Det Danske Udenrigsministerium 250 år

Det Danske Udenrigsministerium kan fejre, at det i dag er 250 år siden, at man officielt blev udskilt fra resten af statsforvaltningen som selvstændigt område, selvom man dog også før 1770 havde det såkaldte Tyske Kancelli, der tog sig af mange af den danske stats udenlandske sager.

I samtiden regnede man heller ikke udskillelsen som noget særligt, men så den snarere som ”nærmest et biprodukt af Struensees politik, for så vidt som tanken formentlig har været netop at holde udenrigspolitikken uberørt af forvaltningsreformerne”, som man kan læse det i ”Den danske Udenrigstjeneste 1770-1970. Bind I, 1770-1919”, der er skrevet af Klaus Kjølsen og Viggo Sjøqvist.

For det var selvfølgelig den flittige – og dygtige – Struense, som tog initiativet til denne udenrigstjeneste, som altså ikke blev omstødt eller ændret efter Struenses fald i 1772 – som skæbnen ellers blev det for mange andre af Struenses reformer.
Den runde dag bliver selvfølgelig fejret i Udenrigsministeriet med en konference i samarbejde med Det Udenrigspolitiske Selskab.

Konferencen åbnes af udenrigsminister Jeppe Kofoed. Derpå interviewer historiker og udenrigspolitisk analytiker Bo Lidegaard OECD-ambassadør Carsten Staur, der har skrevet bogen ”Skilleveje. Dansk udenrigspolitik i 250 år”.

Efterfølgende er der paneldebat med deltagelse af udenrigsminister Jeppe Kofod, tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister Mogens Lykketoft og ambassadør Carsten Staur. I paneldebatten vil deltagerne tale om opbruddet i den kendte verdensorden.

Når man læser programmet, er der dog to ting, der ikke nævnes specifikt – og det er et problem. De to ting er Kina og Arktis. EU, USA og klimaet nævnes – og det er også de sikre ting, dem hvor vi ikke kan fornærme nogen.

Og ja, nok er Udenrigstjenestens diplomatiets kunst. Men skal vi have en chance som stat, skal vi kunne tale åbent om tingene – også selvom den store kinesiske drage mod øst kan blive fornærmet, eller den russiske bjørn kan føle sig provokeret. Dét gør den nok i forvejen, når man ser på den seneste uges begivenheder med russisk tilstedeværelse ud for Sveriges østkyst og ved Bornholm.

Men desværre er hverken Kina, Rusland eller Arktis nævnt direkte ord. En anden mangel er tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. For nok kan man ikke have samtlige nulevende tidligere udenrigsministre med i sådan en paneldebat, men Per Stig Møller er en kapacitet, som i den grad havde beriget debatten. For slet ikke at tale om at han sad på posten i de vigtige år i 00´erne.

Se mere her: https://um.dk/da/nyheder-fra-udenrigsministeriet/newsdisplaypage/?newsID=6A7D202E-2A2F-4AEA-94D9-4D0CDB27D6D1

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 16: Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

CHRISTIAN D. 7., STRUENSE OG CAROLINE MATHILDE

Da Frederik d. 5. døde i 1766, var Danmark stadig midt i oplysningstiden, selvom det af og til kunne være svært at forstå i det på mange måder lille land – og den endnu mindre hovedstad, der endnu i næsten et århundrede skulle leve bag de volde, som Christian d. 4. havde lavet i 1600-tallet. Men det gjorde man – endda i flere generationer endnu …

Også inde i folks hoveder var der bygget volde og skel – og netop derfor var Struenses mission dømt til at mislykkes. Men nu forgriber vi begivenhedernes gang …

Da Frederik d. 5. døde, blev hans søn i enevældens ånd og efter enevældens ceremonier salvet i Frederiksborg Slotskirke. De nærmeste må have vidst, at det her kunne ende helt galt. For den unge mand var ikke blot i nærheden af de egenskaber, som man kunne forvente, at en enevældig konge skulle være i besiddelse af: Klog, analytisk, med overblik og indlevelse for både nødvendigheder og sit folk.

Snarere tværtimod var den unge konge Christian d. 7. umoden og barnlig, men han var også begavet. Senere tiders dom over ham som den sindssyge konge er langtfra hele billedet, selvom der VAR noget. Men havde Christian d. 7. været omgivet af kærlige og gode mennesker istedet for hårde lærere, en far der drak og en stedmor, der åbenlyst foretrak sin egen søn Arveprinsen, så kunne det hele måske være gået anderledes.

I hans voksne liv gik det ikke bedre. Stort set alle – fra hans nærmeste medarbejdere til tjenestepigerne – gjorde grin med ham og behandlede ham som et lille, uartigt barn, som man kunne beordre til både det ene og andet. Der var derfor ikke noget at sige til, at Christian d. 7. på en udenlandsrejse – hvor han iøvrigt gjorde en god figur som både vittig og begavet ved flere hoffer, hvor man også i modsætning til i Danmark behandlede ham med respekt – fattede sympati for den unge læge Struense, der behandlede ham ordentligt.

Affæren med Struense er en af de mest kendte i Danmarkshistorien. Den unge læge, der ville så meget, indførte så mange (også for mange) reformer, og som i dén grad var en oplysningstidens mand, steg hurtigt i graderne og blev i realiteten nærmest Danmarks regent i et par år.

En af de reformer, som Struense lavede, var afskaffelsen af 11 ud af 22 helligdage som fx 3. juledag, 3. påskedag og Vor Frue Dag. Dage, som nu skulle bruges til arbejde.

Struense fattede så også sympati for Christian d. 7.´s dronning Caroline Mathilde, som på det tidspunkt ikke havde noget nævneværdigt samliv længere med kongen. Og hun forelskede sig også i den unge læge.

At det til at begynde med var gået så galt med samlivet for det unge kongepar, der var blevet gift som kun 15- og 17-årig, skyldtes for en stor del Caroline Mathildes snerpede hofdame fru von Plessen, der havde kvalt den nysgerrighed og den sympati, som de to unge rent faktisk havde for hinanden, da Caroline Mathilde kom til Danmark fra England.

Så igen var det ydre omstændigheder, der ødelagde det for Christian d. 7. – og for Caroline Mathilde. De nåede dog at få et barn sammen – den senere Frederik d. 6. Dronningen fik så også en pige, men det var af gavn med Struense, af navn var den lille pige dog kongens.

Lykken for nogen af dem varede ikke længe.

Det lykkedes nemlig for enkedronning Juliane Marie og hendes højre hånd Guldberg i 1772 at få kongen til at tro på, at Struense og dronningen var i ledtog imod ham – og ville dræbe ham. Christian d. 7. skrev derfor under på det papir, der fængslede Struense og hans ven og højre hånd Brandt – og de to blev senere henrettet ved at blive lagt på hjul og stejle. Så slemt gik det ikke for Caroline Mathilde, der blev sendt til Celle i Tyskland, hvor hun døde få år efter.

I de næste 12 år regerede enkedronningen og Guldberg – bistået af arveprinsen. Men så skete der noget. Så handlede den purunge kronprins.

Året var 1784, og han skulle have sæde i statsrådet. På det første møde læste kronprins Frederik et dokument op, der afskedigede det gamle ministerium med enkedronningen, arveprinsen og Guldberg – og i stedet tiltrådte et nyt med kronprinsen selv og hans betroede mænd med Bernstorff i spidsen.

Kong Christian d. 7. skrev under – ganske kvikt og velvidende, hvad han gjorde – og kronprinsen tog dokumentet og løb ud med det, inden arveprinsen kunne nå at snuppe det, hvad denne ellers prøvede på.

Det var også enten-eller i de sekunder, og heldigvis blev det den senere Frederik d. 6. og hans mænd, der løb af med sejren. Og så var vejen banet for bla de landbo-reformer, der afskaffede stavnsbåndet, men også bondelandsbyen og trevangs-bruget. Nu flyttede bonden istedet ud på sin egen mark, og der bor han endnu i vore dage, omend antallet af landbrug er faldet støt og mængden af jord tilhørende det enkelte landbrug steget.

En ny tid var på vej – også i Danmark. Kongen hed stadig Christian d. 7., men i realiteten regerede sønnen.

Og netop sønnen Frederik d. 6., de sidste 15 år i 1700-tallet, slaget på Rheden, skovens genindførelse i Danmark, statsbankeroten og tabet af Norge skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De varme hveder – og et folkeligt pres

Historien om de varme hveder handler om bagernes eneste årlige fridag – og om at et folkeligt pres reddede helligdagen …

St. Bededag er en dansk helligdag, der blev indført i 1686 med det formål at samle årets mange bods- og bededage i een eneste stor bededag – deraf navnet. Det er altså ikke en hverken særlig katolsk eller speciel protestantisk dag, men en praktisk måde at klare en masse bededage på, så der var mere tid i løbet af året til nyttigt arbejde.

At St. Bededag så også overlevede Struenses helligdagsmassakre små 100 år senere, hvor livlægen skar antallet af helligdage ned fra 22 til de nuværende 11 om året, skyldtes københavnerne.

Folk i København, som dengang var en lille by indenfor voldene, holdt meget af St. Bededag, hvor de om aftenen netop gik på de volde, der dengang var rundt om hele byen. I dag er der kun Kastellet, Christianshavns Volde og Tivoli-søen tilbage af de herligheder.

Men altså: Der gik københavnerne i den lyse forårsaften og hilste på hinanden, inden de gik hjem til teen og de varme hveder. Hveder, som bagerne lavede særlig store netop denne dag, da de også ligesom alle andre skulle bruge dagen efter på at bede. Bagerne kunne derfor ikke arbejde St. Bededag, så folk kunne dagen før (altså St. Bededags aften) købe ekstra store hvedeboller eller hveder, som det hed dengang.

Meningen var, at hvederne kunne gemmes til selve St. Bededag, så man også havde frisk brød dér – men det var folk ligeglade med. De ville gå på volden i den lune forårsaften, se på blomster og lysegrønne blade, høre kirkeklokkerne, hilse på deres venner og så komme hjem til de varme hveder og teen.

Og det betød så meget for københavnerne, at Struense simpelthen ikke turde røre St. Bededag, da han omkring 1770 skulle finde en masse helligdage, der kunne afskaffes, så der var mere tid til arbejde og at gøre nytte. Man var simpelthen bange for oprør fra københavnernes side. Et oprør, som var det sidste livlægen havde brug for i sit arbejde med at styre København – og dermed også Danmark – på vegne af Christian d. 7.

Så derfor holder vi stadig St. Bededag – og spiser stadig varme hveder, uanset om man går på voldene eller ej, bor i København eller ej, gør oprør mod vores tids Struenser eller ej.

Læs mere her: http://www.kristendom.dk/artikel/267173:Store-bededag–Store-bededag-er-de-varme-hveders-hoejtid

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk