Julen og restriktionerne varer – måske – lige til påske

Mange af vores juleskikke er hentet i Tyskland – fx juletræet, adventskransen, julekalenderen og flere endnu.

Man siger også, at julen varer lige til påske – ja, man synger det ovenikøbet i ”Nu er det jul igen”, når man i ikke-Corona-tider render rundt med hinanden i hænderne om juletræet.

Nu kan vi så måske føje endnu en ting til listen fra Tyskland – nemlig varigheden af restriktionerne, som Angela Merkel iflg. Reuters har sagt kommer til at vare til påske, der falder først i april i år. Helt præcis er det i 2021 påskedag søndag den 4. april.

Det er meget lang tid, når vi skriver 12. januar, og Merkel talte selvfølgelig om Tyskland. Men det kan blive nødvendigt – også i Danmark.

For den britiske variant spreder sig, også i Danmark – og den er MARKANT MERE smitsom, og så smitsom, at professor i mikrobiologi ved Aalborg Universitet Mads Albertsen i en artikel i Zetland i går sagde, at han frygtede et scenarie ”med et overbebyrdet sundhedssystem, hvor mange af dem, vi holder af, kommer til at lide unødigt”. Citat slut.

Han har ret. Vi er inde i et rasende kapløb, hvor det er Team Mennesker-og-Vacciner på den ene side og Team Covid-19 på den anden. Og det bedste, vi kan gøre for at støtte vores hold, er at holde os hjemme og væk fra andre mennesker – og ikke risikere så meget som en snus.

Vi må holde ud – fordi vi holder af.

Gør vi det, så vil så mange som muligt kunne fejre påsken – og julen her i 2021. Måske endda en jul som førhen, hvor vi kan gå på julemarkeder, holde julefrokoster, være hele familien sammen, holde i hånd mens vi går om juletræet og alt det andet, som vi savnede i julen 2020.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kapløbet – og den sidste stramning?

Vi kender efterhånden set-uppet: Pressemødet fra Statsministeriet med nye – og skærpede – restriktioner.

Denne gang handler det om, at vi går op i højeste risikoniveau med udbredt samfundssmitte og øget risiko for, at behandlingskapaciteten på sygehusene overstiges. Så flg. restriktioner indføres i Danmark fra i morgen:

  1. Forsamlingsforbuddet sænkes til fem – således at vi nu ikke må være mere end fem sammen. Det opfordres vi også til i private sammenhænge.
  2. I detailhandlen bliver afstandskravet øget til to meter. Men vi skal også holde rigtig god afstand (gerne to meter) på gader og stræder – og på skovstien.

Vi opfordres også til at lade være med at mødes med andre end dem i vores husstand, at aflyse alle aftaler og blive hjemme, købe ind én ad gangen og gerne til mange dage – og arbejde hjemme.

Det er meget alvorligt. Den primære årsag til det hele er iflg. statsministeren den aggressive britiske variant, som er meget mere smitsom. Men vi er også et sted, hvor vi ikke har set den fulde effekt af julen og nytåret. Så det er rettidig omhu at skærpe restriktionerne, er vurderingen fra sagkundskaben.

Samtidig er vaccinen ved at blive rullet ud i hele landet – og det går stærkere end forventet. Så dét lysner et sted derude. Våren er på vej – præcis som at blomsterne allerede er det på nogle af træerne i Glyptotekets have i København.

Danmarksbloggen spørger derfor, om det her er den sidste stramning, som vi oplever i denne pandemi. Dét kunne godt nok være dejligt. Usigeligt dejligt.

Men det kommer helt an på dig, mig og os alle sammen. Kan vi holde afstand? Kan vi holde ud? Hvis ja, så kan vi holde den lede virus stangen, indtil vi alle er blevet vaccineret. Det er et kapløb – som vi kan vinde. Som vi SKAL vinde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre og Dansk Folkeparti kappes på umenneskeligheden

Et grimt kapløb er i disse dage igang mellem Venstre og Dansk Folkeparti, der indædt kappes om, hvem der kan være mest umenneskelig.

Dansk Folkeparti gør og siger ikke noget, som de ikke har gjort eller sagt før. Det er 100% intolerance og manglende rummelighed, som det plejer at være.

Men hos Venstre er retorikken skærpet betydeligt med opfordringerne om forskelsbehandling.

Venstres politiske ordfører Inger Støjberg startede kapløbet med at hævde, at viljen til at integrere sig hos muslimske indvandrere ofte ikke var tilstede, og derfor skulle Danmark stille større krav til netop muslimske indvandrere. De truer nemlig sammenhængskraften i det danske samfund, var meldingen fra Støjberg. (At Venstres egen asociale politik overfor de svage grupper i samfundet truer sammenhængskraften meget mere, nævnte Støjberg selvfølgelig intet om.)

Og i går fulgte Venstres retsordfører Carsten Lauritzen så op med, at der også skal forskelsbehandles i danske fængsler, således så udlændinge får markant dårligere forhold i fængslerne. For diverse udlændinge, fx fra Østeuropa, kommer jo nærmest kun til Danmark for at komme i fængsel, var holdningen fra Lauritzen.

Retfærdigvis skal også siges, at der findes Venstre-folk, som ønsker, at alle behandles lige. Men de sidder bare ikke ved magten i Venstre – det gør derimod de DF-inspirerede typer.

Hvem vinderen i umenneskelighed bliver, kan først aflæses ved næste folketingsvalg.

Hvem taberen bliver – hvis ikke danskerne gennemskuer umenneskeligheden og uhyrligheden – er derimod sikkert: Nemlig det danske samfund i dets gode version.

Det er Danmark i dén version med respekt for menneskerettighederne, med fællesskab, solidaritet, rummelighed og forståelsen af at Danmark er et lille land, der kun kan gro og trives, både menneskeligt og økonomisk, når vi lukker op for omverdenen, for mennesker, ideer og inspiration fra resten af kloden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk