Socialdemokratiet bør være bekymret …

Det er ikke engang to måneder siden, at de socialdemokratiske ministre satte sig i regeringsbilerne, så det er forståeligt, at der stadig kan spores en vis begejstring i Socialdemokratiet.

Men i virkeligheden burde regeringspartiet være bekymret.

For dels så gik Socialdemokratiet – trods at partiet sad i opposition – ikke frem til valget for præcis to måneder siden, men derimod tilbage, når man måler på antal af stemmer. Frem gik derimod støttepartierne, især Radikale Venstre og SF, og det var deres stemmer, som gav Socialdemokratiet magten.

Og dels så vil udlændinge-politikken blive en markør, som kan spænde ben for Socialdemokratiets drømme om at blive i regering efter næste valg.

Tag bare det at Danmark igen skal modtage kvoteflygtninge. Den beslutning er som at lægge kød ud til glubske hunde. Der gik heller ikke mange sekunder i sidste uge, før DF kastede sig over lunsen. Forståeligt, for der er mange tidligere DF-vælgere som ved valget for to måneder siden stemte socialdemokratisk, men som let kan lokkes tilbage til DF.

Læg dertil at det er svært for Socialdemokratiet at tiltrække klima-vælgerne – og at regeringspartiet ikke har gjort det lettere for sig selv ved at undlade at gå i kødet på industri og landbrug med krav og regler om bæredygtig produktion m.m.

Danmarksbloggen vurderer derfor, at det kan blive svært at genvinde magten for Socialdemokratiet til det valg, som let kan komme langt før end man regner med.

Morten Østergaard og de andre radikale er nemlig i den grad indstillet på at samarbejde med både blå og rød blok. Så kan de radikale se sig selv i en position, så de kan generobre deres historiske rolle som toneangivende, så vil de ikke tøve med at rive tæppet væk under Mette Frederiksen.

Det har derfor aldrig været mere spændende i dansk politik end i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1 thought on “Socialdemokratiet bør være bekymret …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *