Månedsarkiv: marts 2026

Anmeldelse: ”HYDRA – Venter på krisen”

Udgivet den af
Svar

I går var der premiere på Teatergrads nye forestilling ”HYDRA – Venter på krisen”, der er udviklet i samarbejde med Røde Kors.

På en strand sidder to venner. Krisen rammer om lidt, og på stranden er mængden af mad og drikkevand knap, og det er svært at få nyheder over nødradioen. Det eneste, der fylder, er samtalerne om hverdagen, hvis man da kan kalde dagene på stranden det.

For hverdagen er så afgørende forandret for de to unge mennesker, så man må stille spørgsmålet: Kan man i disse tider holde fast i sine jubeloptimistiske drømme om et hus med havudsigt og croissanter i Sydfrankrig, eller bør man tage doomsday-prepper-tilgangen og hamstre konserves og toiletpapir, mens man sætter sine drømme om uddannelse og familie på pause?

Det er ikke kun handlingen i Teatergrads nye forestilling ”HYDRA – Venter på krisen”, der er udviklet i samarbejde med Røde Kors. Det er også realiteten for alle os unge, der i øjeblikket kigger på en verden i krise.

Klimakrise og krige i Mellemøsten og Europa sætter alt for mange drømme på pause, eller knuser dem helt for den generation, der skal føre samfundet videre og være med til at opbygge en ny verdensorden – måske.

Det lægger klart op til en pessimistisk tvivl eller en virkelighedsflugt, hvor man bare drømmer om et liv, hvor man ikke skal blot overleve, men leve. Alligevel og på trods viser ”HYDRA – Venter på krisen” os et lys for enden af tunnelen.

For verdenen har måske altid været i stykker. Det er ikke noget nyt, at der er krig. Det er ikke noget nyt, at verdensordenen er truet. Og det er ikke noget nyt, at unge kræver handling efter snak. Vi bliver nødt til at løfte i flok og holde sammen for at finde løsningerne. For selvom vi kræver handling, så starter løsningerne med snak. Og netop snak leder ”HYDRA – Venter på krisen”op til.

Forestillingen er designet til at tage rundt i Danmark efter den første uges spilletid i Røde Kors’ københavnske hovedkontor, og på turnéen skal forestillingen blandt andet ud på diverse gymnasier.

De unge kommer til at spejle sig selv i den angst, der fylder på scenen, når Katja Kvistgaard og Alfred Kann hører de sparsomme beredskabsmeldinger fra nødradioen. Men forhåbentligt vil de unge publikummer også få en kampgejst og et håb.

For efter den sidste krig kom freden, som Alfred Kann så smukt pointerer det håb, vi bliver nødt til at klamre os til i en usikker tid. En tid, hvor vi nemt kan miste os selv og glemme at holde fast i alt det, der gør os til mennesker; netop vores håb og vores drømme for fremtiden.

”HYDRA – Venter på krisen” er en yderst samfundsrelevant forestilling, der giver en klump i halsen, men også en æstetisk interessant forestilling. Scenografien og multimedie-elementerne spiller sammen, så man bliver suget med ind i dagene på stranden, hvor alt flyder sammen.

De fire nykomponerede sange af Jeppe Emborg udføres smukt af Alfred Kann og Katja Kvistgaard, men i højsædet er deres skuespil. Man tror fuldt ud på deres årelange venskab, ligesom man levende forstår først den enes optimistiske verdenssyn, snart den andens pessimistiske realitetssans.

Danmarksbloggen giver ”HYDRA – Venter på krisen”5 ud af 6 dåser hakkede tomater, som dem vennerne har hamstret, og kommer med en opfordring til at sætte 60 minutter af til at se Teatergrads og Røde Kors’ stærke og eminente samarbejde.

For i en usikker tid som nu kan vi dog holde fast i hinanden og blive ved med at snakke om alt det svære. Og ”HYDRA – Venter på krisen” lægger på fantastisk vis op til debat og refleksion om både ens holdninger og handlinger under en krise.

Anmeldt af Stine Buhl Hansen og Anna M. T. Frederiksen

Anmeldelse: ”De forbandede år 3”

Udgivet den af
Svar

Så er det tid til afslutningen på Anders Refns trilogi ”De forbandede år”, hvor vi følger den velhavende fabrikantfamilie Skov og de mennesker, som er omkring dem.

De første to film foregik under besættelsen, og bragte adskillige dramaer og tab med sig, hvor især de tre døde sønner fyldte: Husholderskens eneste søn, som var inkarneret frihedskæmper, Skov-parrets mellemste søn, som var frihedskæmper blot en eneste fatal aften – og så hr. Skovs søn fra første ægteskab, en dekoreret helt fra Vinterkrigen, som blev Frikorps Danmark-mand.

De tre unge mænds død ligger selvsagt som en skygge over alle i denne tredje film, som udfolder sig lige efter krigen i en tid, som vises som markant mere mørk og truende end den eufori, som ellers ofte ses i film om befrielsestiden.

Det er heller ikke en god tid for familien Skov, hvis overhoved – spillet fuldstændigt mesterligt af Jesper Christensen – anklages for værnemageri, fordi hans fabrik Elektrona producerede dimser til tyskerne, indtil frihedskæmperne – anført af den ældste Skov-søn – sprængte den i luften.

Forholdet mellem de to – far og søn – er også trilogiens røde tråd. Et forhold, som gennem hele besættelsen har været præget af konflikt, fordi den ene ville oprør og kamp mod tyskerne, mens den anden troede på at følge reglerne og gøre, som myndighederne sagde.

Her i ”De forbandede år 3” finder de to så langsomt ud af, at de to dybest set har mere, der samler dem end skiller dem. For mennesker kan vælge forskelligt i livet, men stadig være så psykologisk ens. Stadig have samme idealisme til det, som de har svoret troskab til, samme tiltro til løfter, til systemer, til at andre er lige så fair og redelige som dem selv.

Det er mange og samfundet så ofte ikke. Og det rulles op i filmen, som skildrer tiden efter befrielsen som en tid, hvor enhver hyttede sig selv og sit eget, hvor private opgør blev lavet, hvor der blev raget til sig, hvor det gjaldt om at holde sig selv og sin ryg fri af alle anklager, alle pegefingre – uanset hvad man havde lavet, og hvilken side man var på.

Som fx Jesper Lohmanns politimand, der under besættelsen jagtede modstandsfolk lige så nidkært, som han nu jagter alle, der beskyldes for at have samarbejdet med tyskerne – om de så har gjort det eller ej.

Både det såkaldte retsopgør og hvad der ellers skete, var nemlig ofte en uskøn forestilling, som det også fremstilles i filmen. Det er så samtidigt meget menneskeligt, selvom hr. Skovs svenske svoger prøver at gøre tidernes uvæsen til noget særligt dansk ved, da talen falder på genindførsel af dødsstraffen, at sige: I danskere er også så brutale.

Men der er åbenbart noget almenmenneskeligt i at hævne, i at beskytte sig, i at prøve at få magten og i alt det andet, som slet ikke rimer på den forestilling om at være humane og civiliserede, som vi godt kan lide at tro, at vi er.  Men det er vi ikke – og det er, hvad det er.

Mennesker er nemlig, hvad de er – og har trods lidelser og krig altid trangen til at leve videre og vende tilbage til sang og dans, som i den nye jazzklub, der udgør et fixpunkt i filmen, hvor mennesker mødes – og både sød musik og bitre toner opstår.

Det er især her, at Skov-datteren og den yngste Skov-søn slår deres folder sammen med enken til den mellemste Skov-søn, som blev frihedskæmper en enkelt aften, og som nu er enlig mor til det eneste Skov-barnebarn. Hvad der bliver af dem – og af alle andre, også Skovs jødiske sekretær – bliver der sat knude på undervejs, og ved filmens slutning har meget forandret sig.

Intet skal røbes her, men alle spiller fuldstændig forrygende, og virker troværdige i deres nye liv og i vejen dertil. Og nok fremstår kvinderne som stærke kvinder, der både vil og kan selv. Men ”De forbandede år 3” er alligevel mest en film om mændene – og især om far-søn-forholdet, både når det ender med livet og med døden.

For både livet og døden er fredens pris, og filmens to mest intense øjeblikke sker mellem en far og en søn. Selvklart mellem Jesper Christensen, som gestalter hr. Skov og Mads Reuther, som er den ældste Skov-søn Aksel.

Men også mellem torturbødlen og dennes præstefar. Det er Jesper Zuschlag og Kristian Halken, som spiller dem – og det gør de med så stor nerve, at Fadervor aldrig er blevet bedt så brændende, været så meget som en dialog på et filmlærred før.

I de to far-søn-scener, som begge ligger i slutningen af filmen, er der nemlig for alvor noget på spil, som er større end livet og døden – og så er det lige meget, om man tror på Gud, eller om man er eksistentiel og læser Sartre. For når det kommer til stykket, er alle ismer nemlig væk. Så er der bare tale om en far og en søn – og intet andet. Det er stærkt. Meget stærkt.

Danmarksbloggen giver ”De forbandede år 3” fem ud af seks bøger, som den hr. Skov får i gave – nemlig Hemingways ”Farvel til våbnene”. Filmen er en forrygende afslutning på en fantastisk trilogi, hvis eneste minus er, at den vil fortælle det hele – og det kan ingen film leve op til. Heller ikke tre film, som hver varer på den gode side af to timer.

Men ug for forsøget – og det er Danmarksbloggens bud, at trilogien efterfølgende kommer til at stå som et mægtigt epos over de forbandede år – også fordi den tør vise flere sider, flere nuancer end de klassiske skurke- og helte-fortællinger. Tør sætte fokus på menneskene …  

En vigtig lære også i vor tid, hvor krigen truer mere end nogensinde siden dengang i 1940´erne. En lære om at holde hovedet koldt og hjertet varmt, så vi med hr. Skov tør løfte glasset og skåle for håbet – samtidig med at vi hvisker Kæmp for alt, hvad du har kært.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Hofteatret – før, nu og for fremtiden”

Udgivet den af
Svar

Bogen ”Hofteatret – før, nu og for fremtiden” skrevet af Peter Christensen Teilmann udkommer samtidig med, at Hofteatret efter en omfattende restaurering igen åbner for offentligheden d. 7. marts.

Inden vi åbner bogen, er vi dog nødt til at klare begreberne:

  1. Den bygning på Slotsholmen i København, som Hofteatret ligger i, er snart 300 år gammel, og stammer helt tilbage fra det første Christiansborg. Bygningen undgik altså flammerne, da både det første og det andet Christiansborg brændte.
  2. Bygningen huser i dag de kongelige stalde – men også Hofteatret, som den har gjort det i mere end 250 år. Tænk, hvilke historier de mure kunne fortælle om de mennesker og de begivenheder, som er gået i svang her.
  3. I de sidste mere end 100 år har bygningen også været hjemsted for Teatermuseet og dermed endnu flere historier om det levede liv på scener over hele Danmark.

Hofteatret er altså et nøglepunkt i dansk kulturliv, hvor fortiden, det levede liv blandt både høj og lav, det på scenen udspillede liv, nutiden – og fremtiden væver sig ind og ud af hinanden, så det kan tage pusten fra enhver.

Og det kan det også at læse bogen, som vrimler med farver, billeder og historier, som var det en karnevalsscene fra Holbergs ”Maskerade”. For det er en grundig og velskrevet bog med noget til både nybegynderen, den øvede og eksperten udi i Hofteatret – og Teatermuseet.

For ikke nok med at man præsenteres for en skattekiste af viden om historie, dansk teaterliv fra det begyndte med Holberg til i dag, og så meget andet, at bare et forsøg på at lave et nogenlunde resumé ikke giver mening. Men man kan også læse om arkitektur, indretning, anvendelse, den berømte udendørs balkon og meget mere.

Man hører også om kongefamilien, som altid har haft sin gang på stedet som fx Christian d. 8, som gerne hørte sin yndlingsopera ”Norma” på Hofteatret, eller skandalen da Christian d. 7´s elskerinde Støvlet-Katrine opholdt sig i Hofteatret – endda i nærheden af Dronningelogen.

Men også i nyere tid spiller det hæderkronede sted en rolle for kongefamilien, således besøgte både Dronning Margrethe og Dronning Mary Hofteatret i januar i år til et specielt arrangement for at markere restaureringens afslutning – og hele Dronning Margrethes teatervirke, når det kommer til kostumer og kulisser, er en oplagt idé til en udstilling.

Ikke at nye ideer er nødvendige. For den ene gode historie tager den anden i bogen på en måde, så man bliver nysgerrig på at vide endnu mere, på at besøge – eller genbesøge – Hofteatret. Inden kan det anbefales at læse bogen, der er illustreret med mange flotte fotos og interessante tegninger.

For det er en på alle måder imponerende bog – skøn at skue og ej blot til lyst, som også er ethvert teaters raison d´etre. Hofteatret har så altid været en del af samfundet – selv under den nylige restaurering, selvom det da skete udenfor murene, men kun lige udenfor og ved siden af Folketinget i forbindelse med det danske EU-formandskab i sidste halvdel af 2025.

Man kan også læse om forestillinger, kostumer, rekvisitter og se plakater fra udvalgte forestillinger gennem tiderne. Det er morsomt – og måske især for os, som har været på Hofteatret.

Jeg fandt i hvert fald straks mig selv på Mindernes Allé – og de i alt fire gange, hvor jeg så Christian Steffensen fra Den Danske Skueplads gestalte ”H. C. Andersen juleaften og nytårsaften.”. Der var en særlig ånd de aftner, men det er der nu altid over Hofteatret.

En stemning, som netop H. C. Andersen også har oplevet, da han også havde sin gang på stedet, hvorom han om sig selv, Johanne Luise Heiberg og Grevinde Danner – alle tre personer, som lærte hinanden at kende via teateret, og som alle kom fra bunden til toppen af samfundet – sagde: Et Trin opad til det bedre – og det skete på den trappe, som stadig fører op til Hofteatret.

Det og mange andre citater og små historier fra Hofteatrets mere end kvarte årtusinde – alle lige til at labbe i sig og blive forført af – kan man læse i bogen.

Man taler ofte om historiens vingesus. Men på Hofteatret kan de reelt høres – og det fornemmer man også, at Peter Christensen Teilmann har hørt, når han skriver så levende, ja næsten forelsket om dette helt unikke sted i København.

Danmarksbloggen er også fortryllet af Hofteatret, og giver derfor ”Hofteatret – før, nu og for fremtiden” seks store vifter ud af seks mulige, som dem 1700-tallets damer sad med i de fine loger og nede på bænkene.

Det er en ren fornøjelse at læse bogen – og derpå besøge eller genbesøge Hofteatret – og gerne til en forestilling, så man mærker atmosfæren.

Og så er kun tilbage at udtrykke håbet om, at der en dag bliver penge til at restaurere de oprindelige vægudsmykninger, som hofarkitekten Jardin lavede, og som man kan læse mere om sidst i bogen. For historien om Hofteatret og Teatermuseet er – som det ellers altid siges på skærmen: … to be continued …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Paradis”

Udgivet den af
Svar

Alle vil vi gerne danse i livets kreds. Være mætte, trygge og glade sammen med familie og venner. Det er bare ikke sådan, at verden er.

Man kunne ellers nemt tro det, når man ser de første minutter af Maria Sødahls film ”Paradis”, som har premiere i dag. Den handler om en dansk familie bestående af mor, far og to døtre på 6 og 11 år, som tager på ferie til en af de kanariske øer i Atlanterhavet – ikke langt fra Afrikas kyst.

Der er lagt op til lækker mad, store drinks, svajende palmer, blåt vand i poolen, endnu mere blåt vand i havet, som familien har udsigt over fra deres to værelser, børnedisco, voksenhygge (hvis børnene ellers gider sove) samt klassisk ferie-samvær med de nye svenske og norske venner.

MEN så rammer virkeligheden – endda helt bogstaveligt i form af en afghansk flygtning, som familien kører ned en mørk aften på vej hjem efter en middag ude i byen.

Det sætter gang i en kæde af begivenheder, som ikke skal røbes her – men som trækker familien mere og mere væk fra ikke kun feriestemningen, men også den for vesterlændinge så typiske illusion omkring, at alle mennesker – også dem selv – grundlæggende er gode, og tager hensyn til hinanden.

For sådan er det ikke i verdenen, hvor det, vi privilegerede vesterlændinge kalder hverdag, er at være heldig – og rig. Meget rig. Rig – og ofte også naiv, hvis man ikke forstår, at ”de andre” vil gøre alt for at få del i vores goder. De andre, som i den afghanske flygtning, der igen og igen opsøger familien, og som i de illegale immigranter fra primært Afrika, som familien møder flere gange i filmen, og som har trodset både ørkner, menneskesmuglere og andet for til sidst at tage turen over havet i en lille båd til en uvis fremtid i et land, som ikke vil have dem.

Alt vises præcist så forfærdeligt, som det er. Ægteparret føler stor skyld, og for at få det bedre med sig selv vil de hjælpe. På deres famlende vej kastes de – og deres to børn – så ud i en eksistentiel krise, hvor de møder såvel frivillige nødhjælpsarbejdere, som primært kommer fra Nordeuropa, som de lokale spaniere, der enten prøver at ignorere immigranterne, eller som maskerede og bevæbnede med køller er klar til at angribe immigranterne.

Et sådan angreb sker også – meget symbolsk, mens rejseselskabet hører om, dengang spanierne invaderede de kanariske øer, og overtog dem fra det oprindelige folk, guancherne. Ægteparret lærer så intet om nutiden af dén historie, men forsøger i stedet at bevare manerer, ordentlighed og civilisationens i deres tilfælde ret tykke fernis. Men til sidst presses de også over kanten …

Det er Danica Curcic, som spiller den stressede mor Louise, der har glædet sig til at slappe af, men som i stedet må gøre op med sig selv, hvem hun er – og hvorfor, mens Esben Smed er faderen Mikkel, der i månedsvis har holdt sammen på familien, og også gør det på øen.

Begge spiller, som om de aldrig har lavet andet end at være et privilegeret ægtepar med stor kærlighed til hinanden og deres børn – og en evne til hele tiden at tro på happy endings i kombination med en manglende evne til at trække grænser og tage konflikter. Sådan som det ofte er at være privilegeret med et både økonomisk og menneskeligt overskud, som for denne verdens flygtninge og fattige er en vild luksus langt udenfor rækkevidde, som Aziz Çapkurt, der spiller flygtningen Ahmad, viser det med glødende intensitet og overbevisning.

Sif Lucca Gersby og Chili Olivia Jensen er søstrene Sille og Ella – og hvor er de dygtige, som når Ella bevidst om egne rettigheder skriger til faderen, da hun ikke vil med op i den ventende bus: Jeg bestemmer selv over min egen krop, eller når Sille – uden at pakke det ind som forældrene – sætter ord på situationen Selvom den også overvælder hende, så hun sammen med sin søster kanaliserer alle følelser og reaktioner over på den – vistnok – hjemløse kat, som i modsætning til de ulovlige immigranter får både et EU-pas og en tilladelse til at flyve med hjem til Danmark.

Kattens redning er en besk detalje, som går igen i virkeligheden, når folk fx adopterer hunde fra områder, hvor mennesker – også børn – dræbes, voldtages, tortureres og lider.

”Paradis” er en voldsom film, en vigtig film, som sætter spørgsmålstegn ved den moral, som vi roser os af i Vesten. En moral, der handler om at være den barmhjertige samaritaner. Men gælder godheden kun så længe, at den ikke koster os noget? Og er den gavmilde tid ved at rinde ud i disse år, hvor stadig flere flygtninge har kurs mod Europa? Hvis svaret på de spørgsmål er ja – og vi samtidig vil stoppe illegale immigranter – også voldeligt, må man med filmen in mente spørge:

Er vi så dårlige mennesker? Eller er vi bare mennesker, der efter snart 100 års luksus og overflod har glemt, at livet er en kamp, hvor man sørger først for sig selv, sin familie og sin egen stamme? At det ikke er hverken egoistisk eller racistisk, men simpel overlevelse for os og vores kultur? Og hvor langt er vi parate til at gå? For ultimativt handler det om dræb eller bliv dræbt. Vil vi det – eller vil vi gå en anden vej i bevidstheden om, at Afrikas befolkning er næsten fordoblet om 40 år?!

Dét tænker man længe over, når man har set ”Paradis”, som Danmarksbloggen giver fem ud af seks af de så eftertragtede EU-pas. Det er årets måske mest betydningsfulde film om de samfundsspørgsmål, som vi ikke har råd til at ignorere – og så spiller de simpelthen så tindrende godt, at man indimellem tror, at man ser en dokumentar og ikke en fiktiv film.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk