Mere Disney – mindre dansk?

Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.

Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.

Danmarksbloggens påstand er NEJ.

Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.

Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.

Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.

Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.

Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.

Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.

Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.

For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Danske Udenrigsministerium 250 år

Det Danske Udenrigsministerium kan fejre, at det i dag er 250 år siden, at man officielt blev udskilt fra resten af statsforvaltningen som selvstændigt område, selvom man dog også før 1770 havde det såkaldte Tyske Kancelli, der tog sig af mange af den danske stats udenlandske sager.

I samtiden regnede man heller ikke udskillelsen som noget særligt, men så den snarere som ”nærmest et biprodukt af Struensees politik, for så vidt som tanken formentlig har været netop at holde udenrigspolitikken uberørt af forvaltningsreformerne”, som man kan læse det i ”Den danske Udenrigstjeneste 1770-1970. Bind I, 1770-1919”, der er skrevet af Klaus Kjølsen og Viggo Sjøqvist.

For det var selvfølgelig den flittige – og dygtige – Struense, som tog initiativet til denne udenrigstjeneste, som altså ikke blev omstødt eller ændret efter Struenses fald i 1772 – som skæbnen ellers blev det for mange andre af Struenses reformer.
Den runde dag bliver selvfølgelig fejret i Udenrigsministeriet med en konference i samarbejde med Det Udenrigspolitiske Selskab.

Konferencen åbnes af udenrigsminister Jeppe Kofoed. Derpå interviewer historiker og udenrigspolitisk analytiker Bo Lidegaard OECD-ambassadør Carsten Staur, der har skrevet bogen ”Skilleveje. Dansk udenrigspolitik i 250 år”.

Efterfølgende er der paneldebat med deltagelse af udenrigsminister Jeppe Kofod, tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister Mogens Lykketoft og ambassadør Carsten Staur. I paneldebatten vil deltagerne tale om opbruddet i den kendte verdensorden.

Når man læser programmet, er der dog to ting, der ikke nævnes specifikt – og det er et problem. De to ting er Kina og Arktis. EU, USA og klimaet nævnes – og det er også de sikre ting, dem hvor vi ikke kan fornærme nogen.

Og ja, nok er Udenrigstjenestens diplomatiets kunst. Men skal vi have en chance som stat, skal vi kunne tale åbent om tingene – også selvom den store kinesiske drage mod øst kan blive fornærmet, eller den russiske bjørn kan føle sig provokeret. Dét gør den nok i forvejen, når man ser på den seneste uges begivenheder med russisk tilstedeværelse ud for Sveriges østkyst og ved Bornholm.

Men desværre er hverken Kina, Rusland eller Arktis nævnt direkte ord. En anden mangel er tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. For nok kan man ikke have samtlige nulevende tidligere udenrigsministre med i sådan en paneldebat, men Per Stig Møller er en kapacitet, som i den grad havde beriget debatten. For slet ikke at tale om at han sad på posten i de vigtige år i 00´erne.

Se mere her: https://um.dk/da/nyheder-fra-udenrigsministeriet/newsdisplaypage/?newsID=6A7D202E-2A2F-4AEA-94D9-4D0CDB27D6D1

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi har brug for Valentine – mere end nogensinde

Aldrig har vi haft så meget brug for Valentine som i dag – og måske allermest i dét land, som holder Valentine mest intenst, nemlig USA – samt i det land, som er på alles læber i øjeblikket, Kina.

For historien om Valentines Dag handler nemlig slet ikke om røde roser, chokolade og andre ting, der gavner butikkerne på bundlinien.

Valentines Dag handler derimod om at tale Roma midt imod, også nutidens Romerriger: USA og landets orange kejser Donald Trump – og Kina og landets Peter Plys-lignende kejser Xi Jinping.

Historien bag er ganske enkel:

I det gamle Rom levede i de første par århundreder efter Kristus (det var dengang, at kristendommen var forbudt i Romerriget) en præst ved navn Valentine. Ham kunne kejseren ikke lide, både fordi han var kristen, men mest fordi Valentine viede de unge mænd til de unge kvinder.

Det var skidt, syntes kejseren, for så kunne de unge mænd ikke gå i krig.

Man havde nemlig på det tidspunkt i Rom en lov, som sagde, at gifte mænd ikke kunne være soldater. Men kejseren havde brug for mænd til at gå i krig (det har kejsere i reglen, også i nutiden). Så kejseren var glad, da Valentine blev pågrebet og fængslet.

I fængslet skete der så det, at Valentine og fangevogterens blinde datter forelskede sig i hinanden – og historien siger, at deres kærlighed var så stærk, at hun fik synet igen. Kærlighed gør ellers blind, siger man – men her gjorde kærlighed seende.

Men kærlighed er en ting, statsmagt er en anden, og Valentine fik som ventet dødsdommen – og skulle henrettes d. 14. februar. Samme morgen skrev han så et brev til sin elskede – og så var rammerne for traditionen om at sende en hilsen til sin elskede skudt i gang.

Men Valentines Dag handler altså om meget mere end romantisk kærlighed. Den handler også og især om mod og kærlighed, om den styrke der ligger i at elske. Elske både ens udkårne, men også alle andre mennesker, et helt samfund – ja, i Valentines tilfælde et helt imperium.

For han ville fred og ikke krig. Så Valentine elskede så meget, at han gav det hele … og mere til …

Så der er god grund til at fejre Valentines Dag. Ikke kun til minde om den modige præst fra det gamle Rom – eller man har en elskede. Men også for at hylde de mennesker, der i nutiden tør tage kampen op mod vor tids romerske senatorer og kejsere, tør tale og handle Roma midt imod … og måske især når Roma hedder Washington D.C. og Beijing.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pumpkin spice – den nye dansker i klassen, men uden håndtryk

Efterår rimer på græskar – og Danmarksbloggen er derfor taget på kaffebar, nærmere bestemt Starbucks, for at følge i hælene på endnu et kulturelt fænomen fra USA, som er i gang med at indtage Danmark – nemlig pumpkin spice, som man kan få i både en caffe latte og en frappuccino-udgave.

Undertegnede kan så ikke lide hverken kaffe, frappuccino eller pumpkin spice, men det kan Danmarksbloggens unge skribent Anna M.T. Frederiksen, der lige nu er i gang med at fortælle den engelsksprogede ekspedient, at der er to n´er i hendes måde at stave Anna på.

For sådan er den globale virkelighed på enhver Starbucks, uanset om den ligger i København, London eller New York. Det er så også en form for poetisk og global ligeret, at ALLE navne skal staves bogstav for bogstav, mens det skrives på plastic-kruset.

Så mens vi venter på Annas pumpkin spice og min egen noget mere almindelige varme kakao, kan vi lige fortælle historien om pumpkin spices succestogt.

For der var engang, hvor krydderiet pumpkin spice – som trods navnet IKKE stammer fra græskar, men er lavet af kanel, ingefær, allehånde og muskatnød – kun blev brugt til de græskartærter, som amerikanerne spiser til Thanksgivning og Halloween.

Men sådan nogenlunde samtidig med at den amerikanske Halloween-skik fik tag i danskerne (det vil sige omkring årtusindskiftet) begyndte Starbucks i USA at putte pumpkin spice i deres kaffe. Og som årene er gået, er det kun blevet en større og større succes, der i de sidste år også er nået til Danmark.

Alt det andet med pumpkin spice som fx kager, marmelade og chokolade har vi dog ikke importeret fra USA – ikke endnu. Men det kan sagtens komme til Danmark med tiden ligesom så mange andre amerikanske produkter.

Nå, nu er drikkene færdige, og vi skal ned til bordet. Anna har fået et meget saligt udtryk i øjnene, for nu er det tid til sæsonens første, men næppe sidste pumpkin spice.

Hun tager en slurk, og et stort smil breder sig. Det her har Anna ventet længe på – ja, allerede mens sommeren bragede afsted varm og solrig, begyndte hun at drømme om støvler, tørklæder – og pumpkin spice.

”Det smager simpelthen skønt, og jeg forstår godt, hvorfor amerikanerne er begyndt at kalde efteråret for pumpkin-spice-season i stedet for fall eller autumn,” lyder det fra det unge menneske.

At både pumpkin spice og Starbucks samtidig er import af amerikansk kultur, er Anna helt bevidst om – og har det fint med.

”Dels så er min generation ikke så USA-forskrækket som tidligere generationer som fx 68´er-generationen kan være det, og dels så tager vi kun de dele af USA til os, som vi kan lide – men ja, USA er vores største inspirationskilde, når det kommer til levevis og kultur, og det er vel meget naturligt, når nu landet er verdens supermagt – for det er USA trods Trump, som gerne må blive en parentes i historien,” siger Anna M. T. Frederiksen.

Danmarksbloggen tænker, at det var heldigt for Halloween-traditionen og græskar-krydderiet, at de kom til landet inden håndtrykket blev obligatorisk for nye danskere, for hvornår giver man hånden til et græskar? Det er lidt svært, medmindre man har Askepot´s fe-gudmor lige ved hånden, og hvem har det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solformørkelse i en brydningstid

Make America great again, sagde Trump i sin valgkampagne – og i skrivende stund har vi så ”The Great American Eclipse” – altså solformørkelsen, der i disse timer går fra USA´s vestkyst mod USA´s østkyst.

Nu var det nok ikke ligefrem solformørkelsen, som Trump tænkte på dengang. Men mange amerikanere tænker ifølge DR og andre medier på Trump i dag – og beskriver solformørkelsen som noget, der for en stund kan samle et ellers splittet samfund, hvor opløsning truer, og hvor mange befolkningsgrupper er vrede.

I gamle dage handlede solformørkelser også om Guds vrede, for en solformørkelse var et tegn på, at dommedag var nær …

Den slags er der kun få, der tror på stadigvæk. Til gengæld er der en hel del flere, der tror på astrologi – og som kan se denne solformørkelse som tegnet på Trump´s fald. For solen er på vej væk fra det selvhævdende og flamboyante Løvens tegn og ind i det kritiske og snusfornuftige Jomfruens tegn og det endda lige netop samtidig med at solformørkelsen finder sted. Så solformørkelsen skal nok sætte skub i tankerne om Trumps snarlige fald hos de astrologi-glade.

Dét kunne man så også godt formode også uden en solformørkelse, tænker Danmarksbloggen og gør opmærksom på, at tidens tema – både i USA og i Danmark – er BRYDNINGER MELLEM VÆRDIER.

På den ene side har vi dem, der bekender sig til de gamle værdier som fx penge før miljø, egoisme, at der findes rigtige og forkerte måder at leve og tro på – og på den anden side har vi dem, der bekender sig til den nye tid og de nye værdier som globalisering, omtanke for ressourcer og miljø, social ansvarlighed og et inkluderende frisind.

Danmarksbloggen er så ikke i tvivl om, at den nye tid vil vinde – på den lange bane. For alt skal nok blive great again og ligeså smukt som en solformørkelses korona, men det tager lidt længere tid end denne solformørkelses cirka 2 minutter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trump, atomkrig og Rusland

Danmarksbloggen handler selvsagt om Danmark.

Men når en atomkrig mellem Nordkorea og USA truer, så kommer det Danmarksbloggen ved, også selvom det er den amerikanske paradisø i Stillehavet Guam, der vil blive ramt af missilerne. For det her er mildest talt farligt – for hele verden.

Det er så også det hidtil mest skræmmende bevis på, at der sidder en gal mand i Det Hvide Hus. En bindegal mand, der dog har læst ”Statslederens Manual udi Manipulationens Ukunst” – hvori der på side 1 står:

Er du i fare for at blive afsløret i at have løjet, bedraget etc, etc, så flyt fokus på noget andet – helst en krig, for så glemmer både offentligheden og medierne, hvad du har haft gang i – og snakker kun om krigen.

Det er så dét, Trump har gjort i sine bestræbelser på at slippe for at blive stillet til ansvar i forhold til, hvad han har gjort/beordret i forhold til Rusland og valgkampen.

Men i stedet for en lille konventionel krig i fx Mellemamerika eller angreb på narkokartellerne i Mexico, så har Trump altså valgt at true med en atomkrig … og det mod en fjende, der er ligeså psykopatisk som ham selv.

Dermed risikerer en hel verden at blive sat i brand, bogstaveligt talt. Og alt sammen fordi Trump ikke ønsker at tale om Rusland …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mareridts-listen og populismen

Verden har ikke i flere år været så usikker og urolig, som den er nu. Danmarksbloggen bringer her en liste over nogle af de mareridt, som kan sætte en hel verden i brand.

For tænk hvis …

* Rusland angriber Vesten … og ikke kun Ukraine

* Erdogan angriber Vesten … på mere end bare ord og tomme trusler

* USA vender ryggen til Europa – de er allerede godt i gang

* Kina og/eller USA besvarer Nordkoreas provokationer med militærmagt

* Kina og USA bliver uvenner

* Krigen i Syrien breder sig til hele regionen – og inddrager også Israel

* Flygtningestrømmene fra Mellemøsten og Afrika mod Europa eksploderer

* Terroren i Vesten vokser markant

Otte kriser, som indbyrdes også hænger sammen på kryds og tværs – og som sammen med den stigende ulighed i samfundet er årsagen til, at de såkaldte populister står stærkt. For det gør de – også i Holland, selvom Rutte stadig er leder af landet. For Wilders gik frem ved det nylige hollandske valg – og havde Rutte ikke overtaget dele af Wilders holdninger, så havde han ikke fortsat siddet på taburetten.

Vi ser det også i Danmark, hvor Socialdemokratiet på mange måder har nærmet sig Dansk Folkeparti. Så nej, populismen tabte ikke i Holland. Den vandt – som den også gjorde det i Danmark for snart to år siden, og som den formentlig også vil gøre det i Frankrig og Tyskland – trods at den nyudnævnte leder af SPD Martin Shulz allerede nu kaldes Europas svar på Bernie Sanders og holdt en fantastisk god tale i går.

Men der skal mere til end flotte ord og likes på Facebook, hvis kursen mod kaos skal ændres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Vi kan også få en Trump i Europa

Så er det i dag, at Trump indsættes som USA´s 45. præsident.

Det bliver en mærkelig indsættelse spækket med sikkerhed. For aldrig har der været så mange politi- og militærfolk udstationeret i Washington D.C. Man er bange for terror, hedder det. Men man er måske også bange for social uro. For moddemonstrationerne mod Trump er mange – både i Washington D.C. og overalt i Verden, også i Danmark – og de begrænser sig ikke kun til idag. Den store Women´s March er således i morgen.

Men nu er det formodentlig ikke lige moddemonstranterne, som man skal frygte. Det modsatte havde snarere været tilfældet, hvis altså Hillary havde vundet. For en stor del af Trump-tilhængerne er vrede, hvide mænd med dødbringende våben og korte lunter.

Men nu blev det Trump, der vandt – og sådan er det. Det må respekteres i et demokrati. At der så også er al mulig grund til at holde øje med ham og være kritisk og demonstrere er en anden sag. Men han skal behandles fair. Moralens fane skal nemlig holdes rigtig højt ligenu.

MEN i Europa har vi også en anden og meget vigtig opgave. Nemlig at sørge for, at den politikerlede og hadets retorik, som Trump vandt præsidentvalget på, ikke har en chance i vores verdensdel.

Det er en fælles opgave, der dels kræver, at vi som vælgere stemmer på dem, der vil samarbejdets og kompromisets kunst, og dels at politikerne begynder at opføre sig som ansvarlige mennesker, der ikke kun tænker på deres egen karriere og pengepung, men på landets bedste og på at skabe gode forhold for alle landets borgere – og ikke kun deres egne vælgere.

Og det kniber ret meget i øjeblikket over stort set hele Europa – desværre. Så ja, vi kan også få en Trump her – eller rettere: Flere, da vi er flere lande.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Monster-orkanen Trump er på vej

Det er en spændende tid at være ung i, hva´, sagde jeg – lidt kækt – til min teenage-datter i morges, inden hun gik i skole – og mens der stadig var et lille-bitte håb om, at Hillary ville vinde.

Men hun kiggede bare på mig og sagde alvorligt og stille: Nej, det er en skræmmende tid at være ung i.

Og det var også hende, som tre kvarter senere sendte mig en sms, hvor der kort og lakonisk stod: Trump har vundet.

Så kort, så præcis – og så ødelæggende kan tre ord være. Tre ord som får mig til at tænke på, hvad det er for en verden, som vi giver videre til vores børn.

Min generation af forældre kaldes for curling-forældre, og sandt er det, at mange børn og unge i dag curles – og jeg har uden tvivl også en snert af remmen. Men når det kommer til de store ting, dem der virkelig betyder noget: Miljø, fred og et socialt sammenhængende samfund – så har min generation svigtet vores børn og unge i vores egen jagt på selvrealisering.

Det må vi gøre noget ved – og mens vi ransager vores sjæle og finder dét mod til at se og handle udover egen næsetip, som vel findes derinde et sted, så kan vi passende høre Joan Baez synge ”We shall overcome”: https://www.youtube.com/watch?v=5FbAVOdA15c

Den har aldrig været mere aktuel end nu. For det er slemt med Løkke, men han er en blid brise i forhold til den monster-orkan, som Trump bliver som USA´s præsident. Der er en global storm – måske kategori 5-orkan – på vej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk socialdemokrat fletter julehjerter i amerikansk valgkamp

Medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse og formand for socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller er i øjeblikket i USA for at følge den amerikanske valgkamp. Ventetiden bruges dog på noget meget dansk, der både handler om jul og en dansk eventyrdigter.

Hun har allerede mødt Bill Clinton, og i dag skal Lise Lotte Møller til et vælgermøde med Hillary Clinton i byen Pittsburgh, hvad hun selvsagt glæder sig meget til.

”Jeg kommer nok ikke ligeså tæt på hende, som jeg var på Bill, men det bliver fantastisk bare at være der, se hende – og mærke stemningen,” siger Lise Lotte Møller til Danmarksbloggen.

I den forløbne uge har hun været rundt i Pennsylvania og West Virginia og oplevet, hvordan mange amerikanere ser præsidentvalget på tirsdag d. 8. november som et valg mellem to mere end almindeligt upopulære kandidater.

Som en kvinde sagde til Lise Lotte Møller for et par dage siden: At stemme på Trump er at stemme på en sindssyg, så hellere stemme på en snedig kriminel som Hillary.

For i USA er Hillary ikke nær så populær som hun er det i Danmark – og i Europa.

I Danmark kan vi også lide julehjerter, flettede julehjerter. Ja, det var alle tiders mest kendte dansker H. C. Andersen, der opfandt dem. De er dog ikke særlig kendte udenfor Danmarks grænser – og slet ikke i USA.

Men det ændrer sig måske nu. For i ledige stunder og når benene skal hvile lidt, har Lise Lotte Møller siddet og fundet blåt og hvidt papir frem fra valgbrochurer og lavet både flettede julehjerter og julestjerner. Ægte danske juleklassikere – også i blåt.

For blåt er demokraternes farve, men republikanernes er rød – så derfor har Lise Lotte måtte fravige hendes både til jul og i politik ellers så foretrukne røde farve …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk