Aldrig er nogen så ensom, aldrig er nogen så fattig, som den der elsker sine mange penge højere end alt andet – og værre bliver det, hvis vedkommende skruppelløst misbruger de mennesker, som burde stå vedkommende nær, til at skrabe endnu mere til sig.
Så kort kan man beskrive moralen i Molières stykke ”Den Gerrige”, som Grønnegårdsteatret i år har på programmet i deres nye hjemmebane i Odd Fellowpalæet, hvis bygning sammen med den flot svungne scene danner en smuk og stemningsfuld kulisse, så det er nemt at tro, at man er i 1600-tallets Paris.
Historien om den usympatiske gnier Harpagon, der har penge, mange penge, som eneste mål og mening i livet, kunne så foregå alle steder og til alle tider. For den er lige så typisk i virkeligheden, som den er velkendt hos Molière. Så det overrasker næppe nogen, når jeg skriver, at det ender med … ja ingenting for Harpagons vedkommende. Han er fortabt set ud fra en kristen og etisk moral, som de fleste af os – uanset hvad vi tror eller ikke-tror – generelt erklærer os enige i.
Der er derfor også noget ærligt og psykologisk befriende i, at Molière ikke lader Harpagon blive klogere, men derimod stykket igennem holde fast i kærligheden til pengene – og den kontrol, som de giver den gerrige.
Sådan er det jo, som en nutidig dansk politiker kunne sige det. For hvor dit hjerte er, dér vil også din skat være – og hjerter flytter sig som bekendt ikke så tit.
Spørgsmålet er derfor, hvordan budskabet leveres hos Grønnegårdsteatret. Er der bid? Er det morsomt? Svaret er ja – og ja.
Et af de geniale træk er at lade en kvinde tage titelrollen – og her er valget faldet på Karen-Lise Mynster, og som hun fylder både støvler og skæg ud. Hun er i rollen så indkroget i pengeglæde, mistænksomhed, smålighed, brutalitet og målet-helliger-midlet-tænkning-og-handling, at man fysisk må reagere ved at ryste på hovedet over denne gnier.
Men man gyser også, og tror på, at Harpagons eneste kærlighed er knitrende sedler og blanke mønter, både når Harpagon slår løs på den stakkels Mester Jacques spillet med stor sikkerhed af Peter Flyvholm, tinger sig til at grev Anselme – spillet med vanlig elegance af Steen Stig Lommer – betaler begge bryllupsgilder plus det løse – eller gladeligt kræver ågerrenter fra sønnen Cleante, spillet af Jeppe Ellegaard Marling, der er ligeså overbevisende som den udkårne Mariane, spillet af Nanna Skaarup Voss.
Men allerstærkest er det i nødens stund, når Karen-Lise Mynster leverer Harpagons klagesang, da de elskede penge er væk. Åh Gud, jeg dør, nej, jeg er død – samtidig med at de to børn står lyslevende og lykkelige ved siden af. Men det betyder ikke noget. Pengene mangler, og Harpagons verden er gået under. En mesterlig scene, hvor et empatisk hjerte får ondt af den gamle gnier, og en reflekterende hjerne spejler sig. For har vi ikke alle en rem af huden? Gu´ har vi så.
I andre roller ser vi Tina Gylling Mortensen, der som Frosine er et kraftfyrværkeri af saft og kraft i hendes måske bedste rolle på Grønnegårdsteatret, som jeg har set. Hun indtager virkelig scenen på alle måder. Samt Jesper Hyldegaard som La Fleche og Jacob Weble som både monsieur Simon og politikommissæren. Begge er de særdeles drevne og driftssikre.
Endelig er der Harpagons datter Élise og hendes udkårne Valere, som i hemmelighed er kærester, og hvis skæbne altid vækker sympati. De spilles af Andrea Øst Birkkjær og Joachim Kubel, og det gøres med smæld og så megen overbevisning, at man tænker: Her er et powerpar, som vi forhåbentlig kommer til at se igen i mange komedier fremover.
Årets stykke ”Den Gerrige” er klassisk Grønnegårdsteatret med stor skuespilkunst og en god energi – og tak for det. For vi lever i en tid, hvor gamle dødssynder er blevet dyder, og hvor den ene rystelse kommer efter den anden, samtidig med at vi på næsten harpagonsk manér forventes at være nyttige og effektive samfundsborgere 25 timer i døgnet.
Så for et par timer at kunne blive underholdt og more sig i godt selskab med dygtige skuespillere og samtidig blive mindet om de langt vigtigere menneskelige værdier er lifligt som glas mental rosé-vin.
Og når det så tilmed serveres så levende og vibrerende, som det gøres i ”Den Gerrige” på Grønnegårdsteatret, ja så kan man kun være i højt humør – sekunderet af de måger, der skriger på lige de rette tidspunkter undervejs. Noget af en instruktion.
Danmarksbloggen giver ”Den Gerrige” fem ud af seks diamantringe – som den, der spiller en rolle, selv når klapsalverne brager. En fin detalje i en formidabel og elegant forestilling.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk