Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Selvfølgelig abdicerede Dronning Margrethe ikke – selvom mange medier ellers havde hævdet, at det var en mulighed lige netop i år, hvor kronprinsen fylder 50 år til maj – og hvor prins Henrik har fået konstateret demens.

Dronningen bliver siddende på pinden, som hun også altid selv har sagt det – og som der er tradition for i Danmark. Og hvis det er noget, som et monarki skal blive ved med (også for at sikre sin eksistensberettigelse i en moderne tid), så er det netop at holde fast i de rodfæstede traditioner, som fx at den danske regent sidder på tronen livet ud.

Så det ville klæde medierne at stoppe denne abdikations-snak, som efterhånden har karakter af mobning af regenten – i hvert fald alders-diskrimination. Ja, medierne kunne lære af Dronningen, for hvem har i nytårs-kavalkaderne og tilbageblikkene haft bare ET indslag om dengang i sommers, da tsunamier ramte Grønland? INGEN, men Dronningen nævnte det.

Men hvad havde Dronningen ellers på hjerte i år? Ja, hun kom jo ikke udenom at tale om prins Henriks demens – og det gjorde hun udmærket. Rigtig udmærket endda.

Derudover kom hun ind på styrken ved mangfoldighed og vigtigheden ved at møde andre mennesker og andre ideer med åbenhed – og det gælder både dem, der kommer her til landet – og dem, der rejser ud. For kun sådan bliver vi beriget som individer og som samfund.

Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der er unyttigt, noget der nærer tanken og fantasien – det er ikke så unyttigt endda, kom det senere livsklogt fra regenten, der dermed også talte bundlinie-tænkningen og new management-ideologien imod. Det er der også brug for i et dansk samfund, hvor kravene øges – samtidig med at mulighederne mindskes, især for dem, som ikke er født med en sølvske i munden og et leksikon under armen.

Ifølge en meningsmåling ville danskerne også helst have, at Dronningen snakkede om netop danskheden og vores liv her i Danmark, for hun er åbenbart nationens stemme. En moralens røst, som vi gerne lytter til hver nytårsaften.

Danmarksbloggen må så også spørge, om kronprins Frederik til sin tid – som kong Frederik d. 10. – bliver i stand til at være det samme? Man kan – helt ærligt – godt tvivle.

Danmarksbloggen glæder sig derfor over, at det stadig er en regerende dronning, som vi har – og giver Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2 seks ud af seks kroner for en god nytårstale, fordi versionen anno 2017-18 taler denne leflen for laveste fællesnævner og angst for det fremmede imod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et kongeligt glansbillede krakelerer

Det er næppe gået nogen forbi, at Dronningen og Prins Henrik har guldbryllup i morgen – og at denne runde dag fejres ombord på kongeskibet Dannebrog ude i rum sø. Gisningerne om hvorfor er mange, men bunder alle i Prins Henriks alder, helbred og adfærd, som er forhold, der ikke burde komme andre end dem selv ved.

Danmarksbloggen plejer heller ikke at kommentere royale begivenheder af samme grund, men et kongeligt guldbryllup er en sjældenhed.

Første gang – og indtil i morgen sidste gang – der var kongeligt guldbryllup i Danmark, var i 1892, hvor Europas svigerfar Christian d. 9 kunne fejre 50 års bryllupsdag med Europas svigermor Dronning Louise. Der blev til lejligheden rejst en statue i Øster Anlæg, holdt et stort optog gennem en flag- og blomstersmykket hovedstad og holdt flere store fester landet over samt festgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. For slet ikke at tale om selve hovedfesten på dagen d. 26. maj med kongeparret og det store festfyrværkeri. Intet af dette sker denne gang.

Tiden er også en anden. Dengang havde vi brug for et nationalt samlingspunkt som kongehuset, for længere væk var 1864 heller ikke. Læg dertil den respekt, ja nærmest ærbødighed som kongehuset blev mødt med dengang, og det giver god mening, at man fejrede guldbrylluppet for fuld musik.

Men sådan er det ikke denne gang, selvom vi stadig elsker nationale samlingspunkter og måske opfatter Dronningen som et, men ikke selve kongehuset.

For i dag ses det samlede kongehus af de fleste som lidt harmløs, om end dyr underholdning med fine kjoler, funklende diademer og flotte biler som det mest spektakulære. Det bliver vi så snydt for denne gang, men danskerne er ligeglade. Måske fordi det kongelige glansbillede for alvor er ved at krakelere i takt med at Dronningen bliver ældre, og det bliver mere og mere synligt for flere og flere, at det ikke giver mening, at en enkelt familie på grund af fortiden skal have mange og store privilegier og nogle få, men meget mærkværdige forpligtelser?

Tilhængere af monarkiet vil hævde, at et kongehus giver stabilitet i et land og en fælles fortælling. I så fald skulle Danmark, Norge og Sverige være mere stabile end Finland – og det er vi ikke, vel? Spanien skulle også være mere stabil end Frankrig, Italien og Portugal – og det er de heller ikke, vel?

Faktum er, at et lands fortælling er dets historie, uanset hvordan den fortid ser ud – og at et lands stabilitet afhænger af dets lands politik og relation til resten af verden samt af om der er stærke institutioner og praksisser, som accepteres af både magthavere og befolkning. Og i den ligning betyder et repræsentativt monarki kun, at der kan kastes lidt glimmerstøv over det samlede billede. Lidt særdeles dyrt glimmerstøv vel at mærke, som måske ville have det bedst med at forsvinde den dag, hvor Margrethe ikke er der længere.

For hun har gjort det godt, men at tænke på Frederik og Mary som et nationalt samlingspunkt virker meget langt væk fra et realistisk scenarium, også selvom Mary trods interessen for dyr mode træder mere i karakter – mens Frederik blot fortsat træder rundt i cykelpedalerne, selvom han bliver 50 næste gang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens Nytårstale

Nytårsaften. Champagne, kransekage og Dronningens nytårstale. Det er alt sammen klassisk på denne årets sidste aften.

Og Margrethe d. 2´s nytårstale var også en Margrethe Classic med sine budskaber om, at vi skal vælge livsglæden og tage vare på hinanden, bedst formuleret i opfordringen til at se vore medmennesker – også dem vi ikke kender – og give dem en hjælpende hånd, hvis de er ensomme, syge eller mangler noget.

Dronningen har ret – og man kan håbe, at hun vil sige til det VLAK-regeringen, når den kommer til nytårstaffel i morgen. Det må dog nok anses for tvivlsomt, at hun gør det.

Det eneste, der derfor gibbede lidt, var regentens dobbelte budskab om, at nok skal indvandrere og flygtninge være klar til at få skiftet lidt af jorden i potten, som det også stod i bogen ”De dybeste rødder”. For livsformen og skikkene er anderledes her højt mod nord. Men omvendt skal vi gammeldanskere huske, at ikke alle med fremmed baggrund har haft svært ved at integrere sig. Nogle er for længst blevet en del af det danske fællesskab, og de skal ikke undgælde, fordi andre ikke kan finde ud af det. For vi må ikke opdele mennesker i dem og os. Så bliver det farligt.

Lige den del var rigtig god og relevant i en terror- og syndebuk-tid, men resten virkede mere som rutine. Danmarksbloggen giver derfor fire ud af seks kongekroner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Kongeskibet Dannebrog”

Kan et skib være hovedfigur i en bog? Ja, det kan det godt, i hvert fald når det skib hedder Dannebrog og er et af verdens to sidste kongeskibe – og det eneste, der er decideret bygget til formålet.

Fotograf Franne Voigt udgiver i dag billedbogen ”Kongeskibet Dannebrog” på Gyldendal – et digert værk med mere end 100 fotos i både farver og sort/hvid af kongeskibet i danske farvande og højt mod nord i Grønland og på Færøerne. Vi følger selvsagt Dronningen og Prins Henrik på skibets færd over bølgerne, men også de to næste generationer, nemlig kronprinsen og hans familie, er rigt afbildet. For set ikke at tale om officerer og mandskab.

Det er så også bogens mission at vise, at Danmark, danskerne og Dannebrog hænger sammen – og at mange danskere udover kongefamilien har været ombord på Dannebrog, enten som mandskab eller som gæster.

Dronningen siger det også selv i forordet, hvor hun skriver: ”Et skib som Dannebrog vækker minder for enhver, der har været ombord, og hos de mange, der vinker til os langs kysterne og fra andre fartøjer på havet. Det er tydeligt, at Dannebrog ikke bare har en særlig plads for os, men også for mange danskere.”

Man siger som bekendt også, at et billede fortæller mere end tusind ord, og mange af bogens fotos er en visuel historie om både nuet – og om det kontinuerlige og stærke bånd mellem skib, hav, danskere og kongehus i både fremtid, nutid og fortid.

For ombord på Dannebrog hænger også et billede af Dronningens far, Frederik d. 9, der om nogen var glad for at sejle og især på Dannebrog, og det billede er selvsagt også med i bogen om skibet, der hejste kommando første gang i 1932, altså mens Dronningens farfar Christian d. 10 var konge.

Bogens største styrke er dog måske, at vi kommer bagom og rundtom det på alle måder majestætiske skib. At vi får lov til at se både mandskab og kongefamilie i alle mulige forskellige situationer på skibet. At vi ser både hverdag og fest. Når en dronning er eftertænksom, en kronprinsesse slapper af med sine børn, en smilende prins Henrik og en kronprins i fuld uniform.

Danmarksbloggen har bedt sin hustegner AnnaMTF om at gå bogen igennem. Hun ser meget bedre og meget mere, når det handler om billeder – og denne bog er i sandhed visuel.

AnnaMTF siger: ”Det er en smuk bog, som viser Dannebrog som det andet hjem, som kongeskibet er for både kongefamilie og besætning, der selvom de har forskellige pladser i hierarkiet, alligevel er som én stor familie, hvad man også ser af de mange portræt-fotos. Det er alt sammen meget dansk.”

Og hun fortsætter: ”Det samme er de mange billeder, der viser hverdagsagtige situationer, som når Dronningen og prins Henrik nusser deres hunde, mens de smiler og snakker, kronprinsparret leger leende med deres børn, eller der deles slik ud til mandskabet. Det er så også glansbilleder, men på en dansk-hygge-måde, og det cementerer hele historien om, at nok kan meget ændre sig, men kongeskibet er konstant, uanset tid og sted.”

En anden af bogens styrker iflg. AnnaMTF er, at billederne er meget forskellige, både i størrelse og i farvemætning, og om de overhovedet er i farver. De er også sat op forskelligt, og nogle er i ramme, mens andre ikke er. Det er alt sammen godt, mener hun og siger, at det også er nødvendigt, når man i virkeligheden ikke har så mange scenearier at gøre godt med. Man kan enten være på dækket eller nede i kahytterne. Se fra skibet og ud eller omvendt.

AnnaMTF har dog en kritik, og det er den ferskenfarve, som er brugt på både ryg og omslag. Hvad skal den til for, spørger hun og fortsætter: ”Jeg kan godt se, at ferskenfarven står i fin kontrast til det blå hav, men den passer ikke rigtig til alligevel. Jeg tænker, at man måske i stedet skulle have brugt den lysegule farve, som også ses mange steder på skibet Dannebrog.”

Endelig er der hos både undertegnede og AnnaMTF stor enighed om, at det er et herligt påfund, at bogmærket ligner et langt Dannebrog.

Danmarksbloggen giver fem smældende Dannebrog ud af seks mulige for en billedbog i ordets allerbedste forstand. Det er skønt at se så mange fotos, især når de er så flotte og viser så meget af livet ombord på et af verdens to sidste kongeskibe.

Bogen udkommer i dag torsdag d. 10. november på Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: De dybeste rødder

Der har allerede været skrevet meget om Thomas Larsens mere end 400 siders lange bog ”De dybeste rødder”, der vel egentlig bedst kan beskrives som en historie- og samtalebog med Dronning Margrethe d. 2., der fortæller om sit eget liv i relation til Danmark, Danmarkshistorien og de begivenheder, som er sket i hendes levetid.

Det er en velskrevet og letlæst bog i fire dele, hvor man som læser dog godt kunne ønske sig, at der var gået mere i dybden med nogle af emnerne. Ikke nødvendigvis på den sædvanlige kritisk-journalistiske facon, som ofte blot handler om at udstille et menneske (især hvis det menneske er kendt). Men hvor man i stedet havde brugt den respektfulde nysgerrige og samtale-orienterede facon, som Dronningen ifølge bogen er meget begejstret for og selv praktiserer, når hun skal indsamle viden.

Den første del ”Rødder” handler om Dronningens lykkelige barndom på Amalienborg og rundt omkring på de andre kongelige slotte i Danmark. Her fortælles der ikke noget, som ikke allerede er almen viden om Danmarks dronning, der altid har elsket at læse (sådan set alt, men måske allermest Danmarkshistorien og de store fortællinger), at tegne og male samt at grave efter fortidsfund i den danske muld.

En dronning, der dengang hun var prinsesse, voksede op i en kærlig familie, hvor fædrelandet og fædrelandskærligheden var naturlige ingredienser i en hverdag, der bestod af lige dele rydden op i kommodeskuffen og rejse på togter med kongeskibet ”Dannebrog”, så hun i mange år efter kendte Danmark bedre fra søsiden end fra landsiden. Præcis som de vikinger, som hun beundrer meget og roser for deres mod og initiativ, gjorde det.

Det mest interessante i første del er derfor også Dronningens udmeldinger om barndommens betydning, danskerne og danskheden. Her siger hun fx: “Man kan stille to næsten diametrale modsætninger op og sige, at det er typisk dansk. Det er typisk dansk at have nok i sig selv, være derhjemme og have det hyggeligt. Men det er også typisk dansk at have udsyn og vilje til at drage ud og vise, hvad vi kan.”

I anden del ”På vej” beskæftiger bogen sig med de store linjer i Dronninge-gerningen, fra dengang Dronningen som 13-årig blev tronfølger efter Grundlovsændringen, der knyttede hendes skæbne til Danmark – og ikke til et andet land, som normen ellers var det for prinsesser. Men i stedet kom Margrethe d. 2. i Statsrådet med sin far, da hun fyldte 18 – som hendes egen søn også er det i dag.

For vi er med hele vejen rundt, også geografisk og historisk. Vi hører selvfølgelig om Grænselandet og Genforeningen, om Besættelsen og Den Kolde Krig – og om Dronningens kærlighed til Grønland og Færøerne – og vi forstår de to lande bedre, hvilket er en stor gevinst ved bogen. For i Danmark mangler der viden om og interesse for de nordlige dele af Rigsfællesskabet. Ved du fx hvornår det er grønlandsk og færøsk flagdag? Det gør Dronningen, og det er den 21. juni og den 29. juli.

Men vi hører også om Dronningens yndlingsregenter, hvor især det at læse om den af mange så oversete Christian d. 8 gør indtryk. Han var efter Dronningens mening den måske mest begavede mand, der nogensinde har siddet på Danmarks trone med en stor interesse for både kunst og kultur, men som samtidig også ønskede at knytte folkestyret tættere til Danmark. For nok var det sønnen Frederik d. 7., der gav danskerne Grundloven, men det var Christian d. 8., der lang tid inden havde støbt formen.

I det hele taget går Dronningen meget op i folkestyre, og i at være noget for sit folk og sit land – og det er derfor naturligt, at hendes valgsprog er: Guds hjælp. Folkets kærlighed. Danmarks styrke. Og det skal tages helt bogstaveligt.

Dronningen skal ifølge Grundloven være medlem af Folkekirken, men Margrethe d. 2. er et meget troende menneske, der også giver den kristne etik en stor del af æren for det gode samfund, som vi har i Danmark. Men hun nævner også andelsbevægelsen, åndskæmpen Grundtvig og så det at danskerne altid har handlet og sejlet ud som uundværlige dele af den danske folkesjæl.

Men som i første del er det Dronningens egne ord, der gør størst indtryk. Som når hun kalder Margrete d. 1. for en allerhelvedes kone, fordi den stærke dame i en mandsdomineret tidsalder kunne samle hele Norden – som den eneste regent gennem historien vel at mærke.

Eller som når Dronningen fortæller om Danmarks placering ved Østersøen og kalder Danmark et for andre lande ”Handy foretagende”, som de måske let kunne løbe over ende, men som omvendt alle også har en interesse i er et selvstændigt land, så ingen af de store magter sidder på adgangen til Østersøen.

I tredje del ”Skiftetid” kan man læse, hvordan det var i de bevægede dage i 1972, da Dronningen overtog tronen efter sin far – og i tiden efter, hvor både manden og moderen var Dronningen uvurderlige støtter i en dronninge-gerning, der med Dronningens egne ord var ganske umoderne på den tid.

En stor del af kapitlet er også tilegnet prins Henrik, som Dronningen stadig siger ligeså meget JA til, som hun gjorde det i Holmens Kirke for snart 50 år siden – også selvom danskerne ikke altid har mødt ham med samme forståelse og varme. Det er også gammelt nyt for nu at sige det ligeud.

Men også flytningen fra land til by og den nuværende diskussion om Udkantsdanmark kommer bogen ind på – dog desværre uden at gå rigtigt i dybden. Noget af det bedste er som sædvanlig et citat fra Dronningen selv, der ikke bryder sig om ordet Udkantsdanmark. Hun siger: ”Når man siger udkant, er det oplagt, at udsigtspunktet ligger i København … Men så plejer jeg at sige: Kom til Herning eller Holstebro. Det kan godt være, at de byer ligger langt fra København, men de er godtnok ikke udkant.”

Det hopper i det hele taget lidt i del tre, hvor det næste afsnit handler om en ligestilling, som Dronningen er glad for, men også opfatter som noget naturligt på en måde, så hun aldrig har været kvindesagsforkæmper. Men at hun i stedet mener, at der er forskel på de to køn, hvilket hun selv sætter trumf på med disse ord: ”For så ville vi jo være koraller, ikke? Og de har det ikke så sjovt, korallerne. De bliver større og større, og de kommer ingen vegne.”

Fra kvinder og børn – og at det har en pris, hvis både far og mor skal bruge pæren på job hele dagen – og en uforbeholden ros til svigerdatteren kronprinsesse Mary – går bogen videre med de nye danskere, som Dronningen i alle landets aviser er blevet citeret for at give en opsang i bogen med ordene om, at indvandrerne skal skifte lidt af jorden i potten, hvis de skal blive danske.

Og ja, det siger hun OGSÅ. Men som altid er det mere spændende at få det hele med end et løsrevet citat. For læser man kapitlet i bogen ”De dybeste Rødder” står det klart, at Dronningen i mange år har ment, at der var et ansvar på ALLE sider om at sørge for, at integrationen kunne lykkes, men at ingen faktisk har gjort det særligt god. Så de royale fingre peger på os alle sammen. Også hende selv, som ikke havde forestillet sig, at det ville blive så svært, men omvendt så mener Dronningen ikke, at problemet er større, end at vi burde kunne klare det.

Og så springer vi ellers tilbage til 1989 og Murens fald, som var en meget glædelig begivenhed for en Margrethe d. 2. der som et ægte barn af 2. verdenskrigs ulykker, blev meget glad for at se chancen for et forenet Europa i fred og frihed folde sig ud. Både for sig selv, men også i forhold til Danmark, som med Dronningens ord ikke er en isoleret ø, men som er knyttet sammen med både Norden og resten af Europa, men som alligevel skal bevare sin nationalkarakter.

Igen bruger hun potte-billedet, når hun siger om EU-samarbejdet: ”Man kan sige, at alle vi lande gerne skulle stå i samme vindueskarm, men i hver sin potte.”  For at nationalstaten og nationalfølelsen betyder noget, er Dronningen ikke i tvivl om.

Og det gælder også i en krigs- og terrortid som vores, hvor det er vigtigt for Dronningen, at vi holder hovedet klart, men også er i stand til og villige at forsvare os. Hun er derfor også en stor tilhænger af forsvaret og mener, at vi har gjort en forskel ved at have soldater udsendt i Irak og Afghanistan. For ja, det er godt, mener hun, at vi kaster åget fra 1864 fra os og tror på, at vi kan forsvare os selv og vores gamle land.

Fjerde og sidste del hedder ”Danskernes Dronning”. Det er bogens mindste del, og den starter med at tale om Dronningens nytårstaler og om danskheden, der både kan være selvtilstrækkelig og selvtilfreds, men også rummelig og en livsbekræftende det-går-nok-attitude.

Men også en danskhed, der med Dronningens ord handler om at påvirkninger udefra. Påvirkninger, som den danske kultur behøver – men ikke uden lige at se dem an. For som Dronningen siger det: ”Hvis man kritikløst omfavner det (nye), så kan man blive kvalt. Og hvis man kritikløst afviser det, kan man også blive kvalt. Af luftmangel.”

Det danske sprog, årstiderne, landskaberne, byerne, øerne og broerne kommer bogen også ind på – med særlige afsnit reserveret til landets to største byer, København og Aarhus, hvor Dronningen også opholder sig meget.

Og så slutter bogen som forventeligt med at konkludere, at danskerne gerne vil deres kongehus og monarki – selvom der altid er en debat, som ifølge Dronningen så sandelig også skal være der.

Med Margrethe d. 2. ved roret er det dog en debat, som næsten altid ender med en entydig lovprisning af monarkiet i Danmark. For Dronningen er en regent – en kone som hun nok selv ville sige det – der vil sit land og dets befolkning mere end de færreste måske gør sig klart … medmindre altså man læser denne bog. For så står det mejslet ind i sten som Danmarks dåbsattest gør det i Jellingestenen.

Danmarksbloggen giver fire kongekroner ud af seks mulige til journalist Thomas Larsen, der har skrevet bogen. Men Danmarksbloggen giver så også seks ud af seks kongekroner til Dronning Margrethed d. 2., fordi hun – de steder, hvor hun selv kommer til orde – med få ord og i fyndige sætninger får sagt så meget, at man som læser sidder med øjne så store som Rundetårn (ligesom H. C. Andersens hunde i Fyrtøjet) for at få det hele med.For i de sætninger ligger guldet i bogen – eller som det vel retteligen skulle hedde: Her glimter kronjuvelerne.

Bogen er udgivet af Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens Nytårstale

Så var vi der igen, hvor byen sydede af lys og lyd fra raketter og andet fyrværkeri … og hvor danskerne samledes foran tv-skærmene for at høre Dronningens nytårstale, inden nytårsmiddagen skulle indtages.

Når tingene er, som de plejer at være, kalder vi det for en tradition – og den slags kan de fleste godt lide. I år var Dronningens nytårstale så ikke en af de sædvanlige.

Slet ikke. Tværtimod faktisk. Dronningen fortalte, at prinsgemalen går på pension. Han blev derfor også takket for lang og tro tjeneste af hustruen.

Manden er over 80 år, så det var vel også på tide, kunne man anføre – også selvom der ikke er tradition for, at kongelige går på pension. De kongelige bliver normalt på pinden til de falder af – og det regner Dronningen også selv med at gøre, hvilket Danmarksbloggen billiger. For næste genereration er – trods at de går mod de 50 år – ikke helt modne endnu.

Eller også er de nødt til at blive det. For Dronningen nævnte en ting mere, som nok bliver glemt nu, men som egentlig er mere spændende end at Prinsgemalen går på pension.

Nemlig den med at vi ikke skal være så bange for at fejle – eller for at leve. At vi skal turde – og at det ikke gør noget at slå sig lidt undervejs. Heller ikke når det er vores elskede børn, der gør det. For livet skal leves – og erfares, og det gøres bedst, når man gør det selv – og med tanke på fællesskabet.

Danmarksbloggen er enig. Vi må ikke blive så optagede af os selv og vores eget, at vi glemmer alle andre. Vi er alle små hjul i det store hele, der hedder fællesskabet – og vi skal leve både med mod og med humør … også og måske især i denne terror-tid.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks kongekroner for Dronningens Nytårstale.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningen eller aftenskole?

Kan du huske, hvilke byer som Dronning Margrethe og Prins Henrik har besøgt i løbet af sommeren på deres sommertogter? Nej, vel?

Man ser blot fra tid til anden i aviser og på nettet billederne af et smilende regentpar, der vinker, bysbørn med flag og blomster, en borgmester med borgmesterkæde og en rød løber – og så er det ellers kun, hvis man er fra byen eller eventuelt kender byen, at man registrerer hvilken dansk købstad, som nu lægger kulisse til mødet mellem det danske kongehus og danskerne.

Ikke desto mindre er den påståede PR-værdi for området årsagen til, at Syddjurs kommune gerne bruger de 800.000 kroner, som det koster at få Dronningen og Prinsgemalen på besøg d. 1. september. Penge, som skal tages fra kulturområdet, hvor der i forvejen skal spares 1,5 millioner kroner.

Det kongelige besøg kan derfor ende med at blive den direkte årsag til, at ældre skal betale en større del af deres aftenskole – samt en masse andre tiltag, der kan gøre ondt i pengepungen hos de mennesker, der ikke har en apanage at bruge løs af. Derfor giver det også god mening at boykotte besøget, når nu det ikke kan aflyses.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/regionale/oestjylland/byraadsmedlemmer-boykotter-dronningebesoeg-det-er-dyrt

Danmarksbloggen synes, at det er helt fint, at de kongelige rejser rundt og hilser på danskerne – men ikke hvis det betyder, at danskerne ikke har råd til at gå på aftenskole eller gå til andre fritidsaktiviteter. For når vinteren kommer, så er det meget sjovere at gå til aftenskolens foredrag om tirsdagen end at kigge på billederne fra dengang Dronningen var i byen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Amalienborg spiller stadig en afgørende rolle i dansk politik

Igår var en dronningedag på flere måder.

Statsminister Helle Thorning fejrede, at hun havde været socialdemokraternes formand i 10 år – og Dronning Margrethe holdt pressemøde på Fredensborg Slot. Begge dele gik helt efter planen med rosende taler og politiske drillegaver det ene sted og høflige spørgsmål det andet sted.

Nogen lighed mellem de to højeste embeder i Danmark ses ellers ikke. For i det ene er kvinden valgt til sin post – mens den anden kvinde er født til den. Sat på den, som Dronningen selv sagde det. Den ene kvinde har altså måtte kæmpe og selv gå hvert eneste skridt, mens den anden kvinde ikke kan rokke sig ud af stedet, men skal blive på pladsen, inden hun falder af pinden, som Dronningen også selv udtrykker det.

Det er en forskel så diametral, at det egentlig er utroligt, at et kongehus kan fungere i et demokrati.

Men nu har kongehuset jo heller ikke nogen politisk magt mere – og kongehuset har ihvertfald ikke blandet sig i politik siden den ulyksalige påskekrise i 1920, vil nogen hævde.

Jo, det har kongehuset faktisk – og også langt mere end Dronningens nylige udtalelser om indvandrere. Fx så sent som i 1993, da den konservative Schlüter gik af som statsminister pga tamilsagen. Dengang ville Schlüter nemlig bare overdrage magten til Venstres leder Uffe Ellemann. Men sådan gik det ikke. For kort inden pressemødet om overdragningen kom opringningen fra hoffet om, at det syntes man på Amalienborg var en dårlig ide, når nu de radikale ikke længere bakkede op. Og så blev der valg – og den socialdemokratiske Nyrup dannede regering.

Så jo, Amalienborg spiller stadig en afgørende rolle i dansk politik. Nu var Ellemann jo nok røget som statsminister alligevel. Folketinget havde formentlig stillet en mistillidsdagsorden til Ellemann og dermed til den nye regering. Så Amalienborg foregreb blot begivenhedernes gang – samt hindrede Venstre i at dumme sig. Og det er det sidste, der er interessant.

For havde Venstre dummet sig så eklatant, som der blev lagt op til af Ellemann i 1993, havde Fogh så overhovedet kunnet vinde magten i 2001? Vi får det aldrig at vide, men det skyldtes Amalienborgs indgriben – og det har gjort en afgørende forskel for Danmark og danskerne lige siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens Nytårstale

Dronning Margrethe d. 2. har tilbragt både julen og nytåret på Fredensborg Slot, hvorfra hun også holdt den traditionsrige nytårstale her kl. 18. Noget der normalt sker på Amalienborg, men altså ikke i år pga. restaurering.

Det blev en nytårstale, hvor Dronningen kom ind på vigtigheden af at tale op til mennesker fremfor at tale ned – og hvor det kunne gøre den store forskel at blive mødt med tillid og forventning fremfor et “du-dur-ikke”.

Danmarksbloggen er enig. Det drejer sig om at tale til det gode i mennesket – til at kere sig om hinanden her i samfundet – til at give plads til at vi alle kan være med i samfundet, både universitetsuddannede, håndværkere, de syriske flygtninge og de danske helte, der uselvisk drager ud for at bekæmpe ebola´en.

Lige netop at drage alle ind i dét fællesskab, som samfundet kan være, skal vi med Dronningens ord gøre os meget umage med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Kongehuset, Tivoli, Dannebrog og Den Lille Havfrue

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og hvad er vel mere naturligt end at starte med de klassiske symboler som fx Kongehuset her på Dronningens fødselsdag?

Kongehuset er nemlig sammen med Dannebrog og nationalsymboler som Tivoli og Den Lille Havfrue indbegrebet af, hvad der var, er og altid vil være dansk.

Men er de nævnte symboler også symboler på den lyse og glade danskhed? Ikke altid. Tværtimod kommer det i høj grad an på, hvordan de bruges – og desværre også misbruges af de mørkemænd og -koner, som der er altfor mange af i vor tid.

Kongehuset er dog næsten altid noget festligt og fornøjeligt, især når Dronningen og prinsesserne kommer i deres smukke kjoler, glitrende diademer og strålende juveler. Eller som i dag, hvor livgarden normalt trækker op på Amalienborg Slotsplads, mens store skarer danskere hylder regenten – dog ikke i år, hvor Dronningen er på påskeferie i Aarhus, og derfor fejrer fødselsdag på Marselisborg Slot. Men det er altså noget med glæde i Danmark, når Kongehuset er på banen. Til gengæld er det ikke nutidigt i forståelsen af Danmark som et samfund, hvor alle er lige.

Så er Tivoli mere nutidigt – ja, en del vil endda mene, at Tivoli er blevet for nutidigt. At Den Gamle Have i jagten på endnu flere penge har smidt store dele af sin specielle egenart overbord i de senere år. Og sandt er det også, at Promenadeorkesteret og Big Bandet nærmest er helt væk, og at der ingen levende musik længere er på Pantomimen ligesom at børneteatret Valmuen er væk. Til gengæld er der – oh, skræk og ve – bygget endnu mere koncept-plastic henne i legepladshjørnet. Så jo, Tivoli er desværre meget nutidigt, men næppe noget særlig godt symbol på den lyse og glade danskhed i den Gamles Haves evige jagt efter endnu mere profit. Faktisk tværtimod så er den specielle danske tone, som Tivolis kultur engang stod for, nærmest blevet kvalt.

Så er Dannebrog og Den Lille Havfrue mere neutrale … det første blafrer i vinden året rundt, og den anden sidder på sin sten. Den giver god balance, og det har vi danskere brug for i denne tid, hvor mørke skyer trækker ind over Danmark, og det næsten ikke er til at holde ud.

Mn vi må ikke miste hverken modet eller håbet. For der er lys derude, der er små spirer i den danske muld – det er Danmarksbloggen sikker på.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer påskelørdag, hvor det skal handle om Grundtvig og den gule påskeblomst.

Senere på måneden kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange, Det Frivillige Danmark, Niels Hausgaard og hans lune, Fristaden og Basims Danskhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk