Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 4: Vikingernes tro og de første konger

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VIKINGERNES TRO OG DE FØRSTE DANSKE KONGER

Vikingetiden startede i 700-tallet og varede til ca. 1066.

Som danskere er mange stolte over vikingetiden til trods for – eller netop på grund af – historierne om de drabelige vikinger, der drog på vikingetogter og hentede rigdomme hjem, som var skaffet både via handel og via plyndring. Nogle af vikingerne blev også derude i det fremmede, hvor de ofte fik eller tog magten i deres nye hjem-områder.

For rigdomme og magt betød meget for vikingerne, der derfor også hyldede de guder, der var stærke, og som kunne hjælpe dem på deres færd.

Øverst blandt aserne, som de nordiske guder hed, var Odin, der var både en-øjet og vis, og som havde to ravne til at fortælle ham alt, hvad der gik for sig i både gudernes verden Asgård, jætternes verden Udgård og menneskenes verden Midgård. Andre kendte guder var den bomstærke Thor, der lavede tordenvejr, og som kunne kaste præcist med sin hammer Mjølner. Krigerguden Tyr, frugtbarhedsgudinen Freja, budbringeren og regnbuevogteren Heimdal, den smukke lysets gud Balder, dødens og underverdenens grumme gudinde Hel – og sidst men ikke mindst Loke, der var halvt jætte, og som derfor altid lavede ballade – og som til sidst skulle udløse det ragnarok, der ville få verden til at gå under. Men indtil da så sloges, elskede, drak, åd og snød guder og jætter hinanden, hvad man stadig den dag i dag kan læse i de overleverede – og herlige – historier fra den nordiske mytologi.

Det var en altså en flok meget menneskelige guder, som vikingerne troede på – officielt indtil midt i 900-tallet, men i realiteten noget længere. Guderne blev derfor hyldet ved store fester kaldet blóter – der især ved midvinter- og midsommertide markerede årets gang, hvor man ofrede dyr og drak deres blod og i det hele taget spiste og drak godt. At være viking var ikke for sarte sjæle.

Vikingelivet var også et hårdt – og til tider brutalt – liv med kampe og overlevelse både ude blandt fjender og hjemme med hårde vintre og regnfulde somre, hvor det derfor gav mening at have nogen guder, som kunne give styrke, både her og i det hinsides. Og som vikingerne gjorde det, så holdt deres guder også af gaver og fine ting.

Så når en vikingehøvding døde, var det kutyme at give ham en masse guld og sølv med i graven, både i form af figurer, smykker, sværd og skjolde, hvis man da ikke ligefrem lagde liget af den døde viking ud på hans vikingeskib og satte skibet i brand, mens det flød ud på fjorden.

I Danmark lagde vi også vikingehøvdingen ind i en gravhøj, hvad man fx mener skete for vores første navngivne konge Gorm den Gamle, der også opfattes som stamfader til det nuværende kongehus.

Der er forlydender om konger for ham, fx Rolf Krake, som der er digtet Bjarkemålet om. Men der er ikke fundet sikre vidnesbyrd på, at de har været det, som vi forstår ved konger, selvom der fx i Rolf Krakes hjemsted Lejre ved Roskilde har været en stor bebyggelse i vikingetiden. Der findes også en beskrivelse af et vikingeritual i Lejre, hvor vikingerne angiveligt skal have mødtes i januar måned hvert 9´ende år for at ofre 99 mennesker og 99 heste samt en del hunde, haner og andet.

Men det er og bliver gode historier præcis ligesom at Rolf Krake er en sagnfigur. Gorm den Gamle derimod ved man har eksisteret. Både fordi man formentlig har fundet hans jordiske rster. Men mest fordi det har hans søn, Harald Blåtand, selv skrevet på den ene af de to Jellingstene, hvor der med runer står skrevet: Harald lod gøre denne sten efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald der vandt sig al Danamrk og Norge og gjorde Danerne kristne.

Stenen kaldes også Danmarks dåbsattest. Og på stenen ser man billedet af den sejrende Kristus med krone på. Nok er han korsfæstet, men han er ikke lidende. Skulle Hvide Krist, som Jesus dengang blev kaldt heroppe nordpå, have en chance mod de nordiske guder, var man simpelthen også nødt til at fremstille ham som en stærk gud, der både kunne klare smerte og død – og stadig se godt ud. Og det lykkes. Danerne blev kristne og med tiden kun kristne. I starten fungerede det kristne kors og Torshammeren dog fint side om side, også som sølvsmykker om halsen på vikingerne

At kristne de vilde vikinger, der ellers var meget glade for deres aser, var noget af en bedrift, og det var Harald Blåtand, der gjorde det.

Ikke alene samlede han Danmark og Norge i det, som blev starten til et egentligt kongerige og ikke blot som indtil midt i 900-tallet regionale høvdinges territoriale kampe mod hinanden, men han gjorde som sagt også danerne kristne.

Legenden fortæller, at munken Poppo prøvede at overbevise Harald om det geniale i kristendommen, men at Harald holdt på sine nordiske guder, lige indtil Poppo bar jernbyrd, altså glødede jern i sine hænder – og dét uden så meget som at få et lille brandmærke.

Det er formentlig en skrøne, men sandt var det, at Harald beordrede alle danskere døbte omkring år 965, at han gravede sine vikinge-forældre ud af deres gravhøje og gav dem en kristen begravelse i den daværende Jelling kirke, og at han selv flyttede landets centrum til Roskilde, hvor han byggede en kirke, der lå der, hvor den nuværende Roskilde Domkirke ligger.

Men så stoppede Harald Blåtands held også. Han kom mildest talt ikke godt ud af det med sin søn Svend Tveskæg, og til sidst døde Harald Blåtand vistnok af en pil affyret af en af Svend Tveskægs venner.

Svend Tveskæg var ikke ked af det. Tværtimod. Nu blev han konge, og kursen blev sat mod England, som han hurtigt erobrede i 1013.

Svend Tveskæg døde ret pludseligt (måske myrdet), og så blev hans søn Knud den Store konge. På det tidspunkt var Danmark endnu langt fra at være et arve-rige. Kongen blev derfor valgt, så der har været tale om en række af stærke mænd fra Gorm den Gamle til Knud den Store, selvom det selvfølgelig har lagt til i vægtskålen, når ens far var konge.

Knud den Store opholdte sig så meget i England, at han let kan opfattes som mere engelsk end dansk. Men alligevel regnedes han for dansk konge, og det var også under ham, at missionærer og præster for alvor blev sendt til Danmark for at kristne landet for alvor. Selv oplevede han i 1027 den sjældne ære for en dansk konge under en messe at kunne gå op af kirkegulvet i Peterskirken i Rom side om side med selveste Paven.

Efter Knud den Store var det store vikingeeventyr til gengæld slut. Der kom ikke flere store danske vikingekonger i England. Vikingerne rejste enten hjem eller blev derovre – og blev engelske for alvor.

Vikingetogterne ebbede også ud. Danmark var nu blevet kristent og var i de følgende årtier reageret af svage konger, men var samtidig også via den almindelige landbrugs- og samfundsudvikling – det vil her sige hjulploven og de første kirker – godt i gang med at gøre sig klar til den næste historiske periode: Middelalderen, som vi skal høre om næste mandag.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1 thought on “Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 4: Vikingernes tro og de første konger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *