Socialdemokratiet afskaffer velfærdssamfundet

Der var engang – for længe siden – et Socialdemokrati, som havde visioner om at gøre samfundet bedre baseret på holdningen ”de bredeste skuldre skal bære de største læs”.

Det handlede blandt andet om at sørge for, at ALLE kunne få en god uddannelse – og ikke kun dem, som havde en familie, der havde råd til at finansiere den unge under studierne.

Men nu vil samme Socialdemokrati afskaffe SU´en på kandidaten – dvs. at de studerende selv skal finansiere de to sidste år på universitetet.

Det er dumt med dumt på.

At give de unge SU hele vejen igennem studiet er nemlig en samfundsinvestering, så vi sikrer, at alle kvalificererede kan få en fuld universitetsuddannelse. Det skaber værdi for den enkelte – men også og især værdi for samfundet.

Og hvorfor er det de unge, som igen skal straffes?

Det er nemlig som om at denne socialdemokratiske regering ikke kan lide de unge. Uddannelserne flyttes ud til byer, som ingen unge vil bo i. Det er voldsomt dyrt – og samtidig gør det uddannelserne dårligere.

Og nu skal SU´en også tages fra de unge.

Danmarksbloggen kan derfor godt forstå, at de unge ikke stemmer socialdemokratisk.

Danmarksbloggen kan til gengæld ikke forstå, at Socialdemokratiet i dén grad sjofler fremtidens vælgere. Dét hedder at skære den gren over, som man selv sidder på.

Det må Socialdemokratiet så selv om. Et parti er ikke bedre end dets politik. Problemet er bare, at velfærdssamfundet ryger med i købet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Afmonteringen af Velfærdsstaten

Skolerne er startet igen. Saa her kommer et lille Eventyr om Danmark. Lige til at blive skræmt af, men ogsaa klogere af:

Der var engang et Socialdemokrati, som havde Visioner og turde tænke. Store Tanker om et Samfund, hvor faa havde for meget og færre for lidt.

Dét Socialdemokrati opfandt Velfærdsstaten – De ved, den med Tryghed fra Vugge til Grav.

Den Velfærdsstat, som skabte et Fællesskab, hvor Skraldemandens Søn gik i Skole med Professorens Datter. Hvor baade Grossererens Søn og Smedens Datter kunne faa sig en Uddannelse, fordi det var gratis – og de kunne modtage SU. Hvor alle gamle fik en Folkepension, der var til at leve af. Hvor ingen skulle frygte Arbejdsløshed, fordi Understøttelsen var anstændig. Hvor der var Læger, Sygeplejersker og mange andre til at tage sig af alle Borgere, uanset Alder og Status.

Det var et dejligt Samfund – og en lykkelig Tid i vort gamle Land. Det varede selvfølgelig heller ikke ved. Heller ikke selvom Samfundet blev rigere og rigere. Heller ikke selvom Goderne blev flere og flere.

For desværre voksede Graadigheden og Egoismen i samme Takt – og efter Faa Aartier var Uligheden igen massiv. Og det betød igen noget, hvor man var født – og af hvem.

Liberalismen med alt sit grimme Væsen brølede igen over Danmark, og saa startede Afmonteringen af Velfærdsstaten. I Starten kun i smaa Nøk, men som Tiden gik, blev det mere og mere.

Og Alle var med – ogsaa det Socialdemokrati, som ellers engang for længe siden havde skabt det fine Samfund.

Det er dér, at vi er nu, mine Damer og Herrer.

Den igangværende Sygeplejerskestrejke – og Ignoreringen af den fra Regeringen – handler om meget mere end Lønninger, selvom de ogsaa er vigtige.

Det handler om, hvilket Samfund, som vi ønsker. Et med Fællesskab, hvor de Stærke tager sig af de Svage – eller et med Egoisme, hvor Fanden hytter sine – og resten maa gaa for Lud og koldt Vand.

Danmarksbloggen er ikke i Tvivl: Velfærdsstaten skal ikke opgives uden Sværdslag.

Saa til Kamp, til Kamp …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministeren havde tid til fodbold, men ikke til at tage til Norge

OL starter i dag i Tokyo i Japan. Et udsat og amputeret OL – men stadig et OL.

Romernes gamle ord om at ønsker man magten, så skal man give folket brød og skuespil gælder tilsyneladende også stadig.

Vi så det i hvert fald folde sig ud under EM i herrefodbold tidligere på sommeren, hvor danskerne over en bred kam var mere optaget af bold og øl end af politik og Corona. Så vi kan også blive opslugte af sejlere, ryttere, svømmere, cykelryttere, håndboldspillere, badmintonspillere og andre, der kan vinde guld til Danmark.

Det ved vores statsminister Mette Frederiksen alt om, og hun er ikke bange for at bruge sport i sin politiske kamp. Tværtimod.

Under EM i herrefodbold blev det således til hele 12 opslag på hendes FB-side om fodbold. På mange af dem var hun iklædt landsholdstrøje – og hun var sågar også til stede både i Parken og til ottendedelsfinalen i Amsterdam.

Så mon ikke vi vil se hende smilende og med viftende Dannebrog, hvis en dansk sportsudøver vinder OL-guld i Tokyo?

Selvfølgelig vil vi det. Men der er noget, som skurrer – og det er ikke, at statsministeren missede Jonas Vingegaard. For ikke med et eneste ord har hun nævnt den flotte andenplads, som den unge jyde for mindre end en uge siden cyklede sig til i verdens største cykelløb Tour de France.

Nej, det værste er, at Mette Frederiksen i modsætning til sin svenske kollega IKKE var at finde på Utøya sammen med den norske leder af Arbejderpartiet i går, til trods for at der også døde en dansker på øen dén dag – samt at de unge danske socialdemokrater normalt var med på sommerlejren på Utøya. Dog ved et tilfælde ikke lige i 2011.

En statsminister, der mener, at hun kan klare sig med at lave et FB-opslag og medvirke i et par artikler i forbindelse med tiårsdagen for det største angreb på demokratiet, som vi har haft i Norden (for det er 22. juli 2011), er i bedste fald en populistisk statsminister.

Og det gør det kun værre, at det var unge fra Socialdemokratiets norske søsterparti, som blev myrdet dén dag.

Og nej, sommerferie er ingen gangbar undskyldning.

Mette Frederiksen skulle indiskutabelt have stået derude på den norske ø sammen med hendes to kollegaer – i respekt for dem, der døde, og i kampen for demokratiet, der stadig og måske endnu mere her i 2021 trues fra flere sider – også stadig den yderste højrefløj.

For faktum er: Mette Frederiksen havde tid og rum til at tage til Amsterdam og se drengene spille bold, men ikke til at tage til Utøya og markere en nordisk enighed om at stå sammen og op for demokratiet i respekt for de i alt 77 mennesker, som mistede livet i Norge dén dag.

Dét er en magtarrogance af olympiske dimensioner – og den er Danmark ikke tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Socialdemokratiet bør være bekymret …

Det er ikke engang to måneder siden, at de socialdemokratiske ministre satte sig i regeringsbilerne, så det er forståeligt, at der stadig kan spores en vis begejstring i Socialdemokratiet.

Men i virkeligheden burde regeringspartiet være bekymret.

For dels så gik Socialdemokratiet – trods at partiet sad i opposition – ikke frem til valget for præcis to måneder siden, men derimod tilbage, når man måler på antal af stemmer. Frem gik derimod støttepartierne, især Radikale Venstre og SF, og det var deres stemmer, som gav Socialdemokratiet magten.

Og dels så vil udlændinge-politikken blive en markør, som kan spænde ben for Socialdemokratiets drømme om at blive i regering efter næste valg.

Tag bare det at Danmark igen skal modtage kvoteflygtninge. Den beslutning er som at lægge kød ud til glubske hunde. Der gik heller ikke mange sekunder i sidste uge, før DF kastede sig over lunsen. Forståeligt, for der er mange tidligere DF-vælgere som ved valget for to måneder siden stemte socialdemokratisk, men som let kan lokkes tilbage til DF.

Læg dertil at det er svært for Socialdemokratiet at tiltrække klima-vælgerne – og at regeringspartiet ikke har gjort det lettere for sig selv ved at undlade at gå i kødet på industri og landbrug med krav og regler om bæredygtig produktion m.m.

Danmarksbloggen vurderer derfor, at det kan blive svært at genvinde magten for Socialdemokratiet til det valg, som let kan komme langt før end man regner med.

Morten Østergaard og de andre radikale er nemlig i den grad indstillet på at samarbejde med både blå og rød blok. Så kan de radikale se sig selv i en position, så de kan generobre deres historiske rolle som toneangivende, så vil de ikke tøve med at rive tæppet væk under Mette Frederiksen.

Det har derfor aldrig været mere spændende i dansk politik end i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vestager drukner i andedammen

Hverken Venstre eller Socialdemokratiet ønsker tilsyneladende at pege på Margrethe Vestager, så hun kan få endnu en periode som Danmarks EU-kommissær, og dette til trods at hun internt i EU-systemet nævnes som kandidat til formandsposten – den første kvindelige og den første danske på en af EU´s mest magtfulde poster.

Derfor vil Vestager formentlig også stille op til EU-valget i maj 2019. Det kan Danmarksbloggen godt forstå.

Læs mere her: https://www.avisen.dk/rygter-er-vestager-kandidat-til-toppost_500091.aspx

Danmarksbloggen ryster så også på hovedet.

For hvordan kan man lade snævre, partipolitiske hensyn og andre ligegyldigheder forhindre, at en kapacitet som Vestager får en periode til i EU-kommissionen. Hun har som konkurrence-kommissær gjort det forrygende – ja, mere end det, men nu skal hun altså i jantelovens og andedammens fædreland ikke have lov til at sætte kronen på værket.

Ja, både Venstre og Socialdemokratiet lader hende nærmest drukne i andedammens morads af små magtkampe

Danmarksbloggen spørger derfor også selv, om Venstre og Socialdemokratiet virkeligt vil Europa – virkeligt vil det europæiske fællesskab. For hvis I ville dette, så pegede I på Vestager med en stor finger – og lagde alt det politiske pres på som I kunne – for at hun blev EU-kommissionens næste formand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor er Socialdemokratiet?

En historisk stor konflikt lurer på det offentlige arbejdsmarked til april. De offentligt ansatte står nemlig solidarisk sammen i kampen for bedre lønninger og mere påskønnelse af deres arbejde.

Men hvor er Socialdemokratiet? Dette parti der om nogen har æren af at have bygget vores velfærdsstat fra de første sten blev lagt i mellemkrigstiden og til trygheden blev konsolideret i 1960´ernes gyldne opsving.

Men nu – hvor socialdemokraterne burde stå forrest i kampen for velfærden – så glimrer de ved deres fravær.

Ifølge spindoktorerne er det sikkert smart at dukke sig, for så længe man ikke siger noget, så laver man heller ingen fejl, men kan i stedet nyde at se modparten blive stegt i medierne.

MEN set på den lange bane – og især i troværdighedens lys – så ville det klæde socialdemokraterne at stå frem og kæmpe for de værdier og det menneskesyn, som skabte vores velfærdsstat – og som man må formode, at de står for stadigvæk.

For ja, nok skal man lade arbejdsmarkedets parter selv afgøre deres kampe.

Men når arbejdsgiveren er det offentlige, så er det jo netop politikerne, der er i arbejdsgiverens rolle – og så skal man som politiker på banen og sige, hvad man mener, også selvom det er den anden side af folketinget, der sidder ved rorpinden.

Ja, man kan sige, at så er det netop, at man skal på banen og kritisere lockouten med mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ghettoudspillet skaber udflytning af kriminaliteten

Regeringen er som bekendt tilhænger af udflytning, og nu er den åbenbart gået i gang med en udflytning af kriminaliteten også.

Det sker dog formentligt utilsigtet, men det vil med ret stor sikkerhed blive konsekvensen af den såkaldte ghettopolitik, der mere minder om en moderne version af apartheid.

For hvor vi ellers er vant til at være lige for loven i dette land – i hvert fald i nyere tid og siden Grundlovens indførelse, så vil man nu fra Venstres side indføre en lov, der gør, at straffen bliver længere og hårdere for visse typer af kriminalitet begået i ghettoområder med en i forvejen høj kriminalitet.

Det skal altså koste længere tid i fængsel, hvis man laver hærværk og tyveri – samt kommer med trusler i fx Vollsmose, Mjølnerparken og Gellerupparken end i fx Gentofte og Risskov. Ja, det som giver bøder i andre dele af landet, skal automatisk udløse en fængselsstraf i ghettoerne.

Det vil nemlig skabe tryghed, mente Venstres retspolitiske ordfører Preben Bang Henriksen i et interview på TV2 søndag aften.

Men nu er tryghed ikke et argument for, at det er i orden at behandle folk forskelligt. Danmarksbloggen tror så heller ikke på, at øvelsen virker. For hvis de kriminelle fra de belastede ghettoer er bare en anelse smarte, så sørger de fremover for at begå deres kriminalitet andre steder – altså i de områder, hvor straffen er lavere.

Og dermed har regeringen ikke kun blot flyttet problemet, men også skabt en hel masse nye problemer.

Det er med andre ord et forslag, der er decideret dumt – for slet ikke at tale om det udemokratiske i det, men det skal nok blive vedtaget. Socialdemokratiet synes nemlig umiddelbart også, at det lyder ret fornuftigt.

Herre jeremi …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tre Nytårsønsker for Danmark

Som optakt til Danmarksbloggens nytårsserie i starten af det nye år bringes her en skarp analyse af Danmarks tilstand her ved årsskiftet 2017-18 – og tre gode nytårsønsker, altsammen skrevet af Lotte Broe, lektor på UCC: 

Lige om lidt er det nytår, og derefter venter 2018 foran os. For mig og sikkert for mange andre er nytåret en tid for blandede følelser: Det er de store forventningers tid, hvor man kan ønske og håbe og måske endda tro en lille bitte smule på, at noget bliver bedre i det nye år. Og samtidig er det også en højtid, som kan fremkalde mismod, hvis ikke regulært depressionslignende tilstande, når man i korte glimt tillader sig at huske på, hvordan det de foregående år er gået med alle ens forsætter, ønsker og håb. Men ikke desto mindre vil jeg tillade mig at insistere på håbet og  endnu en gang stå der med mit champagneglas ved midnatstid den 31. december og ønske af hele mit hjerte, at 2018 bliver et bedre år end det år, vi nu siger farvel til.

Jeg har så meget brug for, at det bliver bedre – på det helt personlige plan, javist, men mest af alt på dét niveau, hvor vi er sammen om at skabe livsbetingelser og levevilkår i vores lille land. Jeg har simpelthen brug for, at DANMARK ryster offer­rollen af sig, og genfinder det overskud og den gejst, som vores enorme rigdom både berettiger og forpligter til. Derfor har jeg følgende tre nytårsønsker for Danmark:

For det første ønsker jeg for mit fædreland, at 2018 må byde på mere venlighed og mindre velgørenhed.

Der er meget, som tyder på, at Danmark er ved at ændre sig fra et velfærdssamfund til et velgørenhedssamfund. Altså et samfund hvor de fattige, de syge, de forfulgte og andre udsatte mennesker må forlade sig på de mere velstilledes nåde og barm­hjertighed for blot at kunne få mad på bordet, tøj på kroppen og andre livsfornøden­heder. I dag er det i stigende grad private hjælpeorganisationer og enkeltpersoner, der forsøger at løse de opgaver og lappe de huller, som den hensygnende velfærd­stat ikke længere kan overkomme. Og fra statslig side hyldes denne udvikling som en nødvendig ”modernisering” af velfærdsystemet, ligesom det i stigende grad lader sig høre i den politiske retorik, at familie og netværk må tage (en del af) ansvaret for omsorg og pleje af både børn, syge, ældre og døende. Og det er en retorik, som tilsyneladende vinder genklang hos en del af de mere velstillede i vores samfund; dem der beredvilligt påtager sig rollen som velgørenhedsudøvere, der arbejder på en slags kontrakt for den neoliberale minimalstat. En kontrakt skrevet med usynligt blæk, der garanterer meningsfuldt livsindhold og en nypudset samvittighed til gengæld for mere eller mindre fuldtonet opbakning til velfærdsstatens afvikling.

Der er over de senere år sket en systematisk udhuling af velfærdsydelser såvel som en afvikling af menneskelig anstændighed i mødet med de mennesker, der en gang blev anset som ”værdigt trængende.” Det gælder i forhold til mennesker, som ydmy­ges og plages til døde i ressourceforløb, jobprøvninger, sengepraktikker og andre groteske påhit i et kontanthjælpssystem, som ikke engang Kafka kunne have udtænkt mere absurd. Og det gælder forfulgte, traumatiserede mennesker, som søger fred og beskyttelse i Danmark, hvor de så anbringes i lejre under inhumane forhold – hvis de altså overhovedet får lov at komme ind i landet. Værst af alt gælder det – på tværs af nationaliteter og de konkrete problemstillinger – i forhold til børn, som i dagens Danmark fx kan opleve at vokse op i regulær fattigdom, hvor basale fornødenheder som mad, tøj og medicin ikke længere kan garanteres – eller opleve at stå alene med ansvaret for at finansiere de flybilletter og andre dokumenter, der kan redde familien ud af krigens rædsler.

Jeg ønsker inderligt for Danmark, at venligheden, medmenneskeligheden, ja, lad os bare sige næstekærligheden, må spire, gro og blomstre i 2018. Men at være hjælp­som og venlig over for medmennesker er altså ikke helt det samme som at ’dyrke’ velgørenhed og så at sige trække vejret gennem andre menneskers ulykke. Det er heller ikke – slet ikke – det samme som en accept af, at staten ikke længere kan eller bør tage sig af nødlidende borgere. Hjælpsomhed og venlighed er handlinger, som udspringer af indsigten i, at vi alle kan blive ramt af sygdom, arbejdsløshed, krig og andre ulykker; at vi alle er (principielt) udsatte. Og rummer derfor også en klar appel til både medborgere og politikere om, at forstå nødvendigheden af, at vi opretholder et solidt og trygt, statsligt garanteret sikkerhedsnet under alle borgere i Danmark og står ved vores forpligtelser i det internationale samfund. Det har vi slet ikke råd til at lade være med.

I forlængelse af dette er mit andet nytårsønske, at Socialdemokraterne rejser sig af asken og finder tilbage til det solidaritetsprojekt, som det gamle parti i sin tid udsprang af. Når jeg ikke bare sådan ønsker ’mere solidaritet’ i al almindelighed, men hænger mit ønske op på et bestemt politisk partis gøren og laden, er det ikke fordi jeg selv har særlige aktier dette parti. Nej, det hænger nærmere sammen med, at vi lever i et land, hvor det kan hævdes at vi ’alle er socialdemokrater for Vorherre’ (debatindlæg i Information d. 21/9 2010). – Det moderne Danmark er i så høj grad grundlagt på socialdemokratisk tankegods, at dette har været rammesættende for hele vores samfundsudvikling og politiske kultur op gennem det 20. århundrede. Men omkring overgangen til det 21. århundrede begyndte den faste grund at slå revner under socialdemokratismens magtbase både på og udenfor Christiansborg. Måske tydeligst illustreret ved bevægelsen fra den daværende statsminister Poul Nyrups retoriske udfald mod Dansk Folkeparti i 1999 (”Stuerene bliver I aldrig”) til det totale knæfald for DFs udlændingepolitik, som vi har været vidne til i årene efter Nyrups formandskab.

Og netop Socialdemokraternes forvandling fra et (også internationalt orienteret) velfærdsprojekt til et nationalpopulistisk vi-vil-have-magten-tilbage-projekt repræ­senterer for mig selve råddenskaben i det politiske Danmark. Men heri ligger også håbet om, at forvandlingen kan forvandles igen og blive starten på en ny bølge af værdighed og medmenneskelighed i dansk politik. Derfor denne appel til sosserne, både de erkendte og dem, der lever i skabene rundt omkring: Kom nu til jer selv og find tilbage til det menneskesyn og den politiske vilje til at forbedre levevilkårene for de fattigste og mest udsatte mennesker, som jeg er sikker på, at I bærer i jer.

Mit tredje og sidste nytårsønske for Danmark er, at et stort flertal af vores folke­valgte vil indse, at en ansvarlig og fremsynet miljø- og klimapolitik er en absolut nødvendig og stærkt hastende sag.

Grundvandsforurening, plasticforurening og voldsomme klimaforandringer truer ganske enkelt med at ødelægge livsgrundlaget for kommende generationer. Ikke langt ude i fremtiden, men inden for en horisont, som vil være mine børn og børne­børns livsperspektiv. At vi i Danmark fortsat ønsker at tillade brugen af glyphosat (’Roundup’), at vi ikke investerer langt mere målrettet og massivt i vedvarende ener­gikilder, og at vi synes det er lidt kikset og u-sexet (og derfor ok at gøre lidt grin med) at være vegetar eller veganer er blot enkelte eksempler på, hvor langt vi kan ramme ved siden af skiven, når det handler om at se en lille smule længere end til den fest vi lige har gang i her og nu.

Jeg er så fantastisk privilegeret, at jeg kan fejre juletiden og nytåret sammen med mine nærmeste, holde fri og nyde roen, stemningen og ikke mindst en masse dejlig mad. Og jeg vil nyde det i fulde drag – men jeg vil også give mig tid til at tænke på, hvordan jeg i 2018 kan bidrage til, at flere mennesker i fremtiden kan opleve den samme glæde og tryghed, som jeg nu lader mig omslutte af.

GODT NYTÅR DANMARK.

Skrevet af: Lotte Broe. lektor på UCC

Er det økonomisk – og menneskeligt – ansvarligt?

Socialdemokratiet vil åbenbart stemme FOR tredje behandlingen af finansloven, fordi de siger, at de er et økonomisk ansvarligt parti.

Se mere her: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE10113094/socialdemokratiet-parat-til-at-stemme-for-loekkes-finanslov/

Det vil i praksis sige, at Socialdemokratiet kan redde Løkke-regeringen – også hvis nu det absurde sker, nemlig at Liberal Alliance ikke stemmer for den finanslov, som de selv sidder i regering for.

Det er jo grotesk. Hov, stop – vent et øjeblik, siger Danmarksbloggen derfor!!!

For hvor er det økonomisk ansvarlige i at stemme for en finanslov, der vil:

GIVE ENDNU FLERE SKATTELETTELSER TIL DEM, DER HAR SÅ RIGELIGT I FORVEJEN?

SKÆRE ENDNU MERE PÅ YDELSERNE TIL DE UDSATTE GRUPPER SOM SVAGE, SYGE,  ARBEJDSLØSE, ÆLDRE, BØRN, HJEMLØSE OG FATTIGE?

SÆTTE DANMARK PÅ KOLLISIONSKURS MED KONVENTIONERNE?

SKÆRE NED PÅ UDDANNELSE OG FORSKNING?

GØRE FORHOLDENE FOR MILJØ OG GRØN ENERGI ENDNU SVÆRERE?

Det er hverken økonomisk – eller menneskeligt – ansvarligt at stemme for sådan en finanslov.

Det eneste ansvarlige og anstændige er derimod at stemme imod den blå finanslov – og så ellers krydse fingre for, at dét nej kan føre til et valg, som kan betyde en ny regering, der tænker på ALLE danskere, på miljøet – og på at skabe et værdigt og solidarisk samfund.

Men det overvejer man altså åbenbart at lade være med hos socialdemokraterne, hvilket er fuldstændig absurd – og det som i værste og yderste konsekvens kan føre til, at DF får en masse stemmer tilbage, så blå blok i den sidste ende kan få fire år mere ved magten i sommeren 2019.

Løkke og Thuelsen Dahl må have meget svært ved at få armene ned ligenu …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Socialdemokratiet kan forhindre en dansk ”Vermund eller Elbæk”

Danmark må aldrig ende, som Frankrig gjorde det i aften, hvor landet til næste runde af præsidentvalget skal vælge mellem en radikal højrefløjskvinde (Marine Le Pen) og en mand som aldrig har været valgt til et embede før, men som har masser af ”visioner” og gode ideer (Emmanuel Macron).

Oversat til dansk svarer det nogenlunde til at skulle vælge mellem at få enten Pernille Vermund eller Uffe Elbæk som statsminister.

Det må aldrig ske. Det kommer forhåbentlig heller ikke til at ske. De etablerede partier i Danmark – dem der tager ansvar – må på banen og markere en anden og mere sammenhængende vej end disse fantasier, uanset om de bunder i højrefløjens frygt eller venstrefløjens alt-kan-lade-sig-gøre.

Socialdemokratiet i Danmark er i dag startet med præsentationen af et nyt principprogram, hvor der lægges vægt på social lighed og bæredygtighed.

Dét er godt – og det kan forhindre, at danskerne en dag skal vælge mellem outrerede kandidater til landets vigtigste post.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen