Vintersalme til styrkelse af sjæl, sind og hjerte

Winter is coming, sagde vi, da Trump blev genvalgt.

Det viste sig at holde mere stik, end vi troede.

Så nu er det tid til styrkelse af sind, sjæl og hjerte. Tid til at mindes om at intet mørke, ingen kulde, ingen ondskab kan vare ved. Lyset, varmen og kærligheden vil altid komme igen.

Så derfor kommer her som balsam på martrede sind, urolige sjæle og bange hjerter Brorsons vidunderlige vintersalme “Her vil ties, her vil bies”.

Blot husk at opgaven denne gang ikke at være tavs eller at vente. Opgaven nu er at råbe op, sige fra og handle.

Men alligevel kan vi med fordel synge med på nedenstående.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1

Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!

2

Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.
Dagene længes, vinteren strenges,
vinteren strenges. Og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.

3

Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue bag gærdet hist!

4

Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse. Det snart forgår.
Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!

5

Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!

6

Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!

Anmeldelse: ”Glade dage”

Hvis tiden kalder på noget, så er det Beckett. Det ved man på Folketeatret, hvor der i lørdags var premiere på et af Samuel Becketts mesterværker, nemlig ”Glade Dage” – og sikke en oplevelse:

To timer i selskab med et drama lige så nådesløst, som verden er det, og lige så uundgåeligt som den ilmarch på stedet, der er livets grundvilkår. Og det uanset om man som Winnie synger Franz Lehárs kærlighedsduet i valsetakt fra operetten ”Den glade enke” – den om de tavse læber, der fortæller hele historien. Eller om man som hendes mand Willie har salmen ”Altid frejdig, når du går” som sin aftensang, inden klokken ringer.

På originalsproget hedder Lehárs vals ”Lippen schweigen”, og det er en meget bedre titel end den danske ”Enkevalsen”. For i de to ord har Beckett lagt nøglen til at forstå dette skuespil. For nok er lyde både det første og det sidste, som vi hører i livet. Men alligevel er tavsheden det eneste, som vi har tilbage, når vi sidder fastlåst i tilværelsens sanddynge, og egentlig kun har den lange, mørke og frysende nat at vente på, mens vi stirrer stramt foran os med sammenknebne læber.

Men indtil da skal der pludres på livet løs – og det gør Winnie, som vi møder i en verden, hvor katastrofen – eller bare livet – ER indtruffet, så hun sidder begravet til taljen i en skråtliggende gul sanddynge i et bombet hus under en brændende sol, mens hendes mand skiftevis sover på en sofa, solbader, onanerer, går ned i hullet – eller bare er helt væk, også fysisk.

For mentalt er Willie borte hele tiden, selvom det ifølge Winnie er lykke nok bare hun ved, at han kan høre hende. Det hverken kan eller vil han så altid. Willie spilles med smæld og stor sikkerhed af Bo Skødebjerg – og al ære til ham.

Men det er Lone Rødbroe, som står – eller rettere sidder midt i det hele i en titanisk præstation, der burde kaste en Reumert af sig.

Ene kvinde på scenen formår hun nemlig i små to timer at gestalte en Winnie, der spejler hele menneskehedens vej fra vugge til grav, fra søde drømme og det første kys til det sidste rædselsskrig og længslen mod den afslutning, som ender med at blive den store nåde, når lyset endelig slukkes – og vi forstår, at en eneste brøkdel af et sekund netop ER forskellen på livet og døden.

I første akt har Winnie så til beskæftigelse diverse rekvisitter, som hun fremdrager fra sin sorte pose – en kam, en tandbørste, en læbestift, et spejl – og en revolver. Alle sammen ting, som giver et øjebliks flugt fra den meningsløshed og det forfald, som er vores alles lod – og som kun få vælger aktivt at slippe væk fra. Winnie lader også revolveren ligge – ligesom hun dropper at bede.

I anden akt kan hun heller ikke folde sine hænder i bøn mere, eller tage sine læsebriller og sin fine hat på. Hun er også blevet enke, men ikke vidende derom. Til gengæld ved hun, at hun ikke længere kan få fat på hverken Willie eller i noget i posen, da hun nu sidder i skidt til halsen.

Så hun må, som de fleste af os, der bliver gamle nok, opleve, hvordan først kræfterne, så evnerne og til sidst sanserne forlader os, så vi til sidst kun har netop hørelsen – og minderne tilbage om et liv fuldt med glade dage, som Winnie så insisterer på fortsætter.

For alle dage er glade dage ifølge Winnie, der med lige dele mod, vrede og vemod klamrer sig til illusionen om glæden trods alle skuffelserne. Trods faktummet at vi alle altid er helt alene i verden. Trods hendes almenmenneskelige blanding af manglende evne til at se virkeligheden i øjnene kombineret med en vanvids-optimisme, der er hinsides ethvert lyserøde-briller-perspektiv.

En cocktail der er lige så absurd, som den er et billede på menneskeheden, og som Lone Rødbroe – selvom hun kun har sin stemme og sin ansigtsmimik – serverer i et sprudlende overflødighedshorn, hvor vi griner, gyser og genkender os selv og hinanden.

Jeg har sjældent været så begejstret for et teaterstykke og en skuespillerpræstation som i lørdags på Folketeatret, og de lange, stående klapsalver var mere end fortjente i denne fejende og flotte fortolkning af Becketts ”Glade Dage”.

Forestillingen får derfor seks ud af seks spilledåser, som den Winnie også har i sin sorte pose, og som netop spiller Lehárs smægtende valsemelodi om de tavse læber. For som Winnie sidder fast dér i sanddyngen, sådan sad vi i publikum også fast i beundringen, benovelsen og betagelsen af Lone Rødbroes titaniske præstation.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Begyndelser

Der er film, som man hurtigt regner ud. Jeanette Nordahls ”Begyndelser”, som har premiere i dag, er en af disse.

Men de manglende overraskelser og ikke-eksisterende plot-twists gør ingenting. Ja, faktisk er det filmens styrke, at den er så tro mod livet, som tilværelsen er, når alt vendes på hovedet, og ulykken sker – og senere når chokket over en uventet hændelse har lagt sig, og de involverede skal lære at være i en ny virkelighed.

Her handler det om, at Ane (spillet overlegent driftssikkert af Trine Dyrholm), som ellers er i sin bedste alder, og har stor akademisk succes, rammes af en blodprop. Det får selvfølgelig voldsomme konsekvenser for hende selv, men også for de to døtre, som hun har sammen med manden Thomas (spillet lige så sikkert af David Dencik).

Thomas har så – med Anes vidende – fundet en anden, som han planlægger at flytte sammen med, så snart de har fortalt deres to døtre, at de skal skilles. Men blodproppen udsætter det hele.

Hvad der så sker, og hvordan de forskellige håndterer at være i den nye virkelighed, skal man se filmen for at finde ud af. Men lad det være sagt med det samme: Der sker ingenting, som ikke kunne ske, hvis ulykken ramte dig, mig eller nogen, som vi kender.  

For filmens helt store styrke er, at der intet ekstra drama er, ingen action for dens egen skyld og følelserne er på ingen måde skruet op. Alt er fortalt i et roligt tempo, og alt er så hverdagsagtigt, så realistisk, så knugende som livet og virkeligheden selv. Det er det, som hedder en god film.

Og det understreges af de gode skuespilspræstationer.

Johanne Louise Schmidt spiller kæresten Stine, og det gør hun godt. Det eneste ærgerlige er, at man ikke får set hende mere, så hun kan vise andre sider af karakteren end blot at være faderens forstående kæreste. Omvendt er der måske netop en pointé i at fremstille Stine som en funktion, mere end som et helt menneske.

Og så spiller Dyrholm og Dencik som sagt ægteparret Ane og Thomas, der står foran at skulle skilles. Scenerne med de to alene er som at løfte et klasse-kammerspil på teatret over til lærredets store flade. Det gnistrer og sprudler imellem dem, også når de ikke siger noget.

Men også parrets to børn er fantastiske:

Luna Fuglsang Svelmøe, der spiller lillesøsteren Marie, som er meget glad for sin hvid-orange klovnefisk, der naturligvis hedder Nemo, og som, indtil det hele vælter, har en hverdag med godnatkys og omsorg, inden hun alt for tidligt skal ud af det trygge akvarium og lære at svømme i det store hav aka navigere i at mor, tilværelsens faste punkt, ikke længere er sig selv.

Det samme skal storesøsteren Clara, der spilles af Bjørk Storm, og som er et stjernefrø i svøb, når hun viser, hvordan det er at være ung og sårbar og på kanten til voksenlivet – og på den ene side have brug for at gøre opgør mod moderen, men på den anden også føler ansvaret for moderen sammen med sorgen og angsten for fremtiden.

Scenen, hvor moderen er kommet på sygehuset, og ligger passiv i sengen, og Clara holder masken, mens hun inde på stuen, inden hun bryder grædende sammen, da hun er alene udenfor døren, er for mig filmens mest gribende. Måske fordi jeg dér endelig fik et billede på, hvordan min datter må have set ud, må havde grædt efter hun havde lukket døren, da jeg var indlagt i et alvorligt ærinde, da hun var på samme alder.

Men der er mange stærke scener, mange gribende øjeblikke, mange oprørende intermezzoer, hvor man tænker ”Det kan jeg godt forstå”, ”Sådan var det også for mig/os” eller ”Det der kunne jeg aldrig finde på”.  Det sidste er især, når Ane er urimelig overfor børnene. Men man skal passe på med at dømme. Ingen ved, hvordan man reagerer, når man møder livet i al dets magtesløshed.

For vi vil så gerne have kontrol over det hele. Men det har vi ikke. Vi kan kun være dér for hinanden undervejs i livet, er budskabet i ”Begyndelser”. Sådan en ting som en happy end eller en unhappy end findes i øvrigt heller ikke. Livet går hele tiden videre, og med os bærer vi vores tab og vores sorg, men også vores glæde, lykke og især de mennesker, som vi knytter os til undervejs.

Danmarksbloggen giver derfor ”Begyndelser” fem ud af seks krykker, som dem vi alle sammen behøver i livet, nogle gange fysisk, men altid og ret ofte mentalt, hvor vi giver dem til hinanden, når vi accepter, rummer – og ja, elsker. Det er en stille og stærk film om at komme fra katastrofe og konflikt til forløsning og forsoning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvad sker der, hvis Trumps USA angriber Grønland?

Der er kun ét spørgsmål at stille i disse dage:

HVAD SKER DER, HVIS TRUMPS USA ANGRIBER GRØNLAND? VIL DE ANDRE LANDE I EU OG I NATO KOMME OS I KONGERIGET DANMARK TIL HJÆLP?

Stort set samtlige vestlige ledere har været ude og sige, at de bakker op om Grønlands og Kongeriget Danmarks territoriale grænser og folkeretslige ret til at bestemme selv.

MEN hvad sker der, hvis de amerikanske styrker pludselig står på indlandsisen?
Hvad sker der, hvis Trump samtidig stiller sig op på talerstolen i Det Hvide Hus, og siger, at USA nu har overtaget Grønland?
Hvad sker der, hvis sagen tages op i FN – uden at USA´s FN-ambassadør så meget som ryster på det rigtige i, at USA har overtaget Grønland?

Det er Danmarksbloggens frygt, at der sker absolut INGENTING.

Jo, altså, der vil komme noget brok fra de andre vestlige lande og ledere. Måske endda skarp kritik af USA´s præsident Trump.

Men ellers sker der ingenting. Ingen sanktioner, ingen militær hjælp, ingenting.

For ingen ønsker for alvor at lægge sig ud med Trump, selvom det er tydeligt, at samme Trump er mere som Putin og andre despotiske diktatorer og tyranner, end han er forkæmper for Den Frie Verden og de liberale frihedsrettigheder.

Og nok er næsten alle i Kongeriget Danmark enige og forhåbentlig også klare på at kæmpe for Grønland, men vi kan ikke gøre meget uden hjælp fra vores venner.

Men alle de store europæiske lande vil sidde og skutte sig – og tale om at se ”helheden” i det – og at vi også skal tænke på det fremtidige forhold til USA. Men en fremtid, som baserer sig på at danse efter en tyrans luner, er en fremtid i ufrihed og slaveri.

De må have godt gang i popcornene i Moskva, Beijing og de andre steder, hvor Trumps despotiske åndsfæller hersker. For lige nu er Vesten i gang med at implodere indefra – antændt og vedligeholdt af den orange lunte i Washington D.C.

Det er i sandhed sorte tider.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dejlig er den himmel blå – alle 19 vers

Grundtvig har skrevet mange salmer – også mange lange salmer.  En af de længste er dog ”Dejlig er den himmel blå”, som i sin fulde længde har hele 19 vers – og ikke kun de syv, der står i salmebogen.

Hele den lange salme kan læses her – og er faktisk en legende på vers om de tre vise mænd, Jesusbarnet og hvad vi alle sammen kan lære af hele den historie. En legende med rødder i både jødedom og kristentro …

For i dag er det Hellig Tre Kongers Aften, så det er først nu, at julen slutter. Det kan man jo tænke over, mens man læser – eller måske ligefrem synger sig igennem de mange vers, som Grundtvig skrev i 1810. Se nedenfor:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

  1. Deilig er den Himmel blaa,
    Lyst det er, at see derpaa,
    Hvor de gyldne Stjerner blinke,
    Hvor de smile, hvor de vinke,
    Os fra Jorden op til sig.

  2. Kommer Smaa, og hører til!
    Jeg for eder sjunge vil
    Om saa lys og mild en Stjerne,
    Jeg det veed, I høre gierne:
    Himlen hører eder til.

  3. Det var midt i Julenat,
    Hver en Stjerne glimted mat,
    Men med Eet der blev at skue
    En saa klar paa Himlens Bue,
    Som en liden Stjernesol.

  4. Langt herfra, i Østerland
    Stod en gammel Stjernemand,
    Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
    Saae det Lys i Stjernevrimlen,
    Blev i Sind saa barneglad.

  5. Naar den Stjerne lys og blid
    Sig lod see ved Midnatstid,
    Var det Sagn fra gamle Dage,
    At en Konge uden Mage
    Skulde fødes paa vor Jord.

  6. Derfor blev i Østerland
    Nu saa glad den gamle Mand;
    Thi han vilde dog saa gierne
    See den lyse Kongestjerne,
    Før han lagdes i sin Grav.

  7. Han gik til sin Konges Slot,
    Kongen kiendte ham saa godt,
    Hørte og med Hjertens Glæde,
    At det Lys var nu tilstæde,
    Hvorom gamle Spaadom lød.

  8. Han med Søn og Stjernemand
    Flux uddrog af Østerland,
    For den Konge at oplede,
    For den Konge at tilbede,
    Som var født i samme Stund.

  9. Klare Stjerne ledte dem
    Lige til Jerusalem,
    Kongens Slot de gik at finde,
    Der var vel en Konge inde,
    Men ei den de ledte om.

  10. Klare Stjerne hasted frem,
    Ledte dem til Betlehem,
    Over Hytten lav og lille
    Stod saa pludselig den stille,
    Straalede saa lyst og mildt.

  11. Glade udi Sjæl og Sind
    Ginge de i Hytten ind,
    Der var ingen Kongetrone,
    Der kun sad en fattig Kone,
    Vugged Barnet i sit Skiød.

  12. Østerlands de vise Mænd
    Fandt dog Stjernen der igien,
    Som de skued i det Høie,
    Thi i Barnets milde Øie
    Funklende og klar den sad.

  13. Den var dem et Tegn saa vist,
    At de saae den sande Krist,
    Derfor neied de sig glade,
    Offrede paa gyldne Fade
    Røgelser med søde Lugt.

  14. Vil I Smaa ei ogsaa gierne
    See den lyse milde Stjerne,
    For den Konge dybt jer neie,
    Som Guds Rige har i Eie,
    Og vil lukke jer derind?

  15. Seer I til den Himmel blaa,
    Med de gyldne Stjerner paa,
    Der den Stjerne ei I finde,
    Men den er dog vist derinde
    Over Jesu Kongestol.

  16. Thi det Barn, som var paa Jord,
    Blevet er en Konge stor,
    Og han sidder nu deroppe,
    Over alle Stjernetoppe
    Hos Gud Faders høire Haand.

  17. Neier eder kun, I Smaa!
    Han fra Himlen seer derpaa.
    Sender ham med Hjertensglæde
    Lov og Pris til høie Sæde!
    Det er Røgelse for ham.

  18. Stjernen ledte vise Mænd
    Til nyfødte Konge hen,
    I har og en saadan Stjerne,
    Og naar I den følge gierne,
    Komme I til Jesum vist.

  19. Denne Stjerne, lys og mild,
    Som kan aldrig lede vild,
    Er hans Guddomsord det klare,
    Som han lod os aabenbare
    Til at lyse for vor Fod.

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Det er – måske – min sidste nytårstale, sagde Mette Frederiksen for lidt siden fra Marienborg.

Og så blev hun ellers personlig – og talte om, at hun ikke havde lyttet nok og været for hård – i hvert fald udenpå og i debatterne. Men at hun havde været det, fordi hun ville det bedste for Danmark i de år, hvor hun har været statsminister – og hvor kriserne har stået i kø: Corona, Ukraine og Grønland.

Det var eminent tænkt og eminent udført, og det var også starten på den valgkamp, som betyder, at der senest om små 10 måneder skal være folketingsvalg i Danmark.

Nytårstalen var også et sats, når man tænker på de ting, som Mette Frederiksen lovede at ville prøve at ændre: Fødevarepriserne, boligpriserne, forholdene for børn og unge, sundhed – især kvindesygdomme og demens, pension og meget andre.

For lykkes det at skabe ændringer i de kommende måneder, så har Mette Frederiksen en reel mulighed for at blive genvalgt. Hvis ikke så er løbet til gengæld formentlig kørt. Det er modigt således at spille højt spil, men nok også nødvendigt.

Efter Danmarksbloggens mening var det også stærkt at stå på mål for en regering, der blev dannet over midten – og som hun mente var en god ting i en verden, der bliver stadig mere splittet.

For politik kan stadig gøre en forskel – og det samme kan politikerne, og man kan mene meget om Mette Frederiksen som person. Men ingen kan tvivle på, at hun er stærk og drevet af en tro på, at det bedste for Danmark er et land, hvor få har for meget og færre for lidt.

Et land, hvor vi lever i tillid og omsorg for hinanden – især nu efter at konventionerne skal tolkes anderledes, således så det er befolkningerne og ofrene, og ikke de kriminelle indvandrere og flygtninge, der skal beskyttes.

Jo, valgkampen 2026 er i gang – og lykkes det for Mette Frederiksen at få nogle af løfterne indfriet, så kan det meget vel være hende, der også byder danskerne godt nytår på årets første dag i 2027.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk