Derfor burde en DF´er ikke kunne få unge til at græde

Vi er ellers ret glade for ytringsfriheden, men når en voksen siger noget, der får unge mennesker til at græde, så er grænsen alligevel nået.

Danmarksbloggen tænker på skole-debatten på Nyager skole i Rødovre, hvor DF-politikeren Kim Hammer ifølge andre tilstedeværende sagde, at muslimer ødelægger Vesten. Selv mente han, at han havde sagt, at islam ødelagde Europa.

Men uanset hvad manden sagde, så fik han flere af de tilstedeværende elever fra 7.-9. klasse til at græde. Medierne har kaldt dem børn, men i alle mulige andre sammenhænge kalder man udskolingselever for unge, så det skal man også gøre her.

Danmarksbloggen finder også sagen interessant.

Ikke fordi at en DF´er siger sådan noget, for den slags har dét parti sagt og ment altid. Men fordi at en del mener, at sådan noget må man ikke sige til skoleelever. Det kan de ikke tåle.

MEN så er det, at undertegnede ikke kan lade være med at tænkte på, hvordan de unge selv taler til hinanden. Bitch, luder, fuckboy, etc, etc. De er rimelig vant til et mere end grimt sprog, og såvel blandt såkaldt etnisk danske unge som blandt såkaldt ikke-etnisk danske unge tales der meget grimt og nedsættende om andre grupper – perkere, plasticperkere, danskerludere osv bliver der sagt – uden at nogen fortrækker en mine. De taler også ret hårdt indbyrdes om fx jøder, muslimer og kristne.

Det giver altså ikke mening, at de unge ikke kan tåle at høre nonsens som at en bestemt religion/bestemt slags religiøse kan ødelægge en hel verdensdel.

Det ved alle da ikke kan lade sig gøre – eller gør de? Nej, det ved man måske ikke, hvis man er uden historisk viden og uden almen dannelse. Og der er vi fremme ved sagens kerne.

Udskolingselever i dag er – uanset religion – simpelthen ikke klædt ordentligt på, når det kommer til viden om historie, religion og samfund, og det gør dem til lette ofre for ikke kun nonsens som det her, men også for lette løsninger på komplicerede problemstillinger som fx dem som alle fundamentalister tilbyder, hvad enten de enøjede er muslimer, kristne, ateister, højre – eller venstreorienterede.

Og dét er helt til at græde over … og svigtet ligger hos både skole og forældre.

For begge har en pligt til at lære børnene/de unge om det samfund, som de lever i. Om sammenhænge, ansvar, pligt, demokrati og kritik – og om at se mennesket før noget som helst andet. For dét er en mangelvare i dagens Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Oprør mod krænkelseskulturen

Det er på tide at sige NEJ og STOP.

For vi lever i et samfund, hvor det tilsyneladende er meget let at føle sig krænket – og det gælder hele vejen rundt.

Ateister krænkes af religiøse symboler som kors, davidsstjerner og muslimske bedekranse. HOLD JERES RELIGION FOR JER SELV, lyder det. Dertil kommer, at tolerancen overfor dem med en anden religion langtfra altid er stor hos en del religiøse.

Andre krænkes af religiøse-kulturelle symboler som muslimske tørklæder, jødiske kippa´er osv. Nogle endda i en grad, så de siger grimme ting – eller ligefrem spytter på andre – eller det, der er værre.

Nogle kvinder krænkes også af, at de selv eller andre kvinder ikke længere kan svømme alene i svømmehallen.

Der er også de forældre, som krænkes, hvis maden i børnehaven ikke er halal – eller som krænkes, hvis den er halal.

Og så videre – og så videre.

Det er skruen uden ende – og det fungerer ikke. Vi er nødt til at gøre oprør mod krænkelseskulturen.

For nok skal ingen finde sig i at blive direkte chikaneret eller angrebet. Det er også ulovligt og skal politianmeldes.

MEN vi lever i et demokratisk og åbent samfund, og her du´r det slet ikke, når stadig flere – som små, forkælede møgunger – vil have, at alt og alle skal indrette sig efter dem og deres måde at være og leve på.

Så JA, vi skal kunne gå med kors, davidsstjerner, rosenkranse og bedekranse, tørklæder og kippa´er – og ja, vi skal kunne svømme, løbe, danse osv sammen, både mænd og kvinder, børn og gamle – og nej, ingen kan forlange sær-mad. Kan man ikke lide menuen, så må man selv have madpakke med.

Krænkelseskulturen skal stoppes NU – den ødelægger sammenhængskraften i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Anmeldelse: “Indenfor murene”

Hvor gik Nora hen, da hun gik ud,? spørger man altid om, når man har set Ibsens ”Et dukkehjem”.

På vej hjem efter at have set nationalklassikeren ”Indenfor murene” på Folketeatret er det derimod ligeså naturligt at spørge om, hvor den jødiske datter Esther og hendes kristne forlovede Jørgen gik hen, mens den jødiske patriark Adolf Levin gik i seng – og den jødiske moder Sara grædende bad om lykke til sit barn.

Man kan selvfølgelig gå til Bent Fabricius-Bjerres musical Esther. Men man kan også søge svaret andetsteds, søge det udenfor teatermurene, udenfor synagogens, kirkens – og i vor tid moskéens mure.

For nok gik det unge par, der spilles overbevisende af Sofia Nolsøe og Jesper Dupont, ud for at søge kærlighedens lykke langt væk fra religionen. Men hvor langt væk kunne de gå en tid, hvor de begge var mere end på forkant med deres oprør mod forældrene og religionen?

Og kan man nogensinde – også i 2015 – for alvor flygte fra sine rødder og sin barndom? For er der ikke indeni os alle tykke, mentale mure? Mure, der aldrig rigtig kan rives ned – men kun slås hul i?

Men måske kan vi også nøjes med hullerne – på scenen og i det virkelige liv?

For ”Indenfor murene” handler om det virkelige liv i 1912 – og i 2015. Det handler om mennesker. Det handler om kærlighed. Det handler om rødder. Det handler om fortid, nutid og fremtid. Det handler om konflikter mellem mennesker – og måske allermest om vigtigheden af evnen til at række ud, især udover sig selv.

Det handler om dig og mig – og alle andre, uanset om vi er jøder, kristne, muslimer eller ateister. For vi har alle rødder og alle forældre – og mange af os har også børn og nogle endda også børnebørn. Vi har alle de samme grundvilkår som mennesker – og derfor mere der samler end skiller os.

Vi kan alle spejle os i hinanden, uanset om vi kommer i kirken, synagogen, moskéen – eller sidder under et grønt træ.

Det ser man for alvor, når der slås hul på murene – og man i stedet for fordomme og stereotyper ser hinanden som de forskellige mennesker af kød og blod, som vi er først, sidst og indimellem. Når man søger forståelsen og forklaringen som den jødiske søn Hugo gør det så glimrende, selvom de andre i familien Levin slet ikke lytter til hans visdomsord.

I en senere tid – skuespillet er skrevet i 1912 – burde Hugo også være blevet fredsforhandler i Mellemøsten. Men i den velhavende jødiske Levin-familie i tiden op til 1. verdenskrig er han læge og hans bror forretningsmand ligesom faderen, der spilles med en fantastisk autoritet og nerve af Waage Sandø fra han træder ind til sabbatten til han sidst i stykket går i seng.

Men i enhver jødisk familie er moderen omdrejningspunktet, både når hun tænder lysene til sabbatten og ellers. Og det er dansk teaters største skuespillerinde Ghita Nørby også i Folketeatrets ”Indenfor murene”.

I hver en bevægelse, hver en tone, hver en mimik ER hun Sara Levin, den jødiske mor, der elsker sin familie overalt på jorden og gør alt, hvad hun kan for at sikre alle lykken – og freden indenfor murene.

Men freden brydes og livet laves om. Først da datteren tro mod tidens stigende bevidsthed og kamp for kvindens rettigheder kommer for sent hjem til middagen – og endnu mere, da det nødvendige opgør med etatsråden, mesterligt spillet af Preben Christensen, finder sted.

Der slås hul på murene, og det gøres så eftertrykkeligt, at forestillingen sidder i én længe efter, at man har forladt teatret og er gået hjem i en nutidig vinteraften i endnu en tid, hvor mennesker bygger mure og ser religioner og fordomme, før de ser mennesker.

Og i øjeblikket desværre mere end i mange årtier.

Henri Nathansens stykke er med andre ord mere aktuelt end det har været længe – og Danmarksbloggen giver det i Folketeatrets sprudlende og stærkt bevægende version fem store stjerner ud af fem mulige.

Endelig skal nævnes forestillingens program. Normalt er et program ikke noget, som der er grund til at nævne i en anmeldelse. Men her er der. Endda stor grund.

For programmet til Folketeatrets ”Indenfor murene” er mere end blot flotte billeder og baggrundsinformation. Det er en guldgrube af substans, af tanker og betragtninger over stykket og dets mening og morale – leveret af både Ghita Nørby, Herbert Pundik og Thomas Bendixen.

Danmarksbloggen anbefaler derfor ikke kun på det varmeste at se stykket, men også at købe programmet, gemme det og finde det frem igen og igen – især når man føler behov for at blive husket på, at livet først og fremmest handler om mennesker, samvær og mangfoldighed – og ikke om religioner og ideologier.

”Indenfor murene” spiller frem til 11. april på Folketeatret. Det er Thomas Bendixen, der har instrueret, og Maja Ravn, der har stået for scenografien. Steen Larsen er manden bag lyddesignet, mens Lars Schou har stået for lysdesignet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 33: 2010´erne

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag – som også er sidste gang – handler det om:

2010´erne

At skrive Danmarkshistorie om det årti, som endnu er i gang, er på flere måder en umulig opgave. I sagens natur bliver det derfor også mere betragtninger end historie, for vi lever i høj grad stadig med og i de problemstillinger, som denne del indeholder.

Danmarksbloggen vil derfor også gøre dette sidste afsnit meget kort.

For hvad er det, som 2010´erne handler om?

Ja, spørgsmålet om terror er stadig aktuelt – og med fremkomsten af Islamisk Stat er endnu en krig mod terror i gang. For mange er det også et spørgsmål om religion, da islam mødes mere og mere fjendtligt i Europa – og også selv radikaliseres indefra. En religionskrig mellem islam på den ene side og kristendommen i dens vestlige og sekulære demokratiserings-form på den anden er desværre tættere på i dag, end den nogensinde var det i de terror-højspændte nullere.

Skellet mellem rig og fattig vokser også stadigvæk – og det anses for helt legalt at beskylde arbejdsløse for at være dovne, at mistænkeliggøre sygemeldte, offentligt hævde at østeuropæere er dummere end vesteuropæere og idet hele taget trampe på dem, der allerede lægger ned – mens de rigeste uantastet kan tjene mere end dobbelt så meget mere end en arbejder.

For langt de fleste danskere i 2010´ere drejer det sig dog hverken i første omgang om storpolitik eller fordelingspolitik, men om at få eget liv og familie til at hænge sammen. For der skal mere til end nogensinde før. Ikke kun fordi mennesker presses til hele tiden at skulle yde mere, men også fordi alting er blevet et projekt – og kodeordet er selvfølgelig succes og atter succes, som kan vises med statusser og fotos på Facebook og Instagram.

En vigtig ting her er den flotte og sunde krop – og danskerne løber da også maraton, deltager i Triathloner osv som aldrig før – og ofte i en grad, så der ikke er plads til familie og venner.

Selv kronprins Frederik gør det – og endda ofte. Noget som vækker kritik, da en del danskere mener, at den nu 46-årige kronprins går for meget op i sport og ferie – og stadig mangler både tyngde og substans. Både i sig selv og i forhold til hans mor, Dronning Margrethe, der i skrivende stund har siddet på tronen over 40 år – og som stadig er en populær regent trods stigende kritik af det kongehus, der har været en rød tråd gennem hele den del af Danmarkshistorien, hvor vi kender konkrete personer og begivenheder.

En historie, hvis vej Danmarksbloggen nu har fulgt siden januar. Danmarksbloggens Danmarkshistorie er hermed også ved vejs ende – og takker alle sine læsere for en fantastisk rejse gennem vores turbulente, frygtelige og fantastiske historie.

Den overordnede konklusion må i øvrigt være: Det har været spændende – og det vil blive ved med at være spændende at være dansker. Dét er Danmarksbloggen sikker på.

Danmarksbloggen vil også vende tilbage med mere Danmarkshistorie i 2015. Bare på en anden måde. Vel mødt.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611
Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2
og EF: http://danmarksbloggen.dk/?p=5613
1970´erne og 1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5719
1990´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5753
11. september 2001: http://danmarksbloggen.dk/?p=5810
Nullerne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5846

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ramadan om sommeren viser behovet for en vestlig islam

Idag starter muslimernes fastemåned Ramadanen. Fire uger, hvor voksne og raske muslimer ikke spiser, drikker eller ryger fra solopgang til solnedgang.

Noget, der giver god mening i de muslimske lande, der er noget tættere på Ækvator, og hvor dag og nat derfor er nogenlunde lige lange.

Men heroppe på de mere nordlige breddegrader er det her midt om sommeren med de lange dage og de korte nætter temmelig mange timer at skulle faste. Altfor mange timer uden mad og drikke, og endda i fire uger i træk. Og en ting er, at det ikke sundhedsmæssigt er godt – men det viser også behovet for en vestlig islam.

En islam, der selvfølgelig er tro mod sit teologiske grundlag, men som samtidig er tilpasset til at fungere i et sekulært og demokratisk samfund.

For selvfølgelig kan det lade sig gøre. Kristendommen i sin oprindelige form er på mange måder heller ikke egnet til at fungere i et moderne samfund. Men kristendommen har forlængst fundet sin rolle som den institution, der varetager en historisk og en kulturel arv – og som formidler nogle værdier og en tro, som den enkelte så selv kan vælge om vedkommende vil følge eller ej.

Islam kunne sagtens indtage en lignende rolle som værdiskaber og kulturformidler. Og her er det vigtigt, at det er muslimerne selv, der definerer deres egen tro og praksis – og den reformation af islam, som der er brug for her i Vesten, hvor det i øjeblikket går den gale vej.

For såvel muslimer som kristne og alle andre grupper i de vestlige lande bliver mere og mere fundamentalistiske – og får mindre og mindre respekt for hinanden.

Vejen frem går derfor gennem accept og rummelighed af hinanden, af ytringsfriheden og de andre frihedsrettigheder. Både her i Europa og udenfor.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg.

Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.

Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Respekt og tolerance over hele linien, tak

Muslimerne har det svært i Danmark – og det bliver ikke lettere i øjeblikket, snarere tværtimod. Men i modsætning til dengang, hvor det var jøderne, der var syndebukke, så er muslimerne ikke kun forfulgte uskyldigheder.

Et eksempel er Akkari-sagen, hvor imanerne talte med to tunger under Muhammed-krisen og dermed forværrede den. Og ja, det er også et problem, når en muslimsk beboergruppe som den i Kokkedal ikke vil bruge penge på den kristne julefest og et juletræ, men gerne på den muslimske Eid-fest. Æresdrab, tvangsægteskaber og andet er også et problem i et åbent, demokratisk land som Danmark.

MEN alle uhyrlighederne er ikke hele sandheden om muslimerne. Muslimerne er ligeså forskellige som alle mulige andre grupper, og der findes fundamentalister i alle lejre.

Det vigtigste er derfor, at vi stiller de samme krav til alle i Danmark – og giver alle i Danmark de samme rettigheder.

I praksis betyder det, at her i Danmark er de to køn lige – samt at alle religioner, alle politiske overbevisninger og såvel hetero- som homo-, bi- og transseksualitet er accepterede – og skal respekteres og tolereres. PUNKTUM.

Længere og mere besværligt er det ikke.

Så med andre ord:
1) Visse etnisk-danskere skal lære at tolerere muslimer
2) Visse muslimer skal lære at tolerere såvel kristne som måske især jøder
3) Visse både etnisk-danskere og muslimer skal lære at tolerere homo-, bi- og transseksuelle
4) Visse højrefløjs-danskere skal lære at tolere venstrefløjs-danskere – og omvendt
5) Visse mænd, både kristne, muslimske, jødiske, ateistiske osv, skal begynde at behandle kvinder – og især deres egen kone – med respekt
6) Og så de grupper, som ikke er nævnt, men som fortjener ligeså meget respekt som alle andre

Ingen skal nemlig kritiseres, forfølges eller blot være bange for at vise sin identitet og sine holdninger i Danmark. Vi skal være her allesammen – og dét i respekt for hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En kulturkristen muslim og et åbent hus

Naser Khader har lige udgivet bogen “Bekendelser fra en kulturkristen muslim”.

I den forbindelse udtalte han i et interview på DR2 Morgen på udgivningsdagen i fredags d. 25. oktober: “At den proces, som kristendommen har været igennem for at blive en moderne religion, mangler i islam. Og at det, der generer i islam, skal ud. Kristendommen og islam er nemlig som to huse. Men hvor der er lyst og højt til loftet i det kristne hus, er det mørkt og koldt, og det blæser ind i det islamiske. Islam er nemlig pt. en stagneret civilisation, mens man i det kristne hus hele tiden gør rent og sørger for, at der er venligt og plads til fritænkning og forskning.”

Til sammenligning nævner Naser Khader også, at der findes otte jødiske nobelpristagere – men ingen muslimske. Og han mener, at der heller ikke kommer nogen muslimske, sålænge man bliver i den gamle ruin istedet for at føre islam igennem den nødvendige moderniseringsproces – og altså dermed få renoveret huset.

Det er noget af et statement fra en Naser Khader, der omtaler sig selv som kulturkristen muslim, og som regner med at forblive muslim, selvom han er meget begejstret for kristendommen.

Han fortsætter også med at slå fast, at det er vigtigt at kende sin religion. Men at danskere desværre ikke kender til deres egen kristendom, og hvor meget den har betydet for samfundsudviklingen. Som fx en Grundtvig, der står som en åndskæmpe eller en Hal Koch, der betød så meget for demokratiets udvikling.

Naser Khader deler også danskerne op i kulturkristne og kirkekristne – og siger, at der er mange af de første, men færre af de sidste. Og at de første netop ikke ved ret meget om deres egen kristendom. Fx mener mange danskere, at julen er den største kristne højtid, hvor det retteligen er påsken.

Men har Naser Khader ret? Et langt stykke henad af vejen, men ikke hele vejen. For laget under kulturkristendommen er kirkekristendommen. Det er så også et lag, som kun de færreste når ned til i løbet af deres liv. Men ikke desto mindre er den historiske kirkekristendom forudsætningen for den kulturkristendom, der er mange nulevendes danskeres kristne tro og levevis. En levevis, der i bund og grund handler om humanisme, men som når man glemmer dens kristne, næstekærlige rødder handler om junglesamfund og egoisme.

Så kulturkristendommen og kirkekristendommen er ikke sidestillede størrelser. Den første er historisk set en konsekvens af den sidste, og dét er noget helt andet, end hvis der var tale om et personligt valg mellem to måder at være kristen på, som Naser Khader hævder er tilfældet – og som det også imiddelbart kan se ud.

At man så kan argumentere for, at kulturkristendommen i vor tid også kan få nogle til at blive kirkekristne, ihvertfald over tid, er en anden, men meget spændende sag. Men endnu er der ikke tale om en generel tendens, selvom flere og flere igen begynder at interessere sig for vores kristne rødder.

En del af dem er desværre folk langt ude på højrefløjen, som tager både danskheden og kristendommen som gidsler, når de hævder, at deres ekskluderende måde at være danske og kristne på er sand danskhed og sand kristendom. Men det passer ikke.

Set historisk har Danmark nemlig aldrig været det lille, lukkede land, som disse nye mørke kræfter arbejder på, at vi skal blive.

Danmark har altid været et åbent land, som har interageret med folk og lande over hele kloden. Dét er simpelhen måden, som vi overlever på, det som har bygget vores velfærd: Dette at få nye indtryk og impulser både indefra, men sandelig også udefra og omsætte det til ideer, viden og varer, som vi kan sælge og transportere rundt i hele verden.

Et lukket Fort Danmark, som fx Danskernes Parti og Dansk Folkeparti ønsker sig, vil betyde stagnation og tilbageskridt både materielt og åndeligt. Vi er et lille land, og at være os selv nok, bliver meget hurtigt til, at der ikke er nok til nogen af os.

Det samme vil ske for en kristendom, der defineres af mørkemænd og -koner som fx Krarup og Langballe. Der er ikke meget grundvigsk kærlighed og lys eller Kochsk´s demokrati over deres version af kristedommen. Tværtimod så sætter de skodder for det kristne hus og gør alting derinde så mørkt og bange.

Så følger man dem, så vil det idag så lyse og venlige kristne hus ende med at blive den samme hullede og vindblæste ruin, som Naser Khader mener, at det islamiske hus er.

For at gå Dansk Folkeparti, Danskernes Parti og meningsfællers sorte vej er at gå en fundamentalisk og mørk vej, der minder mere om den sorte del af den islam, som de ellers bekriger så energisk. Men fundamentalisme er – uanset om den er kristen, muslimsk eller troen på markedskræfternes frie spil – altid af det onde og aldrig af det gode.

For sådan er det, når man kun tror på sig selv og sit eget, og ikke vil rumme andre og deres meninger og deres tro.

I et moderne samfund – og dét uanset om man er kulturkristen, kirkekristen – eller kulturmuslim, moskémuslim – eller ateist – skal vi rumme hinanden og bygge et fælles hus, der stråler i alle regnbuens farver. For kun sådan har vi som menneskehed en chance …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Jødernes flugt over Øresund – medmenneskelighedens sejr

I disse dage er det 70 år siden, at det lykkes mere end 95% af alle danske jøder at komme i sikkerhed fra tyskerne og deres planer om deportation.

Langt de fleste jøder blev sejlet over Øresund til Sverige ombord på fiskerbåde, lystsejlere og hvad der ellers kunne flyde. For nogle var det gratis, mens det for andre kostede penge. Men hele samfundet spædede til – selv Kong Christian d. 10, som i det skjulte gav af egen lomme.

At så mange danske jøder kom væk i tide skyldtes, at advarslen kom fra den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best selv, at advarslen blev viderebragt af troværdige kilder fra det politiske liv – og ikke mindst at advarslen kom i tide.

I mange andre besatte lande blev langt størstedelen af landets jøder fanget og deporteret til tyskernes umenneskelige kz-lejre, hvor mange døde af sult og sygdom, hvis ikke de ligefrem blev gasset eller på andre måder slået ihjel. Alt sammen bare fordi de var jøder. Meget få af de ulykkelige var danske jøder.

Mon ikke vi allesammen husker den trofaste bankmand Hr. Stein fra Matador, der bliver opsøgt af sin nabokone i banken, skynder sig væk og dukker op om aftenen hjemme hos bankdirektør Varnæs, hvor han inddirekte er årsagen til at fru Maude Varnæs kommer ud af sin skal og sammen med Daniel Skjern bringer Hr. Stein i sikkerhed hjemme hos grisehandlerens kone fru Larsen, inden Kresten Skjern og doktor Hansen kan få ham ombord på en båd til Sverige, hvor hr. Stein er indtil krigen slutter, og han vender hjem igen – til både sit job og sin bolig.

Historien om hr. Stein er fiktiv, men typisk for redningen af de danske jøder. Bag hver eneste jødiske skæbne var der nemlig mange danskere, som gjorde en indsats – stor eller lille – for at hjælpe et eller flere medmennesker, som de anså for deres landsmænd og ligeværdige.

I Danmark var vi ellers længe – også for længe – om at stille os helhjertede på allieret side. Men to ting kan vi være stolte over: 1) Vores modstandsbevægelse, der nok var lille, men selv en lille bi kan stikke og irritere. 2) Den selvfølgelighed, hvormed de fleste danskere hjalp deres jødiske medborgere.

Og det er dette sidste, som samtiden med rette kunne bryste sig selv af: Denne medmenneskelighed, dette at se vores jødiske landsmænd som mennesker og danskere istedet for at se dem som jøder. Og så handle derpå. Dét var medmenneskelighedens sejr.

Ville det samme mon ske idag? Danmarksbloggen håber dét, men er ikke sikker. For hvordan er det lige, at vi ser på hinanden idag? Er det primært som (med)mennesker? Som danskere? Eller er det som muslimer vs. kristne, arbejdsløse vs. dem, der har et arbejde, tykke vs. tynde og så videre, og så videre.

Læs også http://danmarksbloggen.dk/?p=1754

I disse dage, hvor vi fejrer 70-året for en heroisk indsats udført af almindelige danskere, opfordrer Danmarksbloggen derfor til at lære af det, der skete dengang, så vi allesammen kan begynde at se på hinanden som medmennesker med respekt og rummelighed.

For jo, den leverpostejglade dansker kan godt lære at leve godt sammen med muslimen, der kun spiser halalkød. Ateisten og den troende kan godt lære at respektere hinandens tro og ikke-tro. Muslimen kan godt lære at sidde ved siden af jøden med kalot på i 5A´eren på Nørrebrogade. Virksomhedsejeren kan godt lære at forstå, at den arbejdsløse ikke er doven, men istedet gerne vil have et job osv, osv.

Sådan må det være. Sådan skal det blive, hvis medmenneskeligheden skal sejre igen i Danmark. Og det skal dén. Alternativet – et junglesamfund, hvor enhver er sig selv nok og kun de stærkeste overlever – er ikke til at holde ud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

11. september – 12 år efter

Der er én dag, som alle voksne danskere aldrig glemmer – og det er d. 11. september 2001.

Alle kan huske, hvad der skete dén dag i New York, i Washington D.C. og i luftrummet over en mark i Pennesylvania.

Alle kan  – med gru – også huske, hvad de lavede, da de hørte om eller så billederne af flyene, hullet i Pentagon, de rygende tvillingetårne og alle de stakkels mennesker, der kastede sig ud fra højder, hvor døden var dem vis. Det var et af de dér øjeblikke i historien, hvor verdenen ændrer sig afgørende.

Mon ikke også de fleste af os kan huske dén chokerede tilstand, som herskede i dagene bagefter. Dengang der blev sagt dyre ord om aldrig at glemme vigtigheden af tolerance og en åben verden.

Men hvad blev der af de ord? De er forlængst glemt og væk i hverdagens politik, men desværre også i de store visioner, som vi så desperat mangler.

Og det er en skam. For verden blev 100% anderledes dén septemberdag for præcis 12 år siden.Tvillingetårnene faldt til jorden, og med dem forsvandt også sorgløsheden og optimismen fra årene efte den kolde krigs afslutning i 1989, da Berlinmuren blev revet ned, og den gamle konflikt mellem øst og vest fortonede sig

Men d. 11. september blev en ny mur bygget – en mur mellem kristne og muslimer, som siden kun er blevet forstærket og bygget højere. Og det duer ikke at tie stille om det af angst for at støde nogen.

Vi er nødt til at tale om, at kristne forfølges i den muslimske verden – og at det ikke er i orden. Vi er nødt til at tale om, at muslimer har dårligere betingelser i de vestlige lande end andre – og at det ikke er i orden. Vi er nødt til at tale om, at jøder forfølges af muslimer – også i vestlige lande – og at det ikke er i orden.

Vi er nødt til at tale om det, og mens vi taler at forlange åbenhed og accept af hinanden og vores religioner.

For det er ligeså meget i orden at være muslim som at være kristen, men det er også ligeså meget i orden at være kristen – eller jøde – som at være muslim. For rascismen og fordommene går alle vegne. Og det er bare ikke i orden i et vestligt, åbent demokrati.

Her skal der være – og vi skal forlange det – plads og rum til alle trosretninger, men i gensidig respekt og rummelighed. Når det lykkedes, så har vi for alvor lært lektien fra 11. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk