Månedsarkiv: maj 2025

BUNDTRAWL ER RESPEKTLØST

Udgivet den af
Svar

Det er respektløst, raser den lokale fiskeriforening.

Årsag: At miljøminister Magnus Heunicke i forgårs fandt på følgende sætning, da han deltog i en rap-battle i Jylland:

Vores rigtig gode venner i fiskeriet har i årtier ødelagt det danske hav med bundtrawl.

Om man føler sig som venner med fiskeriet, må enhver selv afgøre. Men den anden halvdel af udsagnet er imidlertid sandt – og det eneste respektløse er at fortsætte med at bruge bundtrawl, som netop fiskerne gør det.

For bundtrawl ødelægger havet – ligesom pesticider ødelægger jorden, grundvandet, åer, søer og fjorde.

Det er den rene rovdrift. En respektløs rovdrift på Jordens ressourcer, som sker fra landbrugets og fiskeriets side, og som SKAL høre op, hvis menneskeheden og en del andre arter skal have en fremtid på kloden.

Alt andet er respektløst!!!

Så enkelt er det, og det kan da godt være, at det er svært at forstå – og endnu sværere at acceptere. Men skal vi overleve, så skal vi passe på Jorden og dens ressourcer.

Magnus Heunicke mangler så det nødvendige mod til at stå fast. For efterfølgende prøvede han at bortforklare det rappede med, at det bare var humor og et forsøg på at sige, at han ønskede trawlfri zoner i havet omkring Danmark.

Men Danmarksbloggen vil gerne sige det helt åbent: BUNDTRAWL SKAL TOTALFORBYDES I DANMARK, I EUROPA OG I VERDEN.

Og det skal pesticider også …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemødet mister dampen – og burde skifte lokalitet

Udgivet den af
Svar

Folkemødet på Bornholm til juni kan i år fejre sin 15-års-fødselsdag som en delvis succes.

For ja, det er gået støt frem med antal deltagere fra de 10.000 i det første år til sidste år, hvor der var 110.000 deltagere. Der var dog flere deltagere i de sidste år inden Corona, nemlig hele 114.000. Antallet af dage er også gået ned fra normalt fire dage til nu kun tre dage.

Så måske er dampen ved at gå af demokrati-festivalen, som Folkemødet også bliver kaldt?

Det ville give mening al den stund, at der er noget grundlæggende udemokratisk i at holde demokrati-festival på det ENE sted i Danmark, som er stort nok til at huse et sådant arrangement, men hvor det samtidigt er både svært og dyrt at rejse til – og at bo.

Modsat Folkemødet er så Himmelske Dage.

I kirkeligt regi har man nemlig noget, som hedder Himmelske Dage. Det er en økumenisk festival med deltagelse af omkring 50 kristne trossamfund og organisationer, hvor der er gudstjenester, workshops, paneldebatter og meget andet, som man kender det fra Folkemødet.

Forskellen er blot, at Himmelske Dage foregår forskellige steder i landet.

I år er det fx i Silkeborg, at det sker fra d. 29. maj til d. 1. juni – og næste gang om tre år er det Hillerød, som lægger jord til Kirkernes Folkemøde, som det skal til at kaldes.

Dette skift i lokalitet var noget, som Demokratiets Folkemøde med fordel kunne tage til sig.

For så ville det reelt være for folk fra hele landet, og så kom det reelt til at handle om demokrati fremfor indtjening til Bornholm og nogle dages sommersjov for de politikere, spindoktorer og mediefolk, som i forvejen render sammen i København resten af året.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

St. Bededagskvæld er i aften

Udgivet den af
Svar

Regering og folketing har sløjfet St. Bededag, som er i morgen. Helligdagen står således heller ikke i kalenderen mere.

MEN det skal ikke forhindre nogen i at holde St. Bededagsaften med varme hveder og en gåtur på Volden – eller et andet sted, hvis nu man ikke bor i nærheden af enten Østervold, Kastellet eller Christianshavns Volde.

Og det er altså i aften, at det er St. Bededagskvæld …

Så gak ud i dette grønne, skønne forår … og sug både blomsterdufte og aftensol ind i store åndedrag, inden turen går hjem til en varm hvede eller to.

Så: God St. Bededag – også i håbet om, at dagen genindføres …

Sandsynligheden for at vi får St. Bededag tilbage er minimal – også fordi vi er i en krise- og krigstid, hvor der er større problemer end en mistet helligdag.

MEN måske vil en genindførelse af St. Bededag skabe netop den sammenhængskraft, som vi på mange måder mangler i det danske samfund.

Så også derfor: GOD ST. BEDEDAG.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Befrielsen og Historiens kredsløb

Udgivet den af
Svar

Menneskets umiddelbare hukommelse er 80 år. En længere tidsperiode kan vi simpelthen ikke mentalt overskue.

Tvivler du? Så prøv at tænke tilbage i din egen slægt. Du kan selvfølgelig huske, hvem dine forældre og bedsteforældre var. Men hvor meget kan du om dine oldeforældre og deres liv? Kan du overhovedet huske alle navnene? Næppe. 80 år er max for, hvad vi kan rumme.

Dét vidste atheneren Herodot, som af mange kaldes historiens fader, fordi han som den første i Hellas nedskrev faktiske historiske begivenheder, nemlig Perserkrigene, som han også selv oplevede. Han var altså både kilde – og historieskriver.

Det samme har mange mennesker været i de 80 år, som er gået fra tyskernes overgivelse i Danmark til nu. Mange af os har hørt forældre og bedsteforældre fortælle personligt om de fem forbandede år. Men om føje år er der ikke flere levende tilbage, som har oplevet dén tid.

Og så vil begivenhederne langsomt, men sikkert synke ned i historiens glemsel, medmindre man er historiker eller lignende. Men for de fleste vil nye og yngre begivenheder fylde i bevidstheden – og især hvis der kommer en ny krig i Europa, hvilket er en alt for reel risiko.

For at glemme – også grusomheder – er et grundvilkår ved at være menneske. Det er oplevet mange gange. Engang fyldte pesten alt her til lands. Senere den kongeløse tid. Grevens fejde og Reformationen. Svenskekrigene – og tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Englændernes bombardement. Statsbankerotten. De to slesvigske krige. Og så altså besættelsen, som sluttede for 80 år siden.

Alt virker, mens det sker og i de første generationer efter som det mest vigtige, det til alle tider dagsorden-sættende.

Men alt har sin tid … også historiske begivenheder.

Jeg har så alligevel tændte stearinlys i vinduet på befrielsesaftenen d. 4. maj – og det kommer jeg nok til hele mit liv. For jeg er – trods født næsten et kvart århundrede senere – rundet af 2. Verdenskrig.

Men når jeg tænder lysene fremover, sker det i erkendelse af, at 2. Verdenskrig som historisk begivenhed må indgå i den naturlige historiske livscyklus – og én dag blive næsten-glemt.

Det vigtige er også, at vi husker på, at friheden er værd at kæmpe for – også når det koster. Dén erkendelse er nemlig evig aktuel. Så sæt endelig lys i vinduerne, og syng med på “Man binder os”.

Men spørg også – og især – om, hvad du kan gøre i den nutid, som er vores virkelighed – og hvor kampen for Den Frie Verden igen er voldsom aktuel. For fremtiden formes nu – og skal vores efterkommere leve i frihed og demokrati, så kræver det, at vi hver især tager ansvar – NU – og gør mere end blot tænde et lys.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Matador og 4. maj

Udgivet den af
Svar

Der er et par scener i Matador, som minder mig om denne 4. maj 2025 … og nej, det er IKKE scenen fra Befrielsesaftenen, hvor direktør Varnæs river mørklægningsgardinerne ned – og der bliver stillet lys i vinduerne i Korsbæk. Ejheller da doktor Hansen og Kristen Skjern senere samme aften arriverer med armbind på – og Kristen Skjern inviteres ind i stuen, og endelig anerkendes som Elisabeths kæreste, inden de og hun – nu også iført armbind – må afsted igen.

Det er derimod de scener, hvor oberst Hackel ivrigt diskuterer krigen i 1864. Den krig var 81 år gammel ved Befrielsen i 1945 – og den betød så godt som intet for hverdagen i samtiden. Alligevel mente oberst Hackel, at 1864 stadig var aktuel.

Vi er samme sted nu. Det er 80 år siden, at 2. Verdenskrig sluttede – og den spiller reelt ingen betydning længere.

Til gengæld har vi en virkelighed, som er meget påtrængende. En virkelighed med et Rusland, der ønsker sig tilbage til tidligere tiders imperiale status – og som nu har været i invasionskrig i mere end tre år mod et Ukraine, der kæmper tappert. Et USA som pt. er i hænderne på en håndfuld mennesker, som ønsker et styre, der minder mere om et diktatur end om noget andet, og som er godt i gang med at falde i Thukydids Fælde overfor den opstigende supermagt, nemlig Kina. Og hvor står Indien og de arabiske lande – og hele Mellemøsten?

Verden er mere usikker end i … 80 år … og det giver derfor NUL MENING som en anden oberst Hackel at skue tilbage, når vi skal bruge al vores energi og opmærksomhed på at ruste os til nutiden og fremtiden.

Ja, ja – men man skal kende sin fortid for at forstå sin nutid, siger du måske.

Det er sandt. Så sæt endelig lys i vinduet i aften og send en tanke til de tapre mænd og kvinder, som var årsagen til, at Danmark blev betragtet som allieret. Det var nemlig ikke hverken regeringens, folketingets eller erhvervslivets fortjeneste. De ville nemlig alle som én fortsætte samarbejdet med tyskerne – helt ind i krigens sidste tid.

Nej, Danmarks ære blev reddet af de sømænd, som gik i allieret krigstjeneste, modstandsfolkene, dem som hjalp jøderne – og så to navnkundige mænd ved navn Ebbe Munck og Henrik Kauffmann.

Alle havde det tilfælles, at de spurgte sig selv dét spørgsmål, som vi også skal stille os selv i vores afgørende nutid: HVOR STILLER DU DIG, NÅR VERDEN BRÆNDER? VIL DU TAGE ET PERSONLIGT ANSVAR?

For historiens gang er aldrig dikteret på forhånd, men afhænger af de mennesker, som handler – og ja, der skal handles i 2025.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk