Et kongeligt glansbillede krakelerer

Det er næppe gået nogen forbi, at Dronningen og Prins Henrik har guldbryllup i morgen – og at denne runde dag fejres ombord på kongeskibet Dannebrog ude i rum sø. Gisningerne om hvorfor er mange, men bunder alle i Prins Henriks alder, helbred og adfærd, som er forhold, der ikke burde komme andre end dem selv ved.

Danmarksbloggen plejer heller ikke at kommentere royale begivenheder af samme grund, men et kongeligt guldbryllup er en sjældenhed.

Første gang – og indtil i morgen sidste gang – der var kongeligt guldbryllup i Danmark, var i 1892, hvor Europas svigerfar Christian d. 9 kunne fejre 50 års bryllupsdag med Europas svigermor Dronning Louise. Der blev til lejligheden rejst en statue i Øster Anlæg, holdt et stort optog gennem en flag- og blomstersmykket hovedstad og holdt flere store fester landet over samt festgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. For slet ikke at tale om selve hovedfesten på dagen d. 26. maj med kongeparret og det store festfyrværkeri. Intet af dette sker denne gang.

Tiden er også en anden. Dengang havde vi brug for et nationalt samlingspunkt som kongehuset, for længere væk var 1864 heller ikke. Læg dertil den respekt, ja nærmest ærbødighed som kongehuset blev mødt med dengang, og det giver god mening, at man fejrede guldbrylluppet for fuld musik.

Men sådan er det ikke denne gang, selvom vi stadig elsker nationale samlingspunkter og måske opfatter Dronningen som et, men ikke selve kongehuset.

For i dag ses det samlede kongehus af de fleste som lidt harmløs, om end dyr underholdning med fine kjoler, funklende diademer og flotte biler som det mest spektakulære. Det bliver vi så snydt for denne gang, men danskerne er ligeglade. Måske fordi det kongelige glansbillede for alvor er ved at krakelere i takt med at Dronningen bliver ældre, og det bliver mere og mere synligt for flere og flere, at det ikke giver mening, at en enkelt familie på grund af fortiden skal have mange og store privilegier og nogle få, men meget mærkværdige forpligtelser?

Tilhængere af monarkiet vil hævde, at et kongehus giver stabilitet i et land og en fælles fortælling. I så fald skulle Danmark, Norge og Sverige være mere stabile end Finland – og det er vi ikke, vel? Spanien skulle også være mere stabil end Frankrig, Italien og Portugal – og det er de heller ikke, vel?

Faktum er, at et lands fortælling er dets historie, uanset hvordan den fortid ser ud – og at et lands stabilitet afhænger af dets lands politik og relation til resten af verden samt af om der er stærke institutioner og praksisser, som accepteres af både magthavere og befolkning. Og i den ligning betyder et repræsentativt monarki kun, at der kan kastes lidt glimmerstøv over det samlede billede. Lidt særdeles dyrt glimmerstøv vel at mærke, som måske ville have det bedst med at forsvinde den dag, hvor Margrethe ikke er der længere.

For hun har gjort det godt, men at tænke på Frederik og Mary som et nationalt samlingspunkt virker meget langt væk fra et realistisk scenarium, også selvom Mary trods interessen for dyr mode træder mere i karakter – mens Frederik blot fortsat træder rundt i cykelpedalerne, selvom han bliver 50 næste gang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Amalienborg spiller stadig en afgørende rolle i dansk politik

Igår var en dronningedag på flere måder.

Statsminister Helle Thorning fejrede, at hun havde været socialdemokraternes formand i 10 år – og Dronning Margrethe holdt pressemøde på Fredensborg Slot. Begge dele gik helt efter planen med rosende taler og politiske drillegaver det ene sted og høflige spørgsmål det andet sted.

Nogen lighed mellem de to højeste embeder i Danmark ses ellers ikke. For i det ene er kvinden valgt til sin post – mens den anden kvinde er født til den. Sat på den, som Dronningen selv sagde det. Den ene kvinde har altså måtte kæmpe og selv gå hvert eneste skridt, mens den anden kvinde ikke kan rokke sig ud af stedet, men skal blive på pladsen, inden hun falder af pinden, som Dronningen også selv udtrykker det.

Det er en forskel så diametral, at det egentlig er utroligt, at et kongehus kan fungere i et demokrati.

Men nu har kongehuset jo heller ikke nogen politisk magt mere – og kongehuset har ihvertfald ikke blandet sig i politik siden den ulyksalige påskekrise i 1920, vil nogen hævde.

Jo, det har kongehuset faktisk – og også langt mere end Dronningens nylige udtalelser om indvandrere. Fx så sent som i 1993, da den konservative Schlüter gik af som statsminister pga tamilsagen. Dengang ville Schlüter nemlig bare overdrage magten til Venstres leder Uffe Ellemann. Men sådan gik det ikke. For kort inden pressemødet om overdragningen kom opringningen fra hoffet om, at det syntes man på Amalienborg var en dårlig ide, når nu de radikale ikke længere bakkede op. Og så blev der valg – og den socialdemokratiske Nyrup dannede regering.

Så jo, Amalienborg spiller stadig en afgørende rolle i dansk politik. Nu var Ellemann jo nok røget som statsminister alligevel. Folketinget havde formentlig stillet en mistillidsdagsorden til Ellemann og dermed til den nye regering. Så Amalienborg foregreb blot begivenhedernes gang – samt hindrede Venstre i at dumme sig. Og det er det sidste, der er interessant.

For havde Venstre dummet sig så eklatant, som der blev lagt op til af Ellemann i 1993, havde Fogh så overhovedet kunnet vinde magten i 2001? Vi får det aldrig at vide, men det skyldtes Amalienborgs indgriben – og det har gjort en afgørende forskel for Danmark og danskerne lige siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 9: Valdemar Atterdag

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR ATTERDAG

Lykkemanden og heltekongen Valdemar Sejr døde i 1241, og det blev startskuddet til 100 år med ufred, brodermord, kongemord og den kongeløse tid.

Valdemar Sejrs søn med danskernes elskede dronning Dagmar var allerede død af et vådeskud, og nu blev alle tre sønner med den forhadte efterfølger dronning Bengerd konge efter tur.

Det var ingen lykke for Danmark. Den første Erik Plovplenning blev myrdet i 1250 på ordre fra sin bror Abel, der blev den næste konge. Han faldt på slagmarken i 1252, og så var det Christoffer d. 1.´s tur. Han døde i 1259 og blev ifølge et rygte forgiftet, men det er dog aldrig blevet bevist.

Næst på tronen kom Christoffers søn Erik Klipping, der kun var 10 år gammel, da hans far døde. Så hans mor regerede i hans sted de første år. Hun hed Margrethe Sambiria og havde altså samme formynderrolle som hende vi idag kalder Margrethe d. 1 – men Margrethe Sprænghest, som hun blev kaldt, var meget upopulær, så hende har man helst ville glemme.

Det ville sønnen også, da han blev voksen. For der var nok at slås med udover en mor, der stadig mente, at hun vidste, hvad der var bedst for Danmark. Kirken var blevet stor og magtfuld, de tidligere stormænd var nu adel og sad på deres jorde og ville helst styre alting selv uden for meget indflydelse fra en konge, søfarten, handlen og landbruget var for nedadgående, og alt og alle blev fattigere.

Danmark var med andre ord i krise – og Erik Klipping indførte den primitive skat, der gav ham hans tilnavn. Han sørgede for, at der blev klippet et stykke af hver sølvmønt. Det brød man sig ikke om, og den stærke danske adel fik i 1282 på det årlige stormøde i Nyborg, det såkaldte Danehof, Erik Klipping til at skrive under på en håndfæstning, dvs en lov der begrænsede kongens ret til at handle og gøre, som han selv ønskede.

Kongen skrev under. Men Erik Klippings dage var alligevel talte. 22. november 1286 skete det berømte kongemord i Finderup Lade, hvor han blev stukket ihjel. Den dag idag ved ingen, hvem der gjorde det. Samtiden gav Marsk Stig og otte andre af rigets førende mænd skylden.

Den næste konge var endnu en drengekonge, Erik Klippings kun 12-årige søn Erik Menved, der var konge helt frem til 1319. Erik Menved havde store drømme om at gøre Danmark rigt og mægtigt igen.

Men næsten alt gik galt. Hansa´en, altså primært købmændene fra Lübeck, sad på det meste af handlen, så pengene gik mod syd, også mange af de enorme summer, der kom fra det store sildefiskeri i Øresund. Danmark var på ingen måde et rigt og blomstrende land, da Erik Klipping døde – og det blev kun fattigere i Erik Menveds regeringstid.

Men det skulle blive endnu værre. Erik Menveds bror Christoffer d. 2 blev den næste konge, og under ham blev Danmark direkte ruineret, pantsat og kom på randen af undergang. Retfærdigvis skal også siges, at han blev svigtet og forrådt af dem, der kunne have hjulpet ham. Men alligevel … da Christoffer d. 2 døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny konge.

Danmark var istedet pantsat til greverne Gert og Johann, der sammen med andre tyske adelige havde pant i hele Danmark, fordi de havde lånt de danske konger penge.

For mange – især østdanskere, der var styret af Johann, har det betydet intet eller meget lidt i deres hverdag, at den øverste magt var en anden. Alligevel ønskede man sig under en dansk konge igen – eller en svensk som i Skåne, der hellere ville være under den svenske konge end under en tysk greve.

Som tiden gik, blev de to grever dog uvenner, og især grev Gert, der bestemte vest for Storebælt, mens grev Johann bestemte øst for Storebælt, begyndte at fare hårdere frem, og man blev mere og mere utilfreds med ham, både fra den jyske adels side – og fra grev Johanns side, der derfor hjælp den sidste danske konge Christoffer d.2´s søn Valdemar frem.

Skillelinien faldt 1. april 1340, hvor Niels Ebbesøn dræbte grev Gert. Den sidste danske konges søn Valdemar Atterdag – for ham var det – var nu konge af Danmark, hvilket i starten ikke var meget. For stort set hele landet var stadig pantsat.

Valdemar Atterdag var på det tidspunkt 20 år gammel, og han gik straks igang med den blanding af politisk snilde, list og hensynsløshed, der er uden sidestykke i Danmarkshistorien og som gjorde, at han på under tre årtier kunne samle Danmark igen til ét rige og genskabe kongemagten som en stærk, samlende kraft.

Han lovede fx som regel alt og alle, hvad de gerne ville høre – og så gjorde han derefter, som det passede ham. Og hvis nogen brokkede sig over, at han svigtede en aftale, så gjorde han dem tavse – som regel blot med ord. Men historien fortæller også om tre jyske stormænd, der ville noget andet, men som døde ved stranden i Middelfart, dræbte af fiskere, som det hed. Valdemar svor, at han intet havde med det at gøre – og så var den sag ikke længere. Andre dele af landet købte Valdemar Atterdag fri bid for bid eller han fik det foræret – eller tog det i kamp. Og sådan gik det år efter år med lige dele forhandling og af og til mere direkte magt.

Valdemar Atterdag havde nemlig en evne for politisk strategi og taktik som ingen andre konger i Danmark – og allermest kunne han den kunst, som det er at vente til eksakt det rette øjeblik – og rette sted. Og kombineret med en 100% fokusering på målet og absolut 0% hensyn til andre og andet end målet, så gav indsatsen pote.

Hans energi skal have været overmenneskelig – og ingen turde gå ham imod, heller ikke adelen, da han i 1346 solgte Estland til Den Tyske Ridderorden. Samme år red han i øvrigt frem og tilbage til Jerusalem, hvor han blev slået til Ridder af Den Hellige Grav. Desværre findes der ingen beskrivelse af den rejse.

Få år efter i 1348 kom pesten, der var et ødelæggende slag for Europa – og for Danmark. Selv blev Valdemar ikke ramt, og som det politiske geni han var, skyndte han sig at tage al den jord, som nu ingen ejere havde og sige, at det var hermed kongens jord.

Adelens mænd blev sure, men det nyttede ingenting. Valdemar Atterdag var 100% ligeglad, og adelen måtte acceptere, at kongemagten igen var blevet stærk, og at de ikke længere kunne gøre, som de selv ville.

Og sådan fortsatte Valdermar Atterdag. Fx da han i 1360 fik Skåne tilbage – efter selvfølgelig at have lovet den svenske konge landsdelen. Men et løfte var som bekendt i Valdemars øjne kun et løfte, sålænge det gav mening for ham selv og hans mål.

I 1361 erobrede han Gotland – og det var en direkte erobring. Gotland havde aldrig været dansk før, men Estland var jo solgt, og Valdemar ville gerne have et sted, der var dansk i den indre Østersø. Så en erobring måtte der til.

Med sådan en fremfærd må man få fjender, og det fik Valdemar Atterdag også. Fra alle sider kom de: Tyskland, Sverige og sågar hans egen svigersøn Kong Håkon af Norge. Men det afskrækkede ikke Valdemar Atterdag, der er kendt for at at have Atter en Dag som sit valgsprog, eller som det hed dengang: Ter Tage, altså Sikke tider – og ikke hverken: Der kommer atter en dag i betydningen Du har altid muligheden for at nå dine mål, eller: Atter dag over Danmark. 

Så skete pludselig det uventede: Valdemar Atterdag rejste fra Danmark, og hans højre hånd Henning Podebusk overtog ledelsen. Eller sådan så det ud. For i virkeligheden virkede Valdemar Atterdag stadig bag linierne, hvor det lykkedes ham at splitte de fælles fjender, der ellers var gået i koalition mod Danmark.

Så når historikere hævder, at Valdemar Atterdag ene mand reddede Danmark, er der faktisk meget om sagen.

Som altid for de danske regenter skulle Sønderjylland blive det ømme punkt. Just som Valdemar Atterdag planlagde et felttog derned for en gang for alle at få orden på det sønderjyske spørgsmål, døde han på hans elskede Gurre Slot 24. oktober 1375 uden at efterlade sig sønner.

Men han havde en datter, ligeså klog, ja måske klogere end sin far, den mand der ene mand frelste et helt land. En bedrift, der ikke er overgået. Men det er datterens heller ikke. For hun samlede Norden. Vi kalder hende Margrethe d. 1, men hendes rette titel var frue og husbond og Rigets fuldmægtige formynder. Dronning var hun “kun” af Norge – og Sverige. Og hende skal vi høre om i næste uges Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Monarkiets fremtid eller ej

Her på Dronningens fødselsdag er der nærmest 100% garanti for, at hun sammen med resten af den kongelige familie kommer frem på balkonen – på enten Amalienborg eller Marselisborg – og vinker til de mange danskere i alle aldre, der kommer for at lykønske regenten. Så vifter de fremmødte tilbage med flagene. Der råbes hurra. Og alle er glade.

Det vil sige: Sidste år var det lidt anderledes. For der døde Danmarks formentlig største forretningsmand gennem tiderne, Mærsk McKinney Møller, netop på denne dag – og med ham forsvandt også nogle af de sidste rester af den gamle tid.

For den gamle tid er på vej ud, og den nye tid er på vej ind. Vi står i et vadested i disse år – og hvor stiller det kongehuset?

Kongehuset er jo en anakronisme i en moderne tid med demokrati og menneskerettigheder, med lige muligheder, ret og pligt for alle landets borgere.
Alle undtagen kongehusets medlemmer. Man kan derfor med god ret diskutere de saglige argumenter for kongehusets beståen.

Og det bliver også diskuteret, som regel udfra konflikten mellem på den ene side tilhængerne, der mener, at kongehuset er god reklame for landet og derfor sælger masser af danske varer, mens modstanderne på den anden side synes, at vi bruger for mange penge på ingenting ved at have et monarki, at det blot er et gyldent bur. Samt at det er direkte tåbeligt og enevælds-agtigt, at regenten i et demokrati skal være den, der underskriver love og udnævner regeringer.

De to parter bliver næppe nogensinde enige. For når det kommer til stykket, er monarkiet et spørgsmål om følelser. Det er så også her, at det bliver små-farligt. For når det kommer an på følelser, kommer det også an på mennesker – og dermed bliver den udslagsgivende faktor ikke institutionen kongehuset, men hvad vi synes om de pågældende mennesker, der pt. udgør kongefamilien.

Og pt. kan vi lide dem – og så er alt jo godt. Men vil det fortsætte sådan? Margrethe og Henrik er to farverige, kunstneriske mennesker, der glade og gerne deler ud af deres talent og vid.

Men hvad med næste generation? Frederik og Mary. De virker lidt mere reserverede, lidt mere almindelige. Det kan være en styrke. Men det kan også være en svaghed, at de ikke tilstrækkeligt bruger den platform, som det er at være kongelig, til at få sagt og gjort nogle væsentlige ting.

Under alle omstændigheder drejer det her sig om, at vi i Danmark har en familie med nærmest uendelige privilegier, der samtidig lever i en konstant udsathed som mennesker. Og kan vi – penge eller ej, tradition eller ej – forsvare det rent menneskeligt?  For det er jo ét i bund og grund aparte liv, som vi byder familien på Amalienborg.

Det danske monarki er et paradoks, som vi måske lever med, fordi vores kongefamilie er historien om os selv, om Danmark og dét at være dansk. Det er den samme familie, der har siddet på tronen altid! Det kan ingen andre lande præstere.

Det er kontinuitet i en omskiftelig verden. Ja, det kan virke som et eventyr. Og i H. C. Andersens fædreland vil vi gerne beholde eventyret. Eventyret som den trygge havn, den gode fortælling, som en del af det at være dansk, også i moderne, demokratisk selvforståelse.

Men er det rimeligt at bruge en hel familie – på livstid – til dét formål?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk