Der er film, som man hurtigt regner ud. Jeanette Nordahls ”Begyndelser”, som har premiere i dag, er en af disse.

Men de manglende overraskelser og ikke-eksisterende plot-twists gør ingenting. Ja, faktisk er det filmens styrke, at den er så tro mod livet, som tilværelsen er, når alt vendes på hovedet, og ulykken sker – og senere når chokket over en uventet hændelse har lagt sig, og de involverede skal lære at være i en ny virkelighed.

Her handler det om, at Ane (spillet overlegent driftssikkert af Trine Dyrholm), som ellers er i sin bedste alder, og har stor akademisk succes, rammes af en blodprop. Det får selvfølgelig voldsomme konsekvenser for hende selv, men også for de to døtre, som hun har sammen med manden Thomas (spillet lige så sikkert af David Dencik).

Thomas har så – med Anes vidende – fundet en anden, som han planlægger at flytte sammen med, så snart de har fortalt deres to døtre, at de skal skilles. Men blodproppen udsætter det hele.

Hvad der så sker, og hvordan de forskellige håndterer at være i den nye virkelighed, skal man se filmen for at finde ud af. Men lad det være sagt med det samme: Der sker ingenting, som ikke kunne ske, hvis ulykken ramte dig, mig eller nogen, som vi kender.  

For filmens helt store styrke er, at der intet ekstra drama er, ingen action for dens egen skyld og følelserne er på ingen måde skruet op. Alt er fortalt i et roligt tempo, og alt er så hverdagsagtigt, så realistisk, så knugende som livet og virkeligheden selv. Det er det, som hedder en god film.

Og det understreges af de gode skuespilspræstationer.

Johanne Louise Schmidt spiller kæresten Stine, og det gør hun godt. Det eneste ærgerlige er, at man ikke får set hende mere, så hun kan vise andre sider af karakteren end blot at være faderens forstående kæreste. Omvendt er der måske netop en pointé i at fremstille Stine som en funktion, mere end som et helt menneske.

Og så spiller Dyrholm og Dencik som sagt ægteparret Ane og Thomas, der står foran at skulle skilles. Scenerne med de to alene er som at løfte et klasse-kammerspil på teatret over til lærredets store flade. Det gnistrer og sprudler imellem dem, også når de ikke siger noget.

Men også parrets to børn er fantastiske:

Luna Fuglsang Svelmøe, der spiller lillesøsteren Marie, som er meget glad for sin hvid-orange klovnefisk, der naturligvis hedder Nemo, og som, indtil det hele vælter, har en hverdag med godnatkys og omsorg, inden hun alt for tidligt skal ud af det trygge akvarium og lære at svømme i det store hav aka navigere i at mor, tilværelsens faste punkt, ikke længere er sig selv.

Det samme skal storesøsteren Clara, der spilles af Bjørk Storm, og som er et stjernefrø i svøb, når hun viser, hvordan det er at være ung og sårbar og på kanten til voksenlivet – og på den ene side have brug for at gøre opgør mod moderen, men på den anden også føler ansvaret for moderen sammen med sorgen og angsten for fremtiden.

Scenen, hvor moderen er kommet på sygehuset, og ligger passiv i sengen, og Clara holder masken, mens hun inde på stuen, inden hun bryder grædende sammen, da hun er alene udenfor døren, er for mig filmens mest gribende. Måske fordi jeg dér endelig fik et billede på, hvordan min datter må have set ud, må havde grædt efter hun havde lukket døren, da jeg var indlagt i et alvorligt ærinde, da hun var på samme alder.

Men der er mange stærke scener, mange gribende øjeblikke, mange oprørende intermezzoer, hvor man tænker ”Det kan jeg godt forstå”, ”Sådan var det også for mig/os” eller ”Det der kunne jeg aldrig finde på”.  Det sidste er især, når Ane er urimelig overfor børnene. Men man skal passe på med at dømme. Ingen ved, hvordan man reagerer, når man møder livet i al dets magtesløshed.

For vi vil så gerne have kontrol over det hele. Men det har vi ikke. Vi kan kun være dér for hinanden undervejs i livet, er budskabet i ”Begyndelser”. Sådan en ting som en happy end eller en unhappy end findes i øvrigt heller ikke. Livet går hele tiden videre, og med os bærer vi vores tab og vores sorg, men også vores glæde, lykke og især de mennesker, som vi knytter os til undervejs.

Danmarksbloggen giver derfor ”Begyndelser” fem ud af seks krykker, som dem vi alle sammen behøver i livet, nogle gange fysisk, men altid og ret ofte mentalt, hvor vi giver dem til hinanden, når vi accepter, rummer – og ja, elsker. Det er en stille og stærk film om at komme fra katastrofe og konflikt til forløsning og forsoning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk