Kan man tage en stor klassisk fortælling som Robin Hood og slippe afsted med at lave den i en version, der er en blanding af klassisk komedie, klassisk drama, en snert af teaterkoncert og mest af alt noget, som minder om den helt specielle engelske kunstform, der hedder Christmas Show.
Christmas Show er en engelsk kunstform fuld af satire og gakkede påfund, hvor man tager en klassisk historie, og hæmningsløst indfletter både publikum, aktuelle begivenheder og personer, og som man i Danmark primært kender fra London Toast Theaters ”Crazy Christmas Cabaret”, der normalt spiller hvert år ved juletid.
Men nu sker det også på Folketeatret i Nørregade i København, hvor den velkendte fortælling om Robin Hood, Lady Marion, de lystige svende og alle de andre fra Sherwood-skovene formidles i en fyrig og farverig version, der udover et gedigent klassisk skuespil og sans for den specielle engelske kunstform er fejende flot, fuld af fægtescener og andre slåskampe.
Der er med andre ord fart over feltet og stor fysisk dygtighed sammen med godt skuespil i denne moderne version af middelalderens England.
Som tilskuer rives man med – og råber gerne både buh og hurra, alt efter om det er skurken eller helten, der viser sig på scenen.
Fortælleren, der også er aktivt med i stykket, er selvfølgelig en favnende broder Tuck, som kommer helt ud til bagerste række med hans sans for timing. Han spilles med lige dele saft og kraft af Jesper Riefensthal. Som mangeårig publikummer til de engelske Christmas Shows, savner man faktisk kun én ting ved broder Tuck, nemlig at se ham i et overdådigt kvinde-kostume og med masser af make-up.
For sådan én Dame med stort D skal dér være i sådan en forestilling. En Dame, der som en anden Dronning samler alt og alle, og er en levendegjort morale, og broder Tuck er den mest oplagte figur til den rolle.
Men ellers er det hele dér: Den gode historie, de kvikke bemærkninger, de små ordspil, de gæve helte, de grinagtige og grumme skurke, en pyntesyg konge der ikke kan se udover egen næsetip, mens han spankulerer rundt som en anden (fransk) hanekylling, kvinderne der kan det hele (og bedre end mændene – og som både kender deres stjerner og bueskydning) – og den store finale, hvor alle synger og danser på scenen, mens vi i publikum begejstret sidder og klapper med.
For retfærdigheden sejrer om bekendt, og der bliver taget sig af de svage og fattige. Det er en generel vigtig pointé i historien om Robin Hood, som får lov til at stå på scenen i sin enkle, dramatiske og gribende form. For indimellem i korte glimt er det alvor og drama på den store klinge. Dét klæder forestillingen også at turde det.
Som de to centrale figurer Robin Hood og lady Marion ser vi Christopher Læssø og Emilie Rasmussen, og de er både hver for sig og sammen overbevisende og troværdige. Man kan godt se dem som et par – også når kampen er slut, og de kan vende hjem til mere fredelige tilstande og måske lægge buer og pile fra sig.
I de andre roller ses Morten Christensen, Jon Lange, Louis Bodnia Andersen, Josefine Tvermoes og Mathias Sprogøe Fletting – og alle spiller forrygende.
Danmarksbloggen giver 5 ud af 6 pile til ”Robin Hood. Eventyr i Sherwood” på Folketeatret. Den er morsom i ordets bedste betydning, og man går glad og fornøjet hjem fra en forestilling, der er tænkt som en familieforestilling, og også er det. Og endda én der tør gå den engelske teatertradition i bedene. We are amused!
”Robin Hood. Eventyr i Sherwood” er en familieforestilling med kalorier, som både børn og voksne kan grine af og forstå alvoren af, selvom der måske er en enkelt pointe eller to, som går over de smås hoveder. Men hvem ved? De ser sikkert noget andet, som vi voksne misser. Det gør børn tit. Også nogle gange dét, som rammer lige midt i skiven.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk