagen er spist, EFTER vi har danset om juletræet og EFTER julegaverne er pakket ud, at det i virkeligheden sker – det som gør, at det bliver jul. Nemlig at Jesusbarnet fødes i en stald i Betlehem.

Det tænker de færreste danskere nok på, mens der spises julemad, synges julesalmer og pakkes julegaver ud – og i virkeligheden betyder det heller ikke så meget. Om noget overhovedet.

Julen handler nemlig om samvær og kærlighed – om varme, om at give plads og rum til hinanden.

Danmarksbloggen kunne derfor godt ønske, at der i virkeligheden var endnu mere jul i menneskesindet – og i Danmark – og det året rundt. Jul på den mentale måde – den med rummeligheden og menneskekærligheden, så vi 24/7 tog hensyn til hinanden, delte med hinanden – og de stærke hjalp de svage.

Og med dette fromme ønske i tankerne vil Danmarksbloggen ønske alle en rigtig glædelig jul – både nu og i morgen nat, hvor englene efter sigende flyver under Himlen. Men også de engle, som man ifølge sagnet kun kan se julenat, hvis man er 100 procent ren og kærlig i sit hjerte.

Undertegnede må derfor også indrømme, at jeg aldrig har set så meget som skyggen af en engel – eller bare fligen af en englevinge nogen julenat – hvis man altså ser bort fra englefigurerne på juletræet.

GLÆDELIG JUL.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nutidens Scrooger er værre end Dickens originale version

Udgivet den af
Svar

Julen nærmer sig med hastige skridt – og det er de færreste, der i hyggens navn orker at tænke på grådigheden i finansverden og dens konsekvenser. Men måske burde vi tænke på lige netop den grådighed nu, hvor vi for alvor er tæt på julen – den tid på året, hvor vi efter sigende er mest gavmilde, mest næstekærlige.

Det gælder så bare ikke finansverden – og alle de mange nutidige og alt for virkelige Scrooger, der året rundt grådigt puger penge sammen i endnu højere grad end Charles Dickens fiktive figur var i stand til.

For Dickens Scrooge kunne kun operere i den del af London, som han fysisk kunne dække.Og det var forsvindende lidt i forhold til nutidens Scrooger, som takket være den moderne teknologi har hele verden som deres legeplads.

En legeplads, hvor der flyder milliarder og atter milliarder af dollars og euros, som havner på hemmelige bankkonti – eller som via kreativ skattetænkning ender helt andre steder end i de offentlige kasser, som de burde.

Og desværre er der åbenbart ingen, som har fundet portalen ind til jule-åndernes univers, så vi kunne hidkalde hjælp derfra. Det kunne ellers være gavnligt for finansfyrster og andre, der sætter penge over mennesker, at få besøg af fortidens, nutidens og fremtidens juleånd – især hvis regnedrengene m/k blev ligeså skræmte og omvendte som Ebenezer blev det.

Det kan man så tvivle på, at de nutidige grådige væsner ville blive. Nutidens Scrooger er noget mere mentalt ufølsomme og hårdføre end Scrooge var det i 1800-tallets London. Så der skal nok hårdere midler til. Midler som vi heldigvis har til rådighed, hvis vi altså tør bruge dem. Midler som lovgivning, skatteinddragelse og kontrolfunktioner …

Og der er ingen vej udenom. Det internationale samfund må finde modeller og metoder til at styre de ustyrlige finansielle kræfter, der hensynsløst og grådigt og på tværs af alle grænser skraber sammen til nogle få individer, som så lever i ufattelig luksus.

Men samtidig med dette vanvid, så går hele lande i den fattige del af verden og velfærdssystemer i den rige del af verden – og klimaet over hele kloden – nedenom og hjem.

Det er så grelt, at selv Scrooge i den gamle version – altså før besøget af juleånderne – ville rotere i graven, hvis han vidste det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julemandens Dag er i dag

Udgivet den af
Svar

I dag er det Julemandens Dag.

Julemanden er så oprindelig hverken en hyggelig hus-nisse eller Coca Colas opfindelse.

Hus-nisserne går derimod langt tilbage – minimum til vikingetiden hvor de var nogle ondskabsfulde ånder, der dog blev sødere med tiden. De blev også mere fysiske, men stadig drilagtige, især hvis ikke de fik risengrød.

Det med nissen, dril og grød vidste man i hvert fald alt om i de danske bondesamfund i 1700- og 1800-tallet.

Og Coca Cola? Ja, deres PR-afdeling tog bare Julemanden til sig, og gav ham deres egen røde farve på. Så det er ren kopiering og tilretning fra dén side. For før Coca-Cola var der ingen, der sagde, at Julemanden skulle være klædt i rødt. Hans kåbe kunne ligeså godt være blå, grøn eller alle mulige andre farver.

For Julemandens rødder skal findes i Tyrkiet, der var et kristent land engang, og hvor en katolsk biskop ved navn Nikolaus omkring år 300 levede så helligt et liv, og hjalp så mange mennesker – deriblandt en masse børn, at han blev helgenkåret som Skt. Nikolaus – eller Skt. Nikolai på dansk.

Han er også stadig helgen for børnene – og sømændene og tyveknægtene og købmændene. Man mente nemlig, at de fire grupper var sådan nogenlunde ens: Umiddelbare og ikke rigtig til at stole på.

I Nederlandene endte Skt. Nikolaus så med at hedde Sinter Klas – og her fejres han stadig i dag d. 6. december, hvor han kommer med gaver til børnene.

I de seneste år er Sinter Klas-traditionen så røget ud i et større stormvejr. For med sig har Sinter Klas Swarte Piet, en sort mand, som deler kul ud til de uartige børn. Men da denne Swarte Piet ofte har været en hvid mand malet sort i ansigtet, så er den del af skikken ikke populær i disse vi-ska-undgå-black-face-tider.

Men Julemanden – hvad enten han hedder Julemanden, Sinter Klas eller Santa Claus – kan alle dog stadig godt lide.

Og børnene skriver ønskesedler til ham og fortæller, at de har været åh, så søde, åh så artige. Og de sætter småkager til ham – især i USA. Men uanset hvad, så tror mange børn, at de får en julegave, når Julemanden drøner rundt i kanen julenat.

Men stop lige én gang: At skulle være på en bestemt måde eller gøre noget bestemt for at få noget af Julemanden, er stik imod i hvert fald Skt. Nikolaus og hans væsen.

For den oprindelige julemand – den katolske helgen Skt. Nikolaus – var kristen, og i kristendommen er vi elskede, som vi er. Vi skal ikke gøre fortjente til noget som helst. Vi er elskede, fordi vi er Guds børn. Allesammen.

Så enkelt er det. Ingen ønskesedler, ingen artighed, intet sort kul. Ikke andet end kærlighed, nåde og barmhjertighed.

Det er helt utroligt – og derfor kun til at tro, som pastor emeritus Mogens Hansen altid sagde det, når han stod på prædikestolen i Vor Frelsers Kirke i København.

God Skt. Nikolaus-dag – hvad enten du holder den i den ene eller anden juleånd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Håndværkerne smed Berlinmuren ud …

Udgivet den af
1

Op til samt på selve dagen, nemlig lørdag d. 9. november, vil det vrimle med historier i medierne fra mennesker, som var i Berlin for 30 år siden.

9. november 1989. Den minderige aften hvor Berlinmuren faldt, den kolde krig sluttede, og Europa blev et andet – også selvom os der kan huske 1989 måske stadig har nogle mentale skel inde i hovedet.

Men historien om Berlinmuren hverken startede eller sluttede dén aften i november 1989. En af Danmarksbloggens læsere, Brian Holmstrøm Nielsen, har i hvert fald sin helt egen oplevelse med Berlinmuren.

Han fortæller:

I påsken 1990 var jeg med en kammerat på tur til Polen. På vejen hjem kørte vi til Berlin. Jeg kan huske, hvordan vi kom fra øst-området – og i vores bevidsthed skulle vi derfra videre til Vest-Berlin. Så vi sad efter gammel vane klar med pas og bilens papirer til når vi kom til grænsen.

Men stor var vores overraskelse, da vi slet ikke kunne få øje på nogen grænse. Så vi stoppede og spurgte nogle berlinere, hvor grænsen var. Så de stod og skraldgrinede af os turister, som sad dér med passene fremme, og ikke havde fattet, at en ny tid var startet.

Skrækken for DDR-vagter, ordnung muss sein-panik og skyderi lå også i os, da vi senere stod henne ved Berlinmuren – og hakkede et stort stykke ud af den. Med en skruetrækker!!! Lige dér hvor Brandenburger Tor ligger.

Men vi gjorde det – og vi fik autentiske stykker Berlinmur med hjem. Det var historiens vingesus. Jeg gemte så murstumpen nede i min kælder, og fortalte flere gange, at jeg havde sådan en minde-skat liggende.

Men så forleden gik jeg ned for at finde den frem. Blot for at opdage, at der havde været en vandskade, og at nogle blikkenslagere havde ryddet kælderrummet, så de kunne komme til. Og da huset, hvor jeg bor, er et gammelt hus, så røg det stykke beton ud sammen med det puds, som blikkenslagerne havde banket ned for at skifte rørene.

Det var øv. Historien røg direkte ud ad vinduet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Halloween skræmmer ikke, men det gør menneskesindet

Udgivet den af
1

Halloween-aften er i aften. Det er altså den aften, hvor vi kan forvente at få besøg af børn klædt ud som hekse, spøgelser, vampyrer, zombier, mumier og andre uhyggelige væsener, mens de med fremstrakte plastic-græskar siger slik eller ballade.

Skikken er relativ ny i Danmark, og er i grunden ret hyggelig – trods uhyggen. Så selvfølgelig skal de kære små, der banker på døren, have lidt slik og et ”uh, hvor er I skræmmende” med på vejen. Så bliver de glade.

Skikken med at klæde sig ud som det onde for på den måde at holde netop det onde fra livet repræsenterer imidlertid noget langt mere dystert og mørkt end slik og udklædte børn, nemlig angsten for det rigtig onde, som vi mennesker altid har haft – og som vi altid har haft travlt med at placere udenfor os selv.

For vi helt almindelige mennesker er jo ikke onde, vel? Vi er gode og rare og vil kun hinanden det bedste.

Men er vi nu ikke onde – bare engang imellem? Har vi ikke alle mørket i os? Kender vi ikke til det fx at fryde os, når noget går galt for andre, især måske for dem vi ikke kan lide? Ja, måske lægger vi endda andre hindringer i vejen? Bagtaler og sladrer om andre? Bevidst planter historier om kollegaer?

Ja, men alt det er jo ingenting sammenlignet med mord og vold og overgreb, siger vi måske så i forsvar for os selv – og nej, den stille skadefryd og den lille sladder og den store løgnehistorie er selvfølgelig slet ikke det samme som at pine og myrde et andet menneske.

MEN følelsen – den negative og selvretfærdige følelse – kommer af det præcis samme mørke. Af den lille hverdags-ondskab, som vi alle har i os.

For vi har – hvad enten vi kan lide det eller ej – i os naturlige anlæg for at kunne dyrke netop det mørke, den hverdags-ondskab. Fordi det udspringer af helt almenmenneskelige grundvilkår som angsten for hvad der skal ske, frygten for det ukendte, ønsket om selv at stige i anseelse og glæden ved magt over andre mennesker.

Undertegnede er derfor heller ikke spor bange for alverdens udklædte skræmme-væsner på en Halloween-aften som i dag. De er blot søde med deres slik-og-ballade-attitude.

Undertegnede er derimod skræmt som ind i Helvede af den ufattelige ondskab, der ligger latent i menneskesindet – og som kan slippes løs, hvis der trykkes på de forkerte knapper. For når først ondskaben får fat i et menneske – eller i en gruppe af mennesker eller måske en hel befolkning – så er der ingen grænser for opfindsomheden, når det handler om at gøre andre ondt, både fysisk og psykisk.

Dét har vi set talrige gange, når folkeslag eller grupperinger har lavet massakrer på andre folkeslag eller grupperinger – og det vil ske igen mange gange, og kan også ske på vores breddegrader.

Ikke at nogen starter med at sige: Lad os udrydde dem. Enhver, der ønsker at skille sig af med en gruppe af andre mennesker, starter med at udnævne den gruppe mennesker til syndebuk, derefter dehumanisere dem – og så er vejen banet til overgreb og massakre.

Lyder det bekendt og som noget, der foregår lige nu – også i vores land? Så er det måske fordi, at det er rigtigt – og at dét ikke kun sker Halloween-aften d. 31. oktober, men året rundt.

Så vi har sandelig grund til at være bange – men ikke kun i dag – og tusind gange mere for det, som vi ser i spejlet end for alverdens hekse, spøgelser, vampyrer, zombier. mumier og andre uhyggelige væsener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk