Sæt kryds ved kommunal- og regionsvalget

Kommunal- og regionsvalget nærmer sig. Politikerne og de trofaste partisoldater har også været i gang i månedsvis med at lave kampagner, valgplakater og så videre.

Vælgerne derimod virker for de flestes vedkommende pænt ligeglade, medmindre der er enkeltsager på spil som fx Amager Fælled i København. Eller personsager som borgmester Anna Mee Allerslev (R) og hendes brug af rådhuset til hendes eget bryllup – igen i København.

Danskerne er nemlig for de flestes vedkommende mere optaget af landspolitik. For det er her, at de vigtige beslutninger træffes, er holdningen.

Men så enkelt er det jo ikke. Det er rigtigt, at staten fastlægger de overordnede rammer og økonomien, men kommuner og regioner spiller også en store rolle. Regionerne er fx dem, der tager sig af sygehusene, men også af meget omkring infrastruktur og miljø. Og i kommunerne handler det om skolen, børnehaven, plejehjemmet, lægen og mange af de ting, som betyder allermest for os og vores hverdag.

Læs mere om ansvarsfordelingen her: https://www.dr.dk/ligetil/indland/overblik-saadan-bliver-danmark-styret

Kommunerne er også dem, der står for at føre mere end 60% af EU-direktiverne ud i livet – for ja, EU spiller også en stor rolle for vores hverdag – og en større end vi måske er bevidste om.

Så faktisk er både kommunal- og regionsvalget samt valget til EU-parlamentet ligeså vigtige for os som de folketingsvalg, som af mange opfattes som ”de rigtige valg”.

Valgdeltagelsen til kommunal- og regionsvalg svinger selvfølgelig fra kommune til kommune, men er gennemsnitlig på omkring 70% – mens den er over 85% til folketingsvalg. Men din stemme betyder noget for livet og hverdagen i din kommune og i din region.

Så overvej lige en ekstra gang om ikke du måske skulle tage til et valgmøde eller på anden måde blande dig i demokratiet inden kommunal- og regionsvalget d. 21. november.

Du bliver i hvert fald mindet om, at det er tid til at vælge, når valgplakaterne kommer op her i den kommende weekend. Så sæt kryds ved kommunal- og regionsvalget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Synlighed er alfa og omega for Lise Lotte Møller

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Valgkampen er gået ind i sin sidste, hektiske fase – også for Lise Lotte Møller, som bruger weekenden på at tale med vælgerne, samtidig med at hun deler roser, pølser og brochurer ud, både alene og sammen med hendes partikammerater, blandt andet socialdemokraternes borgmester-kandidat Martin Leider Olsen.

For det drejer sig om at være synlig, så vælgerne ved, hvem de skal stemme på. Sammen med sin mand har hun derfor også været ude og sætte endnu flere valgplakater op.

Danmarksbloggen har spugt Lise Lotte Møller, hvordan hun vil gribe de sidste valgkamps-dage an – og hvilke emner, som hun vil bruge krudt på.

Hvilke emner vil du sætte fokus på her til sidst i valgkampen?
Befolkningsvækst er et meget vigtigt emne. Vi skal have vækst i Vordingborg kommune, og alle vil gerne have børnefamilierne til kommunen. Men jeg tænker om ikke det istedet er en bedre idé at tiltrække 60-årige med god pension. I modsætning til de travle børnefamilier har mennesker, der er 60+, også tid til at være frivillige – og da vi lever længere idag, varer det mange år, før de ”koster penge”.

Derudover skal vi gøre forholdene bedre for de mange virksomheder, som vi allerede har. Der er således over 2000 mikro-virksomheder i Vordingborg kommune. Så tænk, hvad det kunne betyde for Vordingborg kommune, hvis bare halvdelen af dem forbedrede deres økonomi og ansatte en person i deres lille firma.

Hvor vigtigt er det at være 100% synlig her til sidst i valgkampen?
Jeg tror, at det er meget vigtigt. Det er også derfor, at vi har sat flere plakater op. Der bliver lagt ekstra mærke til de plakater, der bliver sat op nu – fremfor at alle sætter op på samme tid.

Og hvor vil du være synlig henne?
Ude på gader og stræder. Folk har mange spørgsmål nu. De vil gerne vide, hvorfor de skal stemme på lige præcis mig. Så det svarer jeg på efter bedste evne. Jeg bliver især spurgt om cykelstier, vindmøller og internet.

Har du kræfter til en ekstra slutspurt – og gemmer du på en kanin?
Energien er der – helt sikkert. Jeg kører nærmest på Duracell-batterier, føles det somom 🙂 . Og en kanin? Tja, det kunne være dejligt!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kommunalvalg – også på Danmarksbloggen

Nu går den sidste intense kamp om stemmerne til kommunalvalget igang.

Danmarksbloggen vil også være med og vil især se på, hvordan lokalpolitikerne bruger de sociale medier i valgkampen. Hvad gør de, og hvordan virker det?.

Danmarksbloggen vil også følge socialdemokraternes formand i Vordingborg Lise Lotte Møller, der er nr. 8 på sit partis liste – og som skal have 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på en plads i kommunalbestyrelsen efter valget. Der er ialt 29 pladser i Vordingborg kommunalbestyrelse.

Lise Lotte Møller bor i den lille landsby Hjelm på Vest-Møn sammen med manden Anders Møller og datteren Camila, der går i 3. g. på Vordingborg Gymnasium. Lise Lotte Møller arbejder som folkeskolelærer på Møn Skole. Som studerende kørte hun taxi i København og gjorde rent på Rigshospitalet. Hun har også boet i Ecuador i Sydamerika.

Danmarksbloggen glæder sig til at følge Lise Lotte Møller i de sidste godt to uger op til kommunalvalget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk