Væk med besserwisserne

Det vrimler med dem på tv, især i valgtider som nu – men også ellers: Tidligere spindoktorer, politiske journalister og andre, der mener at vide en masse om dansk politik, hvad de uden tvivl også gør. Besserwissere kalder man dem.

MEN ingen af dem sidder med ved de borde, hvor tingene besluttes. De står som alle os andre og ser ind på den legeplads, hvor de store børn leger med Danmark og danskernes skæbne.

Men bevares, de politiske kommentatorer HAR for de flestes vedkommende VÆRET derinde engang, og nu mener de så, at de nok skal fortælle os andre, hvad der foregår derinde.

Problemet er bare, at dels så kan vi andre godt selv både høre og tænke, hvad politikerne siger, når de bliver interviewet. Og dels så får de politiske kommentatorer så uendelig meget taletid på tv, at det bliver deres udredninger af politikernes one-liners, som danner baggrunden for de indslag, som fylder sendefladen.

Men det er DERES tolkninger, som er farvet af den enkelte kommentators egne opfattelser og holdninger, og det kan vi vælgere ikke bruge til noget.

For kommentatoren – besserwisseren – er ikke på valg. Det er politikerne derimod.

Så vi vil høre politikerne selv – og de må meget gerne få meget mere tid end i dag til at forklare sig.

Så væk med de korte kommentarer fra politikerne og væk med de politiske kommentatorer – og ind med de lange og dybdegående interviews og debatter med de politikere, der reelt render rundt inde på legepladsen og bestemmer.

Det vil give et mere ægte billede af, hvad der sker i dansk politik – og det vil give politikerne en mulighed for reelt at fortælle, hvad de vil – udover magten selvfølgelig. Og så har vi vælgerne også et meget bedre grundlag at sætte krydset på – så ind med politikerne – og væk med det unødvendige mellemlag af besserwissere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fattige børn holder ikke efterårsferie

Efterårsferien starter for alvor i dag – og som altid er der mange af de privilegeredes børn, der skal ud og rejse.

Måske ned til noget sol og varme, måske ud til en af Europas storbyer, måske i sommerhus. Men der er også mange, der skal ingenting – og som ikke selv har valgt det. For dem handler det nemlig ikke om, at de hellere vil blive hjemme og gå og hygge sig med nattøj hele dagen, varm kakao og nybagte boller, mens de laver ingenting.

Nej, for dem er der simpelthen ikke noget valg, for det er pengene bare ikke til. Ja, manglen på penge er så slem, at de familier dårligt nok kan tillade sig at købe ind til en kop varm kakao – og de rækker slet ikke til hverken en tur i biffen eller i svømmehallen.

Der er desværre også blevet flere af de børn, som kun har ingenting som feriemulighed – og det er dér, fordi vi siden Fogh-regeringen har haft regeringer, der pånær S-R-SF-regeringen, har skåret i alle de sociale ydelser.

Den nuværende VLAK-regering har så også droppet at måle antallet af fattige, men ikke på nogen måde har afskaffet fattigdommen. Tværtimod er fattigdommen i Danmark kun øget – og øges stadig.

Der findes i dag omkring 45.000 fattige danskere, vurderes det. Det er mere end en fordobling siden 2002.

Danmarksbloggen vil ikke give nogen af de privilegerede dårlig samvittighed her nu, mens ferien skal til at gå i gang, og kufferten skal pakkes.

Nyd turen ned i solen, på cafeerne ude i Europas metropoler eller i sommerhuset. Men husk også samtidig på at ikke alle er ligeså heldige, som du og dine er det – og tænk på, hvad DU kan gøre, når I kommer hjem igen.

For det er kun sjældent folks egen skyld, og der er heller ingen naturlov, der dikterer, at goderne skal være så ulige fordelt. Det er en politisk beslutning, som kan laves om. Og som skal laves om, for det er simpelthen moralsk forkert, at der findes børn og voksne, som er fattige i et så rigt land som Danmark.

Og vi kan alle være med til at gøre en forskel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sundt med uniformer i gaderne

Europa forbereder sig på krig … mod folk både udefra og indefra.

Derfor er det også sundt for danskerne, at vi nu – ligesom mange andre steder i Europa – kan se militærfolk i kampuniform, der bevogter nogle af de steder, hvor terror-risikoen er høj.

Det kan virke voldsomt med soldater med våben i vores gader, ja, det kan ligefrem ruske i én, når de fx kommer gående mod én i Krystalgade i København. Det gibbede ihvertfald gevaldigt i mig forleden dag, og de svært bevæbnede mænd vakte også generelt opsigt, selvom de nu har stået der i to uger.

Men så kan danskerne se, hvad det drejer sig om. Og måske kan vi så – i modsætning til sidste gang verden stod i flammer – forstå, at Danmark er ikke en ø, men at det, som sker i Europa og i verden, OGSÅ er vores sag.

Vi kan nemlig ikke bare lukke vores grænser om os selv for så at putte os i vuggen, mens verden brænder udenom. Vi må vokse ud af den der puslingelands-tankegang og forstå, at vi er en del af hele verden, og at alt det væmmelige, ubehagelige og forfærdelige OGSÅ kan ske lige her i vores hyggelige andedam.

Det er ikke rart, og så kalder det også på ansvar … og det kan danskerne ikke lide. Slet ikke når man skal rejse sig fra sofaen og gøre noget SELV.

For det er en udbredt holdning i Danmark, at det er bedre at hygge sig og gå op i kager, dans og andre ligegyldigheder på fjernsynet, Men virkeligheden, mine damer og herrer, kalder på alvor – og det er altså pt. uniformer i de danske gader – og stigende konflikter mellem befolkningsgrupper.

Velkommen til vor tid.

PS. Hvad det så betyder for forsvarsudgifterne er en anden sag. Men det står Danmarksbloggen helt klart, at der ikke er råd til skattelettelser i Danmark. Der er nemlig nok at bruge pengene på: Børn, gamle, hjemløse, arbejdsløse, skoler, videreuddannelse, forskning, sygehuse, læger – og så også lidt mere til krudt og kugler.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dagpengene, der forsvandt

Vi taler ikke om det, ja de færreste er næppe klar over det, men det er det største velfærdstab nogensinde i Danmark:

DAGPENGENE, der forsvandt

Dagpengene blev indført i 1907, og var i starten nærmest uendelige, omend beløbet i de første mange årtier var meget lille. Men i takt med opsvinget i 1950´erne og 1960´erne blev dagpenge en god og tryg del af det danske arbejdsmarked og fungerede ved, at når man havde været i aktivering, så kunne man få sine dagpenge indtil næste aktivering – eller job.

Så i 1993 blev dagpengeperioden sat ned til 7 år – og der blev indført pligter om at tage imod tilbud, så den ledige kunne blive dygtigere.

Denne opkvalificering blev yderligere befæstet ved arbejdsmarkedsreformen 1993-94.

I 1995 blev retten til overhovedet at kunne få dagpenge fordoblet fra et halvt til et helt års optjenings-arbejde.

I 1996 blev dagpengeperioden så forkortet til 5 år – og i 1999 til 4 år.

På kun seks år var evig ret altså gået ned til 4 år.

I 2011 forkortes dagpengeperioden så til 2 år. Altså en halvering – af den sidste længde vel at mærke, men en meget kortere periode end hvad dagpenge-perioden var i 1990´erne.

Og pt. er vi dér, hvor en ledig hver fjerde måned mister én dags dagpenge – medmindre vedkommende har arbejdet 148 timer i løbet af de fire måneder.

Men fra 1. januar 2018 er det således, at der kun er ret til supplerende dagpenge i 30 uger. Fulde dagpenge kan dog stadig fås i 2 år.

2 sølle år med dagpenge – mod 7 år for 25 år siden.

I den samme periode er Danmarks BNP vokset, og landet er blevet markant rigere. Men uligheden er også øget – og det er blandt andet de ledige, der betaler gildet, men også dem i arbejde frygter nu arbejdsløshed. For at ryge på dagpenge i dagens Danmark er for mange starten på en voldsom social deroute, der i værste fald sender mennesker på gaden.

Engang skabte det danske dagpengesystem tryghed, men nu er dagpengene det største velfærdstab nogensinde i Danmark, og det største tilbageslag mod lønmodtagere og alle andre, som ikke ejer produktionsmidlerne. Ja, det nuværende dagpenge-system smadrer arbejdsmarkedet fuldstændigt.

Se mere her: https://www.avisen.dk/saadan-er-dagpengene-skive-for-skive-skaaret-til-sid_463653.aspx

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor burde en DF´er ikke kunne få unge til at græde

Vi er ellers ret glade for ytringsfriheden, men når en voksen siger noget, der får unge mennesker til at græde, så er grænsen alligevel nået.

Danmarksbloggen tænker på skole-debatten på Nyager skole i Rødovre, hvor DF-politikeren Kim Hammer ifølge andre tilstedeværende sagde, at muslimer ødelægger Vesten. Selv mente han, at han havde sagt, at islam ødelagde Europa.

Men uanset hvad manden sagde, så fik han flere af de tilstedeværende elever fra 7.-9. klasse til at græde. Medierne har kaldt dem børn, men i alle mulige andre sammenhænge kalder man udskolingselever for unge, så det skal man også gøre her.

Danmarksbloggen finder også sagen interessant.

Ikke fordi at en DF´er siger sådan noget, for den slags har dét parti sagt og ment altid. Men fordi at en del mener, at sådan noget må man ikke sige til skoleelever. Det kan de ikke tåle.

MEN så er det, at undertegnede ikke kan lade være med at tænkte på, hvordan de unge selv taler til hinanden. Bitch, luder, fuckboy, etc, etc. De er rimelig vant til et mere end grimt sprog, og såvel blandt såkaldt etnisk danske unge som blandt såkaldt ikke-etnisk danske unge tales der meget grimt og nedsættende om andre grupper – perkere, plasticperkere, danskerludere osv bliver der sagt – uden at nogen fortrækker en mine. De taler også ret hårdt indbyrdes om fx jøder, muslimer og kristne.

Det giver altså ikke mening, at de unge ikke kan tåle at høre nonsens som at en bestemt religion/bestemt slags religiøse kan ødelægge en hel verdensdel.

Det ved alle da ikke kan lade sig gøre – eller gør de? Nej, det ved man måske ikke, hvis man er uden historisk viden og uden almen dannelse. Og der er vi fremme ved sagens kerne.

Udskolingselever i dag er – uanset religion – simpelthen ikke klædt ordentligt på, når det kommer til viden om historie, religion og samfund, og det gør dem til lette ofre for ikke kun nonsens som det her, men også for lette løsninger på komplicerede problemstillinger som fx dem som alle fundamentalister tilbyder, hvad enten de enøjede er muslimer, kristne, ateister, højre – eller venstreorienterede.

Og dét er helt til at græde over … og svigtet ligger hos både skole og forældre.

For begge har en pligt til at lære børnene/de unge om det samfund, som de lever i. Om sammenhænge, ansvar, pligt, demokrati og kritik – og om at se mennesket før noget som helst andet. For dét er en mangelvare i dagens Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

… hov se, en burka

Vi har en regering, der:

Skaber armod i stedet for velstand.
Skaber hjemløshed i stedet for boliger.
Skaber sygdom i stedet for sundhed.
Skaber krig og ufred i stedet for fred og ro.
Skaber splittelse i stedet for samhørighed.
Skaber had i stedet for kærlighed.
Skaber mareridt i stedet for drømme.
Skaber utryghed i stedet for tryghed.
Skaber dumhed i stedet for (ud)dannelse.

Vi har en regering, der mangler mod, visioner og dannelse.

En regering, der pisser i vores grundvand, skider i vores mad, sviner vores natur, ødelægger og lader hånt om mennesker.

Og vi stemmer på den, hvorfor?

… hov se, en burka

Skrevet af: Koncept- og udviklingschef samt lærerstuderende Christian Hansen

Niqab, elefanthue og klovnemaske

Debatten handler igen om niqab og burka, men for Danmarksbloggen er sagen helt klar:

Vi har allerede maskeforbud i Danmark, når det handler om at samles til demonstrationer, offentlige møder m.m. – jvf. straffelovens § 134 b.

Så det vil være oplagt, at vi også skal kunne se ansigterne på dem, som vi møder på gaden, i bussen og i supermarkedet. Ergo skal det ikke være lovligt at gå med hverken  niqab, elefanthue eller klovnemaske for den sags skyld …

Alle tre maskeringer kan også – helt ærligt – være ret skræmmende, fordi man netop ikke kan se mennesket bag.

Vi læser nemlig så meget af de ansigter, som vi møder. Så hvis alt vi ser er et sort stykke stof med en lille revne ved øjnene – eller et massiv strikket hue – eller en stor forvrænget mund i et grotesk og malet maske-ansigt, så går det lige i krybdyrshjernen, og vi reagerer med angrib-eller-flugt-tankegangen, også selvom vi måske ikke er os det bevidst.

Så masker – uanset typer og om de sidder på en muslimsk kvinde, en bankrøver eller et ungt menneske med glæde for at skræmme andre – er bare no-go.

De du´r simpelthen ikke i et åbent samfund, hvor vi skal have tillid til hinanden. Så enkelt er det, og det er det, som det handler om – og ikke om integration eller ej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De Fattige åbner Folketinget

Første tirsdag i oktober: Folketinget åbner med det sædvanlige leben af politikere, der har ”første skoledag” efter sommerferien, og kongelige der spadserer på den røde løber – og en statsminister, der holder en åbningstale, som senere skal granskes i en mange timer lang åbningsdebat.

Sådan kender vi Folketingets åbning.

Men i år sker der også noget andet. For det danske samfund er i frit fald. Uligheden stiger, og fattigdommen øges i et tempo, så det burde være løgn. Men med en regering som den nuværende og et støtteparti som Dansk Folkeparti, så kan det åbenbart gå mere end stærkt med at ødelægge alt, der minder om velfærd.

Derfor finder den åbning, der betyder noget, heller ikke sted på Christiansborg, men lige ved siden af på Thorvaldsens Plads, hvor ”De Fattige åbner Folketinget”. Det starter kl. 9.30, og det slutter kl. 12.30 – og der er mange gode talere, blandt andet Pernille Skipper fra Enhedslisten, Torsten Gejl fra Alternativet, skuespiller Flemming Jensen og mange flere.

Danmarksbloggen vil opfordre ALLE til at komme – og nej, man behøver ikke at være fattig for at deltage. Et ønske om solidaritet og en drøm om et samfund, hvor vi deles om goderne, kan også bruges.

Læs mere her:

https://www.facebook.com/events/262304460939551/?active_tab=discussion&__xt__=33.%7B%22logging_data%22%3A%7B%22profile_id%22%3A262304460939551%2C%22event_type%22%3A%22clicked_view_event_posts%22%2C%22impression_info%22%3A%22eyJmIjp7Iml0ZW1fY291bnQiOiIwIn19%22%2C%22surface%22%3A%22www_events_permalink%22%2C%22interacted_story_type%22%3A%22236412393365972%22%2C%22session_id%22%3A%2295dad9d03a7bc4d698b1ddc23ef500fa%22%7D%7D

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Stikker” og “Panzer”

I dag er det 74 år siden, at de danske jøder blev reddet og sejlet til Sverige.

I den anledning vil Danmarksbloggen anmelde to bøger, som for nylig blev udgivet i 8. oplag: Steen Langstrups ”Stikker” og ”Panzer”, der foregår i krigens sidste hektiske måneder, hvor sabotagen, likvideringerne og clearingmordene tog til, mens det danske politi var sendt i tyske lejre, og den offentlige orden blev varetaget af besættelsesmagten og deres danske håndlangere. Det var med andre ord en hård og ganske lovløs tid, som vi stadig meget gerne læser om.

De fleste danskere dengang puttede sig bag mørklægningsgardinerne og tænkte bare på at klare sig igennem, for på det tidspunkt, hvor bøgerne foregår (november 1944 og april 1945) vidste alle, hvordan krigen ville ende. Spørgsmålet var blot, om russerne eller de allierede kom først, hvornår det skete og med hvilke omkostninger for både den enkelte og landet.

Omkostningerne for Danmark, der blev kaldt Hitlers kanariefugl, var sammenlignet med de fleste andre europæiske lande såre små. Vores land var stort set intakt og ikke sønderbombet som store dele af resten af Europa. Vi havde som bekendt også samarbejdet med Hitler indtil 1943, og kun modstandsbevægelsens indsats og ikke mindst det at vi som det eneste europæiske land for alvor hjalp jøderne sikrede os en plads på de allieredes side.

Sådan lyder den kendte historie om besættelsen, og den holder også i store træk. Det er så også en beretning, der kalder på helte og på stor dåd – og de har også været der.

Men modstandsbevægelsen var også andet og mere, som Steen Langstrup så præcist beskriver det i de to bøger ”Stikker” og ”Panzer”, hvor de klassiske historier fra 2. verdenskrig i stedet for heltekvad om modige unge mennesker, der kæmpede selvom de var bange, bliver rammer om datidens storpolitiske og grimme spil om magt og penge – og ikke mindst almen-menneskelige fortællinger om ensomhed, vrede, længsel, sex, penge, generationskløfter, utroskab, vold, alkohol, depression og hvad der ellers fandtes – og findes.

For uanset om det er en rig fabrikantsøn, en prostitueret, en ung mand fra datidens slum, en præst eller en politimand, som er de fem, der danner en modstandsgruppe og hovedperson-galleriet i den første bog ”Stikker”, så prøver de bare at finde en vej i livet, en plads i samfundet, og dermed er de ikke anderledes end os, der lever nu.

Vores håb, drømme, fejl og valg er de samme som deres.

Og det samme gælder i ”Panzer”, hvor næsten alle trådene fra ”Stikker” samles. Der er en enkelt løs tråd, hvor man selv må vurdere, om det bliver en happy ending eller ikke – eller måske en grå, for tilværelsen fås stort set kun i forskellige grå nuancer, hvad der slås fast mange gange i ”Panzer”.

Virkeligheden er nemlig sjældent sort og hvid, og helte er en raritet. Svigt – også og måske især fra og mod dem som man holder allermest af – er derimod en fast ledsager i tilværelsen, så nej, man bliver ikke opmuntret af at læse Steen Langstrups to bøger om besættelsen.

Men man bliver på en mærkelig måde alligevel opstemt af ”Stikker” og ”Panzer”, fordi man erfarer, at det glitrende billede af både den tids modstandsfolk og samfundsstøtter – og vor tids idealer om vores samfund – ikke holder til et reality-tjek.

Så ja, mørket er massivt i bøgerne, og de er også fulde af lort, blod og tårer – præcis som livet er det. Men livet er alt, vi har, og det er trods alt bedre end alternativet … døden, som der selvsagt findes en del af i de to bøger.

Handlingen hænger i øvrigt sammen i de to bøger, så det vil være umuligt at skrive om persongalleriet i bog to uden at røbe slutningen i bog et, og det du´r jo ikke.

Men Danmarksbloggen kan slå fast, at persongalleriet i ”Panzer” er ligeså favnende og realistisk som i ”Stikker”, og at det i begge bøger handler om etik og moral. Om de valg, som vi kan træffe – og om de ting, som vi bare er nødt til at gøre, fordi vi er rundet af både vores tid og vores baggrund – og det, som vi fik eller måske især ikke-fik med hjemmefra.

Danmarksbloggen kan også uden at fortælle for meget røbe, at vi i ”Panzer” kommer ind bagom en enkelt tysker, der sidder med de samme tanker, som enhver anden ville. For hos Steen Langstrup er alle mennesker, også en nazist, der har et foto af ham selv og Himmler stående på kontoret.

Steen Langstrup skriver også – som altid – flydende og med en god fornemmelse for de små ting, der tegner personer og stemninger.

Spændende er det også at læse om muligheden af eksistensen af en nazistisk flugtrute gennem Danmark, som kunne have været benyttet efter krigen, samt om det såkaldte Varulvenet, som skulle have lavet modterror efter krigen – og endelig om det møde, som efter sigende fandt sted mellem modstandsbevægelsen, tyskerne og repræsentanter for det gamle Danmark (politikere og kongehus) for at sikre, at Danmark ikke blev kommunistisk efter Tysklands sammenbrud.

For i Danmark har vi altid snoet os – som flere af personerne i de to bøger også gør det, så hvem ved, hvad der i virkeligheden er foregået bag mørklægningsgardinerne? Gad vide om der findes noget i nogle af de arkiver, der endnu er lukkede? Det må være guf for en historiker.

Danmarksbloggen giver Steen Langstrups “Stikker” og “Panzer”  fem ud af seks stenguns, som dem modstandsbevægelsen ofte selv måtte flikke sammen for at have noget at skyde med.

For nok blev der kastet våben ned, men mange af dem gik til såkaldte ventegrupper, der først skulle i aktion, hvis noget gik galt efter freden. Det skete så ikke.

Til gengæld blev der skabt en tradition, som er fortsat med hjemmeværnet, hvor mænd kan skyde med våben uden at det rigtig betyder noget. En meget dansk måde at lege krig på, som først er blevet udfordret i de seneste årtier, hvor det er blevet blodig alvor i Irak og Afghanistan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk