Danmarks fineste øjeblik skete en nat i 1943

Episoden fra Matador, hvor Maude Varnæs og Daniel Skjern sammen med modstandsbevægelsen i Korsbæk redder den jødiske bankmand hr. Stein fra nazisterne, er et af de stærkeste afsnit i alletiders bedste danske tv-serie.

Og nok er den fiktion, men den viser alligevel også virkeligheden. For det er uomtvisteligt, at hjælpen til jøderne kom fra alle sider af det danske samfund – og også fra nogle, som ellers ikke havde for vane at gøre noget for andre. Ellers kunne næsten alle landets jøder heller ikke være blevet reddet den nat mellem d. 1. oktober og d. 2. oktober 1943.

Historien om redningen af de danske jøder er derfor også den største og smukkeste fortælling fra de fem forbandede år, den historie som vi kan være mest stolte af. For ja, nok tjente nogle kynisk styrtende med penge på at hjælpe jøderne, men langt de fleste gjorde det uden at få noget for det – men blot fordi de ville hjælpe medmennesker i yderste nød.

Historien om redningen af de danske jøder er derfor historien om anstændighed og medmenneskelighed i en tid, hvor mørket og hadet herskede – og i år er det så 75 år siden, at bådene sejlede mod Sverige med deres dyrebare last af omkring 7.000 jøder, der reddede livet.

481 lykkedes det så desværre ikke for, da tyskerne fik fat på dem. Men selv langt de fleste af dem reddede alligevel livet, da de kom til Theresienstadt i stedet for til udryddelseslejrene – fordi danske embedsmænd havde gode kontakter i det tyske system. Cirka 100 danske jøder døde dog desværre alligevel.

I dag bor der cirka 6.000 jøder i Danmark. Jøder, som det ikke altid er let for, da de især fra visse muslimske grupperinger møder modstand og had – også i en grad så det fører til et stigende antal verbale og fysiske overfald. Det er forfærdeligt, og det er derfor efter Danmarksbloggens mening ved igen at være tid til at vise de danske jøder, at det danske samfund vil hjælpe dem og være dér for dem.

For en ting er Israel-Palæstina-konflikten – det er storpolitik, og ingen herboende jøder skal gøres ansvarlige for, hvad der sker i Israel – præcis som at ingen herboende muslimer skal gøres ansvarlige for, hvad der sker i Mellemøsten i øvrigt.

Vi er mennesker – og skal opfatte hinanden som sådan. ALLE SAMMEN. MED RESPEKT.

Læs mere om dén nat i 1943 her:
http://www.holocaust-uddannelse.dk/holocaust/danmarkogholocaust.asp

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg.Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jøderne – en lille, men vigtig del af Danmark

Vi kan slet ikke undvære jer, sagde statsministeren til jøderne efter terrorangrebet midt i måneden.

Hun havde helt ret. Jøderne har i mere end 400 år levet i Danmark, hvor de har sat sig gode og vigtige spor. Nobelpristageren Niels Bohr var fx jøde. Det samme var brødrene Brandes.

For jøderne skal blive i Danmark – og vi skal passe godt på dem, som også Danmarksbloggen skrev det kort efter terrorangrebet:

http://danmarksbloggen.dk/?p=6418

Det er derfor vigtigt, at det danske samfund sikrer, at alle jøder kan leve et godt, sikkert og fuldt jødisk liv fra vugge til grav, hvad enten der er tale om en filmfestival eller en skole.

Danmark har hjulpet sine jøder før. Mest kendt er nok begivenhederne under 2. Verdenskrig, hvor langt de fleste jøder blev reddet fra tyskerne. Men også Frederik d. 6. sikrede, at de danske jøder ikke led samme forfølgelser, som mange andre jøder gjorde det i 1800-tallets Europa. Det var også ham, der gav jøderne fulde borgerrettigheder i Danmark.

For antisemitismen er desværre ikke nogen ny foreteelse. Den går langt tilbage i historien. Det gør den så ikke mere rigtig. Tværtimod er ethvert overgreb på jøder en kriminel handling, der ikke kan undskyldes eller forklares.

Undertegnede er ikke jøde, men kristen. Men ethvert overgreb på en dansk jøde er også et overgreb på mig. For vi er alle danskere, os der bor her i Danmark – og når nogen af os er truede, som jøderne er det pt., så må vi andre ile til hjælp.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vigtigheden af at passe på jøderne

På de fleste skoler har man en anti-mobbe-politik.

Det skal vi også have som samfund. For også her har vi en gruppe, som udsættes for ikke kun mobning, men også decideret chikane og nu terror. Nemlig jøderne.

Danmark anno 2015 er desværre et land, hvor det er svært at være jøde – både til hverdag og når terroren rammer. Hvor jøder rådes til ikke at gå med kalot og Davidsstjerne på Nørrebro fx. Hvor jøder rådes til at passe på med at sige at de er jøder, fordi det kan ophidse i en diskussion om palæstinenserne.

Men jøder er ligeså meget danskere som alle mulige andre. Jøder har de samme rettigheder som alle andre. Jøder skal derfor – uhindret og uden problemer – kunne gå med kalot og Davidsstjerne og på anden måde vise, at de er jøder. De skal kunne sige og skrive, hvad de har lyst til. Ytringsfriheden gælder også jøder.

Gårsdagens terror ramte nemlig ikke kun ytringsfriheden på Østerbro. I anden omgang ramte den det jødiske samfund, da en jøde blev skudt og dræbt, mens han passede på 80 andre jøder, der holdt konfirmationsfest ved synagogen i Krystalgade.

Et samfund er aldrig stærkere end dets svageste led … og skal Danmark være det åbne og frie samfund, som vi så gerne vil være, så skal vi passe godt på jøderne.

Vi er alle mennesker først, sidst og indimellem – og det gælder alle, både kristne, muslimer, jøder, buddhister, ateister og alle andre. Vi skal alle være her – i fredelig og dejlig sameksistens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske jøder trues og overfaldes pga Gaza-konflikten

I går skrev Kristeligt Dagblad om, hvordan danske jøder bliver truet på grund af Gaza-konflikten.

Ifølge artiklen har næstformand i Dansk Zionistforbund Jonatan Møller Sousa fx fået flg. mail: “Der er ingen døde jøder desværre: Det laver vi om på i Danmark. Jeg håber du og dine zionistiske venner brænder i helvede og oplever en endnu mere smertefuld død end alle de børn i Gaza, der er blevet dræbt.”

En anden jøde, der gik med Davidsstjernen om halsen, oplevede også, at der blev spyttet på ham – samt at ham, der spyttede, prøvede at rive Davidsstjernen af vedkommende.

Læs evt. mere her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/2014-07-18/danske-j%C3%B8der-trues-p%C3%A5-grund-af-gaza-konflikten

Det er bare ikke i orden!!!

Meningerne om Gaza-konflikten, Israels rolle og Hamas´ rolle kan være nok så delte og debatten nok så ophidset – og det er som det skal være, så længe det også er sobert og uden trusler eller vold.

For danskerne er absolut ikke enige her, og det er helt fint ifølge den store demokrati-bog.

For demokrati handler nemlig i allerhøjeste grad om uenighed og evnen til at kunne håndtere og respektere andres meninger end ens egen.

Derfor er det også 100% uacceptabelt, når danske jøder trues og overfaldes!!!!

Og det ville klæde danske medier og danske politikere at tage åbent og højlydt afstand fra de trusler og overfald, som danske jøder oplever i denne tid pga Gaza-konflikten.

Men nej, munden holdes lukket. Politikerne gemmer sig og siger ingenting – og det er et stort problem. Ja, det er et direkte svigt af de danske jøder.

For alle danskere – uanset om de er jøder, kristne, muslimer eller noget helt fjerde – har ret til at vise deres religiøse og politiske tilhørsforhold uden at risikere trusler eller overfald.

Og alle danske politikere har en soleklar pligt til at kæmpe for, at alle danskere kan nyde godt af dén ret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Protestanter, katolikker, ortodokse kristne og jøder fordømmer også homoseksuelle …

I morgen åbner den nye stormoské på Nørrebro – og det har ikke skortet på kritik, blandt andet fordi Dansk Islamisk Råd, der står bag stormoskéen, anser homoseksualitet som en sygdom.

“Homoseksualitet er forkert og at betragte som en sygdom,” siger rådets talsmand, Mohamed al Maimouni, til Jyllandsposten. Og ja, homoseksualitet er en synd i mange muslimske øjne.

Men der findes også muslimer, som mener det modsatte og som synes, at religionen skal følge med tiden. En af dem er kommunikationsansvarlig i Sabaah, en forening for homo-, bi- og transkønnede med anden etnisk baggrund end dansk, Fahad Saeed, som man kan læse om i Jyllandspostens artikel: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE6811873/homoseksuel-muslim-religionen-ma-foelge-med-tiden/

Desuden er muslimerne ikke alene om at fordømme homoseksuelle. Langtfra endda – desværre. Kristne gør det også – og også nogle fra Den Danske Folkekirke.

I 2012 udtalte sognepræst Niels Højlund således i et interview på TV2 om loven, der giver homoseksuelle ret til at blive viet i kirken: “Den lyver om Gud, den lyver om, at Gud forandrer sig, og at Gud siger noget nyt fra tiår til tiår. Den lyver om virkeligheden, den lyver om, at forhold mellem mand og mand, og kvinde og kvinde er det samme som forhold mellem mand og kvinde, og det er det ikke.”

Og i 2007 sagde daværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Krarup i Nyhedsavisen: “Homoseksuelle er handikappede, fordi de ikke kan opfylde betingelserne for et ægteskab og skabe en familie. Derfor kan de heller ikke forlange at blive ligestillet på det område.”

Og de er ikke alene. Mange kristne trossamfund mener som Højlund og Krarup. Den katolske kirke fordømmer således homoseksualitet, omend den nye pave (som den første pave nogensinde) ikke fordømmer den enkelte homoseksuelle i sig selv. Visse frimenigheder, blandt andet Pinsekirken, fordømmer også homoseksualitet. De ortodokse kirker, som blandt andet tæller Den Russiske kirke, anser også homoseksualitet for forkert og naturstridigt.

Jøderne er også delt. De ortodokse jøder, som Dansk Mosaisk Trossamfund tilhører, afviser homoseksualiteten som noget syndigt, mens de reformerte jødiske menigheder derimod accepterer homoseksualitet fuldt ud.

Så nej, visse muslimske grupper er ikke alene om at mene, at homoseksualitet er syndigt.

Desværre. For alt for mange mennesker – uanset tro – har nemlig tilsyneladende meget svært ved at se, at kærlighed ikke drejer sig om køn, men om mennesker.

Alt for mange mennesker forstår ikke, at kærligheden er større end alt andet. Uanset om det er kærlighed mellem en mand og en kvinde, en mand og en mand, en kvinde og en kvinde – eller måske tre eller flere personer.

For verden bliver bare bedst, sjovest og mest farverig, når vi frit kan være her allesammen, hvad enten vi er hetero-, homo-, bi-, trans- eller polyamorøs-seksuelle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg.

Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.

Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jødernes flugt over Øresund – medmenneskelighedens sejr

I disse dage er det 70 år siden, at det lykkes mere end 95% af alle danske jøder at komme i sikkerhed fra tyskerne og deres planer om deportation.

Langt de fleste jøder blev sejlet over Øresund til Sverige ombord på fiskerbåde, lystsejlere og hvad der ellers kunne flyde. For nogle var det gratis, mens det for andre kostede penge. Men hele samfundet spædede til – selv Kong Christian d. 10, som i det skjulte gav af egen lomme.

At så mange danske jøder kom væk i tide skyldtes, at advarslen kom fra den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best selv, at advarslen blev viderebragt af troværdige kilder fra det politiske liv – og ikke mindst at advarslen kom i tide.

I mange andre besatte lande blev langt størstedelen af landets jøder fanget og deporteret til tyskernes umenneskelige kz-lejre, hvor mange døde af sult og sygdom, hvis ikke de ligefrem blev gasset eller på andre måder slået ihjel. Alt sammen bare fordi de var jøder. Meget få af de ulykkelige var danske jøder.

Mon ikke vi allesammen husker den trofaste bankmand Hr. Stein fra Matador, der bliver opsøgt af sin nabokone i banken, skynder sig væk og dukker op om aftenen hjemme hos bankdirektør Varnæs, hvor han inddirekte er årsagen til at fru Maude Varnæs kommer ud af sin skal og sammen med Daniel Skjern bringer Hr. Stein i sikkerhed hjemme hos grisehandlerens kone fru Larsen, inden Kresten Skjern og doktor Hansen kan få ham ombord på en båd til Sverige, hvor hr. Stein er indtil krigen slutter, og han vender hjem igen – til både sit job og sin bolig.

Historien om hr. Stein er fiktiv, men typisk for redningen af de danske jøder. Bag hver eneste jødiske skæbne var der nemlig mange danskere, som gjorde en indsats – stor eller lille – for at hjælpe et eller flere medmennesker, som de anså for deres landsmænd og ligeværdige.

I Danmark var vi ellers længe – også for længe – om at stille os helhjertede på allieret side. Men to ting kan vi være stolte over: 1) Vores modstandsbevægelse, der nok var lille, men selv en lille bi kan stikke og irritere. 2) Den selvfølgelighed, hvormed de fleste danskere hjalp deres jødiske medborgere.

Og det er dette sidste, som samtiden med rette kunne bryste sig selv af: Denne medmenneskelighed, dette at se vores jødiske landsmænd som mennesker og danskere istedet for at se dem som jøder. Og så handle derpå. Dét var medmenneskelighedens sejr.

Ville det samme mon ske idag? Danmarksbloggen håber dét, men er ikke sikker. For hvordan er det lige, at vi ser på hinanden idag? Er det primært som (med)mennesker? Som danskere? Eller er det som muslimer vs. kristne, arbejdsløse vs. dem, der har et arbejde, tykke vs. tynde og så videre, og så videre.

Læs også http://danmarksbloggen.dk/?p=1754

I disse dage, hvor vi fejrer 70-året for en heroisk indsats udført af almindelige danskere, opfordrer Danmarksbloggen derfor til at lære af det, der skete dengang, så vi allesammen kan begynde at se på hinanden som medmennesker med respekt og rummelighed.

For jo, den leverpostejglade dansker kan godt lære at leve godt sammen med muslimen, der kun spiser halalkød. Ateisten og den troende kan godt lære at respektere hinandens tro og ikke-tro. Muslimen kan godt lære at sidde ved siden af jøden med kalot på i 5A´eren på Nørrebrogade. Virksomhedsejeren kan godt lære at forstå, at den arbejdsløse ikke er doven, men istedet gerne vil have et job osv, osv.

Sådan må det være. Sådan skal det blive, hvis medmenneskeligheden skal sejre igen i Danmark. Og det skal dén. Alternativet – et junglesamfund, hvor enhver er sig selv nok og kun de stærkeste overlever – er ikke til at holde ud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Jøderne skal behandles med respekt af alle, også af SIAD

I lyset af lørdagens tumulte demonstrationer må det være på sin plads at slå en ting helt fast:

I et demokratisk samfund med religionsfrihed som det danske kan – og skal – enhver kunne vise sit tilhørsforhold, også religiøst, i sin påklædning, med smykker, hovedbeklædning og så videre. Punktum!!!

Danske jøder, såvel børn som voksne, skal kunne færdes frit og trygt på alle gader i Dronningeriget iført kalot og Davidsstjerne – også Nørrebro. Det står overhovedet ikke til diskussion.

Derfor er det heller ikke i orden, når jøder ikke kan gå på netop for eksempel Nørrebro uden at blive overfaldet – tit fysisk, men næsten altid verbalt og med skældsord, som man for eksempel kan læse om det her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/486477:Debat–Debattoer–Joeder-chikaneres-i-Koebenhavn

Men det er ikke kun jøderne, der skal behandles med respekt. Det skal alle andre også.
Derfor er det også betænkeligt, når en organisation SIAD (Stop Islamiseringen af Danmark) arrangerer en demonstration som den der foregik i lørdags …

For deres ærinde handler ikke om at hjælpe jøderne. Deres metier er i stedet at modarbejde muslimerne, som man hos SIAD per definition er imod. Og med dén stemning af fjendtlighed overfor muslimer, som der efterhånden er fra mange sider i det danske samfund, lykkes det i reglen altfor godt.

Men i deres kamp mod muslimerne tog SIAD jøderne som gidsler i lørdags ved at sætte netop jøderne i et direkte modsætningsforhold til muslimerne. Og det et noget, som hverken jøder eller muslimer kan være tjent med. For det er ikke at behandle hveken jøder eller muslimer med den respekt, som vi alle fortjener.

Tværtimod skal man gå dialogens og samarbejdets vej – og den starter ved at anerkende, at vi alle har ret til at være her, til at praktisere vores tro eller lade være. At ingen religion i sig selv er hverken rigtig eller forkert. At det hele kommer an på de mennesker, der er involverede.

For hvad enten du går med davidsstjerne, med tørklæde, med kors eller med en hjemmelavet perlekæde fra dit barns børnehave, så er du dansk, når du bor i Danmark. Og du har dermed såvel pligt til at vise alle samme respekt, som du på din side også har krav på at modtage fra alle os andre.

For vi skal være her allesammen – side om side med hinanden, beriget af vores mangfoldighed og forskellighed!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk