God tur hjem

Så er Danmarks egen astronaut Andreas Mogensen på vej hjem. I skrivende stund suser kapslen med ham og de andre mod Jorden, hvor de forventes at lande i havet i morgen formiddag.

Gid det må gå godt. For faktisk er ankomsten til Jorden og Jordens atmosfære det farligste ved en rum-mission. Atmosfæren skal rammes i den rigtige vinkel, hvis ikke kapslen skal brænde op. Og så skal faldskærmen folde sig ud, inden de lander i vandet cirka kl. 11 i morgen.

Gad vide, hvad Andreas Mogensen tænker? Udover det oplagte at han glæder sig til at komme hjem til familien, sin kone og sine børn.

Rejser han måske også med en smule vemod i bagagen? Vemod og visheden om at han for altid vil savne rummet. Det rum, som også blev hans hjem, og hvorfra han kunne se det fantastiske syn af Jorden og atmosfæren.

Andreas Mogensen har flere gange fortalt, hvordan han elskede at sidde i Cupola og se ned mod Jorden, se vores fantastiske planet.

Som Andreas Mogensen selv skriver det på Facebook: Jeg brugte også mange timer af min fritid i Cupola, hvor jeg tog fantastiske billeder af Jorden – herfra er det tydeligt, at der kun er én blå planet vores. Fra grønne skove, sandørkener og flere vulkaner, end jeg kan tælle, viser hvert billede, hvad vores plads i universet har at byde på..

Det er en erkendelse og en viden, som man kunne ønske, at denne verdens magthavere besad. For så ville verden være et lige så godt sted, som kloden ser ud – betragtet fra universet.

Velkommen hjem til Jorden, Andreas Mogensen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ski eller sol? Nej, væren i vinterferien

De fleste skoler holder vinterferie i denne uge – og mange steder hører man spørgsmålet:

SKI ELLER SOL?

Med andre ord: Skal der brændes CO2 af på fly til Alperne eller til De Kanariske Øer – eller endnu længere væk?

Uanset destination er det en rigtig dårlig idé!!!

For nej, det er hverken en menneskeret eller en naturlov at tage på solferie eller skiferie i februar.

Tværtimod så burde – og ja, jeg skriver BURDE med den store, moraliserende pegefinger – man blive hjemme. Det er godt for klimaet – og for sjælen.

Sådan en uge, hvor man ikke skal andet end at kede sig, er nemlig supersund. Så læg også mobilen, iPaden og fjernbetjeningen væk. Drop skærmene – og de små tingester i ørerne. Sæt dig og kig ud  luften. Mærk dig selv. Det bliver forfærdeligt og kedeligt måske i starten, især hvis du ikke er vant til at være i verden uden stimulans fra musik, ord og billeder.

Men giv dig selv den luksus, det er bare at mærke dig selv, høre dit eget åndedrag og være i dig selv. Tankerne vil flyve forvirrede rundt måske. Følelserne ligeså. Lad dem. Det er ok. Vær bare i det – uden krav til det eller til dig selv. Du vil med tiden finde en ro, mærke ideerne spire og andet godt.

Gå evt en tur i naturen, hvis det kniber, og du slet ikke kan være i ro. Men gør det uden musik eller lydbog. Lyt til dig selv. Vær i dig selv – og evt sammen med din familie. Bare jer, en madpakke og en tur i skoven – men uden mobiler og uden at skulle lægge noget op på de sociale medier bagefter.

VÆREN – bare VÆREN. Dét er den bedste vinterferie. Undertegnedes starter nu … og jeg glæder mig:

En tid, hvor jeg ingenting skal andet end væren, bare væren herhjemme på matriklen i Danmark. Det er efterhånden mere sjældent end at bestige Mount Everest eller se en enhjørning. Eller måske to små bjørneunger i sneen – lige her i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark

Proklamationer er noget, som man altid har gjort, når noget vigtigt skulle meddeles folket. Det kan gøres på mange måder. Fx sender man i Vatikanet hvid røg op, når der er valgt en ny pave. I Danmark har man siden Grundlovens indførelse i 1849 arrangeret det sådan, at det er den til enhver tid siddende statsminister, som har tjansen at proklamere den nye regent.

Så derfor var det i går Mette Frederiksen, som på balkonen på Christiansborg Slot udråbte Frederik d. 10 til ny dansk konge foran et kæmpestort og jublende menneskehav. En rørt kong Frederik, som derpå holdt en kort proklamationstale, hvor han sagde (det med fed er Kongens valgsprog):

Min mor, Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 2. har regeret Danmark i 52 år. Gennem et halvt århundrede er hun fulgt med tiden med vores fælles arv som afsæt. Til al tid vil hun blive husket som en regent ud over det sædvanlige. Min mor har som få formået at gå i et med sit kongerige.

I dag går tronen videre. Mit håb er at blive en samlende konge af i morgen. Det er en opgave, jeg har nærmet mig hele mit liv. Det er et ansvar, jeg tager på mig med respekt, stolthed og stor glæde. Det er en gerning, jeg vil gøre mig umage med og bære gennem den tillid, jeg møder.

Jeg får brug for al den støtte, jeg kan få. Fra min elskede hustru, fra min familie, fra jer og fra det, der er større end os. Fremtiden går jeg i møde med visheden om, at jeg ikke står alene.

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.

Der er to ting, der skal bides mærke i:

  1. At Kongen taler om noget, som er større end os mennesker. Dette noget er Gud forstået meget bredt, og det viser, at Kongen er troende. Han har også tidligere fortalt, at han beder aftenbøn (Fadervor) med sine børn.
    Så kritikken omkring det manglede ord Gud i valgsproget er forfejlet, selvom ordet Gud eller lignende ord som fx fromhed, Herren og Herrens vilje ikke er en del af valgsproget, som det har været det hos tidligere regenter.
    Læg også mærke til at Københavns biskop var en ud af kun ni specielt udvalgte politikere og embedsmænd, som var inviteret med til den specielle kur lige efter proklamationen.
    Så jo, Frederik d. 10 er troende, men ikke dogmatisk-troende, og dét passer godt ind i den tid, som vi lever i.
  2. At Kongen taler om Kongeriget Danmark. Det er han til gengæld den første monark nogensinde, der gør (pånær måske Christian d. 4´s ”rigerne”).
    Danmark, mit land og Fædrelandet er til gengæld brugt flere gange i regenters valgsprog, men det er alle ord, der udelukkende handler om Danmark.
    For når man siger Kongeriget Danmark, så taler man om Rigsfællesskabet, altså Danmark, Grønland og Færøerne.
    Så det, som Kong Frederik d. 10 siger, er, at han vil gøre alt for at holde Grønland og Færøerne inde i Rigsfællesskabet med Danmark.
    Hans valgsprog bliver dermed en politisk erklæring, hvor han også beder os andre om hjælp. For han vil samle. Både mennesker på tværs af generationer, religiøse, sociale og andre skel, men altså også på tværs af de grøfter og grænser, der løber ned gennem Rigsfællesskabet, og som næres af stadig voksende frigørelsestanker.

Det er dermed en politisk konge, som vi får. En mand, som tror på, at han som konge kan samle folk på tværs af grænser og skel, som han kunne det som kronprins til Royal Run. Ansvaret nu er så mange gange tungere og større. Så det bliver spændende at følge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongens valgsprog

Det er 52 år siden, at der sidst blev udråbt en ny regent i Danmark. Så selvfølgelig er det en kæmpe begivenhed i vores kongerige med karetkørsler, festfyrværkeri, faneoverbæring, kanonskud fra Holmen og meget mere udover det rent statslige, når Dronning Margrethe d. 2 underskriver sin abdikation, og når statsministeren udråber Kong Frederik d. 10 – og han kommer med sit valgsprog.  

Det sidste er så også det eneste, som indeholder en overraskelse – lidt a la den, som når man venter på at se, hvilken kjole bruden har på. Så som alle andre har Danmarksbloggen også et gæt på, hvad den nye konges valgsprog kunne være – nemlig:

Med Folket for Danmark – hvis Frederik d. 10 går med den ikke-religiøse version eller:
Med Gud og Folket for Danmark – hvis den nye konge, som iflg. Grundloven er folkekirkens overhoved, går med den religiøse version.

Se her tidligere regenters valgsprog – med den note, at Christian d. 8 var den første, som lavede sit valgsprog på dansk. De forrige konger skrev deres valgsprog på latin.

Retfærdigvis skal dog siges, at valgsprogene i reglen ikke har været væsentlige indtil moderne tid, hvor regentens vigtigste rolle er at være en samlende figur for landet – fremfor at være den reelle politiske magt, som de danske konger var i 1000 år indtil Grundloven.

Det er derfor næppe tilfældigt, at Christian d. 8 var den første, der lavede sit valgsprog på dansk. For nok var han enevældskonge, men han vidste, at demokratiet var på vej – og at monarkiet skulle ændre sig, hvis det skulle overleve.

Det blev så ikke ham selv, men sønnen Frederik d. 7, som underskrev Grundloven året efter faderens død. For som en anden Dronning Margrethe d. 2 havde Christian d. 8 dygtigt lagt tingene til rette for sin efterfølger, den folkekære Frederik d. 7, der kunne lide en god fest med hvad dertil hører.

Her kommer alle valgsprogene. De første 14 i oversættelse til dansk:

Christian 1. – Dyden viser Vejen.
Hans – For Lov og Folk.
Christian 2. – Således var det af Skæbnen bestemt.
Frederik 1. – Intet uden Gud.
Christian 3. – Ske Herrens Vilje.
Frederik 2. – Mit Håb er Gud alene.
Christian 4. – Fromhed styrker Rigerne.
Frederik 3. – Herren vil være mit Forsyn.
Christian 5. – Med Fromhed og Retfærdighed.
Frederik 4. – Herren vil være min Hjælper.
Christian 6. – For Gud og Folket.
Frederik 5. – Med Klogskab og Standhaftighed.
Christian 7. – Fædrelandets Kærlighed er min Berømmelse.
Frederik 6. – Gud og den retfærdige Sag.
Christian 8. – Gud og Fædrelandet.
Frederik 7. – Folkets Kærlighed, min Styrke.
Christian 9. – Med Gud for Ære og Ret.
Frederik 8. – Herren er min Hjælper.
Christian 10. – Min Gud, mit Land, min Ære.
Frederik 9. – Med Gud for Danmark.
Margrethe 2. – Guds Hjælp, Folkets Kærlighed, Danmarks Styrke.

Og så altså Danmarksbloggens bud på den kommende konges valgsprog:

Frederik 10. – Med Folket for Danmark/Med Gud og Folket for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nordens royale førertrøje er på vej til Sverige

Om mindre end en uge hedder Danmarks regent Frederik d. 10.

Hvordan Frederik d. 10 bliver som konge, er der ingen, der ved. Det må komme an på en prøve, som man siger – og dén prøve starter, når han træder ud på balkonen på Christiansborg Slot på søndag d. 14. januar og udråbes.

Danmarksbloggen kan så ikke lade være med at tænke på de to andre nordiske lande, som man også kan forvente står foran snarlige tronskifter.

To lande, som har henholdsvis en kronprins – Haakon i Norge – og en kronprinsesse – Victoria i Sverige.

Samme fremtidige konstellation i Norden som nu altså – med to regerende konger og én regerende dronning, hvor den sidste også i næste generation bliver den bedste.

For al respekt til de nuværende konger – Harald i Norge og Carl Gustaf i Sverige, men ingen af dem når Margrethe d. 2 til sokkeholderne, når det kommer til at være regent. Hun er elsket og respekteret i én grad, som måske især den svenske konge med hans spøjse udtalelser, besvær med ord og utroskabs-rygter kun kan drømme om.

Svenskekongens datter derimod – kronprinsesse Victoria – har alle muligheder for at blive sin royale generations “Dronning Margrethe”.

Sverige vil med andre ord overtage den kongelige førertrøje i næste generation, fordi den kommende Dronning Victoria af Sverige bliver en lige så god dronning som den lidt endnu Dronning Margrethe af Danmark.

For ikke noget dårligt om danske Frederik og norske Haakon – men svenske Victoria kan det hele – og dét med stil: Holde en tale, være folkelig og samlende, vise empati og alligevel sige sin klare mening på samme kloge måde som Margrethe d. 2. Kronprinsesse Victoria er også allerede dybt elsket og beundret for sin varme, sin humor og sine store kommunikative evner, både i Sverige og i udlandet.

Hvordan det så bliver i næste generation igen med norske Ingrid, svenske Estelle og danske Christian, er for tidligt at sige. Den ene er kun et barn endnu, og de to andre ganske unge mennesker, som stadig er ved at finde ud af, hvem de er – udover altså tronarvinger. Det eneste, der kan konkluderes, er, at der bliver to regerende dronninger og én regerende konge i Norden i dén generation.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Som forventet blev statsministerens nytårstale én lang hyldest til Dronning Margrethe d. 2 af Danmark, der abdicerer om kun 13 dage.

Dronningen blev af Mette Frederiksen omtalt som vores samlingspunkt, vores samvittighed og en regent, som med sin flid, sin arbejdsglæde og sin store rigdom af talenter har ydet en enestående præstation for Danmark.

Deri kan man kun være enig.

Så kniber det straks noget mere med at være enig i dén fidus, som både Dronningen og statsministeren har til den kommende konge. Men selvfølgelig skal Frederik d. 10 have en fair chance – og bedømmes på hans egne gerninger, ikke blot sammenlignes med moderen.

For så falder han. Det gør alle – også de fleste andre monarker. Margrethe d. 2. er/var en monark i særklasse.

Det er Mette Frederiksen også som statsminister – uden sammenligning i øvrigt. For hvad enten det er Corona, Ukraine eller nu Dronningens abdikation, så er Mette Frederiksen rigtig god til at finde og sige de rigtige ord.

MEN hvor man som Dronning kan ”nøjes med” at sige de rigtige ord, så skal man som statsminister også levere politisk. Og her kniber det gevaldigt for statsministeren, som er leder af en SVM-regering, som her kun lidt over et år efter valget er meget langt fra det valg-resultat, der blev dannet regering på for 13 måneder siden.

Og ja, lige nu handler dagsordenen i Danmark kun om den abdicerende dronning og den kommende konge.

MEN når kongerøgelsen har lagt sig, så vil vi igen tale om det, som betyder noget i vores hverdag, og som SVM-regeringen har sjoflet til fordel for skattelettelser: Uddannelse, sundhed, klima, gamle, unge, syge og børn.

Så nok handler det hele om kronen lige nu, men i det meste af 2024 vil det handle om kroner – som i kroner og ører, og om de bruges rigtigt eller forkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Ingen nytårsaften uden Dronningens nytårstale. Dét er en skattet og højtidelig del af nytåret i Danmark, som Danmarksbloggen har anmeldt i mange år.

Her på den sidste aften i 2023 bliver det så HELT ANDERLEDES på alle planer.

FOR DRONNING MARGRETHE D. 2 AF DANMARK ABDICERER – og hun meddeler det selv som breaking news på årets bedste sendetid.

Dét vil ske d. 14. januar 2024 – når hun har siddet 52 år på tronen. Så vil de om to uger Hans Majestæt Kong Frederik d. 10 og Hendes Majestæt Dronning Mary overtage.

Det er historisk. I Danmark sidder man ellers på tronen til man falder af pinden – men det gør Margrethe d. 2 altså ikke. Hendes sidste nytårstale blev også hendes mest markante – og der er ellers nogen af tage af, når det kommer til nytårstaler med krudt i.

I lang tid troede undertegnede ellers, at hovedbudskabet i denne nytårstale ville handle om jøderne, om at vi skal behandle jøderne, som de agtede borgere de er i det danske samfund – ja, at vi skal behandle alle med respekt.

MEN: Alt det forsvinder i nyheden om abdikationen. For nu abdicerer Dronningen – og dermed får vi også en ny kronprins – nemlig kronprins Christian, som lige er fyldt 18 – og som ellers skulle have haft “fred” uden statsråd og apanage, indtil han fyldte 21 år.

Dét vil også ændre sig nu … men alt det hører 2024 til.

Endnu er det den sidste aften i 2023. Den sidste gang, Dronning Margrethe d. 2 af Danmark holdt nytårstale. Danmarksbloggen er ikke helt sikker på sin holdning til monarkiet – men stensikker på sin holdning til Dronning Margrethe:

Dronning Margrethe d. 2 af Danmark er/var en regent af det største format. TAK for alt, hvad De gav Danmark, Deres Majestæt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tanker om traditioner

Rør blot ikke ved min gamle jul, synger vi ivrigt med på i ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Glade og sikre på, at julen er, som den altid har været, og som den skal blive ved med at være.

For julen er traditionernes fest, hvor vi et øjeblik stopper op i årets travle gang – og med genkendelsens glæde sanser alt, hvad julen har at byde på fra mad og drikke over juletræ, gaver, kirkegang og til samværet med familien.

Eller … sådan tror vi, at det er. Men det passer ikke. Julen ændrer sig – hele tiden, og intet viser det bedre end Peter Fabers julesang ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, som er en beskrivelse af borgerskabets jul i 1848.

For altså præcis 175 år siden i år.

Dengang, hvor en velbjærget københavnerfamilie til jul spiste gåsesteg, som man sendte til bageren for at få stegt, da ovne endnu var noget, som kun meget få udover bagere, adelige og kongelige havde.

Dengang, hvor man ikke gik i kirke juleaften, men 1. juledag – og her tidligt om morgenen i håbet om en dårlig prædiken, for allerhelst når prædiken ikke du´r – thi så får man sig en lille lur.

Dengang, hvor gaverne hang uindpakkede på juletræet, som vi hører om det i ”Højt fra træets grønne top”, der også er skrevet af Peter Faber.

Men ikke dengang, hvor man havde julekalender, adventskrans, julekort og julemærker. For det kommer først senere. Ja, selv ideen om Julemanden som gaveudbringer var ikke kommet til Danmark i 1848.

Ja, det eneste, som borgerjulen anno 1848 har tilfælles med den danske jul anno 2023, er dansen omkring juletræet og ønsket om uforanderligheden i den søde juletid, som det synges med fynd og klem i ”Sikken voldsom trængsel og alarm”: Rør blot ikke ved min gamle jul.

At det så i 1848 kun var 40 år siden, at det første juletræ stod i Danmark (på godset Holsteinsborg), og at juletræerne bestemt ikke var sædvane i Danmark i 1848, så Peter Faber bort fra. For juletræerne var det store hit, og havde man et, så viste man, at man var med på trenden fra det toneangivende kulturland, som dengang var Tyskland.

I dag er det USA, som vi henter inspiration fra som fx for et par årtier siden, hvor vi adopterede Halloween-traditionen med græskar, slik og gys. Og som med juletræet dengang er det også i storbyerne og blandt borgerskabet, der i dag hedder den øvre middelklasse, at det går nemmest og hurtigst med at tage de nye skikke til sig.

Sådan var det også i 1800-tallet. Bonden på landet ønskede ikke den slags nymodens pjat med grantræer og fjerkræ til jul. Halmen på gulvet, som man sov i julenat, så de afdøde familiemedlemmer kunne sove i sengene, var sammen med de hvide julelys, varslerne om høsten og døden, julegrøden, grønkålen, pølserne, sylten og den gode hvedekage den rigtige måde at fejre jul på.

Rør blot ikke ved min gamle jul.

Men det gjorde bondens børn og børnebørn alligevel. Mange af dem flyttede også ind til byerne i takt med industrialiseringen, hvor de lærte så meget nyt at kende, at de glemte alt om at lege jul og holde julestue.  

Og selv blandt dem, som blev boende i landsbyerne, blev pølserne og sylten lavet om til flæskestegen juleaften. Mange overtog også borgerskabets menu med gåsesteg og ristede kastanjer. Man omskabte den så til en billigere og lettere opnåelig version med andesteg og små kartofler, som via et karamellag kom til at ligne kastanjer.

Og vi spiser det endnu: And eller flæskesteg – med forklædte kastanjer – og så risalamande, som trods det fransk-klingende navn er en dansk opfindelse, skabt fordi borgerskabet gerne ville have noget endnu finere end den risengrød, som engang var en fin og dyr grød, men som var blevet en billig allemands-spise.

Og juletræet? Ja, det bredte sig over hele Danmark op gennem 1900-tallets første halvdel – og havde man ikke råd til et helt træ, så købte man nogle grangrene, og bandt på et kosteskaft, som selveste Kim Larsen synger om det i den delvis selvbiografiske sang ”Dengang da jeg var lille”.

Og hvad vil der ske fremover? Mindre kød og mere grønt på julebordet måske? Færre gaver? Et juletræ, som kan genplantes? Måske. Ingen ved det.

Men vi ved, at tiderne ændrer sig – og vi med dem, og dermed også vores traditioner.

Sikkert er det dog, at så længe der findes kirker, så vil man ved juletid kunne høre fortællingen om barnet, der blev lagt i en krybbe i Betlehem dén nat, hvor en stor stjerne stod på himlen, og lyset fødtes på jorden – og at det er derfor, at vi ønsker hinanden glædelig jul.

Så på dén måde rører vi ikke spor ved den gamle jul.

Glædelig jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lang vej endnu

År 2023 bliver det varmeste år målt på Jorden!!!

Dét slog FN´s generalsekretær António Guterres fast på FN´s klima-konference COP 28 i Dubai, som startede i sidste uge. I ved: Den årlige maskerade, hvor alverdens ledere tager privatflyene til forskellige locations på kloden for i nogle dage at spise og drikke godt, mens de bliver enige om den ene hensigtserklæring efter den anden om klimaet – men hvor der ikke sker noget, som gør en reel forskel.

De fleste mennesker er også ligeglade. Eller også er det bare ikke til at overskue – i modsætning til fx et juletræ.

Sidste år valgte Lokaludvalget på Christianshavn – som står for bydelens juletræ – ikke at sætte lys på årets juletræ. Der skulle spares på strømmen – både af klimatiske hensyn, og pga. krigen i Ukraine. Dét affødte en voldsom debat på Christianshavn. For folk ville have lys på bydelens juletræ. Ellers blev det ikke rigtig jul, mente mange.

Så det vakte selvsagt stor glæde, da juletræet på Christianshavns Torv i år blev tændt i lørdags – og ikke en eneste klima-bekymret har i den anledning (turdet) ytre noget.

Dét er i grunden grotesk. For det eneste, som har ændret sig siden december 2022, er, at klimaet har fået det endnu værre. Så i år skulle man ikke kun være fortsat med at droppe lyset. Man skulle have droppet hele juletræet – og dét ikke kun på Christianshavn, men i hele Danmark – ja, i hele verden.

Men vores jul skal ikke røres, synes de fleste. Og det kunne måske også gå an, hvis det kun handlede om juletræer. Men dét gør det ikke. Det er hele året, hvor vi ikke vil lave om på vores vaner – heller ikke med at vinkle data, så de passer til vores holdninger.

En ny TV2-undersøgelse blev fx i TV2 fortalt således: 40% af alle danskere bruger mindre strøm, 30% spiser mindre kød, og 25% køber mindre tøj. Og dét lyder jo positivt. Men prøv og se fakta fra den anden side:

Ud af 20 danskere, bruger 12 lige så meget strøm som førhen.
Ud af 20 danskere, spiser 14 lige så meget kød som førhen.
Ud af 20 danskere, køber 15 lige så meget tøj som førhen.

Så ryger armene ned igen. For der er lang vej endnu – og dét kan intet juletræ lave om på. Spørgsmålet er, om vi overhovedet når i mål, inden vi – og en del andre arter – er udryddet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Halloween – en dansk højtid

I dag d. 31. oktober fejrer vi Halloween – også i Danmark.

Højtiden, som har taget de yngste og unge generationer med storm. For hvem kan ikke lide orange græskar, der lyser op i efterårsmørket, masser af søde sager og alle de herlige udsmykninger af hekse, spøgelser, edderkopper, vampyrer og andet fra skræmmeafdelingen?

Ja, det er der en del biologiske og/eller i-sindet-ældre, som ikke kan. Det er noget amerikansk møg, som slet ikke hører hjemme i Danmark, fnyser de.

Dertil må Danmarksbloggen bare sige, at stort set ALLE vores traditioner er nogle, som vi har hentet i andre lande – typisk det land, som var toneangivende på det tidspunkt, hvor traditionen kom til Danmark.

Og dét var USA i tiden omkring år 2000, hvor Halloween begyndte at sprede sig i Danmark.

Tidligere var det Tyskland, som vi hentede traditionerne fra som fx adventskransen, juletræet og sågar Skt. Hans-bålet.

Andre traditioner går så endnu længere tilbage – fx påskens æg, der er et ældgammelt frugtbarhedssymbol, som allerede de gamle egyptere brugte.

At klæde sig ud til fastelavn har også mange århundreder på bagen. Det har som minimum eksisteret, lige siden de gamle romere klædte sig ud til saturnaliefesterne aka Romerrigets måde at holde nytår på. Saturnaliefesten mindede nemlig meget om den voksenfest med druk, fest i gaderne, udklædning og erotisk løssluppenhed, som fastelavnen i Danmark var langt op i 1800-tallet, inden det blev en uskyldig fest for børnene.

Så nej, der findes meget få DANSKE traditioner, som har deres udspring her i vores lille land. Faktisk kun julemærkerne, kravlenisserne og de varme hveder – og de sidste har en magtfuldkommen og historieløs SVM-regering så afskaffet.

For faktum er, at vi importerer traditioner – for så at gøre dem til danske.

Det gælder også Halloween, som i de sidste to årtier er blevet tilpasset danske forhold, så Danmarksbloggen nu uden videre vil udråbe Halloween til en herlig dansk tradition.

En skøn højtid her midt i det mørke efterår.

Gys eller guf. Slik eller ballade. GOD HALLOWEEN.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk