Månedsarkiv: februar 2023

Demokratiets helte: Sådan kan du være med til at redde St. Bededag

Udgivet den af
Svar

I morgen sker det, der ikke må ske: Folketinget stemmer ja til at afskaffe St. Bededag.

MEN DET ER IKKE FOR SENT ENDNU

Der er tre dage at løbe på fra i morgen. Sagen er enkel: Skriver en tredjedel af folketingets medlemmer – eller 60 personer – under på, at spørgsmålet skal til en folkeafstemning inden for tre dage (altså inden fredag), så skal der iflg. Grundloven være en folkeafstemning.

Så derfor: Kontakt de fire partier, som endnu ikke har meldt ud, hvad de vil gøre.

Vær en af demokratiets helte …

Kontakt-info kommer her:

Socialistisk Folkeparti:

33 37 44 44

sf@sf.dk

Danmarksdemokraterne:

33 37 57 99

danmarksdemokraterne@ft.dk

Det Konservative Folkeparti:

70 70 28 21

info@konservative.dk

Liberal Alliance:

61 62 50 28

info@liberalalliance.dk

Du kan fx skrive:

Demokrati er så meget mere end Christiansborg og de 179, som på en tilfældig valgdag stemmes ind i Folketinget.

Demokrati er os alle sammen – det danske folk, og vi – hvad enten vi er gamle eller unge, blå eller røde – ønsker at bevare St. Bededag.

Så vær en af demokratiets helte – lyt til folkets stemme og skriv under på, at spørgsmålet om St. Bededag skal til folkeafstemning.

For det er på ingen måde acceptabelt, at et smalt parlamentarisk flertal afskaffer noget, som et stort flertal af danskerne ønsker bevaret.

Venlig hilsen

Du kan også ringe – eller skrive din egen tekst. Det er helt op til dig. Men skriv, ring – vær en af demokratiets helte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret om verdensherredømmet

Udgivet den af
Svar

Det er klassisk trylleri at aflede opmærksomheden ved at lave noget larm et sted, mens der sker noget helt andet langt derfra. Det sker også i dag – i kampen om verdensherredømmet.

Lad mig forklare det med Danmarksbloggens eventyr om verdensherredømmet:

Der var engang en russisk præsident, som drømte om at genrejse det gamle stor-russiske rige. Alle andre vidste, at ideen var dødsdømt.

Men Kinas præsident tænkte: Dét kan jeg bruge til noget.

Så Kinas præsident skyndte sig at invitere Ruslands præsident til Vinter-OL i Kina. Og mens de sad dér i den kunstige sne, lovede Kinas præsident at forsyne Rusland med penge og våben – gerne under bordet – og mod masser af billig russisk gas og olie.

Hej-ho, så kan jeg gå i gang, tænkte den russiske præsident – og så snart den olympiske ild var slukket, rullede hans kampvogne ind over grænsen til Ukraine.

Ukraine havde så også en præsident, som viste sig at kunne meget mere, end hvad nogen troede. Det samme kunne alle andre i Ukraine. Så det blev ingen nem overtagelse af Ukraine.

Tværtimod holdt – og holder – Ukraine stand. Også fordi andre præsidenter og statsledere – og især USA´s præsident – hjalp Ukraine med våben, penge og restriktioner mod Rusland.

Det var så også lige det, som Kinas præsident havde håbet på.

For Kinas præsident har nemlig selv et stort ønske – eller rettere to: At Kina bliver verdens stormagt no. 1 – og at Taiwan bliver en del af Kina.

Og skal det blive en realitet, skal USA svækkes (også fordi USA har lovet at hjælpe Taiwan). Så alt, der svækker USA uden at det koster Kina for meget, støtter Kinas præsident. Således også en lille proxy-krig, hvad enten den foregår lokalt i Ukraine, eller den udkæmpes mellem Rusland og NATO.

Kina er ligeglade – eller rettere set med kinesiske øjne: Jo mere ballade hos andre, jo bedre for Kina – og det inkluderer også Taiwan, som set med kinesiske øjne er lige så kinesiske som Belarus og Ukraine er russiske set med russiske øjne.

Alt det tænker kun få på i Europa her på 1-års-dagen for Ruslands invasion af Ukraine.

Vi er optaget af Slava Ukraini, de menneskelige skæbner, inflationen, angsten for atomkrig og flere andre nære ting. Men vi kunne – måske – blive klogere af en tur i den globale helikopter.

For sidder man i den, så kan man tydeligt se den kinesiske tryllekunst. Se at vi kigger 100% mod Ukraine, hvor vi også skulle kigge mod Kina – og mod Afrika, hvor Kina overtager det ene råstof efter det andet.

Skal vi i Vesten så ikke hjælpe Ukraine, kan man spørge.

Svaret er: Selvfølgelig skal vi det. Vi i Europa skal i det hele taget lære at klare vores sager selv. Vi kan regne med Biden, ja. Men hvem bliver USA´s præsident næste gang? Det vides ikke. Så ja, vi skal selv til at betale – både i kroner og i menneskeliv – for de værdier, som vi tror på. Men vi skal også andet – fx sikre os nogle råstoffer og udvikle den grønne energi endnu hurtigere.

Ukraines præsident har så læst Kinas bluff, og advarer i et interview: Giver Kina Rusland våben, så bliver det verdenskrig. Han ved godt, at Kina allerede nu hjælper Rusland, men bliver det for meget og for åbenlyst, så kan Ukraines præsident sige, at han HAR kaldt den.

For det her er det fæle eventyr om kampen om verdensherredømmet.

Ps. I Danmark taler vi så om St. Bededag – og at Irma lukker!!! Dét kan man jo tænke over i en verden, hvor folk dræbes af missiler, flygter, tvangsforflyttes og tortureres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Stalins død”

Udgivet den af
Svar

Indimellem kan noget være så tæt på – og samtidig så langt fra, at man tænker: Hvad sker der?

Sådan havde jeg det på Nørrebro Teater, da jeg så ”Stalins Død”, der er ment som en komedie, men som i lyset af verdenssituationen mere er en tidsrejse. Både en historisk tilbage til Stalins død i 1953 (det, som sker på scenen) og en fremtidig til den dag, hvor nutidens russiske tyran Putin ikke er mere (det, som man i stille stunder godt kan fundere over, hvornår sker).

For det er en gammel sandhed, at når despoter dør, så skabes et vakuum, hvor ingen vil tage ansvaret, men alle gerne vil have magten. Og det er en anden gammel sandhed, at sejrherren er den, der ingen midler skyr for at få magten.  

For magten er noget, som man tager i et ultra-beskidt spil på liv og død, der kræver mere end alenlange dødslister, brutale henrettelsesmetoder og skjulesteder i væggen, hvis kampen skal fylde på en teaterscene i mere end to timer.

Og det gør ”Stalins død” desværre ikke. Der mangler – manuskriptmæssigt – psykologisk bredde og dybde i portrætterne af de kæmpende, men også referencer til en nutid, som er lige så skånselsløs som Stalins tid. Enkelte hip til vor tid kommer, som fx truslen om at man jo altid kan falde ud ad vinduerne. Men i en krigstid som nutiden behøver vi mere at spejle os i.

Apropos billeder: Vidste De, at netop Stalin er Putins forbillede? Stalin, som skabte den version af sikkerhedsstyrkerne (KGB), som Putin er et produkt af. Stalin, som formulerede den imperialistiske russiske fortælling på samme måde, som også Putin køber ind på. Så ja, Stalin er – også i 2023 – relevant. Men det er Stalins liv og ugerninger, som giver mening, når vi skal forstå Putin og nutiden. Ikke Stalins død – hvor absurd den end var.

Forestillingen ”Stalins død ”er også ramt af uheldig timing. Forestillingen var nemlig oprindeligt sat til en premiere i vinteren 2021 – altså året inden Putins invasion af Ukraine.

Og jeg er sikker på, at vi havde set forestillingen på en anden måde dér. Dengang havde vi – lidt upassende måske, men i behørig afstand af 1953 – grinet af det, som vi troede, var fortid. Nemlig dengang der også på vores breddegrader var tyranner, som overfaldt andre lande, og førte territoriale krige mellem staterne i Europa. ”Stalins død” havde på den måde været synonym med den sidste europæiske tyrans død.

Men vi tog fejl. For det var ikke slut. Slet ikke.

For et år siden, torsdag d. 24. februar 2022, rullede Putins kampvogne ind i Ukraine – og vi forstod, at bjørnen derovre er vågnet igen – og at den både vil og kan true os i Vesten. Spørg bare polakkerne, balterne, finnerne – og især ukrainerne. De kender alle biddet fra den russiske bjørn.

Det ville i øvrigt klæde forestillingen, hvis den turde sige ukrainske bjørneunger – og ikke blot lettiske, litauiske med flere. Det ville også give mere mening. For Ukraine er i Ruslands selvforståelse en naturlig del af ikke blot Ruslands interesseområde, men nærmest en del af Rusland selv. Ligesom Belarus er det – altså iflg. russerne. Ikke iflg. os andre, som nu kæmper mere eller mindre direkte mod Putins Rusland.

For vi lever igen i en krigstid – og dér behøver vi noget, som vi kan relatere til. Og det er (medmindre man er skarp på Den Kolde Krig, og kan oversætte dens virkelighed til putinsk) ikke kammerat-sprog, Den Røde Hær og en centralkomité, der er imod de ortodokse præster. Den slags minder mere om gamle James Bond-film og John le Carré-romaner.

Nutiden er derimod russiske hackere, trolde på internettet, kampvogne med Z malet på, Wagnergruppen, oligarker der falder ud ad vinduer, eller må opgive deres yachter samt en russisk patriark, der i fuldt ornat sidder meget tæt på Putin ved enhver lejlighed. Det er historier om russiske soldater, der torturerer og dræber, om ukrainske børn, der bortføres til Rusland, millioner af flygtninge og meget mere.

Vi ser og hører om rædslerne dagligt. Og selvom det i grunden ikke er fair at holde krigsvirkeligheden 2023 op foran et teaterstykke om 1953, så er krigsvirkeligheden som et tidevand, der ikke kan holdes ude. Ikke når det hele er så grumt, og når både teaterstykket og virkeligheden handler om Rusland, magt og to despoter, der på tværs af tiden er brødre i ånden og i deres ugerninger.

Så skvulper det uvilkårligt. Sådan må det være, når fortidens despot Stalin har været død i 70 år, mens nutidens despot Putin kan trykke på atomknappen hvert øjeblik, det skal være. Stalin kalder med andre ord i bedste fald på historisk interesse, mens Putin rimer på hele Vestens aktuelle angst og risiko for 3. Verdenskrig.

Forestillingen bliver derfor på en måde til et hvad-så-spørgsmål. For nok kommer der et magtspil efter Putin – hvis vi undgår atomkrigen. Men det magtspil vil foregå bag lukkede døre i Kreml – og i Beijing. Så ingen almindelige mennesker får indflydelse på udfaldet. Vi kan blot vente og se, hvem der er last-man-standing. For det vil være en mand i det patriarkalske Rusland.

Heldigvis er det ikke sådan på scenen. Her spiller både mænd og kvinder mændene, der slås om magten efter Stalin. Det er godt lavet – og som de kan, både d´damer og d´herrer.

I centrum er Vicki Berlin, som uden slinger i valsen gestalter den kommende leder Khrusjtjov, både når hun banker med den berømte sko – og når hun er ”lidt bekymret”.   

To andre, som også har et ekstra gear, er Andreas Jebro, der både fysisk og skuepilsmæssigt rager op – og Thomas W. Gabrielsson, der er som skabt til at spille noget med politik, magt og fordækt agentvirksomhed.

Thomas Mørk er en af komediens danske mestre – og det viser han flere gange i forestillingen, der retfærdigvis også kaster flere gode grin af sig.

Amalie Lindegård står også stærkt – som både Svetlana, Stalins datter, og koncertpianisten, der stik mod alle andre har mod. Rigtigt mod. Hun er også den eneste i stykket, der beskæftiger sig med kultur. Bare en tanke: Bliver man modig af kultur?

Ja, hele holdet – som også omfatter Isa Marie Henningsen, Solvej Sonne Horn, Mathias Flint og Anders Mossling – spiller, som var de truet med en portion novichok, hvis ikke de leverede på øverste hylde. Det gør de så også i disciplinen klassisk skuespil med en fortløbende handling, replikker på en snor, ind fra højre, ud til venstre – og ind igen.

Danmarksbloggen ender derfor på fire stjerner, også på grund af den lille pige, som modigt er på scenen ikke én, men hele to gange i forestillingen.

Hun er så rolig og fattet – og har helt styr på sin mimik og bevægelser – selvom alle de voksne farer rundt som fluer i en flaske, råber og reagerer. Det er strålende lavet aften efter aften. Så hun – eller rettede de (for de er to, som deles om rollen) skal have en stjerne helt for sig selv.

De to dygtige piger hedder Olivia Emilie Skovbo Ahlbom og Isabella Joan Petersen Leece – og hurra for dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Alting er noget 2.0”

Udgivet den af
Svar

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Sådan lyder et af forfatteren og digteren Naja Marie Aidts mest markante udsagn (og bogtitler), som af personlige årsager rungede i mit hoved, da jeg i forgårs hastede på vej mod Teatret ved Sorte Hest i den forårsagtige vintereftermiddag for at se premieren på forestillingen ”Alting er noget 2.0.”

For efter vinter kommer vår – og der er en tid til alt, som det blev formuleret allerede på bibelsk tid. En tid til at sige farvel. En tid til at begrave vores døde. Og derpå en tid til at gå videre.

Det var så også forestillingens tema. En forestilling med ord og digte og performance, som i 2016 kom i sin første version, men som nu er blevet ændret. Noget er taget ud, andet er tilføjet, og en del flyttet rundt. Men uanset hvad er alt noget. Både det, vi har – og det, vi havde.

Netop havde er kodeordet for forestillingen i 2023. Både forfatteren til ordene Naja Marie Aidt og iscenesætter Maria Vinterberg har mistet et barn – og derfor rammer forestillingens ord plet, når man skal beskrive det ubeskrivelige, som sker, når døden tager det dyrebareste.

Ikke at jeg kender det fra egen sjæl, men jeg er meget tæt på to andre, som har prøvet at miste et barn. Så jeg har set, hørt og mærket den afgrundsdybe sorg så nær på, at jeg ved, at jeg absolut INTET ved om, hvad det vil sige.

For hvor gerne vi end vil, så kan vi kun erkende det, som vi selv sanser. Og nok ved vi godt (fra os selv), at det at miste er at stoppe med at sanse, samtidig med at alt sanses mere end nogensinde før. Men når der er tale om et menneskes barn, det allerkæreste vi har, så foregår tabet i en helt anden dimension.

Og når man sidder i Teatret ved Sorte Hest og ser ”Alt er noget 2.0”, så sanser man en scene, der er hvid og gul som sorgen, de tomme ord og det store rum – og så tænker man, at det må være Aidts, Vinterbergs eller enhver i-sine-sansers-vold-efterladt-forælders indre, som vises deroppe.

Deroppe på scenen hvor Sarah Boberg og Anette Støvelbæk gestalter dén indre dialog, der forsøger at skabe mening i det meningsløse og kommunikere det ud i billeder og ord – til os og til sig selv.

En dialog med Aidts ord, som fortolker – også fordi der bag de to tavler med nøgleord, er de bøger, som står for Aidts forfatterskab – og de poesiens blomster, der ikke er blå som i den lette og søde poesi, men røde som i blod og hvide som tomhed.

For det er eksistensen, som er på spil, og som Boberg og Støvelbæk viser med en ganske særlig nerve. For det her er vigtigt. Det her skal ud over rampen og ramme os, der sidder på sæderne – og i et par sekunder er med i forestillingen. Og det mere end lykkedes.

Forestillingen er nærværende, insisterende, brændende og intens. En ordløs mission fuld af ord – demonstreret ved de to damers blotte tilstedeværelse, der er så sitrende en væren, så voldsom en kraftudladning.

De stormende klapsalver var også fuldt fortjente – og når vi ikke alle rejste os op, var det, fordi vi sad forstenede på sæderne – blæst bagover af denne demonstration i teaterkunstens evne til at formidle ikke kun litteraturen, men også det levede liv om døden og sorgen.

For døden er et almenmenneskeligt vilkår – og vi møder den alle, uanset hvor vi bor i livets etageejendom. Men det kan ske i to dimensioner – når det er et barn, og når det er alle andre.

For som det siges i stykket: Jeg ville gå til verdens ende for dig, men det er ikke langt nok. For sådan er det, når et barn dør. Derfor er Naja Marie Aidts ord om en sorgmoder, en Dronning af sorg netop så passende til hende selv – og til Maria Vinterberg. Fordi de kan. Fordi de tør.

Fordi de har skabt et monumentalt værk over, hvad der sker, når dødens mur rammer, og vi står nøgne tilbage, mens troen er væk, sproget er blevet koldt, kunsten er ligegyldig – og alt, der er tilbage, er nænsomheden over den døde krop. 

Derfor er alting noget. Noget værd.

Danmarksbloggen giver ”Alting er noget 2.0.” fem store ud af seks mulige stjerner, som dem vi møder til allersidst, hvor vi sammen med både de to på scenen og alle andre rejser gennem stjernehavet i tid og rum. Dét er der en tryghed i – uanset hvad vi tror eller ikke-tror på.

Jeg nynnede i hvert fald Shu-bi-duas ”Stjernefart” på vejen hjem, selvom musikken i ”Alting er noget 2.0.” er lavet af Jacob Binzer, som har gjort et formidabelt stykke arbejde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hejre(manden) på Frederiksberg

Udgivet den af
1

Det er frygtelige tider her på Frederiksberg. Danmarks farligste fugle hærger byen. Den glubske, muligvis menneskedræbende fiskehejre. De yngler i en koloni i Frederiksberg Have, disse flyvende monstre med deres lange, dødbringende næb, som med et eneste hug kan spidde et uskyldigt bymenneske i hjertet. Det er ikke til at spøge med.

Men det er værre. Der er nemlig en lokal mand – man kunne måske se ham som en slags landsbytosse, en original, men det gør man ikke. For er der noget, Frederiksberg ikke er, så er det en landsby. Vi er Nordeuropas tættest befolkede by. Ikke en landsby. Men denne mand har nu i snart 25 år fodret og til dels tæmmet disse livsfarlige uhyrer. De følger ham, kommer, når han fløjter, og forstår tilsyneladende simple beskeder fra ham.

Han har været et kuriøst indslag i parken, måske endda en turistattraktion i sig selv. Et udtryk for noget unikt og specielt i os mennesker.

Mere almindelige mennesker nøjedes med at fodre parkens ænder, duer, svaner og gæs med gammelt brød, mens de så fascineret til, når hejrerne sværmede om Hejremanden, uden at forstå den overhængende livsfare de befandt sig i.

Sådan ville harmonien sikkert være fortsat til Hejremanden ikke var mere, hvis ikke han pludselig var blevet et problem for nogle af de skønne og oplyste mennesker inde på Rådhuset.

Eller det var sådan set i første omgang ikke Hejremanden, der udgjorde et problem. Det var de pæne og almindelige andefodrende mennesker, der var problemet, og skulle stoppes. For nu efter i flere hundrede år at have hygget sig med at fodre ænder og småfugle, havde det nemlig vist sig, at denne ellers uskyldige gerning slet ikke var så uskyldig alligevel.

At fodre ændre var nemlig nu ikke bare skyld i, at ænderne overlevede de hårde vintermåneder. Denne egoistiske og selvgode hobby skadede nemlig både den vilde natur i den ellers velplejede park, plumrede vandet i søerne og tiltrak rotter! Og gammelt brød var i øvrigt slet ikke naturlig føde for parkænder.

De altid effektive og naturelskende mennesker inde på Rådhuset måtte gribe ind. Naturen i parken, hvor intet græsstrå, intet træ, ingen løgblomst i plænen er overladt til tilfældighedernes spil, men er nøje passet og plejet vild natur, er selvfølgelig noget, man tog meget alvorligt inde på Rådhuset. Ingen politiker vil i dag løbe den risiko at skade sit grønne image. Naturen er hellig, i hvert fald hvor der ikke er økonomiske interesser på spil.

Det var en oplagt sag, der skreg på, at nogen greb hårdhændet ind. Det ligger i tiden, at der skal slås hårdt ned på både uorden og fritidssysler. Så man forbød fodring af parkens fugle. Basta. Så kunne de lære det. Politikerne havde vist, at de skam godt kan gribe ind og vise handlekraft i sager vedr. klima og natur.

Ingen havde tænkt på Hejremanden. Men forbuddet ramte selvfølgelig også ham. Det vakte lidt lokal uro, men lov er lov, og originaler med kundevogne skal ikke komme her og bilde sig noget ind.

NU blev det så alvorligt. For fugle, selv Danmarks farligste fugl, den potentielt livsfarlige fiskehejre, har vinger og kan flyve. Og når Hejremanden ikke længere måtte fodre i parken, så gjorde han det andre steder. Fx på en af byens vigtigste pladser, den i øvrigt trafikalt kaotiske og på mange måder farlige plads ved Frederiksberg Centeret. Hejrerne kunne sagtens finde ham.

Snart var der hejrer i stort antal omkring pladsen. Nu kunne man tro, at det måske ville passe meget godt til Frederiksbergs selvforståelse. Vi er jo noget særligt, og alle byer har duer på større pladser, men vi har hejrer.

Både dem med pels og Jaguar og dem med fjer og næb.

Men store fugle betyder også større fugleklatter. Det ser ikke pænt ud. Det er sådan set hverken hejrernes eller hejremandens skyld. De ville jo så gerne være blevet i parken. Det er politikernes, hvis altså noget nogensinde har været politikernes fejl. Det er vist ikke set endnu.

Man kunne have givet Hejremanden en dispensation til at fodre i parken, de år han nu har tilbage, hvor han vil være i stand til det. Helt ung er han ikke, og det er jo ikke sådan, at han har dannet mode, og der står ti andre klar til at overtage efter ham. Han er en ener.

Men det ville jo sådan set betyde, at politikerne havde begået en fejl, eller i hvert fald noget, der skulle rettes op på, og den slags bruger man så ikke på Rådhuset.

Og let er det heller ikke, for Hejremanden er en værdsat person i bybilledet, så man kan ikke rydde pladsen for Hejremand og hejre med kampklædte betjente i Hollænderbiler, hvor fristende det end må forekomme i en sådan situation. Politiet har skam været på banen og bedt Hejremanden trække ind i den lille have bag domhuset og biblioteket, men det er lige ud til pladsen, så hvad nytter det?

Man må derfor vende befolkningen mod denne provokerende normbryder, denne folkelige antihelt, denne naturskadende fugletæmmer, ja fortsæt selv. Og er der noget politikere kan, eller deres højtbetalte og velklædte spindoktorer kan, så er det at føre krig i pressen.

Således er fiskehejren nu udråbt til Danmarks farligste fugl, ikke bare i lokalavisen, der ryddede forsiden, men i de landsdækkende medier også, for det er skam alvor. Hejremanden sætter andres liv på spil. Ingen kan vide sig sikker længere, og det er nærmest med livet som indsats, at pæne børnefamilier med topskat og Tesla vover sig forbi Frederiksberg Centeret for at shoppe i inflationens modvind.

Nok har de fået ulven tilbage i Jylland og piver over den, men det er intet mod fiskehejren her på Frederiksberg.

Fremtiden for Hejremanden ser dyster ud. Dem på Rådhuset skal man ikke rage uklar med, og med det billede de nu tegner af de livsfarlige hejrer, må man forvente, at disse handlekraftige mennesker gør mere ved sagen end blot at jage Hejremanden bort. Disse monstre må udryddes.

Man kan jo ikke have så farlige dyr i en by fuld af børn og topskattebetalere.

Skrevet af forfatter og forlagsmand Steen Langstrup

Læs mere her: www.steenlangstrup.wordpress.com

Anmeldelse: ”Meter i sekundet”

Udgivet den af
Svar

Stereotyperne står i kø – og de-selv-i-en-komedie-nødvendige-konflikter mangler, men hvor spiller skuespillerne godt. Så kort kan man beskrive Hella Joofs nye film ”Meter i sekundet”, der har premiere i dag.

Det skal så retfærdigvis tilføjes, at jeg ikke har læst Stine Pilgaards bog, som ligger til grund for filmen. Så om problemet er bogen, som var en anmelderrost kæmpe-succes, eller filmen, som nok også skal blive set af mange – nemlig bogens store fanskare, ved jeg ikke.

For faktum er, at filmen, der varer 106 minutter, kører i tomgang, da vi – og det gør vi hurtigt – kommer til Vellinge i Vestjylland, hvor der er en højskole, og hvor Marie og Rasmus, spillet af Sofie Torp og Thomas Hwan, skal bo med deres lille søn. Rasmus skal undervise, mens Marie ikke har nogen arbejdsmæssige planer.

Det nye liv passer Rasmus rigtigt godt, mens Marie har mere end svært ved at falde til – hvad vi får at se i et utal af kultur-clash-scener hos dagplejeren, i dagligvarebutikken, på højskolen, hos kørelæreren og flere andre steder, hvor vi ser jyder og en tilflyttet københavner portrætteret så stereotypt, at ordet stereotyp lige har ringet og brokket sig.

For nok er filmen en komedie, men grinet stivner, når alle jyder er tunge og tavse, mangler humor, men er venlige, og bøjer regler og love, som det passer dem. Og nej, alle københavnere er ikke frække, ironiske og kvikke i replikken, samtidig med at de mangler roen helt inde i sjælen.

Men så endimensionelle fremstår menneskene i ”Meter i sekundet”. Det minder om et landgangsbrød. Vi får det samme igen og igen – og i lange baner. Hvad filmen så til gengæld IKKE gør, er at gribe fat i de konflikt-muligheder, som ellers ligger lige for.

Hvordan kan en mor som Marie fx acceptere, at hendes guldklump skal være hos en dagplejemor, der bager boller af hvidt hvedemel, som denne ovenikøbet putter blå farve i, fordi “så sker der lidt”? Det ville Marie, der har kæmpet for at få en plads i Københavns bedste vuggestue, aldrig ”udsætte” sit barn for.

Hvordan kan en mand som Rasmus, der elsker sprog og fremmedord, og har fået fem stjerner i en anmeldelse i Politiken for en digtsamling, uden videre falde til i et navlepillende højskolemiljø i en lille by i Vestjylland – hvis forskellene på landsdelene er så store, som det hævdes i filmen?

Hvorfor får Marie ikke noget kørende med et af de andre påhæng på højskolen, nemlig Christian Tafdrup som spiller ler-manden Sebastian? De mødes ellers ude i haven i aftenmørket, mens deres ægtefæller er inde til fællessang. Og senere sidder de og laver ler sammen, men intet sker. Det er at få dramaet serveret på en sølvbakke, men så sige nej, tak.

Og der er flere potentielle konflikter, som kunne have været, men som ikke er med i filmen som et oplagt trafikdrab, en lesbisk kærlighedsaffære, mad stoppet ned i kæften på en geskæftig økolærer på højskolen og andet, som havde givet noget mere bid end det nedtrampede kålbed, som rent faktisk sker.

For slet ikke at tale om de baller med hø, som skaber en form for vendepunkt, der hokus-pokus løser alle konflikter, så det hele ender i en idyl, der ikke lader Morten Korch meget tilbage.

Det giver ikke mening. Det er også ulogisk, at højskoleforstanderinden kan sørge for, at Marie bliver brevkasse-redaktør – uden at være kaldt til samtale på avisen, og uden at kende lokalområdet – men at det til gengæld mest er mænd, der skriver til hende.

Så nej, Danmarksbloggen er ikke imponeret over filmmanuskriptet, som er beige middelmådighed, selvom der også er gode grin undervejs i en film, der siger, at den er en komedie, men som også vil være et drama. Ingen af delene lykkes særligt godt.

Til gengæld er skuespillet helt i top. For som de spiller hver og en. Det er eminent, og allermest Sofie Torp, som er så sårbar og stærk på en og samme tid. Men også Thomas Hwan som Rasmus, Christian Tafdrup som Sebastian, Maria Rossing som økolæreren, Johanne Louise Schmidt som kørelæreren Mona og Malaika Berenth Mosendane som en af eleverne glimter.

Men også de andre leverer helt op i top: Lotte Andersen som højskolens forstanderinde, Bodil Jørgensen som dagplejeren Maj-Britt, Bjarne Henriksen som Maj-Britts mand Bent, Rikke Bilde som keramiklæreren Githa samt Arian Kashef, Jakob Garde, Nina Rask, Aya Grann og Lasse Dein som nogle af eleverne på højskolen.

Og endelig spiller Anders Agger sig selv i de spøjse – og meget underholdende – samtaler, som han har med Marie.

Danmarksbloggen ender på tre ud af seks stjerner – i stor respekt for de dygtige skuespillere, som havde fortjent mange flere stjerner. Men manus er bare ikke til det. DESVÆRRE.

Jeg overvejer så også at læse bogen. For jeg har en mistanke om, at historiens styrke ligger i bogens skrevne sprog, måske som Maries indre og bevidsthedsgørende dialog, der er mere vigtig end stereotyper og en ret banal handling?!

For filmen står stærkt i de få øjeblikke, hvor vi hører Sofie Torps stemme fortælle om fx den eneste ene, som måske er én selv. Fordi vi alle må lære at leve med dén ensomhed og dét mørke, som er inde i os – og som er vores eneste sikre følgesvend fra vugge til grav.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk