Månedsarkiv: februar 2022

Anmeldelse: ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”

Udgivet den af
Svar

Er konklusionen om, at det er ok at fejle tilstrækkeligt til en morale, ja en happy end? Dét spørgsmål sidder i mig efter at have set ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag” på Nørrebro Teater.

For måske er accepten af ”at det er menneskeligt at fejle” rigeligt, hvis man lever i en nul-fejls-kultur. Men på den anden side virker det småt, hvis ikke man har værdier og idealer, så man tør sætte barren højere – og ville noget mere her i livet end management-illusionen.

Altså ville noget af det, som betyder noget. Og det er kærlighed og kunst, som en dansk statsminister sagde det, da han på sin magts tinde i 1980´erne blev spurgt om, hvad det vigtigste i livet var.

Kærlighed og kunst er så også det, som ikke kan sættes ind i en strategiplan, bruges i en storytelling, et mindset eller som man vækste på – og hvad det ellers hedder alt sammen af alle de buzz-words og buzz-begreber, som flyder som en malstrøm gennem ikke kun forestillingen, men også hele vores samfund.

Langt de fleste danskere lever nemlig minimum otte timer om dagen i en virkelighed, hvor de bruger den slags vrøvle-ord i identifikationen af både dem selv og af meningen med det arbejde, som de laver.

Det er trist – og lige så gråt som kostumerne på scenen, hvor kulisserne generelt er holdt i netop grå, hvide og sorte nuancer. Man kommer til at tænke på Storm P.´s berømte billede ”Tilbage til naturen”, hvor den store grå masse går mod fabrikken, mens den enlige vagabond vandrer ud i skoven og farverne.

Farver, som når de endelig optrådte på scenen, var ledsaget af en dyb basrytme og en følelse af, at nu går vi amok til fx denne giftig-elektriske lilla, som det skete i en dans om ikke guldkoen, men forbruget og mersalget – her i form af vaskemaskiner, der vaskede den sidste rest autencitet ud af sjælen.

Der var generelt en del musik – og sang i forestillingen, men kun få sammenhængende forløb. Til gengæld var der mange enkeltsituationer taget 1:1 ud af hverdagen. De optrådte som fragmenter, der hvis man tænker ud af boksen, som management-folkene altid priser at gøre det, fik mig til at tænke på revy-genren.

For kunne denne forestilling ikke være et bud på en moderne revy? Folk reagerede i hvert fald sådan. De klappede, hujede og grinede – både når det var tilsigtet og indimellem også ganske spontant.

Ætset på nethinden er sukkerdansen mod køleskabet og det stykke kage, som stod derinde – og som selvfølgelig især fristede hende, der ”ikke spiser sukker i denne tid”. Men også julefrokosten med al dens forlorne løssluppenhed, turen i myldretiden med rejsekort-bøvlet, mødet på Teams med manglende bukser og nyindkøbt hundehvalp er bare nogle få eksempler på en hverdag, som de fleste kender alt for godt.

På scenen møder vi Karoline Brygmann, Gustav Dyekjær Giese, Magnus Haugaard, Troels Lyby, Lila Nobel og Nørrebro Teaters Folkekor. Det er glimrende. Men hvor mange stjerner skal ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag” have? Det kunne man godt holde et seminar om – måske endda et med spa og croissants.

For der mangler en form for samlet og kontinuerlig fortælling, der binder stykket sammen – og det berettiger kun til fire stjerner, selvom castet spiller forrygende. På den anden side: Så var det en hel sal, som gennem hele forestillingen selvironisk skreg af grin – ramt på egen adfærd – og det skal som minimum give fem, måske seks stjerner.

Så vi ender med 5 stjerner til ”Jytte fra marketing er gået for i dag”, som gives med en følelse af at have set sin egen tid – uden filter, uden fortolkning, men sjovt. Tænker man nærmere over det, er det også en virkelighed lige til at græde over.

Græde fordi der findes mange mennesker, som er sat udenfor dét identitetsgivende arbejdsfællesskab, som det store flertal af danskere tager for givet.

Men man kan også græde over dem, som har et adgangskort til virksomhedernes kantiner og kontorer. De lever nemlig uden nogen anden gylden cirkel end den, som de spilder tiden på i forsøget på at forstå why, how, what i den evige hamsterhjulsjagt på næste projekt, næste skridt op på karrierestigen.

Dét er meget forstemmende i virkeligheden, men meget morsomt og medrivende fremstillet på Nørrebro Teater.

Manuskriptet er blevet til på baggrund af Morten Münsters bog.

Forestillingen spiller til og med d. 27. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Maddiker”

Udgivet den af
Svar

På Hippodromen på Folketeatret i Nørregade kan man i den kommende tid se Rikke Wölck, Jannie Faurschou og Bodil Jørgensen i forestillingen ”Maddiker”.

D´damer gestalter tre helt almindelige danske kvinder, som mødes på en kræftafdeling.

Bodil Jørgensen er sygeplejersken, der dækker de blå mærker med make-up. Rikke Wölck er den succesfulde karrierekvinde med den kræftsyge datter. Og Jannie Faurschou er den brystkræftsyge kvinde, som er så træt af sin mand, at hun har lyst til at kaste sovsen i hovedet på ham.

De er alle tre midt i 60´erne, da forestillingen starter – og dermed stadig i gang med livet. Men karussellen er begyndt at sætte farten ned, dørene er begyndt at smække i – og de kan se det, som venter forude:

Tilværelsen som usynlige spøgelser, hvor ingen har brug for dem, ingen vil lytte til den klogskab, ja visdom, som de har fået via mange dyrekøbte erfaringer.

Det brokker de sig selvfølgelig højlydt over, og de forsikrer hinanden – i hverdagssituationer skåret så skarpt, så vi griner højt af os selv – om, at det nok skal blive anderledes for dem. Det sker selvfølgelig ikke.

For de tre kvinder har alle har været dygtige elever på flinkeskolen, så de følger også den fasttrampede kurs gennem pensionistlivet mod døden.

Men inden skal der danses, diskuteres, deles information om sygdomme – og drikkes.

Det fik mig til at tænke på den svenske visedigter Carl Michael Bellman, som et sted skrev: Drik ud dit glas – se døden på dig venter. For inden mørket sænker sig, skal vi leve – og som de tre kvinder lever, også med den lille død, som Bellman og hans samtidige i 1700-tallet kaldte orgasmen.

”Maddiker” er så også et vaskeægte gys – og markant mere skræmmende end kister, maddiker og andet fra kirkegården. For der er så mange tusinder kvinder i Danmark, ja i hele verden, som deler hverdag og skæbne med de tre kvinder.

I beskrivelsen af deres sejlads fra de sidste år på arbejdsmarkedet til deres sidste åndedrag er ingen ekstra dramatisering heller nødvendig. Rikke Wölck, som udover at spille med er stykkets dramatiker, har med sikker hånd og falkeøje slået ned på det helt rigtige.

Samtidig har Madeleine Røn Juel instrueret, så hver en nuance træder frem i en virkelighed, hvor farverne falmes, og sanserne sløves i takt med at tiden flyver stadig hurtigere forbi.

Det er noget af en pille at sluge for alle. Så tak for den latter, som man må overgive sig til mange gange. Lidt sukker på skeen er altid god, når en bitter medicin skal ned.

For sluges skal livet – også når det lakker mod enden, og handler om længsel, et stadig, men ikke accepteret fysisk begær, sorg, hævn, ægteskab, vold, børn, børnebørn – og måske allermest en mangel på anerkendelse – både fra de nærmeste og fra et samfund, som kun ser på nytteværdi.

De tre kvinders ømhed for hinanden er til gengæld som et glimt af håb. Vi tåler dig, fordi vi elsker dig, siger de. Kan man forestille sig en smukkere kærlighedserklæring? Nej, vel.

For livet handler om de medmenneskelige relationer – og her kan alle aldre være med.

Tæt på mig sad en meget ung mand, som efter forestillingen spontant udbrød: Nu ved jeg, hvordan det er at være gammel. Jeg vil ikke blive gammel.

Jeg kan godt forstå ham, men som tættere på støvets år end på årsungens kan jeg tilføje, at der også er noget nådigt ved livet. Vi bliver klar til det hele, når vi skal.

Langt de fleste publikummer var så ældre, og jeg hørte mange ældre kvindestemmer sige efter forestillingen: Det var/er jo mit liv – uden at de dog gik nærmere ind på, hvad de kunne spejle sig i. Måske det hele?

For menneskelivet er som årets gang, og når forfaldet sætter ind, håret grånes, huden rynkes, og skavankerne står i kø, så mister vi langsomt men sikkert vores sanser. Det skal vi ikke være kede af. Så får vi i stedet perspektiv.

Perspektiv og mod til at vi – når tid er – kan vende opmærksomheden mod os selv og mod den død, som venter på os alle. En død, som kan være smuk, når den kommer i skikkelse af dem, som gik forud.

For det moderne menneske er døden så ofte forbundet med stor angst. Her kan morfin tage de fysiske smerter – og det er en velsignelse. For så kan den død, som venter, blive lige så intens og smuk, som den Jannie Faurschou spillede, så jeg fik tårer i øjnene.

For er det sådan at dø, så kan man trygt forlade jordelivet med et TAK FOR ALT og en tro på, at Bodil Jørgensen har ret, når hun sidder som krøbling, og siger: Vi bryder gennem tiden – og ender, hvor vi skal.

Danmarksbloggen giver ”Maddiker”, denne morsomme, rørende og 1:1 guide udi at blive gammel og dø, seks ud af seks store, røde blomster. For det er en perle – velegnet til alle, som skal dø én dag.

Man siger, at godt skuespil kan mere end bare fortælle en historie. At det viser hele mennesket, giver empati for mennesket – og sætter alt i en større sammenhæng.

Det er sandt – og som d´damer Rikke Wölck, Jannie Faurschou og Bodil Jørgensen mestrer dén knust.

”Maddiker” minder mig også om gåturene på kirkegården i Gustav Wieds ”Livsens Ondskab”, hvor Knagsted siger de berømte ord om, at det er, hvad det er. Det er sandt, og vi griner af det.

Men hvor Wied kan være perfid i sin morskab, så er der i ”Maddiker” lagt et nænsomt, ja kærlighedens klæde ud.

Det er godt tænkt. For så føler man, at man bliver en del af fortællingen om ikke kun tre kvinder eller kvindekønnet, men om selve livets gang, som det også vises på de tre skærme, der står på scenen. For i vor tid forstår vi også via skærme.

”Maddiker” er simpelthen noget af det bedste, der er sket på den danske teaterscene i denne sæson. BRAVO.

Forestillingen spiller indtil d. 17. maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Jeg, Malvolio”

Udgivet den af
Svar

En besøg i Teatret ved Sorte Hest giver altid noget med hjem, uanset om det er et hestespil eller som i går aftes premiere på et gæstespil.

Nemlig Tim Crouchs ”Jeg, Malvolio” med Michael Moritzen alene på scenen i mere end 75 minutter i en ikke monolog – men dialog med publikum, som han møder med intenst nærvær, lige fra vi kommer ind og sætter os – og til lang tid efter vi er gået hjem.

For manden – altså både karakteren og skuespilleren, som fejrer 40-års jubilæum i rollen – vil os noget, har et ærinde, og han gør det forrygende og med lige dele frækhed og følsomhed.

For sit indre øre kan man også længe efter, at man har forladt den sidste enlige lyspære på scenen høre det insisterende ”ER DET IKKE SÅDAN, DET ER?” efterfulgt af en form for brummen, som kommer efter hver eneste bredside mod os, som sidder på sæderne, og hvis undskyldninger og bortforklaringer i vores tilværelse fremkaldes nådesløst – og morsomt.

For vi nailes spot on, som det hedder på nudansk af den grinagtige person i de gule strømper og tøjet, som bærer præg af et længere ophold i et uhumsk fængsel i den Shakespeare-komedie, som han er flygtet fra.

Malvolio er nemlig – uanset hvad århundrede han befinder sig i – sådan én, som man efter temperament shamer – eller har ondt af.

Men allermest er han et spejl på os og på de dårskaber, som menneskeheden deler på tværs af tid og sted … og som ingen har beskrevet bedre end selveste Shakespeare, som vi også mindes om. Både i form af kranier lavet i plastic (formoder jeg) – og senere i en version af kød og blod.

Men vi klukker af grin, når vi mindes om, at vi ikke går i kirke – ikke lige i dag i hvert fald. Men at vi da godt kan tillade os at smide lige det lille-bitte stykke papir på gaden, gå hjem og tage en stor vodka og juice – og bare glem juicen.

Vi lever i det hele taget konsekvent efter devisen ”Det, vi skal, gør vi ikke. Men det, vi ikke skal – det gør vi – og det til gavns”.

Og lige præcis dér rammer ”Jeg, Malvolio” den lige i røven – også bogstaveligt. For dét er stykkets sweet spot – dér hvor tragedie og komedie mødes.

Dér hvor man fejlagtigt tror, at fornøjelse ikke kommer med en pris, men at man bare kan accelere udi sine dårskaber. Og det er vi dygtige til. For mon vi ikke alle sammen – også i dag – tager det ekstra stykke kage og alt det andet, som vi ”burde” være blevet kloge nok til at lade være med efter Malvolio har læst os teksten?

Gu´ gør vi så – og det er også derfor, at forestillingen “Jeg, Malvolio” spiller livets skæve akkorder så smukt.

Den eneste mislyd er måske, at Shakespeares ”Helligtrekongersaften”, som Malvolio kommer fra, er en forvekslings-kærligheds-komedie og en med Malvolios øjne stor kærligheds-tragedie, mens ”Jeg, Malvolio” mere er et moralsk stykke (der sine steder kan minde om Holberg) med hip til Gud og hvermand – og tak for det.

De opsange, den demaskering har vi brug for. Der sker så også en re-maskering, men sådan må det være, når forestillingens eneste person har brug for flere gange at pointere, at han ikke er gal.

Det er han så. Det er vi alle. Galskaben, vanviddet er ligesom stanken og råddenskaben – det trænger ind alle vegne, og i sindet på os alle sammen.

Se bare på verden af i dag – som i præcis i dag eller rettere i nat, hvor det store vanvid blev sluppet løs ikke så langt fra Illyrien.

Forskellen på despoterne og os andre er så kun, at despoterne har meget mere til rådighed, som de kan hærge og ødelægge med.

Det er trist. Men: ER DET IKKE SÅDAN, DET ER?

En anden og mere opmuntrende forskel er så, at nogle få udvalgte også har geniets evne. Shakespeare havde for eksempel. Hans ord og hans figurer bliver ved med at give – også selvom andre fører pennen.

Således også i ”Jeg, Malvolio”, der er en spøjs og underfundig sag, som sine steder gnistrer og sprudler – og især når den møder os dér, hvor vi er her i 2022, hvor vi er lige så meget i vores forfængeligheds og selvretfærdigheds vold, som menneskene var det i renæssancen på Shakespeares tid.

Danmarksbloggen giver fem kranier … og gør opmærksom på, at det i stykket omtalte land Illyrien faktisk har eksisteret.

Illyrien lå på Balkanhalvøen, og strakte sig ned langs Adriaterhavskysten med tilhørende bagland – dvs. Illyrien inkluderede de nuværende lande: Slovenien, Kroatien, Serbien og Albanien. Altså indtil Illyrien blev erobret af romerne et par århundreder før Kristi fødsel – og starten gik til en omtumlet tilværelse på det også i dag urolige Balkan.

”Jeg, Malvolio” spiller til 19. marts. Det er Lene Vasegaard, der har instrueret.

Ps. Der er i forestillingen også en unik mulighed for en one-in-a-life-time-mulighed, som inkluderer både smartphones og sociale medier. Intet mere skal røbes. Dét skal opleves!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine invaderet … og Putin tromler videre

Udgivet den af
Svar

Så er krigen i Europa en realitet …

Rusland invaderede hele Ukraine i nat, og der kæmpes nu mange steder. Tappert, også selvom udfaldet er givet: Ruslands enorme krigsmaskine kommer til at tromle Ukraine ned – og mange ukrainere vil dø.

Det er Danmarksbloggens vurdering, at vi i Vesten IKKE kommer til at hjælpe Ukraine med soldater – men udelukkende med rådgivning og sanktioner (som Rusland er ligeglad med).

Der skal et angreb mod et NATO-land til, før den russiske aggression bliver besvaret militært fra NATO´s side, og det er her, at det med geopolitiske øjne bliver interessant.

For paragraf 5 siger, at angribes et NATO-land, så angribes vi alle sammen.

Man kalder det for musketér-eden.

Men vil vi holde dén ed, som vi så højtideligt har svoret?

Vil Danmark og de andre NATO-lande aktivere musketér-eden, hvis fx et lille stykke af Estland angribes af Rusland? Det er realistisk, at det kan ske. Estland – ligesom Donetsk og Lugansk i Ukraine – har nemlig en stor andel etniske russere, især i visse områder. Så måske de og Putin tænker, at øvelsen fra Ukraine også kan laves i Estland?

Eller i Letland, hvor der også er mange russere?

Eller hvad med korridoren i Litauen ud til den russiske flådebase i Østersøen i Kaliningrad? Den vil Putin også gerne have gjort noget ved, så han har fri adgang på en anden måde end i dag.

Det er sådanne scenarier, som vil kunne blive realiteter, hvor NATO skal stå sin store prøve.

For Putin fortsætter. Han mener sig i sin historiske ret til at indtage de områder, som han mener er russiske. Det er blandt andet Ukraine, men også de baltiske lande – og flere steder endnu som fx Finland, der ikke er medlem af NATO, og som tidligere har stiftet dårligt bekendtskab med Rusland – senest under Vinterkrigen.

Det er Danmarksbloggens vurdering, at Putin kun forstår magtens rå sprog. Så selvom vi risikerer 3. verdenskrig, så SKAL vi stå fast på NATO´s grænser.

Ret beset burde vi også komme Ukraine til hjælp nu med hele pakken. Ligesom vi skal være der for Finland og Sverige, som heller ikke er medlem af NATO.

For Putin helmer ikke, og det er bedre at dø med støvlerne på end leve på knæ … hvis altså man mener alle de fine og dyre ord om frihed, menneskerettigheder og demokrati.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Litterær samtale: “1900. Et århundredes tusmørke”

Udgivet den af
1

I dag udkommer antologien ”1900. Et århundredes tusmørke”, som handler om de mørke sider i menneskelivet og menneskesindet.

Der er i alt 10 noveller.

Én novelle for hvert årti i 1900-tallet er en skæv idé og i teorien en god måde at fortælle om en tid på.

MEN: Når man bruger 10 forskellige forfattere, får man ti meget forskellige bud, selvom alle noveller i denne bog handler om den ondskab, som de fleste bruger livet på at løbe væk fra – men som er i os og i vores liv til alle tider.

Antologien er derfor lidt som et sammenskudsgilde, hvor retterne stikker i alle mulige retninger, og der bliver mere fokus på horror end på 1900-tallets ellers ret brogede historie. Ja, man kan sige, at den historiske virkelighed ofte blot optræder som ramme.

For man får serveret meget fra horror-fortællingernes slimede åleruse. Men det er et problem, at den historiske ramme langtfra altid er nødvendig for novellen. En god del af novellerne kunne lige så godt foregå på alle andre tidspunkter i århundredet – hvis nogle få og for fortællingen uvæsentlige detaljer blev lavet om.

Ja, nogle noveller kunne endda uden problemer flyttes til andre århundreder også.

Århundredet starter i 00´erne (1900´erne) på sygehuset. Vi skal også ud på en syg rejse i menneskesindet.

I 1910´erne er vi så med lægen på rundtur til de syge i ”Den spanske syge” og i 1920´erne med præsten, der indsamler lokalhistorie. Begge finder mere end de ønsker. Det med mere end man drømmer om, går igen i 1930´ernes historie om at være på jagt og det gode i, at der ikke findes varulve på Fyn. Men på den anden side: Bæstet æder os alle til sidst, som det konstateres i 1940´erne.  

Et bæst, der kommer både indefra – men også udefra. Af og til med musik som i 1950´erne. I 1960´erne er vi så ude på isen – på mere end en måde og i en mere end en virkelighed. I 1970érne ryger vi lige ind under en sølvglitrende discokugle. Men vi er stadig langt ude i en euforiserende verden, inden det hele slutter i 1980´ernes tåger og griseri – og med 1990´ernes ensomhed, menneskeforagt og selvforagt.

Det er Thomas Strømsholt, Steen Langstrup, Teddy Vork, Martin Wangsggard Jürgensen, Martin Schjönning, Carina Evytt, A. Silvestri, Sheila Eggenberger, Christian Reslow og Jonas Wilman, som har skrevet. Oprindelig redaktør var Henrik Harksen.

Danmarksbloggen har talt med den nuværende udgiver Steen Langstrup fra 2FeetEntertainment om antologien ”1900. Et århundredes tusmørke”:

Nu er bogen jo ikke din opfindelse og skabelse. Den er overtaget af dit forlag, som har sørget for at få den ud i verden. Så ville du selv have gjort det på samme måde? Eller ville du have sørget for mere styring? Netop sammenhæng er jo et kendetegn for det, som du selv skriver – og dit bidrag til antologien er netop et eksempel på en fortælling, som hører hjemme i den tid, som antologien handler om (Steen Langstrups novelle handler om Den Spanske Syge – og kan ikke overføres til andre tider).

Steen Langstrup: Når jeg har redaktørhatten på og udgiver andres værker, som det er tilfældet med denne antologi, så spørger jeg aldrig mig selv, hvordan teksten ville have været, hvis jeg havde lavet bogen selv. Jeg tager stilling til, om jeg synes værket kan noget, om det lykkes, om det gør noget ved mig — og hvor det kan strammes op eller gøres skarpere.

Da jeg overtog ‘1900’ var alle tekster skrevet og redigeret. Der manglede kun den sidste finpudsning. Jeg sad ikke og spekulerede over, om det ville have været sjovere med andre forfattere, eller om en anden styring eller vinkling af sammenhængen ville have været passet mig bedre. Det er uproduktive tanker.

Jeg læste antologien, inden jeg antog den, og jeg elskede novellerne, og den måde de i sammenhæng portrætterede århundredet, årti for årti, på. Det forvrængede billede, som det bliver, når det er en så fantasifuld genre som horror, der tegner tiden. I min læsning emmer hver en novelle af det pågældende årti, man kan mærke tiden. Jeg genkender ikke din tanke om, at min novelle hører mere hjemme i sin tid end andre. Vi har hver valgt vores måde at portrættere det pågældende årti på, selvom årtiet selvfølgelig mest af alt bliver en kulisse for gyset, så er tiden til at føle. Især som man bevæger sig gennem århundredet.

Du sagde til mig, at bogen helst skal læses kontinuerligt. Hvorfor det? For som jeg læser bogen, så er det ikke fordi, at ondskaben flytter sig eller udvikles gennem århundredet. Den kommer i samtlige fortællinger inde fra menneskesindet, hvor vi jo også har placeret ondskaben i vores moderne tid.

Steen Langstrup: Den skal læses fra en ende af, fordi man på den måde oplever århundredet passere forbi. Jeg synes selv, at det er en ret enestående oplevelse, som får ‘1900’ til at skille sig ud fra de mange horror-antologier, der er udgivet på dansk de sidste 10-15 år.

Igen genkender jeg ikke din udlægning af bogen. Jeg kommer faktisk lidt i tvivl, om du har læst den og ikke bare skimmet?

Ondskaben er IKKE placeret i menneskesindet i samtlige noveller. Det er svært at argumentere her uden at spoile novellerne her. Men der er da både sygdomme, varulveagtige væsner, vampyragtige væsner, medicinske forsøg, trolddom og mere, men da det er noveller, og gysernovellens styrke, modsat gyserromanens, er, at den antyder og lader meget være op til fortolkning. Det uvisse er i spil i flere af novellerne, og det kan selvfølgelig tolkes, hvorhen læseren har lyst, men det er ikke i spil i alle noveller, og nogle er ret klare i deres overnaturlige konklusion.

Når det er sagt, så ved jeg ikke engang, om jeg synes, at horrors hensigt er at placere eller beskrive ondskaben, det tror jeg faktisk ikke. For mig har gys og horror et ganske klart og enkelt formål: At skræmme læseren, at fremkalde gåsehud. Og det kan, som ‘1900’ også viser, gøres på rigtig mange måder.

Note fra undertegnede: Jeg HAR læst samtlige noveller, men vi læser alle forskelligt. Og jeg læser det, som foregår i bogen, som fx medicinske forsøg og trolddom, som noget der tager udgangspunkt i menneskesindet. Det første (de medicinske forsøg) som en bevidst handling – og det sidste (trolddom med mere) som en bekvem bortforklaring af egne short-comings. Overnaturlige væsner som varulve og vampyrer kan man så diskutere. Men ser man historisk på de fænomener har de typisk været brugt som redskaber for menneskelig ondskab – og uvidenhed overfor en verden, som både er skræmmende og uforståelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krig i Europa i 2022

Udgivet den af
Svar

Hvordan ser en krig ud i 2000-tallets Europa? Den vil som minimum være markant anderledes end 1900-tallets krige, som vi har set film og billeder fra så mange gange – især 2. Verdenskrig, som også på nær borgerkrigen i eks-Jugoslavien, har været den sidste krig i Europa – indtil videre.

Der er så sket meget siden general Montgomery, D-dag og den skrattende radio fra London – og især teknologisk og digitalt er vi et helt andet sted i 2022.

For i dag kan fjendtlige magter (uden overhovedet at være i Danmark) lamme alle dele af vores kritiske infrastruktur, hvis altså de kan hacke sig ind – som Rusland gjorde det i efteråret 2021 mod vindmøllegiganten Vestas.

Det var måske en generalprøve. Måske. For kan en fjendtlig magt hacke sig ind, så kan der blive slukket for strøm, vand, varme og kommunikationskanaler i hele Danmark i ét snuptag. Man rammer altså alle danskere – og alle danske institutioner på én gang.

Sker det, så bryder samfundet hurtigt sammen, og så kan fjenden sende de mere gammeldags krigs-elementer ind som tropper og kampvogne – og vupti, så har fjenden kontrollen over landet – eller i hvert fald en del af det.

Russerne er for eksempel vældig interesseret i Bornholm, da øen ligger tæt på deres store flådebase i Kaliningrad. Men de skal jo også ud af Østersøen, så mon ikke som minimum Sjælland og Fyn også er interessante for dem.

Tilbage i Den Kolde Krig ville man have givet os atombomber i hovedet i begyndelsen af en krig, har dokumenter senere vist.

Det vil man måske stadigvæk. Men det kan også være, at det ikke er nødvendigt.

Et Danmark uden vand, uden strøm, uden varme, uden kommunikation er ingen trussel for Putin. De russiske skibe og u-både kan sejle lige igennem Øresund og Storebælt, mens danskerne kæmper for at overleve …

Det er dystre udsigter …

Men vi skal ikke bøje nakken. Vi skal ikke ligge under for de russiske krav om ikke at støtte Ukraine, eller om der skal være amerikanske soldater her i Danmark eller ej.

Danmark bestemmer over Danmark. Punktum.

Jeg håber så samtidig, at vores venner i NATO kommer os til hjælp.

Jeg håber også, at vores beredskab er klar på at yde en kæmpeindsats.

For går krigs-ballonen op, så ser vi ind i en virkelighed, der får alt, hvad der skete i pandemiens første to år, til at blegne totalt.

Ps. Den russiske EU-ambassadør sagde i et interview med ”Die Welt” her til morgen, at en krig ikke starter på en onsdag. Det var enten uvidenhed – eller drilleri.
For Krimkrigen, som også handlede om Ukraine og russisk lebensraum, foregik mellem Rusland på den ene side og England, Frankrig og Osmannerriget på den anden, startede netop onsdag d. 5. oktober 1853.
En krig, der i dag ofte mest huskes, fordi der var her, at Florence Nightingale trådte ind med sin lampe, og skabte den moderne sygepleje. Men det var samtidig den krig, som gjorde Sortehavet til neutralt farvand. Men for russerne har Sortehavet altid været russisk lebensraum.
Så der går en lige linje fra Krimkrigen i 1853-56 til nutiden i 2022 – uanset hvad dag Rusland invaderer Ukraine, og det hele kan gå amok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Udtryk: Lige over

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen bringer i disse vinteruger på udvalgte fredage baggrundshistorien for diverse udtryk, som vi bruger – eller har brugt – i daglig tale her i Danmark. .

Mange af de udtryk er kendetegnet ved, at de giver de mest malende billeder på nethinden, så pointén virkelig slås fast.

Vi fortsætter med: LIGE OVER

Når man betaler med kort – hvad næsten alle gør i dag – har det i nogle år været normalt at sige ”lige på”, hvis man ikke vil have ekstra kontanter. De fleste bruger dog stadig det på mange måder mere præcise udtryk ”på beløbet”.

Udtrykket ”lige på” har så også transmogriffet sig til ”lige over” – og er flyttet over i det personlige liv, hvor det er blevet vældigt populært og alt for udbredt.

Tag fx når en kollega siger: ”Det var hyggeligt i går” – så svarer en anden ”Lige over”.

Eller kassemedarbejderen siger ”Ha´ en god dag” – og svaret lyder ”Lige over”.

Eller ”Jeg ønsker dig alt det bedste” – og vennen siger ”Lige over”.

For udtrykket bruges både i almindelig hverdagsomgang og i mere følelsesladede sammenhænge.

LIGE OVER!

I gamle dage brugte man altid ”Tak i lige måde”, og det er et meget bedre udtryk. For i dét ligger en ydmyghed, en glæde og et ønske om at give tilbage.

Der er simpelthen kærligheden og omtanken til forskel fra det forretningsmæssige ”Lige over”, som er som at balancere et regnskab efter princippet ”Jeg giver dig samme omtanke tilbage, som du har givet mig – hverken mere eller mindre.”

Men relationer mellem mennesker skal ikke afstemmes som en regnskabsbog, hverken med lige over, på beløbet eller noget andet.

Så netop dette udtryk ”Lige over” må gerne forsvinde ud af sproget igen. Det gør vores relationer mere rå og mere fattige fremfor det taknemmelige og varme ”Tak, i lige måde”.

Har du et udtryk, som du gerne vil vide, hvor kommer fra – så send endelig en mail til: djt@danmarksbloggen.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ællingen: Det får konsekvenser

Udgivet den af
Svar

Der var engang, hvor Danmark var noget, der mindede om en stormagt.

Det var selvfølgelig i vikingetiden, da vi sad på England og en del andre landområder, både i Østersø-området og i Frankrig.

Senere i middelalderen havde vi også perioder, hvor vi var rigtig store. Størst var vi i Kalmarunionens dage, hvor Det samlede Norden var af en størrelse, som kunne matche de kejserdømmer, der var dengang i Europa – og som også omfattede store områder i Baltikum og andre steder.

Men Sverige rev sig løs i 1500-tallet, og i 1600-tallet kom de blå-gule og tog Skåne, Halland og Blekinge fra os. I 1814 mistede vi Norge – og i 1864 tog tyskerne Sønderjylland. Her fik vi så noget tilbage i 1920.

Så tilbage står, at vi er et lille land, som så under verdenskrigene i 1900-tallet prøvede at være neutralt. Det gik ikke særligt godt.

Så NU har vi siden 11. september prøvet at være mere aktivistiske og militante. Vi sender styrker, fly og krigsskibe ud i verden i så lind en strøm, at vi nu har en årlig flagdag for Danmarks udsendte og veteraner, nemlig d. 5. september.

Så naturligvis må statsminister Mette Frederiksen også i tirsdagens spørgetime kommentere truslen om invasion i Ukraine:

Det skal stå klart i Kreml, at en invasion i Ukraine vil få store konsekvenser, siger hun.

Det føles lidt som at stå på samme side af vandløbet som en lille arrig rappende ælling, mens der på den anden side – bare et kort hop væk – står en stor og stærk bjørn, som er ved at være træt af dét rapperi.

En bjørn, som i årevis har taget sig til hovedet og sagt suk, når ællingen har brokket sig over bjørnens gøren og laden.

Men alt har en ende, og man må håbe, at ællingens venner – den amerikanske ørn, den engelske løve og alle de andre i NATO – kommer frem i tide. For ellers bliver ællingen aldrig til nogen fin svane.

Ællingen selv har nemlig ikke forberedt sig tilstrækkeligt på den dag, hvor den russiske bjørn hopper over vandløbet …

Vi mangler våben, mandskab, fly, missiler, ubåde etc, etc. Det eneste, som vi har, er krigstræning fra de mange missioner ude i verden i de sidste to årtier.

Apropos Sverige så har de masser af materiel – og de kan hurtigt producere noget mere. De er så ikke (i modsætning til Danmark og Norge) medlemmer af NATO, selvom de er voldsomt truede af Rusland.

Men vi kan ikke svigte hinanden her i Norden – og slet ikke nu i en situation, hvor den gamle angst for Den Store Bjørn fra Øst kommer op i alle os, der kan huske Den Kolde Krig.

En angst, som går endnu længere tilbage – helt tilbage i historien. Spørg bare svenskerne, finnerne og polakkerne om dét – eller franskmændene – eller dem fra de baltiske lande eller stort set alle østeuropæiske lande. Russerne er skrækindjagende – uanset om lederen er en zar, en kommunist eller Putin!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fra regnormenes liv”

Udgivet den af
Svar

Sådan skal det gøres!

Så kort og godt lød det fra en af de andre gæster i går aftes efter premieren på P.O. Enquists ”Fra regnormenes liv” på Folketeatret i København.

Vedkommende havde ret. Det var stil OG genialitet fra første scene i den heibergske stue holdt i sorte og hvide nuancer til alle slør var forsvundet, og vi kunne se stjernerne lyse.

Ja, det var direkte elektrisk at opleve samspillet mellem Ellen Hillingsø og Ole Lemmeke som henholdsvis fru Johanne Luise Heiberg og H. C. Andersen i deres to akter lange eksistentielle samtale, der både er et opgør, en trøst, en kamp, en betroelse og en forsoning på én og samme tid.

Sådan kan det gå, når to beslægtede skønånder med en stor bagage endelig pakker ud, og deler erindringer, perspektiver – og den skam, som brænder selv efter mange år. Det var formidabelt. Ja, Hillingsø og Lemmeke VAR simpelthen fru Heiberg og H. C. Andersen i hver en bevægelse, hver en mimik, hver en tanke.

For nok havde de to en dialog mellem sig. Men deres indre dialog med sig selv foldede sig også ud på scenen – ordløs, men mindst lige så stærk, som de både voldsomme og nænsomme ord disse danske koryfæer sagde om sig selv, hinanden og et liv, som ingen vel i grunden har lyst til at genopleve i erindringen.

Så hellere tro på det lille eventyr, som kan forandre et menneske – uanset om det, man længes efter, er poesi eller erotik.

For Johanne Luise Heiberg ville så gerne det ene, og Andersen ville så gerne det andet. Så på én aften og nat går de i Enquists stykke gennem Helvede sammen – medbringende en social arv med hver deres helvede, hvor de spejler sig i hinanden og prøver at nå hinanden. Og dén vandring gøres som sagt så nærværende, at det bliver direkte elektrisk.

Men også de to andre – Preben Kristensen som Johan Ludvig Heiberg og Lisbet Lundquist som Gamlingen – spillede, så det gnistrede.

De to er også nødvendige modpoler til afsløringen, kampen og forsoningen mellem de to tidligere regnorme eller sumpplanter, der har formået at kravle op fra muddergrøften til solskinnet og dér finde sin plads. Den ene ved at lære spillets regler, også knebene, at kende og den anden ved fortsat at være som et naivt barn.

Men nu er der her – og de lever endnu, også selvom de lider. Så er det så tragisk? For de kæmper også endnu. Gejsten, viljen eller hvad det nu var, som fik dem op af skidtet, har de endnu.

For måske er stykkets mest tragiske figur den intellektuelle og født til privilegierne Johan Ludvig Heiberg, som har trukket sig tilbage fra alt og alle, og nu finder trøst i at se på stjernerne og vide, at nok er de kolde, døde og mørke – men deres lys har vi endnu. For han er så hjælpeløst alene.

Og så har vi Gamlingen, som Johanne Luise Heiberg siger er sig selv, og den eneste, som hun viser omsorg. Men er Gamlingen ikke (også) noget andet? Og hvor meget omsorg viser fru Heiberg i grunden sig selv, medmindre man opfatter ”hostesaften, der skal pleje organet” som omsorg.

På et metaplan kan de fire på scenen også ses som et billede på Freuds forståelse af mennesket tilsat den russiske opfattelse af dåren som den vise, den hellige, der sidder inde med visdommen, men opfører sig på måder, som absolut ikke rimer på konventioner og god opdragelse.

De er derfor måske samlet set et billede på mennesket og menneskelivet i sin helhed:  

H. C. Andersen som det barnlige underjeg, det frie barn med den store fantasi, mens hr. Heiberg er det kontrollerende – og kontrollerede, dannede og kultiverede overjeg. Og midt i konflikten står så Johanne Luise Heiberg som et vibrerende og levende jeg, spændt ud imellem de to mænd – og med alle drømmene og lidenskaberne intakt trods livets modgang. Og ved hendes side er så Gamlingen, der kender både lyset og skyggerne, og som en anden hellig, russisk dåre tør sige det, som ingen ellers vil sige.

Det er formidabelt fundet på – og eminent spillet i udførelsen på Folketeatret, hvorom der ikke kan gives nok roser. ”Fra regnormenes liv” på Folketeatret er simpelthen et kammerspil, der vil det hele – og kan det hele i sin beskrivelse af livet som en tilstand, hvor vi både kan grine, drømme og nyde, selvom vi er brændemærkede af skyld og skam – og hver dag føler smerten.

For livet er også en tilstand, hvor smertepunkterne er dét, som holder os i live, uanset om vi får en elefant eller noget andet, når vi forbinder vores livs punkter i vores version af forstandspuslespillet, som vist nok overtrumfes af emmet for H. C. Andersens tale til majestæten ”Amor Omnia Vincit”. Kærligheden overvinder alt.

Tjah, det er så spørgsmålet, som man ikke behøver at tabe gebisset for at finde svar på. Men man kan måske finde det i Vergils forsættelse af det verdensberømte citat, som de fleste bare glemmer, nemlig ”Et Nos Cedamus Amori” – lad da også os give efter for kærligheden. Dét kræver stort mod. Et mod, som har alt med social arv at gøre, men ikke det mindste med social klasse.  

Stykkets mest rørende scene er derfor også den mellem ægteparret Heiberg, hvis hænder ikke når hinanden. Begge rækker søgende hånden ud, men det sker med ryggen mod hinanden, og de griber ud i den tomme luft. Dén lille sekvens er er mere uhyggelig – og mere universel – end selv den fjerneste stjerne og den mest renvaskede regnorm.

For mennesker har til alle tider gjort så mange mærkelige ting ved hinanden, og hverken levende eller døde er særlig gode til at passe på hinanden – heller ikke selvom man prøver – og som fru Heiberg og H. C. Andersen prøver.

Jeg havde det gennem hele forestillingen, som var jeg vidne til et af Guldalderens topmøder, også selvom jeg og alle ved, at ”Fra regnormenes liv” ligesom så mange andre af Enquists stykker er en blanding af historiske fakta og fri fantasi.

Men jeg sad alligevel med en fast overbevisning om, at sådan en samtale godt kunne havde fundet sted i Søkvæsthuset på Christianshavn, hvor parret Heiberg boede i mange år.

Dét kaldes godt teater.

Sådan skal det gøres!

Danmarksbloggen giver ”Fra regnormenes liv” seks store regnorme eller seks store stjerner ud af seks mulige.

For er forskellen i virkeligheden så stor mellem regnorme og stjerner? Shakespeare mente som bekendt også, at livet leves mellem orme og stjerner, mellem døden og drømmen. Og var Enquist ikke vældig inspireret af den største teatermester af dem alle i sit valg af historiske temaer bearbejdet med fokus på menneskets psyke? Jeg tænker det – og håber, at de to nu sidder oppe i Elysion og taler sammen.

Det er Kasper Wilton, der har instrueret.

Forestillingen spiller til d. 13. marts.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vildmænd”

Udgivet den af
Svar

Våben, venskab og værdier er de bærende elementer i filmen ”Vildmænd”, som i grunden bedst kan beskrives som en feel-bad film på den fede måde.

Vi befinder os langt oppe i Norge. Helt deroppe mellem sneklædte fjelde og dybe fjorde, hvor Martin i Rasmus Bjergs pelsklædte skikkelse har søgt tilflugt væk fra hamsterhjulet, civilisationen og måske især hustruen Anne, spillet med nerve, af Sofie Gråbøl.

En kvinde, der – som man kan forstå, når man ser filmen – gerne vil styre og kontrollere. Præcis som alle kvinder vil det, uanset nationalitet og generation. Kvinder holder nemlig af regler, samtale, kultur og kontrol modsat mænd, som bare gerne vil være frie og kun gøre det nødvendige, når der er behov for det (som fx lave mad, når man er sulten) – og ellers leve i fred og ro.

Eller hvad? For så enkel og ensidig er virkeligheden jo ikke – og det er filmen heller ikke. Og heldigvis for det.

Men filmen har nogle fantastiske pointer. Nemlig at der nedenunder det, som vi kalder civilisation, og som ofte er en tynd fernis af tillært adfærd, findes basale behov og drifter, som man bare ikke kan lave om på, uanset om man er mand eller kvinde.

Men tilbage til Martin, der af det norske politi (som jager ham) både beskrives som en vildmand og en viking. Men som altid er det ikke tøjet, det kommer an på. Martins absolut ikke-planlagte rejsekammerat, hashhandleren Musa, som også jages (han bare af hans tidligere venner) er således iklædt cowboybukser og hættetrøje – og et viskestykke om det sårede lår.

Scenen, hvor Martin syr Musas lange, dybe og blodige sår med møgbeskidte hænder, er måske det bedste billede på, hvad filmen gør ved os, der ser den, nemlig at den ligesom nålen syr ned i vores bløde kød. Viser os de sider af livet og os selv, som vi ikke har lyst til at se, uanset køn.

Så ja, ”Vildmænd” er en film, der gør nas – uanset om man er til at hive plastret af hurtigt eller langsomt.

Det er også derfor, at ”Vildmænd” er en feel-bad film på den fede måde – pakket ind i enkelte, men meget humoristiske scener, en hel del spænding og action – og så nogle få livskloge øjeblikke.

Det lyder måske rodet. Men det fungerer. Det er også et billede på livet, som er lidt af det hele – men i virkeligheden allermindst den overflade, hvor vi har overskud til akademisk at diskutere emner som altruisme versus egoisme, som en norsk kvinde gør det i en lille, men vigtig scene, som viser, hvor gode vi er til at spilde livet på ingenting.

For virkelighedens barskhed er, at det er svært at forstå, hvor lidt tid vi har i livet, som den gamle norske politimand siger det. Så vi skal bruge livet klogt – og med mod. Vi skal turde være frie, men også kysse hinanden og tage ansvar.

I rollen som Martin ses som sagt Rasmus Bjerg, og han spiller med præcis den djærvhed, desperation, sårbarhed og fanden-i-voldsk-hed, som mange mænd lever med og i – især når de kommer midt i livet. Som den hårdkogte Musa med det gode hjerte ses Zaki Youssef, der spiller med stor autoritet og finfølelse for den følsomhed, som hans karakter også har.

Og endelig skal den norske skuespiller Bjørn Sundquist nævnes. Han spiller den norske politichef Øyvind – og sikke en dybde han giver den rolle. Bjørn Sundquist er også kendt for store Shakespeare-roller. Så det er helt som forventet, at han kan kunsten at få filmen op på de helt store nagler – selv ude i snevejret på en bænk in the middle of nowhere. Ja, måske især dér.

Danmarksbloggen giver ”Vildmænd” fire store økser for en film, der billedligt veksler mellem maleri-egnede naturscener og trøstesløse sekvenser. De sidste dér hvor mennesker huserer.

Det er en film af mænd, for mænd og med mænd – men den er også til kvinder. For mennesket er – uanset køn – på en og samme tid en del af naturen, samtidig med at vi har så forbandet travlt med at prøve at løbe fra vores indre natur og behov – medmindre altså at vi tør være vildmænd – og vildkvinder.

For ja, kvinder har også behov for stilhed og natur. For at være vilde og frie.

Det kan man så godt være uden skind og uden bue og pil – men ifølge filmen ikke uden våben. En pointé, som man kan tænke lidt over, når man bor i et land med en meget stram våbenlov. For er al håb om at komme i kontakt med sig selv for alvor så slukket?

”Vildmænd” har premiere i dag d. 3. februar. Det er Thomas Daneskov, der har instrueret. Sammen med Morten Pape har han også skrevet manuskriptet. Det er Nordisk Film Spring, der producerer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk