Det er i dag præcis 500 år siden, at Det Stockholmske Blodbad fandt sted. Det handlede om magt, og om at Christiern d. 2 benyttede sig af muligheden for at få skovlen under sine svenske modstandere.
For nok havde han lovet dem politisk amnesti, men fristelsen blev for stor. For på nær den unge Gustav Vasa, som var fængslet nede i Danmark, så sad alle Christierns modstandere nu i festsalen på Stockholms Slot, og fejrede Christierns kroning som Sveriges konge. Samtidig lå – og ligger – Stockholms centrum Stortorget lige ved siden af. Stortorget, hvor henrettelsespladsen også var. Og til al overflod boede bødlen lige ved siden af i Prästgatan.
Muligheden præsenterede dermed nærmest sig selv. Så huks, fluks en anklage om kætteri blev fremtryllet, også inspireret af den svenske ærkebiskop Gustav Trolle, som hadede adelsmanden og lederen af den svenske frigørelsesbevægelse Sten Sture og hele hans slægt. Samme Sture som nu sad på Stockholms Slot sammen med alle de andre, som ellers var imod Christiern d. 2.
For begivenhederne i Stockholm i 1520 var også et internt svensk opgør mellem de svenske adelsmænd, som selv ville have magten over Sverige og så kirken, hvor næsten alle biskopper havde det godt med en dansk konge. Især fordi han ofte var væk, og så styrede de ret meget. Vi er som bekendt stadig i den katolske, feudale tid, selvom den synger på allersidste vers.
Men altså: Christiern kunne ikke styre sig. Der var en del, som skulle af med hovedet, fandt han ud af. Nærmeste bestemt 84, som i de næste dage blev henrettet på Stortorget, efter rang forstås. Først biskopperne (de to som holdt med svenskerne), så adelsmændene med Sten Sture i spidsen, Stockholms tre borgmestre og 14 rådmænd, håndværkere, handlende og ansatte hos biskopperne og adelsmændene. Det hele tog nogle dage, og blodet flød sådan helt bogstaveligt fra Stortorget – og ned ad de små gader.
For Stortorgets placering allerøverst oppe på bydelen Gamla Stan, som er bygget på en stejl ås, betyder, at de smalle stræder, som udgår fra Stortoget, falder mange meter ned mod hhv. Saltsjön og Mälaren. Så i den silende novemberregn løb vand, blod – og tårer ned af gaderne. For nok var den tids mennesker ikke særlig sentimentale, men blodbadet i Stockholm var så voldsomt, at selv voksne mænd græd. Nogle af dem mistede så også hovedet af samme grund, skriver svenske krøniker.
Svenskerne kan heller aldrig glemme Det Stockholmske Blodbad, der ligger som et slags kollektivt sår i den svenske bevidsthed sammen med mordet på statsminister Oluf Palme i 1986 og knivdrabet på udenrigsminister Anna Lindh i 2003. Begge skete også i Stockholm – hhv. på Sveavägen og i stormagasinet NK i Hamngatan.
De to sidste havde Danmark så intet at gøre med – bortset fra en stor medfølelse med Sverige. Men det første skabte et had til Danmark, som i de efterfølgende århundreder og stadigvæk har gjort, at svenskerne er blinde for de ugerninger, som de selv har begået. Og måske allermest da Sverige i 1658 erobrede Skåne, Halland og Blekinge – og dræbte mange flere i Den Etniske Udrensning end de cirka 84, der mistede hovedet på Stortorget i Stockholm i 1520.
For det, som skete i de gamle danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge efter Roskildefreden, var en etnisk udrensning og en forsvenskning, som foregik brutalt og lynhurtigt. Måske det også er derfor, at skåningene den dag i dag taler om Christian d. Gode, mens svenskerne kalder ham Christian Tyran – og nærmest bliver mundlamme, når man siger, at i Danmark kalder vi ham Christiern d. 2. For det hed han. Christiern og ikke Christian.
Men jo, vi kan sagtens tale om Det Stockholmske Blodbad, som var voldsomt, brutalt og blodigt – men så skal vi huske også at tale om Den Etniske Udrensning og Sveriges omfattende drab på de danske snaphaner, bare fordi de var danske. Og der var mange flere end 84, som mistede livet dér. Det var i hundredvis, ja tusindvis af familier.
Og vi skal også tale om, hvordan de svenske soldater bagefter tvang de danske enker til at gifte sig med dem – og få børn med dem. Hvordan der kun skulle tales svensk i hjemmet og i samfundet. Hvordan alt dansk blev forbudt fra salmebøger til danske sange. For Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge var voldsom og brutal og blodig – og også værre end Blodbadet i Stockholm, da tragedien fik lov til at fortsætte i mange generationer frem.
Ja, på nogle måder er der stadigvæk, når den svenske Riksdag undertrykker det, som man i Stockholm kalder Sydsverige.
Men i det erobrede Danmark var det ikke overklassen, som blev ramt – og så gik historien i glemmebogen, også fordi sejrherren skriver historien. Og sejrherren var Sverige, som siden har talt om Skåne, Halland og Blekinge som landsdele, der med ligeså stor ret kan være svenske som danske.
Men det holder ikke, omend det er bekvemt for Sverige, som stadig har det skidt over Blodbadet i Stockholm – men sørgeligt for alle de mange efterkommere, som har levet, og stadig lever i Skåne, Halland og Blekinge med arven fra Den Etniske Udrensning.
Mennesker, som har haft en dansk mor, der blev tvangsgiftet med, og voldtaget af en svensk soldat, som hun så har skullet leve sammen med resten af livet. En svensk mand, der enten har været biologisk far til børnene, eller været den pap-far, som sammen med sine ”kompisar” slog deres rigtige danske far ihjel. En virkelighed som betød, at de danske kvinder og deres børn og børnebørn har været traumatiseret for livet – og som bekendt går familietraumer i arv …
Det skete ikke i Stockholm. Her fik alle enker og faderløse lov til at blive i deres svenske virkelighed, og mange af dem fik oprejsning allerede tre år senere, da Gustav Vasa kom hjem til Sverige, og blev svensk konge. Så her var dér mental pleje til dem, som led i novemberdagene i 1520.
Sådan er det ikke i det, som i dag kaldes Sydsverige: De danske efterkommerne i Skåne, Halland og Blekinge venter endnu på oprejsning og forståelse … og måske en hjemkomst til deres gamle land.
De skal i så fald være velkomne. For i Danmark savnes endnu Skånelandene, som kaldtes perlerne i det danske rige – og som oprindelig var danske, bare lige for at rette en udbredt misforståelse i svenske historiebøger.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk