Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Leonora Christine og Sophie Amalie

Udgivet den 16. februar 2015 af admin

Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om de to bitre fjender:

Leonora Christine og Sophie Amalie

Reformationen lå efterhånden næsten 100 år tilbage, da Leonora Christine og Sophie Amalie blev født i henholdsvis 1621 og 1628.

Men så hører alt lighed mellem de to kvinder, der blev hinandens livsfjender, stort set også op.

Leonora Christine var datter af Danmarks store byggekonge Christian d. 4 og hans anden kone, den adelige Kirstine Munk, der på grund af at hun var adelig og ikke fyrstelig, aldrig kunne blive dronning af Danmark. Leonora Christine var derfor heller ikke prinsesse, men kongedatter. Det skulle dog ikke forhindre hende i at spille rollen som Danmarks førstedame i mangel på en dronning i de mange år, hvor Christian d. 4. var konge, men ikke var gift med en fyrstelig kvinde.

Det med at føre sig frem havde Leonora Christine heller ikke fra fremmede. Hendes mormor var Ellen Marsvin, der i en mandsdomineret tid blev jordbesidder i den helt store stil – og som ikke alene forvaltede arven efter sin ægtemand, men også kraftigt øgede dens værdi.

Moderen var som sagt Kirstine Munk – en kvinde, der i mange år kunne få Christian d. 4. til at danse efter sin pibe – lige indtil hun dummede sig og ikke alene var kongen utro med den såkaldte Rhingreve, men også prøvede at forgive Christian d. 4.

Leonora Christine holdt sig klogeligt ude af balladen mellem forældrene – og var på mange måder et rent ug-barn, som hendes søskende ikke brød sig meget om, da hun gerne sladrede og gav dem skylden for alt, så hun selv kunne fremstå som den perfekte. Og det virkede. Leonora Christine var i stort og småt faderens, Christian d. 4´s, yndlingsdatter – og hun blev da også gift med den senere rigshovmester Corfitz Ulfeldt, der i mange år virkede nærmest som en slags statsminister, der dog tilranede sig store summer fra statskassen og i det hele behandlede den aldrende Christian d. 4. såre skammeligt.

Leonora Christine og Corfitz var altså usympatiske, men samtidig også datidens powerpar – og hun holdt fast i ham, hele vejen, både da han blev anklaget for landsforræderi, sad i fængsel på Bornholm og lavede maskepi med svenskerne, mens de havde besat Danmark og tog Skåne, Halland og Blekinge i 1658. Han døde senere alene på en båd på Rhinen, mens hans kone endnu havde det værste og det største til gode.

For selvom det allerede passerede er nok til for evigt at blive husket i Danmarkshistorien, så er den forkætrede kongedatters største mesterstykke nemlig Danmarks første selvbiografi: Jammers Minde, som Leonora Christine skrev i de 22 år, hvor hun sad som fange i Blåtårn i København anklaget for landsforræderi m.m.

Manuskriptet, der ikke må læses som et faktabaseret korrekt vidnesbyrd, men som er såre subjektivt, blev først genfundet i sidste halvdel af 1800-tallet, hvorefter det hurtigt blev kendt og faldt på et tørt sted, da Danmark efter 1864 havde desperat brug for netop sådan en national tragisk heltinde. Og her var hun så: Den smukke kongedatter, og skurken var oven i købet tysk. Dét kunne ikke være meget bedre. Så pyt med fakta.

For skurken var – og er stadig for mange danskere – Sophie Amalie, der blev gift med Danmarks første enevældskonge Frederik d. 3., der snedigt indførte enevælden ved et statskup i 1660.

Sophie Amalie var født og opvokset ved et lille hertughof i det nordtyske, og havde intet af den intelligens og det vid, som Leonora Christine havde så rigeligt af. Leonora Christine forsømte heller ikke en chance for at drille og udstille den unge dronning, da hun kom til København og ingen kendte, mens Leonora Christine derimod var på absolut hjemmebane, i hvert fald til at starte med.

Helt slemt blev det så, da kroningen af det nye kongepar skulle finde sted i 1648.

Kongen blev kronet den første dag – og alt gik, som det skulle. Men så dagen efter, hvor dronning Sophie Amalie skulle krones, var København raseret. Leonora Christine og Corfitz Ulfeldts folk havde ødelagt det meste af den pynt og de æresporte, som dronningen og det kongelige følge skulle ride igennem på vejen fra Københavns Slot til Vor Frue Kirke.

Og kronen, som Sophie Amalie skulle krones med, var ikke den prægtige dronningekrone, men en erstatningskrone, lavet i al hast og af billige materialer. Den rigtige krone var nemlig gået i stykker, da Leonora Christine ”helt tilfældigt” kom forbi guldsmeden og ”kom til” at tabe den på den hårde stengulv, så den gik i stykker og ikke kunne nå at blive repareret.

Dét tilgav Sophie Amalie aldrig.

Og tiden gik, og hjulpet på vej af Ulfeldts landsforræderi blev stemningen ved hoffet og i Danmark også mere og mere for kongen og hans dronning, selvom hun var rigeligt forlystelsessyg og lavede de mest (også for) dyre og spektakulære baller og udklædningsfester.

Det var i øvrigt også Sophie Amalie, der fik opført Amalienborg – som jo netop blev opkaldt efter hende selv.

Men den største respekt hos danskerne opnåede Sophie Amalie, da hun ved kongens side red rundt på voldene, mens svenskerne bombede og skød løs mod hovedstaden i dagevis. Dét havde ingen dronning gjort før.

Hadet til Leonora Christine slap hende dog aldrig – og selv da manden, kong Frederik d. 3. døde, og hendes svigerdatter, den nye dronning Charlotte Amalie, gik så mindeligt i forbøn for den aldrende Leonora Christine, var Sophie Amalie stejl og ubønhørlig.

Leonora Christine skulle blive i Blåtårn.

Så det blev hun – indtil Sophie Amalie døde i 1685. Samme dag om aftenen blev kongedatteren tilbudt at komme ud i løbet af natten, men Leonora Christine var livsskuespiller af det store format.

Jeg vil ud med manér, sagde hun – og det kom hun så næste morgen i fuldt dagslys og med fuld honnør.

Derfra gik turen til Maribo, hvor Leonora Christine levede i yderligere 12 år, hvor hun også fik besøg af sine børn – og gav en af dem dét manuskript, der skulle sikre hendes berømmelse. Dog ikke med et samme som hun havde håbet, men 200 år senere, da det blev fundet på et loft i Østrig.

Men det er først om lang tid. Vi er stadig i 16- og 1700-tallet.

Enevælden var kommet til Danmark – og kvinderne var stadig underlagt mændene. Men der blev flere og flere undtagelser, som turde og ville noget mere. Nogle af dem var også ikke-royale – og nogle gange kunne det gå helt galt som med adelsfrøkenerne Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow, der nåede bunden på to meget forskellige måder.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 14: Frederik d. 3., Enevælden, Kvindefejden og Tabet af Skåne-landene

Udgivet den 14. april 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 3, ENEVÆLDEN, KVINDEFEJDEN OG TABET AF SKÅNE-LANDENE

Allerede i Christian d. 4.´s sidste tid var meget af magten gledet den aldrende konge af hænde og istedet over til svigersønnerne, vel at mærke de svigersønner, der var gift med Christian d. 4.´s forstødte hustru Kirsten Munks døtre, den samme Kirsten Munk, som havde prøvet at forgive kongen.

Nogle af døtrene holdt med moderen, men ikke Leonora Christine, der var faderens yndlingsdatter. Prinsesse var Leonora Christine derimod ikke, for hendes mor havde ikke været dronning, da Kirsten Munk “kun” var adelig af fødsel. Så Leonora Christine var af navn kongedatter, men af gavn (og mangel på en dronning) Rigets Førstedame, også fordi hendes mand Corftiz Ulfeldt var rigshovmester, en titel nogenlunde svarende til at være statsminister.

Parret var altså den absolutte top i Danmark, og de kunne lide både magten, berømmelsen og pengene i en grad, så de fik mange fjender, der prøvede at få skovlen under dem og håbede, at det ville gå skidt for parret.

Man indtil videre prellede alt af på datidens powerpar. Leonora Christine var i øvrigt også både begavet og kvik og forstod at begå sig ved hoffet.

Derfor var det også mere end almindeligt ærgerligt for hende, da den kommende Frederik d. 3. og hans hustru Sophie Amalie ankom til København. Sophie Amalie, der med tiden ville blive dansk dronning, kom fra et lille tysk fyrstehof, og hun var både yngre, mindre begavet og mindre vant til at begå sig end Leonora Christine, der istedet for at tage godt imod den unge prinsesse ikke lod en chance for at jorde hende gå fra sig.

Dét glemte Sophie Amalie ikke, og fjendskabet mellem de to kvinder blev bittert og varede livet ud. Allerværst da Sophie Amalie efter Christian d. 4.´s død skulle krones i Vor Frue Kirke dagen efter hendes mand, Frederik d. 3. var blevet kronet. Om natten havde Leonora Christines og Corfitz Ulfeldts folk nemlig ødelagt æresportene, der stod rundt om i byen. Så det var en skamferet by, som den unge dronning måtte køre igennem for at blive kronet med en billig og ikke særlig pæn erstatningskrone. Den flotte dronningekrone kunne nemlig ikke bruges. Den havde Leonora Christine ved “et uheld” få dage før kroningen tabt, så den var gået i stykker. Det tilgav Sophie Amalie aldrig, og hun hævnede sig grusomt ved at sørge for, at Leonora Christine kom til at sidde 22 år i Blåtårn, som var et fængsel inde i slotsgården på det daværende Københavns Slot.

Leonora Christine tog dog sidste stik, da hun i Blåtårn skrev Danmarks første selvbiografi “Jammers Minde” om sin ulykkelige skæbne. Den er ikke dokumentarisk, selvom den blev læst sådan, da den midt i 1800-tallet blev fundet på et loft af nogle af hendes efterkommere. Danmark havde lige været igennem nederlaget i 1864, så en historie om en dansk kongedatter, der så skammeligt blev fængslet pga en tysk prinsesse var lige, hvad danskerne gerne ville læse dengang. Men det holder ikke vand. Der var store fejl på begge sider i dén historie. Alligevel er “Jammers Minde” et fantastisk værk om en skæbne og en tid – og det er godt skrevet. For Leonora Christine var på mange punkter hendes fars datter, og Christian d. 4. skrev godt.

Om hans søn, den næste konge Frederik d. 3. skrev godt, kan man formode. Manden var ihvertfald ligesom sin far intelligent, myreflittig og også berejst, men ellers havde han ikke arvet det mindste af sin fars munterhed, store armbevægelser og visioner. Tværtimod var Frederik d. 3. en stille og belæst type, der gik stille med dørene. Tiden krævede det også.

Danmark var nemlig i krise, da Frederik d. 3. blev konge i 1648. Sammenstødene med Sverige havde været hyppige i flere år, og det trak op til det, der blev en af de mest skæbnesvangre begivenheder i Danmarkshistorien, nemlig tabet af Skånelandene: Skåne, Halland og Blekinge, som fra 1658 blev og stadig er svenske, tiltrods for at en del især i Skåne stadig den dag i dag snakker om at komme hjem til Danmark.

At det kunne lykkes svenskerne skyldes til dels god krigskunst udført af generalerne og kongen Carl d. 10 Gustav, der havde overtaget tronen efter sin kusine Christina, der havde abdiceret, fordi hun ville være katolik. Men også den kolde vinter, der tillod svenskerne at krydse Lillebælt og Storebælt TIL FODS, fordi så tyk var isen, gjorde sit.

Danskerne – med gøngerne, eller snaphanerne som de også kaldes, i spidsen – kæmpede indædt, men kampen var forgæves. Afståelsen af Skåne-landene blev underskrevet i Roskilde i 1658 – med Leonora Christines mand Corfitz Ulfeldt som svensk forhandler. En handling, der endeligt stemplede svensker-sympatisøren Ulfeldt som landsforræder foruden at han havde taget enorme summer fra statskassen – og som på den lange bane betød, at Sophie Amalie havde den bedste grund af alle til at sætte sin livsfjende Leonora Christine i Blåtårn, hvor hun sad i 22 år – eller sålænge Sophie Amalie levede. Først da kom Christian d. 4.´s datter nemlig ud – med manér, som hun sagde det, da hun nægtede at blive lempet ud i ly af mørket. Nej, det skulle ske i fuldt dagslys.

Det var så en helt anden virkelighed, som hun kom ud i. Manden var død for mange år siden i en båd på Rhinen, og kongen var Christian d. 5., den første konge der var “født” Enevældskonge. En gennemreel mand, men ikke særlig bemærkelsesværdig, omend han dog sørgede for at få lavet Danske og Norske Lov. Foruden at han – uden held – prøvede at få Skåne-landene hjem igen.

Det var også under ham, at Griffenfeld virkede – en af de bedste politiske begavelser, som Danmark har haft, men som lod sig beruse for meget af magtens sødme, og som ligesom Struense 100 år senere begyndte at bestemme for meget udenom Kongen – og især de andre ved hoffet og administrationen. For nu var Danmark et enevældigt land ligesom Frankrig, hvor Solkongen glimtede på det prægtige Versailles Slot udenfor Paris.

Men hvor kom enevælden i Danmark fra? Ja, den kom fra Frederik d. 3., der ovenpå forsvaret af København mod svenskerne, hvor han sammen med Sophie Amalie red rundt på voldene, i efteråret 1660 samlede alle stænder til møde, deriblandt også adelen. Og så lavede han statskuppet.

Stille og roligt lod Frederik d. 3. nemlig sine soldater omringe København, og så fortalte han de forsamlede foran Børsen, at nu syntes han, at de skulle overveje at skrive under på et dokument, der gjorde ham til enevældig hersker i Danmark.

Alle skrev under, og hermed var adelens rolle som magthaver i Danmark udspillet. Det samme var kongens rolle paradoksalt nok, som den der blandede sig i alt. For nok blev han nu enevældig, men ledelsen af landet blev samtidig på kompleks, at der nu blev oprettet ministerier. For nu begynder historien om Danmarks administration, den administration, som er rødderne og baggrunden for vor tids ministerier.

En ny tid var på vej – en tid, hvor 1600-tallets svulstige barok skulle afløses af den lettere rokoko, men også en tid, hvor magten formelt set Europa rundt blev centreret på nogle få fyrster, men reelt spillede embedsmændene en stadig større rolle. Videnskab og logik var også på vej frem, selvom religionen stadig spillede en stor rolle i folks liv.

For den almindelige dansker har 1600-tallet derimod ikke betydet ret meget andet end slid og slæb, masser af krige og dermed været et spørgsmål om simpel overlevelse i en hård tid med ingen social mobilitet eller sikkerhed. Handlen har også – tiltrods for etableringen af kolonier som Tranquebar og Guldkysten – lidt under de konstante krige, så der er med andre ord plads til forbedring i 1700-tallet.

Næste mandag d. 21. april er det 2. påskedag, så Danmarksbloggen vender først tilbage med næste afsnit i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om to uger, mandag d. 28. april, hvor det skal handle om mere enevælde, imponerende kroninger, oplysningstid, Store Nordiske Krig, det florissante eventyr, pietisme og Holberg. Vel mødt.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Tag-arkiv: Frederik d. 3.

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Leonora Christine og Sophie Amalie

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 14: Frederik d. 3., Enevælden, Kvindefejden og Tabet af Skåne-landene