Turkis er den mest sjældne farve i naturen. Derfor giver det max mening, at netop turkis er farven på den vifte, som danner scenen i Grønnegårdsteatrets sommerforestilling 2024: Oscar Wildes ”En Ideel Ægtemand”, som handler om magt og kønsroller i 1890´erns England, selvom mange af temaerne også kendes fra vores egen tid.
For mennesket er det mest skabagtige, som naturen har fostret – og hvad naturen ikke har kunnet finde på, har mennesket selv udviklet af dårskaber som fx forfængelighed, magtsyge og behovet for kontrol, som blot er noget af det, vi ser folde sig ud som en anden vifte, indtil billedet står klart for os:
Den velansete sir Chiltern begik børssvindel for 18 år siden, og var dum nok til at indrømme det i et brev, som nu er i Mrs. Cheveleys besiddelse. Hun forsøger at få skrivelsen omvekslet til først politisk kapital hos sir Chiltern og siden til ægteskab med hans bedste ven Lord Goring, som hun har et crush på – men som i stedet er forelsket i sir Chilterns søster, der som en 1800-tals pink Barbie er både handlekraftig og kvik.
Selv er bedstevennen også en fortidig version af Ken – endda med grøn sixpack på maven. Så man hepper på det unge par, også fordi de nægter at leve ned til allehånde konventioner om, hvad det vil sige at være den ideelle ægtemand m/k.
For ”En Ideel Ægtemand” handler mest om kønsroller og kønsidentiteter – og i denne opførelse om at være queer, hvilket blev opfattet som naturstridigt på Oscar Wildes tid, hvor bare det at være homoseksuel var en forbrydelse – som sendte Oscar Wilde to år i straffelejr. Derfor er det godt, at kvinder spiller mænd og mænd kvinder og vice versa.
Der er også flere skønne hilsner til burlesque og anden festlighed hos et cast, der er klædt i alle regnbuens klare farver. Verden er heller ikke sort-hvid, selvom magtens mennesker gerne vil få os til at tro netop dét.
Her har hver person så én farve, der fortæller noget om personen, startende med det røde ægtepar sir og Lady Chiltern, der spilles flyvende af Jens Sætter-Lassen og Luise Kirsten Skov. Parret er stykkets dramatiske indslag, fordi der her er hjerteblod på spil. Både det, som ægteskabet er skabt af – og det som karriere og magt handler om, og som er hele deres raison d´être. Derfor bærer de også orange. For idealismens røde må af og til blandes op med realismens gule, når illusionerne skal bevares.
Det er Andrea Øst Birkkjær, som spiller Mrs. Cheveley, damen i bedragerisk, men også realistisk gult. Og det gør hun med en nerve og intensivitet så stor, at det er, som går hele tempoet i forestillingen markant ned, da hun forsvinder ud af billedet. Hun minder også om Alexis i ”Dollars”, som engang var en skurk, men nu er en heltinde. Så jeg heppede i det stille på Mrs. Cheveley, som er en kvinde, der spiller magtens spil – og ikke gider poesi, hvilket Andrea Øst Birkkjær gestalter, så man kan mærke hende hele vejen ned til bænken.
Det samme kan man med Tina Gylling Mortensen, der er Lord Caversham i en giftig-grøn farve. For sådan er det med magten – den korrumperer. Hun har før optrådt på scenen som en mand med autoritet, og dét mestrer hun til det sidste stød med spadserestokken.
Cavershams søn og Lord Chilterns bedste ven Lord Goring – klædt i optimistisk grønt med lidt trofast blå og tilsat både en street-wise kasket og en drøm om en sixpack – spilles af Jeppe Ellegaard Marling med stor charme og megen energi, der matches perfekt af Laura Skjoldborgs overbevisende, ganske skarpe/sukkersøde og pinke Miss Chiltern, der som en moderne Barbie kan sætte handling bag sine ønsker. You go, girl.
”En Ideel Ægtemand” har så – som livet – en dobbelthed. Der er den dramatiske del, som handler om, at ønsket om magten kan få selv den største idealist og mest respekterede helt ned i sølet. Det budskab var nok en større skandale på en teaterscene på Oscar Wildes tid end i dag, hvor magthavernes manglende moral og konsekvens af egne handlinger er noget, som vi ser i 10 ud af 9 kunstneriske produktioner – og også forventer IRL. Dét er så skræmmende i sig selv. For det gibber ikke rigtig i én, når man ser magtens beskidte spil folde sig ud – og personerne gemmer sig selv og deres motiver bag mørke solbriller. Men det burde det.
Til gengæld holder det max, når der spilles på den komiske vibe og vores menneskelige dårskaber demonstreres. Og især de to stribede damer – i henholdsvis klartseende lilla med hvidt i ascendanten samt hverdags-orange med sort pessimisme – som er gift med de mest perfekte og derfor mest kedelige mænd, er formidable i deres demonstration af flokmentalitet, hykleri og forstillelse. Det er Laura Bro og Johannes Lilleøre, som har de to roller – foruden at de er tjenere for sir Chiltern og Lord Goring.
Danmarksbloggen giver ”En Ideel Ægtemand” fire store vifter ud af seks mulige.
Dér er fest, fart og farver over feltet i den formidable forestilling iklædt små hip til vor tid og dens temaer som fx MeToo. For stærke mænd falder også i 2024 fra magtens tinder pga. noget, som de har gjort for mange år siden.
Længere er vi nemlig ikke kommet på de næsten 130 år, der er gået, siden Oscar Wilde skrev stykket. Det er stadig den hvide, heteroseksuelle mand, som styrer verden – og der mangler stadig både farver og queer-vibes på magtens tinder.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk