De danske ligegyldigheder

Danmarksbloggen undrer sig her på årsdagen for terror-angrebet på Charlie Hebdo.

Krigen raser for fuld styrke i Mellemøsten, hvor en ny konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien truer med at kaste endnu mere brænde på et bål, der i forvejen blusser voldsomt flere steder i regionen. Flygtningestrømmen til Europa er som en konsekvens deraf enorm. Europa lukker sig i højrenationalistisk selvtilstrækkelighed. Internt i Europa er der afbrændinger af flygtningecentre, umenneskelige flygtningelejre, terror-angreb og senest sex-overfaldet på 100 tyske kvinder i Köln.

Det er med andre ord alvor det her. Vores del af verden har ikke været så farligt et sted siden 2. Verdenskrig. Der skal handles – og vises lederskab og medmenneskelighed, men også at vi står fast på friheds- og demokrati-rettighederne.

Og hvad bekymrer danskerne sig så om? Jo, nogle af de mest læste artikler i de seneste dage har handlet om fx en forarget kunde, der brokkede sig over en dansk webshop, der gav hende et arrogant svar på en henvendelse. Andre om hvorvidt tv-serien ”Badehotellet” minder om national-ikonet ”Matador” eller ej. Sagen om prinsgemalen kan også stadig hidse folk mere op end det burde kunne, at en 81-årig går på pension. Overtroen er også populær i form af artikler om den nu afdøde bulgarske spåkone, der kom med så uendelig mange profetier, at nogle af dem måtte gå i opfyldelse. Nå, ja – og så selvfølgelig artikler og tv-indslag om sneen, som ret beset er noget, der i hvert fald nogle år endnu kan forventes i Danmark om vinteren.

Vorherre til hest!!!! Verden brænder – og danskerne bekymrer sig om ligegyldigheder.

Det er historien om erstatningskaffen og de manglende bananer fra 2. Verdenskrig om igen. Men ved I hvad? Denne gang slipper Danmark ikke ligeså let igennem, medmindre vi dropper navlepilleriet og får skeen i den anden hånd og træder ud på verdensscenen og tager vores ansvar – og det gælder både politikerne og os almindelige danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Endelig er Danmark og Dronningen med til D-dag

I dag er det 70 år siden, at den største invasion i verdenshistorien startede, nemlig operation Overlord – bedre kendt som D-dag – på Normandiets kyster, hvor de allierede brød igennem Hitlers forsvarsstyrker og begyndte at tage Europa tilbage.

D-dag, 6. juni, blev en af de allermest afgørende dage i historien, der år efter år højtideligholdes på Normandiets kyster, hvor over 425.000 mennesker døde i de dramatiske junidage i 1944.

Danmark har aldrig tidligere været inviteret til de officielle højtideligheder i forbindelse med D-dag. Men i år er vi med – og repræsenteret på fornemste vis ved H.M. Dronning Margrethe d. 2 og enkelte overlevende danskere, som var med.

Årsagen er, at nu er Danmark endelig – efter 70 år – anerkendt som allieret i kampen mod Nazi-Tyskland under 2. Verdenskrig.

Et imponerende stykke arbejde udført af en gruppe modstandsfolk i samarbejde med repræsentanter fra Kongehuset, den danske ambassade i Paris og NATO´s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.

Den danske samarbejdspolitik med tyskerne de første år af krigen stod i vejen for anerkendelsen. Men nu er den altså kommet – og glæder især de modstandsfolk og danskere i allieret tjeneste, der endnu er i live.

Nogle af dem er de danske søfolk, der sejlede i allieret tjeneste under 2. verdenskrig – og hvoraf mange var med på D-dag. Ialt drejede det sig om cirka 6000 danske søfolk, som var med til at storme Normandiets kyster den juni-dag for 70 år siden.

Til historien hører også, at mere end hver sjette danske sømand – eller helt præcist 1.072 – døde på eller kort efter D-dag. Et tab, der i procent kun overgås af US-Marines tabstal.

Så det er godt, at Danmark nu indtager sin rette plads på linie med de andre allierede. For vi var med. Der blev også udgydt dansk blod på Normandiets kyster 6. juni 1944.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

For 69 år siden … Danmark atter frit

69 år er der gået, siden Danmark atter blev frit efter den tyske besættelse under 2. Verdenskrig. 69 år er lang tid, og langt de fleste nulevende danskere er også født EFTER befrielsen.

Alligevel spiller den tid stadig en rolle. Ikke kun fordi vi alle har en personlig relation eller måske flere ifbm besættelsestiden som fx undertegnedes morfar, der hjalp modstandsbevægelsen med at gemme våben fra nedkastningerne – men også fordi de ting, der skete dengang stadig definerer Danmark – og resten af verdenen.

Uden 2. Verdenskrig var der nemlig aldrig kommet en kold krig og et jerntæppe ned igennem Europa. Et jerntæppe, der her 25 år efter Murens fald i Berlin stadig deler Europa op i en fattig og en rig del – selvom vi nu (næsten) alle sammen er forenet i EU.

Og det er altsammen vigtigt at vide – og forstå – her få uger før Europa-parlamentsvalget 25. maj.

At vide, at når vi er bundet sammen i Europa, så går vi ikke i krig mod hinanden. Det var også en af grundene til, at Kul-og-Stålunionen, som EU dengang hed, blev skabt i 1951.

ALDRIG MERE KRIG I EUROPA.

Sporene fra 2. Verdenskrigs rædsler og 1. Verdenskrigs skyttegrave kastede nemlig lange skygger, som først nu små syv årtier senere er ved at blive glemt.

Og netop derfor er det farligere at være europæer i dag, end det har været i snart 70 år. For nu er vi ude af 2. Verdenskrigs skygge – og desværre er samtidig meget af det, der skete og gik forud for 1939-45, glemt – og netop derfor kan det hele ske igen.

Det er allerede på vej. Vi ser det især i den nationalisme, der i disse år går sejrsgang gennem Europa som et sort og hadefuldt spøgelse fuld af angst og talen til den indre svinehund.

Men den er så sindssyg farlig, den nationalisme … for det var den, der i 1930´erne lagde grund til det, der skete i 1940´erne …

I Danmark stemmer næsten hver 4. dansker på dén nationalisme.

Danmark anno 2014, 69 år efter befrielsen, har altså aldrig været tættere på en ny besættelse, men denne gang lavet ikke af en ydre fjende, men af folk indefra. Folk, som mener, at de har patent på at være dansk, ja, de kalder sig ovenikøbet Dansk Folkeparti.

Der er derfor kun ét at gøre: AT GÅ TIL MODSTAND mod dén umenneskelighed, som dén nationalisme repræsenterer. For dén modstand er nemlig ægte dansk. Som man sang i “Danmarks Frihedssang”:

Gå til modstand, alle danske, alle mand som én, og gør Danmark frit

Derfor: Stem til EU-parlamentsvalget og tænk over, hvor du sætter din stemme. Tænk over, hvilket Europa, hvilket Danmark, som du, dine børn og børnebørn skal leve i.

For vi har – præcis som de havde dengang – valget imellem, om vi vil støtte den sorte, hadefulde og angste side eller den lyse, solidariske, fællesskabsorienterede – ja kærlighedsfulde side.

Eftertiden vil vide at dømme os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk