Tag-arkiv: påske

Påsken – forklaret

Udgivet den af
Svar

Påsken står for døren, og Danmarksbloggen iler med en oversigt over, hvad der sker i påsken, hvis nu man ikke har det stående skarpt i erindringen:

Palmesøndag: Jesus rider på et æsel ind i Jerusalem, hvor han hyldes som en konge, og mødes af jublende menneskemængder med palmeblade i hænderne. Senere salves Jesus af en kvinde, som bruger en hel krukke meget dyr creme på ham. Hermed er han også klar til dén begravelse, der venter.

Skærtorsdag: Judas forråder Jesus for 30 sølvpenge, og Jesus vasker disciplenes fødder, inden de sætter sig til bords for at nyde det jødiske påskemåltid. Men i slutningen af måltidet bryder Jesus den jødiske tradition, og indstifter i stedet den kristne nadver med brød og vin. Derpå går han ud i Getsemane Have, og beder om at måtte slippe for det, der venter, men ender selvfølgelig med at acceptere sin skæbne. Det er også denne nat, at Peter (som senere bliver den første pave) nægter at kende Jesus.

Langfredag: Jesus tages til fange natten til langfredag, piskes og dømmes til døden ved korsfæstelse. Han bærer selv korset op ad Via Dolorosa – smertens vej – til Golgata, hvor han bliver korsfæstet. På hver side af Jesus hænger to kriminelle. Den ene håner ham, mens den anden beder Jesus om at huske ham, hvorpå Jesus svarer: Sandelig siger jeg dig, i dag er du med mig i Paradis. Men til sidst tvivler selv Jesus, og udbryder: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig – og så råber han højt og dør.

Påskedag: Efter den jødiske hviledag lørdag går kvinderne ud til Jesu grav søndag morgen, men til deres store overraskelse er graven tom, og der sidder en engel, som fortæller dem, at Jesus er genopstanden. De skynder sig tilbage til disciplene, som først ikke tror på kvinderne, men som så overbevises – også fordi Jesus selv viser sig for dem. Især Thomas kniber det med, men til sidst tror også han, og Jesus siger: Du tror, fordi du ser – salige er de, som ikke ser og dog tror.

Anden påskedag: Disciplene er dybt fortvivlede, og to af dem begiver sig til byen Emmaus. Undervejs slår Jesus følge med dem, men de kan ikke genkende ham. Så de fortæller Jesus om, hvad der er sket – og han lytter. Han kritiserer dem også for ikke at stole på, hvad denne Jesus sagde og lovede dem. Men stadig genkender de ham ikke. Det sker først, da de sidder ved aftensbordet – og Jesus bryder brødet, og velsigner det – præcis som han gjorde skærtorsdag aften. SÅ genkender de ham – men så forsvinder Jesus for øjnene af dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påske handler om at vaske fødder – og hænder

Udgivet den af
Svar

Som de fleste nok kan huske, så vasker Jesus fødderne på disciplene skærtorsdag.

Fodafvaskningen var i datidens Israel det ringeste job, nogen kunne påtage sig. At knæle ned foran andre og vaske deres beskidte fødder efter en lang dags rejse på støvede veje eller vaden rundt i den beskidte by – ja, det var noget, som man overlod til de laveste tjenestefolk.

Men Jesus gør det alligevel som en metafor på, at den, som tjener andre, er den største.

Det har nutidens ledere det markant sværere med – hvis man altså ser bort fra den nuværende Pave Frans, som i sin pavetid har vasket fødder på fanger, syge og folk i flygtningelejre. På alle dem, som er samfundets mest udsatte og mest ringeagtede.

Dét er lige i Jesu ånd.

Pave Frans er så også alene om at vaske andres fødder. Det gør de andre ledere i verden IKKE. Tværtimod vasker de – konstant og hele tiden – hænder som en anden bibelsk person. Bare en, som er noget mere upopulær.

Pontius Pilatus gjorde det nemlig langfredag, da han erklærede, at hans hænder var rene. Pontius Pilatus var ellers Romerrigets øverste magt i Jerusalem, så han kunne have stoppet korsfæstelsen af Jesus, hvis han havde villet. Men Pilatus lod -. trods en egen tro på Jesu uskyld – folket bestemme, da de skreg: Korsfæst Jesus.

Pilatus er så ikke alene. Tværtimod er det med at fralægge sig ansvaret for egne handlinger præcis det, som statsministre, præsidenter og alle andre med magt har gjort til alle tider – og stadig gør. Ingen nævnt, ingen glemt.

Men det ville være en fordel, hvis nutidens statsledere fik en lektie i ydmyghed – og i at huske, at det største er at tjene, ikke at blive tjent.

Her kunne en enkelt dags fodafvaskning måske hjælpe. Der er masser af plejehjem og sygehuse, hvor der løbes så stærkt, at personalet med kyshånd ville tage imod en sådan håndsrækning, også selvom den kommer fra et menneske, som aldrig har prøvet at blive svedt og fysisk beskidt af sit arbejde.

Men det er nok for meget at håbe på. Det Ny Jerusalem kommer hurtigere end at magthaverne kan huske på, at den, der er stærk og har indflydelse, har et særligt ansvar overfor de udsatte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvinderne – de skjulte helte i påskehistorien

Udgivet den af
Svar

Påsken gemmer som et andet chokolade-påskeæg på en overraskelse – nemlig de skjulte helte.

Men vi starter lige med et kort rids af påskens begivenheder, hvis nu man ikke har begivenhederne helt fremme i hukommelsen:

Palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem, og hyldes som en konge.
Skærtorsdag: Jesus indstifter nadveren ved påskemåltidet – og forrådes.
Langfredag: Jesus dømmes, korsfæstes og dør.
Påskedag: Jesus genopstår.

Hele beretningen er verdens måske mest kendte historie. Men hvem er i grunden heltene?

Er det de mandlige disciple, som kritiserer kvinden, der salver Jesus med den dyre nardus-salve palmesøndag?

Er det den mandlige discipel Judas, som forråder Jesus for 30 sølvpenge skærtorsdag?

Er det den mandlige discipel og senere første pave Peter, som fornægter Jesus natten mellem skærtorsdag og langfredag?

Er det de mandlige disciple, som gemmer sig, fra lang tid inden Jesus korsfæstes og indtil de hører, at han er genopstanden? Ja, som ikke engang vil tro på kvinderne til at starte med, da de kommer og fortæller om genopstandelses-miraklet?

NEJ. NEJ. OG ATTER NEJ.

Mændene er nogle feje svæklinge, som kun tænker på at hytte eget skind.

Kvinderne er derimod de seje, de udholdende. Kvinderne er påskens helte – eller rettere heltinderne.

Først er der kvinden fra Betania, som ikke nævnes med navn i Nyt Testamente, selvom hun bruger det, der svarer til en årsløn, på dyr nardus-salve, da hun palmesøndag salver Jesus inden døden.  

Så er der Jesus mor Maria og de andre kvinder, som følger Jesus hele vejen, fra han modtages med jubel og palmegrene palmesøndag, og til han langfredag går med korset op af Via Dolorosa (Smertens Vej) til Golgata (Hovedskalsbjerget), hvor han korsfæstes og dør nogle timer senere.

De er altså med Jesus hele vejen, også ved korset da han lider og dør.  

Og endelig er der de tre kvinder, Maria Magdalene, Maria (Jakobs mor) og Salome, som om morgenen efter den jødiske sabbat går ud til graven, og møder englen, der fortæller dem, at Jesus er genopstanden og gået forud for dem – og at de vil møde ham i Galilæa.

Verdens største budskab – det om genopstandelsen – blev nemlig givet til kvinder – ikke til mænd.

Kirkefædrene tilbage i 300-tallet gjorde så, hvad de kunne for at skrive kvinderne ud af historien om Jesus. Og forskning tyder desværre på, at de fik fjernet en hel masse som fx, at der også var kvinder blandt Jesu disciple, og at Jesus selv ikke gjorde forskel på kvinder og mænd.

Så desværre er mange af historierne om de modige kvinder omkring Jesus væk. Slettet af mænd.

Men tilbage står heldigvis, at vi her næsten 2000 år efter begivenhederne kan se, at påskens rigtige helte er de heltinder, som var hos Jesus hele vejen fra indtoget i Jerusalem, over da han led på korset og til genopstandelsen påskemorgen.

Dét er en viden, som det er godt at holde påske på.

Glædelig påske …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påske i evighedens perspektiv

Udgivet den af
Svar

Påsken nærmer sig. Påske no. 2 i pandemiens tid.

Sidste år var undertegnede inde ved Marmorkirken skærtorsdag. Det var en lys forårsaften, hvor kirkeklokkerne ringede – og hvor tulipantræerne, som står mellem Marmorkirken og Bredgade, blomstrede i al deres hvide og lyserøde pragt.

En på alle måder smuk aften, som også blev en højtidsstund, selvom den sædvanlige skærtorsdagsaftens-gudstjeneste var aflyst, fordi alle landets kirker var lukkede i påsken 2020.

For mens jeg stod dér i aftenlyset, så på blomsterne og lyttede til klokkerne, blev jeg åndeligt set løftet – og mindet om, at livet og naturen går videre, uanset hvad vi mennesker foretager os eller ikke-foretager os.

Sollyset, blomsterne og klokkerne dannede nemlig denne skærtorsdags aften en åndelig åbning ind i pandemiens mørke. En åbning, så jeg kunne kigge op og ud – og væk fra det timelige – og hen mod det evige.

Det er altid givende at få evighedens perspektiv på, når man overvældes af det timelige. Men det er ekstra godt i en pandemi, hvor vi let overmandes af mørket, kontroltabet, isolationen og alt det, som vi ikke kan foretage os.

Og ja, det er superærgerligt ikke at kunne det, man savner. Men det skal nok komme igen – også selvom vi må slippe kontrollen undervejs. Give os Gud i vold, som man sagde det i gamle dage.

For som der stod på den seddel, som Marmorkirkens præster og andet personale havde sat op på kirkedøren dér sidste påske 2020:

Og det her er kun en tid. Husk det nu. Vi åbner igen. Verden går ikke under.

Kun en tid. Lige præcis. Det gælder stadig. Vi får det hele igen. En skønne dag. Dén tro skal vi gå med – og leve på, også selvom den store genåbningsplan ikke bliver som lovet.

For gør vi det, så kan langfredagsmørket sænke sig over landet, over hele verden så meget, det vil. Det får os ikke. Vi er lysets børn, og vi ved, at lyset skinner i mørket – og at lyset vil sejre på den lange bane.

Dét bliver påskemorgen, lys og liv, lykke og sol igen.

Dén tanke er der kraft i at holde fast i – også her i den kommende påske. Ja, måske især her. Påske no. 2 i pandemiens tid.

GOD PÅSKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Ordet” sendes som påskegave

Udgivet den af
Svar

Kan man anmelde på forhånd?

Selvfølgelig kan man ikke det. Men vi lever i en tid, hvor så meget ”man ikke kan” alligevel kan lade sig gøre, bare på en anden måde end ”det vi plejer”.

”Sammen på afstand” hedder det som bekendt også, uden at nogen anfægter denne åbenbare modsætning.

Derfor er det her heller ikke en anmeldelse af Folketeatrets version af Kaj Munks ”Ordet”.

Det er en anbefaling.

En stor anbefaling til 2. påskedag d. 5. april at se ”Ordet”, når forestillingen gratis sendes i tidsrummet kl. 15-23. Gå ind på www.folketeatret.dk for yderligere detaljer – og tilmelding.

Vi har brug for det. Det er åndelig føde.

Kulturen har været nedlukket i snart fire måneder – og savnet og sulten er stor.

Undertegnede kommer i hvert fald til at sidde klistret til skærmen, også fordi jeg kender lidt til det, der venter.

Når man anmelder, får man nemlig altid i forvejen flere fotos at vælge imellem som illustration til anmeldelsen. De billeder kan fortælle rigtig meget, hvis de er taget af en god fotograf. Et billede siger mere end 1000 ord og den slags – og det gælder i høj grad Gudmund Thais billeder af Folketeatrets ”Ordet”.

Når jeg ser på dem, så kan jeg i maven mærke suget efter at sidde i det røde plyssæde igen. Men jeg registrerer også de små hår rejse sig i nakken, og ilingerne løbe under huden.

For den her forestilling ”Ordet” havde været et af sæsonens højdepunkter. Kaj Munks tekst, opsætningen og så det formidable håndværk, som de deltagende skuespillere er garanter for.

Det havde været så stort at være til stede i salen. Se, høre, mærke forestillingen med hver en fiber af kroppen.

Nu bliver det så digitalt på skærmen, men det skal nok blive godt alligevel.

Fordi de kan, fordi de vil, dem på scenen, som er: Waage Sandø, Preben Kristensen, Amalie Dollerup, Esben Dalgaard Andersen, Mads Reuther, Morten Brovn, Michael Slebsager, Peder Holm Johansen, Jeanette Binderup-Schultz, Nadia Jasmin Nielsen og Mia Ellen Kjær.

Det er Moqi Simon Trolin, der har instrueret, mens Palle Steen Christensen står for scenografien.

Jeg glæder mig – og anbefaler ”Ordet” til alle, uanset om solen skinner, det regner eller sner, og uanset hvad de fordømte smittetal siger om to uger.

For det her bliver ikke en tidsbestemt flugt fra Corona-pandemien. Det her bliver en berigelse, en mulighed hvor vi ser op og ud mod det, som er større end det timelige – ser mod det, som vi åndeligt lever af.

Jesus genopstod som bekendt påskedag, som i år er søndag d. 4. april.

Dagen efter, mandag d. 5. april, genopstår kulturen på Folketeatret. Vær til stede – derhjemme på skærmen i denne modsætningens tidsalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julen og restriktionerne varer – måske – lige til påske

Udgivet den af
Svar

Mange af vores juleskikke er hentet i Tyskland – fx juletræet, adventskransen, julekalenderen og flere endnu.

Man siger også, at julen varer lige til påske – ja, man synger det ovenikøbet i ”Nu er det jul igen”, når man i ikke-Corona-tider render rundt med hinanden i hænderne om juletræet.

Nu kan vi så måske føje endnu en ting til listen fra Tyskland – nemlig varigheden af restriktionerne, som Angela Merkel iflg. Reuters har sagt kommer til at vare til påske, der falder først i april i år. Helt præcis er det i 2021 påskedag søndag den 4. april.

Det er meget lang tid, når vi skriver 12. januar, og Merkel talte selvfølgelig om Tyskland. Men det kan blive nødvendigt – også i Danmark.

For den britiske variant spreder sig, også i Danmark – og den er MARKANT MERE smitsom, og så smitsom, at professor i mikrobiologi ved Aalborg Universitet Mads Albertsen i en artikel i Zetland i går sagde, at han frygtede et scenarie ”med et overbebyrdet sundhedssystem, hvor mange af dem, vi holder af, kommer til at lide unødigt”. Citat slut.

Han har ret. Vi er inde i et rasende kapløb, hvor det er Team Mennesker-og-Vacciner på den ene side og Team Covid-19 på den anden. Og det bedste, vi kan gøre for at støtte vores hold, er at holde os hjemme og væk fra andre mennesker – og ikke risikere så meget som en snus.

Vi må holde ud – fordi vi holder af.

Gør vi det, så vil så mange som muligt kunne fejre påsken – og julen her i 2021. Måske endda en jul som førhen, hvor vi kan gå på julemarkeder, holde julefrokoster, være hele familien sammen, holde i hånd mens vi går om juletræet og alt det andet, som vi savnede i julen 2020.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En åbning der føles som en lukning

Udgivet den af
Svar

Danmark åbner forsigtigt op efter påske.

De små skal afsted igen – vistnok for at forældrene kan arbejde. For det er noget af et eksperiment med mange børn samlet på et sted som en vuggestue, en børnehave eller en skoleklasse.

Omvendt skal vi jo også få skabt den der flokimmunitet. Og det kan vi måske få ved, at de små sørger for at bringe smitten hjem til deres yngre forældre, der for langt hovedpartens vedkommende snildt kan tåle at blive smittet i modsætning til bedsteforældrene.

Så det er måske i orden.

Det er også godt, at ungdomsuddannelserne kan få en form for eksamen – så de kan få deres fine huer på. Også selvom det sker på en anden måde. De bliver dén anderledes studenter-årgang.

Sådan en ”krigs-studenter-årgang”, som livet igennem kommer til at huske deres studentertid for dens særlige intensitet og glød. En studentertid, der for dem kommer til at handle om så meget mere end et hak i huen, og hvor meget man kunne drikke.

Der vil komme mange minder og stor kunst ud af dén studenterårgang.

Men til trods for alt det så føles det alligevel som om, at sommeren slutter, før den er begyndt. At lynet slog ned i træet, og brændte det sort. At samfundet lukker én gang til.

For til og med august er der ingen markeder, ingen festivaler, ingen store forsamlinger – eller fejringer af fx Befrielsen, som i år er 80 år, eller Genforeningen, som i år er 100 år.

Tidligst i september sammen med efterårets komme kan vi nemlig – måske – samles igen. 2020 bliver derfor året uden Roskilde, uden Smukfest, uden Copenhell, uden Distortion, uden Pride, uden markeder, uden kræmmermarkeder – uden alt det sprudlende sommerliv, som danskerne glæder sig til, men som vi i år må klare os uden.

Man må håbe, at øvelsen virker, og vi får krammet på Corona-virussen. For så skal der festes hårdt og længe, tænker Danmarksbloggen. Det bliver én lang julefrokost, som i så fald starter til september og først slutter til næste påske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påsken er aflyst – Jesus grav er fundet

Udgivet den af
2

Ja, det er jo aldrig sjovt at have taget fejl – og gad vide, hvad landets præster skal prædike om fra landets prædikestole senere i dag, hvor de ellers traditionelt taler om Jesus genopstandelse her påskedag.

Men nu forlyder det fra Jerusalem, at man i forbindelse med nye israelske bosættelser har fundet Jesus grav.

For i den nyligt opdagede grav lidt udenfor Jerusalem ligger en mand i 30´erne, der ikke alene er blevet korsfæstet, men også på sine ribben har spor, der kan tyde på, at han fik en spids genstand stukket ind i siden. Og iflg. evangelierne fik Jesus netop stukket et spyd ind, mens han hang på på korset. Effekter som en tornekrone og et skilt, hvorpå der står ”Jødernes Konge” lå også i graven.

Så det må formodes at være Jesus jordiske rester, som er fundet, hvilket naturligvis er et stort problem for kristne kirker over hele verden, også folkekirken: For hvis ikke Jesus genopstod fra de døde, hvad så?

Kan kristendommen overhovedet eksistere uden genopstandelsen? Skal vi til at være jøder? Asa-troende? Tiden vil vise det – måske også senere i dag, påskedag d. 1. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påsken – dag for dag

Udgivet den af
Svar

Påsken står for døren, og Danmarksbloggen iler med en oversigt over, hvad der sker i påsken, hvis nu man ikke har det stående skarpt i erindringen:

Palmesøndag: Jesus rider på et æsel ind i Jerusalem, hvor han hyldes som en konge og mødes af jublende menneskemængder med palmeblade i hænderne. Senere på aftenen salves Jesus af en kvinde, som bruger en hel krukke dyr creme på ham. Hermed er han også klar til den begravelse, der venter.

Skærtorsdag: Judas forråder Jesus for 30 sølvpenge, og Jesus vasker disciplenes fødder, inden de sætter sig til bords for at nyde det jødiske påskemåltid. Men i slutningen af måltidet bryder Jesus den jødiske tradition og indstifter i stedet den kristne nadver med brød og vin. Derpå går han ud i Getsemane Have og beder om at måtte slippe for det, der venter, men ender selvfølgelig med at acceptere sin skæbne. Det er også denne nat, at Peter (som senere bliver den første pave) nægter at kende Jesus.

Langfredag: Jesus tages til fange natten til langfredag, piskes og dømmes til døden ved korsfæstelse. Han bærer selv korset af Via Dolorosa – smertens vej – til Golgata, hvor han bliver korsfæstet. På hver side af Jesus hænger to kriminelle, den ene håner ham, mens den anden beder Jesus om at huske ham, hvorpå Jesus svarer: Sandelig siger jeg, i dag er du med mig i Paradis. Men til sidst tvivler selv Jesus og udbryder: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig – og så råber han højt og dør.

Påskedag: Efter den jødiske hviledag lørdag går kvinderne ud til Jesu grav søndag morgen, men til deres store overraskelse er graven tom, og der sidder en engel, som fortæller dem, at Jesus er genopstanden. De skynder sig tilbage til disciplene, som først ikke tror på kvinderne, men som så overbevises – også fordi Jesus selv viser sig for dem. Især Thomas kniber det med, men til sidst tror også han, og Jesus siger: Du tror, fordi du ser – salige er de, som ikke ser og dog tror.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Den lyse, glade kristendom og Grundtvigs påskeblomst

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og her tårner den lyse, glade kristendom sig op som en gigant, primært båret af dansk åndslivs kæmpe N.F.S. Grundtvig.

Manden, der gav os så mange skønne salmer, som vi stadig synger med på. Som fx: “I al sin glans nu stråler solen”, “Det kimer nu til julefest”, “Velkommen igen, Guds engle små”, “Vær velkommen, Herrens år” og den ligenu så aktuelle “Påskeblomst, hvad vil du her?”.

Læs den her. http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/236

Påskeblomsten, altså påskeliljen, som på Grundtvigs tid var en ukrudtsblomst, som kun hørte hjemme i en fattig bondehave og ikke blandt de fornemme blomster i borgerskabets fint afstemte haver. Alligevel gjorde Grundtvig lige præcis påskeliljen og ingen anden til den fine påskeblomst, til den der stråler af glæde over og fortæller alverden, at Jesus er genopstanden.

Det er direkte sammenligneligt med, at det var hyrderne, der ved juletid først hørte om Jesus-barnets fødsel. Hyrderne, som af samtiden blev anset for nogle af de laveste i samfundet på niveau med tyveknægte og andre, som man ikke regnede med.

For Grundtvig satte sig selv og påskeblomsten lige dér, hvor Jesus også satte sig selv: Ikke blandt de rige eller mægtige, men blandt de laveste på samfundets rangstige.

Det giver så god mening, også fordi Grundtvig var en mand, der hele sit liv kæmpede en kamp for folkeoplysning og fællesskab.

Grundtvig, som af den mægtige biskop Mynster fik at vide, at hans salme “Den signede dag”, som i dag er den mest sungne salme i Danmark, ikke var passende. Ja, det blev faktisk forbudt at synge den. Men Grundtvig læste alligevel salmen op på prædikestolen i Vor Frelsers Kirke i København pinsedag i 1826 i anledning af Kristendommens 1000-årsjubilæum i Danmark.

Det blev Grundtvig så også fyret for. Men han gav ikke op. Han kæmpede videre, og hans livsgerning fortsatte – blandt andet på Vartorv, der i dag er det, der oftest forbindes med hans navn.

For Grundtvig forstod, at en politisk prædiken eller politisk sang aldrig er god, men at en prædiken eller en salme uden holdning og substans – uden politik og tro – heller ikke du´r. Så han udviklede ideerne om det levende ord, ideer som blev født i de fire år, som han var på Christianshavn.

For det er med ord, at vi bygger. Bygger håb og glæde, som vi sammen i fællesskab og solidaritet kan skabe et godt Danmark på, et Danmark for os allesammen. Ord, der giver lys. Ord, der som små spirer giver liv og tro på et bedre Danmark.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer på tirsdag, hvor det skal handle om Niels Hausgaard og dansk humor og lune.

Senere på måneden kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange, Det Frivillige Danmark, Fristaden og Basims Danskhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk