Stereotyperne står i kø – og de-selv-i-en-komedie-nødvendige-konflikter mangler, men hvor spiller skuespillerne godt. Så kort kan man beskrive Hella Joofs nye film ”Meter i sekundet”, der har premiere i dag.

Det skal så retfærdigvis tilføjes, at jeg ikke har læst Stine Pilgaards bog, som ligger til grund for filmen. Så om problemet er bogen, som var en anmelderrost kæmpe-succes, eller filmen, som nok også skal blive set af mange – nemlig bogens store fanskare, ved jeg ikke.

For faktum er, at filmen, der varer 106 minutter, kører i tomgang, da vi – og det gør vi hurtigt – kommer til Vellinge i Vestjylland, hvor der er en højskole, og hvor Marie og Rasmus, spillet af Sofie Torp og Thomas Hwan, skal bo med deres lille søn. Rasmus skal undervise, mens Marie ikke har nogen arbejdsmæssige planer.

Det nye liv passer Rasmus rigtigt godt, mens Marie har mere end svært ved at falde til – hvad vi får at se i et utal af kultur-clash-scener hos dagplejeren, i dagligvarebutikken, på højskolen, hos kørelæreren og flere andre steder, hvor vi ser jyder og en tilflyttet københavner portrætteret så stereotypt, at ordet stereotyp lige har ringet og brokket sig.

For nok er filmen en komedie, men grinet stivner, når alle jyder er tunge og tavse, mangler humor, men er venlige, og bøjer regler og love, som det passer dem. Og nej, alle københavnere er ikke frække, ironiske og kvikke i replikken, samtidig med at de mangler roen helt inde i sjælen.

Men så endimensionelle fremstår menneskene i ”Meter i sekundet”. Det minder om et landgangsbrød. Vi får det samme igen og igen – og i lange baner. Hvad filmen så til gengæld IKKE gør, er at gribe fat i de konflikt-muligheder, som ellers ligger lige for.

Hvordan kan en mor som Marie fx acceptere, at hendes guldklump skal være hos en dagplejemor, der bager boller af hvidt hvedemel, som denne ovenikøbet putter blå farve i, fordi “så sker der lidt”? Det ville Marie, der har kæmpet for at få en plads i Københavns bedste vuggestue, aldrig ”udsætte” sit barn for.

Hvordan kan en mand som Rasmus, der elsker sprog og fremmedord, og har fået fem stjerner i en anmeldelse i Politiken for en digtsamling, uden videre falde til i et navlepillende højskolemiljø i en lille by i Vestjylland – hvis forskellene på landsdelene er så store, som det hævdes i filmen?

Hvorfor får Marie ikke noget kørende med et af de andre påhæng på højskolen, nemlig Christian Tafdrup som spiller ler-manden Sebastian? De mødes ellers ude i haven i aftenmørket, mens deres ægtefæller er inde til fællessang. Og senere sidder de og laver ler sammen, men intet sker. Det er at få dramaet serveret på en sølvbakke, men så sige nej, tak.

Og der er flere potentielle konflikter, som kunne have været, men som ikke er med i filmen som et oplagt trafikdrab, en lesbisk kærlighedsaffære, mad stoppet ned i kæften på en geskæftig økolærer på højskolen og andet, som havde givet noget mere bid end det nedtrampede kålbed, som rent faktisk sker.

For slet ikke at tale om de baller med hø, som skaber en form for vendepunkt, der hokus-pokus løser alle konflikter, så det hele ender i en idyl, der ikke lader Morten Korch meget tilbage.

Det giver ikke mening. Det er også ulogisk, at højskoleforstanderinden kan sørge for, at Marie bliver brevkasse-redaktør – uden at være kaldt til samtale på avisen, og uden at kende lokalområdet – men at det til gengæld mest er mænd, der skriver til hende.

Så nej, Danmarksbloggen er ikke imponeret over filmmanuskriptet, som er beige middelmådighed, selvom der også er gode grin undervejs i en film, der siger, at den er en komedie, men som også vil være et drama. Ingen af delene lykkes særligt godt.

Til gengæld er skuespillet helt i top. For som de spiller hver og en. Det er eminent, og allermest Sofie Torp, som er så sårbar og stærk på en og samme tid. Men også Thomas Hwan som Rasmus, Christian Tafdrup som Sebastian, Maria Rossing som økolæreren, Johanne Louise Schmidt som kørelæreren Mona og Malaika Berenth Mosendane som en af eleverne glimter.

Men også de andre leverer helt op i top: Lotte Andersen som højskolens forstanderinde, Bodil Jørgensen som dagplejeren Maj-Britt, Bjarne Henriksen som Maj-Britts mand Bent, Rikke Bilde som keramiklæreren Githa samt Arian Kashef, Jakob Garde, Nina Rask, Aya Grann og Lasse Dein som nogle af eleverne på højskolen.

Og endelig spiller Anders Agger sig selv i de spøjse – og meget underholdende – samtaler, som han har med Marie.

Danmarksbloggen ender på tre ud af seks stjerner – i stor respekt for de dygtige skuespillere, som havde fortjent mange flere stjerner. Men manus er bare ikke til det. DESVÆRRE.

Jeg overvejer så også at læse bogen. For jeg har en mistanke om, at historiens styrke ligger i bogens skrevne sprog, måske som Maries indre og bevidsthedsgørende dialog, der er mere vigtig end stereotyper og en ret banal handling?!

For filmen står stærkt i de få øjeblikke, hvor vi hører Sofie Torps stemme fortælle om fx den eneste ene, som måske er én selv. Fordi vi alle må lære at leve med dén ensomhed og dét mørke, som er inde i os – og som er vores eneste sikre følgesvend fra vugge til grav.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk