Bogen ”Hofteatret – før, nu og for fremtiden” skrevet af Peter Christensen Teilmann udkommer samtidig med, at Hofteatret efter en omfattende restaurering igen åbner for offentligheden d. 7. marts.
Inden vi åbner bogen, er vi dog nødt til at klare begreberne:
- Den bygning på Slotsholmen i København, som Hofteatret ligger i, er snart 300 år gammel, og stammer helt tilbage fra det første Christiansborg. Bygningen undgik altså flammerne, da både det første og det andet Christiansborg brændte.
- Bygningen huser i dag de kongelige stalde – men også Hofteatret, som den har gjort det i mere end 250 år. Tænk, hvilke historier de mure kunne fortælle om de mennesker og de begivenheder, som er gået i svang her.
- I de sidste mere end 100 år har bygningen også været hjemsted for Teatermuseet og dermed endnu flere historier om det levede liv på scener over hele Danmark.
Hofteatret er altså et nøglepunkt i dansk kulturliv, hvor fortiden, det levede liv blandt både høj og lav, det på scenen udspillede liv, nutiden – og fremtiden væver sig ind og ud af hinanden, så det kan tage pusten fra enhver.
Og det kan det også at læse bogen, som vrimler med farver, billeder og historier, som var det en karnevalsscene fra Holbergs ”Maskerade”. For det er en grundig og velskrevet bog med noget til både nybegynderen, den øvede og eksperten udi i Hofteatret – og Teatermuseet.
For ikke nok med at man præsenteres for en skattekiste af viden om historie, dansk teaterliv fra det begyndte med Holberg til i dag, og så meget andet, at bare et forsøg på at lave et nogenlunde resumé ikke giver mening. Men man kan også læse om arkitektur, indretning, anvendelse, den berømte udendørs balkon og meget mere.
Man hører også om kongefamilien, som altid har haft sin gang på stedet som fx Christian d. 8, som gerne hørte sin yndlingsopera ”Norma” på Hofteatret, eller skandalen da Christian d. 7´s elskerinde Støvlet-Katrine opholdt sig i Hofteatret – endda i nærheden af Dronningelogen.
Men også i nyere tid spiller det hæderkronede sted en rolle for kongefamilien, således besøgte både Dronning Margrethe og Dronning Mary Hofteatret i januar i år til et specielt arrangement for at markere restaureringens afslutning – og hele Dronning Margrethes teatervirke, når det kommer til kostumer og kulisser, er en oplagt idé til en udstilling.
Ikke at nye ideer er nødvendige. For den ene gode historie tager den anden i bogen på en måde, så man bliver nysgerrig på at vide endnu mere, på at besøge – eller genbesøge – Hofteatret. Inden kan det anbefales at læse bogen, der er illustreret med mange flotte fotos og interessante tegninger.
For det er en på alle måder imponerende bog – skøn at skue og ej blot til lyst, som også er ethvert teaters raison d´etre. Hofteatret har så altid været en del af samfundet – selv under den nylige restaurering, selvom det da skete udenfor murene, men kun lige udenfor og ved siden af Folketinget i forbindelse med det danske EU-formandskab i sidste halvdel af 2025.
Man kan også læse om forestillinger, kostumer, rekvisitter og se plakater fra udvalgte forestillinger gennem tiderne. Det er morsomt – og måske især for os, som har været på Hofteatret.
Jeg fandt i hvert fald straks mig selv på Mindernes Allé – og de i alt fire gange, hvor jeg så Christian Steffensen fra Den Danske Skueplads gestalte ”H. C. Andersen juleaften og nytårsaften.”. Der var en særlig ånd de aftner, men det er der nu altid over Hofteatret.
En stemning, som netop H. C. Andersen også har oplevet, da han også havde sin gang på stedet, hvorom han om sig selv, Johanne Luise Heiberg og Grevinde Danner – alle tre personer, som lærte hinanden at kende via teateret, og som alle kom fra bunden til toppen af samfundet – sagde: Et Trin opad til det bedre – og det skete på den trappe, som stadig fører op til Hofteatret.
Det og mange andre citater og små historier fra Hofteatrets mere end kvarte årtusinde – alle lige til at labbe i sig og blive forført af – kan man læse i bogen.
Man taler ofte om historiens vingesus. Men på Hofteatret kan de reelt høres – og det fornemmer man også, at Peter Christensen Teilmann har hørt, når han skriver så levende, ja næsten forelsket om dette helt unikke sted i København.
Danmarksbloggen er også fortryllet af Hofteatret, og giver derfor ”Hofteatret – før, nu og for fremtiden” seks store vifter ud af seks mulige, som dem 1700-tallets damer sad med i de fine loger og nede på bænkene.
Det er en ren fornøjelse at læse bogen – og derpå besøge eller genbesøge Hofteatret – og gerne til en forestilling, så man mærker atmosfæren.
Og så er kun tilbage at udtrykke håbet om, at der en dag bliver penge til at restaurere de oprindelige vægudsmykninger, som hofarkitekten Jardin lavede, og som man kan læse mere om sidst i bogen. For historien om Hofteatret og Teatermuseet er – som det ellers altid siges på skærmen: … to be continued …
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk