Dårlig Aarhus-historie: Festugen bliver – åbenbart – til noget

Det burde være en dårlig Aarhus-historie, men den er god nok. Aarhus holder fast i at afholde deres festuge fra d. 28. august og en uges tid frem …

Festugens motto er også In it together – og det er Aarhus: Altså fælles om et stort smitteudbrud af COVID-19. Og nu vil de ansvarlige åbenbart sørge for, at alle beboere i Aarhus – plus besøgende – kan få del i sygdommen. For kommunens politikere insisterer på, at festugen skal finde sted.

Ord som galimatias, vanvid, helt ude i hampen, mangel på samfundssind, mangel på integritet, tåbeligt, hul i hovedet, absurd, dumt, ingen respekt for menneskeliv, skingrende sindssygt og andet af samme skuffe trænger sig på.

For det er en direkte hån mod de svage, de gamle og resten af Danmark at holde fast i en uges byfest i en tid, hvor smitten spredes med en fart, der nærmer sig, dengang det var værst tilbage i marts måned.

Vi er – som det nok er gået op for de fleste – på vej ind i et efterår med mere smitte, mere brug af mundbind og en endeløs venten på vaccine. Og i Aarhus taler de om at holde en byfest, der kan sætte rekordfart i den forvejen meget store smittespredning i landets største provinsby. For slet ikke at tale om muligheden for at sprede smitten til andre dele af landet.

Vi er også sociale mennesker, som har behov for at være ude og i dialog og kontakt med hinanden, lyder de lokale politikeres begrundelse til TV2 for, hvorfor det er i orden at afholde en festuge, der samler omkring 500.000 mennesker.

Ja, voksne og ansvarlige er de i hvert fald ikke i Aarhus – og dét gælder alle etniciteter og religioner, må Danmarksbloggen konkludere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Giv Danmark sommeren 2020

Danmarksbloggen vil gerne ønske alle en rigtig god sommer – med ønsket om at udvise samfundssind og blive hjemme i Danmark, selvom der er åbent op til flere lande.

Ved at blive hjemme i Danmark i sommeren 2020 sikres:

  • At man IKKE er med til at bringe mere smitte hjem til Danmark – med de konsekvenser som det kan have af flere syge og flere døde – og en nedlukning af dele af eller hele samfundet, som ellers var genåbnet
  • At man derimod er med til at støtte danske virksomheder ved at lægge pengene i Danmark, hvad enten man rejser på ferie i vores skønne land – eller bliver hjemme-hjemme.

Undertegnede bliver hjemme, og vil bruge de kommende uger på besøg på museer og andre kulturelle steder, spise jordbær, hindbær og andre dejlige sommerbær – samt svømme så meget som muligt.

Ja, nyde den dejlige, danske sommer – uanset vejret – og måske møde en svane eller to – og sker det, så kan jeg jo synge svanesangen, hvor de to sidste vers lyder:

Jeg selv blir her i Danmark,
i sol og så i regn,
for denne sommer bliver,
én bag et grænsehegn

Så flyv I store fugle,
flyv over sorte skyr,
og kom en dag igen hjem,
med gode eventyr

Se hele sangen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11189

For selvfølgelig skal vi rejse ud igen og møde eventyret og alle de andre beboere på denne klode – men vent til 2021.

Giv Danmark denne ene sommer. Vis samfundssind og blev hjemme i sommeren 2020.

GOD SOMMER.

Danmarksbloggen vender tilbage til august – medmindre der sker noget helt vildt. Det kan man generelt aldrig vide, men slet ikke i denne tid, dette Herrens år 2020.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Studenterne 2020

De første studenter kom i går – og i dag kommer de næste – og så er det de sidstes tur i morgen. Det er altid sådan en glæde at se dem gå med deres fine huer på gaden og stråle – også senere på ugen, når de skal ud og køre studenterkørsel.

Men i år bliver det en særlig glæde. For ja, de fik lov. De er også i smittegruppe med hinanden i forvejen, så det var kun ret og rimeligt at give dem lov. Der er også så meget andet, som de ikke fik: De almindelige eksamener (som de måske godt kunne klare sig uden). Men også sidste skoledag, huefest, morgenmad med lærerne, lokale traditioner og for nogle også gallafesterne i foråret fik denne specielle årgang ikke.

Så det er en kæmpe-glæde at vide, at de skal ud og køre og fejres med fuld honnør her senere på ugen.

Undertegnede vil i hvert fald vinke til ALLE de studentervogne, som jeg ser. For når vi kan genåbne butikscentre, cafeer, restauranter og forlystelsesparker, ja sågar invitere udlændinge ind i Danmark igen, så manglede det bare andet end at give de 50.000 danske unge, som får huen på i år, lov til at nyde denne helt særlige dag i deres liv.

Ja, som en klog kvinde, jeg kender, siger det: Studenterne burde faktisk have en billet til Roskilde-festivalen eller anden festival, et højskoleophold og en interrail-billet som studentergave af den danske stat.

Ja, hvorfor ikke? Der er givet hjælpepakker til så meget – men ikke til studenterne, som uden at brokke sig gik i karantæne, og som for langt de flestes vedkommende blev hjemme og holdt afstand og passede deres skole, da det var værst – og som sidenhen fortsat har forstået at holde afstand og passet deres ting. De er en formidabel generation med et samfundssind, som mange såkaldte voksne kunne lære af.

HJERTELIG TILLYKKE til årets studenter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark kopierer den svenske model

Sverige har altid yndet at kalde sig selv for humanismens stormagt. Det lød også godt. Engang. For som det eneste land i Europa valgte Sverige trods Corona-virussens fremmarch at fortsætte samfundslivet næsten som normalt, da pandemien ramte. Ja, svenskerne veg ikke fra den fastlagte kurs med det åbne samfund, selvom Sverige allerede tidligt i pandemien havde mange flere COVID-19-døde end alle andre lande i Norden til sammen.

For i de andre lande – også Danmark – fik samfundssindet og solidariteten sammen med forsigtigheden en genfødsel. Også selvom man måske kunne have forventet, at mange flere lande ville lade egoismen definere vejen, lade de svage falde og dø, mens samfundstoget bruste videre. Men det skete ikke. Tværtimod valgte næsten alle lande livet over væksten, mennesker fremfor moneter.

Der var altså stadig civilisation og ansvarlighed tilbage i os mennesker. Dét skabte håb. Den endelige bundlinje var åbenbart alligevel ikke økonomisk betinget, men human – undtagen altså i det land, som kalder sig humanismens stormagt, men som har en historisk tradition med at vælge pengene.

Det gjorde Sverige i tiden 1940-45, hvor de samarbejdede med begge sider, både tyskerne og de allierede (svenskerne var også mest bange for russerne, og det er de stadig). Og det med at spille på flere heste fortsatte i de følgende årtier, hvor svenskerne nok tog imod mange flygtninge, men også havde gang i en omfattende våbenproduktion. Der er noget med svensk mentalitet, som rimer særligt godt på penge – også selvom de penge kommer med en menneskelig høj pris.

Man kan derfor også spørge, om det var tilfældigt, at dynamittens opfinder og stifter af Nobelpriserne svenske Alfred Nobel i sit testamente gjorde klart, at fredsprisen ikke skulle bestemmes af svenske institutioner og uddeles i Stockholm som de andre Nobelpriser – men at fredsprisen i stedet skulle bestemmes af norske folkevalgte og uddeles i Oslo (Norge var i union med Sverige, da Nobel skrev testamente).

Men tilbage til Corona-situationen, hvor Sverige er blevet voldsomt udskammet, og hvor kun meget få lande vil byde svenskere velkommen i denne sommer. Men holder den udskamning af Sverige stadig? Er Sverige stadig alene om at se på pengene først?

For man kan med rette på denne dag – eksakt tre måneder efter nedlukningen af Danmark – tænke over, hvad der tegner os lige nu, os her i lille Danmark: Samfundssind og solidaritet med de svage – eller selvtilstrækkelighed og skillinger?

For hvor forskellige er vi i grunden fra Sverige her medio juni 2020? Ikke meget, når man ser på den rasende hast, hvormed det danske samfund genåbner i øjeblikket -og den lethed, hvormed et steget smittetryk på 1,0 blev bortforklaret igår. For lige nu sker genåbningen – og måske også smitte-accelerationen – med en hast, som let kan ende i mange flere COVID-19-døde i Danmark – sådan á la den svenske situation.

For lige nu kopierer Danmark den svenske model fremfor at fortsætte med vores egen succesmodel fra foråret. Det er etisk forkert – og også økonomisk en rigtig dårlig idé. For det bliver meget dyrere at komme på fode igen ude i fremtiden, når først korthuset er faldet sammen, end det kunne være at holde fast i den forsigtige kurs …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De ressourcestærkes ansvar for at holde Corona ude af Danmark

Skal de ressourcestærke tage Corona-smitten med hjem én gang til? Nej, vel?

For det var som bekendt de ressourcestærke danskere, som i februar rejste til Italien og Østrig på skiferie, der var ansvarlige for at bringe Corona-smitten til Danmark.

Og nu rasler de ressourcestærke igen med kufferterne.

For nu vil de afsted på sommerferie til sydens sol, og der er ingenting, der skal stoppe dem. Udenrigsministeriet ANBEFALER som bekendt også kun, at man bliver hjemme. De anbefaler også, at man ikke rejser til Sverige. Det har mange danskere så gjort alligevel hele Corona-tiden igennem.

Men det går altså ikke. Nu er det altså tid til at vise samfundsansvar og holde sig hjemme – også når grænserne delvis åbner igen 15. juni.

For ellers så risikerer vi en anden bølge til juli eller august – også denne gang sat i gang af de ressourcestærke, som uden at tøve følger deres egoistiske behov for ferie og ikke tænker på, hvad det koster, både målt i menneskeliv og i samfundsøkonomi.

Men voksne mennesker – og måske især ressourcestærke voksne mennesker burde være i stand til at udskyde behovet for sol, strand og sangria. Ikke at kunne det vidner om en umodenhed og en egoisme, som er generelt skadeligt for det fællesskab, som samfundet er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Slaget om EU står NU

EU vil iflg. Ritzau foreslå et EU-budget på 1100 milliarder euro – altså 8300 milliarder kroner.

Derudover vil EU lancere en genopretningsplan på 750 milliarder euro, hvoraf de 500 milliarder euro skal overføres til og fra medlemslandene, mens de resterende 250 milliarder euro skal være lån, som EU-kommissionen vil optage på kapitalmarkederne.

Disse lån skal betales tilbage i perioden 2027-2058 – og skal finansieres ved, at EU skal have lov til at opkræve skatter hos den enkelte EU-borger – modsat i dag, hvor det kun er nationalstaten, som kan opkræve skat.

Eller sagt ligeud: I dag er det kun Christiansborg, der kan udskrive skatter i Danmark. Fremover skal det også være Bruxelles, hvis altså formand Ursula von der Leyen og de andre i EU-kommissionen får deres vilje.

Det er for at sige det mildt et kontroversielt forslag, som også vil give EU markant meget mere magt – og gøre, at Europas Forenede Stater er rykket markant tættere på.

Ifølge von der Leyen er det så nødvendigt. Hun siger til Ritzau: ”EU er i knæ. Krisen har haft enorme følgevirkninger i samtlige europæiske lande. Det kan man ikke løse og råde bod på som enkelt land. Det her er Europas øjeblik. Det er store udfordringer, vi står overfor. Det er et ganske afgørende valg. Enten går vi alle egne veje. Så lader vi lande i stikken. Så får vi en egoistisk union, hvor nogen ikke har, og andre har, eller også går vi en fælles vej. Det er et såre enkelt valg. Vi skal træffe en vigtig beslutning. Vi kan investere i en fælles genopretning. Dette er en fælles investering i vores fremtid.”

Danmarksbloggen er helt enig i, at det er et helt afgørende valg, men der ER andre muligheder end at blive i den politiske union og afgive endnu mere suverænitet.

Vi kan også vælge i Europa at blive nationalstater igen, der forpligter os på handel og forsvar – men ikke på noget, der har med skatter, sociale forhold, arbejdsmarked, uddannelse og kultur at gøre. Det er – efter Danmarksbloggens mening – også det, som stort set alle europæere vil, og som alle lande også handlede efter, da COVID-19-orkanen ramte os for fuld styrke tilbage i februar og marts.

En orkan, som stadig er i gang, og som vi kun kan rydde op efter ved at ændre afgørende på vores måder at leve på, arbejde på, spise på og transportere os på. Men det er en anden historie, om end det ville give EU et strejf af mening, hvis EU turde gå forrest i det paradigmeskifte, som er nødvendigt.

Så ja, slaget om EU står nu. Den bedste option: EU som en grøn bannerfører er så ikke muligt.

Man kan derimod – som et andet skib taget af grådige pirater – vælge imellem to gamle modeller: Europas Forenede Stater – eller nationalstaterne. Begge er styret af penge som målet og midlet – og giver ikke mening i den fremtid, som skal skabes, hvis vi skal undgå et ragnarok, der er mange gange værre end COVID-19.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan du lexe?

At lexe bliver forhåbentlig den nye og omsiggribende vane for alle, der vil være klogere.

Det handler om, at Gyldendal og G. E. Gades fond i dag har lanceret en ny og gratis videnstjeneste lex.dk, hvor man kan få svar på alt mellem himmel og jord. Det tages udgangspunkt i flere værker som blandt andet Den Store Danske Encyklopædi og Trap Danmark. Og missionen er at give pålidelig, aktuel og tilgængelig viden skrevet af danske fagfolk og forskere – samlet på lex.dk

Så det er bare med at gå i gang med at lexe.

Nogen mener så, at nej, nej, jeg gør som jeg plejer – altså googler. Det er de samme, som mener, at de til hver en tid er i stand til at vurdere en kildes troværdighed.

Danmarksbloggens reaktion er et dybt suk. Det er sådan en slags intellektuel hybris at sige den slags – og alle ved, at efter hybris kommer nemesis. Hvis du ikke ved, hvad hybris og nemesis er, men gerne vil vide det, så kan du jo lexe det:

www.lex.dk

For lex.dk – autoriseret viden fra eksperterne – er vejen frem, hvis man vil være klogere.

Vi har også nu i to årtier levet i en virkelighed, hvor eksperterne var skudt til hjørne – og hvor enhver mente selv at kunne vide alt muligt og ofte meget bedre end alle andre. Og hvis vedkommende blev bevist forket på noget, så var det i hvert fald personens egen sandhed … hvad det så end betyder.

For tyngdekraften virker, uanset hvad din sandhed siger – og 2. Verdenskrig sluttede i 1945, uanset hvad man selv måtte mene – og sådan vrimler det med fakta, der ikke er til diskussion.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre ALLE til at gå ombord i lex.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solidaritetens udløbsdato

Jeg har tit – især i de sidste ti uger med den nye Corona-virkelighed – tænkt over, om den danske solidaritet havde en udløbsdato – og i så fald hvornår.

Nu kender jeg og alle andre danskere svaret. Den danske solidaritet har en holdbarhed på ti uger. 70 dage. Ikke mere – ja for en del danskeres (nemlig dem som har brokket sig over ikke at kunne det, som de plejer) vedkommende markant mindre.

70 dage. Ti uger er nemlig eksakt den tid, som er gået, siden Danmark lukkede ned midt i marts. Dengang skortede det ellers ikke på flotte ord og erklæringer om solidaritet fra alle sider. Men nu er fokus på fællesskabet afløst af individuelle krav om at få vores normale liv tilbage, selvom virussen stadig hærger i samfundet.

Vi ser det i den nye Genåbningsaftale, som åbner stort set hele Danmark med nogle få undtagelser.

Vi ser det hos de politikere fra især blå blok – og hertil skal regnes de radikale, som har presset på for denne store Genåbning, der skal rulles ud nu i den kommende uge.

Og vi ser det i mange af de kommentarer, som kommer på de sociale medier, kommentarer som fx ”Det var også på tide. Åbn nu bare det hele. Vi kan ikke vente længere. Man bliver bims af at sidde herhjemme og ikke kunne en skid. Nu har det her varet længe nok. Gamle, udsatte, kronisk syge og andre må blive hjemme og holde sig inde, hvis de ikke kan tåle det. Vi andre vil have vores liv igen.”

Det er forstemmende at læse og høre på den slags. For det er jo de stærke, de unge, de yngre, dem som i reglen ikke skal på sygehuset, hvis de får COVID-19, som siger det her.

Det er de stærke, som ikke vil undvære et normalt liv længere. Og samtidig beordrer de samme stærke i hårde vendinger de svage og udsatte – dem med markant færre kræfter og chancer for at overleve COVID-19 – om at gøre det, som de stærke ikke selv magter længere – eller ikke gider længere i egoismens uhellige navn.

Det er ikke kun usolidarisk. Det er ulækkert og vidner om en total mangel på empati og medmenneskelighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ingen turister, men blå himmel

Vi taler så meget om, hvad vi savner i denne Coronatid: At kramme, komme en tur i svømmehallen, gå på museum, se venner og familie og meget mere.

Men vi taler ikke så meget om det, som vi IKKE savner. Og det er for undertegnedes vedkommende blandt andet lyden af rullekufferter og det væld af turister, som året rundt invaderer vores hovedstad. Det er nemlig ganske befriende at have København for sig selv – uden alle dem med bykort, mobiler og selfiestænger.

For nok er de første Corona-ugers stilhed for længst forbi. Dagene med ro og tomme gader og pladser er en fortid, som man kan længes imod – men ikke ønske sig tilbage. Men alligevel har vi en tid endnu byen for os selv, og det er en fornøjelse, ligesom det er fantastisk at se op på himlen, som er mere klar og blå end den har været det nogensinde i min levetid.

Luftforureningen er også cirka 40% mindre, og der er næsten ingen fly – endnu i hvert fald.

Så nok er hverdagen så småt begyndt igen for de fleste, og trafikken på landjorden er også blevet mere normal igen, men den meget blå himmel har vi en tid endnu. Det gælder om at nyde skønheden. For det er desværre kun en stakket frist, inden rotteræset i hamsterhjulet begynder igen – og dermed også invaderingen fra andre lande.

For det kan godt være, at Corona-situationen er vores – måske eneste – chance for at trykke på reset, starte forfra som menneskehed og gøre planeten mere grøn og blå. Men når man hører på de politiske bulletiner, så er det tydeligt, at pengene vinder igen – og naturen og menneskeheden taber igen.

At alt bliver som før – bare med en historie om hvor slemt det var i Coronaens dage. Og ja, Coronaen er slem, især for dem som dør af COVID-19, eller er pårørende. Men der var også – i det mindste i begyndelsen af Corona-perioden – elementer af skønhed, en velsignet ro, en himmel mere klar og blå end set af noget nulevende menneske – og et naivt håb om en ny og bedre verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk