Månedsarkiv: februar 2013

12-årige vil også til SU-demonstration …

Udgivet den af
1

“Det fede ved at være dansker er at velfærden tager hånd om alle, så alle kan  tage en uddannelse,” siger elevrådsformand på Aarhus Katedralskole Matilde Lempert i nedenstående artikel fra Politiken:

http://politiken.dk/uddannelse/ECE1909412/elever-nedlaegger-undervisningen-regeringen-oedelaegger-det-fede-ved-at-vaere-dansker/

Ja, gid det kunne fortsætte så vel. Men de gyldne år er ved at rinde ud, og vi er på vej tilbage til et klassesamfund, som ingen kan være tjent med – slet ikke de unge.

Heldigvis kæmper den måske mest ansvarlige generation i årevis også imod med næb og kløer – og idag sker det på Rådhuspladsen kl. 15, hvor der er indkaldt til stordemonstration.

http://www.facebook.com/events/172169006225862/#!/events/522380317806402/

Kom og vær med – det bliver stort – det bliver betydningsfuldt.

Både for dem, der er unge i dag – og dem, der bliver det i morgen.

Jeg hørte således en 11-12-årig skolepige sige til en veninde i metroen:
Tror du, at du må få lov til at gå i demo for SU´en imorgen? Jeg må godt – og jeg vil også gerne. For det kommer også til at vedrøre os engang, så vi må være med til at kæmpe nu.

Det ville veninden gerne – og hun vidste, at nogen fra en anden skole også kom.

Så jo, der er en ungdom – og en næsten-ungdom – derude, der vil kæmpe for et Danmark, hvor man tør satse på Danmarks eneste råstof: Ungdom og uddannelse.

De bør støttes i deres kamp. Så enkelt er det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politisk faste – og et par hullede sko

Udgivet den af
2

Vi er midt i fastetiden …

Ikke at det har den store effekt i de flestes liv. Nogle få faster, som man gjorde det førhen, hvor fasten betød, at man ikke spiste kød, æg og den slags, men derimod efter datidens mening mere simpel mad som fisk og grød. Andre – og det er heller ikke ret mange – praktiserer en mere moderne måde at faste på ved at holde sig væk fra nutidens “hverdagsluksus” som for eksempel computer og tv.

Under alle omstændigheder handler faste om at forsage, at afstå fra denne verdens goder for derigennem at blive renset både i sind, sjæl og legeme, så man bedre kan modtage påskens vidunder.

Eller som det måske snarere er i dag: At blive renset ud i kroppen, så man kan føle sig bedre tilpas, føle at man har skabt en god balance mellem det fysiske og det åndelige. I en tid hvor de etablerede religioner er på tilbagetog er kroppen jo netop blevet manges private, lille tempel, der skal passes med nærmest religiøs omhu.

Men om det er den opstandne Jesus på korset eller en bedre samvittighed i forhold til ens egen krop, der venter efter fastetiden betyder kun noget for den enkelte, som faster. Samfundet i sin helhed er totalt upåvirket af fasten.

Men måske det kune være anderledes. For man kunne jo også indføre en faste, hvor man i hele fastetiden undlod at forfølge dem, der allerede ligger ned – men hvor det i stedet var acceptabelt – ja måske endda ønskværdigt – at rette skytset opad.

Opad mod alle med bugnende overskud, som tiltrods for diverse erklæringer om at være samfundsbevidste og socialt interessrede IKKE tager del i arbejdet med at gøre det danske samfund til et samfund, hvor vi tager os af hinanden.

Det kunne for eksempel være de virksomheder, som ikke bruger deres store overskud til at gen-investere i det danske samfund ved at skabe arbejdspladser i Danmark. Det kunne være bankerne, som hellere vil give deres aktionærer flere penge end låne penge ud til de iværksættere, der kan skabe vækst i Danmark.

Og listen over folk, som har mulighed for at gøre en forskel, men ikke gør det, er længere endnu. Ja, den er altfor lang.

For grådigheden trives så altfor godt i Danmark i disse år. Denne grimme grådighed, hvor det blot drejer sig om at rage til sig, få så meget som muligt til sig selv, så man  rigtig kan mæske sig i sin overflod.

Men denne grådighed, denne ragen til sig så man tilsidst for forstoppelse og kvæles, har ikke noget med fasten og forsagelsen at gøre. I stedet er grådigheden på alle måder fastens modstykke.

For faste er også ydmyghed og glæde over det enkle, over at dele og at kunne nøjes.

I katolsk tid var hver fredag året rundt en fastedag. HVER fredag skulle man altså være ydmyg, dele og nøjes med de enkle ting. Man skulle HVER fredag forsage alle de jordiske glæder: Visse typer af mad, alkohol og erotik.

Tænk hvis det kunne genindføres – eller rettere opdateres til vor tid efter devisen: HVER fredag hele året rundt må man udelukkende sparke dem, der er stærkere end en selv …

Så ville de høje stiletter og de pæne snøresko på direktionsgangene og på Christiansborg være nødt til at forholde sig ganske stille og rolige hver evig eneste fredag – og måske ville de så endelig se alle de andre sko, der er overalt i samfundet:

De fodformede andefødder, der passer på børn, syge og ældre, de hårde træsko med jord under, de udtrådte sneakers, der render rundt på gader eller universiteter, det gammeldags par pæne sorte sko med snører og en lille hæl som damen i bussen har på – samt den hjemløses sko, der engang var sorte, men hvor farven nu er slidt af, og der er kommet et par huller, og hælen er trådt skæv.

Så måske stilletterne og de pæne snøresko ville se for alvor – og forstå. Og så ville skoenes mennesker, vores politikere, måske få modet til at sætte barren højt og kæmpe for det fælleskabs-orienterede samfund, hvor ikke kun en del, men alle landets borgere kan leve og trives, fordi vi deles om de goder, som der er i samfundet.

Så vi slet ikke behøvede en ugentlig faste-sparke-fredag – men så vi i stedet alle sammen kunne sige hver eneste evige fredag: T.G.I. F.

Thanks God, it´s Friday

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Igen bliver rødt til blåt

Udgivet den af
1

For snart 1½ år siden var der mange danskere, der vejrede morgenluft.

Efter et årti med de blå ved bordet, skulle der endelig andre boller på suppen, følte alle dem, der jublede den septemberaften i 2011, hvor Danmark fik sin første kvindelige statsminister.

For NU ville medmennskeligheden, anstændigheden og solidariteten vende tilbage, var holdningen hos de mange, der havde stemt den nye regering til magten.

Men sådan gik det som bekendt ikke. Tværtimod har den såkaldt røde regering, den første med deltagelse af SF, gang på gang ført en politik, der er så blå, at Lars Løkke ikke behøver at sige noget.

Det gør han så heller ikke. I hele 2012 var Venstres formand og den forrige statsminister således ikke på Folketingets talerstol een eneste gang. Og indrømmet, det er for dårligt, når man tænker på, at han er oppositionens leder. Men den tager vi en anden gang.

For værre er det, at den såkaldt røde regering gang på gang sælger ud af hæderkronede solidariske principper om at de brede skuldre skal bære de store læs.

Således også i den nye vækstpakke, som endnu engang er så blå, at man langt ind i de borgerliges rækker må sidde og klappe i hænderne over en regering, der gør det arbejde, som man ellers selv skulle have gjort.

Se indholdet af vækstpakken her:

http://politiken.dk/politik/ECE1908165/overblik-her-er-indholdet-af-thornings-krisepakke/

I en vækstpakke – og med en kontanthjælpsreform – hvor man igen lader de svage betale, mens de stærke slipper, kan man ikke lade være med at spørge: Hvor er medmennskeligheden, anstændigheden og solidariteten henne?

The answer my friend is blowing in the wind, the answer is blowing in the wind, er det nærmeste man kan komme på et svar – og det er bare ikke godt nok, når det drejer sig om menneskers liv og levned!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jøderne skal behandles med respekt af alle, også af SIAD

Udgivet den af
2

I lyset af lørdagens tumulte demonstrationer må det være på sin plads at slå en ting helt fast:

I et demokratisk samfund med religionsfrihed som det danske kan – og skal – enhver kunne vise sit tilhørsforhold, også religiøst, i sin påklædning, med smykker, hovedbeklædning og så videre. Punktum!!!

Danske jøder, såvel børn som voksne, skal kunne færdes frit og trygt på alle gader i Dronningeriget iført kalot og Davidsstjerne – også Nørrebro. Det står overhovedet ikke til diskussion.

Derfor er det heller ikke i orden, når jøder ikke kan gå på netop for eksempel Nørrebro uden at blive overfaldet – tit fysisk, men næsten altid verbalt og med skældsord, som man for eksempel kan læse om det her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/486477:Debat–Debattoer–Joeder-chikaneres-i-Koebenhavn

Men det er ikke kun jøderne, der skal behandles med respekt. Det skal alle andre også.
Derfor er det også betænkeligt, når en organisation SIAD (Stop Islamiseringen af Danmark) arrangerer en demonstration som den der foregik i lørdags …

For deres ærinde handler ikke om at hjælpe jøderne. Deres metier er i stedet at modarbejde muslimerne, som man hos SIAD per definition er imod. Og med dén stemning af fjendtlighed overfor muslimer, som der efterhånden er fra mange sider i det danske samfund, lykkes det i reglen altfor godt.

Men i deres kamp mod muslimerne tog SIAD jøderne som gidsler i lørdags ved at sætte netop jøderne i et direkte modsætningsforhold til muslimerne. Og det et noget, som hverken jøder eller muslimer kan være tjent med. For det er ikke at behandle hveken jøder eller muslimer med den respekt, som vi alle fortjener.

Tværtimod skal man gå dialogens og samarbejdets vej – og den starter ved at anerkende, at vi alle har ret til at være her, til at praktisere vores tro eller lade være. At ingen religion i sig selv er hverken rigtig eller forkert. At det hele kommer an på de mennesker, der er involverede.

For hvad enten du går med davidsstjerne, med tørklæde, med kors eller med en hjemmelavet perlekæde fra dit barns børnehave, så er du dansk, når du bor i Danmark. Og du har dermed såvel pligt til at vise alle samme respekt, som du på din side også har krav på at modtage fra alle os andre.

For vi skal være her allesammen – side om side med hinanden, beriget af vores mangfoldighed og forskellighed!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmarks førende religion: Arbeit macht ein Mensch

Udgivet den af
4

Hvad afgører et menneskes værdi?

I dagens Danmark er det – tilsyneladende, udelukkende og desværre – menneskets evne til at arbejde!!!

Arbejdet er nemlig blevet en religion, hvor man kan dele folk op i de frelste, tvivlerne og de fortabte.

De frelste er de gode, de rigtige – dem, der får rigtige penge, altså en decideret løn for det arbejde, som de udfører. Det er A-holdet. Dem, som alle gerne vil lege med. Dem, som sidder forrest i kirken, undskyld samfundet, og gerne snakker højt op om, hvor meget de bidrager. At en stor del af dem så også gør, hvad de kan for at snyde systemet for derigennem at få mere til sig selv ved at få udført sort arbejde, undlade at betale moms og skat og så videre synes de frelste selv er helt i orden.

Så er der B-holdet. Tvivlerne. Dem, som med lidt flid – og held – og hvis de kender den rigtige præst, undskyld virksomhedsleder, kan komme på A-holdet. Det er dem, som nok arbejder, men som ikke får løn for det arbejde, som de reelt udfører – men istedet dagpenge, kontanthjælp og lignende. Deres arbejdsindsats er ligeså stor som A-holdets, men de vurderes ikke som gode nok til at få løn – og bliver det aldrig, hvis det står til en stor del af A-holdet, der ikke vil dele bare lidt af kagen med andre. Præsterne, undskyld arbejdslederne, kan derimod godt lide B-holdet. De kan nemlig bruges til at presse A-holdets lønninger.

Endelig er der C-holdet. De fortabte, dem uden håb. Dem som alle kan sparke til, fordi de allerede ligger ned. Det er de hjemløse, de psykisk syge, dem som ikke bare kan tage et arbejde af 117 grunde og alle de andre, som i disse år kaldes dovne og løgnagtige snyltere, der med vilje nasser på alle andre. De er de fortabte i denne Arbejdet-er-alt-verden, og der er altfor mange, som mener, at C-holdet skal nøjes med krummerne fra de andres borde – og tilmed være glade til.

Sådan ser billedet ud. Danmarks førende religiøse overbevisning, Arbejds-religionen, har allerede i mange år været højrefløjens foretrukne religion, men i de seneste år er det også blevet religionen i store dele af de andre partier.

Og så er samfundet først ilde ude. For så er fællesskabet og solidariteten væk. Og hvem skal så beskytte alle dem, der er bare lidt anderledes? Alle dem, som har brug for bare en smule forståelse for at få tingene til at hænge sammen?

For Arbejds-religionen er en religion med følgende mantra som trosbekendelse: Man skal – uanset om man er rask eller syg – yde, men kun hvis man er rigtig god, kan man få lov til at nyde.

Men hvem er så guden i denne arbejds-religion?

Det er ihvertfald ikke den kristne, næstekærlige Gud. Ham, der elskede verden og menneskene så meget, at han sendte sin søn herned – endda for at dø på et kors. Den søn, der blev ofret, for derigennem at sejre over døden og vinde livet og frelsen til os allesammen.

Nej, en sådan kærlighedens Gud møder man ikke i vor tids arbejds-religion. Her er der derimod tale om en Gud, som grådigt sluger alt, hvad hans disciple kommer med af “vi-knokler-røven-ud-af-bukserne-og-alligevel-skal-vi-betale-skat-det-er-bare-så-dårligt” samt “ja-os-der-arbejder-vi-holder-jo-hele-samfundet-sammen-så-de-andre-har-bare-at-være-taknemmelige-over-det-som-vi-vil-give-dem-for-vi-er-mere-værd-end-dem-og-derfor-skal-vi-også-have-mest-langt-mere-end-de-andre.”

Der var engang for ikke så længe siden syd for grænsen, hvor man også troede på, at nogle mennesker var mere værd end andre. De mennesker, som var mindst værd efter datidens normer i det store land sydpå, fik gule stjerner på tøjet og blev sendt i lejre, hvor der stod Arbeit macht frei. Det gav ikke rigtig mening. Langt de fleste af dem kom nemlig kun til lejren for at dø. For at blive dræbt af dem, som mente, at de var bedre end dem med stjernerne på.

I Danmark er der ikke nogen, der vil dræbe dem fra C-holdet – eller B-holdet. Ikke endnu ihvertfald.

Men vi befinder os på en farlig glidebane i disse år. En glidebane, hvor der i en krisetid skal findes – og også bliver fundet syndebukke, som det er i orden at kalde nedsættende ting som for eksempel Dovne-Robert og Fattig-Karina.

Men når det er i orden at omtale og behandle andre mennesker med så lidt respekt, så megen nedværdigelse og ydmygelse som man gør det med C-holdet og tildels også B-holdet, så skubbes til grænserne om hvad der er okay. Og det næste skridt bliver, at det er i orden, at de udsatte får dårligere betingelser end alle andre, for eksempel at de må vente længere på en operation.

For dem, der arbejder og tjener løn på det, har ifølge denne arbejds-religion nemlig altid førsteret til alting.

Og dermed er samfundet for alvor delt op i klasser – og derfra er vejen til deciderede overgreb på de svageste, også fysisk, kort.

Og det er derfor, at der skal råbes nu, hvor vi glider nedad – og direkte mod et samfund med altfor store forskelle. Der skal råbes – og råbes højt. For intet er mere farligt for et civiliseret samfund, som når samme samfund begynder at behandle dets borgere forskelligt.

Så er junglesamfundet for alvor på vej tilbage. Et junglesamfund, hvor uro og vold hører til dagens orden, hvor de stærkeste overlever og de svageste dør, mens resten hutler sig igennem.

Og det er det, som Danmark i øjeblikket er godt på vej tilbage til med en religion, der lever efter devisen Arbeit macht ein Mensh.

Vi bliver altså først et menneske, der skal tages hensyn til og tages vare på, når vi arbejder, er filosofien.

Men det paser ikke.

Se, hvilket menneske, som Pilatus langfredag sagde om Jesus, som gav og gav det hele af kærlighed.

For Jesus gjorde det modsatte. Han satte sig selv nederst, sammen med de udsatte. Han sled sig så meget op, at han døde af det. Men på denne kærlighed til sine medmennesker genopstod han også …

Som man kan læse det i Hans Anker Jørgensens salme “Se, hvilket menneske”:

http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/68

Læse at det drejer sig om at invitere de fattige til fest, dele ud af brødet, drive kræmmerne ud og dermed få livsmodet og kærligheden tilbage, så vi kan leve i et for alle lifligt fællesskab.

Og det er det, som det drejer sig om, hvis vores danske samfund skal overleve. At vi deler med hinanden, at vi elsker hinanden. Og det starter altsammen med at vi ser hinanden som mennesker – som de menensker vi er.

At vi dropper ideen om at Arbeit macht ein Mensch.

For nok kan et menneske arbejde, og det vil stort set alle også.

Men vores værdi som mennesker ligger i noget så enkelt som at det, at vi er mennesker.

Deri ligger det hele, deri finder man respekten for og kravet på at vi alle behandler og bliver behandlet lige og ordentligt , uanset om vi er direktøren, skolelæreren, eller ham, der lever på gaden.

Og det kan være svært i et samfund som det nuværende, hvor sammenhængskraften i samfundet sammen med fælleskabet og solidariteten er under konstante angreb.

Men vi må råbe, vi må kæmpe. For det er ikke okay, at noget arbejde er en løn værd, mens andet arbejde ikke fortjener andet end kontanthjælp – og at nogle slet ikke må være med, men bare må klare sig selv på smuler.

Så der skal råbes!!! Der skal kæmpes, og det nu. Det er vores hele samfund, der er på spil, hvis vi fortsat skal kunne kigge på hinanden og sige

Se, hvilket menneske – og netop se et mennske og ikke et arbejdsdyr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Barfoed forsvarer den sociale ansvarlighed, mens Liberal Alliance fastholder umenneskeligheden

Udgivet den af
2

Jeg havde aldrig troet, at jeg en dag skulle fremhæve en konservativ som forsvarer af social forståelse og ansvarlighed … men æres den, som æres bør. Og her er det faktisk ingen ringere end den konservative parti-formand  Lars Barfoed.

For han har 100% ret, når han i artiklen “Barfoed i angreb på Liberal Alliance: De har ingen forståelse for de svageste” fra BT´s hjemmeside i går d. 21. februar 2013 udtaler:

“Liberal Alliance vil markant nedsætte alle kontanthjælpsydelser og det er komplet socialt uansvarligt at gå så langt. Vi skal sørge ordentligt for de udsatte medborgere, der har det svært. Det går ikke, at vi bomber vores sociale system tilbage til stenalderen, siger Lars Barfoed.”

http://www.bt.dk/politik/barfoed-i-angreb-paa-liberal-alliance-de-har-ingen-forstaaelse-for-de-svageste

Barfoeds nyfundne sociale bevidsthed skyldes dog ikke, at de konservative generelt har udviklet sig i en mere social retning.

Nej, Barfoeds humanisme skal snarere søges i det faktum, at Danmark har fået et parti, som i den grad hylder jungleloven. Et parti for hvem selv den mest minimale minimalstat nærmest er en overformynderisk forsøgerstat, der bare hælder penge ud.

Ja, man kunne faktisk godt have dét parti mistænkt for at mene, at USA nærmer sig socialistiske tilstande, ihvertfald under Obama med hans sundhedsreform og hans ønsker om at give alle amerikanere anstændige levevilkår. Tsk-tsk, kan man næsten høre dem sige …

Men man kunne også bare kalde dem for det, som de er: Umenneskelige og grådige egoister, der mener, at de selv vil få meget mere ud af det, hvis de stærkeste får lov til at rage til sig uden grænser – og uden hensyntagen til andre.

Og de ville måske også få mere, måske endda meget mere. Men det ville være på bekostning af en masse andre mennesker. For det hører ingen steder hjemme i et – også under en finanskrise – veludviklet og rigt samfund som det danske at opføre sig som dette parti gør uafladeligt.

Patiet hedder Liberal Alliance, men burde hedde Liberal Grådighed og Umenneskelighed.

For både grådighed og umenneskelighed er der så meget af i det parti, at selv Scrooge fra Dickens “Et juleeventyr” virker human og forstående i en sammenligning – og det vel at mærke INDEN den menneskefjendske gnier får besøg af sin afdøde partner og møder de tre juleånder, der forvandler ham til et hjertensvarmt og godt menneske, der gladeligt giver af sin overflod.

Sådan er det ikke hos Liberal Alliance. Her giver man ingenting andet end spark nedad, når man angriber man alt, der bare minder om anstændig opførsel overfor vores medmennesker – og især de svageste.

Hvordan mennesker kan blive så følelseskolde, så egoistiske og så grådige som man ser det hos Liberal Alliance, hvordan man som opvokset i Danmark kan have så lidt forståelse for fællesskabet og den social ansvarlighed er altsammen noget, som jeg tror, at man skal overlade det til psykologer og sociologer at svare på.

Men måske det er let og ligetil, når begreber som fællesskab, empati, hensyntagen og ansvarlighed ikke er en del af ens verden, ikke er en del af ens livsopfattelse.

Det er det så heldigvis derimod af og til i de konservatives verden. Og det skal roses hele vejen herfra og til næste valgdag, hvor jeg håber, at flere borgerlige vælgere vil sætte krydset ved et parti, der – trods alt – er sig sit sociale ansvar bevidst.

Ihvertfald indimellem. Men det er stadig lysår bedre end det, som Liberal Alliance står for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Lars Seier Christensens penge giver ham et større demokratisk spillerum

Udgivet den af
1

Hvordan kan man være tilhænger af et parlamentarisk folkestyre og samtidig acceptere, at en mand, der betaler to procent i skat i Danmark, har større indflydelse qua sin formue end nogen som helst almindelig borger, både i den politiske verden og på idéernes såkaldte markedsplads?

Kan man overhovedet være demokrat, hvis man mener, at det er okay, at besiddelsen af mange penge giver et politisk afkast i form af øget indflydelse?

Saxo Bank´s direktør Lars Seier Christensen har ganske rigtigt betalt mere til statskassen i kroner og ører end de fleste andre.

Men ulig så mange andre kan han også sætte sig ind i et privatfly og flyve, hvorhen han vil, når han vil. Han kan springe kræftkøen over, hvis det skulle gå så galt. Købe sig til politisk indflydelse. Eller for den sags skyld starte sit eget landsdækkende medie, hvor der døgnet rundt propaganderes for netop hans syn på verden.

Sagt anderledes: Hans demokratiske spillerum er væsentligt større end nogen anden almindelig skatteyders. Men er det rimeligt?

For i hvilken målestok er Lars Seier Christensen mere værd som menneske end støttepædagogen til den handicappede, den travle medicinstuderende eller mureren, der har brugt hele sit liv på at bygge folks huse?

Og hvordan kan det være okay, at han betaler blot to procent i skat, mens han på amerikansk fjernsyn taler om firs procents beskatning i Danmark? Hvorfor skal der følge så store privilegier med at handle med værdipapirer?

Det er dét altsammen meget svært at blive klog på.

Skrevet af: Brian Holmstrøm Nielsen

Er Trykkefrihedsselskabet imod meningsforskelle? Ytringsfriheden har de nemlig droppet

Udgivet den af
1

Man skulle mene, at Trykkefrihedsselskabet gik ind for meningsforskelle og deres naturlige konsekvens, nemlig ytringsfrihed. Det hævder foreningen ihvertfald selv, at den gør … og det er også det, som den siger højt og tydeligt alle steder og til alle tider.

Men det er som bekendt ikke altid, at teori og praksis hænger sammen. Som i denne sag, hvor en i alle henseender (hvis Politiken ellers har alle oplysninger korrekt) fortræffelig ung mand med både uddannelse og frivilligt arbejde er blevet nægtet adgang til torsdagens arrangement på Christiansborg om … netop ytringsfrihed.  Et arrangement, som han ellers på helt almindelig vis havde købt billet til på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside:

http://politiken.dk/indland/ECE1902894/trykkefrihedsselskabet-naegter-ruc-studerende-adgang-til-debatmoede/

Jihad Taha, som den unge mand hedder, mener selv, at annulleringen af hans billet kan hænge sammen med, at hans navn er arabisk-klingende …

Da Trykkefrihedsselskabet ikke vil udtale sig om grunden til, at Jihad Taha ikke må komme med til arrangementet, men blot henviser til at de er en privat forening, der selv bestemmer, hvem de vil se – og måske især ikke se, kan man hverken få dén påstand af- eller bekræftet.

Men det klinger hult, at en forening, der sætter ytringsfrihed så højt – ihvertfald i teorien – ikke lukker en ung studerende ind, der hedder noget andet end Jensen, Holm … og Hedegaard.

For det må være logisk at antage, at der burde være højt til loftet i sådan en forening – hvis altså den virkelig hyldede friheden til at mene og ytre sig, som man har lyst til.

Man fristes derfor til at konkludere, at arrangementet på Christiansborg allerede på forhånd må karakteriseres som en eklatant fiasko. Ytrings- og meningsfriheden er nemlig med annulleringen af Jihad Taha´s billet allerede så langt bagud på point, at det ikke kan indhentes, uanset hvem der ytrer sig til arrangementet – og hvad de siger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Giv Joachim B. Olsen en avisrute …

Udgivet den af
4

Så er Joachim B. Olsen ude med riven igen …

Unge mennesker har aldrig haft det bedre end de har det nu, udtalte han til DR Nyhederne i går aftes … og sagde i samme åndedrag, at de unge var dovne og ugidelige, når de ikke ville stå op og gå med aviser om morgenen eller arbejde på en McDonalds, men i stedet bare indkasserede deres SU, som de så rejste til Prag for og drak op.

Gad vide om han selv gik med aviser – eller stod i en McDonalds – dengang han var kuglestøder og sponseret af Team Danmark?! Nej, det gjorde han ikke, kan jeg så fortælle. Joachim B. Olsen stødte med kugler dagen lang, så han kunne vinde medaljer til Danmark, som det så pompøst hedder, når folk får penge for at dyrke sport.

At det så ikke altid gik så godt med medaljerne, skal vi springe over her. Men faktum var, at han var optaget af noget, som tog så meget tid og energi, at det ikke hang sammen med at have et fritidsjob.

Det samme gælder nutidens unge studerende. De har også gang i noget, som er vigtigere end en daglig avisrute eller at lange hamburgere over disken. De har endda gang i noget, som er mange-mange gange mere vigtigt end at vinde medaljer.

De er nemlig i gang med at dygtiggøre sig, så vi også i fremtiden har folk, der kan skabe vidensprodukter, som er det vi alle sammen i Danmark skal leve af.

For vi kan ikke leve af medaljer, heller ikke i kuglestødning …

Derfor er det heller ikke de unge på uddannelserne, som der skal spares på. Det er det samme som at save den gren over, som vi alle sammen sidder på. De unge skal derimod have rigelig med SU og gode uddannelsesbetingelser – og dét døgnet rundt, så de kan fokusere på at blive så dygtige som muligt.

Skal vi endelig spare (og det skal vi jo nok), kan vi gøre det på støtten til andre ting. Som for eksempel sporten. Sport kan være både sjov og spændende, men så er det heller ikke mere. Og der har aldrig lægget bare én eneste ekstra arbejdsplads i selv den mest glitrende medalje.

Så Joachim B. Olsen: Det er folk som dig, der skal ud med aviser og stå på McDonalds. Der skal såmænd endda nok være dem, der kunne finde på at påstå, at så ville I – endelig – gøre lidt nytte!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det slører stadig … satire med mening

Udgivet den af
1

Satiriske programmer har en lang og velfunderet tradition i Danmark – og det nyeste skud på stammen er “Det slører stadig” på DR2.

“Det slører stadig” er et satireshow, der løfter sløret for et mellemøstligt pigeunivers som aldrig før set, som de fire piger selv skriver det på showets Facebook-side:

http://www.facebook.com/detslorerstadig

“Det slører stadig” er i en tid med meget stand-up og deraf følgende snak om pik og patter noget så vedkommende som satire med mening, med vid og bid.

I showet tager de fire piger, Ellie, Sara, Naghme og Ajlaf, alskens fordomme under behandling. Al forstillelse om tolerance og åbenhed i det danske samfund – og blandt danskerne, uanset om de er født i Præstø eller Palæstina – bliver revet væk som et let slør på en dansk sommerdag.

Som reporteren fra Dubai, der undersøger det danske frisind og – som efter at have fundet ud af, at danskerne synes bare bryster er ok, men at burkaer ikke er det – må konkludere: Kom kun til Danmark, hvis du kan lide at være nøgen …

Eller som den unge pige, der vil have en lejlighed, men ikke får den, da den “venlige” apoteker/sagsbehandler i Bodil Jørgensens skikkelse ikke vil overtræde hendes grænser. For i din kultur bor I mange sammen, også flere generationer, og det er bare så smukt. Så det skal du da også. Så kan du også sende flere penge hjem til Pakistan, som Bodil Jørgensens figur forklarer pigen … der i øvrigt vistnok slet ikke er pakistaner.

Eller reportagen fra Eid-festen, hvor en flok unge menensker sidder og hygger med kage, cola og fjernsyn, da tv-holdet ankommer for at reportere fra en Eid-fest for allerførste gang. Men der er problemer.

For sådan her går det jo ikke. Der skal være mavedans, etniske sange og yallah-yallah-råb. Ellers er det jo ikke en rigtig muslimsk fest, siger reporteren, og da de unge mennesker gerne vil i fjernsynet, giver de ham, hvad han vil have.

Og så er alle glade. For så kan reporteren glædestrålende meddele i sit indslag til tv-avisen: Der festes hårdt og voldsomt, når det er Eid. Det er ikke for sarte sjæle!

Efterfølgende er han også glad og siger til de unge mennesker, der igen sidder omkring sofabordet og ser tv med deres kage og cola indenfor rækkevidde: Det var godt, at vi lavede det om til mavedans, yallah-råb og etnisk musk. Det var meget mere muslimsk på den måde …

Og så er der de faste indslag som for eksempel Etnica Dating og den street-wise pige Latifah, der interviewer både museumsdirektører, professorer og politifolk i et forsøg på at forstå det danske samfund bedre – og give relevant viden videre til hendes trofaste seerskare, der tæller flere og flere.

Men man kunne godt ønske, at endnu flere så showet over det ganske land – fra Mjølnerparken til Middelfart, fra Tarm til Tisvildeleje.

For “Det slører stadig” er uden sidestykke det mest intelligente og mest relevante satire- show i dansk tv i øjeblikket!!! Det er satire med mening … og smil … uanset hvad side af sløret man befinder sig på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk