Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Leonora Christine og Sophie Amalie

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om de to bitre fjender:

Leonora Christine og Sophie Amalie

Reformationen lå efterhånden næsten 100 år tilbage, da Leonora Christine og Sophie Amalie blev født i henholdsvis 1621 og 1628.

Men så hører alt lighed mellem de to kvinder, der blev hinandens livsfjender, stort set også op.

Leonora Christine var datter af Danmarks store byggekonge Christian d. 4 og hans anden kone, den adelige Kirstine Munk, der på grund af at hun var adelig og ikke fyrstelig, aldrig kunne blive dronning af Danmark. Leonora Christine var derfor heller ikke prinsesse, men kongedatter. Det skulle dog ikke forhindre hende i at spille rollen som Danmarks førstedame i mangel på en dronning i de mange år, hvor Christian d. 4. var konge, men ikke var gift med en fyrstelig kvinde.

Det med at føre sig frem havde Leonora Christine heller ikke fra fremmede. Hendes mormor var Ellen Marsvin, der i en mandsdomineret tid blev jordbesidder i den helt store stil – og som ikke alene forvaltede arven efter sin ægtemand, men også kraftigt øgede dens værdi.

Moderen var som sagt Kirstine Munk – en kvinde, der i mange år kunne få Christian d. 4. til at danse efter sin pibe – lige indtil hun dummede sig og ikke alene var kongen utro med den såkaldte Rhingreve, men også prøvede at forgive Christian d. 4.

Leonora Christine holdt sig klogeligt ude af balladen mellem forældrene – og var på mange måder et rent ug-barn, som hendes søskende ikke brød sig meget om, da hun gerne sladrede og gav dem skylden for alt, så hun selv kunne fremstå som den perfekte. Og det virkede. Leonora Christine var i stort og småt faderens, Christian d. 4´s, yndlingsdatter – og hun blev da også gift med den senere rigshovmester Corfitz Ulfeldt, der i mange år virkede nærmest som en slags statsminister, der dog tilranede sig store summer fra statskassen og i det hele behandlede den aldrende Christian d. 4. såre skammeligt.

Leonora Christine og Corfitz var altså usympatiske, men samtidig også datidens powerpar – og hun holdt fast i ham, hele vejen, både da han blev anklaget for landsforræderi, sad i fængsel på Bornholm og lavede maskepi med svenskerne, mens de havde besat Danmark og tog Skåne, Halland og Blekinge i 1658. Han døde senere alene på en båd på Rhinen, mens hans kone endnu havde det værste og det største til gode.

For selvom det allerede passerede er nok til for evigt at blive husket i Danmarkshistorien, så er den forkætrede kongedatters største mesterstykke nemlig Danmarks første selvbiografi: Jammers Minde, som Leonora Christine skrev i de 22 år, hvor hun sad som fange i Blåtårn i København anklaget for landsforræderi m.m.

Manuskriptet, der ikke må læses som et faktabaseret korrekt vidnesbyrd, men som er såre subjektivt, blev først genfundet i sidste halvdel af 1800-tallet, hvorefter det hurtigt blev kendt og faldt på et tørt sted, da Danmark efter 1864 havde desperat brug for netop sådan en national tragisk heltinde. Og her var hun så: Den smukke kongedatter, og skurken var oven i købet tysk. Dét kunne ikke være meget bedre. Så pyt med fakta.

For skurken var – og er stadig for mange danskere – Sophie Amalie, der blev gift med Danmarks første enevældskonge Frederik d. 3., der snedigt indførte enevælden ved et statskup i 1660.

Sophie Amalie var født og opvokset ved et lille hertughof i det nordtyske, og havde intet af den intelligens og det vid, som Leonora Christine havde så rigeligt af. Leonora Christine forsømte heller ikke en chance for at drille og udstille den unge dronning, da hun kom til København og ingen kendte, mens Leonora Christine derimod var på absolut hjemmebane, i hvert fald til at starte med.

Helt slemt blev det så, da kroningen af det nye kongepar skulle finde sted i 1648.

Kongen blev kronet den første dag – og alt gik, som det skulle. Men så dagen efter, hvor dronning Sophie Amalie skulle krones, var København raseret. Leonora Christine og Corfitz Ulfeldts folk havde ødelagt det meste af den pynt og de æresporte, som dronningen og det kongelige følge skulle ride igennem på vejen fra Københavns Slot til Vor Frue Kirke.

Og kronen, som Sophie Amalie skulle krones med, var ikke den prægtige dronningekrone, men en erstatningskrone, lavet i al hast og af billige materialer. Den rigtige krone var nemlig gået i stykker, da Leonora Christine ”helt tilfældigt” kom forbi guldsmeden og ”kom til” at tabe den på den hårde stengulv, så den gik i stykker og ikke kunne nå at blive repareret.

Dét tilgav Sophie Amalie aldrig.

Og tiden gik, og hjulpet på vej af Ulfeldts landsforræderi blev stemningen ved hoffet og i Danmark også mere og mere for kongen og hans dronning, selvom hun var rigeligt forlystelsessyg og lavede de mest (også for) dyre og spektakulære baller og udklædningsfester.

Det var i øvrigt også Sophie Amalie, der fik opført Amalienborg – som jo netop blev opkaldt efter hende selv.

Men den største respekt hos danskerne opnåede Sophie Amalie, da hun ved kongens side red rundt på voldene, mens svenskerne bombede og skød løs mod hovedstaden i dagevis. Dét havde ingen dronning gjort før.

Hadet til Leonora Christine slap hende dog aldrig – og selv da manden, kong Frederik d. 3. døde, og hendes svigerdatter, den nye dronning Charlotte Amalie, gik så mindeligt i forbøn for den aldrende Leonora Christine, var Sophie Amalie stejl og ubønhørlig.

Leonora Christine skulle blive i Blåtårn.

Så det blev hun – indtil Sophie Amalie døde i 1685. Samme dag om aftenen blev kongedatteren tilbudt at komme ud i løbet af natten, men Leonora Christine var livsskuespiller af det store format.

Jeg vil ud med manér, sagde hun – og det kom hun så næste morgen i fuldt dagslys og med fuld honnør.

Derfra gik turen til Maribo, hvor Leonora Christine levede i yderligere 12 år, hvor hun også fik besøg af sine børn – og gav en af dem dét manuskript, der skulle sikre hendes berømmelse. Dog ikke med et samme som hun havde håbet, men 200 år senere, da det blev fundet på et loft i Østrig.

Men det er først om lang tid. Vi er stadig i 16- og 1700-tallet.

Enevælden var kommet til Danmark – og kvinderne var stadig underlagt mændene. Men der blev flere og flere undtagelser, som turde og ville noget mere. Nogle af dem var også ikke-royale – og nogle gange kunne det gå helt galt som med adelsfrøkenerne Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow, der nåede bunden på to meget forskellige måder.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 14: Frederik d. 3., Enevælden, Kvindefejden og Tabet af Skåne-landene

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 3, ENEVÆLDEN, KVINDEFEJDEN OG TABET AF SKÅNE-LANDENE

Allerede i Christian d. 4.´s sidste tid var meget af magten gledet den aldrende konge af hænde og istedet over til svigersønnerne, vel at mærke de svigersønner, der var gift med Christian d. 4.´s forstødte hustru Kirsten Munks døtre, den samme Kirsten Munk, som havde prøvet at forgive kongen.

Nogle af døtrene holdt med moderen, men ikke Leonora Christine, der var faderens yndlingsdatter. Prinsesse var Leonora Christine derimod ikke, for hendes mor havde ikke været dronning, da Kirsten Munk “kun” var adelig af fødsel. Så Leonora Christine var af navn kongedatter, men af gavn (og mangel på en dronning) Rigets Førstedame, også fordi hendes mand Corftiz Ulfeldt var rigshovmester, en titel nogenlunde svarende til at være statsminister.

Parret var altså den absolutte top i Danmark, og de kunne lide både magten, berømmelsen og pengene i en grad, så de fik mange fjender, der prøvede at få skovlen under dem og håbede, at det ville gå skidt for parret.

Man indtil videre prellede alt af på datidens powerpar. Leonora Christine var i øvrigt også både begavet og kvik og forstod at begå sig ved hoffet.

Derfor var det også mere end almindeligt ærgerligt for hende, da den kommende Frederik d. 3. og hans hustru Sophie Amalie ankom til København. Sophie Amalie, der med tiden ville blive dansk dronning, kom fra et lille tysk fyrstehof, og hun var både yngre, mindre begavet og mindre vant til at begå sig end Leonora Christine, der istedet for at tage godt imod den unge prinsesse ikke lod en chance for at jorde hende gå fra sig.

Dét glemte Sophie Amalie ikke, og fjendskabet mellem de to kvinder blev bittert og varede livet ud. Allerværst da Sophie Amalie efter Christian d. 4.´s død skulle krones i Vor Frue Kirke dagen efter hendes mand, Frederik d. 3. var blevet kronet. Om natten havde Leonora Christines og Corfitz Ulfeldts folk nemlig ødelagt æresportene, der stod rundt om i byen. Så det var en skamferet by, som den unge dronning måtte køre igennem for at blive kronet med en billig og ikke særlig pæn erstatningskrone. Den flotte dronningekrone kunne nemlig ikke bruges. Den havde Leonora Christine ved “et uheld” få dage før kroningen tabt, så den var gået i stykker. Det tilgav Sophie Amalie aldrig, og hun hævnede sig grusomt ved at sørge for, at Leonora Christine kom til at sidde 22 år i Blåtårn, som var et fængsel inde i slotsgården på det daværende Københavns Slot.

Leonora Christine tog dog sidste stik, da hun i Blåtårn skrev Danmarks første selvbiografi “Jammers Minde” om sin ulykkelige skæbne. Den er ikke dokumentarisk, selvom den blev læst sådan, da den midt i 1800-tallet blev fundet på et loft af nogle af hendes efterkommere. Danmark havde lige været igennem nederlaget i 1864, så en historie om en dansk kongedatter, der så skammeligt blev fængslet pga en tysk prinsesse var lige, hvad danskerne gerne ville læse dengang. Men det holder ikke vand. Der var store fejl på begge sider i dén historie. Alligevel er “Jammers Minde” et fantastisk værk om en skæbne og en tid – og det er godt skrevet. For Leonora Christine var på mange punkter hendes fars datter, og Christian d. 4. skrev godt.

Om hans søn, den næste konge Frederik d. 3. skrev godt, kan man formode. Manden var ihvertfald ligesom sin far intelligent, myreflittig og også berejst, men ellers havde han ikke arvet det mindste af sin fars munterhed, store armbevægelser og visioner. Tværtimod var Frederik d. 3. en stille og belæst type, der gik stille med dørene. Tiden krævede det også.

Danmark var nemlig i krise, da Frederik d. 3. blev konge i 1648. Sammenstødene med Sverige havde været hyppige i flere år, og det trak op til det, der blev en af de mest skæbnesvangre begivenheder i Danmarkshistorien, nemlig tabet af Skånelandene: Skåne, Halland og Blekinge, som fra 1658 blev og stadig er svenske, tiltrods for at en del især i Skåne stadig den dag i dag snakker om at komme hjem til Danmark.

At det kunne lykkes svenskerne skyldes til dels god krigskunst udført af generalerne og kongen Carl d. 10 Gustav, der havde overtaget tronen efter sin kusine Christina, der havde abdiceret, fordi hun ville være katolik. Men også den kolde vinter, der tillod svenskerne at krydse Lillebælt og Storebælt TIL FODS, fordi så tyk var isen, gjorde sit.

Danskerne – med gøngerne, eller snaphanerne som de også kaldes, i spidsen – kæmpede indædt, men kampen var forgæves. Afståelsen af Skåne-landene blev underskrevet i Roskilde i 1658 – med Leonora Christines mand Corfitz Ulfeldt som svensk forhandler. En handling, der endeligt stemplede svensker-sympatisøren Ulfeldt som landsforræder foruden at han havde taget enorme summer fra statskassen – og som på den lange bane betød, at Sophie Amalie havde den bedste grund af alle til at sætte sin livsfjende Leonora Christine i Blåtårn, hvor hun sad i 22 år – eller sålænge Sophie Amalie levede. Først da kom Christian d. 4.´s datter nemlig ud – med manér, som hun sagde det, da hun nægtede at blive lempet ud i ly af mørket. Nej, det skulle ske i fuldt dagslys.

Det var så en helt anden virkelighed, som hun kom ud i. Manden var død for mange år siden i en båd på Rhinen, og kongen var Christian d. 5., den første konge der var “født” Enevældskonge. En gennemreel mand, men ikke særlig bemærkelsesværdig, omend han dog sørgede for at få lavet Danske og Norske Lov. Foruden at han – uden held – prøvede at få Skåne-landene hjem igen.

Det var også under ham, at Griffenfeld virkede – en af de bedste politiske begavelser, som Danmark har haft, men som lod sig beruse for meget af magtens sødme, og som ligesom Struense 100 år senere begyndte at bestemme for meget udenom Kongen – og især de andre ved hoffet og administrationen. For nu var Danmark et enevældigt land ligesom Frankrig, hvor Solkongen glimtede på det prægtige Versailles Slot udenfor Paris.

Men hvor kom enevælden i Danmark fra? Ja, den kom fra Frederik d. 3., der ovenpå forsvaret af København mod svenskerne, hvor han sammen med Sophie Amalie red rundt på voldene, i efteråret 1660 samlede alle stænder til møde, deriblandt også adelen. Og så lavede han statskuppet.

Stille og roligt lod Frederik d. 3. nemlig sine soldater omringe København, og så fortalte han de forsamlede foran Børsen, at nu syntes han, at de skulle overveje at skrive under på et dokument, der gjorde ham til enevældig hersker i Danmark.

Alle skrev under, og hermed var adelens rolle som magthaver i Danmark udspillet. Det samme var kongens rolle paradoksalt nok, som den der blandede sig i alt. For nok blev han nu enevældig, men ledelsen af landet blev samtidig på kompleks, at der nu blev oprettet ministerier. For nu begynder historien om Danmarks administration, den administration, som er rødderne og baggrunden for vor tids ministerier.

En ny tid var på vej – en tid, hvor 1600-tallets svulstige barok skulle afløses af den lettere rokoko, men også en tid, hvor magten formelt set Europa rundt blev centreret på nogle få fyrster, men reelt spillede embedsmændene en stadig større rolle. Videnskab og logik var også på vej frem, selvom religionen stadig spillede en stor rolle i folks liv.

For den almindelige dansker har 1600-tallet derimod ikke betydet ret meget andet end slid og slæb, masser af krige og dermed været et spørgsmål om simpel overlevelse i en hård tid med ingen social mobilitet eller sikkerhed. Handlen har også – tiltrods for etableringen af kolonier som Tranquebar og Guldkysten – lidt under de konstante krige, så der er med andre ord plads til forbedring i 1700-tallet.

Næste mandag d. 21. april er det 2. påskedag, så Danmarksbloggen vender først tilbage med næste afsnit i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om to uger, mandag d. 28. april, hvor det skal handle om mere enevælde, imponerende kroninger, oplysningstid, Store Nordiske Krig, det florissante eventyr, pietisme og Holberg. Vel mødt.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 13: Christian d. 4. og København gøres stor

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

CHRISTIAN D. 4. OG KØBENHAVN GØRES STOR

Christian d. 3. vandt borgerkrigen i Danmark og indførte Reformationen, altsammen i 1536, som derfor også på mange måder kan regnes som en skillelinie mellem middelalderen og renæssancen, omend både hans far og fætter, hhv. Frederik d. 1. og Christiern d. 2., på mange måder også var renæssance-fyrster.

Men fra 1536 og frem var det soleklart. Renæssancen var kommet til Danmark med dens fornyede interesse for videnskab, kultur og historie – og især antikken, som blev anset for en gylden tidsalder. Ordet renæssance kommer også af fransk og betyder født igen, og det henviser ikke til reinkarnation – men til at de gamle ideer om individet kom til ære og værdighed igen efter en middelalder, hvor det handlede om familien, om gruppen, og som på baggrund af dens katolske kirkeliv også blev kaldt både mørk og uoplyst.

At såvel sygepleje som fattigforsorg så havde langt bedre forhold i middelalderen pga. munkenes hellighuse, og at hygienjen var langt bedre i middelalderen pga. de offentlige badstuer, valgte man at glemme i renæssancen.

For nok er renæssancen en gylden tid, når vi taler om kunst og kultur – og især udenfor Danmarks grænser, hvor en Shakespeare, en Eramus af Rotterdam, en Thomas More og flere endnu skrev deres store værker – og hvor de italienske renæssancekunstnere med Michelangelo og da Vinci som de fornemste malede de billeder og lavede de skulpturer, som vi stadig begejstres over.

I Danmark kunne vi ikke rigtig hamle op med noget af det, omend Christian d. 4.´s mest berømte datter Leonora Christine i 1600-tallet skrev hendes selvbiografi “Jammers minde”, der er den første biografi skrevet på dansk, men den vender vi tilbage til i næste uge.

Men renæssancen var også en mørk tid. Det var nemlig i disse år, især i 1600-tallet, at heksebålene flammede i Europa, her de største religionskrige på europæisk jord fandt sted, og her de europæiske lande rejste ud i verden og undertvang sig andre folkeslag som slaver, inden turen gik hjem til Europa med guld, sølv og krydderier om bord. Så renæssancen var altså meget mere end bare ideernes og idealernes tidsalder.

I Danmark mærkede vi en del til det meste, selvom vikingernes æra forlængst var forbi, og Danmark nu blot var et land højt op i nord langt fra de lande, der kæmpede om magten i Europa.

Christian d. 3.´s søn Frederik d. 2., der var konge fra 1559 til 1588, er glemt af de fleste danskere idag, men han gjorde det godt. Så godt, at der blev talt om, at Danmark ikke havde været i bedre stand siden Gamle Kong Valdemar´s dage.

Frederik d.2. overtog også et land, der forlængst var kommet på fode efter borgerkrig og reformation, og hvor faderen havde fået styr på administrationen. Og som en god arvtager i det familiefirma, som den danske kongemagt var blevet det, forstod Frederik d. 2.  – især efter 7-årskrigen mod Sverige – at gøre Danmark endnu stærkere.

Handlen – som altid har været det, som Danmark skal leve af – stortrivedes, også fordi der kom gang i søfarten. Videnskaberne blomstrede – der sad fx en Tycho Brahe og kiggede på stjerner ude på Hven. Landbruget gik godt. Der blev bygget over hele landet. Og endelig udgav Anders Sørensen Vedel danske folkeviser samt oversatte Saxo´s Danmarkshistorie til dansk fra det latin, som Saxo selv havde skrevet på.

Så da Frederik d. 2. døde i 1588, var det et på alle måder rigt og blomstrende Danmark, som han kunne give videre til sin søn, den da kun 10-årige kronprins Christian, der i dag kendes af alle som Christian d. 4.

En af kongerækkens mest farverige og facetterede konger, ikke altid lige smart, faktisk dummede han sig gevaldigt af og til, og så drak han altfor meget og kunne ikke finde ud af sit kærlighedsliv, men fik børn med en masse kvinder.

Men det er også ham, der med alle hans byggerier gjorde den lille hovedstad København til en rigtig storby. Ham, der ville så meget, og som på alle måder var meget dansk. En Anders And blandt konger, der troede, at han kunne det hele, men som tabte så meget og ikke skønnede på det, som han gjorde godt: Nemlig at sørge for, at København blev den smukke by, som den stadig er. For dét var en vision, der ville noget..

Og var der noget, som Christian d. 4 havde, så var det drømme og visioner for hans kongerige. Og hans energi for få dem alle ført ud i livet var enorm.

Han kunne sidde og drikke til langt ud på natten, men kl. 6 stod han op og gik igang med at skrive breve og ordne alt fra de største sager til småtingene. For ALT ville han have fingrene i – om det så var hvad for noget tøj, som børnene skulle have. Vi har bevaret mere end 3000 breve fra ham, og udover at han skrev godt, så var han også den første konge, som skrev på dansk … og det kan vi jo godt lide.

Man lad os starte med begyndelsen. Christian d. 4. var en kvik dreng, der også fik en god uddannelse. Som kun 10-årig mistede han dog sin far, så indtil han blev myndig, blev landet regeret af en formynder-regering.

Men så i 1596 tog Christian d. 4. for alvor selv fat. Pga handlen, landbruget og søfarten var der højvande i kassen, så nu skulle der bygges – og han byggede, så det stadig her 400 år efter er hans valg af bygninger, der kendetegner vores hovedstad: København.

Bygninger som Børsen, Holmens Kirke, Rosenborg Slot, Rundetårn, Tøjhuset og flere endnu kan alle tilskrives Christian d. 4., der derudover stod for at grundlægge flere nye bydele, bl.a Nyboder med Kastellet.

For slet ikke at tale om voldene, som først blev sløjfet midt i 1800-tallet. Og selv dér ikke alle steder. Faktisk findes voldene stort set intakte i en anden af hans bydele, nemlig den, der bærer hans navn, Christianshavn. Men også ved Kastellet og andre steder er der rester. Tivolisøen er fx også en rest af Christian d. 4.´s volde.

Christian d. 4.´s forbillede var også den nederlandske renæssance, og København skulle være Nordens Amsterdam med kanaler og handelshuse, og det lykkedes ganske godt på Christianshavn, hvad man kan se endnu, hvis man tager turen over Knippelsbro og derud.

Under Christian d. 4. voksede København simpelthen til dobbelt størrelse.

En hel enorm forøgelse, der passer godt med mandens ide-rigdom og store drømme. Han ville fx også gerne reformere skolevæsenet, så alle kunne lære at læse og skrive, men her var han 200 år for tidligt ude. Tiden forstod ham simpelthen ikke. På samme måde gik det hans drømme om at lave et dansk rigshospital  – og det at forbedre forholdene for bønderne. Dét sidste gik adelen ikke med til.

Men et børnehus til de forældreløse børn blev det til. Og han skabte industri som silkespinderierne i København. Og han fik bygget skibe, så den danske flåde blev stor og mægtig.

Det fik Christian d. 4. også brug for. For flere gang i hans regeringstid var Danmark involveret i krige, og endnu var kongen selv med, hvad man også kan se på Marstrands berømte billede fra Slaget på Kolberger Heide, hvor kongen rejser sig efter at have fået skudt øjet i stykker og opfordrer til øget kamp. Heltemodigt, men det vandt ingen krige. Svenskerne var bedst på det tidspunkt.

Flest gange stod kampen nemlig mod Sverige, men også i Trediveårskrigen (den europæiske storkrig mellem katolikker og protestanter), hvor han ikke gjorde nogen god figur, for Christian d. 4. var elendig i krig. Derfor var det også en ekstra ærgrelse for ham at opleve den svenske heltekonge Gustav d. 2. Adolf, som blev kaldt Løven fra Norden, og som var en glimrende feltherre, indtil han faldt i slaget ved Lützen – og som efterlod sig en datter, Christina, der senere hen konverterede til fordel for den tro, som hendes far havde kæmpet imod. En mærkelig manøvre der betød, at hendes fætter Karl d. 10. Gustav kom på troen – til stor skade for Danmark, men nu forgriber vi begivenhedernes gang.

Endnu var Christian d. 4. konge i Danmark – og han havde også travlt med andet end krig og byggeri. Han lavede blandt andet masser af børn. Langt over 20, måske 30 børn fik han, vurderes det. Seks med hans første kone, dronning Anna Cathrine, der døde ung, en del med hans anden kone, Kirsten Munk, der var adelsdatter og som derfor ikke kunne blive dronning (det var noget, som kun fyrstedøtre kunne på det tidspunkt), nogle stykker med hans tredje kone Vibeke Kruse, der var borgerlig – og endelig nogle stykker med diverse elskerinder.

Christian d. 4. elskede alle sine børn højt – og sørgede godt for dem alle sammen, selvom han selvfølgelig havde yndlinge: Først den udvalgte Prins Christian, som skulle have været konge efter ham selv, men som i modsætning til sin far ikke kunne tåle de store mængder rhinskvin, og som derfor døde ung af et for højt alkoholforbrug.

Og dernæst datteren Leonora Christine, som Christian d. 4. havde med Kirsten Munk, som kongen elskede højt, men som han tilsidst forstødte, da hun var ham utro med Rhingreven – endda mens kongen var i krig. Der er også historier om, at hun forsøgte at forgive kongen, og det gør man ikke ustraffet. Kirsten Munk var heldig, at hun kunne nøjes med at blive forvist til Fyn for dén affære. I en del andre lande var hun formentlig blevet halshugget.

Ikke at Christian d. 4. afstod fra vold. For det gjorde han ikke. Et sort kapitel om den konge, der som den første ville statsfinansieret velfærd i Danmark, men var altfor tidligt ude, er det faktum, at han afskyede og forfulgte de såkaldte hekse i en grad, så næsten halvdelen af alle de cirka 1000 mennesker, mest kvinder, der blev brændt på bålet i Danmark, blev brændt i hans regeringstid. Han gik også flere gange egenhændigt ind og sørgede for, at en frifindelsesdom blev lavet om, så den ulykkelige alligevel var skyldig og skulle brændes.

Christian d. 4. var altså på alle måder en mærkelig og mange-facetteret mand, ikke altid sympatisk og så alligevel så levende og spændende. Ikke til at blive træt af, ikke til at blive færdig med.

Tilsidst blev han dog selv træt af det hele og trak sig den sidste tid mere eller mindre tilbage til sit lystslot Rosenborg, der dengang lå på landet lidt udenfor voldene, mens svigersønnerne med yndlingsdatteren Leonora Christines mand Corfitz Ulfeldt i spidsen skaltede og valtede med rigets sager og fik kørt et Danmark på vej ned endnu længere ned, samtidig med at barokken afløste renæssancen.

Og alt det, Leonora Christines fald og hævn, Frederik d. 3., tabet af Skåne og Enevældens indførelse skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk