Man skal spise og drikke

Inger Støjberg snakker om ramadan, og om at muslimerne skal holde ferie, hvis de overholder ramadanens faste-krav, for det er åbenbart meget vigtigt, at medarbejderne på de danske arbejdspladser kan spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

Danmarksbloggen kunne ikke være mere enig i …  at det er vigtigt at give medarbejderne mulighed for at spise og drikke.

Derfor undrer det også Danmarksbloggen, at Inger Støjberg kan blive i en regering, der i dén grad har skåret ned på de offentlige ansattes muligheder for at spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

For mange steder i Danmark må de ansatte ikke alene løbe rundt konstant for at prøve at nå det hele, men de når hverken at få vådt eller tørt i løbet af de mange timers lange vagter. Og her taler vi om en praksis, der ikke kun foregår én måned om året – men i samtlige 12 måneder.

Danmarksbloggen tænker derfor, at det er rigtig godt, hvis vi får fokus på SAMTLIGE medarbejderes muligheder for at få tid til at spise og drikke – og ja, også til at få hvilet ordentlig ud mellem strabadserne.

Nu var det så måske ikke lige det, der var Støjbergs ærinde – men sådan er det jo: Når man bruger en finger til at pege på en specifik gruppe, og de andre fingre peger rakt tilbage mod én selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og …. og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker. Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler selv indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ønsker Venstre at tabe næste valg?

Venstre – eller rettere Løkke har genindført Eva Kjer, valgt en udefra som forsknings- og uddannelsesminister (Tommy Ahlers), og nu er en ret ny parlamentarisk person udpeget som politisk ordfører, nemlig Britt Bager.

Britt Bager – hvem er hun? Ja, hun har arbejdet som stewardesse i mange år, men blev også cand.jur, inden hun i 2009 begyndte at arbejde som politisk konsulent for Venstre på Christiansborg, og fra 2013 i Skatteministeriet. Hun blev så valgt ind på folketinget for Venstre ved det sidste valg i 2015, og har altså siddet i folketinget i næsten tre år – og nu skal hun så tegne regeringspartiet op til næste folketingsvalg, der skal finde sted senest i sommeren 2019.

Det er absurd at tro, at hun kan gå i Jacob Elleman Jensens fodspor som politisk ordfører. Så det, som springer i øjnene som meget mærkeligt, er, at Venstres hold er markant svagere i dag end i går.

For nok er Lunde Larsen væk, men det er stemmeslugerne Søren Pind og Søren Gade også – og til gengæld har man fået tre nye siddende ænder, som slet ikke har samme appel, hverken i befolkningen eller på Christiansborg:

Kjer, som de konservative ikke kan lide – og som var tæt på at være årsagen til, at regeringen blev væltet. Ahlers, som er ligeså uvant med livet i et ministerium som Thyra Frank, om end han er noget dygtigere sådan generelt. Og så nu Britt Bager, som forventes at vide alt om regeringen og dens politik, og hele tiden være klar til at forsvare den. Men som – hvis man ser gamle klip med hende – slet ikke har samme retoriske evner som hendes forgænger. Tværtimod har hun det med at blive personlig fornærmet, hvis nogen taler hende imod – en dårlig evne som politiker.

Så ønsker Løkke at tabe? Det siges, at det var ham, der trumfede valget af Bager igennem – og det var i hvert fald ham som statsminister, der suverænt valgte de tre nye ministre. Danmarksbloggen er mystificeret. For Løkke har livet igennem været kendt som manden med superlimen, uanset hvor han sad.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tre nye venstre-ministre

Venstreløver er et begreb, som får ny betydning nu.

For meget overraskende er en af iværksætterne fra DR-programmet ”Løvens hule” Tommy Ahlers blevet forsknings- og uddannelsesminister efter Søren Pind, der forlader dansk politik.

De andre nye er: Jacob Elleman Jensen, der bliver minister for miljø og fødevarer, mens Eva Kjer Hansen bliver minister for fiskeri, ligestilling, nordisk samarbejde.

De afløser henholdsvis Esben Lunde Larsen og Karen Ellemann Jensen.

Den første ryger nok ned til de meniges række, mens Karen Elleman Jensen spås at blive ny gruppeformand, da Søren Gade også går nu – eller ny politisk ordfører efter sin bror Jacob Ellemann Jensen, der jo skal være minister.

Tja, hvor meget løvebrøl er der så over det her?

Der er i hvert fald en ny han i flokken – en han, der ingen erfaring har med politik, men masser med iværksætteri. Men der er stor forskel på de to verdner, og som Danmarksbloggen ser det, så vil en Tommy Ahlers hurtigt kede sig og finde den politiske proces både alt for langsom og alt for omstændig. Men sådan er demokrati – det tager tid og er kompromisernes kunst – og har ikke det fokus på bundlinien, som en Ahlers er vant til. Og ja, han har siddet i et råd (Disruptionrådet) nedsat af Løkke – om netop iværksætteri – men at give gode råd er ikke det samme som at være med i den demokratiske proces.

De to andre? Tja, Eva Kjer Hansen har været minister i flere omgange, og er kendt som en fortaler for alt det konventionelle, så det er gammel vin på nye flasker. En vin som de konservative ikke havde tillid til – gad vide, om de har fået det nu? Jacob Elleman Jensen har været en skarp politisk ordfører, men nu kommer han hen på det, der kan blive øretævernes holdeplads … men som også kan blive en afsæt til en større post i partiet, for så har han trods alt været minister.

Det kan altså konkluderes, at der stadig er godt gang i positionskampen i Venstre, også fordi der skal findes ny gruppeformand og ny politisk ordfører.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1. maj: Største overskud siden vikingetiden – alle skal med

I Danmark bliver der ikke revolution, når det regner. Men det bliver dog 1. maj, selvom det blæser. Dog vil der nok kommer lidt færre i Fælledparken i år, selvom der er mange, der er utilfredse med OK18, og folk udenfor Forligsinstitutionen lovede hinanden at mødes netop dér igen i dag 1. maj.

Men som sagt – vejret er dårligt, så mange vælger nok at blive hjemme, lyder Danmarksbloggens forudsigelse.

Danmarksbloggen kan selvfølgelig tage fejl. Der er også stadig meget at kæmpe for – både i den private og den offentlige sektor, hvor det såkaldte nødberedskab er blevet hverdag.

Men ordentlige rammer til dem, der er i arbejde, er ikke det eneste, der er værd at gå på barrikaderne for.

For vi skal også huske dem, der står udenfor arbejdsmarkedet. Vi har pt. et betalingsbalanceoverskud, der ikke har været større siden vikingetiden, men alligevel lever store grupper i det danske samfund i fattigdom.

Og ja, fjernelsen af fattigdommen er også en sag for arbejdsmarkedets parter, dog måske især arbejdsgiverne, da det er dem, der ejer produktionsmidlerne og har retten til at lede og fordele arbejdet.

Men den ret følger nemlig også en pligt til at hjælpe – en pligt til at skaffe danske jobs – og dét er mere end rigeligt at holde 1. maj på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

OK18-vinderen er fundet

Så er OK18-mesterskaberne forbi, og Danmarksbloggen vil gerne kåre den ultimative sejrherre, vinderen af OK18-guldmedaljen, nemlig:

FLEMMING WINTHER, der forhandlede for lønmodtagerne i staten.

Han havde overblikket og modet til at vente – og så slog han til, og sikrede ikke kun lønnen, men også den betalte spisepause. Det var eminent gjort.

Men der skal også uddeles sølvmedaljer, og de går til begge sider i regionerne, som formåede at holde sig udenfor det meste af det store mediecirkus, der har hersket i de seneste uger, ja måneder – for i stedet at forhandle seriøst og målbevidst.

Og så er der bronzemedaljen, som går til Sophie Løhde, som kom ud af det her uden de alt for store skrammer på næsen, selvom hun langtfra fik det, som hun (og Løkke) ville have, nemlig en konflikt som Venstre kunne bruge som valgflæsk.

Herefter følger så udenfor medaljerne Michael Ziegler, der hverken vandt eller tabte, fulgt af Dennis Kristensen fra FOA, der brød musketér-eden – og så kommer Anders Bondo på sidstepladsen.

For nok fik lærerne en lønstigning, men de fik hverken betalt spisepause eller en aftale om deres arbejdstid. Der er lagt i kakkelovnen til OK21.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så røg musketér-eden

Én for alle og alle for én – men ikke længere.

Alt og alle er til salg, siger den kyniske. Og den kyniske fik så ret mht. OK18. Den såkaldte musketér-ed, en løsning for alle, holdt ikke længere end til engang i nat. For nu er der, som de fleste nok ved, indgået en delaftale.

En aftale, der blandt andet giver FOA´s medlemmer en lønstigning på over 8 procent på tre år og sikrer en ligelig lønudvikling med det private arbejdsmarked. Det kan Danmarksbloggen godt forstå, at man siger ja til – især når man som FOA´s medlemmer tilhører nogle af de grupper, der tjener mindst i Danmark.

Så det er fint nok – og nu skal vi så videre.

For hvor der er stor sympati for sygeplejersken og SOSU´en, så er det Danmarksbloggens opfattelse, at de færreste danskere vil bakke op om DJØF´ernes spisepause. Æggehovedernes luksusproblemer vil overskriften på dén problemstilling nemt blive. Danmarksbloggen ser så lidt mere nuanceret på den del.

Men Danmarksbloggen noterer sig også, at tiden nu er inde til at vende fokus på dem, som er udenfor arbejdsmarkedet, altså de arbejdsløse, de hjemløse, dem på kontanthjælp og alle andre grupper, som lever udsat og uden fagforbund til at beskytte sig.

Dem er der ingen, der har svoret en musketér-ed, men de har mere end nogen andre brug for det, for de har ikke fået del i opsvinget. Tværtimod bliver de allersvageste udsultet yderligere. Og det er skade, hvis vi skal blive et helt og sammenhængende samfund igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

OK18: Det handler (ikke kun) om mad

Når man lytter på vandrørene, både de officielle og de uofficielle, så tegner der sig et klart billede af situationen til OK18 lige nu: Kommunerne og regionerne er helt klar – det samme er alt omkring løn og arbejdstid, også lærernes.

MEN der er stadig en prop og en knast, som spærrer – og det er den betalte spisepause, og her er det især i staten, at problemet findes. Dels fordi mange statsansatte i dag IKKE har en betalt spisepause som en del af deres overenskomst, men spisepausen har ikke desto mindre været kutyme siden 1921.

Og nu vil de statsansatte altså have skrevet den ind i overenskomsten, og det kan virke som meget lidt. Herregud, en betalt spisepause. Men det er faktisk alvorligt.

For hvis staten – som er repræsenteret af Sophie Løhde – er parate til at fratage lønmodtagerne én ting, som der er vundet hævd på, hvad bliver så det næste, som Løhde og Venstre-regeringen kaster sig over? Så det er godt, at Flemming Winther og de andre lønmodtager-forhandlere er vågne.

For OK18 handler – for Løhde – ikke kun om overenskomster. Der handler også om værdipolitik og om at svække lønmodtagerne så meget som muligt. Staten sidder nemlig med med alle forhandlingsborde – om ikke andet så i ånden.

Det er også derfor, at der er pause nu indtil kl.14. Løhde skal nemlig officielt regne på det hele, men uofficielt tale med Løkke og de andre topfolk i Venstre. For hvad gavner Venstre bedst i den kommende valgkamp? Konflikt eller forlig? Dén vurdering alene vil nemlig bestemme, om Danmark skal ud i en historisk storkonflikt på arbejdsmarkedet.

Det kan syntes bizart således at lade et enkelt politisk partis muligheder for at beholde magten være den afgørende faktor for et helt samfunds trivsel – og det er også absurd, men omvendt er det typisk Lars Løkke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor er fronten i storkonflikten?

Som så mange andre i dette land følger Danmarksbloggen med spænding OK18.

Ikke kun fordi det er en af de vigtigste arbejdskampe overhovedet – eller fordi det handler om at offentligt ansatte skal mødes med samme respekt som privatansatte.

Men også fordi man i de seneste dage har kunnet spørge sig selv om, hvor fronten i den truende storkonflikt reelt befinder sig?

For er fronten konstant mellem arbejdsgivere og lønmodtagere? Eller ligger fronten OGSÅ et andet sted, nemlig mellem en regering, der hellere end gerne vil lave et indgreb og så alle andre, også KL og regionerne?

For nok er fx KL´s hovedforhandler borgmester Michael Ziegler konservativ, men på mange områder har både kommuner og regioner flere interesserer tilfælles med arbejdstagerne end de har med regeringen, der med Sophie Løhde i spidsen tegner staten i forhandlingerne.

Så ligger fronten altid mellem arbejdsgivere og arbjedstagere? Danmarksbloggen tvivler, og tænker, at et gennembrud i forhandlingerne hos kommunerne og regionerne vil kunne tvinge staten – dvs. Sophie Løhde – til at indgå en aftale, som hun måske ikke har lyst til, men kan blive nødt til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påsken er aflyst – Jesus grav er fundet

Ja, det er jo aldrig sjovt at have taget fejl – og gad vide, hvad landets præster skal prædike om fra landets prædikestole senere i dag, hvor de ellers traditionelt taler om Jesus genopstandelse her påskedag.

Men nu forlyder det fra Jerusalem, at man i forbindelse med nye israelske bosættelser har fundet Jesus grav.

For i den nyligt opdagede grav lidt udenfor Jerusalem ligger en mand i 30´erne, der ikke alene er blevet korsfæstet, men også på sine ribben har spor, der kan tyde på, at han fik en spids genstand stukket ind i siden. Og iflg. evangelierne fik Jesus netop stukket et spyd ind, mens han hang på på korset. Effekter som en tornekrone og et skilt, hvorpå der står ”Jødernes Konge” lå også i graven.

Så det må formodes at være Jesus jordiske rester, som er fundet, hvilket naturligvis er et stort problem for kristne kirker over hele verden, også folkekirken: For hvis ikke Jesus genopstod fra de døde, hvad så?

Kan kristendommen overhovedet eksistere uden genopstandelsen? Skal vi til at være jøder? Asa-troende? Tiden vil vise det – måske også senere i dag, påskedag d. 1. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk