EU-lederne svigter Europa

Man kunne formode, at EU har en interesse i at blive populær hos befolkningerne.

Men dette er tilsyneladende ikke resultatet, når man ser på, hvem EU-lederne har valgt – og fravalgt – til posterne som EU-kommissionsformand, formand for Det Europæiske Råd og EU´s udenrigschef.

Væk er alle kandidater med viden og erfaring fra EU som fx danske Margrethe Vestager og hollandske Frans Timmermann. Og jo, jo – de er blevet første og anden næstformand, men det er ikke at regne for noget, hvad det kunne have været.

Det blev til gengæld den tyske forsvarsminister og partikollega med Angela Merkel, der blev kommissionsformand, den belgiske premierminister, der blev formand for Det Europæiske Råd og den spanske udenrigsminister, der blev EU´s udenrigschef.

Ingen af dem har tidligere været i spil til nogen af posterne – og to af dem har ingen eller meget begrænset erfaring med EU-systemet. Det er rent til grin – og det vil blot øge den folkelige modstand mod hele EU – og med god grund.

Danmarksbloggen er i hvert fald mere EU-skeptisk nu end nogensinde. EU´s statsledere er simpelthen ikke deres opgave voksen, når de kan vælge prima-kandidaterne fra og sekunda-kandidaterne til.

Ja, Europas statsledere svigter Europa, europæerne og den tid, som vi lever i, hvor vi er nødt til at stå sammen og hæve os over nationale og partipolitiske fnidderier, hvis vi skal løse tidens udfordringer. Men det magtede Merkel og Macron og de andre altså ikke.

Nu bliver det spændende, om EU-parlamentets medlemmer godkender pakken. Man kunne godt være fristet til at håbe, at det blev et rungende nej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk