Bachelor-ministre vil skære i kandidatuddannelserne

Hvad der er godt nok til mig, er også godt nok til andre.

Sådan kunne man godt tro, at regeringen tænker, når den vil skære ét år af kandidatuddannelserne – og tro, at man stadig får samme kvalitet.

Det er det rene vanvid.

Men måske det hænger sammen med, at tre markante – og i denne sammenhæng relevante – ministre aldrig selv har fået taget kandidaten:

  1. Statsminister Mette Frederiksen, som er bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet i 2007. Senere tog hun så en master i Afrikastudier på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. Sådan en master tager et år, og det synes statsministeren så åbenbart er nok til alle andre også.
  2. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil som – trods fem år studier på Københavns Universitet – aldrig fik mere end en bachelorgrad i statskundskab.
  3. Det samme gælder forsknings-og uddannelsesminister Jesper Petersen, som også læste statskundskab på Københavns Universitet. Han blev heller aldrig kandidat.

At regeringen overhovedet kan foreslå at skære et helt år – eller halvdelen af kandidat-tiden fra – viser netop, hvor vigtigt det er med kandidatgraden. For der er noget vitalt, som er gået helt tabt i samfundsforståelsen hos de tre bachelors – undskyld ministre.

Uddannelse og viden er nemlig indenfor alle områder vores vigtigste – og største – råstof.

Så skulle man noget, så skulle man satse massivt og meget mere på uddannelser bredt. For så får vi mange flere kompetencer – indenfor alle områder.

Et samfund med trivsel og vækst er et samfund, hvor der satses på uddannelse. Simpelthen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kulde og mørke forude …

Så kan vi lære det her i Danmark.

Mange brokkede sig under Corona-nedlukningerne: Jeg sidder bare her. Jeg kan ikke komme ud og spise. Jeg vil også til frisør. Og i biffen. Etc, etc.

Der var meget, som de forkælede og forvænte brokkede sig over at måtte undvære for en kort tid.

Men alle havde rindende vand.

Alle havde mad nok.

Alle havde lys.

Alle kunne få varme.

Alle de basale behov VAR med andre ord dækket – og til normale priser vel og mærke.

Sådan er det ikke i den kommende vinter. Tværtimod.

Alt koster allerede mange gange mere end normalt. Og der kan – lige om lidt – blive mangel på både det ene og andet. Fx strøm. Der tales allerede om daglige brown-outs, altså planlagte daglige perioder uden strøm.

Det er også skræmmende realistisk, at nogle danskere havner i samme situation som en del englændere, der i flere uger har sagt HEAT OR EAT. Altså at der skal vælges mellem, om man vil have varme eller mad.

Hver fjerde englænder vil således ikke tænde for varmen i den kommende vinter. Der er ingen tal på, hvor mange danskere, der på samme måde satser på at stå vinteren igennem i en iskold bolig.

Så: Aldrig har vinteren været mere skræmmende end nu.

Og det kunne være sundt for os og vores forvænthed og forkælelse med sådan et par hårde måneder eller fem med lidt mørke, kulde og mangel på enkelte fødevarer.

Hvis altså ikke lige det er fordi, at det som altid er de svageste, der kommer til at betale den højeste pris.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine, krig og vinter

For et halvt år siden var vi alle i chok:

RUSLAND HAVDE INVADERET UKRAINE

Så fulgte nogle uger med Slava Ukraini og den slags solidaritets-erklæringer. Alt imens kom mange ukrainske flygtninge til Vesten, hvor de – helt ekstraordinært – blev taget godt imod.

Imens fortsatte krigen i Ukraine, hvor ukrainerne bed dygtigt fra sig – hjulpet på vej af uanede mængder våben fra Vesten, især NATO.

Det handlede – og handler om – friheden, ikke kun i Ukraine, men også i resten af Vesten. Det globale spil om magten tager nemlig endnu en runde i disse år, og vi er med her i Danmark.

Krigen i Ukraine er også – selvom vi ikke hører meget til den her i sommervarmen – stadig i fuld gang – og intet tyder på, at den slutter lige foreløbig. For nok har Rusland lidt tab, men lige om lidt bliver det vinter, og dét kan ændre situationen fuldstændig.

For Rusland har stadig dén gas, som Europa er afhængig af – og Putin vil ikke tøve med at dreje på hanen. Dét ved alle.

Uroen rumler derfor også i et Europa, som lige nu lider under hedebølgerne, men som om få uger vil fryse, når der ikke er energi nok til hverken varme i husene eller produktion i industrien.

Det vil skabe endnu mere inflation, arbejdsløshed og stigende ulighed – og give endnu mere af den sociale uro, som der i forvejen er rigeligt af i Europa.

Så tingene ser ganske sorte ud her på Ukraines nationaldag – og vi i Danmark kommer ikke til at kunne gå udenom, selvom vi har en tendens til at tro, at storpolitiske konsekvenser ikke kan ramme os.

Men det kan de, og det vil de.

Så sig goddag til en vinter med kulde, mørke, mangel på varer og andre ting, som det kan være svært for de forkælede danskere at leve med og i. Men vi har ikke noget valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PRIDE: En forpligtelse

Danmarksbloggen havde indtil i år ikke misset en eneste Pride.

En eller flere gange i løbet af Pride-ugen kunne man være stensikker på, at undertegnede var at finde på Pride Square eller nogen af de andre steder, hvor regnbuen holdes i hævd.

MEN i år har Corona sat en stopper for det. I år hedder det feber og isolation fremfor regnbuer.

Så ingen reportager, ingen personlige historier, ingenting.

Eller jo. En vigtig opfordring til de af os, der som undertegnede er ciskønnede og heteroseksuelle, og derfor tilhører det kæmpestore flertal:

LAD OS TAGE VARE PÅ MINDRETALLENE, BESKYTTE DEM, STÅ OP FOR DEM OG TALE DERES SAG

Vi er de fleste, og derfor har vi også et særligt ansvar, en særlig forpligtelse. For i modsætning til mange LBGTQI+ – personer, så skal vi aldrig forklare os, aldrig forsvare os, og vi bliver aldrig fordømt – eller fysisk forulempet, bare fordi vi er dem, som vi er.

Det gør mange LGBTQI+ – personer til gengæld, og det er totalt uacceptabelt.

Vi skal alle være her – som vi er.

Derfor skal vi også passe på hinanden – og vi skal særligt passe på dem, som angribes af indskrænkede mennesker, som mener, at de kan dømme og endda forfølge dem, som ikke passer ned i en klaustrofobisk firkantet cis- og heteroseksuel forståelse af verden.

For verden er så meget mere, og mennesker fås i så mange varianter. En hel regnbue – og så lidt til.

Så åbn øjnene og se: Verden er stor og smuk og skøn – og der findes et hav af kønsopfattelser og af seksualiteter. Og med en smule rummelighed kunne livet være så såre dejligt for os alle sammen.

God Pride.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørketallet som camouflage

Undertegnede har fået Corona.

Jeg har været syg siden i mandags, og tog så en hjemmetest i dag onsdag. Den positive streg kom hurtigere end test-væsken nåede op til control-stregen.

Så jeg har definitivt Corona.

Men det er ikke det interessante. Det interessante – og skræmmende – er, at vi er rigtig mange, som har Corona uden at tælle med i de officielle statistikker.

Pt. er antallet af nye Corona-positive 1656.

Men det tal er kun målt blandt PCR-prøverne, og dem skal kun få have foretaget: Gamle, gravide og dem med risiko for et alvorligt sygdomsforløb.

Alle vi andre – og det er trods alt den langt overvejende majoritet af befolkningen – skal tage en selvtest, blive i sengen og vente på, at det damper over.

Og det er også helt fint i forhold til den enkelte.

MEN det er ikke ok i forhold til

  1. Hvor stor pandemien reelt er i Danmark. For det ved vi ikke med sådan et mørketal, som lige så godt kan være 2.000 flere smittede fra i går til i dag – som 20.000.
  2. Vi kan derfor så let som ingenting risikere, at det hele løber os af hænde igen … det stigende antal døde og smittede på plejehjemmene kunne tyde på, at vi allerede er dér.
  3. Ja, Danmarksbloggen er endda bekendt med, at man flere steder i pleje- og pasningssektoren sender smittede på arbejde med masker, hvis de ansatte kun har få symptomer.

Det ser sort ud, her mens sommeren går på hæld, og smitten stiger – og vi gør intet for at forhindre den katastrofe, som venter. For vi følger Tegnells opskrift: Holde hele samfundet åbent, lukke øjnene og ikke teste, mens man håber på det bedste.

I Sverige førte dén cocktail til en massiv overdødelighed i 2020. Det kan det også i Danmark i 2022. For her bruger vi mørketallet som camouflage.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gentleman i gult

Det er en gentleman i gult, der senere i dag søndag d. 24. juli 2022 skal hyldes i Paris som vinder af Tour de France.

En dansk cykelrytter af højeste karat. Den beskedne Jonas Vingegaard, som til gengæld er en sportsmand af det største format. En hædersmand. Dét har Vingegaard vist ved mange lejligheder.

Som da han på lørdagens enkeltstart satte tempoet ned, så holdkammeraten og hans trofaste væbner van Aert kunne vinde etapen. En gestus, der fik den ellers så hårdkogte van Aert til at bryde sammen i tårer.

Og da Vingegaard på torsdagens bjergetape til Hautacam ventede på rivalen Pogacar, der var styrtet på nedkørslen. Vingegaard kunne – som nogen af hans forgængere – bare være kørt og taget ekstra tid.

”Men sådan én vil jeg ikke være,” sagde Vingegaard, da han kom i mål.

Det er han heller ikke – og det er rivalen Pogacar heller ikke. Pogacar stak også næven frem dén dag, og sagde tak til Vingegaard – og tillykke med sejren.

Det vil Pogacar, som ellers har vundet Touren i 2020 og 2021, også gøre i Paris.

Et tillykke og au revoir.

For de to – danske Vingegaard og slovenske Pogacar – kommer til at mødes i mange dyster på de franske bjerge i de kommende år. Det bliver mere end spændende at følge med i.

Lad os håbe på flere danske sejre – men også huske at hylde Pogacar, hvis han napper den gule trøje igen.

For der er tale om to store mestre – to gentlemen, som begge fortjener at være i gult.

I år blev det så et dansk gult – og det er såre dejligt. Ja, det er den bedste slutning på eventyret om Touren på besøg i Danmark.

Et eventyr som får en tilføjelse, når København på onsdag igen skal farves i gult, mens hele Danmark hylder Tour de France-vinderen 2022 Jonas Vingegaard.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Perspektiver søges …

Så ser man på TV en familie med far, mor og to drenge på cirka 6 og 12 år. De står ude i lufthavnen, og skulle efter planen flyve med SAS til en græsk ø. Det kan de så ikke nu. For SAS går i strejke.

Det er selvfølgelig trist at miste en ferie eller noget andet, som man har glædet til.

Vi har alle prøvet det. En fest, en ferie, et højskoleophold, en koncert – som bare ikke blev til noget for vores vedkommende – og uden at det var vores ”skyld”.

Men guess what: Livet går videre – og vi kommer til at opleve andre ferier, fester, koncerter og alt det andet.

For så er det ikke værre at blive ”snydt for en slikkepind,” som man havde set frem til.

Det er nemlig i det store perspektiv ren luksus, ren forkælelse at tro, at man altid kan få det, som man vil. At man aldrig skal vente på noget, blive nægtet noget – eller på anden måde må se noget gå ens næse forbi.

Men der er mange danskere, som er vældig forkælede, og forventer alle behov opfyldt asap. Det så vi under pandemien, hvor folk ikke kunne klare sig uden at kunne gå ud og spise for eksempel. Og vi ser det nu igen med en aflyst ferie.

Ja, familien i TV-reportagen var så kede af det, at de græd!!! For de trængte virkelig til dén ferie, mente de. Så de stod og lignede nogen, der havde mistet det dyrebareste, som de havde.

—————-

Men det har dén familie ikke. Det har de pårørende til ofrene i Fields derimod.

For i dag – hvor hele landet græder over dem, der døde i Fields i går og deres efterladte – bliver tårerne over en tabt ferie bare endnu mere groteske end normalt.

Midt i deres selvoptagede jammer burde den over-sig-selv-og-den-tabte-ferie-grædende-familie tænke på, at der er to familier, som har mistet hhv. en 17-årig datter/søster/barnebarn og en 17-årig søn/bror/barnebarn. Samt at der er en familie, som har mistet en mand/far/måske søn.

Og at der er stadig mennesker, som kæmper for deres liv.

Her skal tårerne lægges. Ja, her kan man ikke lade være med at græde.

For der er mennesker, som ikke er her i dag – fordi en mand med et våben mente, at han havde ret til at fratage dem livet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SAMMEN

Danmark og danskerne var helt oppe og køre.
Tre dages gul og rød-hvid-prikket Tour-fest i jubel, ja eufori med glade mennesker overalt i vores lille land.

Det var som et eventyr og næsten ikke til at forstå – men vi levede i dét, og hvor var vi stolte over os selv og vores land – og glade, rigtig glade.

Og så faldt skuddene i Fields … flere dræbte, flere sårede – og en 22-årig dansk mand er nu anholdt. Men måske er der flere gerningsmænd. Politiet er stadig i gang – og det samme er lægerne – med at redde liv.

——————

Så blev der sort omkring os.

Så viste hadet og mørket sit grimme ansigt igen – som det har gjort så mange gange i den vestlige verden i de sidste par årtier.

Et had, der har forskellige årsager – men hvor resultatet altid er det samme: At uskyldige mennesker fratages deres liv med fuldt overlæg.

Det skete også i Fields her i aften.

Smilene forstummede, ansigterne blev stive, og tårerne ligger kolde og tunge i øjenkrogen.

Gru og sorg.

Så er det NU, at vi danskere skal ranke ryggen og stå sammen. For kun ved insistere på medmenneskelighed og kærlighed kan mørket og ondskaben besejres.

SAMMEN klarer vi det her. I FÆLLESSKAB OG KÆRLIGHED. SAMMEN.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tour de France = Folkefest

Det er nok ikke gået nogens næse forbi: Verdens med længder største cykelløb og en af de største sportsbegivenheder overhovedet Tour de France kører de første tre etaper af årets Tour-udgave i Danmark – på fredag, lørdag og søndag.

Danmarksbloggen har også planer om at bevæge sig ud og se et par etaper. Lidt af enkeltstarten og lidt af en af de to andre etaper.

Det sker mod bedre vidende – forstået på den måde, at man som tilskuer på ruten jo faktisk ingenting ser udover de 30 sekunder, mens feltet suser forbi. Wusj, dér kom de. Var det det? Svaret er ja.

Det går så stærkt, og man skal næppe forvente at kunne stå stort set alene, som undertegnede gjorde det, da jeg under VM i Danmark i 2011 så mange ryttere – også guldvinderen, tyskeren Tony Martin kaldet Panzerwagen – suse gennem Børsgade i København på enkeltstarten.

Eller som i går, da jeg på Rådhuspladsen i København rendte ind i den franske top-cykelrytter Thibaut Pinot, som har vundet mange store cykelløb – deriblandt flere etaper i Touren, blandt andet en legendarisk Tourmalet-etape (Tourmalet er et af de helt store bjerge at vinde på, red.)

Man kan selvfølgelig også være heldig og gafle lidt til sig fra Tourens berømte reklamekaravane, når man står dér og venter på rytterne, og den kommer forbi. Eller dér kan været et udbrud, så man ser både rytterne i udbruddet og så lidt senere det jagtende felt.

Men generelt ser man etaperne meget bedre i fjernsynet. Der ser man dem også godt. Især fordi folkene bag Touren laver de i særklasse bedste og mest professionelle billeder af et cykelløb.

Men så er der det med stemningen. Euforien, glæden og det at være fælles om noget. Det sidste kan mennesker godt lide. Derfor kommer mange – også undertegnede – til at stå langs ruterne til det, der uden tvivl bliver en folkefest i gult, røde prikker, grønt og hvidt (farverne på Tourens fire trøjer, red.)

Tour de France i Danmark var blevet en folkefest under alle omstændigheder. Men efter to somre med Corona-restriktioner er der lagt ekstra i den gule Tour-kakkelovn. Så ja, dér bliver liv og glade dage overalt – og mange mennesker forsamlede for at se verdens bedste cykelryttere køre på de danske veje.

Ingen ønsker derfor at høre følgende:

  1. At det er en fest, som vi selv betaler for – og at regningen er skyhøj: 180 millioner kroner plus det løse.
  2. At det er en fest, som vil øge Corona-smitten, som det skete i London, da de tidligere på måneden fejrede Dronning Elizabeth d. 2.´s Platin-jubilæum (Ok, cykelløbet bliver hjulpet godt på vej i smittespredningen af Roskilde-Festivalen og andre samlinger).
  3. At det skaber kaos for sygehuse og andre vigtige samfundsfunktioner, fordi vejene er afspærrede i timevis, ja nogle endda i dagevis.
  4. At det måske bliver den sidste store folkefest i lang tid, fordi såvel krigen som den store økonomiske nedtur for både samfund og den enkelte rykker hastigt nærmere.

Men alt det ønsker ingen at tale om.

For skal dér være cykelfest, så lad dér være cykelfest.

VIVE LE TOUR … åbenbart.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den magiske sommer – eller dødens sommer?

At sommertiden er magisk, ved de fleste.

Men at sommeren også har magiske evner i forhold til Coronaen, er dog noget af en nyhed.

For det må sommeren jo have. Hvordan kan man ellers forklare:

  1. At vi har stigende smitte med Omikron – ligesom i vinters, hvor vi lukkede ned, men denne gang lukker vi ikke ned?
  2. At vi ikke skal vaccineres før til efteråret – pånær få sårbare grupper?

For man må jo formode, at den nye Omikron-variant BA.5. giver det samme antal syge, indlagte, på intensiv, i koma og døde, som i vinters – ja, formentlig flere, fordi:

  1. Den nye variant er mere smitsom
  2. Vi vælger ikke at lukke ned
  3. I vinters var vi lige blevet vaccineret – det er vi ikke nu, så vi har ikke meget flokimmunitet mere

Men nu skal vi først nyde sommeren, sagde statsministeren for lidt siden til det første Corona-pressemøde siden i vinters.

Danmarksbloggen ved godt, hvem der kommer til at nyde sommeren max: Corona-virussen. For den får hidtil usete muligheder for at sprede sig og smitte i den kommende sommertid.

Gad vide, hvor mange danskere, der ikke får lov til at se sommer blive til høst – fordi det store flertal skal have en sommer med max fest, kram og kys?

For den magiske sommer kan nemt blive en dødens sommer for mange …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk