Et dansk musical-hit havde premiere Skt. Hans-aften på Gl. Scene på Det Kgl. Teater.

Så kort kan den nye musical ”Margrethe” beskrives. For den er – med sin fængende og storladne musik samt det eminente skuespil, der kun overgås af sang i absolut verdensklasse – det, man får, når man sætter sig i de røde plyssæder for på landets fineste scene at se og høre historien om Dronning Margrethe d. 2, mens de grønne kulisser drejes og vendes.

Den handler om kærlighed. Kærlighed mellem en dronning og hendes folk. Mellem en dronning og hendes forældre. Mellem en dronning og hendes mand. Mellem en dronning og hendes børn og børnebørn. Og måske allermest mellem en dronning og den skæbne, som blev hendes.  

Skæbnen som Danmarks regent. En skæbne, der går i arv, og som i sig har en iboende ensomhed. Fordi regenten er den, der alene bærer ansvaret.

Det er meget for ethvert menneske – og det er også det centrale omdrejningspunkt i denne gribende fremstilling af Dronning Margrethes liv og virke. Mændene bag – Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier – sagde mindre end to timer inden premieren på TV2 News, at musicalen handlede mere om mennesket Margrethe end om Dronning Margrethe d. 2 af Danmark.

Men både i virkeligheden og på scenen kan de to ikke adskilles. Dronningen ER sit virke – og i sit virke er hun sig selv. For hvem skulle jeg ellers være, kan man næsten høre Hendes Majestæt sige med præcis den venlige og bestemte betoning, som Ulla Henningsen, der spiller den gamle dronning, rammer til så stor perfektion, at man godt kunne tro, at det var Majestæten selv, som stod på scenen.

Dronningen er heller ikke ukendt med hverken scenen eller kunsten i form af fx malerier, og det hører vi med rette meget om. Men Majestætens dybe kristne tro nævnes ikke, og det er synd. For nok havde Dronningen i prins Henrik sin faste støtte (og han får også i musicalen al den hyldest, som han fortjener). Men regenten sætter sin lid til mere. Det har Dronningen selv sagt i flere interviews gennem tiderne.

Og nok nævnes det tit i forestillingen, at det er vigtigt at tro på noget, som er større end sig selv. Men vi hører ikke rigtig, hvad dette så er i Dronningens tilfælde. Er det Gud, eller den forpligtelse overfor danskerne, der som en rød tråd går gennem Dronningens mere end 50 år lange virke?

I musicalen får man kun fornemmelsen af forpligtelsen. Men jeg tror, at det er både den – og troen, også fordi hendes valgsprog er Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke.

Valgsproget, som ellers er at regne for en regents hensigtserklæring, er desværre ikke med i musicalen, som fortælles med afstikkere frem og tilbage i tiden, selvom grundhandlingen skrider frem i kronologisk rækkefølge.

Så vi møder ikke en, ikke to, ikke tre – men hele fire Margrether, der indimellem også møder hinanden, og taler sammen. Det er der noget meta over på den gode måde.

Emilie Groth som den unge, voksne prinsesse Margrethe og Xenia Lach-Nielsen som den voksne Margrethe midt i dronningegerningen – og som de to kan synge, danse og agere. Ja, det kan hele castet. Gang på gang rives vi med og løftes til højderne.

Men alligevel træder den yngste Margrethe – kaldet Daisy – og den ældste Margrethe frem på en særlig måde.

Den ældste – Ulla Henningsen – fordi hun med varme og med stemme, mimik, bevægelse og alt andet er, som vi kender Dronningen i dag. En dronning, der i musicalen ser tilbage på sit liv med lige dele refleksion, accept og kærlighed, mens hun leder efter den hestesko-formede broche, som hun fik af sin far, da det blev bestemt, at hun skulle være Danmarks næste regent.

Rollen som Daisy synges af forskellige. Det er også en krævende rolle for en purung pige, men Lily Hanskov Aginsky, som sang rollen til premieren, gjord det så klart og så stærkt, at hun kunne synge op til – og så man kunne høre hende gennem de tre voksnes kvinders stemmer. Dét fik hun selvsagt enorme klapsalver for.

Hun var fantastisk. Intet mindre – og hun ville være en god Ariel, hvis man skulle genindspille Disney-versionen af H. C. Andersen-eventyret. Der var også dele af musikken, som bragte mindelser om netop dén Disney-produktion.

Generelt gjaldt, at musikken hele vejen igennem havde et Margrethe-tema, og at den bakkede op om historien fx ved at dele af ”Der er et yndigt land” blev spillet i mol under besættelsen, at der var forvirrende violiner, mens prins Henrik var dement og så videre.

Så ja, musikken var bevægende, hvad enten den mindede om styrken fra ”Hamilton” eller sødmen fra ”Kongen og jeg”.

Det sidste især måske i kærlighedsmødet med den franske greve, som varede lige, indtil han gik ud af tiden – og ud til de andre, der gik forud, og for en tid lader Margrethe alene tilbage, inden Frederik og Mary skal overtage.

For sådan er det. Tronen og kronen kræver det hele menneske – og Margrethe d. 2. har givet os gennem et langt liv. Derfor er denne hyldest til hende lige så rigtig, som den er smuk – og den er meget smuk.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks dronningekroner til musicalen ”Margrethe”. Den kan nemt blive en dansk musical-klassiker.

Det er Mikkel Rønnow Musicals, som producerer – og der spilles på Gl. Scene på Det Kgl. Teater i København, Odeon i Odense og Musikhuset Aarhus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk