Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 4: Vikingernes tro og de første konger

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VIKINGERNES TRO OG DE FØRSTE DANSKE KONGER

Vikingetiden startede i 700-tallet og varede til ca. 1066.

Som danskere er mange stolte over vikingetiden til trods for – eller netop på grund af – historierne om de drabelige vikinger, der drog på vikingetogter og hentede rigdomme hjem, som var skaffet både via handel og via plyndring. Nogle af vikingerne blev også derude i det fremmede, hvor de ofte fik eller tog magten i deres nye hjem-områder.

For rigdomme og magt betød meget for vikingerne, der derfor også hyldede de guder, der var stærke, og som kunne hjælpe dem på deres færd.

Øverst blandt aserne, som de nordiske guder hed, var Odin, der var både en-øjet og vis, og som havde to ravne til at fortælle ham alt, hvad der gik for sig i både gudernes verden Asgård, jætternes verden Udgård og menneskenes verden Midgård. Andre kendte guder var den bomstærke Thor, der lavede tordenvejr, og som kunne kaste præcist med sin hammer Mjølner. Krigerguden Tyr, frugtbarhedsgudinen Freja, budbringeren og regnbuevogteren Heimdal, den smukke lysets gud Balder, dødens og underverdenens grumme gudinde Hel – og sidst men ikke mindst Loke, der var halvt jætte, og som derfor altid lavede ballade – og som til sidst skulle udløse det ragnarok, der ville få verden til at gå under. Men indtil da så sloges, elskede, drak, åd og snød guder og jætter hinanden, hvad man stadig den dag i dag kan læse i de overleverede – og herlige – historier fra den nordiske mytologi.

Det var en altså en flok meget menneskelige guder, som vikingerne troede på – officielt indtil midt i 900-tallet, men i realiteten noget længere. Guderne blev derfor hyldet ved store fester kaldet blóter – der især ved midvinter- og midsommertide markerede årets gang, hvor man ofrede dyr og drak deres blod og i det hele taget spiste og drak godt. At være viking var ikke for sarte sjæle.

Vikingelivet var også et hårdt – og til tider brutalt – liv med kampe og overlevelse både ude blandt fjender og hjemme med hårde vintre og regnfulde somre, hvor det derfor gav mening at have nogen guder, som kunne give styrke, både her og i det hinsides. Og som vikingerne gjorde det, så holdt deres guder også af gaver og fine ting.

Så når en vikingehøvding døde, var det kutyme at give ham en masse guld og sølv med i graven, både i form af figurer, smykker, sværd og skjolde, hvis man da ikke ligefrem lagde liget af den døde viking ud på hans vikingeskib og satte skibet i brand, mens det flød ud på fjorden.

I Danmark lagde vi også vikingehøvdingen ind i en gravhøj, hvad man fx mener skete for vores første navngivne konge Gorm den Gamle, der også opfattes som stamfader til det nuværende kongehus.

Der er forlydender om konger for ham, fx Rolf Krake, som der er digtet Bjarkemålet om. Men der er ikke fundet sikre vidnesbyrd på, at de har været det, som vi forstår ved konger, selvom der fx i Rolf Krakes hjemsted Lejre ved Roskilde har været en stor bebyggelse i vikingetiden. Der findes også en beskrivelse af et vikingeritual i Lejre, hvor vikingerne angiveligt skal have mødtes i januar måned hvert 9´ende år for at ofre 99 mennesker og 99 heste samt en del hunde, haner og andet.

Men det er og bliver gode historier præcis ligesom at Rolf Krake er en sagnfigur. Gorm den Gamle derimod ved man har eksisteret. Både fordi man formentlig har fundet hans jordiske rster. Men mest fordi det har hans søn, Harald Blåtand, selv skrevet på den ene af de to Jellingstene, hvor der med runer står skrevet: Harald lod gøre denne sten efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald der vandt sig al Danamrk og Norge og gjorde Danerne kristne.

Stenen kaldes også Danmarks dåbsattest. Og på stenen ser man billedet af den sejrende Kristus med krone på. Nok er han korsfæstet, men han er ikke lidende. Skulle Hvide Krist, som Jesus dengang blev kaldt heroppe nordpå, have en chance mod de nordiske guder, var man simpelthen også nødt til at fremstille ham som en stærk gud, der både kunne klare smerte og død – og stadig se godt ud. Og det lykkes. Danerne blev kristne og med tiden kun kristne. I starten fungerede det kristne kors og Torshammeren dog fint side om side, også som sølvsmykker om halsen på vikingerne

At kristne de vilde vikinger, der ellers var meget glade for deres aser, var noget af en bedrift, og det var Harald Blåtand, der gjorde det.

Ikke alene samlede han Danmark og Norge i det, som blev starten til et egentligt kongerige og ikke blot som indtil midt i 900-tallet regionale høvdinges territoriale kampe mod hinanden, men han gjorde som sagt også danerne kristne.

Legenden fortæller, at munken Poppo prøvede at overbevise Harald om det geniale i kristendommen, men at Harald holdt på sine nordiske guder, lige indtil Poppo bar jernbyrd, altså glødede jern i sine hænder – og dét uden så meget som at få et lille brandmærke.

Det er formentlig en skrøne, men sandt var det, at Harald beordrede alle danskere døbte omkring år 965, at han gravede sine vikinge-forældre ud af deres gravhøje og gav dem en kristen begravelse i den daværende Jelling kirke, og at han selv flyttede landets centrum til Roskilde, hvor han byggede en kirke, der lå der, hvor den nuværende Roskilde Domkirke ligger.

Men så stoppede Harald Blåtands held også. Han kom mildest talt ikke godt ud af det med sin søn Svend Tveskæg, og til sidst døde Harald Blåtand vistnok af en pil affyret af en af Svend Tveskægs venner.

Svend Tveskæg var ikke ked af det. Tværtimod. Nu blev han konge, og kursen blev sat mod England, som han hurtigt erobrede i 1013.

Svend Tveskæg døde ret pludseligt (måske myrdet), og så blev hans søn Knud den Store konge. På det tidspunkt var Danmark endnu langt fra at være et arve-rige. Kongen blev derfor valgt, så der har været tale om en række af stærke mænd fra Gorm den Gamle til Knud den Store, selvom det selvfølgelig har lagt til i vægtskålen, når ens far var konge.

Knud den Store opholdte sig så meget i England, at han let kan opfattes som mere engelsk end dansk. Men alligevel regnedes han for dansk konge, og det var også under ham, at missionærer og præster for alvor blev sendt til Danmark for at kristne landet for alvor. Selv oplevede han i 1027 den sjældne ære for en dansk konge under en messe at kunne gå op af kirkegulvet i Peterskirken i Rom side om side med selveste Paven.

Efter Knud den Store var det store vikingeeventyr til gengæld slut. Der kom ikke flere store danske vikingekonger i England. Vikingerne rejste enten hjem eller blev derovre – og blev engelske for alvor.

Vikingetogterne ebbede også ud. Danmark var nu blevet kristent og var i de følgende årtier reageret af svage konger, men var samtidig også via den almindelige landbrugs- og samfundsudvikling – det vil her sige hjulploven og de første kirker – godt i gang med at gøre sig klar til den næste historiske periode: Middelalderen, som vi skal høre om næste mandag.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Sigurd fortæller om de nordiske guder”

Lad det være sagt med det samme:

Sigurd Barretts bog “Sigurd fortæller om de nordiske guder” er en sprudlende og humoristisk bog om de gamle nordiske guder, der stadig lever i vores fantasi, vores drømme og vores identitet som danskere. Gamle nordiske guder, som i disse år tilmed er en essentiel del af en stigende interesse for netop vikingetid og asetro.

Bogens mere end 200 sider fortæller 22 af de gode historier om Odin, Thor, Loke og alle de andre fra Asgård, Udgård og Midgård. Men bogen kunne sagtens have haft dobbelt så mange sider og stadig blive slugt af læseren i én eneste gigant-mundfuld som en anden Midgårdsorm prøvede at gøre det med Thor under en fisketur.

For i “Sigurd fortæller om de nordiske guder” befinder man sig i rigtig godt selskab sammen med guderne og deres formidler Sigurd Barrett og hans flydende pen, der suppleres af Stine Rosenbergs livlige og udtryksfulde tegninger. Ja, faktisk understøtter historier og illustrationer hinanden på fineste vis.

For naturligvis må Lokes skjorte være så stram, at han ikke kan knappe den, så den lunefulde gud/jættes topmave istedet titter frem, tordenguden Thor bliver selvfølgelig i sagens natur også så vred, at han bogstaveligt talt skyder lyn – og selvsagt skal dødsgudinden Hel da se lettere manisk ud.

Men også illustrationerne af en glubsk Fenris-ulv, der næsten er lidt nuttet, en stortissende jættedatter og en mega-pruttende trold vil helt sikkert vække begejstring hos især de yngre læsere og tilhørere, men også hos ældre børn og voksne med humoren i behold.

For bogen, der er skrevet, så den ligesom Sigurd Barretts andre bøger egner sig til højtlæsning, henvender sig til alle med barnesindet i behold. Aldersgruppen angives også bag på bogen som værende 2-100 år.

Historierne om de nordiske guder er også vores allesammens historier, vores fælles kulturarv. Og her i “Sigurd fortæller om de nordiske guder” bliver de herlige fortællinger præsenteret let, levende, flydende og med humor – og i et sprog, som er som det, der tales i Danmark idag. Guderne siger nemlig både pænt sejt, hva´ siger du så, fiskefjæs og en wannabe-gud. De læser også Gudeposten og Alt for Gudinderne.

Og netop dette at Sigurd Barrett flytter historierne op i vor tid uden at ændre på handlingen gør, at de gamle historier holder – samtidig med at de bliver meget vedkommende og levende.

For nok kan historierne dramaturgisk ikke gøres bedre end de er digtet oprindeligt, men Sigurd Barrett giver de gamle guder og deres gøren og laden nyt liv ved at lade dem tale og gøre ting, som vi også gør i vores tid, som når noget er en fed idé, en gudinde lakerer negle, eller der kræves erstatning.

Først griner man hjerteligt af Sigurd Barretts moderne tilsætninger – og dernæst så identificerer man sig med dem og med guderne. Og dermed bliver de gamle guder igen en del af os og vores nutid – og vores fremtid også.

Det er godt lavet, også fordi Sigurd Barrett glad og gerne spiller på alle strengene fra ordspillene om fx de gode og de dårlige vaner over de såkaldte grimme ord, som alle alligevel bruger til hans alvorlige opfordring til sidst om at tænke over, hvad tro er – og hvad man selv vil tro på.

Og det holder hele vejen, også i de måske sværeste fortællinger at gendigte, nemlig de kendte, klassiske historier som den om Thors brudefærd, hvor han og Loke klædt ud som kvinder skaffer Thors hammer Mjølner tilbage. Eller den store finale om, hvad der skal ske til Ragnarok og i tiden efter.

På hver side i bogen fornemmer man også Sigurd Barretts store kærlighed til guderne – og måske især til den krigeriske Thor, der elsker at gå på troldejagt og at smadre jætter – og som har et temperament, der slår gnister. Kærligheden til den gamle tordengud Thor er også en hengivenhed, som undertegnede med mit efternavn er helt på linie med.

Men også Lokes vej fra at være en halv gud/halv jætte, der nok driller og generer de andre guder, men som også redder dem – og dermed er accepteret – til han til sidst bliver en repræsentant for ondskaben selv, da han sørger for, at Balder bliver dræbt, beskrives godt i bogen. Man fornemmer så fint undervejs, at det må ende med, at guderne ikke vil tolerere Loke og hans numre mere.

For netop kampen mellem det gode og det onde er det centrale i alle gode fortællinger, og også i denne bog, hvor man også hører den ikke så kendte historie om den mjød, som jætten Suttung fik fra dværgene, og som kunne gøre enhver, der drak af den, til en fanstastisk digter.

Chefguden Odin drak selvfølgelig hele tre baljer, men Sigurd Barrett må også have fået mindst ét drikkehorn af den særlige digter-mjød, når han kan skrive en bog som “Sigurd fortæller om de nordiske guder”. Dét eller også har han mødt guderne selv – måske i skikkelse af Brage, der er gud for sangskriveri.

For at lave musik og skrive sange er noget, som Sigurd Barrett også kan – og meget apropos de nordiske guder brugte, da han skabte rockmuscialen “Valhalla – balladen om Balder”, som Danmarksbloggen også anmeldte, da den i september i år havde premiere på Folketeatret i København.

Læs anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=1925

De nordiske guder lever altså – et eller andet sted på den anden side af regnbuen Bifrost. Og man får lyst til at møde dem, når man læser Sigurd Barretts bog. Dem alle sammen: Fra Odin og Thor over Sif, Freja og alle de andre skønne gudinder til Tyr, Heimdal og selv Loke, selvom man godt ved, at lige ham skal man passe grumme meget på.

Ja, faktisk vil man allerhelst bo i Valhal sammen med vores gamle gude-venner, der stadig er en stor del af vores identitet som danskerne, selvom det er et få-tal, der idag er direkte asetro.

Men vi er alle enige om, at Danmark – og hele Norden – er et herligt sted at være, når guderne hersker.

Og vi vil som bekendt allesammen helst være der, hvor det er sjovt og spændende at være. Både til hverdag eller med som gæst til en af de fester, som guderne flere gange synger om:

Guderne i Valhal er linet op til fest,
Guderne i Valhal gør klar til hver en gæst!
Guderne i Valhal står klar i samlet trop,
vi står sammen i Valhal, og vi gi´r aldrig op!

Sigurd Barrett har ihvertfald med “Sigurd fortæller om de nordiske guder” linet op til en kæmpe læsefest, en fest der ligesom “Sigurd fortæller Bibelhistorier” vil tiltrække så mange, at der hurtigt bliver brug for mere mjød, flere oplag af bogen – og måske endnu en titel som Årets Børnebog.

For det er både sjovt og spændende at være sammen med Sigurd Barrett, Stine Rosenberg og deres versioner af vores allesammens guder, jætter og andre væsner fra den nordiske mytologi.

“Sigurd fortæller om de nordiske guder” er skrevet af Sigurd Barrett, forfatter, entertainer, musiker og tv-vært og illustreret af Stine Rosenberg. Det er Politikens Forlag, der udgiver bogen, der kommer sammen med en cd, hvor Sigurd Barrett selv læser alle historierne. Pris: 300 kroner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De nordiske guder lever – på Folketeatret i København

Anmeldelse af rockmusicalen “Valhalla – balladen om Balder” på Folketeatret i København:

Vikingetid, vikingetid … de nordiske guder er klar til strid, kærlighed og alt muligt andet dramatisk, sjovt og rørende i den herlige rockmusical “Valhalla – balladen om Balder”, der i går d. 11. september 2013 havde premiere på Folketeatret i København efter den i sidste sæson turnerede land og rige rundt.

Det er Sigurd Barrett, der har stået for musikken, hvor han efter eget udsagn både i de hårdkogte rocknumre og de mere følelsesladede ballader forsøger at give nyt liv til de gamle guder og deres fantastiske historier.

Og lad det være sagt med det samme: At være publikum til denne forestilling er som at høre sagatonerne fra hedenold bruse direkte imod sig med alt den saft og kraft, som vi som nutidsdanskere forbinder med vikinger, aser og de gode, gamle dage.

Ja, det er som at se lige ind i gudernes verden, ja endda nærmest sidde med til bords i selveste Valhalla. For lige præcis sådan som skuespillerne i rockmusicalen “Valhalla – balladen om Balder” ser ud, synger og opfører sig på Folketeaterets skrå brædder, sådan må de nordiske aser være, når de taler, skændes, elsker, kæmper, sørger, fester og lever livet – og døden – til fulde.

For sådan er guderne ifølge i mytologien. Intet gøres halvt. Alt er max. Og det samme gælder denne rockmusical, der har et sjældent helstøbt samspil mellem handling, musik, plot og skuespil.

Det hele starter – selvfølgelig – fristes man til at sige med, at Thor kommer ind og svinger sin hammer Mjølner, så lyn og tordenild står over scenen. Så er man som publikum klar over, at det her bliver dramatisk. Men det er nu ikke tordenguden og hans mange eventyr, som det handler om på Folketeatret.

Det er istedet historien om gudernes yndling Balder, der ung og skøn elskes af alle, undtagen Loke og i denne version også hans blinde broder Høder, der er jaloux på Balder, der kan alt og får alt, og især moderens Friggs kærlighed.

Frigg, der i øvrigt spilles stærkt og kompromisløst af Nastja Arcel fra anelsen om Balders snarlige død over håbet, da hun får hele verden pånær misteltenen til at love ikke at skade Balder og til sidst den grænseløse sorg, da yndlingssønnen Balder dør. For det er mere end en nordisk gudinde, der står på scenen. Det er også en kvinde og en mor. En moderne tre-enighed.

Ja, selv gudernes chef, selveste Odin, må bøje sig og gøre, som Frigg vil. Odin er så også er gift med hende, men han er mere end en moderne tøffelhelt. For det er ham, der magter at tage ned til Hel i Dødsriget. En Hel, der ikke er gammel og grum, men ung og smuk – og istand til at tryllebinde både en gammel og en ung gud i denne fortælling om to brødres kærlighed og kamp.

For det centrale i musicalen er historien om kærligheden mellem to brødre, der under overfladen er mere ens end de er forskellige, uanset om de kæmper mod jætter, er hjemme i Valhalla eller på vej mod deres skæbne og hiin rigtige.

For også den mere erotiske kærlighed er på programmet for de to brødre. Men på hver sin måde. Balders konstante flirten med livet til han for alvor rammes af Amors pile og døden versus Høders fantasier om den kærlighed, som han længes så frygteligt imod, men kun med nød og næppe tør omfavne, da den rækkes ham af den unge valkyriepige Nanna, der har både den romerske guds Hermes lethed og de nordiske guders intensitet og lidenskab

Kærlighed, dramatik og nordiske guder. Ja, men behøver vi så mere? Egentlig ikke. Men vi får det alligevel i dette overflødighedshorn.

For naturligvis er der også masser af humor, sjove ordspil og ping-pong med publikum, primært serveret af Odins to ravne Hugin og Munin samt selvfølgelig regnbuens Bifrosts vogter Heimdal, der gestaltes af Søren Hauch-Fausbøll, der også har en scene som pruttende, bøvsende og syngende trold til stor begejstring for især de mindste. Men også de store morer sig. For dén mand har et nærvær og en timing, som gør, at han kan være morsom bare ved at se ud på publikum.

Endelig er der stykkets skurk, Loke, halvguden, som indtil Balders død boede i Asgård sammen med guderne. Han er selvsagt på spil her og der og allevegne og tænker kun på at hytte sit eget skind – og ødelægge det for de andre. Og han smadrer da også eftertrykkeligt lykken i Valhalla, da han får Høder til at lave en pil af misteltenen, så Balder kan skydes og dø af den lille uanselige plante.

Det er dog ikke den episode, som man husker bedst med Loke. Det er derimod Lokes ankomst på scenen, hvor han så meget som man nu kan, når man gestalter Loke, nærmest imiterer X-Factor-dommer Thomas Blachmann.

Om det er tilsigtet skal ikke siges, men Blachmann og andre, der har meget store tanker om sig selv og måske knap så meget at have dem i, spiddes totalt i Kim Hammelsvang Henriksens fremstilling af Loke som en selvoptaget gud, der bruger alt og alle som statister og kulisser i hans eget kendis-ego-trip.

Det er formidabelt og helt i top, som alt andet i forestillingen er det fra skuespillet over musikken og sangen, hvor det virker mere end stærkt, når guderne flere gange i løbet af aftenen synger sammen.

Det klinger så mægtigt, at man automatisk kommer til at tænke på fædrelandssangen “Den danske sang er en ung blond pige”, hvor man blandt andet synger:

Den danske sang når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og
skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold

Og det er eksakt dén sagatone fra vikingetiden sunget på Bjarkemål, som bruser imod publikum hver aften på Folketeatret, hvor de nordiske guder vækkes til live, så de og deres historie griber, opsluger og holder fast, uanset om man er 12 eller 44.

Rockmusicalen “Valhalla – balladen om Balder” på Folketeatret får derfor de varmeste anbefalinger fra Danmarksbloggen.

“Valhalla – balladen om Balder” er bygget over Peter Madsen og Henning Kures tegneserie. Det er Kasper Wilton, der har instrueret. Musikken er af Sigurd Barrett, der sammen med Mogens Kjær, Bent Nørgaard og Jens Krøyer også har stået for sangteksterne. Kapelmester er Jens Krøyer. Søren Glad står for scenografien efter et oplæg fra Peter Madsen. Birgitte Næss-Schmidt er koreograf, mens Bent Nørgaard står for dialogen, og Tina Robinson for stage-fight.

“Valhalla – balladen om Balder” spiller til og med 19. oktober 2013.

De medvirkende er: Lars Bom, Nastja Arcel, Lise Koefoed, Charlotte Guldberg, Johannes Nymark, Pelle Emil Hebsgaard, Nis Pedersen, Kim Hammelsvang Henriksen og Søren Hauch-Fausbøll.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk