At skamme sig

Nogle danskere skammer sig over Danmark og den umenneskelighed, der praktiseres i øjeblikket. Andre danskerne skammer sig over dem, der skammer sig.

Danmarksbloggen finder det er noget vrøvl. For man skal kun skamme sig, når man har gjort noget forkert. Og hverken de kunstnere eller de andre, der skammer sig over Danmarks behandling af flygtninge, har noget direkte ansvar for den førte politik på området.

Det ansvar alene tilfalder de valgte politikere, der bakker op om dette – samt de vælgere, der stemte på de politikere. Og hverken hos politikerne eller hos blå bloks vælgere skammer man sig over umenneskeligheden – snarere tværtimod, så er man stolt. Skammer man sig her, er det over dem, som påtaler umenneskeligheden.

Men blå blok og blå bloks vælgere burde stoppe med at projicere deres egne fejltagelser over i andre mennesker – og i stedet se sig selv i spejlet. For så er der grund til at skamme sig – nemlig over selv at sidde så solidt på flæsket og så ikke vil give bare en smule af sit overskud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre tager ikke ansvaret på sig

Danmarksbloggen undrer sig.

Det er en liberal grundværdi at tage ansvar for sig selv og sit eget liv. Er man liberal, så mener man – groft sagt – at enhver er sin egen lykkes smed, og at man selv har ansvaret for alt, hvad der sker i ens liv.

MEN det gælder åbenbart ikke Danmarks Liberale Parti Venstre. Tværtimod så er Venstre-regeringen iflg. dem selv helt uden skyld i og ansvar for, at udenlandske medier kaster sig over Danmark med beskyldninger om umenneskelighed.

I Venstres forvrængede selvforståelse er det nemlig EU-parlamentarikernes skyld – og ikke Venstres egen uduelige og umenneskelige politik, at Danmark er kommet på den sorte liste.

Danmarksbloggen korser sig – hvis man ellers kan tillade sig at bruge det udtryk.

For 1) En regering har ansvaret for den politik, som den fører og 2) alle reaktioner, der kommer på den politik, har direkte adresse til regeringen.

Dét er logik for de burhøns og de tremmesvin, som mange Venstre-medlemmer holder så meget af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rekord i umenneskelighed

At Liberal Alliance er ganske umenneskelige er ingen nyhed. Det viser partiet gang på gang, når det handler om socialt udsatte, arbejdsløse, ældre, børn og andre, der behøver en hjælpende hånd. Så siger Liberal Alliance NEJ – og tænker kun på egen pengepung.

Men nu vil dette egoist-parti også stoppe for alle flygtninges adgang til Danmark i 2 år.

Verden brænder – og Europa er et farligere sted end siden 2. verdenskrig, men i Danmark skal vi bare passe os selv og være os selv nok, mener Liberal Alliance.

Dét er dog at sætte nye rekorder i umenneskelighed – og måske egentlig meget ”passende” at komme med sådan en melding her på vinterens hidtil koldeste nat.

For noget mere dybtfrossent rent menneskeligt skal man lede længe efter.

Eller det vil sige – man kan vel bare nøjes med at gå til Dansk Folkeparti, som Liberal Alliance ellers ikke altid er enige med. Men nu er de – også her.

Ulvene i blå blok hyler i samme takt i den iskolde vinter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kamp i ormegården

Det sker hver gang, der hvisles i en ormegård, og de lede slanger bliver for store og stærke: Så angriber de hinanden. For stik og hug og bid er det eneste, som de kan – og vil.

Således også Venstre og Dansk Folkeparti, der i øjeblikket slås indædt om både flygtninge og EU-afstemning.

Venstre, som tabte valget, men danner regering, vil have retsforbeholdet ophævet – og vil ikke indføre grænsekontrol.

Dansk Folkeparti, som vandt valget, men ikke tog regeringsansvaret på sig, vil beholde retsforbeholdet – og vil indføre grænsekontrol.

Så jo, der hvisles, bides og hugges i ormegården, hvor også de mindre slanger Konservative og Liberal Alliance prøver at være med, selvom de må bugte sig ude i siden, når de to store slås. Og det ville da være en fornøjelse at se på dén kamp, hvis ikke det lige var fordi, at det er umenneskelighed med umenneskelighed på, som de fæle slanger kæmper om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Støjberg og DF svigter medmenneskeligheden

“Jeg afviser ikke nogen krav om stramninger,” siger integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg i går i en artikel i Politiko, hvor det også fremgår, at Dansk Folkeparti presser regeringen til yderligere stramninger på flygtningeområdet. Læs her:

http://www.politiko.dk/nyheder/jeg-afviser-ikke-nogen-form-for-stramninger

Dertil er der kun to ting at sige:

1) Dansk Folkeparti kan tilsyneladende kun formå at bruge sin (store) politiske størrelse på at sparke til mennesker på flugt fra død og krig. Men intet andet – hvilket er en både politisk og medmenneskelig falliterklæring, der siger alt om, at partiet stadig er både racistisk og ikke-stuerent.

2) Det er mere end let at “presse” Venstre til samme umenneskelighed, da alle de toneangivende i Venstre er på samme rekordlave medmenneskelige niveau som DF.

Og meget apropos så handler søndagens prædiken i de danske folkekirker – og altså i dén kristendom som Dansk Folkeparti og Venstre bekender sig til – om at “på jeres frugter skal I kendes”. Læs den her:

http://www.folkekirken.dk/gudstjeneste/soendagens-tekst

Ja, for DF´s  og Venstres vedkommende er det de hårde stenfrugter, dem uden næring, dem uden medmenneskelighed – det er ørkenens og ormeynglets frugter så langt væk fra den kristne medmenneskelighed, som man kan forestille sig.

Danmarksbloggen synes dog ikke, at regeringen skal kastes i ilden bogstaveligt, men symbolsk i form af nyvalg og en anden – mere medmenneskelig – regering, ja, tak.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Umenneskelighed og hykleri

I går aftes var et par hundrede mennesker forsamlet til fakkeloptog for Daniel, den hjemløse, der døde fordi ambulancen ikke kom, selvom der blev ringet flere gange.

Smukt var det – og stemningsfuldt, og det kaldte på det bedste i mennesket.

MEN Danmarksbloggen vil tillade sig også at kalde det hykleri og følelsesporno.

For en ting er med fakler og tårer at mindes en afdød hjemløs. Det er helt fint.

Men hvad med de hjemløse, der ligenu – mens regnen falder og mørket lægger tungt over landet – er ude på gaderne? Hvor mange hjælper dem? Hvor er deres fakkeloptog? Deres soveposer? Deres læ for natten?

De er levende, de er her, dem kan vi gøre noget for – her og nu. Men nej, det giver ikke same feel-good. Men det giver bævende læbers pris – og det er den fineste pris i hele verden.

Og hvad med de flygtninge, som vi ikke vil modtage?

For nej, flygtninge har vi ikke plads til, siger vi, mens vi bladrer i de julekataloger, der snart kommer ind af døren og tænker på, om vi skal købe den ene slags mobil eller den anden (selvom den mobil, vi har, stadig fungerer helt fint).

En holdning godt støttet af blå blok, der er igang med at lukke Danmark ned i en lille, sort kasse væk fra alt lys og medmenneskelighed.

Det er så umenneskeligt og hyklerisk, at det er lige til at skrige over …

Men vi må ikke give op. Vi må fortsætte kampen for det gode, det lyse og det medmenneskelige. Det er vores eneste chance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De muslimske ledere svigter deres ansvar

Terror-truslen mod Danmark er øget qua Danmarks store engagement ifht bekæmpelsen af IS (Islamisk Stat) – og det kan let skabe frygt.

Men sådan er det nødt til at være. For en organisation så rabiat og uhyrlig som IS, der halshugger tilfangetagne vesterlændinge, nedskyder andre muslimer og begraver kvinder og børn levende, skal bekæmpes – lige indtil der ikke er en eneste IS-tilhænger tilbage.

Dét er stort set samtlige politikere og meningsdannere også enige om …

Men der mangler et par markante stemmer i fordømmelsen af IS og i tilslutningen til kampen imod den rabiate terror-organisation:

Nemlig de muslimske ledere som fx imamerne.

De muslimske ledere burde gå ud og sige højt og klart, at de tager afstand fra IS – og at de vil fraråde ALLE muslimer at tage til Irak og Syrien for at blive såkaldt “hellige krigere”.

Men det gør de muslimske ledere ikke. Tværtimod så ønsker de, at medierne ikke blander sig i det her – og at der ikke bliver snakket om det.

Beklager, men nej. Der skal netop snakkes om det. Der skal råbes og slås fast, at det er absolut forkert at have noget med IS at gøre.

Og i dét arbejde har de muslimske ledere et stort ansvar, som de i øjeblikket totalt svigter. Og det er ikke ok – hverken overfor alle de muslimer, som de på den måde svigter, eller overfor samfundet, som på den måde udsættes for en større terror-risiko.

Så muslimske ledere, grib muligheden og sig fra overfor den umenneskelighed, som IS præsenterer – og vis at I også vil frihed, fred og forskellighed i det danske samfund.

For den anden mulighed: At der ties, fordi (nogle af) de muslimske ledere er enige med IS – dét er en grim tanke, som Danmarksbloggen ikke håber er sand.

Men er det sådan, at det er, så er der noget at gå igang med. For så er der noget omkring respekten for andre og for forskellighed, som skal læres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre og Dansk Folkeparti kappes på umenneskeligheden

Et grimt kapløb er i disse dage igang mellem Venstre og Dansk Folkeparti, der indædt kappes om, hvem der kan være mest umenneskelig.

Dansk Folkeparti gør og siger ikke noget, som de ikke har gjort eller sagt før. Det er 100% intolerance og manglende rummelighed, som det plejer at være.

Men hos Venstre er retorikken skærpet betydeligt med opfordringerne om forskelsbehandling.

Venstres politiske ordfører Inger Støjberg startede kapløbet med at hævde, at viljen til at integrere sig hos muslimske indvandrere ofte ikke var tilstede, og derfor skulle Danmark stille større krav til netop muslimske indvandrere. De truer nemlig sammenhængskraften i det danske samfund, var meldingen fra Støjberg. (At Venstres egen asociale politik overfor de svage grupper i samfundet truer sammenhængskraften meget mere, nævnte Støjberg selvfølgelig intet om.)

Og i går fulgte Venstres retsordfører Carsten Lauritzen så op med, at der også skal forskelsbehandles i danske fængsler, således så udlændinge får markant dårligere forhold i fængslerne. For diverse udlændinge, fx fra Østeuropa, kommer jo nærmest kun til Danmark for at komme i fængsel, var holdningen fra Lauritzen.

Retfærdigvis skal også siges, at der findes Venstre-folk, som ønsker, at alle behandles lige. Men de sidder bare ikke ved magten i Venstre – det gør derimod de DF-inspirerede typer.

Hvem vinderen i umenneskelighed bliver, kan først aflæses ved næste folketingsvalg.

Hvem taberen bliver – hvis ikke danskerne gennemskuer umenneskeligheden og uhyrligheden – er derimod sikkert: Nemlig det danske samfund i dets gode version.

Det er Danmark i dén version med respekt for menneskerettighederne, med fællesskab, solidaritet, rummelighed og forståelsen af at Danmark er et lille land, der kun kan gro og trives, både menneskeligt og økonomisk, når vi lukker op for omverdenen, for mennesker, ideer og inspiration fra resten af kloden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk