Sådan skal det gøres!

Så kort og godt lød det fra en af de andre gæster i går aftes efter premieren på P.O. Enquists ”Fra regnormenes liv” på Folketeatret i København.

Vedkommende havde ret. Det var stil OG genialitet fra første scene i den heibergske stue holdt i sorte og hvide nuancer til alle slør var forsvundet, og vi kunne se stjernerne lyse.

Ja, det var direkte elektrisk at opleve samspillet mellem Ellen Hillingsø og Ole Lemmeke som henholdsvis fru Johanne Luise Heiberg og H. C. Andersen i deres to akter lange eksistentielle samtale, der både er et opgør, en trøst, en kamp, en betroelse og en forsoning på én og samme tid.

Sådan kan det gå, når to beslægtede skønånder med en stor bagage endelig pakker ud, og deler erindringer, perspektiver – og den skam, som brænder selv efter mange år. Det var formidabelt. Ja, Hillingsø og Lemmeke VAR simpelthen fru Heiberg og H. C. Andersen i hver en bevægelse, hver en mimik, hver en tanke.

For nok havde de to en dialog mellem sig. Men deres indre dialog med sig selv foldede sig også ud på scenen – ordløs, men mindst lige så stærk, som de både voldsomme og nænsomme ord disse danske koryfæer sagde om sig selv, hinanden og et liv, som ingen vel i grunden har lyst til at genopleve i erindringen.

Så hellere tro på det lille eventyr, som kan forandre et menneske – uanset om det, man længes efter, er poesi eller erotik.

For Johanne Luise Heiberg ville så gerne det ene, og Andersen ville så gerne det andet. Så på én aften og nat går de i Enquists stykke gennem Helvede sammen – medbringende en social arv med hver deres helvede, hvor de spejler sig i hinanden og prøver at nå hinanden. Og dén vandring gøres som sagt så nærværende, at det bliver direkte elektrisk.

Men også de to andre – Preben Kristensen som Johan Ludvig Heiberg og Lisbet Lundquist som Gamlingen – spillede, så det gnistrede.

De to er også nødvendige modpoler til afsløringen, kampen og forsoningen mellem de to tidligere regnorme eller sumpplanter, der har formået at kravle op fra muddergrøften til solskinnet og dér finde sin plads. Den ene ved at lære spillets regler, også knebene, at kende og den anden ved fortsat at være som et naivt barn.

Men nu er der her – og de lever endnu, også selvom de lider. Så er det så tragisk? For de kæmper også endnu. Gejsten, viljen eller hvad det nu var, som fik dem op af skidtet, har de endnu.

For måske er stykkets mest tragiske figur den intellektuelle og født til privilegierne Johan Ludvig Heiberg, som har trukket sig tilbage fra alt og alle, og nu finder trøst i at se på stjernerne og vide, at nok er de kolde, døde og mørke – men deres lys har vi endnu. For han er så hjælpeløst alene.

Og så har vi Gamlingen, som Johanne Luise Heiberg siger er sig selv, og den eneste, som hun viser omsorg. Men er Gamlingen ikke (også) noget andet? Og hvor meget omsorg viser fru Heiberg i grunden sig selv, medmindre man opfatter ”hostesaften, der skal pleje organet” som omsorg.

På et metaplan kan de fire på scenen også ses som et billede på Freuds forståelse af mennesket tilsat den russiske opfattelse af dåren som den vise, den hellige, der sidder inde med visdommen, men opfører sig på måder, som absolut ikke rimer på konventioner og god opdragelse.

De er derfor måske samlet set et billede på mennesket og menneskelivet i sin helhed:  

H. C. Andersen som det barnlige underjeg, det frie barn med den store fantasi, mens hr. Heiberg er det kontrollerende – og kontrollerede, dannede og kultiverede overjeg. Og midt i konflikten står så Johanne Luise Heiberg som et vibrerende og levende jeg, spændt ud imellem de to mænd – og med alle drømmene og lidenskaberne intakt trods livets modgang. Og ved hendes side er så Gamlingen, der kender både lyset og skyggerne, og som en anden hellig, russisk dåre tør sige det, som ingen ellers vil sige.

Det er formidabelt fundet på – og eminent spillet i udførelsen på Folketeatret, hvorom der ikke kan gives nok roser. ”Fra regnormenes liv” på Folketeatret er simpelthen et kammerspil, der vil det hele – og kan det hele i sin beskrivelse af livet som en tilstand, hvor vi både kan grine, drømme og nyde, selvom vi er brændemærkede af skyld og skam – og hver dag føler smerten.

For livet er også en tilstand, hvor smertepunkterne er dét, som holder os i live, uanset om vi får en elefant eller noget andet, når vi forbinder vores livs punkter i vores version af forstandspuslespillet, som vist nok overtrumfes af emmet for H. C. Andersens tale til majestæten ”Amor Omnia Vincit”. Kærligheden overvinder alt.

Tjah, det er så spørgsmålet, som man ikke behøver at tabe gebisset for at finde svar på. Men man kan måske finde det i Vergils forsættelse af det verdensberømte citat, som de fleste bare glemmer, nemlig ”Et Nos Cedamus Amori” – lad da også os give efter for kærligheden. Dét kræver stort mod. Et mod, som har alt med social arv at gøre, men ikke det mindste med social klasse.  

Stykkets mest rørende scene er derfor også den mellem ægteparret Heiberg, hvis hænder ikke når hinanden. Begge rækker søgende hånden ud, men det sker med ryggen mod hinanden, og de griber ud i den tomme luft. Dén lille sekvens er er mere uhyggelig – og mere universel – end selv den fjerneste stjerne og den mest renvaskede regnorm.

For mennesker har til alle tider gjort så mange mærkelige ting ved hinanden, og hverken levende eller døde er særlig gode til at passe på hinanden – heller ikke selvom man prøver – og som fru Heiberg og H. C. Andersen prøver.

Jeg havde det gennem hele forestillingen, som var jeg vidne til et af Guldalderens topmøder, også selvom jeg og alle ved, at ”Fra regnormenes liv” ligesom så mange andre af Enquists stykker er en blanding af historiske fakta og fri fantasi.

Men jeg sad alligevel med en fast overbevisning om, at sådan en samtale godt kunne havde fundet sted i Søkvæsthuset på Christianshavn, hvor parret Heiberg boede i mange år.

Dét kaldes godt teater.

Sådan skal det gøres!

Danmarksbloggen giver ”Fra regnormenes liv” seks store regnorme eller seks store stjerner ud af seks mulige.

For er forskellen i virkeligheden så stor mellem regnorme og stjerner? Shakespeare mente som bekendt også, at livet leves mellem orme og stjerner, mellem døden og drømmen. Og var Enquist ikke vældig inspireret af den største teatermester af dem alle i sit valg af historiske temaer bearbejdet med fokus på menneskets psyke? Jeg tænker det – og håber, at de to nu sidder oppe i Elysion og taler sammen.

Det er Kasper Wilton, der har instrueret.

Forestillingen spiller til d. 13. marts.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk