Sommeren er kommet til landet, og mange er i sommerhus eller på anden måde på ferie.
Danmarksbloggen vil derfor også ønske alle sine læsere en rigtig god sommer med masser af sol, svømmeture, jordbær og ikke mindst opladning, inden et spændende år tager sin begyndelse.
Vi lægger fra land igen lidt inde i august med en spændende anmeldelse af både musik, scenekunst og kultur. Vel mødt.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
Året har sine faste traditioner, og for mange danskere – og måske især københavnere – er et besøg i Grønnegårdsteatret en kær sommerskik, hvor man sammen med familie og venner i et par aftentimer lader sig fornøje og forlyste i Designmuseum Danmarks grønne have.
Således også i år, hvor Holbergs komedie ”Don Ranudo” er på programmet med Henrik Koefoed, Lone Hertz og Tina Gylling Mortensen i de bærende roller.
De to første spiller det mildest talt fallerede adelige ægtepar, der nok lever af krummer og går klædt i laser, men som alligevel holder på formerne og aldrig nogensinde lader noget være vigtigere end æren, slægtshistorien og anerne. Og det gælder også datterens lykke og ønske om at gifte sig med sin velhavende, men borgerlige og derfor ikke fine-nok udkårne, hvis søster i Tina Gylling Mortensens skikkelse agerer en både energisk og dygtig giftesøster.
Det ender selvfølgelig lykkeligt for det unge elskende par (som Holberg i alle sine komedier har en stor svaghed for), hvilket derfor også næppe kom som en overraskelse for en godt fyldt have denne juliaften, der var en af de første gode sommeraftner på denne side af Skt. Hans med både sol og blå himmel, så det var let at forestille sig, at vi var i Spanien – især for os, der havde enten en god jakke eller et tykt tæppe med.
Jacob Guervitsch´s eminente og præcise guitarspil var også i høj grad sammen med de farvestrålende dragter og enkle, men virksomme kulisser med til at give en oplevelse af at være i et land, hvor blodet er hedt, og temperamentet kan slå gnister.
Men hvad med spillet på scenen? Slog det også gnister? Både ja og nej. Der var momenter af klassisk Holbergsk satire – samt af fantastisk gakket komik som under bryllupsscenen, hvor ankomsten af den etiopiske prins og hans følge var i top og hylende morsomt. Men der var også steder, hvor historien desværre blev mere fortalt med ord end vist med handling og mimik – og det var synd, for stykkets pointer omkring snobberi og spil for galleriet gælder ligeså meget i 2017, som de gjorde det i 1700-tallet.
Der var også noget med samspillet, som manglede. For hver og en af skuespillerne spillede rigtig godt, men ligesom at et orkester helst skal spille i samme takt, så skal skuespillere også spille med og mod hinanden, og den energi og nerve, som det giver, savnede Danmarksbloggen – og undrede sig over ikke var tilstede.
For både de gamle og de unge, de kendte og de mere ukendte kræfter kunne deres metier, så det var mærkeligt at opleve, at nogle helt oplagte potentialer ikke blev brugt, selvom især en driftssikker Henrik Koefoed i titelrollen og en stærkt spillende direktør for Grønnegårdsteatret Steen Stig Lommer i en birolle som pagen Gusman gjorde alt, hvad de kunne.
Danmarksbloggen savnede også nogle flere nutidige referencer til for eksempel den kreative klasse, som ikke kun sidder godt på flæsket i nutidens Danmark, men som også var godt repræsenteret på bænkene i Grønnegårdsteatret – og som har meget tilfælles med Don Ranudo og hans kone.
Måske især når den kreative klasse er på spanden og fx omtaler arbejdsløshed som ønsket tid til at lave con-amore-projekter, selvom de går over på den anden side af gaden for at undgå at møde deres Facebook-venner. For det er jo pinligt ikke at have råd til hver morgen at kunne gå med en caffe latte i hånden og kunne fortælle om den sidste succes. Og det gælder, selvom der i den kreative klasse er en fiks idé om, at det er finere at være arbejdsløs cand.mag end at være håndværker med en fyldt ordrebog.
For nok er 1700-tallets adelstitler i 2017 skiftet ud med en akademisk grad eller at være en kendis, men snobberiet og skaberiet er præcis det samme.
Men med alt dette sagt vil Danmarksbloggen alligevel anbefale at gå i Grønnegårdsteatret og se ”Don Ranudo” – og især hvis man ikke kender Holberg, eller ikke har set Holberg på scenen før, så får man her halvanden times god introduktion til klassisk Holberg med lige dele kærlighed, intriger og forvekslinger, når samfundets klasser mødes – hvad de både på scenen og i virkeligheden gør hele tiden, også selvom især samfundets top er gode til at glemme det indbyrdes afhængighedsforhold, som vi har til hinanden.
Danmarksbloggen giver derfor også fire våbenskjold ud af seks mulige, som det Don Ranudo gav til bonden Juan efter han og konen havde spist bondens gode mad. ”Don Ranudo” spiller til og med 26. august.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
I en tid, hvor almen dannelse er en mangelvare, er der formentlig mange, der ikke kender forskellen på patriotisme og nationalisme.
Men forskellen er markant.
Patriotisme, som er et begreb, de fleste har glemt, står nemlig for fædrelandskærlighed, men på en fredelig måde, hvor patrioten uden tanke på egen vinding arbejder for landets ve og vel. Alle kan være patrioter i et land, også dem der ikke er født i landet, men som nu bor der og har taget landet til sig – og de behøver ikke skille sig af med eventuelle andre sprog, andre religioner eller anderledes kulturer for at være hjemmehørende i landet. Man kan således sagtens være en indiskfødt og hinduistisk dansker – eller en tyrkiskfødt og muslimsk dansker – eller en på Køge-egnen-født og kristen dansker som undertegnede.
Nationalisme derimod er et ord, som vi bruger i tide og utide – og ofte forkert. For nationalisme en aggressiv – og til tider militaristisk – form for patriotisme, hvor fødestedet spiller en afgørende betydning. Så for at være ”rigtig” skal man ikke kun kunne tale sproget og dyrke den nationale kultur, man skal også være født i landet – og endda helst have den rigtige hudfarve og religion.
Tilbage i 1800-tallet var det politiske klima i Danmark ganske patriotisk, men også nationalistisk, hvad vi så i Slesvig-krigene. Men også under 2. verdenskrig blomstrede patriotismen – og hos visse grupper nationalismen. For sådan er det, når vi føler, at vores land er truet, så samles vi under fanerne – og under de gamle patriotiske og nationalistiske paroler.
I vor tid har vi så bare glemt, at der er forskel på patriotismen og nationalismen, og at man faktisk godt kan elske sit fædreland UDEN at være ekskluderende, men ved i stedet at være rummelig og inkluderende. Det er i hvert fald det, som Danmarksbloggen prøver at tale om og for i denne tid, hvor mange danskere føler, at vores danskhed er truet både udefra og indefra.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk