Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 13: Christian d. 4. og København gøres stor

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

CHRISTIAN D. 4. OG KØBENHAVN GØRES STOR

Christian d. 3. vandt borgerkrigen i Danmark og indførte Reformationen, altsammen i 1536, som derfor også på mange måder kan regnes som en skillelinie mellem middelalderen og renæssancen, omend både hans far og fætter, hhv. Frederik d. 1. og Christiern d. 2., på mange måder også var renæssance-fyrster.

Men fra 1536 og frem var det soleklart. Renæssancen var kommet til Danmark med dens fornyede interesse for videnskab, kultur og historie – og især antikken, som blev anset for en gylden tidsalder. Ordet renæssance kommer også af fransk og betyder født igen, og det henviser ikke til reinkarnation – men til at de gamle ideer om individet kom til ære og værdighed igen efter en middelalder, hvor det handlede om familien, om gruppen, og som på baggrund af dens katolske kirkeliv også blev kaldt både mørk og uoplyst.

At såvel sygepleje som fattigforsorg så havde langt bedre forhold i middelalderen pga. munkenes hellighuse, og at hygienjen var langt bedre i middelalderen pga. de offentlige badstuer, valgte man at glemme i renæssancen.

For nok er renæssancen en gylden tid, når vi taler om kunst og kultur – og især udenfor Danmarks grænser, hvor en Shakespeare, en Eramus af Rotterdam, en Thomas More og flere endnu skrev deres store værker – og hvor de italienske renæssancekunstnere med Michelangelo og da Vinci som de fornemste malede de billeder og lavede de skulpturer, som vi stadig begejstres over.

I Danmark kunne vi ikke rigtig hamle op med noget af det, omend Christian d. 4.´s mest berømte datter Leonora Christine i 1600-tallet skrev hendes selvbiografi “Jammers minde”, der er den første biografi skrevet på dansk, men den vender vi tilbage til i næste uge.

Men renæssancen var også en mørk tid. Det var nemlig i disse år, især i 1600-tallet, at heksebålene flammede i Europa, her de største religionskrige på europæisk jord fandt sted, og her de europæiske lande rejste ud i verden og undertvang sig andre folkeslag som slaver, inden turen gik hjem til Europa med guld, sølv og krydderier om bord. Så renæssancen var altså meget mere end bare ideernes og idealernes tidsalder.

I Danmark mærkede vi en del til det meste, selvom vikingernes æra forlængst var forbi, og Danmark nu blot var et land højt op i nord langt fra de lande, der kæmpede om magten i Europa.

Christian d. 3.´s søn Frederik d. 2., der var konge fra 1559 til 1588, er glemt af de fleste danskere idag, men han gjorde det godt. Så godt, at der blev talt om, at Danmark ikke havde været i bedre stand siden Gamle Kong Valdemar´s dage.

Frederik d.2. overtog også et land, der forlængst var kommet på fode efter borgerkrig og reformation, og hvor faderen havde fået styr på administrationen. Og som en god arvtager i det familiefirma, som den danske kongemagt var blevet det, forstod Frederik d. 2.  – især efter 7-årskrigen mod Sverige – at gøre Danmark endnu stærkere.

Handlen – som altid har været det, som Danmark skal leve af – stortrivedes, også fordi der kom gang i søfarten. Videnskaberne blomstrede – der sad fx en Tycho Brahe og kiggede på stjerner ude på Hven. Landbruget gik godt. Der blev bygget over hele landet. Og endelig udgav Anders Sørensen Vedel danske folkeviser samt oversatte Saxo´s Danmarkshistorie til dansk fra det latin, som Saxo selv havde skrevet på.

Så da Frederik d. 2. døde i 1588, var det et på alle måder rigt og blomstrende Danmark, som han kunne give videre til sin søn, den da kun 10-årige kronprins Christian, der i dag kendes af alle som Christian d. 4.

En af kongerækkens mest farverige og facetterede konger, ikke altid lige smart, faktisk dummede han sig gevaldigt af og til, og så drak han altfor meget og kunne ikke finde ud af sit kærlighedsliv, men fik børn med en masse kvinder.

Men det er også ham, der med alle hans byggerier gjorde den lille hovedstad København til en rigtig storby. Ham, der ville så meget, og som på alle måder var meget dansk. En Anders And blandt konger, der troede, at han kunne det hele, men som tabte så meget og ikke skønnede på det, som han gjorde godt: Nemlig at sørge for, at København blev den smukke by, som den stadig er. For dét var en vision, der ville noget..

Og var der noget, som Christian d. 4 havde, så var det drømme og visioner for hans kongerige. Og hans energi for få dem alle ført ud i livet var enorm.

Han kunne sidde og drikke til langt ud på natten, men kl. 6 stod han op og gik igang med at skrive breve og ordne alt fra de største sager til småtingene. For ALT ville han have fingrene i – om det så var hvad for noget tøj, som børnene skulle have. Vi har bevaret mere end 3000 breve fra ham, og udover at han skrev godt, så var han også den første konge, som skrev på dansk … og det kan vi jo godt lide.

Man lad os starte med begyndelsen. Christian d. 4. var en kvik dreng, der også fik en god uddannelse. Som kun 10-årig mistede han dog sin far, så indtil han blev myndig, blev landet regeret af en formynder-regering.

Men så i 1596 tog Christian d. 4. for alvor selv fat. Pga handlen, landbruget og søfarten var der højvande i kassen, så nu skulle der bygges – og han byggede, så det stadig her 400 år efter er hans valg af bygninger, der kendetegner vores hovedstad: København.

Bygninger som Børsen, Holmens Kirke, Rosenborg Slot, Rundetårn, Tøjhuset og flere endnu kan alle tilskrives Christian d. 4., der derudover stod for at grundlægge flere nye bydele, bl.a Nyboder med Kastellet.

For slet ikke at tale om voldene, som først blev sløjfet midt i 1800-tallet. Og selv dér ikke alle steder. Faktisk findes voldene stort set intakte i en anden af hans bydele, nemlig den, der bærer hans navn, Christianshavn. Men også ved Kastellet og andre steder er der rester. Tivolisøen er fx også en rest af Christian d. 4.´s volde.

Christian d. 4.´s forbillede var også den nederlandske renæssance, og København skulle være Nordens Amsterdam med kanaler og handelshuse, og det lykkedes ganske godt på Christianshavn, hvad man kan se endnu, hvis man tager turen over Knippelsbro og derud.

Under Christian d. 4. voksede København simpelthen til dobbelt størrelse.

En hel enorm forøgelse, der passer godt med mandens ide-rigdom og store drømme. Han ville fx også gerne reformere skolevæsenet, så alle kunne lære at læse og skrive, men her var han 200 år for tidligt ude. Tiden forstod ham simpelthen ikke. På samme måde gik det hans drømme om at lave et dansk rigshospital  – og det at forbedre forholdene for bønderne. Dét sidste gik adelen ikke med til.

Men et børnehus til de forældreløse børn blev det til. Og han skabte industri som silkespinderierne i København. Og han fik bygget skibe, så den danske flåde blev stor og mægtig.

Det fik Christian d. 4. også brug for. For flere gang i hans regeringstid var Danmark involveret i krige, og endnu var kongen selv med, hvad man også kan se på Marstrands berømte billede fra Slaget på Kolberger Heide, hvor kongen rejser sig efter at have fået skudt øjet i stykker og opfordrer til øget kamp. Heltemodigt, men det vandt ingen krige. Svenskerne var bedst på det tidspunkt.

Flest gange stod kampen nemlig mod Sverige, men også i Trediveårskrigen (den europæiske storkrig mellem katolikker og protestanter), hvor han ikke gjorde nogen god figur, for Christian d. 4. var elendig i krig. Derfor var det også en ekstra ærgrelse for ham at opleve den svenske heltekonge Gustav d. 2. Adolf, som blev kaldt Løven fra Norden, og som var en glimrende feltherre, indtil han faldt i slaget ved Lützen – og som efterlod sig en datter, Christina, der senere hen konverterede til fordel for den tro, som hendes far havde kæmpet imod. En mærkelig manøvre der betød, at hendes fætter Karl d. 10. Gustav kom på troen – til stor skade for Danmark, men nu forgriber vi begivenhedernes gang.

Endnu var Christian d. 4. konge i Danmark – og han havde også travlt med andet end krig og byggeri. Han lavede blandt andet masser af børn. Langt over 20, måske 30 børn fik han, vurderes det. Seks med hans første kone, dronning Anna Cathrine, der døde ung, en del med hans anden kone, Kirsten Munk, der var adelsdatter og som derfor ikke kunne blive dronning (det var noget, som kun fyrstedøtre kunne på det tidspunkt), nogle stykker med hans tredje kone Vibeke Kruse, der var borgerlig – og endelig nogle stykker med diverse elskerinder.

Christian d. 4. elskede alle sine børn højt – og sørgede godt for dem alle sammen, selvom han selvfølgelig havde yndlinge: Først den udvalgte Prins Christian, som skulle have været konge efter ham selv, men som i modsætning til sin far ikke kunne tåle de store mængder rhinskvin, og som derfor døde ung af et for højt alkoholforbrug.

Og dernæst datteren Leonora Christine, som Christian d. 4. havde med Kirsten Munk, som kongen elskede højt, men som han tilsidst forstødte, da hun var ham utro med Rhingreven – endda mens kongen var i krig. Der er også historier om, at hun forsøgte at forgive kongen, og det gør man ikke ustraffet. Kirsten Munk var heldig, at hun kunne nøjes med at blive forvist til Fyn for dén affære. I en del andre lande var hun formentlig blevet halshugget.

Ikke at Christian d. 4. afstod fra vold. For det gjorde han ikke. Et sort kapitel om den konge, der som den første ville statsfinansieret velfærd i Danmark, men var altfor tidligt ude, er det faktum, at han afskyede og forfulgte de såkaldte hekse i en grad, så næsten halvdelen af alle de cirka 1000 mennesker, mest kvinder, der blev brændt på bålet i Danmark, blev brændt i hans regeringstid. Han gik også flere gange egenhændigt ind og sørgede for, at en frifindelsesdom blev lavet om, så den ulykkelige alligevel var skyldig og skulle brændes.

Christian d. 4. var altså på alle måder en mærkelig og mange-facetteret mand, ikke altid sympatisk og så alligevel så levende og spændende. Ikke til at blive træt af, ikke til at blive færdig med.

Tilsidst blev han dog selv træt af det hele og trak sig den sidste tid mere eller mindre tilbage til sit lystslot Rosenborg, der dengang lå på landet lidt udenfor voldene, mens svigersønnerne med yndlingsdatteren Leonora Christines mand Corfitz Ulfeldt i spidsen skaltede og valtede med rigets sager og fik kørt et Danmark på vej ned endnu længere ned, samtidig med at barokken afløste renæssancen.

Og alt det, Leonora Christines fald og hævn, Frederik d. 3., tabet af Skåne og Enevældens indførelse skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.