Hvad afgører et menneskes værdi?

I dagens Danmark er det – tilsyneladende, udelukkende og desværre – menneskets evne til at arbejde!!!

Arbejdet er nemlig blevet en religion, hvor man kan dele folk op i de frelste, tvivlerne og de fortabte.

De frelste er de gode, de rigtige – dem, der får rigtige penge, altså en decideret løn for det arbejde, som de udfører. Det er A-holdet. Dem, som alle gerne vil lege med. Dem, som sidder forrest i kirken, undskyld samfundet, og gerne snakker højt op om, hvor meget de bidrager. At en stor del af dem så også gør, hvad de kan for at snyde systemet for derigennem at få mere til sig selv ved at få udført sort arbejde, undlade at betale moms og skat og så videre synes de frelste selv er helt i orden.

Så er der B-holdet. Tvivlerne. Dem, som med lidt flid – og held – og hvis de kender den rigtige præst, undskyld virksomhedsleder, kan komme på A-holdet. Det er dem, som nok arbejder, men som ikke får løn for det arbejde, som de reelt udfører – men istedet dagpenge, kontanthjælp og lignende. Deres arbejdsindsats er ligeså stor som A-holdets, men de vurderes ikke som gode nok til at få løn – og bliver det aldrig, hvis det står til en stor del af A-holdet, der ikke vil dele bare lidt af kagen med andre. Præsterne, undskyld arbejdslederne, kan derimod godt lide B-holdet. De kan nemlig bruges til at presse A-holdets lønninger.

Endelig er der C-holdet. De fortabte, dem uden håb. Dem som alle kan sparke til, fordi de allerede ligger ned. Det er de hjemløse, de psykisk syge, dem som ikke bare kan tage et arbejde af 117 grunde og alle de andre, som i disse år kaldes dovne og løgnagtige snyltere, der med vilje nasser på alle andre. De er de fortabte i denne Arbejdet-er-alt-verden, og der er altfor mange, som mener, at C-holdet skal nøjes med krummerne fra de andres borde – og tilmed være glade til.

Sådan ser billedet ud. Danmarks førende religiøse overbevisning, Arbejds-religionen, har allerede i mange år været højrefløjens foretrukne religion, men i de seneste år er det også blevet religionen i store dele af de andre partier.

Og så er samfundet først ilde ude. For så er fællesskabet og solidariteten væk. Og hvem skal så beskytte alle dem, der er bare lidt anderledes? Alle dem, som har brug for bare en smule forståelse for at få tingene til at hænge sammen?

For Arbejds-religionen er en religion med følgende mantra som trosbekendelse: Man skal – uanset om man er rask eller syg – yde, men kun hvis man er rigtig god, kan man få lov til at nyde.

Men hvem er så guden i denne arbejds-religion?

Det er ihvertfald ikke den kristne, næstekærlige Gud. Ham, der elskede verden og menneskene så meget, at han sendte sin søn herned – endda for at dø på et kors. Den søn, der blev ofret, for derigennem at sejre over døden og vinde livet og frelsen til os allesammen.

Nej, en sådan kærlighedens Gud møder man ikke i vor tids arbejds-religion. Her er der derimod tale om en Gud, som grådigt sluger alt, hvad hans disciple kommer med af “vi-knokler-røven-ud-af-bukserne-og-alligevel-skal-vi-betale-skat-det-er-bare-så-dårligt” samt “ja-os-der-arbejder-vi-holder-jo-hele-samfundet-sammen-så-de-andre-har-bare-at-være-taknemmelige-over-det-som-vi-vil-give-dem-for-vi-er-mere-værd-end-dem-og-derfor-skal-vi-også-have-mest-langt-mere-end-de-andre.”

Der var engang for ikke så længe siden syd for grænsen, hvor man også troede på, at nogle mennesker var mere værd end andre. De mennesker, som var mindst værd efter datidens normer i det store land sydpå, fik gule stjerner på tøjet og blev sendt i lejre, hvor der stod Arbeit macht frei. Det gav ikke rigtig mening. Langt de fleste af dem kom nemlig kun til lejren for at dø. For at blive dræbt af dem, som mente, at de var bedre end dem med stjernerne på.

I Danmark er der ikke nogen, der vil dræbe dem fra C-holdet – eller B-holdet. Ikke endnu ihvertfald.

Men vi befinder os på en farlig glidebane i disse år. En glidebane, hvor der i en krisetid skal findes – og også bliver fundet syndebukke, som det er i orden at kalde nedsættende ting som for eksempel Dovne-Robert og Fattig-Karina.

Men når det er i orden at omtale og behandle andre mennesker med så lidt respekt, så megen nedværdigelse og ydmygelse som man gør det med C-holdet og tildels også B-holdet, så skubbes til grænserne om hvad der er okay. Og det næste skridt bliver, at det er i orden, at de udsatte får dårligere betingelser end alle andre, for eksempel at de må vente længere på en operation.

For dem, der arbejder og tjener løn på det, har ifølge denne arbejds-religion nemlig altid førsteret til alting.

Og dermed er samfundet for alvor delt op i klasser – og derfra er vejen til deciderede overgreb på de svageste, også fysisk, kort.

Og det er derfor, at der skal råbes nu, hvor vi glider nedad – og direkte mod et samfund med altfor store forskelle. Der skal råbes – og råbes højt. For intet er mere farligt for et civiliseret samfund, som når samme samfund begynder at behandle dets borgere forskelligt.

Så er junglesamfundet for alvor på vej tilbage. Et junglesamfund, hvor uro og vold hører til dagens orden, hvor de stærkeste overlever og de svageste dør, mens resten hutler sig igennem.

Og det er det, som Danmark i øjeblikket er godt på vej tilbage til med en religion, der lever efter devisen Arbeit macht ein Mensh.

Vi bliver altså først et menneske, der skal tages hensyn til og tages vare på, når vi arbejder, er filosofien.

Men det paser ikke.

Se, hvilket menneske, som Pilatus langfredag sagde om Jesus, som gav og gav det hele af kærlighed.

For Jesus gjorde det modsatte. Han satte sig selv nederst, sammen med de udsatte. Han sled sig så meget op, at han døde af det. Men på denne kærlighed til sine medmennesker genopstod han også …

Som man kan læse det i Hans Anker Jørgensens salme “Se, hvilket menneske”:

http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/68

Læse at det drejer sig om at invitere de fattige til fest, dele ud af brødet, drive kræmmerne ud og dermed få livsmodet og kærligheden tilbage, så vi kan leve i et for alle lifligt fællesskab.

Og det er det, som det drejer sig om, hvis vores danske samfund skal overleve. At vi deler med hinanden, at vi elsker hinanden. Og det starter altsammen med at vi ser hinanden som mennesker – som de menensker vi er.

At vi dropper ideen om at Arbeit macht ein Mensch.

For nok kan et menneske arbejde, og det vil stort set alle også.

Men vores værdi som mennesker ligger i noget så enkelt som at det, at vi er mennesker.

Deri ligger det hele, deri finder man respekten for og kravet på at vi alle behandler og bliver behandlet lige og ordentligt , uanset om vi er direktøren, skolelæreren, eller ham, der lever på gaden.

Og det kan være svært i et samfund som det nuværende, hvor sammenhængskraften i samfundet sammen med fælleskabet og solidariteten er under konstante angreb.

Men vi må råbe, vi må kæmpe. For det er ikke okay, at noget arbejde er en løn værd, mens andet arbejde ikke fortjener andet end kontanthjælp – og at nogle slet ikke må være med, men bare må klare sig selv på smuler.

Så der skal råbes!!! Der skal kæmpes, og det nu. Det er vores hele samfund, der er på spil, hvis vi fortsat skal kunne kigge på hinanden og sige

Se, hvilket menneske – og netop se et mennske og ikke et arbejdsdyr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk