Anmeldelse: ”Nye Tider”

I går var der premiere på Folketeatrets ”Nye Tider”.

Livets hamsterhjul. Et ægteskab, hvor begge parter i 50 år har gemt sig bag hverdagens gøremål og de forventninger, som de tror, at alle andre og samfundet har til dem. Sådan er virkeligheden for Bill og Nancy, der i livets sene efterår beslutter, at de skal skilles.

Havde deres børn ikke blandet sig, kunne det hele have været klaret på fem minutter. 4 minutter og 50 sekunders stilhed, mens middagsbordet dækkes for 20.000´ende gang – og derpå 10 sekunders samtale efter modellen:

Nancy: Jeg tror, jeg vil skilles.
Bill: OK.

Nemt og enkelt altså. Men nej. For nu iler børnene hjem. For de ønsker ikke ændringer, heller ikke selvom de for længst er voksne med egne liv, som måske er mere i behov for hjælp end forældrenes ægteskab. Men andres problemer er som bekendt altid nemmere at løse. Så nu skal der krisehjælp til. Styringen tages hurtigt af svigerdatteren, der er gravid og psykolog, og derfor i egen forståelse velegnet til at facilitere den svære samtale med Bill og Nancy.

Men hun, hendes mand og hendes svoger er som sagt totalt blinde for, at det er deres behov og ikke omsorgen for de ældre, som dikterer, at de begiver sig ud i stadig mere absurde problemstillinger, hvor grænse efter grænse brydes ned, når gamle minder og følelser kommer frem. Hvor livets uendelige gentagelser igen og igen tegnes op som den eksem, der spreder sig på den ældste søns hænder. Ham, som elsker kontrol, og som derfor føler sig tryg ved at ordne de praktiske og økonomiske ting, som han gerne vil begrænse livets spørgsmål til.

Men der skal også snakkes om følelser – og om samlivet. Det sidste er svært. For hvem ønsker at høre om sine forældres sex-liv? Meget få. Men her kommer det. Nancy fortæller fx i en rørende scene den yngste søn i detaljer om, dengang hun fik et fantastisk blowjob af sin store kærlighed. En stor mundfuld for den yngste søn, der nok underviser i drama, men savner evnen til intimitet, og bestemt ikke har lyst til at høre om moderens største erotiske oplevelse.

For ja, Nancy har også elsket en anden, ønsket sig noget mere end det, som hun fik i samlivet med Bill, der på sin side har elsket hende i alle årene – og stadig gør det, selvom han nu i en sen alder har fundet sig en ny kæreste. For sådan er virkeligheden: Ikke sort-hvid, enten-eller. Den er både-og, og de har begge endnu en stor ømhed overfor hinanden – og måske også stadig en dyb kærlighed, som de måske/måske ikke kan finde ind til igen? Dét skal ikke røbes her.

Men undervejs i forestillingen er der flere overraskelser, også nogle ret kontante med både lys og lyd, der giver et gib i hele salen. Det er forløsende. Også fordi vi trænger til at blive rusket ud af hamsterhjulet, af den virkelighedens skildring, som sker på scenen – og som måske kan spejles i vores egne liv.

For ja, livet er til tider knugende og smertefuldt, og vi kan enten acceptere det, som Waage Sandø gør det med en inderlighed, som rører dybt, som når han siger: Jeg tror bare, jeg nød at se dig være lykkelig. Eller vi kan kæmpe imod tilværelsens uundgåelige forlis, som Ulla Henningsen gør det med så stort et mod, at man føler, at der kan være mening i at turde gribe efter lykken – også selvom man som hun måske har svært ved at se sig selv i spejlet og sætte sin egen bog på hylden.

Man siger, at teatret er til for at underholde, give tanker og refleksioner – og måske spejling i ens eget liv. I ”Nye Tider” får vi det hele. Først grinene, så efterhånden tankerne og til sidst (hvis man tør) spejlingen, selvom de fleste af os nok vil vægre os ved at indrømme det.

MEN vi lever allesammen mere eller mindre i en hverdag (og måske et ægteskab) sat på automatisk. Så måske vi skulle tage et tjek af os selv og hinanden i dag – og ikke vente til alderdomshjemmet?

Det haster med det kys, som Poul Henningsen skrev. Med at være sprælske og uartige og slippe de der forventninger, som den yngste søns flirt og faderens nye kæreste står som repræsentanter for med deres fokus på at leve livet, være i sine sansers vold, lege med fantasien og gå i en lilla kjole.

For farver er liv, og derfor danner scenens sort-hvide kulisser og store tomme rum en fin symbolik på et liv uden farver og grøde. Ja, når selv blomsterne er af plastic, så er man i knibe.

”Nye Tider” bliver på mange måder en skildring af vores del af verden i vor tid, men den er også en historie om menneskets evige længsel efter at blive set og elsket, blive anerkendt. Om hvordan vi let og hurtigt går fejl af hinanden, når vi ikke lytter, men i stedet papegøje-taler, eller såret lukker os inde i os selv og vores egne ideer om, hvorfor verden er, som den er.

Det er som sagt Ulla Henningsen og Waage Sandø, der spiller hovedrollerne, og det gør de, så det gnistrer på scenen – både hver for sig og mellem sig. Det er to af Danmarks helt store skuespillere, som folder sig ud. Man tror på dem som parret, der har levet sammen i fem årtier med udholdenheden og fortrængningen som pejlemærker, selvom længslen og drømmen ikke lader sig holde nede. Men også de andre kan deres metier.

De andre er: Sonja Oppenhagen som livsglad kvinde, Kasper Leisner som søn med hang til kontrol, bare ikke over de følelser, som han helst gemmer væk, Marie Sandø Jondal som insisterende kvinde, der ikke vil ende som et serviceorgan, Kim Hammelsvang som sønnen der dyrker dramatikken, men er uden evne til at rumme følelser i virkeligheden – og endelig Adam Schmidt som ung mand i kontakt med både sine følelser, fantasier og grænser.

For hvem har brug for et langt ægteskabs kompromisser og overbærenhed? Ja, det har ingen måske. Men vi har alle brug for kærlighed, også selvom vi både svigter, glemmer og manipulerer hinanden. Lyver og snyder – også os selv – på livets lange vej. Alligevel er kærlige smil, bløde kys og varme kram aldrig bullshit. De er altid ønskede, også selvom vi som mennesker er dømte til at begå hinandens fejl. For fejlene går i arv til næste generation, som vi også ser det på scenen.

”Nye Tider” er derfor teater, når det er bedst: Vedkommende, ærligt og vibrerende i skildringen af kærlighedens vilkår i en verden, hvor social arv, uskrevne normer og hjemmelavede forventninger i reglen overtrumfer sindets lyst og kroppens begær. Fortalt som en komedie, hvor livets udbredte hverdagstragedie dækkes af latterkaskader. Det er gribende.

Danmarksbloggen giver ”Nye Tider” fem ud af seks poser med tøj, som dem Nancy skal sørge for kommer til mennesker med behov. For vores liv handler om alt, vi kan give hinanden – og det må gerne være i friske farver, som dét tørklæde faderens nye kæreste ligger ned i posen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Lægen

Kan en læge nøjes med at være læge? Det mener Ruth, som Iben Hjejle gestalter, så det runger, i Folketeatrets forestilling ”Lægen” om Ruth, den kompromisløse og insisterende grundlægger og leder af en klinik, der har sigtet godt sat mod et stort nyt bygningskompleks støttet af sundhedsministeriet, en kur mod demens og en Nobel-pris.

Det bliver så ikke lige med det første, at det sker. For en ung 14-årig pige bliver bragt ind på klinikken. Pigen har prøvet at lave en abort på sig selv, og det går så grueligt galt, at hun dør af det. Det er dog ikke det meningsløse dødsfald, som er stykkets kardinalpunkt, selvom man måske nok kunne mene, at det vigtigste samtaleemne efter sådan en tragedie ville være, hvad der driver en 14-årig katolsk pige til at forsøge en illegal abort.

Nej, det, som påvirker først hele klinikken, siden hele byen og hele landet, er det faktum, at læge Ruth ikke vil lade en katolsk præst komme ind på stuen og give pigen den sidste olie – og at Ruth rører/skubber til præstens skulder, da han prøver at mase sig forbi Ruth og ind gennem døren til pigen, der ligger på sit dødsleje.

Men Ruth står fast. Lægevidenskaben har i hendes optik ikke vigepligt for religionen – og hun vil heller ikke på vilkår sige undskyld, da pigen er død, og en nysgerrig offentlighed begynder at interessere sig mere og mere for sagen.

Det er så et synspunkt og en adfærd, som Ruth kommer til at stå mere og mere alene med – også fordi hun med sin stædighed/integritet er en glimrende syndebuk og målskive for alle de andre, som ikke har noget problem med at gruppere sig – og markere sig – efter køn, hudfarve, klasse, religion og hvad der ellers findes af identitetsmarkører, som kan bruges til at dele mennesker op i dem og os.

Og det er her, at Folketeatret laver en lille geni-steg. For kvinder spiller mænd, hvide spiller sorte og så fremdeles. Alt det, som vi plejer at orientere os – og dømme – efter, er opløst på scenen, så vi i publikum får en chance for at se mennesket. Ikke hudfarven, kønnet, socialklassen eller religionen – men mennesket, som skuespillerne gestalter. Dét er godt lavet.

Det er det også, når vi i 2. akt er tilskuere til ”Ta´ debatten”, hvor en veloplagt Christopher Læssø som studievært sætter gang i den offentlige retssag – undskyld tv-debat om, hvad Ruth egentlig tror på, og hvem hun er. Glemt er for længst den 14-årige nu døde pige. Nu handler det om at pege fingre i et tv-program, der mere er som en skueproces med fem dommere, der på forhånd har vedtaget, at Ruth er skyldig med de fatale konsekvenser, som det får.

Det er rystende i sig selv – og så forstærkes det af, at vi ser Iben Hjejle på en stor skærm bagerst på scenen, da hun sidder med ryggen til os i publikum.

Men forestillingen rummer mange stærke øjeblikke – også da Caspar Phillipson kommer ind som faderen til den afdøde pige. Et menneske af kød og blod og den diametrale modsætning til læge-holdets lange opgør om magt og ære, der udkæmpes med ligegyldige tirader af buzz-words – ført an af en sprudlende Sarah Boberg. 

Han er også præsten – med både nerve og autencitet, i den sidste og dybt rørende del af stykket – hvor vi ser Iben Hjejle spille sig så meget ud, at hun stadig var mærkbart påvirket af det, da vi efter tæppefald rejste os, og gav ”Lægen” en velfortjent stående applaus.

Camilla Lau, Laura Allen Müller, Henrik Lykkegaard, Jeanette Binderup-Schultz, Laura Kronborg Kjær, Mette Kolding og Sofia Mileva Cukic spiller også med i dette tankevækkende, nutidige og modige stykke om at gå fra succes til shitstorm pga. integritet/stædighed. For det er to ord for det samme. Det ene er bare mere positivt ladet end det andet.

Danmarksbloggen giver ”Lægen” fem ud af seks lægeløfter. For hvem er du og jeg? Tør vi møde vores medmennesker som mennesker? Eller grupperer vi dem efter en hjemmestrikket bias skabt i en tid, som på mange måder er dement, fordi dens mennesker er ude af stand til at se ud over sig selv – og rumme dem, som har et anderledes forhold til liv, tro og død?

På Folketeatret er der heldigvis ikke hverken demens eller brug for den sidste olie. Tværtimod så sprudler ”Lægen” og hele castet af talent, fortælleglæde og mod, så denne vigtige forestilling kommer helt ud til os i de røde plyssæder – ja, trækker os ind til sig, så vi bliver en fjerde væg i ”Ta´ Debatten”.

Det er vel også det, vi skal: Tage debatten – eller måske snarere samtalen – om, hvordan vi skal løse vores medmenneskelige ansvar overfor hinanden. For det haster med at få dén samtale i gang. Ellers ender vi med – for alvor – at dele folk op i bunker. Som stykkets forfatter Robert Icke skriver det:

Man kan ikke bare sortere folk i bunker. Og ikke for noget, men der er faktisk ingen, ikke et eneste menneske her på jorden, der ikke trodser den slags overforenklet bullshit med deres multikulørte, tusindfoldige kompleksitet. Sidste gang vi delte verden op i identitetsgrupper, lad os huske hvor den vej førte hen – med tatoveringer på folks håndled.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. Hvis man er religionsnørd, så kommer lige lidt bonusinfo: ”Den Sidste Olie” er det sakramente i den katolske kirke, som i dag hedder ”De Syges Salvelse” – og som intet har med syndernes forladelse at gøre. Syndsforladelsen fås udelukkende via skriftemålet eller ”Forsoningens Sakramente”, som det hedder nu.
Begge sakramenter er dog helbredende sakramenter, hvor ”De Syges Salvelse” skal styrke et menneske under sygdom, mens ”Forsoningens Sakramente” handler om at få Jesu tilgivelse og blive forsonet med Gud og mennesker.
Skulle man imidlertid dø uden at være forsonet med Gud og mennesker (ved en ulykke fx), kommer der en chance mere i Himlen ifølge min kilde til denne info, som er Den Katolske Kirke i Danmark.
Godt at Icke ikke vidste det, for så havde hans gode skuespil manglet noget bid.

Anmeldelse: ”Den poetiske raptus”

Kan De forestille Dem en teaterkoncert stort set uden musik, men med ord? Masser af ord. Ord i forestillingen, ord på scenetæpperne, ord på nærmest samtlige rekvisitter – og selvfølgelig det talte ord fra start til slut i den mere end to timer lange forestilling fra 1976 skrevet af dramatiker Ernst Bruun Olsen, hvis virke startede længe for nogen kunne stave til teaterkoncert.

Uanset hvad, så kan et sådant actionfyldt, højtråbende og med vilde-scene-skift-fyldt tour-de-force-ridt i Holbergs enorme komedie-produktion opleves i Folketeatrets forestilling ”Den poetiske raptus”, der er en fri fortælling over Ludvig Holbergs liv – og i hvert fald dele af hans virke.

Ja, dén Ludvig Holberg. Ham, som skrev mange ord i sit liv. Både værker om historie, geografi, naturret, kristendom og meget mere – og så skuespillene eller rettere komedierne, som især er dem, vi husker i dag – og som stadig spilles for fulde huse.

Dét er fuldt fortjent. For Holberg er en mester til at vise menneskets natur, drømme, håb, konflikter og dårskaber – og han gør det så rammende og så elegant, at vi i nutiden sagtens kan genkende os selv i de for os ellers ofte ret fremmede 1700-tals-miljøer.  

Det bliver simpelthen ikke bedre – på dansk – end når Holberg folder sig ud. Det gør han desværre ikke i forestillingen med undtagelse af enkelte skyggespil som fx en del af Nilles monolog med mester Erik i hånden. Vi ser heller ikke noget til Holbergs forsvar for kvinder og jøder, som han mente skulle være ligeværdige medlemmer af samfundet.

Nu kan man selvsagt ikke nå omkring alt i et manuskript, men det er ærgerligt, at vi går glip af den store oplysningsmands insisteren på tolerance baseret på hans glimrende iagttagelsesevne og forståelse af både mennesket og af samfundets forskellige klasser og deres interaktion.

For deri ligger netop nøglen til, hvorfor Holberg blev Holberg. Manden, hvis tekster startede ikke kun dansk teater for 300 år siden i år, men også dansk litteratur – og som stadig har leveret noget af det bedste skuespil skrevet på dansk. Pøblens sprog, som i nationalstatens stigende betydning i de kommende århundreder, afløste den europæiske overklasses fælles fascination og brug af fransk, tysk og latin.

Sprog, som Holberg selv i øvrigt mestrede glimrende. For militærsønnen fra Bergen blev ikke kun professor – han blev skam også baron. Det ser vi så ikke i stykket, som fokuserer på Holberg som manisk skrivende – og med et nødvendigt sidekick i den enfoldige købmandskone, der sørger for, at han får både kaffe og indspark. Som modsætning til Holberg har vi den pietistiske præst – der på sin side igen udfordres af den flamboyante teaterdirektør.

Der er dermed skabt et klassisk konflikt-set-up, som skal drive handlingen, og det gør det også. Men den historiske virkelighed var en lidt anden, skal man bare vide. Holberg var nok begejstret for teatret, den kritiske tanke og videnskaben, men han var også troende. Han favnede med andre ord så bredt både som person og i sit virke, at han er umulig at presse ned i en enkelt form – hvad enten man bruger komikken eller dramatikken.

”Den poetiske raptus” gør så begge. Manuskriptet er vældig dramatisk, men har også sine morsomme øjeblikke, og som publikum kan man enten blive forvirret, eller lade sig rive med af de dygtige skuespillere, der leverer præstationer direkte taget ud af lærebogen for teaterkunst.

For hver og én eksekverer, som de skal: Anders Juul, Josefine Tvermoes, Marie Louise Wille, Jesper Riefensthal, Jeppe Ellegaard Marling, Niels Anders Manley, Simon Kongsted – og Tom Jensen, som glimter lidt ekstra. Han har også spillet store Holberg-roller tidligere – blandt andet Jean de Frances plagede far Jeronimus i sommeren 2021.

Danmarksbloggen giver ”Den poetiske raptus” fire fjerpenne ud af seks mulige – og iler med information om, at ordet raptus stammer fra middelalderen, kommer af det latinske raptus, der betyder ryk eller krampe. Ordet raptus beskriver iflg. Den Danske Ordbog (DSL) en bestemt trang, mani, følelse eller lignende, der pludselig griber én, og ofte giver sig mærkelige udslag.

Forestillingen spiller på Folketeatret og flere steder rundt i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Maddiker”

På Hippodromen på Folketeatret i Nørregade kan man i den kommende tid se Rikke Wölck, Jannie Faurschou og Bodil Jørgensen i forestillingen ”Maddiker”.

D´damer gestalter tre helt almindelige danske kvinder, som mødes på en kræftafdeling.

Bodil Jørgensen er sygeplejersken, der dækker de blå mærker med make-up. Rikke Wölck er den succesfulde karrierekvinde med den kræftsyge datter. Og Jannie Faurschou er den brystkræftsyge kvinde, som er så træt af sin mand, at hun har lyst til at kaste sovsen i hovedet på ham.

De er alle tre midt i 60´erne, da forestillingen starter – og dermed stadig i gang med livet. Men karussellen er begyndt at sætte farten ned, dørene er begyndt at smække i – og de kan se det, som venter forude:

Tilværelsen som usynlige spøgelser, hvor ingen har brug for dem, ingen vil lytte til den klogskab, ja visdom, som de har fået via mange dyrekøbte erfaringer.

Det brokker de sig selvfølgelig højlydt over, og de forsikrer hinanden – i hverdagssituationer skåret så skarpt, så vi griner højt af os selv – om, at det nok skal blive anderledes for dem. Det sker selvfølgelig ikke.

For de tre kvinder har alle har været dygtige elever på flinkeskolen, så de følger også den fasttrampede kurs gennem pensionistlivet mod døden.

Men inden skal der danses, diskuteres, deles information om sygdomme – og drikkes.

Det fik mig til at tænke på den svenske visedigter Carl Michael Bellman, som et sted skrev: Drik ud dit glas – se døden på dig venter. For inden mørket sænker sig, skal vi leve – og som de tre kvinder lever, også med den lille død, som Bellman og hans samtidige i 1700-tallet kaldte orgasmen.

”Maddiker” er så også et vaskeægte gys – og markant mere skræmmende end kister, maddiker og andet fra kirkegården. For der er så mange tusinder kvinder i Danmark, ja i hele verden, som deler hverdag og skæbne med de tre kvinder.

I beskrivelsen af deres sejlads fra de sidste år på arbejdsmarkedet til deres sidste åndedrag er ingen ekstra dramatisering heller nødvendig. Rikke Wölck, som udover at spille med er stykkets dramatiker, har med sikker hånd og falkeøje slået ned på det helt rigtige.

Samtidig har Madeleine Røn Juel instrueret, så hver en nuance træder frem i en virkelighed, hvor farverne falmes, og sanserne sløves i takt med at tiden flyver stadig hurtigere forbi.

Det er noget af en pille at sluge for alle. Så tak for den latter, som man må overgive sig til mange gange. Lidt sukker på skeen er altid god, når en bitter medicin skal ned.

For sluges skal livet – også når det lakker mod enden, og handler om længsel, et stadig, men ikke accepteret fysisk begær, sorg, hævn, ægteskab, vold, børn, børnebørn – og måske allermest en mangel på anerkendelse – både fra de nærmeste og fra et samfund, som kun ser på nytteværdi.

De tre kvinders ømhed for hinanden er til gengæld som et glimt af håb. Vi tåler dig, fordi vi elsker dig, siger de. Kan man forestille sig en smukkere kærlighedserklæring? Nej, vel.

For livet handler om de medmenneskelige relationer – og her kan alle aldre være med.

Tæt på mig sad en meget ung mand, som efter forestillingen spontant udbrød: Nu ved jeg, hvordan det er at være gammel. Jeg vil ikke blive gammel.

Jeg kan godt forstå ham, men som tættere på støvets år end på årsungens kan jeg tilføje, at der også er noget nådigt ved livet. Vi bliver klar til det hele, når vi skal.

Langt de fleste publikummer var så ældre, og jeg hørte mange ældre kvindestemmer sige efter forestillingen: Det var/er jo mit liv – uden at de dog gik nærmere ind på, hvad de kunne spejle sig i. Måske det hele?

For menneskelivet er som årets gang, og når forfaldet sætter ind, håret grånes, huden rynkes, og skavankerne står i kø, så mister vi langsomt men sikkert vores sanser. Det skal vi ikke være kede af. Så får vi i stedet perspektiv.

Perspektiv og mod til at vi – når tid er – kan vende opmærksomheden mod os selv og mod den død, som venter på os alle. En død, som kan være smuk, når den kommer i skikkelse af dem, som gik forud.

For det moderne menneske er døden så ofte forbundet med stor angst. Her kan morfin tage de fysiske smerter – og det er en velsignelse. For så kan den død, som venter, blive lige så intens og smuk, som den Jannie Faurschou spillede, så jeg fik tårer i øjnene.

For er det sådan at dø, så kan man trygt forlade jordelivet med et TAK FOR ALT og en tro på, at Bodil Jørgensen har ret, når hun sidder som krøbling, og siger: Vi bryder gennem tiden – og ender, hvor vi skal.

Danmarksbloggen giver ”Maddiker”, denne morsomme, rørende og 1:1 guide udi at blive gammel og dø, seks ud af seks store, røde blomster. For det er en perle – velegnet til alle, som skal dø én dag.

Man siger, at godt skuespil kan mere end bare fortælle en historie. At det viser hele mennesket, giver empati for mennesket – og sætter alt i en større sammenhæng.

Det er sandt – og som d´damer Rikke Wölck, Jannie Faurschou og Bodil Jørgensen mestrer dén knust.

”Maddiker” minder mig også om gåturene på kirkegården i Gustav Wieds ”Livsens Ondskab”, hvor Knagsted siger de berømte ord om, at det er, hvad det er. Det er sandt, og vi griner af det.

Men hvor Wied kan være perfid i sin morskab, så er der i ”Maddiker” lagt et nænsomt, ja kærlighedens klæde ud.

Det er godt tænkt. For så føler man, at man bliver en del af fortællingen om ikke kun tre kvinder eller kvindekønnet, men om selve livets gang, som det også vises på de tre skærme, der står på scenen. For i vor tid forstår vi også via skærme.

”Maddiker” er simpelthen noget af det bedste, der er sket på den danske teaterscene i denne sæson. BRAVO.

Forestillingen spiller indtil d. 17. maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fra regnormenes liv”

Sådan skal det gøres!

Så kort og godt lød det fra en af de andre gæster i går aftes efter premieren på P.O. Enquists ”Fra regnormenes liv” på Folketeatret i København.

Vedkommende havde ret. Det var stil OG genialitet fra første scene i den heibergske stue holdt i sorte og hvide nuancer til alle slør var forsvundet, og vi kunne se stjernerne lyse.

Ja, det var direkte elektrisk at opleve samspillet mellem Ellen Hillingsø og Ole Lemmeke som henholdsvis fru Johanne Luise Heiberg og H. C. Andersen i deres to akter lange eksistentielle samtale, der både er et opgør, en trøst, en kamp, en betroelse og en forsoning på én og samme tid.

Sådan kan det gå, når to beslægtede skønånder med en stor bagage endelig pakker ud, og deler erindringer, perspektiver – og den skam, som brænder selv efter mange år. Det var formidabelt. Ja, Hillingsø og Lemmeke VAR simpelthen fru Heiberg og H. C. Andersen i hver en bevægelse, hver en mimik, hver en tanke.

For nok havde de to en dialog mellem sig. Men deres indre dialog med sig selv foldede sig også ud på scenen – ordløs, men mindst lige så stærk, som de både voldsomme og nænsomme ord disse danske koryfæer sagde om sig selv, hinanden og et liv, som ingen vel i grunden har lyst til at genopleve i erindringen.

Så hellere tro på det lille eventyr, som kan forandre et menneske – uanset om det, man længes efter, er poesi eller erotik.

For Johanne Luise Heiberg ville så gerne det ene, og Andersen ville så gerne det andet. Så på én aften og nat går de i Enquists stykke gennem Helvede sammen – medbringende en social arv med hver deres helvede, hvor de spejler sig i hinanden og prøver at nå hinanden. Og dén vandring gøres som sagt så nærværende, at det bliver direkte elektrisk.

Men også de to andre – Preben Kristensen som Johan Ludvig Heiberg og Lisbet Lundquist som Gamlingen – spillede, så det gnistrede.

De to er også nødvendige modpoler til afsløringen, kampen og forsoningen mellem de to tidligere regnorme eller sumpplanter, der har formået at kravle op fra muddergrøften til solskinnet og dér finde sin plads. Den ene ved at lære spillets regler, også knebene, at kende og den anden ved fortsat at være som et naivt barn.

Men nu er der her – og de lever endnu, også selvom de lider. Så er det så tragisk? For de kæmper også endnu. Gejsten, viljen eller hvad det nu var, som fik dem op af skidtet, har de endnu.

For måske er stykkets mest tragiske figur den intellektuelle og født til privilegierne Johan Ludvig Heiberg, som har trukket sig tilbage fra alt og alle, og nu finder trøst i at se på stjernerne og vide, at nok er de kolde, døde og mørke – men deres lys har vi endnu. For han er så hjælpeløst alene.

Og så har vi Gamlingen, som Johanne Luise Heiberg siger er sig selv, og den eneste, som hun viser omsorg. Men er Gamlingen ikke (også) noget andet? Og hvor meget omsorg viser fru Heiberg i grunden sig selv, medmindre man opfatter ”hostesaften, der skal pleje organet” som omsorg.

På et metaplan kan de fire på scenen også ses som et billede på Freuds forståelse af mennesket tilsat den russiske opfattelse af dåren som den vise, den hellige, der sidder inde med visdommen, men opfører sig på måder, som absolut ikke rimer på konventioner og god opdragelse.

De er derfor måske samlet set et billede på mennesket og menneskelivet i sin helhed:  

H. C. Andersen som det barnlige underjeg, det frie barn med den store fantasi, mens hr. Heiberg er det kontrollerende – og kontrollerede, dannede og kultiverede overjeg. Og midt i konflikten står så Johanne Luise Heiberg som et vibrerende og levende jeg, spændt ud imellem de to mænd – og med alle drømmene og lidenskaberne intakt trods livets modgang. Og ved hendes side er så Gamlingen, der kender både lyset og skyggerne, og som en anden hellig, russisk dåre tør sige det, som ingen ellers vil sige.

Det er formidabelt fundet på – og eminent spillet i udførelsen på Folketeatret, hvorom der ikke kan gives nok roser. ”Fra regnormenes liv” på Folketeatret er simpelthen et kammerspil, der vil det hele – og kan det hele i sin beskrivelse af livet som en tilstand, hvor vi både kan grine, drømme og nyde, selvom vi er brændemærkede af skyld og skam – og hver dag føler smerten.

For livet er også en tilstand, hvor smertepunkterne er dét, som holder os i live, uanset om vi får en elefant eller noget andet, når vi forbinder vores livs punkter i vores version af forstandspuslespillet, som vist nok overtrumfes af emmet for H. C. Andersens tale til majestæten ”Amor Omnia Vincit”. Kærligheden overvinder alt.

Tjah, det er så spørgsmålet, som man ikke behøver at tabe gebisset for at finde svar på. Men man kan måske finde det i Vergils forsættelse af det verdensberømte citat, som de fleste bare glemmer, nemlig ”Et Nos Cedamus Amori” – lad da også os give efter for kærligheden. Dét kræver stort mod. Et mod, som har alt med social arv at gøre, men ikke det mindste med social klasse.  

Stykkets mest rørende scene er derfor også den mellem ægteparret Heiberg, hvis hænder ikke når hinanden. Begge rækker søgende hånden ud, men det sker med ryggen mod hinanden, og de griber ud i den tomme luft. Dén lille sekvens er er mere uhyggelig – og mere universel – end selv den fjerneste stjerne og den mest renvaskede regnorm.

For mennesker har til alle tider gjort så mange mærkelige ting ved hinanden, og hverken levende eller døde er særlig gode til at passe på hinanden – heller ikke selvom man prøver – og som fru Heiberg og H. C. Andersen prøver.

Jeg havde det gennem hele forestillingen, som var jeg vidne til et af Guldalderens topmøder, også selvom jeg og alle ved, at ”Fra regnormenes liv” ligesom så mange andre af Enquists stykker er en blanding af historiske fakta og fri fantasi.

Men jeg sad alligevel med en fast overbevisning om, at sådan en samtale godt kunne havde fundet sted i Søkvæsthuset på Christianshavn, hvor parret Heiberg boede i mange år.

Dét kaldes godt teater.

Sådan skal det gøres!

Danmarksbloggen giver ”Fra regnormenes liv” seks store regnorme eller seks store stjerner ud af seks mulige.

For er forskellen i virkeligheden så stor mellem regnorme og stjerner? Shakespeare mente som bekendt også, at livet leves mellem orme og stjerner, mellem døden og drømmen. Og var Enquist ikke vældig inspireret af den største teatermester af dem alle i sit valg af historiske temaer bearbejdet med fokus på menneskets psyke? Jeg tænker det – og håber, at de to nu sidder oppe i Elysion og taler sammen.

Det er Kasper Wilton, der har instrueret.

Forestillingen spiller til d. 13. marts.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Ordet” sendes som påskegave

Kan man anmelde på forhånd?

Selvfølgelig kan man ikke det. Men vi lever i en tid, hvor så meget ”man ikke kan” alligevel kan lade sig gøre, bare på en anden måde end ”det vi plejer”.

”Sammen på afstand” hedder det som bekendt også, uden at nogen anfægter denne åbenbare modsætning.

Derfor er det her heller ikke en anmeldelse af Folketeatrets version af Kaj Munks ”Ordet”.

Det er en anbefaling.

En stor anbefaling til 2. påskedag d. 5. april at se ”Ordet”, når forestillingen gratis sendes i tidsrummet kl. 15-23. Gå ind på www.folketeatret.dk for yderligere detaljer – og tilmelding.

Vi har brug for det. Det er åndelig føde.

Kulturen har været nedlukket i snart fire måneder – og savnet og sulten er stor.

Undertegnede kommer i hvert fald til at sidde klistret til skærmen, også fordi jeg kender lidt til det, der venter.

Når man anmelder, får man nemlig altid i forvejen flere fotos at vælge imellem som illustration til anmeldelsen. De billeder kan fortælle rigtig meget, hvis de er taget af en god fotograf. Et billede siger mere end 1000 ord og den slags – og det gælder i høj grad Gudmund Thais billeder af Folketeatrets ”Ordet”.

Når jeg ser på dem, så kan jeg i maven mærke suget efter at sidde i det røde plyssæde igen. Men jeg registrerer også de små hår rejse sig i nakken, og ilingerne løbe under huden.

For den her forestilling ”Ordet” havde været et af sæsonens højdepunkter. Kaj Munks tekst, opsætningen og så det formidable håndværk, som de deltagende skuespillere er garanter for.

Det havde været så stort at være til stede i salen. Se, høre, mærke forestillingen med hver en fiber af kroppen.

Nu bliver det så digitalt på skærmen, men det skal nok blive godt alligevel.

Fordi de kan, fordi de vil, dem på scenen, som er: Waage Sandø, Preben Kristensen, Amalie Dollerup, Esben Dalgaard Andersen, Mads Reuther, Morten Brovn, Michael Slebsager, Peder Holm Johansen, Jeanette Binderup-Schultz, Nadia Jasmin Nielsen og Mia Ellen Kjær.

Det er Moqi Simon Trolin, der har instrueret, mens Palle Steen Christensen står for scenografien.

Jeg glæder mig – og anbefaler ”Ordet” til alle, uanset om solen skinner, det regner eller sner, og uanset hvad de fordømte smittetal siger om to uger.

For det her bliver ikke en tidsbestemt flugt fra Corona-pandemien. Det her bliver en berigelse, en mulighed hvor vi ser op og ud mod det, som er større end det timelige – ser mod det, som vi åndeligt lever af.

Jesus genopstod som bekendt påskedag, som i år er søndag d. 4. april.

Dagen efter, mandag d. 5. april, genopstår kulturen på Folketeatret. Vær til stede – derhjemme på skærmen i denne modsætningens tidsalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Robin Hood. Eventyr i Sherwood”.

Kan man tage en stor klassisk fortælling som Robin Hood og slippe afsted med at lave den i en version, der er en blanding af klassisk komedie, klassisk drama, en snert af teaterkoncert og mest af alt noget, som minder om den helt specielle engelske kunstform, der hedder Christmas Show.

Christmas Show er en engelsk kunstform fuld af satire og gakkede påfund, hvor man tager en klassisk historie, og hæmningsløst indfletter både publikum, aktuelle begivenheder og personer, og som man i Danmark primært kender fra London Toast Theaters ”Crazy Christmas Cabaret”, der normalt spiller hvert år ved juletid.

Men nu sker det også på Folketeatret i Nørregade i København, hvor den velkendte fortælling om Robin Hood, Lady Marion, de lystige svende og alle de andre fra Sherwood-skovene formidles i en fyrig og farverig version, der udover et gedigent klassisk skuespil og sans for den specielle engelske kunstform er fejende flot, fuld af fægtescener og andre slåskampe.

Der er med andre ord fart over feltet og stor fysisk dygtighed sammen med godt skuespil i denne moderne version af middelalderens England.

Som tilskuer rives man med – og råber gerne både buh og hurra, alt efter om det er skurken eller helten, der viser sig på scenen.

Fortælleren, der også er aktivt med i stykket, er selvfølgelig en favnende broder Tuck, som kommer helt ud til bagerste række med hans sans for timing. Han spilles med lige dele saft og kraft af Jesper Riefensthal. Som mangeårig publikummer til de engelske Christmas Shows, savner man faktisk kun én ting ved broder Tuck, nemlig at se ham i et overdådigt kvinde-kostume og med masser af make-up.

For sådan én Dame med stort D skal dér være i sådan en forestilling. En Dame, der som en anden Dronning samler alt og alle, og er en levendegjort morale, og broder Tuck er den mest oplagte figur til den rolle.

Men ellers er det hele dér: Den gode historie, de kvikke bemærkninger, de små ordspil, de gæve helte, de grinagtige og grumme skurke, en pyntesyg konge der ikke kan se udover egen næsetip, mens han spankulerer rundt som en anden (fransk) hanekylling, kvinderne der kan det hele (og bedre end mændene – og som både kender deres stjerner og bueskydning) – og den store finale, hvor alle synger og danser på scenen, mens vi i publikum begejstret sidder og klapper med.

For retfærdigheden sejrer om bekendt, og der bliver taget sig af de svage og fattige. Det er en generel vigtig pointé i historien om Robin Hood, som får lov til at stå på scenen i sin enkle, dramatiske og gribende form. For indimellem i korte glimt er det alvor og drama på den store klinge. Dét klæder forestillingen også at turde det.

Som de to centrale figurer Robin Hood og lady Marion ser vi Christopher Læssø og Emilie Rasmussen, og de er både hver for sig og sammen overbevisende og troværdige. Man kan godt se dem som et par – også når kampen er slut, og de kan vende hjem til mere fredelige tilstande og måske lægge buer og pile fra sig.

I de andre roller ses Morten Christensen, Jon Lange, Louis Bodnia Andersen, Josefine Tvermoes og Mathias Sprogøe Fletting – og alle spiller forrygende.

Danmarksbloggen giver 5 ud af 6 pile til ”Robin Hood. Eventyr i Sherwood” på Folketeatret. Den er morsom i ordets bedste betydning, og man går glad og fornøjet hjem fra en forestilling, der er tænkt som en familieforestilling, og også er det. Og endda én der tør gå den engelske teatertradition i bedene. We are amused!

”Robin Hood. Eventyr i Sherwood” er en familieforestilling med kalorier, som både børn og voksne kan grine af og forstå alvoren af, selvom der måske er en enkelt pointe eller to, som går over de smås hoveder. Men hvem ved? De ser sikkert noget andet, som vi voksne misser. Det gør børn tit. Også nogle gange dét, som rammer lige midt i skiven.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Jordens Indre”

Man kan brænde papirer, men ikke ideer, siger den kloge stuepige Esther til dansk videnskabs mest underkendte geni Inge Lehmann, der var kvinden bag teorien om den faste kerne inde i Jordens flydende kerne – og hvis liv forestillingen ”Jordens Indre” på Folketeatret handler om.

Udsagnet er sandt – og det kunne sagtens suppleres med, at man ikke kan brænde nysgerrighed, længsel efter viden og efter at forstå de fysiske sammenhænge i den verden, der er omkring os – og som vi endnu har meget til gode at finde ud af om, hvad enhver med en uddannelse indenfor naturvidenskab kan skrive under på.

En af dem er denne anmelder, som er uddannet geograf fra Københavns Universitet med halvandet års geologi oveni de fem års geografi. Og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg var lidt ekstra spændt, da jeg satte mig i sædet. For dels var det første gang, at jeg skulle anmelde noget, som udsprang af min oprindelige uddannelse – og dels var jeg nysgerrig på, om man kunne formidle Inge Lehmanns teori på en måde, så den kunne forstås af alle – og stadig være en vigtig del af forestillingen?

Svaret er et stort ja. Det viser tavlerne med tegningerne, formlerne, tallene – og papirerne spredt ud på gulvet, så de lignede de forkætrede P-bølger og S-bølger, som er en konsekvens af et jordskælv – og som er dem, som Inge Lehmann brugte til at skabe sin teori om, at der måtte være en fast kerne allerinderst i jordens flydende kerne. Noget, som forskningen senere mange gange har bekræftet, må forholde sig sådan.

Jeg er så også – i Inge Lehmans videnskabelige ånd – nødt til at påpege en alvorlig geologisk fejl i manuskriptet: Nemlig at det er i slutningen af første akt nævnes, at kontinentalpladerne i Atlanterhavet støder MOD hinanden. Det er lige modsat. De bevæger sig væk FRA hinanden, og i den spalte på havbunden, som år for år bliver større, stiger der materiale op fra jordens indre, og det er det materiale, der har skabt og stadig skaber den atlantiske højderyg, der ligger som en slange ned igennem Atlanterhavet. For jorden er en levende klode – konstant i gang med geologiske og geografiske processer.

Men ellers går det nogenlunde godt med at holde tungen lige i munden omkring de videnskabelige fakta (der er et par smuttere mere), og stemningen på naturvidenskab er i hvert fald ramt lige på kornet. Det samme er den naturvidenskabelige humor, som stik mod hvad mange tror faktisk findes – men som måske er lidt nørdet. Jeg var i hvert fald alene om at grine et par gange undervejs i forestillingen, så måske var det ikke meningen, at lige de intermezzoer skulle opfattes som værende sjovt. Men det er det på naturvidenskab.

Ja, hvis ikke jeg vidste bedre, hvis ikke der blev sagt De, så kunne jeg have lukket øjnene og tro, at jeg havde været ombord i en tidsmaskine og rakt tilbage på instituttet. For kampene om bevillinger og ære – og måden, man jorder hinanden på og kan hjælpe hinanden på (hvis man vil – hvad man ikke altid vil), har ikke ændret sig en tøddel fra dengang til i dag.

Heller ikke selvom der i dag er markant flere kvinder på universiteterne end dengang, også indenfor geofysik. Men vi er alligevel ikke kommet så langt, som vi gerne ville, og kvinder er i øvrigt ikke spor mere fredelige end mænd, når det kommer til akademisk ære og værdighed. Kvinder skal også stadig yde mere for at opnå det samme som mænd.

Inge Lehmans kamp for som kvinde at blive anerkendt er nemlig stadig rystende aktuel, og der er mange nutidige kvinder, der som hende rammer det usynlige, men svært gennemtrængelige glasloft, som gør, at man nok kan se op i de hellige haller – men ikke komme derop.

At det stadig er relevant med en forestilling, der viser kvindens hårde kamp for at blive anerkendt, blev også ekstra tydeliggjort i pausen, hvor jeg hørte en mandlig publikummer sige: Jeg er så træt af, at I kvinder altid trækker kvindekortet. Jeg hørte ikke, hvad hans kvindelige ledsager svarede, men jeg håber, at det var noget i retning af: Vi trækker det kun, fordi det er nødvendigt.

For det er det, så forestillingen er desværre ikke kun historisk. Det er teater til tiden, og Iben Hjejle er både stærk og troværdig som Inge Lehmann. Ja, Iben Hjejle spiller Lehmann på en måde, så man får umådelige mængder sympati for kvinden og glemmer, at hun også havde sine fejl og mangler, måske især på det medmenneskelige område.

Sådan skildres hun i hvert fald langt hen i stykket, selvom man til sidst ser en anden side – en side der både kan spille bold med stuepigen Esthers tre børn og tage sig af søsteren, der spilles eminent af Laura Bro, som kan meget mere end at se yndig ud, som hendes karakter Harriet får at vide, at hun er.

Laura Bro har både råkraft og nerve i den måde, som hun portrætterer at være en både stærk og følsom søster til denne videnskabskvinde. For også søsteren kæmper med konventionerne og med at finde sin egen vej.

Det gør de alle sammen – og det er en af hemmelighederne ved denne forestilling. Nemlig at alle lider under konventionerne, at alle lider tab og nederlag, og ingen får det hele, end ikke Niels Bohr selvom han både bliver ridder af Dannebrog og får Nobelprisen.

Han spilles i øvrigt overbevisende af Jesper Lohmann, der med sin måde at tale og agere på fører os 80-100 år tilbage i tiden, så man tror, at han er ankommet til Folketeatret med en tidsmaskine direkte fra mellemkrigstiden – klar til belevnet og elegant, men ganske effektivt at holde den talentfulde Inge Lehmann nede.

I rollen som Inge Lehmanns livslange og mere ligerets-orienterede ven den engelske videnskabsmand Harold Jeffreys ses Troels Malling, som mange ellers kender som en morsom mand. Men Malling kan så meget mere og andet – og det er godt at se ham spille en rolle med mere kød på.

Stuepigen spises med autenticitet af Roberta Hilarius Reichhardt. Hende får vi forhåbentlig mere at se til i de kommende år, og ja, hun er barnebarn af dén Poul Reichhardt, men skal her hyldes i sin helt egen ret. For det er 100% hendes eget talent, som bærer – og ikke hverken hendes berømte farfar – eller for den sags skyld hendes berømte forældre.

For hun og de fire andre skuespillere og deres evner er det, som skaber historien. Her er ingen special effekts, men til gengæld ord og fagter i en historie om mod, kamp, både med omverdenen og med sig selv.

Og som den historie folder sig ud. Hvert ord, hver bevægelse, hvert blik har en betydning, og som tilskuer fanges man ind og rammes træfsikkert af kunsten på scenen, som også er så tæt på, at intet kan skjules eller camoufleres.

For vi er helt tæt på epicentret omkring Inge Lehmann, og vi mærker P-bølgerne fra skuespillerne – og når vi kommer hjem S-bølgerne fra eftertænksomhedens magmakammer, for nu at blive i de geologiske termer.

Dog en enkelt fejlkilde har sneget sig ind i stykket, nemlig en påstået ulykkelig forelskelse i Harold Jeffreys. Ingen ved, om Lehmann følte sådan overfor hendes livslange ven. Men det er også inderligt ligegyldigt.

For hvorfor skal vi altid komme ind på kærlighed, børn og udseende, når vi taler og skriver om kvinder? Det skal vi heller ikke. Det centrale, den faste kerne er, at navnet var Inge Lehmann, og at hun var en af verdens allerstørste forskere – og dansk.

Hende, som har lagt navn til Inge Lehmann-diskontinuiteten, der refererer til en materialeovergang cirka 220 km nede i Jordens kappe for nu at sige det på det videnskabssprog, som Inge Lehmann selv foretrak at tale, og som forskere fra hele verden sugede til sig. Den Inge Lehmann, som i 1971 fik Bowie-medaljen, den næstfineste pris, som en forsker på hendes område kan få.

Men ikke i hendes eget land. Her var Inge Lehmann glemt, og der kom først et monument for hende på Vor Frue Plads i 2017. Den lader vi lige stå et øjeblik sammen med Iben Hjejles opfordring til alle lige inden stykket slutter: Gå ud og opdag verden.

For der er endnu så meget at se og opdage og finde ud af, og det er skønt, når en så stor videnskabskvinde som Inge Lehmann hyldes på scenen.

Danmarksbloggen giver ”Jordens Indre” fem ud af seks jordkloder, som den jordklode Inge Lehmann var så optaget af hele hendes 104-årige lange liv.

Forestillingen spiller på Folketeatret indtil 15. december.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Mød mig på Cassiopeia”

Det var med spænding, at undertegnede bænkede sig i en Folketeatrets røde plysstole for at se den udødelige danske klassiker ”Mød mig på Cassiopeia”. For ikke nok med at jeg som alle andre i den propfulde sal på forhånd kendte Kai Normann Andersens skønne musik, så stammer dansk films mest romantiske øjeblik fra filmversionen, der blev lavet i 1951.

Hvis nogen skulle være i tvivl, er det scenen, hvor Poul Reichhardt og Bodil Kjer danser til tonerne af ”Den allersidste dans” i den tomme sal. Unge, forelskede – og lykkelige, også selvom hun ved, at hun lige om lidt skal hjem til Olympen. Dén scene er ren filmkunst, og man bliver aldrig træt af den – eller af sangen, som et andet nationalikon Kim Larsen også tit sang.

Så hvordan bærer instruktør Kasper Wilton, som sammen med René Vase og Jannik Fuglsang har bearbejdet teksten, dén kulturarv ind på Folketeatret i 2019? Og kan det overhovedet lade sig gøre uden at blive patetisk?

Svaret er et rungende ja ligeså stort, som når Zeus – i Asger Rehers vidunderlige fortolkning – opløfter sin røst og lader lynet på mere end en måde – og også ganske uventet – glitre og glinse. Asger Reher er i det hele taget en gevinst for forestillingen. Manden kan også det hele; synge, spille skuespil og være morsom.

Men også den talentfulde og velsyngende Carsten Svendsen stråler i sin skildring af den frustrerede og desperate komponist Berger, der så gerne vil have succes med sin musical samt vinde hustruen Irene tilbage. Hun spilles kompetent af Trine Gadeberg.

Men centralt står selvfølgelig historien om musen Polyhymnia, der kommer til jorden for at hjælpe Berger, men som også SÅ gerne vil vide, om hun kan virke på en mand. Dét kan hun – og især på piloten Harry, der spilles eminent af Christopher Læssø, der er ligeså galant som Poul Reichhardt var det. Men Læssø er også ganske nutidig i den måde, som han går fra at være en fanden-i-voldsk fuck-boy (som det hedder på nutidsdansk) med 72 ligegyldige roser til at blive en følsom og forelsket mand med en enkelt rose, der virkelig betyder noget.

Det er smukt, og Amalie Dollerup skal have en hel buket roser, fordi hun spiller rollen som Polyhymnia på sin helt egen og meget sødmefulde måde, men stadig så hun er ganske uimodståelig som den altid travle muse, der farer mellem himmel og jord.

I andre roller ses Troels Malling som teaterdirektør Wolmer og Kristian Holm Joensen som regissør Mogensen – et herligt og komisk par, hvor den ene konstant hakker på den anden, selvom det er ham, der altid ender med at rede trådene ud.

Det er folkekomedie på den gode måde om de klassiske livsbetingelser: At give slip på de unge mennesker, at finde kærligheden for første gang eller igen som ældre – eller at genfinde kærligheden i et hensygnende ægteskab – og ikke mindst at få troen på sig selv og verden igen.

Alt sammen lavet med gode grin og genkendelighed fra filmen ”Mød mig på Cassiopeia”, men også med nye løjer og herlige påhit rammet ind af en i stykket gennemgående fascination af Broadway og New York, som taler lige ind i vores tid, hvor vi ligesom man gjorde det i 1950´erne glad og gerne kopierer den amerikanske kultur og dens produkter.

Kulisser og kostumer er også inspireret af datidens sceneshows og film. Så der er noget for både øjne og ører – og måske allermest til sidst i forestillingen, hvor der blændes op for ”Toner fra Himlen” fra operettefilmen ”Alle går rundt og forelsker sig”, der som alt andet musik i stykket er komponeret af Kai Normann Andersen, der i flere årtier lavede så mange hits til dansk film, teater og revy, at man kan have ham mistænkt for at have haft virkelighedens Polyhymnia boende på en fast basis.

For alt kan som bekendt lade sig gøre, når man har med guderne at gøre – også selvom de himmelske væsner af og til skal mindes om ”Loven om Kosmisk Ligevægt”. Men så er det jo heldigt, at Folketeatret i denne forestilling har besøg af en rigtig muse fra dansk films guldalder, nemlig selveste Lone Hertz, der sprudler og sitrer i rollen som tante Rosa, der med lige dele livsappetit og viden om de græske guder sørger for, at alt går, som det skal – og indimellem også ganske anderledes end forventet.

Lone Hertz er intet mindre end forrygende, og det samme er forestillingen. Danmarksbloggen følte sig mere end godt underholdt på Folketeatret i deres 2019-version af ”Mød mig på Cassiopeia” fuld af harmonisk vellyd, store grin, sjove overraskelser, uventede nyskabelser og samtidig en nænsom og smuk behandling af en af vores kulturskatte.

Endelig skal ikke glemmes musikken, som havde alle filmens sange med, også de to store ”Musens sang” og ”Den allersidste dans”, der altid er garanter for en tåre eller fem. Men der var også andre sange, og så var der de dygtige dansere og velspillende musikere på scenen, som gav det ene flotte show-nummer efter det andet.

Danmarksbloggen giver ”Mød mig på Cassiopeia” fem ud af seks gyldne lyn, som det Zeus bruger, både oppe mellem stjernerne og hernede på jorden, når altså ikke han smider det væk, mens han beruser sig i menneskenes boblende vin – og gnistrende kærlighed.

Forestillingen spiller på Folketeatret i Nørregade i København indtil begyndelsen af marts – og tager herefter på turné landet rundt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: LIVA

Det haster med det kys, den kommer før du tror, den drømmeløse søvn, synger Ellen Hillingsø, der gestalter Liva Weel i Folketeatrets forestilling ”Liva”.

En forestilling, der starter dramatisk med Liva Weels død – og så spoler tilbage i et rørende, morsomt, dramatisk, levende og intenst forløb, hvor vi får hele fru Weels liv vist – præcis så godt, skidt, triumferende og nedslående, som det var med alt – også misbruget – inkluderet.

For inden det blev politisk alvor under besættelsen, var der mange år med fest, farver, musik, erotik – og et moderskab, som Liva nok ville have, men ikke bruge mere tid på end mændene gjorde på faderskabet.

Fru Weel ville nemlig først og mest sit arbejde – for deroppe på scenen dér levede og åndede hun. Og det samme gør Ellen Hillingsø med både stemme, mimik og vidt spredte ben i et set-up, der emmer af mellemkrigstiden – også på grund af det virtuose klaverspil fra Jens Krøyer, der fra sin plads som klaverbokser forestillingen igennem er vores allesammens trofaste følgesvend.

Det var musikken også for hele Danmarks Liva, som hun vitterligen var, når hun sang viser som ”Tag og kys det hele fra mig”, ”Jeg gi´r mit humør en gang lak”, ”Et lille kys eller to” og alle de andre sange om kærligheden og livet. Men som alle superstjerner oplevede Liva også tomheden, når lysene blev slukket, og hun var alt for god til at skubbe dem, der elskede hende, fra sig i en evig jagt på anerkendelsen, kærligheden – og den frihed, som hun så gerne ville eje, men måske aldrig forstod er såre flygtig.

For frihed og frigørelse er ikke en konstant bevægelse, der kun går opad. Det er måske mere en stille strøm, som den varme og medlevenhed, der også løb gennem hele forestillingen, og som fik sit smukkeste udtryk, da Birgitte Raaberg, som blandt andet spiller Ella Heiberg, men også andre roller, sang ”Sig de ord, du ved”.

Dér trillede de største tårer hos mig, og de ord tog ikke kun mig, men også min ledsager, en 16-årig gymnasieelev, om hjertet.

Et ungt menneske, som kun sporadisk kendte til PH og Liva Weel i forvejen, men som alligevel konkluderede efter tæppefald – og med et alvorligt udtryk i ansigtet: De viser dér, de er gode – dem mangler vi i vor tid og i min generation.

På vejen hjem var hun også meget stille – og hun fiskede endda ikke engang mobilen frem. Der er vist sået et frø, som passer godt sammen med hendes drøm om at blive dramaturg eller/og manuskriptforfatter.

Vi andre glemmer heller ikke forestillingen, hvor vi selvfølgelig også fik ”Glemmer du” – sunget af Karsten Jansfort, der også spillede flere roller, blandt andet den som Livas anden mand, der som en anden svinedreng kommer ind med en rød rose og kærligheden. Men som sendes væk igen af en revydronning, der forstod sig mere på skyggespil end på hengivenhed, men som også så skarpt, som da hun til sin første mand siger: Vi giver ikke hinanden plads, vi tager al den plads, som vi kan.

Selv gav Liva Weel aldrig op, men forblev livet igennem tro mod sin følsomme natur og stærke drømme, hvad Ellen Hillingsø også så fint formidler. For man kan hos en af dansk teaters nuværende femme fataler mærke Liva Weels væsenskerne og behov for et menneske, som hun kunne spille bold med.

Ham fandt fru Weel i PH, som hun føler en vis attraktion mod i forestillingen. Om det holder historisk er ret usikkert, men det er sagen underordnet. Samarbejdet mellem de to – og mellem en som altid blændende god Henrik Koefoed (han kan det hele på en scene, både teknisk, dramatisk, musikalsk og humoristisk) og den tidligere roste Ellen Hillingsø – er det essentielle.

Det, der gjorde, at Liva Weels første mand tog fejl, da han sagde, at han ville blive husket langt længere end hende. Men hvem kender Arne Weel i dag?

Det er Liva Weel, vi kender og elsker – og så PH, der skrev den ikoniske vise ”Man binder os på mund og hånd”, og sagde til Liva: Gå ud og giv dem den lige i smasken. Og det gjorde hun – og den blev sunget under stor bevægelse, både dengang – og nu på scenen. Det er så også her, at vi finder forestillingens eneste deciderede fejl, for nej, hverken den oprindelige eller den reviderede version blev skrevet i fællesskab. Visen er alene PH´s værk, men det var Liva Weel, der sang den.

Men det er en lille ting, som ikke betyder noget for en forestilling, der er meget gribende, og ikke kun på grund af de smukke viser, der som perler stråler igennem hele forestillingen, fremført på fire meget forskellige måder af fire meget forskellige skuespillere, men som alle ligger lige dér i krydsfeltet mellem det stærke og det sarte, og mellem fortid – og nutid.

For der er et sted, hvor Henrik Koefoed låner krop og stemme til PH´s kloge ord om retssikkerheden som det første skred i vejen mod diktatur og krig, om demokrati, nationalisme, angst, navlebeskuenhed – og hvorfor man ser sit land og dets særpræg bedst, når man ser det udefra. Lige dér gik der en engel gennem teaterrummet – for de ord kunne ligeså godt være skrevet i 2017. Og det vidste vi alle sammen, som sad dér på de røde stole på Hippodromen.

Så der var vi oppe i vores nutid – inden vi igen gled tilbage til fru Weels liv og en afslutning, der var fuld af både smerte, desillusion og ensomhed. Vi får også to af de største viser tilsidst. Viser som måske mere end nogen andre handler om, hvad livet drejer sig om, nemlig ”Nå” og ”I dit korte liv”.

For PH´s ord om livet, dette korte liv, gælder stadigvæk: Enkel er din skæbnes smukke lov, hvert atom forlanger, du skal leve. Dét gjorde Liva i sin tid – og det gjorde alle fem i Folketeatrets forestilling ”Liva”. Der bliver levet og spillet og sunget og elsket – stærkt og intenst og med en nerve, så selv fru Weel ville have hævet glasset og sagt: Godt gået. Skal vi ikke nappe en lille én mere?

Danmarksbloggen giver seks store, røde kys ud af seks mulige til en forestilling, der er et lille mesterværk.

Den spiller på Folketeatret i Nørregade indtil 22. december – og drager så på turné til foråret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk