Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 6: Valdemar den Store og Absalon

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR DEN STORE OG ABSALON

Valdemar den Stores vej til tronen var beklædt med blod. Først kom en mængde slægtsfejder mellem hans farbrødre og fætre, der efter hans fars (Knud Lavards) død i 1131 slog hinanden ihjel i et tempo, som man ellers kun møder i de islandske sagaer.

Enden på alle drabene blev, at Valdemar den Stores farbror Erik Emune blev konge – i tre år, inden han også blev dræbt af en stormand. Efter det kom endnu en Erik – Erik Lam – der langt ude var i familie med den danske helgenkonge Knud den Hellige, og som han endte også Erik Lam i Odense. Han frasagde sig frivilligt kronen i 1146 og gik i kloster – og døde næsten med det samme.

Danmark var så uden konge, og et mellemspil, der varede i mere end ti år, begyndte. Historien er en af de mest kendte i Danmarkshistorien.

Det er den om Svend, Knud og Valdemar (den Store). Svend var søn af Erik Emune, Knud var søn af Magnus, der var søn af kong Niels – og så Valdemar (den Store), der var søn af Knud Lavard, der blev myrdet af Magnus, altså Niels søn. De var altså alle tre i familie med hinanden, og alle havde gammelt had og blodhævn i forhold til hinanden.

Alligevel blev de på papiret – efter en masse stridigheder og interne kampe – enige om at dele Danmark imellem sig. Svend fik Skåne, Halland og Blekinge, Knud Sjælland og de sydlige øer og Valdemar (den Store) Jylland og Fyn.

Situationen var selvfølgelig uholdbar, men alligevel mødtes man i Roskilde til gilde. Det var Knud, der inviterede – for sidste gang. For midt under festen udbrød tumult, lyset blev slukket, og Knud fik banesår, som det hedder. Med andre ord: Knud døde. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der dræbte ham – men meget tyder på Valdemar (den Store).

Saxo skriver det godtnok ikke i sin Danmarkshistorie, den første Danmarkshistorie. Men Saxo var skriver hos Hviderne, altså den slægt, hvorfra Absalon, Valdemar den Stores fostbroder, kommer, så Saxo har haft en klar interesse i at beskytte Valdemar den Stores rygte. Spindoktorer er som bekendt ikke noget nyt.

Sandt er det imidlertid, at Valdemar (den Store) tog til Jylland, hvor han var konge. I hælene på ham kom en rasende Svend, og  23. oktober 1157 stod slaget på Grathe Hede, hvor Svend døde – og Valdemar den Store nu stod alene tilbage som konge i Danmark. Og det var han i de næste 25 år.

Tiden var urolig, men landet blev ledet af Valdemar den Store og hans fostbroder Absalon, der hurtigt blev bisp i Roskilde og senere også Lund (noget der faktisk ikke skulle kunne lade sig gøre, men for den ærgerrige Absalon var alt muligt), så der kom hurtigt styr på sagerne.

Den vigtigste opgave var venderne, som var et folk, der boede på Rygen i det nordtyske, og som i årtier havde hærget de danske øer og kyster på vikingemanér med både plyndringer og bortførelser. Nu skulle det være slut.

Og det lykkedes. Med base i Vordingborg sejlede ledningsflåden ud år efter år allerede fra 1159, og i 1169 var man klar til at rette hovedstødet mod venderne. En kæmpeflåde med både Valdemar den Store og Absalon ombord stod ud. Målet var hovedbyen Arkona, som blev indtaget. Vendernes afgud Svantevit – en stor træ-figur – blev ødelagt, og de hedenske vendere blev døbt. Valdemar den Store havde sejret.

I det hele taget blev Danmark styrket i de år, hvor Valdemar den Store var konge. Over hele landet blev der bygget borge af både Valdemar den Store selv, men også af Absalon og hans bror Esben Snare.

Mest kendt er nok det lille fiskerleje Havn, som blev overtaget af Absalon, der i den lille by ved Sjællands kyst ud mod Amager byggede en borg, hvis ruiner stadig kan ses under Christiansborg. For Absalon grundlagde ikke København, men det var ham, der sørgede for at give byen de betingelser, der senere gjorde den til Danmarks hovedstad.

Men som sagt Valdemar den Store viste sig at være en klog konge, der udover krig også forstod sig på at forhandle med både kirke og andre landes fyrster som Henrik Løve af Sachsen og kejser Frederik Barbarossa. Valdemar den Store var en konge, der trods årelang strid med ærkebiskop Eskil forstod at komme i mål med både pavevalg, kongens rolle i forhold til kirken og at få sin far Knud Lavard helgenkåret.

Under det hele stod Absalon sin ven bi – sådan nogenlunde. For de var også konkurrenter til magten, de to, hvad man også så ved, at de byggede hver deres store kirke (Valdemar den Store Skt. Bendts kirke i Ringsted og Absalon Sorø Klosterkirke) – og Absalons magt var ligeså stor som han var en hård mand, der ikke uden grund kaldtes for krigerbispen.

Som gammel mand i Sorø elskede Absalon således også at have sine sværd og økser hos sig som kære minder om de gode gamle dage – og om Valdemar den Store, der døde mange år før Absalon.

Valdemar den Store blev nemlig kun 51 år – og det siges, at Absalon græd, da han læste messen over kongens lig.

Det er meget sandsynligt. For nok var begge mænd magtmennesker først og sidst, men sammen havde de præsteret ikke kun at samle Danmark, men også at gøre landet stærkere i en meget urolig tid med både ydre fjender og indre stridigheder.

Næste mandag skal det handle om Dannebrog, korstoge og Valdemar den Stores mest berømte søn Valdemar Sejr, der først slet ikke skulle have været konge, men som alligevel endte med at blive det.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.