Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 15: Oplysningstid, Det Florissante Eventyr og Store Nordiske Krig

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

OPLYSNINGSTID, DET FLORISSANTE EVENTYR OG STORE NORDISKE KRIG

Ved 1700-tallets start var enevælden endnu ung. Kun cirka 40 år var der gået siden Frederik d. 3.´s ublodige statskup, der gjorde ham og hans efterkommere i de næste små 200 år til enevældige konger i Danmark.

Salvingen af de enevældige konger lå dog hurtigt fast. Den fandt sted i Frederiksborg Slotskirke ved Hillerød – langt væk fra folket og var derfor omgærdet af meget mystik og kongerøgelse. Det var også en salving og ikke en kroning, da kongen i enevældens selvforståelse var udvalgt af Gud selv, var Guds stedfortræder på Jorden. Så enevældens konger blev altså salvede ved storslåede ceremonier, hvor kun de mest betydningsfulde personer i Riget var med.

Enevælden var så også lidt et paradoks. For nok bestemte kongen alt i teorien, men i praksis var rigets styre blevet så komplekst, at det ikke længere kunne lade sig gøre, at en mand skulle se alle papirer og forholde sig til alle spørgsmål, som fx Christian d. 4. gjorde det.

Men de store linier og de afgørende beslutninger var dog alene kongens, og det stillede store krav til kongens habitus og evne til at lede og regere. Det var dog noget, som man tog for givet, at kongen magtede. Det skulle så senere vise sig, at det var kongen ikke altid istand til. Regenter er nemlig som andre mennesker forskellige, og har hver deres evner – og sådan var det også i 1700-tallets Danmark.

Men endnu var det ikke noget problem. Kongen hed Frederik d. 4. (konge 1699-1730)  En dygtig konge, der var med til at bygge Danmark op igen efter nedturen midt i 1600-tallet.

Det var også under ham, at Store Nordiske Krig fandt sted. Det var den krig med søheltene Tordenskiold og Niels Juel, der ganske effektivt bankede svenskerne gule og blå i perioden 1709-20. Men desværre fik vi ikke Skåne, Halland og Blekinge tilbage. Det burde vi ellers have haft ifølge normal krigs-logik. Men Europas stormagter ville ikke risikere, at Øresundstolden blev genindført, så Skånelandene forblev svenske.

Kong Frederik d. 4. accepterede og fik også andet at tænke på, da store dele af København brændte i 1728. Mange mente, at det var Guds straf over kongens ugudelige levned. Frederik d. 4. giftede sig nemlig flere gange til venstre hånd med kvinder, som han – i modsætning til sin dronning – forelskede sig i.

Mest opsigt vakte hans ægteskab med adelsdatteren Anna-Sophie Reventlow, som han i 1712 “bortførte” fra Clausholm Slot. Bortførelsen skete nemlig kun mod hendes mors vilje, hvorimod den unge adelsdame var ligeså forelsket i kongen som han i hende. De levede også sammen gift til venstre hånd, indtil dronningen døde i 1721. Allerede dagen efter dronningens død giftede de sig så lovformeligt, og kort tid efter blev Anna-Sophie kronet til dansk dronning.

Det var en skarp cocktail for danskerne, der derfor også så det som Guds retfærdige straf over parret, at ingen af deres syv børn overlevede spædbørnsalderen.

Pietismen, en inderlig, følelsesbaseret, men også streng fortolkning af kristendommen havde meget belejligt også holdt sit indtog i landet, og den greb tilsidst også kong Frederik d. 4. og dronning Anna-Sophie, der efter sin mands død af sin pap-søn, den nye konge, blev sendt tilbage til Clausholm Slot, hvor hun døde kun 50 år gammel.

Den nye konge Christian d. 6. (konge 1730-46) og hans dronning Sophie Magdalene var også i det hele taget meget moralske og religiøse, ja så religiøse, at livet ved hoffet blev et stille og religiøst liv uden baller, maskerader, teateraftner og musikaftner.

Ja, teaterbesøg og tobaksrygning i hele landet blev fra tid til anden forbudt. Til gengæld blev der indført obligatorisk kirkegang hver søndag – og ve den, der faldt i søvn under præstens nogen gange to timer lange prædiken. Vedkommende fik straks en i gokken med de lange stave, som kirketjenerne gik rundt med under gudstjenesten. Men ikke alt var trist livsfornægtelse. Pietismens optagenhed af gode gerninger sig også udslag i fx oprettelsen af det første Kgl. Vajsenhus, der tog sig af forældreløse børn.

Det kan derfor også virke paradoksalt, at det samtidig var dette fromme kongepar, der sørgede for at få bygget det første Christiansborg foruden andre slotte. Men det var dem, ligesom at det også var den grundige og arbejdsomme Christian d. 6., der gjorde meget for videnskaberne og i det hele taget passede godt på firmaet “Danmarks Kongehus”, indtil han døde, og hans søn kunne overtage.

Sønnen, Frederik d. 5 (konge 1746-1766). var af en helt anden støbning: Livlig, vellidt og gift med den engelske prinsesse Louise, som danskerne elskede. At hun så også bragte psykisk sygdom ind i slægten – og gav den videre til hendes søn, den ulykkelige Christian d. 7., vidste man endnu ikke noget om. Danskerne elskede bare deres livlige kongepar, der bragte festen tilbage i Danmark, selvom pietismen med en salmedigter som biskop Brorson fra Ribe i spidsen stadig stod stærkt, men nu ikke længere tegnede det officielle billede.

Enevælden blev det, der hed den oplyste enevælde, og mennesket kom i centrum – som sig selv og ikke som udfører af Guds vilje. Det enkelte menneske og det enkelte menneskes liv og verden – privatsfæren om man vil – begyndte at betyde mere og at fylde mere, både i det politiske liv og i teatrets verden.

Vi var også midt i oplysningstiden – en tid, hvor der var fokus på ord. Men ikke kun de religiøse. Verden blev nu anskuet OGSÅ udfra ikke-religiøse betragtninger, og det bevirkede store ændringer og forbedringer. Fx at de ord, der kom fra videnskaberne og som bragte viden, skabte de forbedrede produktionsforhold, som igen stod for grundlaget for den samfundsudvikling, der lagde grunden for den moderne tid.

Andre ord var de ord, der blev sagt fra scenen – og her var vi midt i den tid, hvor Danmarks mest kendte skuespilsforfatter skrev, nemlig Ludvig Holberg, der stadig spilles hver eneste år på de danske teatre med stykker som “Maskerade”, “Jeppe på Bjerget”, “Den stundesløse” og mange flere.

Folket ville have brød og skuespil – og det fik de.

Danmark blev også mere og mere rigt – primært pga det florissante eventyr, som man kaldte de rigdomme, der blev sejlet hjem fra hele kloden.

Nordpå fra Grønland, som Hans Egede ankom til i 1722, og hvor han udover at etablere handel også missionerede i en grad, så det mildest talt ikke var særlig smart.

Vestpå fra Vestindien, altså de tre caribiske øer, som engang var danske, og hvorfra der kom sukker. Dén historie er så heller ikke et skønmaleri, da handlen foregik på den måde, at skibene sejlede til Guldkysten på Afrikas vestkyst for der at sælge håndvåben og få slaver, som så blev sejlet til Vestindien og solgt – og skibet igen fyldt med sukker, inden turen gik til Danmark.

Denne trekantshandel blev også opfattet som mere og mere umoralsk op igennem 1700-tallet, hvor man i oplysningstidens ånd talte mere og mere om humanitet og menneskeværd – og det udmundede også i et forbud mod slavehandel i 1792. Men altså kun handel, ikke slaveri. Dét blev først forbudt et halvt århundrede senere

Endelig fik vi også varer fra Øst, fra Tranquebar og fra handlen med Kina. Det drejede sig om krydderier, porcelæn, bomuld, silke og te. Ostindiefarerne, som man kaldte dem, der sejlede til Asien – primært via Asiatisk Kompagni, måtte ikke komme ind i selve Kina, kun i et lille transit-område, hvor de skulle betale varerne med sølv (kineserne ville nemlig ikke have vestlige produkter).

Så selvom de næsten intet havde mødt af Kina, blev søfolkene fra skibsdreng til kaptajn alligevel mødt med stor respekt og nysgerrighed, når de kom hjem. Kina var nemlig et meget spændende land, som fordi man vidste så lidt, talte til fantasien, hvad man jo også ser i Tivoli og H. C. Andersens eventyr 100 år senere (det er nu så ganske kinesisk).

Danmark havde heller aldrig i landets historie været rigere, og et nyt borgerskab voksede frem i 1700-tallet. Det borgerskab, som man stadig ser i Holbergs komedier og på Pantomine-teatret i Tivoli.

Der var altså fred og ingen fare i Tvillingerigerne, Danmark og Norge, som nok var to selvstændige lande målt på selvopfattelse, men som i det praktiske havde det ganske godt med arbejdsdelingen. Landbruget lå i Danmark, der praktisk talt var uden skov på det tidspunkt, mens Norge havde træ og vandkraft i massevis.

Og kongen hed som sagt Frederik d. 5., men dronningen hed ikke mere Louise. Danskerne og Frederik d. 5.´s elskede dronning døde ung ifbm en maveoperation. Ny dronning blev Juliane Marie, hende der blev stedmor til Christian d. 7. Og hende kunne danskerne ikke lide, og kongen selv blev også hurtigt træt af hende.

Fx er der historien om dengang han var sammen med nogle venner ude på Eremitageslottet, og Juliane Marie kom kørende med frokost, og han ikke end gad at se hende eller byde hende indenfor. Hun måtte vende kareten og køre hjem igen.

Frederik d. 5. derimod kunne danskerne fortsat godt lide, også selvom han drak rigeligt og ikke passede sine pligter som konge. Til gengæld forstod han at vælge gode mænd til at tage sig af kongeriget, så Danmark blev styret udmærket i Frederik d. 5.´s regeringstid, hvor også handlen blomstrede.

Pengene rullede altså ind i Danmark, men samtidig rumlede det overalt i Europa. En ny tid, hvor det enkelte menneske – qua sin nye selvforståelse som et selvstændigt individ med egne ønsker og behov – ikke længere var tilfreds med at være en del af en fastlåst samfundsorden, var på vej, også i Danmark.

Og netop stavnsbåndets ophævelse, reformerne og affæren med Struense, Caroline Mathilde og Christian d. 7. skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *