Sådan ved du, at det er en dansker …

Sommerferien er nu helt slut for langt de fleste.

Men inden arbejdet og skolen begynder igen, kan det være sjovt med et lille tilbageblik på eventuelle udenlandsrejser – og på de danskere, som man ofte løber ind i, når man gæster fremmede lande.

For der er nogle kendetegn ved os danskere, når vi rejser på sommerferie.

Danmarksbloggen har prøvet at finde nogle af de mest typiske – udover den klassiske: At en dansker kan kendes på at være blegfed, rødskoldet og med mavetaske. Nogle andre kendetegn kommer her:

  • Danske mænd går altid i shorts, også inde i store sydeuropæiske byer som Paris og Rom, hvor ingen voksne lokale mænd med respekt for sig selv vil ses i andet end lange, pæne bukser, når de bevæger sig rundt i gaderne.
  • Danske kvinder gør altid et stort nummer ud af, at de har et tørklæde eller andet med i tasken, når de kommer til en kirke eller andre steder, hvor man IKKE går ind med bare skuldre og lårkorte nederdele. ”Vi respekterer skam de lokale skikke,” siger de danske kvinder ofte højlydt, mens de kigger rundt for at sikre sig, at alle ser dem. Andre nationaliteter tager bare tørklædet frem uden at gøre opmærksom på egen fortræffelighed.
  • Drikkepenge er ikke noget, som danskerne giver – medmindre de er meget tilfredse med mad og betjening. Men i mange lande er drikkepenge en del af kulturen – især i USA, hvor tjenerne får så lav en løn, at de reelt lever af deres drikkepenge.

Vi er lidt sjove på den måde. For vi forventer forståelse for vores adfærd, når vi er ude. Men er vi ligeså gode til at rumme de andre, når de kommer til vores land? Det kan vi jo tænke over her i resten af august, hvor netop syd-europæerne og amerikanerne i stor stil besøger Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre tager ikke ansvaret på sig

Danmarksbloggen undrer sig.

Det er en liberal grundværdi at tage ansvar for sig selv og sit eget liv. Er man liberal, så mener man – groft sagt – at enhver er sin egen lykkes smed, og at man selv har ansvaret for alt, hvad der sker i ens liv.

MEN det gælder åbenbart ikke Danmarks Liberale Parti Venstre. Tværtimod så er Venstre-regeringen iflg. dem selv helt uden skyld i og ansvar for, at udenlandske medier kaster sig over Danmark med beskyldninger om umenneskelighed.

I Venstres forvrængede selvforståelse er det nemlig EU-parlamentarikernes skyld – og ikke Venstres egen uduelige og umenneskelige politik, at Danmark er kommet på den sorte liste.

Danmarksbloggen korser sig – hvis man ellers kan tillade sig at bruge det udtryk.

For 1) En regering har ansvaret for den politik, som den fører og 2) alle reaktioner, der kommer på den politik, har direkte adresse til regeringen.

Dét er logik for de burhøns og de tremmesvin, som mange Venstre-medlemmer holder så meget af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Iværksætterugen: Mere handel, tak

Det er uge 47 – og dermed iværksætteruge, hvor ord som netværk, salg og forretningsplan flyver gennem luften.

Danskerne har nemlig – ikke kun og som ellers så ofte hævdet – en lønmodtager-mentalitet. Tværtimod er ide-rigdommen og lysten til at være herre i eget hus stor hos de innovative danskere, der altid har levet af netop gode opfindelser og handelstalent. Det ses også ved, at vi pt. har det højeste antal nye virksomheder siden 2008.

Og det er jo skønt med nye ideer og såvel økonomisk som juridisk og anden støtte til udvikling af disse. Danmarksbloggen kunne dog også godt tænke sig, at det handelsmæssige fyldte noget mere.

For nej, man kommer kun et vist stykke med diverse innovationer, analyser og forretningsplaner. Skal en virksomhed i mål og have succes, skal der salg og handel til – både i Danmark og især med udlandet.

Innovation og handel hænger sammen som yin og yang – og Danmarksbloggen kunne godt tænke sig, at der var noget mere fokus på handelsdelen, især den del der handler om at eksportere vores varer til det store udland.

Det ville give endnu mere iværksætteri og endnu flere succesfulde virksomheder – og dermed også flere arbejdspladser – og mere velfærd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk