Tag-arkiv: Grønnegårdsteatret

Anmeldelse: ”En Ideel Ægtemand”

Udgivet den af
Svar

Turkis er den mest sjældne farve i naturen. Derfor giver det max mening, at netop turkis er farven på den vifte, som danner scenen i Grønnegårdsteatrets sommerforestilling 2024: Oscar Wildes ”En Ideel Ægtemand”, som handler om magt og kønsroller i 1890´erns England, selvom mange af temaerne også kendes fra vores egen tid.

For mennesket er det mest skabagtige, som naturen har fostret – og hvad naturen ikke har kunnet finde på, har mennesket selv udviklet af dårskaber som fx forfængelighed, magtsyge og behovet for kontrol, som blot er noget af det, vi ser folde sig ud som en anden vifte, indtil billedet står klart for os:

Den velansete sir Chiltern begik børssvindel for 18 år siden, og var dum nok til at indrømme det i et brev, som nu er i Mrs. Cheveleys besiddelse. Hun forsøger at få skrivelsen omvekslet til først politisk kapital hos sir Chiltern og siden til ægteskab med hans bedste ven Lord Goring, som hun har et crush på – men som i stedet er forelsket i sir Chilterns søster, der som en 1800-tals pink Barbie er både handlekraftig og kvik.

Selv er bedstevennen også en fortidig version af Ken – endda med grøn sixpack på maven. Så man hepper på det unge par, også fordi de nægter at leve ned til allehånde konventioner om, hvad det vil sige at være den ideelle ægtemand m/k.

For ”En Ideel Ægtemand” handler mest om kønsroller og kønsidentiteter – og i denne opførelse om at være queer, hvilket blev opfattet som naturstridigt på Oscar Wildes tid, hvor bare det at være homoseksuel var en forbrydelse – som sendte Oscar Wilde to år i straffelejr. Derfor er det godt, at kvinder spiller mænd og mænd kvinder og vice versa.

Der er også flere skønne hilsner til burlesque og anden festlighed hos et cast, der er klædt i alle regnbuens klare farver. Verden er heller ikke sort-hvid, selvom magtens mennesker gerne vil få os til at tro netop dét.

Her har hver person så én farve, der fortæller noget om personen, startende med det røde ægtepar sir og Lady Chiltern, der spilles flyvende af Jens Sætter-Lassen og Luise Kirsten Skov. Parret er stykkets dramatiske indslag, fordi der her er hjerteblod på spil. Både det, som ægteskabet er skabt af – og det som karriere og magt handler om, og som er hele deres raison d´être. Derfor bærer de også orange. For idealismens røde må af og til blandes op med realismens gule, når illusionerne skal bevares.

Det er Andrea Øst Birkkjær, som spiller Mrs. Cheveley, damen i bedragerisk, men også realistisk gult. Og det gør hun med en nerve og intensivitet så stor, at det er, som går hele tempoet i forestillingen markant ned, da hun forsvinder ud af billedet. Hun minder også om Alexis i ”Dollars”, som engang var en skurk, men nu er en heltinde. Så jeg heppede i det stille på Mrs. Cheveley, som er en kvinde, der spiller magtens spil – og ikke gider poesi, hvilket Andrea Øst Birkkjær gestalter, så man kan mærke hende hele vejen ned til bænken.

Det samme kan man med Tina Gylling Mortensen, der er Lord Caversham i en giftig-grøn farve. For sådan er det med magten – den korrumperer. Hun har før optrådt på scenen som en mand med autoritet, og dét mestrer hun til det sidste stød med spadserestokken.

Cavershams søn og Lord Chilterns bedste ven Lord Goring – klædt i optimistisk grønt med lidt trofast blå og tilsat både en street-wise kasket og en drøm om en sixpack – spilles af Jeppe Ellegaard Marling med stor charme og megen energi, der matches perfekt af Laura Skjoldborgs overbevisende, ganske skarpe/sukkersøde og pinke Miss Chiltern, der som en moderne Barbie kan sætte handling bag sine ønsker. You go, girl.

”En Ideel Ægtemand” har så – som livet – en dobbelthed. Der er den dramatiske del, som handler om, at ønsket om magten kan få selv den største idealist og mest respekterede helt ned i sølet. Det budskab var nok en større skandale på en teaterscene på Oscar Wildes tid end i dag, hvor magthavernes manglende moral og konsekvens af egne handlinger er noget, som vi ser i 10 ud af 9 kunstneriske produktioner – og også forventer IRL. Dét er så skræmmende i sig selv. For det gibber ikke rigtig i én, når man ser magtens beskidte spil folde sig ud – og personerne gemmer sig selv og deres motiver bag mørke solbriller. Men det burde det.

Til gengæld holder det max, når der spilles på den komiske vibe og vores menneskelige dårskaber demonstreres. Og især de to stribede damer – i henholdsvis klartseende lilla med hvidt i ascendanten samt hverdags-orange med sort pessimisme – som er gift med de mest perfekte og derfor mest kedelige mænd, er formidable i deres demonstration af flokmentalitet, hykleri og forstillelse. Det er Laura Bro og Johannes Lilleøre, som har de to roller – foruden at de er tjenere for sir Chiltern og Lord Goring.

Danmarksbloggen giver ”En Ideel Ægtemand” fire store vifter ud af seks mulige.

Dér er fest, fart og farver over feltet i den formidable forestilling iklædt små hip til vor tid og dens temaer som fx MeToo. For stærke mænd falder også i 2024 fra magtens tinder pga. noget, som de har gjort for mange år siden.

Længere er vi nemlig ikke kommet på de næsten 130 år, der er gået, siden Oscar Wilde skrev stykket. Det er stadig den hvide, heteroseksuelle mand, som styrer verden – og der mangler stadig både farver og queer-vibes på magtens tinder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den Gerrige”

Udgivet den af
Svar

Aldrig er nogen så ensom, aldrig er nogen så fattig, som den der elsker sine mange penge højere end alt andet – og værre bliver det, hvis vedkommende skruppelløst misbruger de mennesker, som burde stå vedkommende nær, til at skrabe endnu mere til sig.

Så kort kan man beskrive moralen i Molières stykke ”Den Gerrige”, som Grønnegårdsteatret i år har på programmet i deres nye hjemmebane i Odd Fellowpalæet, hvis bygning sammen med den flot svungne scene danner en smuk og stemningsfuld kulisse, så det er nemt at tro, at man er i 1600-tallets Paris.

Historien om den usympatiske gnier Harpagon, der har penge, mange penge, som eneste mål og mening i livet, kunne så foregå alle steder og til alle tider. For den er lige så typisk i virkeligheden, som den er velkendt hos Molière. Så det overrasker næppe nogen, når jeg skriver, at det ender med … ja ingenting for Harpagons vedkommende. Han er fortabt set ud fra en kristen og etisk moral, som de fleste af os – uanset hvad vi tror eller ikke-tror – generelt erklærer os enige i.

Der er derfor også noget ærligt og psykologisk befriende i, at Molière ikke lader Harpagon blive klogere, men derimod stykket igennem holde fast i kærligheden til pengene – og den kontrol, som de giver den gerrige.

Sådan er det jo, som en nutidig dansk politiker kunne sige det. For hvor dit hjerte er, dér vil også din skat være – og hjerter flytter sig som bekendt ikke så tit.

Spørgsmålet er derfor, hvordan budskabet leveres hos Grønnegårdsteatret. Er der bid? Er det morsomt? Svaret er ja – og ja.

Et af de geniale træk er at lade en kvinde tage titelrollen – og her er valget faldet på Karen-Lise Mynster, og som hun fylder både støvler og skæg ud. Hun er i rollen så indkroget i pengeglæde, mistænksomhed, smålighed, brutalitet og målet-helliger-midlet-tænkning-og-handling, at man fysisk må reagere ved at ryste på hovedet over denne gnier.

Men man gyser også, og tror på, at Harpagons eneste kærlighed er knitrende sedler og blanke mønter, både når Harpagon slår løs på den stakkels Mester Jacques spillet med stor sikkerhed af Peter Flyvholm, tinger sig til at grev Anselme – spillet med vanlig elegance af Steen Stig Lommer – betaler begge bryllupsgilder plus det løse – eller gladeligt kræver ågerrenter fra sønnen Cleante, spillet af Jeppe Ellegaard Marling, der er ligeså overbevisende som den udkårne Mariane, spillet af Nanna Skaarup Voss.

Men allerstærkest er det i nødens stund, når Karen-Lise Mynster leverer Harpagons klagesang, da de elskede penge er væk. Åh Gud, jeg dør, nej, jeg er død – samtidig med at de to børn står lyslevende og lykkelige ved siden af. Men det betyder ikke noget. Pengene mangler, og Harpagons verden er gået under. En mesterlig scene, hvor et empatisk hjerte får ondt af den gamle gnier, og en reflekterende hjerne spejler sig. For har vi ikke alle en rem af huden? Gu´ har vi så.

I andre roller ser vi Tina Gylling Mortensen, der som Frosine er et kraftfyrværkeri af saft og kraft i hendes måske bedste rolle på Grønnegårdsteatret, som jeg har set. Hun indtager virkelig scenen på alle måder. Samt Jesper Hyldegaard som La Fleche og Jacob Weble som både monsieur Simon og politikommissæren. Begge er de særdeles drevne og driftssikre.  

Endelig er der Harpagons datter Élise og hendes udkårne Valere, som i hemmelighed er kærester, og hvis skæbne altid vækker sympati. De spilles af Andrea Øst Birkkjær og Joachim Kubel, og det gøres med smæld og så megen overbevisning, at man tænker: Her er et powerpar, som vi forhåbentlig kommer til at se igen i mange komedier fremover.

Årets stykke ”Den Gerrige” er klassisk Grønnegårdsteatret med stor skuespilkunst og en god energi – og tak for det. For vi lever i en tid, hvor gamle dødssynder er blevet dyder, og hvor den ene rystelse kommer efter den anden, samtidig med at vi på næsten harpagonsk manér forventes at være nyttige og effektive samfundsborgere 25 timer i døgnet.

Så for et par timer at kunne blive underholdt og more sig i godt selskab med dygtige skuespillere og samtidig blive mindet om de langt vigtigere menneskelige værdier er lifligt som glas mental rosé-vin.

Og når det så tilmed serveres så levende og vibrerende, som det gøres i ”Den Gerrige” på Grønnegårdsteatret, ja så kan man kun være i højt humør – sekunderet af de måger, der skriger på lige de rette tidspunkter undervejs. Noget af en instruktion.

Danmarksbloggen giver ”Den Gerrige” fem ud af seks diamantringe – som den, der spiller en rolle, selv når klapsalverne brager. En fin detalje i en formidabel og elegant forestilling.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Don Ranudo

Udgivet den af
Svar

Året har sine faste traditioner, og for mange danskere – og måske især københavnere – er et besøg i Grønnegårdsteatret en kær sommerskik, hvor man sammen med familie og venner i et par aftentimer lader sig fornøje og forlyste i Designmuseum Danmarks grønne have.

Således også i år, hvor Holbergs komedie ”Don Ranudo” er på programmet med Henrik Koefoed, Lone Hertz og Tina Gylling Mortensen i de bærende roller.

De to første spiller det mildest talt fallerede adelige ægtepar, der nok lever af krummer og går klædt i laser, men som alligevel holder på formerne og aldrig nogensinde lader noget være vigtigere end æren, slægtshistorien og anerne. Og det gælder også datterens lykke og ønske om at gifte sig med sin velhavende, men borgerlige og derfor ikke fine-nok udkårne, hvis søster i Tina Gylling Mortensens skikkelse agerer en både energisk og dygtig giftesøster.

Det ender selvfølgelig lykkeligt for det unge elskende par (som Holberg i alle sine komedier har en stor svaghed for), hvilket derfor også næppe kom som en overraskelse for en godt fyldt have denne juliaften, der var en af de første gode sommeraftner på denne side af Skt. Hans med både sol og blå himmel, så det var let at forestille sig, at vi var i Spanien – især for os, der havde enten en god jakke eller et tykt tæppe med.

Jacob Guervitsch´s eminente og præcise guitarspil var også i høj grad sammen med de farvestrålende dragter og enkle, men virksomme kulisser med til at give en oplevelse af at være i et land, hvor blodet er hedt, og temperamentet kan slå gnister.

Men hvad med spillet på scenen? Slog det også gnister? Både ja og nej. Der var momenter af klassisk Holbergsk satire – samt af fantastisk gakket komik som under bryllupsscenen, hvor ankomsten af den etiopiske prins og hans følge var i top og hylende morsomt. Men der var også steder, hvor historien desværre blev mere fortalt med ord end vist med handling og mimik – og det var synd, for stykkets pointer omkring snobberi og spil for galleriet gælder ligeså meget i 2017, som de gjorde det i 1700-tallet.

Der var også noget med samspillet, som manglede. For hver og en af skuespillerne spillede rigtig godt, men ligesom at et orkester helst skal spille i samme takt, så skal skuespillere også spille med og mod hinanden, og den energi og nerve, som det giver, savnede Danmarksbloggen – og undrede sig over ikke var tilstede.

For både de gamle og de unge, de kendte og de mere ukendte kræfter kunne deres metier, så det var mærkeligt at opleve, at nogle helt oplagte potentialer ikke blev brugt, selvom især en driftssikker Henrik Koefoed i titelrollen og en stærkt spillende direktør for Grønnegårdsteatret Steen Stig Lommer i en birolle som pagen Gusman gjorde alt, hvad de kunne.

Danmarksbloggen savnede også nogle flere nutidige referencer til for eksempel den kreative klasse, som ikke kun sidder godt på flæsket i nutidens Danmark, men som også var godt repræsenteret på bænkene i Grønnegårdsteatret – og som har meget tilfælles med Don Ranudo og hans kone.

Måske især når den kreative klasse er på spanden og fx omtaler arbejdsløshed som ønsket tid til at lave con-amore-projekter, selvom de går over på den anden side af gaden for at undgå at møde deres Facebook-venner. For det er jo pinligt ikke at have råd til hver morgen at kunne gå med en caffe latte i hånden og kunne fortælle om den sidste succes. Og det gælder, selvom der i den kreative klasse er en fiks idé om, at det er finere at være arbejdsløs cand.mag end at være håndværker med en fyldt ordrebog.

For nok er 1700-tallets adelstitler i 2017 skiftet ud med en akademisk grad eller at være en kendis, men snobberiet og skaberiet er præcis det samme.

Men med alt dette sagt vil Danmarksbloggen alligevel anbefale at gå i Grønnegårdsteatret og se ”Don Ranudo” – og især hvis man ikke kender Holberg, eller ikke har set Holberg på scenen før, så får man her halvanden times god introduktion til klassisk Holberg med lige dele kærlighed, intriger og forvekslinger, når samfundets klasser mødes – hvad de både på scenen og i virkeligheden gør hele tiden, også selvom især samfundets top er gode til at glemme det indbyrdes afhængighedsforhold, som vi har til hinanden.

Danmarksbloggen giver derfor også fire våbenskjold ud af seks mulige, som det Don Ranudo gav til bonden Juan efter han og konen havde spist bondens gode mad. ”Don Ranudo” spiller til og med 26. august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk