Månedsarkiv: juli 2025

Anmeldelse: ”Eddington”

Udgivet den af
Svar

Ari Asters film ”Eddington”, som har premiere i dag d. 31. juli, er en lang film, en mærkelig film, en kunstfilm, som vil det hele – og måske også for meget.

Omvendt er verdenen, som vi lever i, også for meget, vældig mærkelig og så kunstig, at det halve kunne være nok. Så måske er ”Eddington” et præcist og skarpt portræt af ikke kun USA, men et vestligt samfund og en tid i så dybe, indre konflikter med sig selv, at opløsningen og undergangen er eneste mulighed for Det Globale Endgame, som vi befinder os i her i 2025.

Filmen foregår så for fem år siden – i den første Corona-tid i New Mexico, hvor en sherif spillet på en og samme tid så fladt og så dybt af Joaquin Phoenix, at jeg ikke kan lade være med at tænke på, om figuren overhovedet er en person.

Eller om figuren skal ses som et samlet billede på i hvert fald den hvide mand, og måske endda hele det hvide overherredømme, som på mange måder trues (eller føler sig truet!) i denne tid – men som slår fra sig som alle magthavere gør det, så blodet sprøjter.

For ”Eddington” er – som jeg ser det – ikke kun historien om en lille by i den amerikanske udkant. Det er historien om hele den vestlige civilisation, der uden samvittighedskvaler har smadret andre kulturer på sin vej, som imperier har det for vane – uanset hvor de opstår.

For det er en misforståelse at tro, at imperialismen kun er hvid. Den er også både gul, brun og sort. Mennesket er nemlig ens overalt til alle tider, men lige her handler det om den hvide version.

Heldigvis havde jeg også en ung anmelder med, som så filmen på en anderledes måde, hvilket også siger noget om dens kvaliteter. Jeg vil hermed give ordet til den unge anmelder:

Ari Asters nyeste skud på stammen tager de klassiske mørke horror-elementer, som produktionsfirmaet A24 er så kendt for, og blander dem med en så stor mængde absurd socialrealisme, at ”Eddington” bliver et forvirrende virvar af genrer, der udspiller sig på smukkeste cinematiske vis.

Asters repertoire læner sig ofte over i det dunkle og absurde, som hans film ”Midsommar” og ”Herediraty”, der er nyklassiske horror-thrillers. ”Eddington” tager så de bedste elementer med fra disse storfilm. Men kombinationen af disse med karikerede spaghetti-western stand-offs gør ”Eddington” til sin helt egen. På godt og ondt.

Den næsten 2,5 timer lange film kunne have haft godt af en budget-omrokering, hvor nogle af pengene til krudt, kugler og eksplosioner burde været gået til manuskriptet. Den røde tråd er svær at holde fast i, men måske er netop det hele pointen.

For ”Eddington” afspejler den polariserede politiske verden i USA under Corona-pandemien, hvor konspirationsteorierne fløj rundt på internettet, og spredte forvirring, panik og ”white savior”-komplekser i dele af befolkningen. Det element fremhæver Ari Aster til det yderste.

”Eddington” er en virkelig absurd socialrealistisk film med blodige horror-elementer og en altid tilstedeværende western-tone, der leder tankerne hen på ”No Country for Old Men” og hit-serien ”Breaking Bad”. Om Aster kommer i mål med sin nytænkende og genreoverskridende film, er svært at vurdere. Men hvis man vil se en absurd og mørk kunstfilm, og er villig til at lade mange usagte ting stå hen i det uvisse, så kan ”Eddington” noget helt særligt.

Hvor mange stjerner – endda sherif-stjerner i anledning af hovedpersonens erhverv – skal filmen så have? Well, heller ikke her var vi enige. Den unge anmelder giver tre – og den gamle anmelder fire ud af seks sherifstjerner. Der er så meget ufortalt, ikke-vist og uforløst i filmen trods, at næsten hele Eddingtons omegn sprænges i luften til sidst i filmen – og alligevel så griber ”Eddington” publikum på en særlig måde.

Skrevet af: Anna Frederiksen – og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fattig-turismen ødelægger Danmark

Udgivet den af
2

Det vrimler med turister i Danmark – og det efterhånden året rundt, selvom det er værst her om sommeren, og måske allerværst i København, hvor lyden af rullekufferterne høres døgnet rundt på gader og stræder – ja, sågar i Tivoli findes det nu.

MEN er det med turisme nu så godt for samfundet og for økonomien?

Danmarksbloggen mener det ikke.

For hvad er det, som sker, når der kommer flere turister, hvoraf mange bor i private lejligheder, og bruger løs af byen og dens ressourcer?

  1. Priserne på lejligheder stiger, så ingen almindelige borgere længere har råd til at bo dér. Det betyder faldende skatteindtægter for kommunen og mere uro.
  2. Det stigende antal turister slider på byen og dens infrastruktur, men de betaler ikke skat.
  3. Flere turister betyder også stigende forurening.
  4. Dagligt udsætter masser af turister sig selv og andre for livsfare, når de begiver sig slingrende ud på cykelstierne uden måske at have siddet på en cykel før.
  5. En lille gruppe danskere – nemlig dem, som ejer lejligheder eller butikker – skummer fløden på de mange turister. Men for det store og skattebetalende flertal af danskere er det en dårlig forretning – og en dårlig oplevelse, når horderne af turister hærger i gaderne, fylder alle steder fra bageren til apoteket – og er 100% ligeglade med, hvor meget de larmer og sviner.
  6. Og det er en fejl at tro, at de ligger mange penge. Det gør de færreste turister. De kommer hertil på en billig flybillet (forurening), bor i en billig airbnb (ingen skat til stat og kommune), slider på metro, busser og by – uden at betale en krone for det – og så ja, køber de selvfølgelig mad og drikke. Men det batter ikke meget i det store samfundsregnskab, at de køber en pizza der, en bolle med ost her og måske en is nede i Nyhavn. Det koster derimod at rydde op efter dem.

Så nej, masseturisme, billig-turisme, fattig-turisme er en svøbe, der ødelægger vores land, vores byer – og efterlader os danskere som tabere.

Se til Mallorca, Barcelona og Rom – og se, hvor galt det kan gå. Vi er der ikke endnu, men vi har nået forbi mætnings-punktet, og kursen er sat mod opkastnings-punktet.

Så vi skal stoppe det nu. For vi er allerede der, hvor de eneste vindere er nogle få danskere med Euro-tegn i øjnene – og så alle fattig-turisterne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Skønheden og Udyret – The Musical”

Udgivet den af
Svar

Der findes næppe den dansker, som ikke kender Disneys version af historien om den smukke og kloge Belle, der for at redde sin far siger ja til at bo hos Udyret på dennes fortryllede slot – og som må gå så grueligt meget igennem, inden hun i sin fine, gule kjole igen kan danse med det nu forvandlede Udyr.

For naturligvis vinder kærligheden. Sådan er det hos Disney. Her vil romantikken per definition overkomme enhver modgang og enhver skurk – og det endda til den skønneste musik, hvor såvel Gaston-sangen, hyldesten til festen og livet ”Vær vor gæst” og titelsangen ”Beauty and The Beast” er nogle, som alle nynnede med på.

For ja, vi var mange, som smådansede og smågræd i de fine plyssæder, da vi oplevede denne klassiker på Gl. Scene på Kgs. Nytorv, hvor ”Skønheden og Udyret – The Musical” spiller indtil 9. august, hvorefter forestillingen skal på turné. Det sker i en opsætning med overdådige kostumer og fantasifulde kulisser.

Det er Johanne Milland, som spiller en både sød og stærk Belle, mens Kenneth M. Christensen er et overbevisende Udyr. De to roller er så ikoniske, at ordet ikonisk nærmest bliver en kliché. Men heldigvis kan Milland og Christensen give deres figurer intenst liv – og gøre dem troværdige, så det bliver direkte gribende som i scenerne med Belles far Maurice, som gestaltes med autoritet af Kristian Boland – og så selvfølgelig også til allersidst, hvor Belles kærlighed redder både hende, Udyret og kærligheden.

Skurken Gaston spilles af Cristopher Rørmose, og han kan i dén grad sit kram. Og lur mig, om ikke alle de søde børn, som levende fulgte med fra start til slut, syntes, at han var ganske dum og ond. En større ros får en skuespiller i en skurkerolle ikke. Ja, som voksen fandt man også Gaston seriøs skræmmende i 2. akt, da han lød alt for meget som nutidens despoter i både øst og vest. Så var Mikkel Moltke Hvilsom, som med finesse spiller Gastons hjælper LeFou, noget mere fredelig.

Men som så ofte før hos Disney stjæler bi-figurerne showet. Carsten Svendsen folder sig ud som den herligt gakkede og lystne lysestage Lumiere, Joachim Knop er med sans for detaljen det mavesure og hjertevarme stueur Cogsworth – og den moderlige og håbefulde tekande Mrs. Potts gestaltes med sikkerhed af Sofie Lassen-Kahlke, som i de seneste år har været savnet både på scenen og på skærmen.

Læg dertil Mrs. Potts lille søn Chip, de andre beboere på slottet og landsbybeboerne. De leverer alle maksimalt, og så man er seriøst godt underholdt i denne version af ”Skønheden og Udyret – The Musical”, hvor der danses, synges og spilles til den store guldmedalje. At det foregår på selveste Gl. Scene til levende musik kaster endnu mere eventyrstøv over det hele.

Danmarksbloggen giver derfor ”Skønheden og Udyret – The Musical” seks ud af seks roser. Det er en fejende, flot forestilling. En forestilling, som trækker tårer og minder, en forestilling, der er en hyldest til det klassiske Hollywood i guldalderen tilsat bunker af god dansk humor.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910”

Udgivet den af
Svar

Hvad er vel mere dansk sommer end en dag på stranden?

Det har man åbenbart også tænkt på Den Hirschsprungske Samling i København, hvor udstillingen ”En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910” løber fra d. 20. juni 2025 til d. 11. januar 2026 – og den kan i dén grad anbefales.

Dels ser man nogle af Danmarks bedste malere fra perioden, og dels viser udstillingen sommeren i Danmark, som den er, når den lyse årstid er bedst. Altsammen tilsat strandlyde som bølgebrus og måger, så vi får fornemmelsen af den sommer, som vi drømmer om – og som vi mindes – også selvom Danmark i dag er et meget anderledes land, end det var i perioden 1830-1910.

Men den åbne strand, solen, saltvandet, de blomstrende hybenroser, tangen og alt det andet har vi stadig, som vi også synger om det i H. C. Andersens nationalhymne ”I Danmark er jeg født”: Hvor reder sommeren vel blomstersengen mer rigt end her ned til den åbne strand?

Så gak endelig til Øster Anlæg i København, og fordyb Dem. Det er lidt ligesom at bade i havet. Én dukkert er aldrig nok.

Danmarksbloggens favoritter blandt de mange malerier er:

Michael Anchers imponerende billede “Brænding” fra 1899 af det frådende hav, som man føler bruser lige imod én, når man står og betragter det – også fordi lyden af havet, der slår ind mod kysten, danner lydbilledet i det ene ud af tre rum, som med “sten” og “sand” danner rammerne om det hav af strandbilleder, man kan se.

For stranden kan godt være farlig, hvad vi også ser i Carl Blochs maleri fra 1858, hvor fiskerfamilier bekymret afventer deres mænds hjemkomst ved et frembrydende uvejr på Jyllands Vestkyst. En bekymring, som var og er reel – for ikke alle kommer hjem fra havet.

Og mennesket kan udvikle naturskræk, som det ses i J. F. Willumsens for samtiden nyskabende og vilde “Naturskræk. Efter stormen nr. 2”, der med sine klare og vilde farver lige så vel kunne været malet i vor tid. Men billedet er fra 1916.

Men stranden er også idyllisk og smuk som vist på et billede af Thorvald Niss fra 1889, der forestiller de berømte Skagens-kunstnerne på vej til Skagen, mens himlen er gylden og rosa – og især den rosa farve spejler sig i det aftenblå hav med de hvide skumtoppe. Et billede, som tilhører Skagens Museum, og som det er dejligt at se hentet frem fra depotet.

Eller hvad med Carl Lochers stærke pastel-maleri af en solnedgang. De turkise, lyseblå, rosa, gule og hvide nuancer er som poesi på et lærred.

Og så er der selvfølgelig mesteren over dem alle P.S. Krøyer, som udover de klassiske billeder fra Skagens Sønderstrand i den blå time samt billeder af badende børn og portrætterne har malet et billede af havet i primært lilla og blågrønne nuancer. Et usædvanligt farvevalg for mesteren – men ligeså eminent udført som alle hans andre billeder, hvor en del – fortjent – har fundet vej til udstillingen om en dag på stranden.

Skal der endelig være en anke på udstillingen, er det manglen på kvindelige malere. Kun ét af udstillingens mange billeder er lavet af en kvinde, nemlig Bertha Wegmann, som har malet Hornbæk Strand.

Danmarksbloggen giver alligevel ”En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910” fem ud af seks pensler. Det er ren sommer- og lykkefølelse at gå rundt i de gamle sale, og på vejen hjem kan man ikke lade være med at nynne ”Du danske sommer”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Den Indbildt Syge”

Udgivet den af
Svar

En af sommerens bedste traditioner er Grønnegårds Teatrets forestilling i Odd Fellow Palæets Have, hvor det i år er Molières komedie “Den Indbildt Syge”, der er på plakaten – og den er for at sige det ligeud skidesjov.

For det handler først, sidst og indimellem om lort dér i de hospitalshvide og mintgrønne kulisser med trapper, døre og lemme, som alt og alle kommer op og ud af – også det foregøglede møg, som mennesker i deres selvoptagethed tror på, og alt det skidt, som mennesker siger til hinanden, og som ofte pakkes ind i tom smiger eller ligefrem direkte løgn.

Men allermest handler det om lort som den brune masse, der kommer ud af os alle sammen, men som de fleste ikke taler om. Det gælder så ikke den indbildt syge monsieur Argan, der bruger al sin tid og alle sine penge på sit helbred. Han taler derimod meget gerne om sin afføring, ja viser den frem – og tilmed tjekker den på de mest ulækre måder, så vi i publikum mange gange siger adr i ren afsky – og samtidig ler …

For sådan er livet for Argan, der holder så nøje regnskab med lavementer, miksturer, toiletbesøg, medicin og regninger, at han hverken kan nå at skifte tøj eller opdage, at alle omkring ham lyver og bedrager.

Argan spilles med ildhu og stor autencitet af Olaf Johannessen, der er portrættets mester. Olaf Johannessen bliver som altid den person, han gestalter, og han får det til at se så legende let ud, uanset om Argan er fuld af selvmedlidenhed og sikker på, at han skal dø lige om lidt – eller om han hundser rundt med datter og tjenestepige, som spilles af Andrea Øst Birkkjær og Ann Eleonora Jørgensen, der er som to naturkræfter på scenen.

Det er female power for fuld skrue, hvad enten de siger hypokonderen og despoten Argan imod, eller de kæmper for deres egen dagsorden. Ja, selv lillesøsteren – som også spilles af Andrea Øst Birkkjær – er en female power in waiting – bare med røde kinder, flæser og sløjfer.

For det var ikke nemt at være kvinde på Molières tid, og Argans utro hustru må også sno sig. Hun spilles med overbevisning og frivolitet af Camilla Lau, og hun vil ikke blive tilsmudset, ikke offentligt i hvert fald.

Men som de fleste omkring Argan er hun indstillet på at få lort på sig – også helt bogstaveligt – for at få del i hans penge. Lyder det ulækkert? Ja, meget, men er det ikke sådan, det er? Er mange, måske de fleste, ikke klar til at gøre en hel del for at få det, som de ønsker sig, også selvom det er grænseoverskridende?

Danmarksbloggen vil sige ja, baseret på såvel almen psykologisk viden som på de latterbrøl, som mange af scenerne førte med sig. For det var jo os selv, som vi så deroppe på senen, så vi skreg af grin – igen og igen og igen.

I dobbeltrollen som Steen Stig Lommers med overbevisning spillede patriarkalske lægefaders fantasiløse marionetsøn ses Nicolai Jørgensen. Han optrådte sidst på Grønnegårdsteatret i titelrollen som Jean de France. Men her topper han sin performance med uovertruffen mimik og monologer, der er helt Anders Matthesenske. Nicolai Jørgensen brænder igennem i først kiksethed – og siden i den moralsk set diametralt modsatte rolle som den rige slagter-doktor, der ingen skrupler har, når det handler om at skære helt ind til benet og tjene kassen i blodpenge.

For der er det med dobbeltrollerne, at de repræsenterer begge sider af et moralsk kompas. Det ses også hos den griske apoteker, der har et moderne afhængighedsforhold til medicinens og pengenes velsignelser versus den poetiske guitarspiller, der naivt tror på og vil kæmpe for kærligheden. Begge spilles med ømhed og finesse af Tryggvi Sæberg Björnsson.

Og det gentager sig hos den slibrige og liderlige notar versus Argans kloge og uselviske bror, som endda – på moderne meta-vis foreslår broderen at gå i teatret, og som spilles så overlegent og driftssikkert af Mikkel Arndt, at man godt kunne drømme om en større rolle til ham en anden sommer.

Og endelig skal ikke glemmes, at Ann Eleonora Jørgensen også har en slags dobbeltrolle, da hun sidst i stykket kommer ind som en såkaldt vandrelæge, der smælder vanvittige diagnoser og kure over Argan, så det står ud som skidt af en spædekalv, som man sagde det i gamle dage.

For der sker hele tiden en hel masse, og det er en fornøjelse at overvære den tempofulde forestilling, der sprudler og gnistrer, så både dem på scenen og os på rækkerne har en kæmpefest over alle de krumspring, som de – og vi alle – laver i den lystige farce, der hedder livet, og hvor den indbildt syge måske er den mest forstandige?

For er Argan ikke den eneste, som tør være ved sin eksistentielle angst, selvom mestringen af den ikke går helt godt? Den eneste, der har erkendt, at livet ender i lort og kontroltab? Den eneste, som ikke leger med på ideen om, at vi selv har noget at skulle have sagt om os selv, verden og andre? At man så måske kan vælge rødvinen og oksekødet fremfor at lægge sig med enden i vejret og tage imod, hvad der sprøjtes ind, er en anden sag. Det ændrer ikke på den endelige udgang.

”Den Indbildt Syge” er derfor også i sit manuskript morsomt og eksistentielt – og skrevet et kvart årtusind før, at Sartre og Beckett lavede deres store stykker, og i Grønnegårdsteatrets forestilling når det nye højder.

”Den Indbildt Syge” i Bredgade er simpelthen den slags, der kaldes stor kunst, og som man er vant til at finde på Grønnegårds Teatret. Men i år er det, som om Steen Stig Lommer & Co. har overgået sig selv i en grad, så hvis doping var en ting i teaterverden, så skulle hele bundtet testes efter endt forestilling.

Danmarksbloggen giver ”Den Indbildt Syge” seks ud af seks recepter. For Grønnegårds Teatret har recepten på en sommeraften, hvor stor morskab, dybdepsykologiske portrætter og gakkede påfund afspejler os og vores dårskaber, som ikke har ændret sig en tøddel, siden Molière skrev komedien – og døde efter kun at have spillet hovedrollen fire gange. Dét giver stykket en ekstra dimension.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk