Vigtigheden af at passe på jøderne

På de fleste skoler har man en anti-mobbe-politik.

Det skal vi også have som samfund. For også her har vi en gruppe, som udsættes for ikke kun mobning, men også decideret chikane og nu terror. Nemlig jøderne.

Danmark anno 2015 er desværre et land, hvor det er svært at være jøde – både til hverdag og når terroren rammer. Hvor jøder rådes til ikke at gå med kalot og Davidsstjerne på Nørrebro fx. Hvor jøder rådes til at passe på med at sige at de er jøder, fordi det kan ophidse i en diskussion om palæstinenserne.

Men jøder er ligeså meget danskere som alle mulige andre. Jøder har de samme rettigheder som alle andre. Jøder skal derfor – uhindret og uden problemer – kunne gå med kalot og Davidsstjerne og på anden måde vise, at de er jøder. De skal kunne sige og skrive, hvad de har lyst til. Ytringsfriheden gælder også jøder.

Gårsdagens terror ramte nemlig ikke kun ytringsfriheden på Østerbro. I anden omgang ramte den det jødiske samfund, da en jøde blev skudt og dræbt, mens han passede på 80 andre jøder, der holdt konfirmationsfest ved synagogen i Krystalgade.

Et samfund er aldrig stærkere end dets svageste led … og skal Danmark være det åbne og frie samfund, som vi så gerne vil være, så skal vi passe godt på jøderne.

Vi er alle mennesker først, sidst og indimellem – og det gælder alle, både kristne, muslimer, jøder, buddhister, ateister og alle andre. Vi skal alle være her – i fredelig og dejlig sameksistens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kalotter og Davidsstjerner SKAL kunne være i fred på Nørrebro

En reporter fra radio24syv tog en jødisk kalot på og gik en tur på Nørrebro.

Det indkasserede han i løbet af ingen tid en del trusler på, samt at han blev forfulgt af nogle unge mænd, der fik ham til at love at give de penge, som han ikke havde fået for at tage kalotten på, til Hamas og Quassam (Hamas´ militære fløj, red.).

Læs historien her: http://www.bt.dk/danmark/mand-med-kalot-truet-og-forfulgt-paa-noerrebro-troede-jeg-ville-faa-bank

Det er på alle planer 100% forkert!!!

For alle – også jøder – skal kunne gå i fred på de danske gader og stræder, også iført kalot og Davidsstjerne.

Og ingen – heller ikke Hamas-støtter – skal have lov til at true andre og udøve selvjustits, som de unge mænd gjorde det på Nørrebro forleden dag.

Den slags adfærd er direkte i modstrid med dansk lov og demokratisk tankegang – og vi må have såvel politi som domstole og sociale myndigheder på banen til at håndhæve, at reglerne overholdes af alle, som bor i Danmark.

For nej, Nørrebro er ikke kun for muslimer, selvom der bor mange muslimer i bydelen. Nørrebro er – ligesom resten af Danmark – for alle, der bor og lever i dette land. Punktum, og det skal alle simpelthen lære at acceptere, punktum igen.

For netop den enkeltes sikkerhed og frihed til at ytre og manifestere sig, også religiøst, er en af grundhjørnestenene i det danske demokrati.

Danmarksbloggen kunne derfor også godt ønske sig, at de mange muslimer, der ikke deler de unge mænds synspunkter, men som blot vil leve i fred og ro med deres familie, turde komme på banen med deres kritik af de muslimer, der ikke forstår, hvad det vil sige at leve i et demokratisk og frit land.

For Danmarksbloggen er overbevist om, at rigtig mange muslimer blot ønsker at leve et helt almindeligt liv med arbejde, familie og hygge i fritiden – og at det er nogle få, fundamentalistiske og særdeles aggressive, som ødelægger det samlede billede.

Alle etniske danskere er jo heller ikke som Pia Kjærsgaard, vel? Selvom fundamentalismen desværre er stigende i alle lejre.

Tilføjelse kl. 10.02: Danmarksbloggen erfarer, at der arrangeres en protestmarch på netop Nørrebro på torsdag d. 14. august – desværre ikke af muslimske organisationer, men af den konservative Rasmus Jarlov. Der er også brug for det: Det Jødiske Samfund i Danmark har iflg. Berlingske registreret ikke færre end 29 fysiske, verbale og virtuelle overgreb på jøder siden konflikten i Gaza blussede op for en god måned siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jøderne skal behandles med respekt af alle, også af SIAD

I lyset af lørdagens tumulte demonstrationer må det være på sin plads at slå en ting helt fast:

I et demokratisk samfund med religionsfrihed som det danske kan – og skal – enhver kunne vise sit tilhørsforhold, også religiøst, i sin påklædning, med smykker, hovedbeklædning og så videre. Punktum!!!

Danske jøder, såvel børn som voksne, skal kunne færdes frit og trygt på alle gader i Dronningeriget iført kalot og Davidsstjerne – også Nørrebro. Det står overhovedet ikke til diskussion.

Derfor er det heller ikke i orden, når jøder ikke kan gå på netop for eksempel Nørrebro uden at blive overfaldet – tit fysisk, men næsten altid verbalt og med skældsord, som man for eksempel kan læse om det her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/486477:Debat–Debattoer–Joeder-chikaneres-i-Koebenhavn

Men det er ikke kun jøderne, der skal behandles med respekt. Det skal alle andre også.
Derfor er det også betænkeligt, når en organisation SIAD (Stop Islamiseringen af Danmark) arrangerer en demonstration som den der foregik i lørdags …

For deres ærinde handler ikke om at hjælpe jøderne. Deres metier er i stedet at modarbejde muslimerne, som man hos SIAD per definition er imod. Og med dén stemning af fjendtlighed overfor muslimer, som der efterhånden er fra mange sider i det danske samfund, lykkes det i reglen altfor godt.

Men i deres kamp mod muslimerne tog SIAD jøderne som gidsler i lørdags ved at sætte netop jøderne i et direkte modsætningsforhold til muslimerne. Og det et noget, som hverken jøder eller muslimer kan være tjent med. For det er ikke at behandle hveken jøder eller muslimer med den respekt, som vi alle fortjener.

Tværtimod skal man gå dialogens og samarbejdets vej – og den starter ved at anerkende, at vi alle har ret til at være her, til at praktisere vores tro eller lade være. At ingen religion i sig selv er hverken rigtig eller forkert. At det hele kommer an på de mennesker, der er involverede.

For hvad enten du går med davidsstjerne, med tørklæde, med kors eller med en hjemmelavet perlekæde fra dit barns børnehave, så er du dansk, når du bor i Danmark. Og du har dermed såvel pligt til at vise alle samme respekt, som du på din side også har krav på at modtage fra alle os andre.

For vi skal være her allesammen – side om side med hinanden, beriget af vores mangfoldighed og forskellighed!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk