Tag-arkiv: USA

Harris rimer på håb

Udgivet den af
Svar

Sommeren går på hæld.

Efteråret – og præsidentvalget i USA – nærmer sig. Dét bliver en skæbnestund for verden, og inden sommerferien så det hele ret sort ud. Alt tydede nemlig på, at Trump ville vinde.

MEN så traf Biden det rette valg. Han trak sig som kandidat – og reddede måske dermed demokratiet i USA – samt Europas chancer for at forblive frit efter den verdenskrig, som måske kommer. Ja, som faktisk er i gang – by proxy i Ukraine – og nu også inde i selve Rusland.

Alt håb ligger derfor nu hos vicepræsident Harris, og hendes muligheder for at blive USA´s præsident. Og de er gode, de muligheder. Harris fremstår som en klog og reflekteret kvinde, der gerne træder i karakter.

Harris indgyder håb og tiltro – og er på alle måder modsætningen til den gamle, hvide mand Trump, som nu også omtales som værende weird – altså mærkelig. Dét er en pæn måde at tale om en mand med storhedsvanvid og diktator-drømme.

Det kommende valg er derfor også et valg mellem på den ene side det gamle, hvide og heteroseksuelle patriarkat og på den anden side den nye, mangfoldige virkelighed, hvor der er plads til alle farver, alle køn og alle seksualiteter.

En verden, hvor vi alle er ligeværdige og jævnbyrdige mennesker. Dét er da noget at drømme om – og håbe på her lidt over to måneder før den største skæbnestund siden måske Murens Fald i 1989, ja måske endda siden 2. Verdenskrig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Verden går i fisk

Udgivet den af
Svar

Verden er på vej til at gå i fisk. I hvert fald den verden, som vi kender.

Vi som Europa, Norden, Danmark. Hele den gamle, frie verden trues fra alle sider. Så vi er i gang med en civilisationens overlevelseskamp ikke ulig den, som fiskene omkring et koralrev kæmper.

En kamp om de for en civilisation så vigtige elementer som demokrati, borgerrettigheder, retssikkerhed, stemmeret, fri abort samt lige vilkår for alle, uanset køn og seksualitet. Alt det, som er en selvfølgelighed for os i Europa – eller rettere Vesteuropa. Eller måske blot Norden.

Men altså: Alle disse ting, som vi anser for naturlige – men som der slet ikke er hverken præcedens eller flertal for i resten af verden.

Størstedelen af verdens befolkning lever i lande uden demokrati, retssikkerhed, borgerrettigheder, stemmeret og adgang til fri abort. Størstedelen af verdens befolkning mener heller ikke, at homoseksuelle skal have samme rettigheder som andre. Ja, mange mener end ikke, at kvinder skal det.

Det lyder slemt – og det ER slemt. Men det er dagens uorden i mange store lande som Kina, Indien og Rusland.

Store lande samt mange ledere – og grupper, også i vestlige lande, hylder og samarbejder med disse diktatoriske, racistiske og homofobe stater og ledere.

Vi ser det fx med Indiens og Kinas støtte til Rusland. Rusland og Kina har været pot og pande siden lang tid før Ruslands invasion af Ukraine. Og Indien køber nu en tredjedel af sin olie i Rusland – og det er meget olie, når landet er så stort som Indien.

Der er også mange i USA, som måske ikke direkte støtter Putin, men som er modstandere af amerikansk hjælp til Ukraine.

Så hvad vil der ske, hvis Trump eller en Trump-klon vinder præsidentvalget i USA i 2024 – og gennemtvinger en ændring af USA i en homofob og diktatorisk retning? Det amerikanske demokrati holdt til Trump 2016-2020, men det vil næppe kunne holde til Trump 2024-2028.

Rusland vil i hvert fald få det meget nemmere i Ukraine, hvis verdens største demokrati falder.

USA´s sammenbrud vil også betyde, at Europa bliver isoleret i en verden, der består af store diktaturstater (USA, Kina og Rusland – med Indien som dark horse), som skalter og valter med liv og helbred hos både egne og andre staters medborgere.

Kan EU holde til det? Næppe i sin nuværende form, også fordi mange østeuropæiske lande er med på både den homofobe dagsorden og et system, hvor retssikkerhed og demokrati sløjfes.

Så EU vil blive splittet, og alle de europæiske lande vil flyde rundt som små bitte fisk i det globale verdenshav. Men så må vi i Norden slutte os sammen – evt. med Storbritannien, Holland, Belgien og andre af de gamle EU-lande, som stadig støtter nogenlunde op om civilisationen.

Nogenlunde, ja. For der er stærke kræfter i både Tyskland og Frankrig, som er gode venner med Putin, og nyder godt af samarbejdet med Putins Rusland. Og der er en voldsom magtfuldkommenhed hos mange regeringer – også den danske.

Så altså: Vi – de få civiliserede fisk, der er tilbage – må svømme mod strømmen. Dét skal nok blive hårdt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret om verdensherredømmet

Udgivet den af
Svar

Det er klassisk trylleri at aflede opmærksomheden ved at lave noget larm et sted, mens der sker noget helt andet langt derfra. Det sker også i dag – i kampen om verdensherredømmet.

Lad mig forklare det med Danmarksbloggens eventyr om verdensherredømmet:

Der var engang en russisk præsident, som drømte om at genrejse det gamle stor-russiske rige. Alle andre vidste, at ideen var dødsdømt.

Men Kinas præsident tænkte: Dét kan jeg bruge til noget.

Så Kinas præsident skyndte sig at invitere Ruslands præsident til Vinter-OL i Kina. Og mens de sad dér i den kunstige sne, lovede Kinas præsident at forsyne Rusland med penge og våben – gerne under bordet – og mod masser af billig russisk gas og olie.

Hej-ho, så kan jeg gå i gang, tænkte den russiske præsident – og så snart den olympiske ild var slukket, rullede hans kampvogne ind over grænsen til Ukraine.

Ukraine havde så også en præsident, som viste sig at kunne meget mere, end hvad nogen troede. Det samme kunne alle andre i Ukraine. Så det blev ingen nem overtagelse af Ukraine.

Tværtimod holdt – og holder – Ukraine stand. Også fordi andre præsidenter og statsledere – og især USA´s præsident – hjalp Ukraine med våben, penge og restriktioner mod Rusland.

Det var så også lige det, som Kinas præsident havde håbet på.

For Kinas præsident har nemlig selv et stort ønske – eller rettere to: At Kina bliver verdens stormagt no. 1 – og at Taiwan bliver en del af Kina.

Og skal det blive en realitet, skal USA svækkes (også fordi USA har lovet at hjælpe Taiwan). Så alt, der svækker USA uden at det koster Kina for meget, støtter Kinas præsident. Således også en lille proxy-krig, hvad enten den foregår lokalt i Ukraine, eller den udkæmpes mellem Rusland og NATO.

Kina er ligeglade – eller rettere set med kinesiske øjne: Jo mere ballade hos andre, jo bedre for Kina – og det inkluderer også Taiwan, som set med kinesiske øjne er lige så kinesiske som Belarus og Ukraine er russiske set med russiske øjne.

Alt det tænker kun få på i Europa her på 1-års-dagen for Ruslands invasion af Ukraine.

Vi er optaget af Slava Ukraini, de menneskelige skæbner, inflationen, angsten for atomkrig og flere andre nære ting. Men vi kunne – måske – blive klogere af en tur i den globale helikopter.

For sidder man i den, så kan man tydeligt se den kinesiske tryllekunst. Se at vi kigger 100% mod Ukraine, hvor vi også skulle kigge mod Kina – og mod Afrika, hvor Kina overtager det ene råstof efter det andet.

Skal vi i Vesten så ikke hjælpe Ukraine, kan man spørge.

Svaret er: Selvfølgelig skal vi det. Vi i Europa skal i det hele taget lære at klare vores sager selv. Vi kan regne med Biden, ja. Men hvem bliver USA´s præsident næste gang? Det vides ikke. Så ja, vi skal selv til at betale – både i kroner og i menneskeliv – for de værdier, som vi tror på. Men vi skal også andet – fx sikre os nogle råstoffer og udvikle den grønne energi endnu hurtigere.

Ukraines præsident har så læst Kinas bluff, og advarer i et interview: Giver Kina Rusland våben, så bliver det verdenskrig. Han ved godt, at Kina allerede nu hjælper Rusland, men bliver det for meget og for åbenlyst, så kan Ukraines præsident sige, at han HAR kaldt den.

For det her er det fæle eventyr om kampen om verdensherredømmet.

Ps. I Danmark taler vi så om St. Bededag – og at Irma lukker!!! Dét kan man jo tænke over i en verden, hvor folk dræbes af missiler, flygter, tvangsforflyttes og tortureres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En historisk festdag med skygger

Udgivet den af
Svar

Jeg har været i Washington D.C. en steghed sommer for mange år siden. Helt tilbage i 90´erne – altså lang tid inden både Trump, Obama og 11. september.

Jeg husker det tydeligt. Måske fordi Washington D.C. imponerende mig. Byen er også bygget til at imponere. Til at vise at her har verdens stormagt til huse. Herfra magten går. Det er man heller ikke i tvivl om, når man går omkring The Mall og er inde i Capitol, Det Hvide Hus, Lincoln Memorial og Washington Monument – og alle museerne.

Alle de steder, som i dag på den store indsættelsesdag bevogtes af mange tusinde soldater. Sådan burde det ikke være. For det er verdens største demokrati, som i dag skal fejre, at landets 46. præsident Joe Biden og landets første kvindelige vicepræsident Kamala Harris skal indsættes. Det er en kæmpe historisk dag.

Men skyggen af Trump og hans måske nye parti (Patriot Party) slår ind over de grønne græsplæner på The Mall og langt ud i det amerikanske samfund, ja i resten af verden. Og man må med Mark Medish, der var sikkerhedsrådgiver for Bill Clinton, spørge: Spørgsmålet er, om den 6. januar (Stormen på Capitol, red.) var slutningen på noget, et mislykket kup. Eller begyndelsen på noget, et langtrukkent oprør.

Er svaret det sidste, kan en gentagelse af den amerikanske borgerkrig blive en realitet. Og så ender Biden let i en rolle, der minder om Lincolns. Men mon ikke Biden har gjort op med sig selv, at prisen kan blive den samme ultimative, som dén Lincoln betalte.

Det tror Danmarksbloggen. Biden er en mand med moral og anstændighed, en politiker af format. Så det er realistisk at formode, at den nye præsident er klar til at give alt i kampen for dét demokrati, som han har kæmpet for hele sit liv.

Og det samme gælder for Harris, der ved, at sjældent har det været så realistisk for en vicepræsident at skulle overtage præsidentposten som denne gang.

Forskellen fra den amerikanske borgerkrig 1861-65 til i dag var, at dengang var det ikke for alvor relevant i verden – og i Danmark, hvad der skete i USA. Det er det i 2021 og frem. For der er en kamp i gang mellem styreformer: Demokratierne på den ene side og diktaturerne på den anden, og i dén kamp kan vi ikke klare os uden et stærkt og demokratisk USA.

Ps. Omvendt kan man hævde, at HVIS Trump starter et nyt parti, så splitter det de republikanske vælgere – og så er vejen banet for en demokratisk præsident også om fire år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sumpen kom til Capitol

Udgivet den af
Svar

Tømme sumpen, sagde de. Trump og hans tilhængere.

Aftenens absurde billeder fra Capitol og Washington D.C. viser, at det i virkeligheden er Trump og hans tilhængere, som ER sumpen.

Det vidste alle normalt-tænkende mennesker så godt i forvejen. Men nu blev det helt tydeligt. Og faren er ikke drevet over. Trump pønser stadig på et statskup – og på at beholde magten i USA – og han skyr ingen midler.

De næste ikke kun to uger indtil Bidens indsættelse som USA´s nye præsident – men de måske næste fire år eller mere – bliver afgørende. Ikke kun i USA, men også i resten af verden.

For USA har i mange år haft – og skal gerne igen – have en hovedrolle i verden som en stærk modspiller i forhold til Kina og Rusland.

Men også meget tættere på bør begivenhederne i USA give anledning til eftertanke. For kunne det samme ske i Europa? I Danmark?

Næppe, tænker man umiddelbart.

Men har vi ikke – bare i mindre målestok – de samme problemer med en stigende social ulighed, en stigende populisme? Såvist har vi så, og kombineret med et EU, som tilraner sig mere og mere magt  – og som af mange opfattes som en kolos på lerfødder, en magtelite nede i Bruxelles, så er situationen tættere på, end vi kan lide at tænke. Og alt der kræves for, at det går galt, er en galning som Trump. Og de findes også i Europa – og i Danmark.

Så det er nu, at vi skal til at tænke os om, og tale pænt til og om hinanden. Vi kan godt være uenige. Ja, vi skal være uenige, men på en hensynsfuld og respektfuld facon. Både på demokratiets talerstole – og på de sociale medier og alle andre steder.

For hverken USA, Danmark eller demokratiet andre steder skal trækkes ned i sumpen. Vi skal vælge anstændighedens vej, som Biden sagde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørke tider på vej

Udgivet den af
Svar

Så er det i dag, at det amerikanske præsidentvalg skal afgøres. Det mest skelsættende valg i mere end 100 år. For en uge siden blev den stærkt højreorienterede og religiøse Amy Coney Barrett valgt ind som ny højesteretsdommer.

Så selvom Biden vinder, trækker mørke skyer ind over USA. Præcis som de gjorde det for fire år siden. Spørgsmålet er bare, om katastrofen nu bliver total eller ej.

Jeg husker for fire år siden på selve valgaftenen. Jeg var på Kronborg og anmelde ”Walking Hamlet” skabt af Den Danske Skueplads, som var en førsteklasses kulturel og dannelsesmæssig platform, der blandt andet lavede byvandringer og teater.

Anmeldelse: ”Walking Hamlet” på Kronborg

Det var en iskold og blæsende novemberaften, og vi rendte rundt alle steder – udenfor ved borgmuren, nede i kasematterne, oppe i riddersalen, i Dronningens sovegemak, ovre i slotskirken og ude i borggården – og vi i publikum var med i forestillingen som  borgere i Danmark. Det var mit livs første og formentlig også eneste Hamlet. For dén opførelse dén aften kan aldrig blive overgået.

Dels skete den på lokationen – og dels var der en stemning dén aften, som jeg aldrig vil glemme – og som var allerstærkest til sidst, da Hamlet var død, og skulle bæres ud til graven.

Vi gik med ud af slottet, og i samme øjeblik begyndte det at sne. Naturen havde iscenesat det hele bedre end nogen Hollywood-film. Store fnug hvirvlede og faldt ned på både skuespillere og publikum. Og der var en stilhed og en uheldssvanger stemning i luften, som egentlig ikke handlede om Hamlet.

Men som handlede om den despot, der ligesom Hamlets onkel, var ved at sætte sig på tronen i USA. Dén aften kunne man nemlig overalt mærke, at verden holdt vejret, og at vi gik mørke tider i møde.

Ingen af os havde så forestillet os så mørke, selvom daværende præsident Obama sagde, at med valget af Trump kom demokratiet og demokratiets institutioner til at stå deres prøve.

Og i dag bliver det så afgjort, HVOR mørk fremtiden bliver. Får Biden chancen for at kæmpe imod mørket, som det har sænket sig over USA´s højesteret og store dele af USA? Eller bliver mørket totalt ved at at Trump genvælges?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Disney – mindre dansk?

Udgivet den af
Svar

Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.

Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.

Danmarksbloggens påstand er NEJ.

Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.

Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.

Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.

Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.

Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.

Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.

Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.

For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Danske Udenrigsministerium 250 år

Udgivet den af
Svar

Det Danske Udenrigsministerium kan fejre, at det i dag er 250 år siden, at man officielt blev udskilt fra resten af statsforvaltningen som selvstændigt område, selvom man dog også før 1770 havde det såkaldte Tyske Kancelli, der tog sig af mange af den danske stats udenlandske sager.

I samtiden regnede man heller ikke udskillelsen som noget særligt, men så den snarere som ”nærmest et biprodukt af Struensees politik, for så vidt som tanken formentlig har været netop at holde udenrigspolitikken uberørt af forvaltningsreformerne”, som man kan læse det i ”Den danske Udenrigstjeneste 1770-1970. Bind I, 1770-1919”, der er skrevet af Klaus Kjølsen og Viggo Sjøqvist.

For det var selvfølgelig den flittige – og dygtige – Struense, som tog initiativet til denne udenrigstjeneste, som altså ikke blev omstødt eller ændret efter Struenses fald i 1772 – som skæbnen ellers blev det for mange andre af Struenses reformer.
Den runde dag bliver selvfølgelig fejret i Udenrigsministeriet med en konference i samarbejde med Det Udenrigspolitiske Selskab.

Konferencen åbnes af udenrigsminister Jeppe Kofoed. Derpå interviewer historiker og udenrigspolitisk analytiker Bo Lidegaard OECD-ambassadør Carsten Staur, der har skrevet bogen ”Skilleveje. Dansk udenrigspolitik i 250 år”.

Efterfølgende er der paneldebat med deltagelse af udenrigsminister Jeppe Kofod, tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister Mogens Lykketoft og ambassadør Carsten Staur. I paneldebatten vil deltagerne tale om opbruddet i den kendte verdensorden.

Når man læser programmet, er der dog to ting, der ikke nævnes specifikt – og det er et problem. De to ting er Kina og Arktis. EU, USA og klimaet nævnes – og det er også de sikre ting, dem hvor vi ikke kan fornærme nogen.

Og ja, nok er Udenrigstjenestens diplomatiets kunst. Men skal vi have en chance som stat, skal vi kunne tale åbent om tingene – også selvom den store kinesiske drage mod øst kan blive fornærmet, eller den russiske bjørn kan føle sig provokeret. Dét gør den nok i forvejen, når man ser på den seneste uges begivenheder med russisk tilstedeværelse ud for Sveriges østkyst og ved Bornholm.

Men desværre er hverken Kina, Rusland eller Arktis nævnt direkte ord. En anden mangel er tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. For nok kan man ikke have samtlige nulevende tidligere udenrigsministre med i sådan en paneldebat, men Per Stig Møller er en kapacitet, som i den grad havde beriget debatten. For slet ikke at tale om at han sad på posten i de vigtige år i 00´erne.

Se mere her: https://um.dk/da/nyheder-fra-udenrigsministeriet/newsdisplaypage/?newsID=6A7D202E-2A2F-4AEA-94D9-4D0CDB27D6D1

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi har brug for Valentine – mere end nogensinde

Udgivet den af
1

Aldrig har vi haft så meget brug for Valentine som i dag – og måske allermest i dét land, som holder Valentine mest intenst, nemlig USA – samt i det land, som er på alles læber i øjeblikket, Kina.

For historien om Valentines Dag handler nemlig slet ikke om røde roser, chokolade og andre ting, der gavner butikkerne på bundlinien.

Valentines Dag handler derimod om at tale Roma midt imod, også nutidens Romerriger: USA og landets orange kejser Donald Trump – og Kina og landets Peter Plys-lignende kejser Xi Jinping.

Historien bag er ganske enkel:

I det gamle Rom levede i de første par århundreder efter Kristus (det var dengang, at kristendommen var forbudt i Romerriget) en præst ved navn Valentine. Ham kunne kejseren ikke lide, både fordi han var kristen, men mest fordi Valentine viede de unge mænd til de unge kvinder.

Det var skidt, syntes kejseren, for så kunne de unge mænd ikke gå i krig.

Man havde nemlig på det tidspunkt i Rom en lov, som sagde, at gifte mænd ikke kunne være soldater. Men kejseren havde brug for mænd til at gå i krig (det har kejsere i reglen, også i nutiden). Så kejseren var glad, da Valentine blev pågrebet og fængslet.

I fængslet skete der så det, at Valentine og fangevogterens blinde datter forelskede sig i hinanden – og historien siger, at deres kærlighed var så stærk, at hun fik synet igen. Kærlighed gør ellers blind, siger man – men her gjorde kærlighed seende.

Men kærlighed er en ting, statsmagt er en anden, og Valentine fik som ventet dødsdommen – og skulle henrettes d. 14. februar. Samme morgen skrev han så et brev til sin elskede – og så var rammerne for traditionen om at sende en hilsen til sin elskede skudt i gang.

Men Valentines Dag handler altså om meget mere end romantisk kærlighed. Den handler også og især om mod og kærlighed, om den styrke der ligger i at elske. Elske både ens udkårne, men også alle andre mennesker, et helt samfund – ja, i Valentines tilfælde et helt imperium.

For han ville fred og ikke krig. Så Valentine elskede så meget, at han gav det hele … og mere til …

Så der er god grund til at fejre Valentines Dag. Ikke kun til minde om den modige præst fra det gamle Rom – eller man har en elskede. Men også for at hylde de mennesker, der i nutiden tør tage kampen op mod vor tids romerske senatorer og kejsere, tør tale og handle Roma midt imod … og måske især når Roma hedder Washington D.C. og Beijing.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pumpkin spice – den nye dansker i klassen, men uden håndtryk

Udgivet den af
Svar

Efterår rimer på græskar – og Danmarksbloggen er derfor taget på kaffebar, nærmere bestemt Starbucks, for at følge i hælene på endnu et kulturelt fænomen fra USA, som er i gang med at indtage Danmark – nemlig pumpkin spice, som man kan få i både en caffe latte og en frappuccino-udgave.

Undertegnede kan så ikke lide hverken kaffe, frappuccino eller pumpkin spice, men det kan Danmarksbloggens unge skribent Anna M.T. Frederiksen, der lige nu er i gang med at fortælle den engelsksprogede ekspedient, at der er to n´er i hendes måde at stave Anna på.

For sådan er den globale virkelighed på enhver Starbucks, uanset om den ligger i København, London eller New York. Det er så også en form for poetisk og global ligeret, at ALLE navne skal staves bogstav for bogstav, mens det skrives på plastic-kruset.

Så mens vi venter på Annas pumpkin spice og min egen noget mere almindelige varme kakao, kan vi lige fortælle historien om pumpkin spices succestogt.

For der var engang, hvor krydderiet pumpkin spice – som trods navnet IKKE stammer fra græskar, men er lavet af kanel, ingefær, allehånde og muskatnød – kun blev brugt til de græskartærter, som amerikanerne spiser til Thanksgivning og Halloween.

Men sådan nogenlunde samtidig med at den amerikanske Halloween-skik fik tag i danskerne (det vil sige omkring årtusindskiftet) begyndte Starbucks i USA at putte pumpkin spice i deres kaffe. Og som årene er gået, er det kun blevet en større og større succes, der i de sidste år også er nået til Danmark.

Alt det andet med pumpkin spice som fx kager, marmelade og chokolade har vi dog ikke importeret fra USA – ikke endnu. Men det kan sagtens komme til Danmark med tiden ligesom så mange andre amerikanske produkter.

Nå, nu er drikkene færdige, og vi skal ned til bordet. Anna har fået et meget saligt udtryk i øjnene, for nu er det tid til sæsonens første, men næppe sidste pumpkin spice.

Hun tager en slurk, og et stort smil breder sig. Det her har Anna ventet længe på – ja, allerede mens sommeren bragede afsted varm og solrig, begyndte hun at drømme om støvler, tørklæder – og pumpkin spice.

”Det smager simpelthen skønt, og jeg forstår godt, hvorfor amerikanerne er begyndt at kalde efteråret for pumpkin-spice-season i stedet for fall eller autumn,” lyder det fra det unge menneske.

At både pumpkin spice og Starbucks samtidig er import af amerikansk kultur, er Anna helt bevidst om – og har det fint med.

”Dels så er min generation ikke så USA-forskrækket som tidligere generationer som fx 68´er-generationen kan være det, og dels så tager vi kun de dele af USA til os, som vi kan lide – men ja, USA er vores største inspirationskilde, når det kommer til levevis og kultur, og det er vel meget naturligt, når nu landet er verdens supermagt – for det er USA trods Trump, som gerne må blive en parentes i historien,” siger Anna M. T. Frederiksen.

Danmarksbloggen tænker, at det var heldigt for Halloween-traditionen og græskar-krydderiet, at de kom til landet inden håndtrykket blev obligatorisk for nye danskere, for hvornår giver man hånden til et græskar? Det er lidt svært, medmindre man har Askepot´s fe-gudmor lige ved hånden, og hvem har det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk