Grundtvigskirken – 100 år og to dage

Det er i dag præcis 100 år – og to dage siden – at grundstenen blev lagt til Grundtvigskirken. Det skete altså d. 8. september 1920. Datoen var ikke tilfældigt valgt.

N.F.S. Grundtvig – åndskæmpen i Danmark – blev født d. 8. september – bare i 1783 – og han døde næsten også på denne dag. Nemlig d. 2. september 1872.

Grundtvig spændte altså i levende live over næsten et helt århundrede. Men i forhold til at være dansk, for vores samfund og vores måde at tænke på, så spiller han stadig en afgørende rolle – og ikke kun i højskolerne eller i folkekirken.

Det er derfor passende, at Grundtvig fik sin egen kirke, selvom han aldrig har sat sine ben i Grundtvigskirken på Bjerget i Bispebjerg, der er kendt langt udenfor landets grænser.

Fordi den udover at være kirke er kunst. Det er J.D. Herholdt, som sammen med P.V. Jensen-Klint og sønnen Kaare Klint (ja, dem med lamperne) har stået for Grundtvigskirken, der er som en landsbykirke i overdimensioneret katedralstørrelse.

Grundtvig er i øvrigt ekstra aktuel i denne tid, hvor mange taler om den enkeltes frihed og fællesskabet som modsætninger. For Grundtvig hang de to ting sammen – og var hinandens forudsætninger. Grundtvig mente også, at vi som mennesker kunne handle – og dermed ændre på de ting, som vi mente skulle laves om.

Der er derfor i en tid som vores med masser af udfordringer og problemer al mulig grund til at læse Grundtvig, synge en eller flere af hans mange salmer – og måske besøge Grundtvigskirken og blive blæst bagover.

Først af kirkens enorme størrelse – og derpå af det lys, som kommer én i møde, når man træder ind i Grundtvigskirken, hvor der er rigeligt med plads til ånd og tanker – både opad og fremad og til siderne.

Dét havde lige passet Niels Frederik Severin Grundtvig. Han kunne nemlig godt lide åndsfrihed. Det kan Danmarksbloggen også.

Vi kommer længst med frihed – for både Loke og Thor.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et år siden hr. Larsen døde …

Han sagde nej til et ridderkors.
Posthumt og via familien sagde han også nej til at få en plads opkaldt efter sig.

Det er selvfølgelig Kim Larsen, der er tale om. Danmarks største spillemand, som i dag døde for et år siden

Nationalskjald ville han nemlig ikke kaldes. Han var spillemand.

Men hvilken spillemand. Den største i Danmark gennem tiderne.

Ingen andre har som Kim Larsen fortolket vores følelser, tanker og det at være dansk – og det gennem flere generationer.

Det så man også til det store folkets mindeoptog, som foregik få dage efter hans død, hvor vi startede på Christianshavn og endte inde på Nytorv.

En bevægende aften, som undertegnede aldrig vil glemme. Læs en reportage her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10194

Men stærkest – og så længe der tales dansk på denne jord – står Kim Larsens musik, hvoraf det sidste album endda kom efter hans død.

Og hvor han i ”Koppen med den skårede hank” synger: Der var så meget, jeg sku’ nå. Og alt for meget, som jeg sku’. Min tid den er forbi, forbi. Men jeg er her endnu.

Det er Kim Larsen så ikke mere – og han er stadig dybt savnet her et år efter hans død.

Ligetil – og alligevel med en dybde og en menneskelighed, som ingen andre danske poeter har formået. Måske på nær de to andre store skønånder: H. C. Andersen og Grundtvig.

For Danmarks største kulturelle skatte er: Larsens sange, Andersens eventyr og Grundtvigs salmer.

Tænk at vi har så meget ånd i et lille land skabt af handelsfolk og bønder …

Der er noget at være taknemmelig over.
Så læs, syng og lyt til d´herrer Larsen, Andersen og Grundtvig. Det er godt for sjælen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hører Ramadan-sang til i Højskolesangbogen?

Højskolesangbogen er en af de bedst sælgende bøger i Danmark. Næste år kommer en ny udgave, hvor man traditionen tro vil bytte en del af sangene ud, så man sikrer, at Højskolesangbogen består af de sange, som danskerne kender – og kan lide at synge med på.

Men der skal traditionen tro også være nye sange, og her er en af de foreslåede ”Ramadan i København”, som bedst kan beskrives som en ganske sekulær sang, hvor kun sætningen ”panden mod tæppet” i sidste vers peger direkte hen mod en religiøs praksis, nemlig den muslimske bøn.

Sangen er altså med andre ord ganske almen i sit billede af livet, som det også leves i 2019 blandt landets mange muslimer – og slet ikke på nogen måde anti-dansk, som den er blevet beskyldt for.

Det er nemlig noget sludder at henvise til kristendommen som det eneste trosgrundlag, der må være i Højskolesangbogen med den begrundelse, at Grundtvig (som skabte højskoletanken) var kristen. For ja, nok var Grundtvig kristen (teolog, præst og salmeskriver) og på mange måder ham, der skabte det tankegods, som vores folkekirke er bygget på.

Men Grundtvig havde ikke noget problem med andre religioner. Det var åndsløsheden og dødningene – altså ateister og andre, som sætter sig selv i centrum fremfor en Gud, som han havde det svært med. Dem, der ikke tror på eller anerkender en åndelig magt her i verden.

At sige noget andet som fx DF´s Alex Ahrentsen og LA´s Henrik Dahl gør det, når de bruger Grundtvig som et våben i deres eget felttog mod islam, er en direkte hån mod den rummelige åndskæmpe, som Grundtvig vitterlig var. For hos ham var der plads til både protestanter, katolikker, jøder og andre, som han mente kunne mødes i en fælles statskirke – og i højskolen.

Danmarksbloggen mener dog alligevel ikke, at Ramadan-sangen skal være at finde i Højskolesangbogen. Men det skyldes melodien, som er så forfærdelig dårlig – og slet ikke til at synge med på.

Se mere her – her kan hele sangen også læses – og høres: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2019-08-02-ny-hoejskolesang-om-ramadan-skaber-debat

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tesfaye lavede en Grundtvig

Socialdemokraten Mattias Tesfaye sagde i går på Socialdemokratiets landsmøde: Når demokratiet og Gud støder sammen, så er det altså Gud, der har vigepligt

Selvfølgelig er det sådan, og sådan skal det være – og det siger undertegnede som både kristen og troende …

Grundtvig, en af Grundlovens fædre, sagde også altid: MENNESKET først. Det er lidt den samme grundtanke.

Grundtvig talte så også om dødningene, dem der ikke troede på, eller anerkendte en åndelig magt her i verden. De mennesker mente Grundtvig var uden ånd – og det havde han OGSÅ ret i. For vi og verden er heldigvis ikke blot overladt til os selv.

Men det handler om respekt … for både religion og religiøse – og for dem, der ikke tror.

Det og så en fælles forståelse af at samfundets love skal bygges på, hvad vi mennesker beslutter sammen i demokratiske forums – og ikke på religiøse lederes udlægninger af religiøse tekster.

For nok kan det enkelte menneske finde trøst, opmuntring, mening og bekræftelse i de hellige bøger for slet ikke at tale om inspiration til at leve et liv, der er etisk og moralsk forsvarligt – men i samfundet gælder demokratiet og de menneskeskabte love …

Man kan så blot håbe, at de love bliver vældig påvirket af buddet om næstekærlighed, og at de mennesker, der bærer demokratiets fakkel, er mennesker med en høj moral og en rummelig etik – og ikke bare har en dagsorden om selv at rage grådigt til sig, mens de sidder ved fadet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Frihed for Loke såvel som for Thor

Dansk Folkeparti hævder, at kristendommen er så central i dansk selvforståelse, at indvandrere bør gå i kirke for at lære den at kende.

Det kan der være lidt om, i hvert fald delen med at lære kristendommen at kende. Kristendommen har trods alt fyldt meget i 1000 års Danmarkshistorie, og den spiller stadig en rolle.

Så jo, tilflyttere til Danmark (UANSET HVOR DE KOMMER FRA) kan med fordel sætte sig ind i, hvad kristendom er – i den danske version vel at mærke. For der er unægtelig stor forskel på den rummelige danske folkekirke og mange andre versioner af kristendommen. Det KAN så også gøres via bøger og andre kilder til viden.

Og man behøver ihvertfald ikke at være kristen for at være dansk. Man kan sagtens være jøde, muslim, ateist eller alt muligt andet og stadig være ligeså dansk som en trofast kirkegænger i den danske folkekirke – eller en såkaldt kulturkristen.

MEN når nu vi er i gang, så vil Danmarksbloggen kraftigt opfordre Dansk Folkeparti til at lære Grundtvig at kende, åndskæmpen i dansk trosliv og manden der om nogen skabte den folkekirke, som vi har i dag.

Præsten, højskolemanden og salmedigteren N. F. S. Grundtvig levede i 1800-tallet, og sagde de berømte ord: Frihed for Loke såvel som for Thor – altså tros-, ytrings og åndsfrihed.

Og netop dén frihed er det særligt danske … det har de kultur- og historieløse DF´ere bare endnu ikke fundet ud af. Eller også har de – og kæmper bevidst imod det. Uanset hvad, så er DF ganske udansk – for nu at blive i deres egen dem-og-os-retorik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Munden fri – og hånden bundet

Ukendte gerningsmænd har skrevet “Fuck Danmark” og “69” på H. C. Andersens gravsten.

En handling, der smerter og bekymrer Danmarksbloggen.

For ikke alene er det at skænde en grav, men måske er graffiti´en på H. C. Andersens grav også en hævn for de ødelagte muslimske grave i Brøndby, der igen måske var en hævn for en salafists rabiate udtalelser på tv i går aftes?

I så fald er vi inde i en vold- og hævnspiral, som ikke hører hjemme i Danmark – og som skal stoppes. NU. Ligenu inden det løber løbsk.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle – uanset religion og hudfarve og køn – til at bygge broer, men også at sætte foden ned og bekæmpe dem, der ikke er med på, at vi skal være her allesammen.

For nok sagde Grundtvig: Munden skal være fri og hånden bundet. Og det er rigtigt. Vi skal kunne mene og tro og tale frit uden at risikere overgreb – men vi skal også slå hårdt ned på dem, der ikke vil give andre den frihed, som de forlanger for sig selv.

Tilføjelse kl. 10.43: Danmarksbloggen erfarer, at grafittien er flere dage gammel. Så kan en voldsspiral måske undgås, men alt det andet gælder stadig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård

I dag flager Danmark på halv. To af landets sønner er døde. De kommer ikke til at opleve foråret, når det om kort tid kommer til landet.

Deres liv blev taget fra dem af en tredje mand, der fejt skød dem, fordi de ikke var som ham, mente som ham, tænkte som ham og troede som ham.

Den første, Finn Nørgaard, var filmmand og troede på ytringsfrihed og integration.
Den anden, Dan Uzan, var jøde og passede på 80 andre jøder til en fest i synagogen.

De to mænd var ikke farlige. Det var deres morder derimod. Men ikke fordi han var muslim.

For der findes ingen tro, ingen religion, ingen ideologi, der er farlig. Det er mennesker, der er farlige – og især når mennesker mangler evnen til at se udover sig selv og får et våben i hænderne bliver de dødens farlige.

I dag sørger vi, i dag mindes vi med Grundtvigs ord:  

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård!
Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Ære være Finn Nørgaards og Dan Uzans minde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske perler: Køge ås, Grundtvigs grav og Malerklemmen

Danmarksbloggen fortsætter serien om fem – ikke så kendte – steder i Danmark, der er de rene perler.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned, således også i dag, hvor det skal handle om:

KØGE ÅS, GRUNDTVIGS GRAV OG MALERKLEMMEN

Køge er til dels kendt som byen, hvor det store cykelløb Sjælland Rundt har både start og mål, og til dels som en gammel og smuk by med to ugentlige og livlige torvedage på byens store torv. Den historieinteresserede husker sikkert også hekseforfølgelserne ifbm Kjøge Huskors, og den kunstinteresserede tænker på Køge Skitsesamling. Og det er alt sammen såre hyggeligt og en del af livet i købstaden, der ligger en halv time med toget fra Københavns Hovedbanegård.

Men går man igennem de gamle gader og ud på den anden side af byen, kommer man til et stort skovområde, der strækker sig over 20 km mod vest.

Det er Køge ås – en slags aflang bakke skabt under gletsjeren i sidste istid, der ellers efterlod området på Midtsjælland som flad og frugtbar morænejord. Åsen, som skoven ligger på, er derimod bakket og bølget og sine steder ganske høj (det højeste sted er 24 meter) og stejl.

Man kan fx tage til Lellingeskoven cirka 5 km vest for Køge, hvor man for alvor kan gå på åsen og se mange meter ned på den lille å, der løber gennem skoven lige ved siden af den bakkede ås.

Inden man når dertil, kan man dog – i hvert fald to dage om året – besøge dansk åndslivs kæmpes sidste hvilested, nemlig N.F.S. Grundtvig´s grav, der befinder sig på Clara Kirkegaard på selve Køge Ås tæt ved Gammelkjøgegård.

Grundtvigs anden kone var nemlig Marie Toft, som var søster til den daværende ejer af Gammelkjøgegaard. Men også Grundtvigs tredje kone, komtesse Asta Krag-Juel-Vind-Frijs, har sit sidste hvilested på kirkegården. Hun var også niece til den Clara, der lagde navn til kirkegården, og som døde ung i 1852.

Grundtvig selv blev derimod 88 år og døde i 1872. Selve bisættelsen af den store mand fandt sted i Vor Frelsers Kirke i København, og derfra blev kisten med tog ført til Køge og ud på åsen, hvor en af Danmarks største sønner nu ligger på Claras Kirkegaard, der kun er åben for besøgende den 15. maj og den 8. september – og her endda kun efter forudgående aftale med godskontoret.

Så et besøg ved Grundtvigs grav er altså enten en forårs- eller en sensommerbegivenhed. Åsen er derimod åben alle dage – og Grundtvigs salmer kan også synges året rundt.

Når man er færdig med salmerne ved Grundtvigs grav og de stejle skrænter i skoven, kan man tage endnu nogle km mod vest, nemlig til moseområdet Dyndet, der ligger malerisk ved den lille stationsby Borup. Dyndet byder på både ås, badesø samt masser af grønne træer og buske fuld af fuglesang – samt en campingplads.

Endelig er det også her, at Malerklemmen ligger. Malerklemmen, der for alle på Midtsjælland, men også for mange andre er et sted, som man bare MÅ besøge for at smage deres berømte æbleskiver.

Malerklemmen er en gammel gård, der kan dateres tilbage til stavnsbåndets tid i midten af 1700-tallet, og som oprindelig var bolig for den forhadte ridefoged. Siden 1963, hvor en kunstmaler købte gården og lavede den om til et traktørsted, har gården dog heddet Malerklemmen. Altså malerens sted med klemmen, som hidrører til at gården til sidst kun havde en lille strimmel jord, en såkaldt klemme jord at gøre godt med.

Umiddelbart kunne man ellers godt tro, at der var der tale om de klemmer, som man kan spise. Klemmer er nemlig et gammelt ord for madder, typisk to stykker brød, der er lagt sammen med pålæg i midten. Men nej, klemme her betyder en lille strimmel jord. Og så er det jo også æbleskiverne, som Malerklemmen er berømt for.

Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her:
Mors, Fur og moleret: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Den lyse, glade kristendom og Grundtvigs påskeblomst

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og her tårner den lyse, glade kristendom sig op som en gigant, primært båret af dansk åndslivs kæmpe N.F.S. Grundtvig.

Manden, der gav os så mange skønne salmer, som vi stadig synger med på. Som fx: “I al sin glans nu stråler solen”, “Det kimer nu til julefest”, “Velkommen igen, Guds engle små”, “Vær velkommen, Herrens år” og den ligenu så aktuelle “Påskeblomst, hvad vil du her?”.

Læs den her. http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/236

Påskeblomsten, altså påskeliljen, som på Grundtvigs tid var en ukrudtsblomst, som kun hørte hjemme i en fattig bondehave og ikke blandt de fornemme blomster i borgerskabets fint afstemte haver. Alligevel gjorde Grundtvig lige præcis påskeliljen og ingen anden til den fine påskeblomst, til den der stråler af glæde over og fortæller alverden, at Jesus er genopstanden.

Det er direkte sammenligneligt med, at det var hyrderne, der ved juletid først hørte om Jesus-barnets fødsel. Hyrderne, som af samtiden blev anset for nogle af de laveste i samfundet på niveau med tyveknægte og andre, som man ikke regnede med.

For Grundtvig satte sig selv og påskeblomsten lige dér, hvor Jesus også satte sig selv: Ikke blandt de rige eller mægtige, men blandt de laveste på samfundets rangstige.

Det giver så god mening, også fordi Grundtvig var en mand, der hele sit liv kæmpede en kamp for folkeoplysning og fællesskab.

Grundtvig, som af den mægtige biskop Mynster fik at vide, at hans salme “Den signede dag”, som i dag er den mest sungne salme i Danmark, ikke var passende. Ja, det blev faktisk forbudt at synge den. Men Grundtvig læste alligevel salmen op på prædikestolen i Vor Frelsers Kirke i København pinsedag i 1826 i anledning af Kristendommens 1000-årsjubilæum i Danmark.

Det blev Grundtvig så også fyret for. Men han gav ikke op. Han kæmpede videre, og hans livsgerning fortsatte – blandt andet på Vartorv, der i dag er det, der oftest forbindes med hans navn.

For Grundtvig forstod, at en politisk prædiken eller politisk sang aldrig er god, men at en prædiken eller en salme uden holdning og substans – uden politik og tro – heller ikke du´r. Så han udviklede ideerne om det levende ord, ideer som blev født i de fire år, som han var på Christianshavn.

For det er med ord, at vi bygger. Bygger håb og glæde, som vi sammen i fællesskab og solidaritet kan skabe et godt Danmark på, et Danmark for os allesammen. Ord, der giver lys. Ord, der som små spirer giver liv og tro på et bedre Danmark.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer på tirsdag, hvor det skal handle om Niels Hausgaard og dansk humor og lune.

Senere på måneden kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange, Det Frivillige Danmark, Fristaden og Basims Danskhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glædelig jul fra Danmarksbloggen

Danmarksbloggen ønsker alle en rigtig glædelig jul i håbet om, at vi alle nemmer, hvad julen handler om:

Nemlig at blive som barn igen – i betydningen naivt og uden forbehold at tro på det gode i livet, i mennesket og på kærligheden, næstekærligheden.

Og som der står i Grundtvigs julesalme: “Det kimer nu til julefest”:

Kom Jesus, vær vor hyttegæst,
hold selv i os din julefest
da skal med Davidsharpens klang
dig takke højt, vor nytårssang

For når vi har næstekærligheden boblende inde i os, så vi ikke kan lade være med at tænke på vores medmennesker og prøve at gøre det gode for alle, ja, så bliver det jul hele året rundt. For så er det kærligheden, som er i højsædet. Den kærlighed, som vi alle lever af og på.

Danmarksbloggen vender tilbage mellem jul og nytår med indlæg om store byttedag, om nytårsskikke – og hvis der sker noget i samfundet, som der bare må skrives om.

Glædelig jul til hver og en af os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk