Børsen brænder – og vores folkesjæl

For fem år og en dag siden brændte Notre Dame i Paris – og det berømte spir dernede brasede sammen, mens en hel verden så forfærdede til.

Nu er det i Danmark, København, at det sker.

Børsen brænder – og Dragespiret er styrtet til jorden. Brandvæsenet er i gang – og de dyrebare malerier (blandt andet af Krøyer) er blevet båret ud af Dansk Erhverv, som i dag ejer bygningen, der pt. var under restaurering.

Det er også Dronning Margrethe d. 2´s fødselsdag i dag. Den første efter hun abdicerede. Branden på Børsen og Dronningens fødselsdag har så intet med hinanden at gøre.

Ikke andet end at Vor Mor, som Dronningen kærligt er blevet kaldt af garderne og andre, som har haft med hende at gøre i dagligdagen, gennem hele sin regeringstid og stadigvæk er et samlende symbol på det at være dansk, på Danmark.

Og dét har vi brug for, når den slags her sker. For nok har vi fået en ny konge, men det virker mest naturligt i dag at vende sig mod Vor Mor.

Nu skal branden på Børsen slukkes (og man skal forhindre spredning pga. strålevarmen – dvs. der har været brand i nogle af ministerierne). Brandvæsenet er godt i gang, men hvor slemt det bliver, kan man ikke sige endnu.

Alt tyder dog desværre på, at halvdelen af Børsen vil brænde totalt ned. Det brænder også fra kælder og kvist. Orange flammer er alle vegne at se i den gamle renæssancebygning.

Men uanset hvor slemt det er, så skal Børsen bare genopbygges. Forhåbentlig i sit gamle udseende – og også uanset hvad det koster. For dén vil vi sørme ikke undvære.

Note: Husk Dragespiret – også selvom den ikke gik længere med at beskytte Børsen.

Historien fortalte nemlig elles, at dragerne beskyttede Børsen, så bygningen ikke brændte. Hvilket gav mening, når man tænker på, at i de 400 år, hvor Dragespiret eksisterede, er følgende sket: Christiansborg er brændt to gange, englænderne smadrede København i slaget på Rheden, den store brand i København i 1700-tallet jævnede store dele af byen med jorden – og et par andre katastrofer!!!

Men Børsen stod stolt og rank gennem det hele – men ikke mere. Røgen står nu mørk og tyk op af bygningen, og kan ses fra mine vinduer på Christianshavn.

Jeg måtte selvfølgelig også ud og være vidne til denne nationale katastrofe. Se det ovre fra Christianshavns-siden. Fra Eigtveds Pakhus, som ellers er mest kendt fra rigsretssagen og Corona-pressemøderne. Men nu stod vi en masse danskere i alle aldre – og kiggede ind mod Slotsholmen, mens sirenerne lød her og dér.

Og vi var mange, som bare stod og så på røgen – og vandstrålerne – og også flammerne. Nogle få græd, de fleste af os tog billeder – men alle var så stille, så stille.

For det er en sorgens dag for Danmark. En dag, hvor en del af vores folkesjæl brænder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *