Påskens hvem-hvad-hvornår

Hvad sker der i påsken? Det har danskerne det med at glemme. Danmarksbloggen bringer her en kort oversigt.

Palmesøndag: Påsken startede i søndags, palmesøndag, hvor Jesus på et æsel rider ind i Jerusalem, mens han modtages som en anden superstar af de begejstrede folkemængder, der vifter med palmegrene.

Skærtorsdag: Dagen, hvor Judas sælger Jesus for 30 sølvpenge, hvor Jesus vasker disciplenes fødder, hvor Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren – og hvor han beder så brændende i Getsemane Have, inden han pågribes af de romerske soldater – og fornægtes af Peter.

Langfredag: Dagen, hvor Jesus piskes og dømmes til døden, hvor han vandrer ad Via Dolorosa til Golgata, hvor Jesus korsfæstes, lider og dør – efter at have tvivlet og råbt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?!. Ja, selv Guds egen søn tvivlede i sit livs mørkeste stund på Guds eksistens.

Påskedag: Dagen, hvor kvinderne efter sabbaten kommer ud til graven og ser, at graven er tom pånær en engel, der siger: Ham, I søger, er ikke her. Han er genopstanden og er gået forud for jer til Galilæa. Kvinderne er lykkelige og skynder sig at fortælle det til nogle af disciplene, som ikke vil tro på det. Men så kommer Jesus selv, den genopstandne Jesus – og så tror alle, selv den vantro Thomas, der dog lige må tjekke først, inden han kan tro.

Anden påskedag: Et par af disciplene er – kede af det – på vej til Emmaus, og en mand slår følge med dem. De kender ham ikke, men det er Jesus, som får dem til at fortælle hele historien om Jesus. Om aftenen spiser de sammen, og da de sidder der og deler brødet – som de sidst gjorde det ved nadveren skærtorsdag – så genkender de Jesus, og glæden er grænseløs og nok til at starte en hel verdensreligion på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Palmesøndag og den stille uge

Så starter årets største drama – og nej, jeg tænker ikke på hverken skoler, lokcouter, vækstplaner, landets økonomi eller noget andet af det, der trækker overskrifter i øjeblikket.

Jeg tænker på påsken, på den stille uge, som man kalder denne sidste uge inden påskemiraklet sker. Fordi nu er det ved at være nu. Nu bliver det alvor. Nu skal Han, der kom ned på Jorden for at frelse os alle sammen, forrådes, svigtes, forlades, pines, piskes, dømmes, lide og til sidst dø på korset for vores skyld.

Og fordi Han elsker os så meget, har døden og alt det mørke og sorte ikke en chance. Fordi Han er så fuld af lys og kærlighed, vil det onde ikke kunne triumfere.

For lyset skinner i mørket – og mørket kan aldrig, aldrig få bugt med det – hvor meget det end prøver. Og det onde prøver hele tiden og uden nogen betænkeligheder at søge sit eget, tænke på sig selv og kun sig selv.

Og det kan virke, som om det onde vinder, men det gør det ikke. Det gør det aldrig. Ikke for alvor, ikke på den lange bane. Nåde går altid for ret i den himmelske retssal.

For nok skal vi igennem et langfredagsmørke lige om lidt, men bag ved det – som den gyldne sol frembryder af den kulsorte sky – kommer lyset og kærligheden. Den kærlighed, der giver og giver det hele. Dén kærlighed bare vælder frem, lysvæld efter lysvæld. For den kan slet ikke lade være. Dén kærlighed må bare give og give det hele …

Som Han gjorde det, da Han døde på korset for vores skyld – og genopstod på og af den samme kærlighed.

Det er jordens største og bedste historie til evig tid – og nu er det tid til at fortælle den igen. Og så bliver det forår – også i sindet.

Og det starter altsammen i morgen, når Han rider ind i Jerusalem på et æsel og hyldes af de samme menneskemængder, som vil kræve Ham henrettet og massemorderen frigivet på fredag. For så flygtig er den popularitet, som så mange anser som livets mening.

Men popularitet og penge og anseelse er ikke livets mening. Livets mening er den kærlighed, som findes på korset og som Jesus genopstod på og af. Den kærlighed, hvor vi giver og giver det hele – og allermest til dem, som ikke har fortjent det.

Til dem, der ligesom dig, mig og os alle sammen også forråder, svigter og forlader … men vi er elskede og tilgivede alligevel … fordi Han døde og genopstod for vores skyld den allerførste påskemorgen for snart 2000 år siden.

Og derfor er der grund til at kippe med palmebladet idag og synge: Hosianna i det høje, Himlens Kongesøn er her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jøderne skal behandles med respekt af alle, også af SIAD

I lyset af lørdagens tumulte demonstrationer må det være på sin plads at slå en ting helt fast:

I et demokratisk samfund med religionsfrihed som det danske kan – og skal – enhver kunne vise sit tilhørsforhold, også religiøst, i sin påklædning, med smykker, hovedbeklædning og så videre. Punktum!!!

Danske jøder, såvel børn som voksne, skal kunne færdes frit og trygt på alle gader i Dronningeriget iført kalot og Davidsstjerne – også Nørrebro. Det står overhovedet ikke til diskussion.

Derfor er det heller ikke i orden, når jøder ikke kan gå på netop for eksempel Nørrebro uden at blive overfaldet – tit fysisk, men næsten altid verbalt og med skældsord, som man for eksempel kan læse om det her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/486477:Debat–Debattoer–Joeder-chikaneres-i-Koebenhavn

Men det er ikke kun jøderne, der skal behandles med respekt. Det skal alle andre også.
Derfor er det også betænkeligt, når en organisation SIAD (Stop Islamiseringen af Danmark) arrangerer en demonstration som den der foregik i lørdags …

For deres ærinde handler ikke om at hjælpe jøderne. Deres metier er i stedet at modarbejde muslimerne, som man hos SIAD per definition er imod. Og med dén stemning af fjendtlighed overfor muslimer, som der efterhånden er fra mange sider i det danske samfund, lykkes det i reglen altfor godt.

Men i deres kamp mod muslimerne tog SIAD jøderne som gidsler i lørdags ved at sætte netop jøderne i et direkte modsætningsforhold til muslimerne. Og det et noget, som hverken jøder eller muslimer kan være tjent med. For det er ikke at behandle hveken jøder eller muslimer med den respekt, som vi alle fortjener.

Tværtimod skal man gå dialogens og samarbejdets vej – og den starter ved at anerkende, at vi alle har ret til at være her, til at praktisere vores tro eller lade være. At ingen religion i sig selv er hverken rigtig eller forkert. At det hele kommer an på de mennesker, der er involverede.

For hvad enten du går med davidsstjerne, med tørklæde, med kors eller med en hjemmelavet perlekæde fra dit barns børnehave, så er du dansk, når du bor i Danmark. Og du har dermed såvel pligt til at vise alle samme respekt, som du på din side også har krav på at modtage fra alle os andre.

For vi skal være her allesammen – side om side med hinanden, beriget af vores mangfoldighed og forskellighed!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk