Socialdemokratiet bør være bekymret …

Det er ikke engang to måneder siden, at de socialdemokratiske ministre satte sig i regeringsbilerne, så det er forståeligt, at der stadig kan spores en vis begejstring i Socialdemokratiet.

Men i virkeligheden burde regeringspartiet være bekymret.

For dels så gik Socialdemokratiet – trods at partiet sad i opposition – ikke frem til valget for præcis to måneder siden, men derimod tilbage, når man måler på antal af stemmer. Frem gik derimod støttepartierne, især Radikale Venstre og SF, og det var deres stemmer, som gav Socialdemokratiet magten.

Og dels så vil udlændinge-politikken blive en markør, som kan spænde ben for Socialdemokratiets drømme om at blive i regering efter næste valg.

Tag bare det at Danmark igen skal modtage kvoteflygtninge. Den beslutning er som at lægge kød ud til glubske hunde. Der gik heller ikke mange sekunder i sidste uge, før DF kastede sig over lunsen. Forståeligt, for der er mange tidligere DF-vælgere som ved valget for to måneder siden stemte socialdemokratisk, men som let kan lokkes tilbage til DF.

Læg dertil at det er svært for Socialdemokratiet at tiltrække klima-vælgerne – og at regeringspartiet ikke har gjort det lettere for sig selv ved at undlade at gå i kødet på industri og landbrug med krav og regler om bæredygtig produktion m.m.

Danmarksbloggen vurderer derfor, at det kan blive svært at genvinde magten for Socialdemokratiet til det valg, som let kan komme langt før end man regner med.

Morten Østergaard og de andre radikale er nemlig i den grad indstillet på at samarbejde med både blå og rød blok. Så kan de radikale se sig selv i en position, så de kan generobre deres historiske rolle som toneangivende, så vil de ikke tøve med at rive tæppet væk under Mette Frederiksen.

Det har derfor aldrig været mere spændende i dansk politik end i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-lederne svigter Europa

Man kunne formode, at EU har en interesse i at blive populær hos befolkningerne.

Men dette er tilsyneladende ikke resultatet, når man ser på, hvem EU-lederne har valgt – og fravalgt – til posterne som EU-kommissionsformand, formand for Det Europæiske Råd og EU´s udenrigschef.

Væk er alle kandidater med viden og erfaring fra EU som fx danske Margrethe Vestager og hollandske Frans Timmermann. Og jo, jo – de er blevet første og anden næstformand, men det er ikke at regne for noget, hvad det kunne have været.

Det blev til gengæld den tyske forsvarsminister og partikollega med Angela Merkel, der blev kommissionsformand, den belgiske premierminister, der blev formand for Det Europæiske Råd og den spanske udenrigsminister, der blev EU´s udenrigschef.

Ingen af dem har tidligere været i spil til nogen af posterne – og to af dem har ingen eller meget begrænset erfaring med EU-systemet. Det er rent til grin – og det vil blot øge den folkelige modstand mod hele EU – og med god grund.

Danmarksbloggen er i hvert fald mere EU-skeptisk nu end nogensinde. EU´s statsledere er simpelthen ikke deres opgave voksen, når de kan vælge prima-kandidaterne fra og sekunda-kandidaterne til.

Ja, Europas statsledere svigter Europa, europæerne og den tid, som vi lever i, hvor vi er nødt til at stå sammen og hæve os over nationale og partipolitiske fnidderier, hvis vi skal løse tidens udfordringer. Men det magtede Merkel og Macron og de andre altså ikke.

Nu bliver det spændende, om EU-parlamentets medlemmer godkender pakken. Man kunne godt være fristet til at håbe, at det blev et rungende nej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vildt valg: Væk med højrefløjen – og ind med samarbejdet

Det har været et vildt valg – folketingsvalget 2019. Ja, et valg, som betyder et paradigme-skifte i dansk politik.

For efter at det yderste højre i mere end 20 år har domineret dansk politik, så er højrefløjspartierne – som nu både er Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – blevet halveret fra 37 mandater til DF i 2015 til nu kun at kunne mønstre 20 mandater tilsammen.

Og nej, Stram Kurs kom ikke ind. Det samme gjaldt Klaus Riskær Pedersen og Kristendemokraterne.

Det andet bemærkelsesværdige er nemlig, at danskerne har stemt på de partier, der vil samarbejde henover midten …

De ansvarlige partier, de gamle partier, dem som kender det politiske håndværk, og ikke kravler op i træerne som Liberal Alliance, der næsten røg ud som parti – og hvis formand faktisk røg ud af folketinget. Eller som Alternativet, der ikke har vist sig duelige til at lave politisk arbejde i de sidste fire år, hvor de har siddet i folketinget, og som ligesom Liberal Alliance ligger og roder nede ved spærregrænsen.

Danskerne har søgt de gamle partier: De to andre regeringspartier Venstre og Konservative – men også SF (hvor Hønge-sagen fik meget lidt betydning) og Radikale Venstre, som kan bruge deres nye – store – størrelse til at komme tilbage som kongemageren i dansk politik – og til at kræve den kommende statsministers støtte til Vestager som EU-kommissionsformand.

Men Socialdemokratiets valg var ikke ligeså godt, selvom Mette Frederiksen vil samarbejde bredt. Det formentlig kommende regeringsparti (i mindretalsregering) gik lidt tilbage i procent, men fik et mandat mere.

Det bliver altså en kompliceret sejlads for landets formentlig kommende statsminister mellem at støtte sig til de blå, når det kommer til udlændinge- og økonomipolitik, og til de røde, når det kommer til velfærd. Og i den røde blok kommer ingen til at stå stærkere end Enhedslisten, hvis vælgere kræver både klima og velfærd.

En svær sejlads – og der findes ikke noget søkort. Til gengæld cirkler Lars Løkke rundt i det hav. Landets afgående statsminister, som ikke har annonceret nogen tilbagegang som formand for Venstre, men som er klar til at indgå i en SV-regering – med ham selv som statsminister.

Danmarksbloggen vurderer, at det bliver et sprællevende Folketing i de næste fire år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valgdag: Stem udover egen pengepung, egne interesser og egne fordomme

Så er det endelig blevet valgdag. Vi skal sætte vores kryds – og det er vigtigt at deltage i folketingsvalget, uanset om man hedder Ali eller Alfred, Fatima eller Frederik – og uanset om man bor i Vestjylland eller på Nørrebro.

Danmarksbloggen opfordrer derfor alle til at stemme – og vel at mærke at stemme udover egen pengepung, egne interesser og egne fordomme, hvad enten de interesser og fordomme er af økonomisk, religiøs, kønsmæssig eller anden art.

Stem med tanke på fremtiden og de kommende generationer – og stem på det, der samler – og ikke det, der skiller os ad.

For vi har ikke brug for populister, der står i hjørnerne af samfundet og råber af hinanden, men for politikere, der reelt kan og vil samarbejde med hinanden til klimaets og vores fælles bedste.

Så kan vi altid senere diskutere hvor meget eller hvor lidt, som vi selv bestemmer i en globaliseret og kapitaliseret verden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nichepartierne dømmes – måske – ude

Man skal passe på med at spå – især om fremtiden, som Storm P. engang sagde det.

Det samme gælder de valgprognoser, som siger, at alle de små niche-partier ligger lige omkring – eller under spærregrænsen. Men måske taler tallene sandt. For danskerne er et pragmatisk folk, der godt ved, at løsningerne skal finde i fællesskab. Og nu mere end nogensinde pga. klimatruslen.

Så det kan let ende med at blive et nej til de nye nichepartier som Klaus Riskær Pedersen, Nye Borgerlige og Stram Kurs, men også til et gammelt nicheparti som Kristendemokraterne. Læg dertil en faldende tilslutning til Alternativet, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Alle tre nichepartier, som allerede sidder i folketinget, men hvis indflydelse bliver markant mindre fra på onsdag, hvis prognoserne viser rigtigt.

Tiden, hvor vælgerne stemte ud fra ÉN sag, hvad enten den sag var indvandrere, økonomi, religion eller samfundet som noget vi kan lege med, er nemlig forbi.

Så meget tyder på, at danskerne i overmorgen vil søge mod de etablerede partier, dem som man ved kan kunsten at samarbejde og indgå kompromiser.

Og ja, Enhedslisten er OGSÅ med på dén liste, bare inden nogen siger noget andet. For nok startede Enhedslisten som et nicheparti. Men med Pernille Skipper ved roret (ja, undskyld, men dén var for oplagt) er Enhedslisten for alvor blevet et parti, der tager ansvar og samarbejder.

Dét er klogt – rigtig klogt. For kun sammen finder vi løsningerne – også på den klima-udfordring, der for mange, især unge vælgere, er afgørende for, hvor de sætter krydset i overmorgen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EP-valget er IKKE en generalprøve

Dagens valg til Europa-Parlamentet bliver af mange politiske kommentatorer kaldt generalprøven til Folketingsvalget Grundlovsdag.

Men det kunne ikke være mere forkert – og mere andedams-orienteret, hvilket vi ofte er det her i det lille land mod nord.

Men lad os lige slå fast: Verden slutter ikke ved den dansk-tyske grænse eller starter, når vi har passeret Øresundsbroen på vej hjem fra Sverige.

Verden er derimod stor og dejlig – og andet og mere end Danmark – og vi er en del af dén verden, også politisk.

Og valget i dag er et vigtigt valg til et parlament, der på mange områder bestemmer mere over vores liv og hverdag end Folketinget gør det.

Så opfordringen fra Danmarksbloggen skal lyde: Gå ned og stem … valglokalerne er åbne til kl. 20 i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efter udslettelsen – hvad så?

Begge valg er blevet klimavalg. Skal vi gøre det ene eller andet? Det diskuterer politikerne. Men det kan faktisk være lige meget. For hvis ikke vi laver radikalt om på vores livsstil, så er det hele snart slut.

Så ender det for vores race med dén udslettelse, som vi frygter mere end noget andet, men som er det mest realistiske scenarium, når man medregner vores psykologi og adfærd i ligningen.

Men hvordan vil Jorden se ud efter udslettelsen – altså udslettelsen af vores art? Det kan vi af gode grunde ikke vide.

Men sandsynligvis vil der i tiden lige efter den store massedød være store mængder plastic, store ørkenområder, forfaldne bygninger og asfalt, der er brækket op – og kun få dyr tilbage – samt måske nogle få overlevende mennesker hist og pist.

Så vil der gå nogle år – sådan et par millioner år eller så. Ikke noget at regne med i geologisk tid. Bare et sekund i den kosmiske tidsregning.

Og så vil Jorden igen være et dejligt sted. For så har vulkanerne haft så mange udbrud, at der er kommet nyt næringsrigt materiale på overfladen, som planter kan vokse i. Planter, som dyr kan spise. Plasticen, asfalten og alt det grimme, som vi har lavet, vil også være væk. Strålingen fra vores radioaktive affald er også stort set forsvundet. Vandet er blevet rent igen. Og der vil igen være former for liv.

Hvad for nogle dyr og hvad for nogle planter det så bliver vides ikke. Temperatur-, vand- og vindforhold kan man også kun gisne om. Men at Jordkloden igen bliver en grøn og blå perle i universet, det taler alt for.

Man kan så blot ønske, at det næste gang bliver uden os …

For ellers så starter vi bare forfra med at udslette os selv. For vi er racen med evnen til at rejse til Mars, gå på Månen og samtidig ødelægge alt for os selv på Jorden. Os – den formentlig den dummeste race, som evolutionen nogensinde har fremavlet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historisk sus over Grundlovsdags-valg

På selve demokratiets store festdag, Grundlovsdag d. 5. juni, skal Danmark til folketingsvalg.

For fire år siden var der også valg – men ikke på Grundlovsdag.

Dén Grundlovsdag i 2015 fejrede vi nemlig 100-året for kvindernes stemmeret.

Undertegnede var med i det festlige kvinde-optog, der i strålende solskin gik fra Grønningen, gennem Store Kongensgade, over Kongens Nytorv, forbi Holmens Kirke og ind i Rigsdagsgården, hvor folketingets formand, landets første kvindelige statsminister og en fuldtallig kongefamilie tog imod alle os hvidklædte kvinder i optoget.

For vi var nemlig alle i hvidt – ja, der var endda én gruppe, som havde brugt måneder på at sy historiske dragter, så de så ud som det kvindeoptog, der gik til Amalienborg dengang i 1915.

De var meget flotte, og der var i det hele taget et historiens vingesus over dén Grundlovsdag, som for undertegnede blev bestyrket af, at vi gik tre generationer i optoget; Min mor, min datter og jeg selv.

Der er også et historisk sus over det kommende valg, men ikke et som kalder på jubel, balloner og flag, snarere tværtimod.

Dels på grund af at der for første gang siden 2. verdenskrig er fascistiske partier på stemmesedlen, og dels fordi Løkkes politik har betydet, at uligheden er steget, miljøet lider, der mangler en plan for en grøn omstilling af samfundet – og selvfølgelig skal der bruges flere penge på forskning, uddannelse, sygehuse og de svage i samfundet.

Det ser altså sort ud … men nu kan der ske noget nyt … hvis vi vil det.

Så sæt kryds og kast dig ud i valgkampen. Den kæmpes ikke kun i tv, til vælgermøder og på de sociale medier, men også ved virksomhedernes frokostborde, i sportsklubben og alle andre steder, hvor mennesker mødes …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rasmus Paludan – på vej i Folketinget

Danmarksbloggen havde ellers valgt at forbigå Rasmus Paludan i tavshed. Dybeste tavshed.

For nok har Paludan ytringsfrihed ligesom alle andre i dette land. Og det skal vi holde helt fast på, også selvom det koster en bondegård. For problemet omkring Paludan handler ikke kun om det, han siger – men også dem som imødegår hans ytringer med sten og ild. Det er nemlig aldrig nogensinde i orden at kaste med sten eller tænde bål i gaderne, heller ikke selvom ens følelser og religion bliver krænket og forhånet.

I et demokratisk samfund bør vi altid kun bruge pennen og aldrig sværdet mod hinanden.

Men når det er sagt, så får Paludan så rigelig taletid i samtlige medier til at komme med alle hans udgydelser, der er en blanding af fordomme, had og anklager. Så Danmarksbloggen ville som sagt ignorere manden.

For nok har han ytringsfrihed, men vi andre har ikke ytringspligt til at skrive eller tale om ham.

MEN nu hvor Paludans parti “Stram Kurs” står på nippet til at blive opstillingsparat til Folketinget, er det en anden sag. For nok er Dansk Folkeparti langt ude på højrefløjen – og endnu længere ude står Pernille Vermund og Nye Borgerlige, som ifølge meningsmålingerne brager ind. Men endnu længere ude igen – helt ude hvor det tilter for alvor – står Stram Kurs og Rasmus Paludan.

Og det er Danmarksbloggens vurdering, at Paludan og Stram Kurs kan komme i Folketinget, hvis de når at samle underskrifterne, inden Løkke kan tage sig sammen og trykke på valgknappen. Dermed er Rasmus Paludan ikke bare en mand, der render rundt og brænder koraner og kommer med horrible udsagn. Nu er han også – helt reelt – en farlig mand, som trækker mange utilfredse danskere til sig.

Danskere, som ikke synes, at Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil nok. Danskere, der er bange for fremtiden for dem selv og for deres børns muligheder i et samfund, hvor uligheden stiger.

Angsten er berettiget, men måske skytset skal peges i en anden retning end den, som Rasmus Paludan råber op om?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dør det svenske Folkhemmet i morgen?

Evigt elskes kun det tabte, siger man  – og svenskerne elsker historien om det nu næsten forsvundne Folkhemmet i én grad, så det danner grund for den formentlig bedste svenske tv-serie nogensinde, nemlig ”Vår tid är nu”, som er et kæmpe tv-hit i Sverige i disse år med næsten to millioner seere per afsnit.

Det er en tv-serie, der bruger en fiktiv stockholmer-restaurant som mikro-univers til at vise, hvad der skete i makro-universet Sverige, nemlig Folkhemmets fødsel og storhedstid, i tiden fra 2. Verdenskrig og indtil krisen ramte i 1970´erne.

En tid med et stærkt Socialdemokrati og en stor velstands-øgning i samfundet, der blev fordelt til hele den svenske befolkning – og som gjorde, at alle fik uddannelse og hjælp, og at den enkelte kunne få sin drøm opfyldt om et bedre job end forældrene, at man kunne skifte socialklasse, at kvinder kunne komme frem osv.

Det var et svensk samfund med tryghed for alle, et samfund hvor få havde for meget og færre for lidt. Hvor hele landet var som en familie, et hjem, hvor alle passede på alle.

Men nu i morgen vil det måske ændre sig.

For Sverige anno 2018 er ikke historien om Folkhemmet og trygheden.

Det er ældre kvinder uden andet end folkepensionen at leve for, og som derfor ikke har råd til at give børnebørnene en julegave. Det er mangelfuld adgang til læger og sundhed – for slet ikke at tale om at man skal betale et gebyr, når man går til lægen i Sverige. Det er privatskoler, der drives som forretninger, og hvor ejerne godt må tage overskuddet ud, så skattepengene ender i private lommer, og skolen lukker, og børnene stuves ind i allerede overfyldte offentlige skoler.

Det er boligområder centralt i de store byer, hvor lejlighederne er så dyre, at kun de allerrigeste har råd til at bo der. Omvendt er det også byområder omkring netop Stockholm, Göteborg og Malmö, hvor man ikke kommer, hvis man hedder Svensson, men bor og færdes efter helt andre regler end i resten af Sverige, hvis man hedder Muhammed.

Det er et Sverige med stor social ulighed, stor politisk korrekthed (mange danskere vil også sige for stor) – et Sverige der truer med at knække midt over i morgen.

For hvad sker der, hvis Sverigesdemokraterne får de forventede 20% af stemmerne? Ingen af de andre partier vil lave politik med SD, endsige snakke med dem.

Kaos truer … og især måske om fire år, hvis man stadig holder SD udenfor.

Men det er dumt, for partiet repræsenterer trods alt hver femte svensker, og det er skidt for demokratiet, hvis man ikke vil tale med hver femte vælger. Så kan man være uenig med dem – og det er undertegnede fx, men det nytter ikke noget at vende SD ryggen.

Det får partiet bare flere stemmer af. Siden SD stillede op til Riksdagen i 1998 har de andre partier ikke villet tale med dem, og ved hvert eneste valg til Riksdagen har SD fordoblet deres stemmeantal i forhold til det forrige valg. Så gå i dialog med SD, forlang nogle svar, drag dem ind i forpligtede politisk arbejde – og lad dem prøve kræfter med virkeligheden og ikke bare køre frihjul på egen propaganda.

Dét er den eneste vej frem – både for demokratiet og hvis man vil lave en Folkhemmet version 2.0. Og det vil de fleste svenskere – forståeligt nok – gerne.

Ligesom danskerne gerne vil – og nok er der forskelle på Danmark og Sverige, men også store ligheder, så det giver god mening for os at følge med i valget i morgen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk